Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - espersenthorning

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.8.10.


To partiformænd i vanskeligheder

Først var det Det konservative Folkepartis formand Lene Espersen der fik ørerne i maskinen, da hun den 28. marts 2010 som forholdsvis ny udenrigsminister prioriterede sin planlagte påskeferie på Mallorca over deltagelsen i et vigtigt møde i Canada om arktiske problemer, hvor hun kunne have truffet både den amerikanske og den russiske udenrigsminister.

Siden blev det socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidts tur, da BT den 23. juni afslørede at hendes mand Stephen Kinnock ikke betaler skat i Danmark. Han arbejder som direktør for et firma i Schweiz og betaler skat dernede, men problemet er at han naturligvis som ægtemand og familiefar opholder sig en hel del i Danmark, og at de danske skatteregler siger at han også skal betale skat i Danmark hvis han opholder sig her i landet mere end 180 af årets 365 dage.

De to sager er vidt forskellige eftersom den første drejer sig om en konservativ udenrigsministers prioritering af sine arbejdsopgaver og netværk, mens den anden drejer sig om en socialdemokratisk statsministerkandidats oplysninger til skattemyndigheder om sin britiske mands ophold i Danmark. Men begge sager er meget belastende for personerne, fordi de rejser tvivl om deres dømmekraft, troværdighed og sociale indstilling - og derfor også rejser tvivl om deres egnethed til at bestride de poster de har eller for den enes vedkommende stiler efter af få. Og sagerne rammer vel at mærke de to personers partier og disses muligheder for at vinde næste valg.



Både Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt har naturligvis prøvet at vikle sig ud af problemerne. Men hidtil forgæves.

Lene Espersen har efter flere ugers afvisning af kritikken beklaget og undskyldt sin udebliven fra det arktiske møde. Kritikken blev imidlertid kun værre, da hun gik glip af et vigtigt udenrigsministermøde i Kabul om Afghanistans spegede situation, fordi hendes privatfly ikke fik lov at lande tidsnok. Og det gjorde ikke sagen bedre, at hun umiddelbart efter meldte afbud til et EU-udenrigsminister møde i juli i Bruxelles, fordi hun var på planlagt sommerferie. Men hjemkommet frisk og udhvilet fra denne ferie afviste hun den fortsatte kritik som unfair og usaglig, idet hun gav udtryk for at der var skabt en helt ny standard for hende. Hun blev ikke målt med samme alene som sine forgængere i embedet. Hun har derfor efterfølgende offentliggjort en oversigt over sine møder og fravalg af møder, idet hun åbenbart tror at tallene vil kunne ændre folks vurdering.

Det ser ikke ud til at være gået op for hende at sagen drejer sig om hendes kompetence som udenrigsminister, og at såvel et flertal af vælgere som store dele af hendes egne vælgere og partifæller mener at hun er faldet igennem som udenrigsminister. Hun havde i forvejen ingen større indsigt i eller erfaring om udenrigspolitik, og derfor var det ikke en ubetydelig og tilgivelig fejlvurdering i hendes (og hendes rådgiveres) prioritering af opgaverne at hun fravalgte det arktiske møde. For her var hendes første oplagte chance for at mødes med nogle internationalt set helt centrale udenrigsministre og dermed lægge grunden til det netværk af personlige kontakter som ingen udenrigsminister kan undvære og som alle hendes forgængere uden undtagelse har gjort alt hvad de kunne for at bygge op. Nu blev det hendes vikar Lars Barfod der fik æren af at komme med på det foto med den canadiske, amerikanske, russiske og norske udenrigsminister vi alle husker. At hun mistede mødet i Kabul, var nok sort uheld, men kunne have været undgået ved hendes egen og embedsmændenes valg af et militærfly i stedet for et privatfly. Og det afslører at hun - selv efter den arktiske fadæse - ikke gør alt hvad der står i hendes magt for at komme til stede hvor der er vigtige møder. Afbuddet til mødet i Bruxelles er i denne forbindelse helt underordnet. For det er ganske normalt at ministrene sender afbud til møder midt om sommeren, hvis ikke der er ekstraordinære sager på dagsordenen.



Men det negative billede af hendes dømmekraft kan Lene Espersen ikke fjerne. Den politiske ordfører Henriette Kjær bakker hende godt nok op. Men justistsminister Brian Mikkelser gør det kun med en tilføjelse om at han er 100 procent loyal partisoldat, og fhv. udenrigsminister Per Stig Møller gør det uden fremhævelse af hendes dyder, men med gode råd om hvordan en minister må prioritere, når han eller hun nu engang ikke kan nå at deltage i alle møder.

Lene Espersen er dumpet som udenrigsminister. Hun skulle aldrig have haft posten - og slet ikke skubbet en så respekteret og erfaren mand som Per Stig Møller ud for selv at komme helt frem i rampelyset. Hun fik skubbet Bendt Bendtsen ud som partileder, fordi han var for kedelig og ikke kunne få partiet over de 10 % det havde ligget på i længere tid. Hendes mål var langt højere, men hun har måttet sande, at tilslutningen ifølge flere meningsmålinger nu er nede på godt 7%. Det løser naturligvis ikke problemet om hun går af som minister og formand. Det vil formentlig blive en katastrofe for partiet at skulle ud i en ny kamp om formandsposten. Men den 'naturlige løsning' kommer sandsynligvis med folketingsvalget i efteråret 2011. Intet peger i øjeblikket på at VK-regeringen har en chance for at genvinde regeringsmagten. De utilfredse konservative vælgere flygter til Liberal Alliance, der som bekendt har den konservative fordel ikke at kunne lide Dansk Folkeparti. Men det redder næppe regeringen. Den kan sandsynligvis kun reddes ved at oppositionens topkandidat til statsministerposten også falder. Og det er jo hvad Helle Thorning-Schmidt risikerer på grunden af skattesagen.



Helle Thorning-Schmidt har umiddelbart håndteret sin sag bedre end udenrigsministeren. Hun har fra starten valgt at være åben om den og svare på spørgsmål og kritik, og da det nu til sidst brændte på for alvor, valgte hun at afbryde sin sommerferie og tage hjem til direkte konfrontation med pressen i lufthavnen. Hun tager sådanne møder i stiv arm og er klog nok til ikke at begynde at beskylde pressen for at være unfair.

Men problemer har hun.

For det første er det ikke heldigt for en socialdemokratisk toppolitiker der stiler efter landets øverste job - og ovenikøbet bebuder højere beskatning af de rigeste - at hun overhovedet kan beskyldes for at tænke i kreative baner når det gælder hendes egen og hendes mands beskatning her i landet. Hun har da også straks sørget for at manden kommer til at betale skat i Danmark, men hun kan ikke løbe fra at have givet modstridende eller i hvert fald uklare oplysninger til skattemyndigheder om det antal dage hendes mand har opholdt sig i landet. I én sammenhæng har hun nemlig sagt 33 weekender, i en anden sammenhæng (der tilsyneladende drejer sig om ægtefællens ret til medejerskab af huset på Østerbro) har hun sagt alle årets weekender fra fredag til mandag. Når alle dage regnes med, giver det første kun 132 dage om året, men det sidste langt over de 180 dage der er afgørende for skatteforpligtelsen.

For det andet kan man - ligegyldigt hvad der er sandheden om antallet af dage - bebrejde hende som toppolitiker og statsministerkandidat at hun ikke på forhånd nøje sikrer sig at de skatteregler hun hævder hele tiden at have villet holde også er blevet holdt. Hun burde kunne have forudset, at hun ville blive udsat for meget ubehagelig kritik, hvis der viste sig mindste anledning til at mistænke hende for skattetænkning. Hun har hidtil undgået kritik fra partiets topfolk, men såvel SF's formand som visse socialdemokratiske borgmestre finder hele sagen beklagelig. Og ender skattemyndighedernes undersøgelse med at fastslå at manden hele tiden har skullet betale skat i Danmark, bliver det for alvor en kedelig sag for hende.

For det tredje gælder at det ikke er nok til at frikende hende i vælgernes øjne, at hun ikke har haft til hensigt at snyde skattevæsenet for nogetsomhelst, for hendes inderste hensigter kan ingen gennemskue. Hun vil blive bedømt på realiteterne, hvis der bliver tale om skattekrav, eller på mistanken fordi hun ikke fra starten har sørget for at undgå fejloplysninger eller sjuskeri i sagen.



Hvad sagen ender med, er ikke til at vide på nuværende tidspunkt. Alle må afvente skattevæsenets vurdering. Men vælgergunsten er som bekendt en lunefuld ting - og den har efter alt at dømme allerede taget et dyk for Thorning som det kan blive svært at rette op. Det kan synes uretfærdigt, men sådan er vilkårene for enhver toppolitiker i et demokrati, hvor medierne har fri adgang til at bore i alle offentlige papirer og mails, og hvor de kun fryder sig over kunne bringe kendte folk i gabestokken så menigmand kan spytte på dem uden selv at komme i fedtefadet.

Helle Thorning kan håbe på at sagen efterhånden går om ikke i glemmebogen, så i det mindste nedad på huske-sedlen. Vælgerne har det med hurtigt at glemme, men omvendt har regeringspartierne en stor interesse i at blive ved med minde vælgerne om sagen. Den er jo en foræring til dem nu Lene Espersen har har fået de konservative bragt i store vanskeligheder.

Resultatet kan meget vel blive, at mange socialdemokratiske vælgere eller potentielle vælgere mister deres illusioner om hendes lederevner, som ellers i nogen tid har været opadgående. Det behøver blot ikke at ramme den nuværende opposition, eftersom en del af de frafaldne har både SF og Enhedslisten at ty til. Men det styrker i så fald først og fremmest SF og Villy Søvndal.

Moralen af de to sager kan ene og alene blive, at toppolitikere skal prioritere deres opgaver på en sådan måde at der ikke kan herske tvivl om deres kompetence til de højeste embeder, og at de samtidig - ikke mindst hvis de er socialdemokrater - for enhver pris skal undgå at rejse tvivl om deres villighed til at betale skat og lade de stærkeste skuldre bære de største byrder ved velfærdssamfundets opretholdelse.

Det er kedeligt at næste valg kan blive afgjort på disse personsager i stedet for på politisk substans, men sådan er vilkårene.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Udenrigsministeriet (med nytilføjet oversigt over udenrigsministerens rejseaktivitet)

Venstre
Konservative Folkeparti
Dansk Folkeparti
Liberal Alliance

Socialdemokraterne
Socialistisk Folkeparti
Det radikale Venstre
Enhedslisten



Relevante artikler på Jernesalt:

Lars Løkke Rasmussens store rokade  (23.2.10.)
Lars Løkkes problem  (10.2.10.)
Lars Løkke Rasmussens første nytårstale  (2.1.10.)
Lars Løkkes lille rokade  (27.11.09.)
Lars Løkkes Danmarksdrømme forekommer virkelighedsfjerne  (23.11.09.)

Genopretningsplan og unødig skattesag  (2.7.10.)
Også redningspakke fra S og SF  (12.5.10.)
De danske socialdemokraters dilemma  (28.9.09.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)

Formandsskiftet hos de konservative  (10.9.08.)

Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere  (19.11.07.)
Valgets personpræferencer  (15.11.07.)
VK overlevede truslen fra NA  (14.11.07.)
Valg, værdier og borgerlighed  (11.11.07.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal