Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - henrikdahl

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.6.11.


Henrik Dahls store politiske desillusionering

Karakteristik af 'Spildte kræfter'
Gennemgang af 'Spildte kræfter'
    - Det giftige indvandringsproblem
    - Den tredje vejs mulighed
    - Socialdemokratismens fataliteter
    - Venstrefløjsintelligentziaen
Desillusioneringens indre logik
Simpel vej ud af desillusioneringen
Henvisninger



Karakteristik af 'Spildte kræfter'    
Til toppen  Næste

Det er sjældent at kunne læse et så ærligt skrift fra en tidligere venstreorienteret, men nu politisk desillusioneret mand som sociologen Henrik Dahls 'Spilde kræfter' med undertitlen 'Hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt'. Der er nemlig ikke tale om et menneske der som ganske ung foretog et par naive partipolitiske valg der ikke kunne holde for nærmere sund refleksion og kritisk eftersyn, men om en mand der som færdiguddannet, voksen og engageret samfundsforsker i ikke mindre end ti år - fra han var tredive til fyrre - ofrede sig for venstrefløjens sag i den socialdemokratiske udgave og som til sidst måtte erkende at disse ti år var spildte. Det lykkedes ham ikke trods gode ideer og analyser og godt samarbejde og fællesskab med jævnaldrende og kritiske mennesker på venstrefløjen at få rettet den gamle hæderkronede, men efterhånden skæve skude op. Han må tværtimod konstatere at dens uændrede kurs og hældning kun kan føre til en tom sejr ved valget sidst på året, en sejr som nok vil føre til regeringsmagten i hvert fald i en enkelt periode, men ikke til den hårdt tiltrængte fornyelse af dansk politik og slet ikke til en gennemgribende fornyelse af sig selv. Han taler direkte om venstrefløjens forlis - og hele bogen handler om dette langstrakte forlis og dets årsager.

Da Henrik Dahls bog på flere punkter kommer ind på de selvsamme politiske og værdimæssige forhold som optager undertegnede (der selv engang var naiv venstreorienteret) - herunder indvandringsproblematikken, modsætningen mellem det nationale og det europæiske eller globale, og mellem folk og elite samt 'den tredje vej' - og endda kan henvise til forskere og forfattere som Erik Meier Carlsen, Ralf Pittelkow og Frederik Stjernfelt og ikke mindst Jørgen S. Dich, som undertegnede også har læst med interesse og for sidstnævntes vedkommende med udslaggivende udbytte, ja, så er den helt uomgængelig.

Bogen har ydermere den store værdi at forfatteren ikke forsøger at holde sig strikte til sociologiske analyser, men hele vejen igennem sætter analyserne i relation til personlige erfaringer og derfor får frembragt en glimrende skildring af et kritisk og tænksomt menneskes bugtede vej gennem en spændende opvækst, uddannelse og karriere med tilhørende idealistiske forsøg på at lave virkeligheden om. Det resulterer i nærgående portrætter af de personer forfatteren positivt og negativt har haft kontakt med gennem årene - og et ærligt forsøg på at finde forklaringen på at både han selv og hans partnere tog fejl.

På flere punkter ser han ganske klart hvorfor det gik galt for ham selv og for venstrefløjen, men på andre punkter lykkes det ikke - og det sidste skyldes ikke mindst at den nu 50-årige Henrik Dahl savner både filosofiske og psykologiske forudsætninger for at føre analyserne igennem. Dette vil blive påvist i det følgende.



Gennemgang af 'Spildte kræfter'    
Til toppen  Næste

'Spildte kræfter' lægger stilsikkert ud med en rammende, men ikke uanfægtelig karakteristik af den politisk udvikling i forrige århundrede:

"Det tyvende århundrede var det socialdemokratiske århundrede. I år 1900 var socialismen farlig og kontroversiel. Hundrede år senere var det umuligt at blive valgt til et højere politisk embede uden at være tilhænger af velfærdsstaten."

Men i folketinget varede den socialdemokratiske dominans kun godt og vel halvt så længe, nemlig fra Stauning blev statsminister i 1924 til Anker Jørgensen frivilligt opgav at være det i 1982. Siden har det været svært for partiet. Perioden fra 1982 til 93 var en ørkenvandring. "Det var en slap og vanærende tid, hvor partiet på grund af økonomisk og sikkerhedspolitisk uansvarlighed ikke engang var regeringsdueligt..." (De radikale, især Niels Helveg Petersen, undsagde som bekendt partiet så længe Auken var formand).



Da Henrik Dahl var ung, var det let at blive indrulleret i det venstreorienterede projekt, skriver han, for det skete nærmest automatisk ved blot at høre Gasolin og Røde Mor, Lone Kellermann og Gnags m.fl....

Men nu er det alt sammen forbi, og der sker intet nyt på hele venstrefronten, konstaterer han. "Venstreorienterede akademikere skaber ikke ny erkendelse, der ændrer vores verdensopfattelse. Venstreorienterede kunstnere skaber ikke ny kunst, der kuldkaster den hidtidige (selv)indsigt - i det omfang det er kunstens formål. Venstreorienterede politikere giver ikke engang svar på de spørgsmål der optager deres egne vælgere....".

Og Dahl slår hurtigt fast at hovedårsagen til hele miseren er venstrefløjens manglende evne til at tage ved lære. Denne skyldes så igen at det dels for mange på denne fløj er blevet en identitet at være venstreorienteret, dvs en psykologisk selvopholdelsesmekanisme som man ikke under nogen omstændigheder ønsker at sætte spørgsmålstegn ved; dels at venstrefløjen har en skjult dagsorden der er vigtigere end den åbenlyse, nemlig at sikre den offentlige sektors magt og vælde. Og igen er den store fælde at man ikke sætter spørgsmålstegn ved sagen. Partierne og medlemmerne havner i en rettroenhed der udelukker nytænkning. Socialdemokraterne blev sprængt i 1973 på grund af Erhard Jacobsen og hans borgerlige 'morfar-parti'. Og de blev reduceret ved valgnederlagene i 2001 og 2005.

Venstrefløjens store fejltagelser i 1980'erne var det sikkerhedspolitiske paradigme der gjorde USA og Nato til fjenden og ikke anerkendte Sovjetunionen og Warszawapagten som sådan. Dernæst at EF/EU blev betragtet som en slags komplot der havde til formål at sætte folkestyret og dansk suverænitet ud af kraft. Videre at man fastholdt et nationaløkonomisk paradigme om økonomi som lig med politik, et paradigme der førte direkte til økonomisk uansvarlighed, fordi man ikke bøjede sig for økonomiske kendsgerninger. Videre paradigmet om at staten er vores allesammens ven og hjælper eller rent ud 'barnepige'. Og der blev i den forbindelse ikke skelnet mellem stat, samfund og fællesskab.

Endelig var fejlen venstrefløjens katastrofale paradigme om indvandringen.



Det gifte indvandringsproblem    
Til toppen  Næste

I 1983 vedtog Folketinget en ny udlændingelov der udstyrede indvandrere og flygtninge med en række retskrav, bl.a. til familiesammenføring. Loven blev stemt igennem af både regering og opposition med undtagelse af Fremskridtspartiet. Og flertallet i folketinget var vel at mærke ligeglad med befolkningens holdning til indvandring.

Ifølge 'Det danske velfærdssamfunds historie' var mellem 65 og 70 % af befolkningen i 1983 imod at lempe udlændingepolitikken, og der blev ikke foretaget nogen dybtgående undersøgelse af hvilke konsekvenser loven ville få - hverken mht antallet af udlændinge eller økonomi og sociale konsekvenser

Faktisk kom der mellem 1985 og 1995 i gennemsnit knap 4400 flygtninge til Danmark om året, og de første ti år loven var i kraft steg det samlede antal udenlandske statsborgere i Danmark til lidt over 180.000. En økonom beregnede på et tidspunkt at hver dansker i 1991 netto satte 13600 kr ind på den danske stats konto, mens hver ikke-vestlige indvandrer samme år hævede 48.000 kr. Og nye beregninger i 2011 viser at indvandring fra mindre udviklede lande belaster statskassen med omkring 16 mia om året....

Frem til 1987 var Socialdemokraterne ifølge Henrik Dahl i tvivl om hvordan de skulle forholde sig til indvandringen (i hvert fald når der ikke var udenforstående til stede, som han ironisk skriver). Men efter at Svend Auken blev formand for partiet, svingede man over på en relativistisk kurs, dvs en kurs hvor alle kulturer betragtes som ligeværdige. Det blev forbudt at sige noget om at vestlige værdier var bedre end mellemøstelige traditionelt-muslimske værdier. Og dette har været det venstreorienterede paradigme for fortolkning af indvandringen lige siden, og det i så høj grad at folk der er uenige stemples som racister.

Lige siden har udlændingespørgsmålet været gift for enhver regering. Og da Det Radikale Venstre som bekendt er 100 % enige i dette paradigme og ikke agter at lempe det fjerneste på anskuelserne, betyder det ifølge Dahl at dette parti stadig er gift for venstrefløjen i den forstand "at bare antydningen af at de får indflydelse på en venstreorienteret regerings indvandrerpolitik er nok til at gøre hele konstruktionen usikker". Ja, Dahl går så vidt som til at pointere, at "Hvis ikke venstrefløjen får tøjlet sin generelle tilbøjelighed til relativisme og Det Radikale Venstres ekstreme udgave af den, kan den godt glemme enhver tanke om at overtage magten i Danmark i længere tid ad gangen."



Henrik Dahl indrømmer at han i 1986, da Søren Krarup offentliggjorde den berømte annonce hvor han sagde at han ikke ville give Dansk Flygtningehjælp en krone til indsamlingen, var lige så forarget som alle andre fra mellemlagene. Men i slutningen af firserne begyndte han alligevel at blive skeptisk - bl.a. ved at arbejde på et handelshøjskole-institut der lå på Nørrebro med udsigt til en børnehave med overvægt af indvandrerbørn.

Han indrømmer også at han stemte imod Maastricht-traktaten i 1992, skønt han lige fra 1972 principielt havde været tilhænger af EF/EU. Det skete ved en pludselig indskydelse i stemmeboksen, og han føler det den dag i dag som en skyld han aldrig helt kan sone.

Efter at have færddiggjort sin universitetsuddannelse på det dengang rent marxistiske og derfor utålelige RUC og det noget bedre KUA (Københavns Universitet på Amager) med et par yderst værdifulde studieår i USA var Dahl blevet forskningschef i et privat selskab for markedsanalyser (A.C. Nielsen, tidl. AMI), og i den forbindelse traf han på et panel i 1995 om den politiske forbruger et medlem af SF's folketingsgruppe der hed Jørn Jespersen og var madpolitisk ordfører for sit parti. Mødet blev et vendepunkt for Dahl, fordi Jespersen dels var medstifter af noget så excentrisk, men spændende som 'Selskabet for Finere Socialistisk Madlavning og Borddækning', dels fik inviteret Dahl til at holde foredrag for SF's folketingsgruppe om livsstil og politik, og dette førte igen i efteråret 1997 til en invitation til et møde på Christiansborg med Jespersen selv plus hans partifæller Steen Gade og Christine Antorini.

Mødet var vel at mærke konspiratorisk. De tre SF'ere drøftede nemlig muligheden for at stifte et selvstændigt proeuropæisk grønt parti. Resultatet blev dog ikke nogen partisprængning, men en femten år lang reformationsproces der langsomt har ført SF derhen hvor fornyerne ville have det. Jespersen trak sig dog siden fra folketinget, Steen Gade gik ud i nogle år da Auken tilbød ham posten som miljødirektør. Antorini søgte også nye grænsgange og endte i socialdemokratiet. Henrik Dahl blev i første omgang medlemskandidat i SF, men valgte siden at følge Antorini over til S. De to dannede også i flere år par.



Henrik Dahl var langt om længe blevet politisk aktiv - og han blev optaget i Steen Gades organisation 'Nyt Europa' (1998). Han var ret optimistisk med hensyn til reformer på venstrefløjen. Men den korte og beskidte valgkamp i 1998, der førte til Poul Nyrup Rasmussens genvalg som statsminister på nogle få hundrede stemmers overvægt på det socialdemokratiske mandat på Færøerne, gav ikke nogen fornyelse. Nyrup var uforberedt på situationen. Og da Dahl måtte konstatere at de fleste SF'ere samme år stemte nej til Amsterdam-traktaten, begyndte den tanke at tage form i hovedet på både Henrik Dahl og Christine Antorini at SF var fortabt.

Jørn Jespersen fik samlet en studiegruppe der i april 99 holdt weekend på Dansk Industris kursuscenter i Nordsjælland, hvor også Anders Fogh Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen holdt weekend. Lars Løkke gik over til Jespersens bord og spurgte interesseret hvad de lavede. De fremmumlede nogle ord om at de sad og puslede med politisk udviklingsarbejde. Men de anede af gode grunde ikke, at det lige præcist var det samme de tre Venstre-folk gjorde.

Studiearbejdet førte til bogen 'Borgerlige ord efter revolutionen' der efter først at redegøre for selve det venstreorienterede projekt om i fællesskab at skabe en ønsket verden beskrev de gamle politiske projekter som udtømte og venstrefløjen som nedsunket i ortodoksi og vanetænkning.

Det blev konstateret at velfærdsstaten var gået i moralsk forfald i den forstand at folk ikke længere ser sig selv som borgere der bidrager til den, men som brugere der trækker ydelser ud af den. Og at den sociale struktur har ændret sig, fordi middelklassen er blevet så stor. Det medfører at venstrefløjen bliver nødt til at gennemtænke spørgsmålet om solidaritet forfra.

Målet var derfor at skabe det økonomiske grundlag for velfærden i global konkurrence, at løse familie-arbejds-ligestillingsproblemerne, og at føre opgøret med venstrenationalismen [EU-modstanden) til ende. Og alt dette skulle ske ved dannelsen af et nyt parti: Virtuelt Folkeparti der skulle arbejde efter mere tidssvarende principper end de 'foreningsdanske' principper alle partier indtil nu har fulgt.

Bogen der ikke mindst fastslog at venstrefløjens krise var moralsk, idet den lå i umyndiggørelsen af det enkelte menneske, blev en skandale i både Politiken og Information. Og reaktionen blev bl.a. at Antorini forlod politik for nogle år.



Den tredje vejs mulighed    
Til toppen  Næste

Henrik Dahl blev dog på foranledning af Dansk Metal inviteret til som forskningschef i A.C. Nielsen at holde foredrag for Nyrup-regeringen om danskernes forskellige livsstile, og dette medførte at Dansk Metal i februar 1999 inviterede ham med på en 'fact finding mission' til London sammen med bl.a. Morten Bødskov og Verner Sand Kirk.

I løbet af nogle få hektiske dage, fortæller Dahl, besøgte gruppen Labours hovedkvarter, fik en briefing om den politiske situation i Storbritannien fra den danske ambassade og kom i audiens hos Peter Mandelson og Anthony Giddens. Desuden havde gruppen længere samtaler med to af Tony Blairs rådgivere, Geoff Mulgan og Roger Liddle, med The Observers chefredaktør Will Hutton samt med repræsentanter for tænketanken Demos og The Times. Indtrykkene var så overvældende at det tog Henrik Dahl lang tid at bearbejde dem.

Om Anthony Giddens hedder det at han tog imod på sit direktørkontor på London School of Economics og var meget travl og selvbevidst. Han docerede hvad 'Den tredje Vej' gik ud på - uden at invitere til spørgsmål. "På falderebet nåede han at give det uvurderlige råd at vi burde læse Manuel Castells netop afsluttede trebindsværk 'The Information Age'. Det beskriver vores tidsalder med samme kraft som 'Kapitalen' beskrev den industrielle revolution". Dahl læste ret hurtigt alle tre bind, og de fik stor betydning for hans eget forfatterskab de næste par år.

Samtalen med Blairs rådgivere Geoff Mulgan og Roger Liddle fandt sted i selveste Downing Street 10. De gav sig god tid til at svare på gruppens spørgsmål. Og Henrik Dahl fik mulighed for at spørge dem om et centrum-højreparti i teorien kunne lave samme manøvre som Blair. Altså om man kunne forestille sig en 'borgerlig tredje vej'. Og nærmest i kor lød deres svar: "Selvfølgelig. Det gælder bare om at rykke som den første".

Poul Nyrup Rasmussen blev orienteret om mødet, men igen støder vi på en mere end pudsig tilfældighed: nogle måneder senere aflagde Anders Fogh Rasmussen besøg i Storbritannien og havde møder med en tilsvarende personkreds. Med andre ord: Omkring midten af 1999 rådede formanden for Venstre og formanden for Socialdemokraterne over nogenlunde de samme oplysninger vedrørende 'Den Tredje Vej', moderne vælgere og moderne valgkamp. Men de to formænd reagerede vidt forskelligt på hvad de hørte. Og det ærgrer naturligvis Henrik Dahl at det var Venstres formand der forstod hvad sagen drejede sig om.



Kort tid efter at gruppen var kommet hjem blev den inviteret til møde hos Finansminister Mogens Lykketoft. Denne var ikke synderlig interesseret i hvad han hørte, men Morten Bødskov fulgte sagen op og bad Henrik Dahl, der nu var selvstændig markedsforsker, om en analyse. Den blev udarbejdet sammen med en medarbejder på grundlag af Manuel Castells værk om Informations-alderen. Udgangspunktet var altså at kapitalismen var indtrådt i en ny fase der skabte nye muligheder og problemer for borgerne og derfor også krævede nye former for politik.

Analytikerne tillod sig den hypotese at de socildemokratiske vælgere var trætte af at partiet ikke havde nogen forståelse for nypolitiske bekymringer, men bare forsøgte at mildne dem med mere velfærd. Og de anbefalede derfor partiet at finde ud af 1) hvordan den enkelte oplevede sit forhold til velfærdsstaten, 2) hvilke værdier man skulle leve op til for at blive regnet for fuldgyldigt medlem af samfundet, og 3) at formulere de gammeldags problemer på en nypolitisk måde.

Analysen førte til et møde i statsministeriet med Poul Nyrup og Mogens Lykketoft. Men de virkede allerede trætte og modløse. Henrik Dahl betegner deres rolle i politik som 'samfundsviceværter'. Og han bebrejder især Nyrup at denne ikke benyttede de oplysninger der stod til hans rådighed til at foretage en korrekt vurdering af sin hovedmodstander Fogh Rasmussen.

Så følger ellers en nøgtern konstatering: "I hele perioden siden centrum-venstre måtte gå i opposition i 2001 har den forestilling været vidt udbredt i regeringskritiske kredse at regeringen var stærkt højreorienteret og havde skumle planer om at gennemføre en nyliberal politik med omfattende privatiseringer, nedskæringer, dramatiske skattelettelser og alt andet der er skidt og madsenmygdalsk."

Og derefter en ubarmhjertig, men fuldstændig korrekt dom: "Der er tale om en tanke der er verificerbar nonsens, men så længe den har magt, vil oppositionen kæmpe blindt fordi den ikke kender sin modstander. Den offentlige sektor er vokset under VKO, som frem til skrivende stund har opført sig så velfærdsfundamentalistisk og reformuvenligt, at enhver socialdemokrat burde kunne godkende det..... Hovedlinjen frem til Fogh Rasmussens afgang i 2009 kan der ikke være tvivl om: Den borgerlige, tredje vej."



I februar 2000 blev Henrik Dahl og Christine Antorini enige om at få udarbejdet en 'Appel til alle progressive' mennesker i Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre som skulle underskrives af 20 kendte kulturpersonligheder som fx Villy Sørensen. Det lykkedes sådan set, men Henrik Dahl må for sit eget vedkommende erkende at appellen var nytteløs, fordi venstrefløjen endnu ikke havde forstået de positive ideer af nationalstaten. Enten var man venstrenationalist på Ebbe Reich-linjen, eller også konstruktivist som Uffe Østergaard-linjen der mente at nationalisme var en illusion der udsprang af et fantasifoster.

Først i 2004 udkom Ralf Pittelkows glimrende bog 'Forsvar for nationalstaten', som mange venstreorienterede havde og har en psykologisk blokering imod at give ret, men ikke Dahl. Denne er derimod kommet til det fornuftige resultat, at nationalstaten formentlig er en nødvendig indretning, hvis man vil have demokrati og velfærdsstat, fordi den er grundlaget for den solidaritet der gør at man accepterer at lade sig repræsentere og regere og accepterer at betale en høj skat. Ja, Dahl er endt med at mene at "det faktisk er interessant og væsentligt at tale om danske værdier, også når det gælder menneskerettighederne, der er opfundet i Paris, og kristendommen, der er opfundet i Mellemøsten".

Dahl gør specielt opmærksom på, hvad de venstreorienterede også afskyr at høre, at Dansk Folkeparti stille og roligt er blevet ved med at mene det alle mente i gamle dage og aldeles ikke har opfundet nationalismen i forbindelse med at indvandringen begyndte. Partiet har fra sin grundlæggelse mere eller mindre intuitivt haft blik for sammenhængen mellem nationalstat, velfærdsstat og solidaritet som en EU-positiv del af venstrefløjen skulle bruge et årti ekstra på at begribe.



Tilbage i 2001 trådte Henrik Dahl ud af 'Nyt Europa', men gav sig til at skrive kronikker der direkte havde bestemte venstrefløjsgrupper som mål.

Dahl slog til lyd for at man burde have en kritisk-positiv holdning til indvandring, men også forstå at der var dybere problemer med indvandringen i form af indvandrere der var direkte fjender af det vestlige, sekulære samfund. Der var ikke nogen grund til naivitet eller illusioner om dialog. Hvad enten De Radikale Venstre piber eller synger så er det en stor udfordring for Vesten at stærke kræfter i den muslimske verden ikke kan anerkende hverken retsstaten eller menneskerettighederne.

Dahl påpegede at det i det store og hele var mislykkedes for venstrefløjens tænkere at fastslå den forholdsvis let observerbare kendsgerning at VK-regeringen i virkeligheden var midtsøgende, når det gjaldt velfærdspolitikken og den økonomiske politik. Tilsyneladende var der heller ikke de store brud på vej i udenrigs- og europapolitiken. Derfor burde venstreintelligentsiaen besinde sig, og jo før, jo bedre.

Dahl anbefalede Socialdemokratiet at relancere sig selv som partiet der havde langsigtede og socialt afbalancerede planer for at reformere velfærdsstaten. Partiet skulle bryde med den klassiske socialdemokratisme der var så besat af tanken om lighed at den slet ikke havde øje for de tilfælde hvor det der skulle ofres for at nå den var friheden.

I 2001 tabte Poul Nyrup som bekendt valget stort til Anders Fogh Rasmussen. Socialdemokraterne blev reduceret til samme størrelse som ved jordskredet i 1983, så Fogh med støtte fra Dansk Folkeparti kunne danne sin VK-regering. Nyrup faldt dels på grund af en tåbelig efterlønsgaranti som han ikke kunne holde, dels fordi han totalt fejlvurderede Venstres meget målbevidste efterfølgelse af Tony Blairs og Anthony Giddens 'tredje vej'. Nyrups fald førte ret hurtigt til visse socialdemokraters ønske om et formandsskifte, og dette fandt sted allerede i 2002.



Socialdemokratismens fataliteter    
Til toppen  Næste

I begyndelsen af 2003 meldte Christine Antorini og Henrik Dahl sig ind i S - til socialdemokraternes store forbløffelse.

Henrik Dahl bed straks mærke i at man i partiet ikke talte grimt - "og derfor heller ikke sandt" - om Anker Jørgensen. På et tidspunkt udtalte han hvad alle fornuftige mennesker anerkender at Anker J. havde været en af de dårligste statsministre i det 20 årh. således som også Søren Mørch for længst havde skrevet i sin bog om danske statsministre,

Fejlen ved Socialdemokratiet var og blev "socialdemokratismen": Selve den udbygning af velfærdsstaten som har medført at socialdemokratiet opfattes som et parti der elsker skattestigninger og en stadigt voksende offentlig sektor. Partiets mangelfulde statsteori - hvor man bl.a. sammenblander begreberne stat og samfund - har efter Henrik Dahls mening samtidigt medført, at partiet har fået svært ved at skelne mellem offentlige og private anliggender. "Lykke, succes, skønhed og lignende ting der ikke burde falde ind under begrebet om det politiske, men under begrebet om det eksistentielle, gøres alligevel til offentlige anliggender der kræver indgriben og beskatning."



Henrik Dahl indtrådte i en ny gruppe med Mogens Lykketoft, Ritt Bjerregaard, Søren Mørch, Helle Thorning-Schmidt og Christine Antorini. Den 64-årige, tidligere minister og EU-kommissær Ritt Bjerregaard blev i 2005 opstillet som borgmesterkandidat i København simpelthen for at sikre sejren over Venstres Søren Pind, hvad der som bekendt lykkedes. Samme år tabte socialdemokraterne igen stort til Fogh Rasmussen, hvad der medførte at Mogens Lykketoft, der havde fået væltet Poul Nyrup af formandspinden, valgte at gå. Og til alles overraskelse stillede Helle Thorning-Schmidt op, selvom hun ikke var medlem af folketinget. Og hun vandt over den Frank Jensen, der i sin tid havde støttet Auken mod Nyrup - og siden blev overborgmester i København efter Ritt Bjerregaard.

Henrik Dahl har ikke meget til overs for den nye partiformand.

Han fortæller at Thorning aldrig meldte sig som oplægsholder i studiegruppen, ja, "man kunne ikke se de mindste spor af gruppens eller de eksterne gæsters anstrengelser i den politik hun lagde frem eller de initiativer hun tog". Og Dahl begyndte at tænke at socialdemokraterne havde valgt "en skærmtrold til at oplæse den politik andre fastlagde". Det blev dog Ritt Bjerregaard der som overborgmester i København trak stikket ud ved at erklære Helle krig med 'Rød Skole' i 2008.

Henrik Dahl sætter spørgsmålstegn ved om Helle Thorning overhovedet er egnet til at blive statsminister, men starter med at fastslå, at hun ikke har gjort noget der på forhånd diskvalificerer hende. Men når han sammenligner hende med tre danske statsministre (Nyrup, Fogh og Løkke) og tre udenlandske statsministre (Bildt, Barroso og Trudeau) som han mener at have et ganske godt indtryk af og kan fremhæve for deres nærvær, viden og overblik, så dumper hun. Nyrup og Fogh er nok kejtede naturer, hvor Løkke er mere ligefrem. Men fælles for dem er en ubetinget evne og vilje til at gå i både skarpe og detaljerede diskussioner med deres samtalepartnere. Hvad der kendetegner Helle Thorning er det modsatte:

- hun kan hverken skrive eller improvisere
- hun har en meget begrænset almen viden
- hun har ikke noget nærvær
- hun har ikke nogen større visioner
Og hun er "ikke er i stand til at gå blot nogle få meter uden en rollator af stikord og briefinger og talepapirer, og til trods for denne alligevel taler som en lydfil. Mangler hjælpemidlerne er hun hjælpeløs og næppe i stand til at udvikle selv det mest enkle ræsonnement".

Dahls konklusion er klar: hvis nogen kan tro at Helle Thorning egner sig til at være statsminister, kan det kun skyldes en blanding af ønsketænkning og vellykket mediehåndtering.



Fra 2006 var Henrik Dahls engagement i venstrefløjen ved at være ikke-eksisterende. Allerede i 2001 havde han været så anfægtet af modviljen mod at se problemerne med indvandring i øjnene at han havde skrevet en kommentar i Politiken til den gruppe af partimedlemmer han nu tilhørte og som arbejdede på en ny bog. Kommentaren konstaterer, at Dansk Folkeparti principielt har ret, når partiet siger at indvandring ødelægger den oprindelige befolknings identitetsfølelse. Og dette oplevede han naturligvis som meget farligt at påpege, eftersom Nyrup udtrykkeligt havde fordømt partiet og fra folketingets talerstol ligeud havde erklæret at det aldrig blev stuerent.

Henrik Dahl var ikke enig i Dansk Folkeparti udlændingepolitik, men han slog fast som det væsentligste at de store indvandrersamfund her i landet driver en politik som absolut ikke fører til integration i det civile samfund. De opbygger deres egne samfund med meget faste økonomiske og sociale bånd til udvandringslandet og minimale bånd til indvandringslandet. De fører en ret hårdhændet social kontrol med dem der bryder ud af disse samfund. En mindre del af indvandrerne ønsker desuden en selvstændig retspleje inden for deres egen koloni, nemlig sharia. "Derfor er det legitimt at spørge indvandrersamfundene, hvad deres indvandrings-politik egentlig går ud på. Hvad vil I egentlig, hvis I ikke vil giftes med os, gå til fest med os, gå i svømmehallen med os, sidde i forældrebestyrelsen med os og alle de andre ting, som vi fordriver tiden med i det civile samfund?"

Integration er efter Henrik Dahls mening at man tilpasser sig i det offentlige rum og i øvrigt lever som man har lyst til i sin privatsfære. Da det er frivillligt at udvandre, kan man godt tillade sig at stille store krav til indvandrere. Og i hver fald på et meget afgørende punkt har Dansk Folkeparti en vigtig pointe: relativisme er af det onde. Ideen om at alle kulturer er lige gode og har lige store krav på anerkendelse er fundamentalt forkert.



I december 2005 kom den berømte erklæring hvor tolv danske forfattere sagde fra over for det de betragtede som en glidebane ned i balkanagtig mistillid mellem befolkningsgrupperne og en voldsom skærpelse af tonen i den offentlige debat. Dahl bemærkede at to af mest brutale debattører i Danmark - Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen - beklagede sig over unoder i den offentlige samtale. Det var mildest talt hyklerisk. Og han noterede sig bl.a. følgende fejl i erklæringen:

- en konsekvent sammenblanding af flygtningesag og indvandringsag
- store upræcise termer - ikke mindst den bærende forestilling om skred i værdierne
- den altid uvederhæftige argumentationsfigur "skråplanet"
- at diskussionen blev et spørgsmål om anstændige over for uanstændige
- at der ikke stod meget konkret om hvad der var galt med DF
- at indvandrerne konsekvent blev fremstillet som ansvarsfri i forhold til vellykket integration
- at der intet stod om at det kun var et mindretal der lå på linje med de tolv forfattere.

Argumenterne gjorde ikke indtryk på nogen i målgruppen. Og det stod Henrik Dahl klart hvor isoleret han var blevet på venstrefløjen, og hvor håbløst det nogensinde ville blive at få venstrefløjen på rette spor



Venstrefløjsintelligentziaen    
Til toppen  Næste

Henrik Dahl kan ikke lade være med at se en fatal 'genre' i selve den etablerede venstrefløjsintelligentsia, nemlig chokerende udsagn der er komplet forkerte og derfor ikke har nogen konsekvenser. Den slags udsagn fremsættes jævnligt, og han nævner specielt at det på et tidspunkt blev gjort eftertrykkeligt af Mette Frederiksen, Hanne Vibeke Holst og Carsten Jensen. Frederiksen sammenlignede de kristne fundamentalister i USA med de muslimske regimer i Mellemøsten. Holst forklarede mordet på den svenske udenrigsminister Anna Lindh med at mænd hader kvinder i magtfulde positioner. Og Jensen havde som sædvanlig gjort udfald mod Fogh Rasmussen. Målgruppen for disse tre medlemmer af intelligentsiaen er simpelthen de mennesker som i forvejen synes at USA er hæsligt, at mænd er svin, og at Fogh er en nar. Og dette er unægteligt også et primitivt forehavende for intelligente mennesker.

Henrik Dahl var dog navnlig var kritisk over for venstrefløjens forbeholdne: 'ytringsfrihed, men'-ræsonnement. Under dette følte han en meget alvorlig fejlvurdering af islamismen, idet den så bort fra at islamismen var en fjende af den vestlige civilisation, og at islamisterne arbejdede aktivt imod integration i Danmark

Muhammedkrisen betegner Henrik Dahl som 'det store nederlag for venstrefløjen'. Specielt Politikens forlig med en gruppe muslimer der påstod de var efterkommere af profeten taler i sin monumentale pinlighed for sig selv. Hvad sagen viste var at venstrefløjen havde mistet orienteringen, fordi den havde mistet bevidstheden om sin egen historie. Hvad man kunne lære af muhammedkrisen var at al kulturadikalisme og al indrømmelse af kollektive rettigheder på det grundlag er en misforståelse.



Ritt Bjerregaards Røde skole har Henrik Dahl heller ikke meget til overs for. Som udgangspunkt er den rød, dvs man vil lave noget om. Men 'Den tredje vej' beskyldes for at ophæve forskellen på højre og venstre, hvor ophavsmanden Anthony Giddens dog selv påpeger at der ikke længere er noget alternativ til kapitalismen, og at visse problemer som bæredygtighed formentlig kræver en anden slags politisk tænkning end den det klassiske system kunne præstere. Desuden at der fandtes et 'old left' der ikke havde kunnet svare på udfordringen fra 'the new right'. Og derfor drog han den konklusion at der var brug for et 'new left'.

Generelt hedder det om forslagene fra Rød Skole at de enten ikke er specifikt socialdemokratiske - eller også er det altsammen særdeles "old school med tvang, skatter og afgifter". Hvordan der bør tages hånd om det brændende problem at velfærdsstaten ikke er økonomisk bæredygtig står der derimod intet om.

Henrik Dahl viger ikke tilbage for at sige det ligeud: Der er brug for en kritik af kapitalismen. Udtrykket skal ikke tages som et skældsord, men som et nøgternt begreb der beskriver et økonomisk system der bygger på privat ejendomsret til produktionsmidlerne. Og der er vel at mærke intet alternativ til dette system og ingen grund til at ønske et alternativ. 'Bæredygtighed' er et mangfoldigt begreb, men selve det faktum at mennesket er i stand til at ødelægge sit eget livsgrundlag på indtil flere planer samtidigt, bør få alle besindige mennesker til at indse behovet for en regulering der sikrer en bæredygtig udvikling.



Desillusioneringens indre logik    
Til toppen  Næste

Henrik Dahl slår nu fast, at der er gået tre år siden han forlod den politiske verden. I den tid har han haft mange andre ting at tænke på. Frem for alt hvordan han i det hele taget skulle redde sig ud af den desillusion de ti politiske år endte i. Han stiller ligeud spørgsmålet hvorfor de arbejdsgrupper og hele det politiske miljø, han færdedes i, egentlig skulle have lyttet til ham. Han søger selv at kredse nogle foreløbige forklaringer ind.

For det første er de ledende politikere - uanset hvilket parti de repræsenterer - ikke interesserede i socialfilosofisk og statsvidenskabeligt skoleridt, men ganske enkelt i at gribe selve magten.

For det andet er der tusindvis af fantaster og fusentaster og sykofanter der forsøger at tiltrække sig opmærksomhed og sælge deres fikse ideer til dem der har magten inden for rækkevidde. Så man kan ikke forvente at magthaverne og magtstræberne overhovedet gider eller har tid til tage notits af dem. For egen regning vil jeg tilføje at selv den allermest vidende og indsigtfulde og fremsynede tænker i realiteten skal 'være noget', have en vis status i det etablerede samfund og først og fremmest have et ordentlig netværk for at kunne gøre sig gældende og få tilstrækkelig opmærksomhed.

Dahl stiller derfor et decideret selvkritisk spørgsmål: Var det ikke bare grundløse forestillinger om egen fortræffelighed og betydningsfuldhed der endte med at gøre mig så desillusioneret? Og svaret bliver: "Jo. Selvfølgelig. Grundløse forestillinger om hvad som helst skal man forsøge at bekæmpe, og jeg skal være ærlig og indrømme at specielt de der vedrører min fortræffelighed, kunne jeg blive meget bedre til at skaffe mig selv af med."

Men dette er nu langt fra en tilfredsstillende forklaring. For givet er naturligvis at politikere primært søger magt og ikke filosofisk erkendelse, men de kan trods alt ikke undvære tidssvarende erkendelse, og derfor kan Henrik Dahls uformuenhed til at gøre dem interesseret i nye ideer dog ikke blot henføres til overdrevne forestillinger om egen fortræffelighed. Tværtimod kan han jo vitterligt påvise at han selv sad inde med solid viden og gode indsigter, mens venstrefløjen tog grundigt og alvorligt fejl på væsentlige punkter som indvandringsproblematikken og den tredje vej - og aldrig åbent og ærligt har draget den nødvendige lære af det.



Henrik Dahl kan glæde sig over at han af mange forskellige grunde fik mulighed for at fremlægge de bedste analyser, han formåede at lave, for tre på hinanden følgende formænd for S, men må også konstatere at der ikke skete en snus. Og det var da irriterende for ham selv, men trods alt underordnet i forhold til noget der er uendelig meget værre, ja har været katastrofalt: At de vagthavende officerer på motorskibet Centrum-Venstre fik forelagt den ene advarsel efter den anden om farlige skær forude - og alligevel holdt kursen og sejlede videre for fuld skrue.

Den dybe konsekvens af dette forlis på venstrefløjen er derfor med Henriks Dahls egne ord at en socialdemokratisk ledet regering ikke vil tage hul på at lave fornuftige og afbalancerede reformer af velfærdsstaten, mens en Venstre-ledet regering ikke kan. Men dette er vel at mærke skrevet før VK-regeringen vitterligt gjorde det, endda i samarbejde med både DF og DRV.

Hvad specielt angår SF gør Dahl gældende at partiet har et lige så ukritisk forhold til velfærdsstaten som partiet altid har haft, og at det derfor paradoksalt nok - på længere sigt - vil blive en hovedkraft i ødelæggelsen af den.

Generalt har velfærdsfundamentalismen ifølge Dahl aldrig været stærkere på venstrefløjen end den er i dag. Og derfor har venstrefløjen aldrig været på mere åbenlys kollisionskurs med velfærdsstatens bærende søjler, solidariteten og den økonomiske ansvarlighed, end den er i dag. Venstrefløjen er ikke bare blevet konservativ, men ligefrem ortodoks. "Den sætter en ære i at mene ting der gør den uskikket til at lede landet."



Dahl fortæller ligeud hvordan medlemmerne af 'den herskende klasse' (i Jørgen S. Dichs forstand den offentlige sektors overklasse) tog imod 'Krigeren, Borgeren og Taberen' i marts 2007 ved et møde i Socialpolitisk Forening. Socialrådgiver Gunvor Auken (søster til Margrethe og Svend) diagnosticerede Ole Thyssen og ham selv som vanvittige. Den gamle VS-borgmester Gunna Starck gad end ikke høre deres oplæg på møder, men læste demonstrativt avis. Og socialpsykologen Per Schultz Jørgensen (flittig bidragyder til Politiken) gentog blot sin gamle traver om at den store fejl i tiden var at anse mennesket for at være et myndigt væsen der kunne træffe egne valg; det kan kun privilegerede mennesker. - Med andre ord: Henrik Dahl og Ole Thyssen talte for absolut døve øren.

Venstrefløjen har efter Henrik Dahls mening valgt at lytte til de forkerte og endda at være ekstraordinært grove over for personer der forsøger at reformere venstrefløjen gennem ny tænkning. Henrik Dahl husker stadig hvor ubehageligt det havde været at gå på Sociologisk Institut hvor man på enhver måde forfulgte anderledes tænkende. Og han har på min egen krop mærket mindst halvdelen af de fordummende uskikke Christian Koch omtaler i sin bog om politisk argumentation.

Grunden til venstrefløjens blokeringer finder Dahl dels i gruppepresset, dels i det velbekendte fænomen at den menneskelige psyke eliminerer al kognitiv dissonans, dvs alle informationer der strider imod det man på forhånd mener at vide. - Og her tror jeg virkelig Dahl rammer plet. Reaktionen på 'Spildte kræfter' er da også fuldstændig negativ fra den kant. Henrik Sass Larsen afviste den omgående. Henning Tjørnehøj tog fuldstændigt enøjet og forudsigeligt afstand fra den i Politikens kronik 11.6. Selv Lars Olsen undrede sig i en Deadline-udsendelse over at Henrik Dahl overhovedet betragtede sig selv som venstreorienteret.

Der er masser af blokeringer på venstrefløjen der gør at den er uimodtagelig for ny erkendelse og sund fornuft. Her på siderne er det bl.a. flere gange blevet påvist at visse personer som Ole Sohn lider af en lidelse jeg har kaldt APESE-syndromet og ganske enkelt betyder Angst for Person og Eksistentiel SelvErkendelse. Den er overordentlig udbredt og skyldes generelt en utrolig uvidenhed om helt elementære erkendelsesmæssige landvindinger som fandt sted i begyndelsen af 1900-tallet, navnlig inden for dybdepsykologi, atomfysik, biologi og regionshistorie (jf. Vurdering af det 20. århundrede. Og selv relativt veloplyste mennesker synes vel at mærke hunderædde for at skaffe sig tidssvarende viden. Man tror åbenbart - som alle dogmatikere og fundamentalister gør - at man uundgåeligt undergraver sin egen identitet og politiske eller eksistentielle anskuelse ved at relativisere den i betydningen at gøre den uafhængig af absolutte sandheder.



Men når det er sagt, må det også siges at Henrik Dahl for sit vedkommende har været alt for længe om at opdage, at han aldrig skulle have satset så meget på forstokkede partier og mennesker som han gjorde - og vel overhovedet skulle have været langt mere tilbageholdende med at binde sig til partier, når han nu engang sætter sin personlige frihed og erkendelsestrang over partihensyn og partitaktik.

Som han selv udførligt og åbent fortæller, så blev han nærmest født ind i venstrefløjen ved at vokse op i en venstreorienteret akademikerfamilie og som ganske ung blive indfanget af den nye tids musik (beat og rock). Han kom også i direkte modsætning til de borgerlige normer i skole og lokalmiljø i Skærbæk og Ribe allerede ved at være langhåret. Han kom til at hade provinsialismen, men kom dog også til af afsky den marxistiske indoktrinering der fandt sted på universiteterne herhjemme (især RUC), da han kom så langt.

Henrik Dahl var og blev liberal i betydning en frihedselskende mand der ville have lov til at gå sine egne veje, og det var - som skildret ovenfor - ret tilfældigt at han som forskningschef i et markedsanalytisk firma overhovedet blev inddraget i politisk arbejde på venstrefløjen. Det er endda karakteristisk at vendepunktet blev kontakten med SF'eren Jørn Jespersen der var 'gourmetsocialist' og i det hele taget lige som Dahl selv interessede sig for livsstil.

Men at den desværre sene læsning omkring 1983 af Jørgen S. Dichs banebrydende bog om "Den herskende klasse" (der oprindeligt kom i 1973) ikke fik spærret Henrik Dahls øjne op for at der var noget riv-rav-ruskende galt i gang på venstrefløjen, når det var blevet dennes primære mål at udvide den offentlige sektor og gøre staten til en barnepige for flertallet af borgere, det må undre. For det var en dybt original opdagelse, der oven i købet kom fra en erklæret socialist og som burde have fået alle tænkende mennesker i dette land til at vågne op og forstå farerne ved en fuldstændig bevidstløs udvidelse af velfærdsstaten.

Faren lå ikke mindst i at de offentligt ansatte blev grænsevælgere og efterhånden fik så stor indflydelse på folketingets afgørelser, at politikerne blev bundet på hænder og fødder og ude af stand til at føre langsigtet ansvarlig økonomisk politik. Det lider vi under den dag i dag, hvor enhver justering af de offentlige ydelser rask væk stemples af oppositionen som undergravning af velfærdssamfundet, skønt de i virkeligheden er absolut nødvendige, hvis velfærdssamfundet overhovedet skal bestå. Men hvordan kan man læse Dichs bog og alligevel - som Henrik Dahl - blive ved med at tro på at partiet for hele denne forvredne og uholdbare 'socialdemokratisme' skulle kunne komme på andre tanker frivilligt? De lever jo af vranglæren, ja, de lever højt på den!



Hvad angår 'den tredje vej' er det for undertegnede lige så gådefuldt, at Henrik Dahl ikke straks indså at når socialdemokraterne herhjemme var totalt blinde for ideen, mens Venstres ledende folk greb den med kyshånd og gjorde den til deres bærende strategi for at erobre regeringsmagten efter årtusindskiftet, så er det igen et temmeligt solidt tegn på at venstrefløjen var gået håbløst i stå og derfor ikke burde kunne være noget at forsøge at bygge videre på for en liberal, markedsorienteret mand der tydeligt kunne se at VK ikke havde ondsindede hensigter om at afskaffe velfærdssamfundet, men tværtimod havde gjort fuldstændigt op med den håbløse minimalstatstanke.

Henrik Dahl fik udtrykkeligt af Tony Blairs rådgivere at vide, at der ikke var det fjerneste i vejen for at borgerlige partier kunne gå den tredje vej. Det var udelukkende et spørgsmål om hvem der kom først. Strategien går jo nemlig ikke ud på at vælge mellem socialismen og liberalismen, men tværtimod ud på at tage det bedste fra begge ideologier. Ideen er - som det vil fremgå af alle artikler her på siderne om sagen - ikke blevet ordentligt gennemtænkt af hverken ophavsmanden (Anthony Giddens), Labours ledere eller Venstres ledere. De har tværtimod allerede glemt den.

De har nok alle indset nødvendigheden af at komme ud over gammeldags klassekampstænkning, men aldrig at ideen dybest set drejer sig om at fastslå et decideret komplementaritetsforhold mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedprincippet, dvs om at komme ud over den forheksende enten-eller-tænkning på dette afgørende politiske felt og erstatte det med en sideordning der principielt aldrig kan gå op i en højere syntese, men derimod sikre en vedvarende dynamik. Den svarer derfor også glimrende til den bredere og bredere middelklasses behov for vækst og fremskridt kombineret med grundliggende solidaritet. Derfor er det faktisk umuligt at skelne mellem 'en socialistisk tredje vej' og 'en borgerlig tredje vej' og komplet ligegyldigt hvem der kommer først med at lancere den tredje vej i de konkrete tilfælde.

Også indvandrerproblematikken har afsløret at venstrefløjen har været alt for længe om at indse at Dansk Folkepartis modstand mod den ubegrænsede indvandring var et ægte udtryk for stor folkelig og fuldt forståelig modstand, der ikke primært har at gøre med snæversynet nationalisme, men derimod med en sund intuitiv fornemmelse for at vor frihed, vor velfærd og vort demokrati beror på og vil vedblive at bero på nationalstatens opretholdelse også i den moderne globaliserede verden.

Nationalstaten er altså hverken romantisk guldalderpladder eller en vilkårlig konstruktion af fantasien. Den stikker endog meget dybere end Henrik Dahl, Ralf Pittelkow, Erik Meier Carlsen eller Dansk Folkepartis hårde ideologiske fætre forstår. Den er nemlig i sidste instans et produkt af det kollektivt ubevidste, som ikke en eneste af de nævnte personer endsige historikere som Uffe Østergaard eller Søren Mørch ved noget som helst om. Og det er præcis derfor at den trues af alt for mange indvandrere fra muslimske lande. Alle der ikke har direkte føling med det kollektivt ubevidste der bærer nationen, samfundet og sproget, vil i realiteten undergrave folkestyret - uanset om de har det som mål eller ej.

I alt dette er der en i mine øjne soleklar indre logik, men den har Henrik Dahl ikke kunnet få øje på. Han kan blot konstatere at han har taget grundigt fejl i sine vurderinger og sympatier - og derfor er endt i stor politisk desillusionering. Ja, han undrer sig tilsyneladende slet ikke over at der i hans tilfælde allerede var noget galt i valget af de sparringspartnere fra toppen af det socialdemokratiske hierarki han brugte og længe følte sig i godt selskab med, jeg tænker på hans relativt langvarige omgængelse med ægtefællerne Mogens Lykketoft/Jytte Hilden og Ritt Bjerregård/Søren Mørch, der alle er en generation ældre end ham selv og allerede af den grund har begrænsede nytænkningstilbøjeligheder. At han oveni kan falde for Sørens Mørks politiske-historiske vurderinger forstår jeg heller ikke.



Simpel vej ud af desillusioneringen    
Til toppen  Næste

Den der skriver disse linjer er enig med Henrik Dahl i erkendelserne af de fundamentale fejl i venstrefløjens velfærdssocialdemokratisme, indvandringsnaivitet, koldkrigsnaivitet og totale blindhed for den tredje vejs mulighed. Kun for en ordens skyld skal det understreges at jeg ikke er enig i hans vurdering af Irak-krigen, samarbejdspolitikken under besættelsen eller af religionen som en privatsag.

Hvad jeg imidlertid ser som hovedårsagen til hans dybtgående politiske desillusionering er hans store og naive tro på venstrefløjens patent på fremskridt og velfærd. Han var jo så indforstået med venstrefløjens ufejlbarlighed og ukrænkelighed at han - som alle andre på fløjen - slet ikke kunne forestille sig at de borgerlige kunne føre anstændig velfærdspolitik og endda nå frem til erkendelsen af den rene liberalismes umulighed. Dahl troede jo og tror muligvis stadig, at velfærdssamfundet er en socialdemokratisk idé som de har førstefødselsret til, skønt kendsgerningen er at det er et produkt af den amerikanske Marshall-hjælp til Vesteuropa efter 2. verdenskrig i skøn kombination med det tyske Wirtschaftswunder som en ærkemarkedsorienteret politiker som kristendemokraten Ludwig Erhard stod for og som han gav mæle allerede i 1957 i bogen "Wohlstand für alle".

Det er faktisk her det definitive dødsstød mod Karl Marx' teori om kapitalismens indbyggede elendighedsdeterminisme leveres. Det er simpelthen en vrangforestilling at markedsøkonomien automatisk styrer mod stadigt større elendighed for masserne, for hvis det var tilfældet ville der jo aldrig kunne tjenes flere penge. Markedsøkonomien som sådan trives naturligvis bedst, hvis velstanden fordeles på så mange som muligt, blot alle bidrager til det samlede resultat.

Troen på at velfærdssamfundet i hele sin natur er et socialdemokratisk tryghedsprojekt er og bliver venstrefløjens katastrofale og iøvrigt fuldstændigt udemokratiske fejltagelse og illusion som kun kan føre til forlis. Den er totalt blind for den tredje vejs store og progressive mulighed for - takket været det demokratiske og sekulariserede moderne informationssamfunds erkendelser, frie kommunikation og økonomiske vækst - at bryde såvel al forældet klassekampstænkning og -retorik som den forstandsforheksende enten-eller-tænkning der umuliggør nøgtern og fornuftig indsigt i arten af modsætningen mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprincippet.

Eller sagt på en anden måde: Velfærdssamfundet - det moderne velfærdssamfund som vi alle går ind for og som ikke må forveksles med velfærdsstaten - er fuldstændigt utænkeligt uden såvel fri markedsøkonomi som solidarisk markedsregulering. Når det umiddelbart kan lyde paradoksalt, skyldes det at der eksisterer en fundamental modsætning mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet som ikke kan opløses eller bringes til nogen syntese på et højere niveau (der vil altid være logisk modsigelse mellem dem), men må tages som givne og som i virkeligheden også har den store værdi at gøre samfundsudviklingen dynamisk, uforudsigelig og uafsluttelig. Derfor er velfærdssamfundet også et åbent samfund.



Men folk i almindelighed tænker stadig i enten-eller-baner og siger derfor enten socialisme (tryghed og lighed) eller liberalisme (frihed), i stedet for at tænke i komplementære baner og forstå modsætningerne som sideordnede, værdifulde og uundværlige principper på trods af deres logiske uforenelighed. Derfor halter folkeoplysningen langt bagefter de udfordringer nutiden stiller - og derfor er det synd og skam at ingen har forstået den tredje vejs grundlæggende komplementaritet mellem frihedsprincippet og tryghedprincippet.

Skal folkeoplysningen op på et tidssvarende niveau kræver det et nyt syndefald i ægte mytisk forstand: Alle skal ud af naiviteten og begynde at forstå at vi ikke befinder os i 'paradisets have' eller nogen sinde kommer tilbage til eller frem til 'det fuldkomne samfund', men tværtimod i kraft af at vi har spist af 'kundskabens træ' og fået bevidsthed om vore valgmuligheder er nødt til at påtage os det fulde ansvar for hele den dynamiske udvikling der i kraft af friheden giver os vækst, grænsesprængning og masser af udfordringer og konflikter, men ikke desto mindre stadigvæk også giver os mulighed for gensidig solidaritet inden for de sprogligt, historisk og åndeligt bestemte naturlige fællesskaber vi lever i og som alle må bidrage til.

Sålænge folkeoplysningen ikke når op på dette tidssvarende niveau, vil den politiske og kulturelle (værdimæssige) kamp naturligvis løbe videre på ret tåbelig og opslidende måde. Realitetsprøvelsen vil bestå i at prøve sig frem mere eller mindre blindt og gang på gang føre til at befolkningen støder på ubehagelige, men solide kendsgerninger og lovmæssigheder af økonomisk, fysisk, biologisk, psykologisk og religiøs art som det er umuligt at lave om.

I den forbindelse er det en selvfølge af demokratiet giver plads for at regeringsmagten går på omgang med passende mellemrum. Tiden er åbenlyst kommet til at VK-regeringen må afgive magten til S-SF i hvert fald for en kortere eller længere periode. Det vil kendsgerningerne ikke blive anderledes af og udfordringerne ikke mindre af. Men realitetsprøvelsen kan måske nå længere hen til dem der hidtil slet ikke har villet se realiteterne i øjnene - og det er da også noget.

Henrik Dahls nye bog afdækker glimrende hvordan venstrefløjens fejltagelser kan føre til desillusioneringer, men der er en vej ud af fejltagelserne og illusionerne - og den har forfatteren ikke fået øje på.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Litteratur:

Henrik Dahl: Spildte kræfter - Hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt.
(Gyldendal. 2011.



Relevante artikler på Jernesalt:

Komplementaritetsforholdet mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedprincippet
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Böss' vægtige forsvar for nationen
Vurdering af det 20. århundrede

Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)

Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg
  (21.11.08.)
Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)



De radikales 2020-plan  (7.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Historisk forlig mellem VKO og R om tilbagetrækningsreform  (14.5.11.)
Villy Søvndal mon endt som moralist?  (24.4.11.)
Valget nærmer sig  (19.4.11.)
Efterløn og politisk afmagt  (4.1.11.)

Den smalle retorik fejler - Naivitet og fordummelse i politik V  (17.3.11.)
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III  (10.3.11.)
Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II   (8.3.11.)
Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik)  (4.3.11.)



Lars Løkke glemmer den tredje vej  (29.9.10.)
Er Lars Løkkes realisme en ideologi?  (30.4.10.)
Lars Løkkes Danmarksdrømme forekommer virkelighedsfjerne  (23.11.09.)
Formandsskiftet i Venstre  (19.5.09.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)
Frihedspris til Ayaan Hirsi Ali  (21.11.04.)

Helle Thorning går nu lysere tider imøde  (1.10.10.)
To partiformænd i vanskeligheder  (3.8.10.)
Ritts Røde Skole  (17.1.08.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet

Kultureliten og folket  (5.8.09.)
Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme  (22.8.06)
Ole Sohn og fortiden  (19.10.10.)
Er Ole Sohn angst for selverkendelse?  (28.4.10.)
Socialistisk Folkeparti på vej mod magten?  (25.4.10.)
Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom  (11.11.09.)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
De Radikale i klemme mellem idealisme og pragmatisme  (15.10.08.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)



Islam: Advarsler mod muslimerne i Europa  (6.9.10.)
Islam en religion uden humor  (2.3.08.)
Islam: Fredsbrev fra muslimske religiøse ledere virkningsløst  (16.10.07.)
Islam: Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Islam: Dialog med muslimerne?  (15.2.06.)
Islam: Paven og Profeten  (17.9.06.)
Islam: Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Islam: Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen
  (29.1.06.)
Islam: Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Islam: Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)
Islam: Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.)



Artikler om Danmark



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal