Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - socdemnyform

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.4.05.


Ny formand for socialdemokraterne

- Men vil Helle Thorning Schmidt løse partiets reelle krise?



Afstemningsresultatet
Ingen hævd på regeringsmagten
Det nye spændingsfelt i politik
Kommende udfordringer
Helhedsrealistisk perspektiv
Hjerte og hjerne og den store dimension
Henvisninger



Afstemningsresultatet   
Til toppen    Næste

Så blev spændingen udløst.

Den 38-årige Helle Thorning Schmidt, der først blev folketingsmedlem den 8. februar i år, blev ved urafstemning i partiet valgt til ny formand for socialdemokraterne med 24.261 eller 53 % af de afgivne 45.806 stemmer mod 21.348 eller 46,6 % til Frank Jensen. I betragtning af den høje stemmeprocent på 88,4 var det for så vidt en ganske klar sejr, men måske ikke helt så stor som man kunne have forventet ud fra meningsmålingerne. Og næppe det stærke mandat som vinderen selv betragter det som.

For ét er at valget er indiskutabelt som resultat af en urafstemning og formentlig kun kan omstødes ved en ny urafstemning. Og dette er noget helt nyt hos socialdemokraterne. Medlemmerne har fået et mandat de ikke tidligere har haft, og det kan måske dæmpe folketingsmedlemmernes eventuelle lyst til at intrigere mod formanden åbenlyst, men jo ikke forhindre passiv modstand, hvis formanden ikke formår at samle kræfterne og holde dem samlede.

Noget andet er nemlig om denne samling vil lykkes for Helle Thorning. Viljen til det er der naturligvis, for alt andet ville være politisk selvmord, men samling sker ikke med vedvarende appeller eller god vilje alene. Der skal også være vilje til samling fra dem der hellere havde set en anden formand. Og så skal der først og fremmest skabes en fælles vision der kan give alle dele af parti og folketingsgruppe lyst og energi til at trække på samme hammel - og glemme tidligere modsætninger.

Denne vision - eller 'fortælling' som litterater ynder at kalde den - findes ganske enkelt ikke, og bortset fra velmenende slagord fra Helle Thornings side i valgkampen, brede formuleringer som næsten alle politikere i landet uanset partifarve vil kunne tilslutte sig, eksisterer den måske reelt heller ikke i hendes hoved som andet end en vag forestilling. Vi véd det ikke. For sandheden er, at vi endnu ikke - trods flere ugers mediebevågning og -omtale af hende - har lært hende at kende.

Den nye formand kunne efter valget gå på talerstolen i det gamle Folkets Hus på Enghavevej (nu næsten symbolsk et musikhus) og forkynde, at socialdemokraterne nu er tilbage, underforstået på banen. Formandskævlet er overstået for denne gang, og socialdemokraterne skulle kunne koncentrere sig om selve den politiske kamp. Til glæde for ikke blot medspillerne SF og Det Radikale Venstre, men også for modspillerne Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Det kan alle kun være tilfredse med. Derfor har der lydt et tillykke til partiet og den nye formand fra alle sider. Der er fortsat brug for partiet, påstås det. Men dette afhænger trods alt stadigvæk af andet end vilje, hensigter, taler, ny formand og ny partiledelse.



Ingen hævd på regeringsmagten   
Til toppen    Næste

Der er ingen naturlov der siger, at et gammelt og selv nok så hæderkronet parti som socialdemokraterne har hævd på regeringsmagten i Danmark eller andre lande med velfærd og demokrati.

Hverken velfærden eller demokratiet er socialdemokratiske opfattelser, ligesom heller ikke begreberne frihed, lighed og broderskab er det. De socialdemokratiske bevægelser er tværtimod i det 20. århundrede kommet til magten så mange steder som tilfældet er, fordi en velstandsstigning der er baseret på privatkapitalisme og markedsøkonomi har gjort det muligt for dem i snævert samarbejde med fagbevægelsen at mobilisere store dele af vælgerbefolkningen til konstruktiv og reformistisk kamp for deres interesser. Men selvsamme velstandsstigning har undergravet positionen, fordi den stille og roligt har overflødiggjort den gamle klassekamp og alle revolutionære drømme.

Den allerstørste del af vælgerbefolkningen tilhører i dag den brede middelklasse med relativt god uddannelse, god økonomi og bred oplysning. De er hverken socialister eller liberalister, men et sted midt imellem, hvor såvel trygheden som friheden værdsættes. De partier der ønsker regeringsmagten er tvunget til at skrotte såvel klassekamp som ekstremisme og appellere til sund fornuft og vilje til nødvendig omstilling uden at forråde hverken solidaritet eller tradition.

Frank Jensens største og udslaggivende fejl i den afsluttede formandskamp var måske hans ytringer om klassekampens fortsatte aktualitet. Ingen kan påstå at der ikke er sociale og økonomiske kløfter i befolkningen, men færre og færre tror på at vejen til deres overskridelse går gennem en klassekamp der lugter af revolution.

Utvivlsomt har Frank Jensen fået sine mange stemmer fra folk hvem begrebet stadigt siger noget, men lige så sikkert er det, at Helle Thorning vandt kampen fordi hun undsagde begrebet og pegede fremad. Hun er i mere end én forstand engelsk orienteret - og skeler utvivlsomt til Anthony Giddens og Labour's 'tredje vej'. Hvad tyske socialdemokrater også gør. Den tyske forbundsdags-præsident Wolfgang Thierse har netop forud for et vigtigt delstatsvalg i Nordrhein-Westphalen advaret sit parti mod tilbagefald til klassekampen.

Begrebet spøger naturligvis stadigt - også i Danmark. Det ses bl.a. af SF'eren Villy Søvndals kommentar til Helle Thornings valg. Han udtalte at hendes placering af socialdemokraterne solidt inde på midten, efter hans mening, blot er en omskrivning af at de vil rykke til højre. Altså den gamle fastlåste og enstrengede højre-venstre-opdeling, der ser fuldstændigt bort fra at politik i dag heldigvis er et langt mere sammensat og mangedimensionalt fænomen. Men Søvndal glæder sig formentlig over Helle Thornings sejr, for den gør det lettere for SF - under Søvndals sandsynlige ledelse - at samle skuffede socialdemokrater op.

Helle Thorning Schmidt har sandsynligvis vundet stemmer på såvel sit køn som sit smukke ydre. Frank Jensen har haft sit konfirmand-udseende lidt imod sig. Mange af partiets yngre og håbefulde folketingsmedlemmer er kvinder. Så måske vil resultatet blive en mere markant kvinderepræsentation, der på den ene side kan mindske den risiko for etableringen af et decideret kvindeparti som det svenske søsterparti nu må se i øjnene, men på den anden side kan indebære risiko for flugt af mænd til SF. Tankevækkende er det i hvert fald at gode gamle Anker Jørgensen efter Helle Thornings valg skal være kommet med bemærkningen: "De satans kvinder møver sig da også ind overalt". Givet er, at dette ikke passer alle lige godt i det gamle parti.

Det største problem for socialdemokraternes muligheder for erobring af regeringsmagten ved næste valg er dog Det radikale Venstres afvigende holdning i vigtige spørgsmål som skatte- og indvandrerpolitik, for denne holdning er det modsatte af midtsøgende. Den er idealistisk og appellerer åbenlyst til de vælgere der føler sig som 'kreativ klasse', hvilket i politisk henseende på jævnt dansk vil sige folk uden generende jordforbindelse. Og det er altså ikke dem socialdemokraterne vil få mest ud af at samarbejde med.



Det nye spændingsfelt i politik   
Til toppen    Næste

Det reelle vælgerproblem for socialdemokraterne hedder fortsat Dansk Folkeparti, fordi det er dette parti der uden mindste romantiske fornemmelse for klassekamp har forstået at samle mange ganske almindelige arbejderstemmer op gennem årene - og vel at mærke kunne holde fast på dem med dyb forståelse for hvad der rører sig i dem.

Dansk Folkeparti er derfor så at sige blevet den ene pol i det nye spændningsfelt der er opstået i midten af dansk politik, spændingsfeltet mellem på den ene side jævne mennesker med rimelig uddannelse, beskæftigelse og økonomi, god forståelse for nationale og religiøse traditioner, men uden fine akademiske eller intellektuelle fornemmelser og på den anden side fremadvendte, progressive mennesker med stort udsyn, vilje til forandring og omstilling og stor forståelse for det internationale samarbejdes betydning.

Det er for tiden ubetinget Venstre der er disse progressive menneskers bedste talerør, men som bekendt er Venstre endnu ikke fuldstændigt afklaret med hensyn til sin rolle, slet ikke hvis også den eksistentielle dimension inddrages. De Konservative er med på Venstres hold. Men uden for feltet har vi idealisterne der håner folkets ægte repræsentanter og sværter de progressive som de fattiges og udstødtes udsugere.

Socialdemokraterne under Helle Thorning Schmidt er på banen igen og kan gå ind i spillet på linje med de øvrige partier der vedkender sig at tilhøre midten. Men socialdemokraterne har - modsat søsterpartiet i Storbritannien - gennem ikke tretten, men tredive år (altså helt tilbage fra 1975) tabt uhyre meget af sin evne til at tackle problemerne på en måde der kan føre til vindinger. Den knebne sejr til Helle Thorning har givet hende mandat til at forfølge sit mål om at placere partiet i front igen inde på midten. Men mandatet er ikke nok i sig selv.

Partiets krise siden Jens Otto Krag slap taget har dybest set ikke været en formandskrise, men en politisk krise. Partiet har aldrig forstået de strømninger i befolkningen der har fået stadigt flere af vælgerne til at svigte det til fordel for andre.



Kommende udfordringer   
Til toppen    Næste

Når de mere formelle ting som konstituering af folketingsgruppens ledelse og tildeling af ordførerskaber er faldet på plads, står socialdemokraterne over for konkrete udfordringer allerede i den allernærmeste tid.

Først og fremmest skal kommunalreformen færdigbehandles - og her har Helle Thorning meldt ud at hun gerne vil være med, og så må vi se, hvad det indebærer - men også folkeafstemningen om EU-traktaten til september vil stille krav. Indvandrerpolitikken er fortsat et hedt emne, fordi de radikale åbenlyst stiller krav om lempelser. Skattepolitikken er ømtålelig, fordi det af Lykketoft lancerede skatteloft aldrig blev så begribeligt som Anders Fogh Rasmussens skattestop. Selv Karen Jespersen har anbefalet at droppe loft-idéen.

Den danske deltagelse i Irak-krigen bliver derimod næppe det store problem, fordi udviklingen i Irak går den rigtige vej - og formentlig kan indebære at det danske bidrag langsomt vil forskubbe vægten til det humanitære.

Men når velfærdskommissionen til efteråret kommer med sine rapporter og anbefalinger begynder den afgørende diskussion om hvilke politiske, økonomiske og sociale ændringer der de kommende år vil blive nødvendige for at sikre det danske velfærdssamfunds beståen. Det blive store og afgørende spørgsmål om efterløn og pensionalder, om privat og offentlig sektor, om ressourcers fordeling på uddannelser og sundhedsvæsen og om en fortsat økonomisk vækst der kan sikre beskæftigelsen under globaliseringens udfordringer.

Det skal blive spændende at se, hvordan Helle Thorning Schmidt vil gribe ledelsesarbejdet an, hvilke personer der placeres centralt og hvilke der glider ud i periferien, og hvilken effekt det altsammen får på sammenholdet og gejsten. Foreløbigt har hun her til formiddag fået placeret Lotte Bundsgaard som politisk ordfører efter Frank Jensen, Jan Petersen som gruppeformand efter Pia Gjellerup og Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen som næstformænd efter Pernille Blach Hansen og Jeppe Kofod. Og det kan ikke komme overraskende og næppe umiddelbart skabe splid i gruppen.

Men nok så spændende bliver det at følge hvordan den nye formand vil udmønte sine kønne ord og mere eller mindre vage visionære forestillinger i konkret politik. Udfordringen er i virkeligheden enormt krævende. Hendes mandat fra urafstemningen er på ingen måde så stærkt at det i sig selv kan bære over med alvorlige fejl eller mangel på succes.



Helhedsrealistisk perspektiv   
Til toppen    Næste

Set ud fra den komplementære helhedsrealismes synspunkter er politik aldrig blot et spørgsmål om løsning af dagspolitiske problemer, men altid også et spørgsmål om overordnede og langsigtede perspektiver.

Vælgerne vil også fremover helt naturligt stemme efter personlige interesser der afspejler alder, køn, uddannelse, beskæftigelse og hvad man i almindelighed kalder kultur. Men de fleste vil også have mere ubestemte parametre. Og det er dette der gør politik uforudsigelig også for politikerne, forskerne, kommentatorerne og spindoktorerne.

De afgørende politiske parametre kan være idealistiske eller ideologiske principper, eller mere eller mindre ubevidste, intuitive fornemmelser. Eller de kan være langsigtede perspektiver. Og de kan i sidste ende være af dybere spirituel eller religiøs art. Vor tid synes i høj grad på ny at være moden til dybere politiske dimensioner end de økonomiske og sociale mere eller mindre partipolitiske interesser, for slet ikke at tale om de overfladiske æstetiske eller postmodernistiske.

Miljøbevidstheden må eksempelvis dybest set betragte naturen som hellig og ukrænkelig på samme måde som en samfundsbevidsthed der vil være mere end et smukt navn må betragte samfundet og sproget som ukrænkelige og hellige fænomener, der er forudsætningen for alle tidsbestemte forsøg på formning af konkrete samfundssystemer. Individet har fundamental værdi i ethvert civiliseret samfund, men det er ikke helligt som samfundet.

Samfundet på sin side må være præget af en social ansvarlighed der dels fremmer alle menneskers selvansvarlighed, dels påtager sig forpligtelser over for mennesker der ikke er i stand til at leve op til kravet om selvansvarlighed. Dette - og ikke trygheden - er måske til syvende og sidst velfærdssamfundets grundidé.

Friheden er derfor central, fordi den fastholder retten til selvstændighed, kreativitet og udfoldelse. Alt andet lige giver frihed ulighed i samfundet. Men uligheden må aldrig sprænge fællesskabet. Derfor må friheden altid være kombineret med ansvarlighed.

Ikke alene gennem ansvarligheden og dermed etikken, men også gennem trangen til udfoldelse og transcendens vil kulturen og samfundslivet altid have en religiøs dimension, der i sidste ende indebærer at de enkelte mennesker vil føle ansvarlighed over for en udefinerlig, irrationel instans som er større end dem selv. Dette betyder blot ikke at nogen organiseret eller konfessionel religion eller ideologi skal kunne diktere mennesket sin vilje, således som det sker under teokratiske styreformer. Sekulariseringen er tværtimod forudsætningen for såvel friheden som demokratiet. Men forståelsen for den religiøse dimension i tilværelsen - og først den - vil give et samfunds borgere det historiske perspektiv som er nødvendig for en ansvarlig samfunds- og kulturudvikling.

Denne religiøse dimension vil få større betydning i de kommende år, selvom der fortsat er stor uvidenhed om sammenhængen og fortsat solid modvilje blandt såkaldt oplyste mennesker mod overhovedet at beskæftige sig med religion. Dette er endnu de fleste politiske partiers svaghed i de sekulariserede demokratiske samfund som det danske. Men landets aktuelle politiske problemer kan ikke forstås uden at tage dette perspektiv alvorligt.



Hjerte og hjerne og den store dimension   
Til toppen    Næste

Socialdemokraterne på deres side er i deres søgen efter ny identitet og kraft ikke hævet over dette perspektiv. De har nu valgt et både politisk og filosofisk set forholdsvis ubeskrevet blad som ny formand. Det er for første gang sket ved en urafstemning og er lidt af et eksperiment, for så vidt ingen i partiet kan vide noget sikkert om hvorvidt den valgte formand er i stand til at bringe både den fornyelse og det sammenhold der er brug for. Men ud over andre kvalifikationer har hun tilsyneladende hjertet på rette plads. Efter valget sagde hun i hvert fald til sine partifæller, sine vælgere og måske ikke mindst de mange frafaldne vælgere: "Vore resultater skal skabes på midten, men med hjertet til venstre".

Det er to floskler i én sætning, men den slags hører sig også til ved en sådan lejlighed. Den hjernehalvdel der leverer den linære, logiske analyse sidder også i venstre side, mens den højre er den mere kreative og uforudsigelige. Så måske er det vigtigste det dynamiske samspil mellem de modsatrettede processer. Var det ikke den socialistiske og feministiske Bernhard Shaw der engang sagde noget i retning af: Den der ikke er socialist i sin ungdom har ikke noget hjerte, men den der forbliver socialist op i årene har ingen hjerne. I hvert fald er det normalt med årene at indse hensigtsmæssigheden i at bruge begge dele - for ikke at sige hele kroppen plus det kollektivt ubevidste.

Sandsynligvis er det allervigtigste i livet at fastholde komplementariteten mellem det rationelle og det irrationelle, og i politik ikke mindst mellem det sociale og det liberale - eller mellem tryghed og frihed.

Og dette sker i praktisk politik kun hvis det fastholdes at tilværelsen er mangedimensional og udviklingen uforudsigelig, men altid kræver ansvarlighed og indre konsistens af den enkelte såvel som af politikerne, sproget og samfundet.

Samtidig må det fastholdes, at der ingen afgørende forandring sker i et samfund uden at arketypiske forestillinger afgiver energi til forandringsprocesserne. Hverken de gode borgerlige tanker om politik på midten eller velfærdssamfundets lyksaligheder udgør sådanne arketypiske forestillinger.

Derfor vil fremtiden også udfordre de politiske partier på andet end konsensuspolitik og velfærdspolitik. Det vil blive nødvendigt for dem at skaffe sig indblik i de dybdepsykologiske lovmæssigheder - og genskabe kontakten til de skabende arketypiske forestillinger.

Det parti eller de partier der formår at åbne befolkningens øjne for den religiøse dimensions betydning for såvel privatlivet som det politiske liv vil kunne føre an i udviklingen.



Henvisninger:   
Til toppen

Efterfølgende artikel:

Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)

Tidligere artikler:

Frank eller Helle?  (11.3.05.)

Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)

Politiske parametre  (6.2.05.)

Folketingsvalgets perspektiver  (19.1.05.)

Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)

Hatten af for Karen Jespersen  (10.10.04.)

Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)

Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal