Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Individ Samfund

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.7.03


Individ og samfund som komplementære fænomener

Indledning
Individualsynspunktet
Samfundssynspunktet
Synspunkternes modsætning
Modsætningernes overvindelse
Afslutning



Indledning     
Til toppen   Næste afsnit

Forholdet mellem individ og samfund er en af de vigtigste komplementære modsætninger inden for det sociale og politiske begrebsområde, måske den allervigtigste ved siden af komplementariteten mellem frihed og lighed, som den iøvrigt kun vanskeligt kan holdes ude fra. Men forståelsen herfor er ikke stor, skønt mange misforståelser, polemikker og mediemæssige sensationer kunne undgås hvis politikerne, medierne og folk i almindelighed kendte mere til sagen - og vovede at indrette sig efter kendskabet.

Komplementaritet foreligger, hvor der tilsyneladende eksisterer en uovervindelig logisk modsætning mellem to begreber, men hvor uovervindeligheden ved nærmere betragtning skyldes selve den logiske og begrebsmæssige afgrænsning. Den umiddelbare logiske modsætning kan derfor overvindes eller omgås ved en betragtning, hvor begge begrebers anvendelse accepteres som nyttige til hvert sit formål, selvom de forbliver uforenelige i én og samme analyse. Ingen af delbetragtningerne udgør således den fulde sandhed om sagen. Denne består derimod af det overordnede synspunkt som omfatter delsynspunkterne som selvstændige, nyttige og relevante betragtningmåder. Det overordnede synspunkt vil således aldrig blive en syntese af de underliggende teser, men vedblivende rumme den ubalance der ligger i delsynspunkternes logiske uforenelighed. Gevinsten ved denne metode er, at delsynspunkternes logiske modsætning bliver til en gavnlig dynamisk faktor. Jf artiklen om Komplementaritetssynspunktet.



Individualsynspunktet     
Til toppen   Næste afsnit

Det individuelle synspunkt er en både naturlig og nødvendig betragtningsmåde i den forstand at den er forudsætningen for det enkelte menneskes udvikling og overlevelse. Synspunktet er selvfølgeligt for barnet, der af gode grunde er meget langt fra at kunne hævde det som bevidst princip, men som heller ikke har nogen viden om at der overhovedet er et alternativ.

Barnet tænker naivt på sine egne interesser, hvilket først og fremmest vil sige den umiddelbare tilfredsstillelse af lyster og behov, som er et krav fra de primære psykiske grundprocesser og derfor først vil kunne modificeres ved opøvning i brugen af de sekundære grundprocesser (jf. artiklen om De psykiske grundprocesser). Det ville derfor være helt ved siden af at benytte en decideret moralsk term som ‘egoistisk' på barnet, for det har hverken bevidsthed eller erfaring om andre handlemuligheder. Og ved at bruge termen i denne forbindelse, ville man blot komme til at savne et ord til at betegne den moralsk set betænkelige eller ligefrem forkastelige form for egeninteresse der kommer til udtryk når det voksne individ kun tænker på sig selv - også i situationer hvor der er gode grunde til at tage hensyn til andres interesser, eller ligefrem til at varetage andres interesser frem for egne.

Individet vil fortsat livet igennem have brug for at tilgodese egne interesser, hvis det overhovedet vil være et selvstændigt og ansvarligt menneske. Det er ønskværdigt at individet inden for rimelighedens grænser tilfredsstiller sin nysgerrighed og lærelyst, og sin trang til at udvide sine kompetencer, skaffe sig uddannelse og beskæftigelse - og i videre forstand opbygge og værne om identitet, hjem og familie.

Og børn og unge stimuleres derfor i vort samfund systematisk til individuel udvikling og udfoldelse på alle felter - vel at mærke som et naturligt led i ‘socialiseringen', udvikling af evnen til at samarbejde med andre og opbygge et godt socialt netværk, men dog stadigt overvejende med pointeringen af barnets og den unges individiuelle rettigheder - i fundamental modsætning til forholdene hos mange etniske mindretal, hvor familien står i centrum (ligesom klanen eller stammen gør i visse samfund, som vi af samme grund betragter som ‘primitive').

De grundlæggende demokratiske, men i virkeligheden også individualistiske menneskerettigheder blev formuleret klart allerede i den første udformning af Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 4. juli 1776. Det hedder her:

"Vi anser følgende sandheder for at være indlysende i sig selv, at alle mennesker er skabt lige, at de af deres skaber er begavede med visse ufortabelige rettigheder, og at der til disse hører liv, frihed og stræben efter lykken - at for at sikre disse rettigheder er statsstyrelser indsat blandt mennesker, hvilke udleder deres retfærdige magt fra de styredes samtykke, og at, når som helst en styrelsesform bliver ødelæggende for disse formål, er det folkets ret at forandre eller afskaffe den og at indsætte en ny statsstyrelse, som de grundlægger på de grundsætninger, og hvis magt de ordner på den måde, som synes dem mest sandsynlig at ville bevirke deres sikkerhed og lykke...."

Under den franske revolution vedtog Den Franske Nationalforsamling den 26. august 1789 en erklæring der fastslog, at enhver borger skal have lov til at sige, skrive og trykke hvad han vil - dog under ansvar for denne friheds misbrug, og at ingen bør forulempes for sine meninger heller ikke i religionsanliggender, forudsat at den måde, hvorpå han lægger dem for dagen ikke forstyrrer den lovbestemte orden. I den forbindelse fastsloges også, at ingen kan anklages eller anholdes uden de i loven bestemte tilfælde og i de ved loven foreskrevne former, og at ingen kan straffes uden i kraft af en lov, givet og bekendtgjort før gerningen.

Som bekendt forhindrede disse erklæringer og principper - og deres indskrivninger i adskillige nationale forfatninger - ikke senere overtrædelser af dem fra magthavernes side, endsige deres systematiske tilsidesættelser af diktatoriske regimer som det nazistiske og det kommunistiske. Så afslutningen på 2. verdenskrig og oprettelsen af FN i 1945 førte naturligt til, at FN's generalforsamling den 10.12. 1948 vedtog Verdenserklæringen om Menneskerrettighederne, en slags programerklæring der kunne danne og faktisk kom til at danne forbillede for nationale love, men som ikke var bindende for medlemslandene.

Her fastsloges kravet om frihed, hvilket vil sige frihed for det enkelte menneske til at udvikle sin personlighed og erkendelse på en sådan måde at det selv gennem sin udvikling kan føres til at indse og dermed arbejde for, hvad der bedst tjener dets eget og samfundets tarv i det lange løb. Men kravet om frihed kobles sammen med kravet om lighed, ud fra den betragtning at individets frie og harmoniske udvikling kun kan finde sted i et samfund, hvor udbytning, udnyttelse, umyndiggørelse og undertrykkelse af individerne ikke finder sted.

Mere specifikt fastlår erklæringen, at ethvert menneske overalt i verden har ret til at blive anerkendt som et retssubjekt; at enhver har ret til at eje ejendom; at ingen kan tvinges til at være medlem af en forening; og at enhver har ret til arbejde, lige løn for lige arbejde, og til frit valg af beskæftigelse og beskyttelse mod arbejdsløshed.

I 1993 vedtog FN's Verdenskonference om Menneskerettigheder et politisk dokument, der omfattede både en principerklæring og et handlingsprogram for det videre arbejde på området. Det blev understreget at menneskerettighederne er universelle - uden at man tog højde for, at dokumentet derved bliver inkonsistent. Et dokument kan nemlig ikke på én og samme gang være politisk og universelt. Inkonsistensen afspejler sig i den aktuelle diskussion om menneskerrettighedernes forhold til de nationale love, men afslører først og fremmest en manglende dybere forståelse for at politikere, magthavere og retsinstanser skal afholde sig fra at påberåbe sig universaliteten af principper der kan diskuteres og følgelig være genstand for politisk uenighed. Den virkelige universalitet viser sig altid ene og alene som en inspirationskraft der sprænger alle nationale, etniske og religiøse og individualistiske grænser og meningsforskelle.



Bagsiden af individualismen er naturligvis udviklingen af en egoisme der er ensbetydende med manglende hensyntagen til andre og i værste fald direkte hensynsløshed over for andre. Det ses fx i den udbredte tendens til at skrabe til sig med alle midler, eller i konkurrencesituationer, hvor det gælder om at slå andre ud, og for nogle kan være en tilfredsstillelse at se konkurrenter gå bag af dansen.

Da der omvendt findes mennesker der ikke bidrager nævneværdigt til 'almenvellet', men lever som snyltegæster eller nasseprinser på andre og på samfundet, bliver det fra borgerlig og småborgerlig side understreget, at enhver må give sit bidrag til fællesskabet efter evne. Sat ideologisk på spidsen bliver dette princip til en betoning af, at enhver er sin egen lykkes smed. Det er underforstået - hvad der direkte nævnes i den amerikanske uafhængighedserklæring - at lykken er alles mål og i hovedsagen består i at besidde penge og ejendom. Men pointen er, at den enkelte selv må arbejde på at nå sit mål - fremfor at lade samfundet betale.

I det omfang de småborgerlige ideologier anser velfærdsstatens sociale ydelser for alt for generøse, fører synspunktet til stigende kritik af det offentlige. Man understreger derfor - som man bl.a. ofte har gjort fra konservativt hold - at pengene ligger bedst i borgernes lommer. Men her ser man i realiteten stort på at penge - bortset fra småpenge - aldrig ligger godt i nogens lommer (eller madrasser), men bør gå ud i omsætningen!



Individualsynspunktet gøres til princip i den såkaldte 'individualisme', den samfundsopfattelse der hævder individets ret over for samfundet og som derfor står i modsætning til såvel kollektivismen som socialismen.

Denne individualisme kan føres tilbage til den opfattelse, at individets rettigheder har fortrinsstilling for samfundets rettigheder. Undertiden hævdes det ligefrem, at individets og dets rettigheder eksisterer forud for samfundet, og at rettigheder sikres ved indgåelse af en såkaldt samfundskontrakt (Thomas Hobbes og John Locke).

Men selvom der er megen fornuft i disse tanker, fordi de blandt andet slår på den vanskeligt bestridelige kendsgerning, at det er samfundet og kun samfundet - nærmere betegnet retssamfundet - der kan sikre individets rettigheder, så lider synspunktet grundliggende af den fejlopfattelse, at samfundet (samfundsdannelse) beror på retlige, sociale eller politiske vedtægter, og at individet kan tænkes uden relation til samfundet. Og ingen af delene holder stik.

Ethvert enkelt menneske fødes ind i et familie- og samfundsfællesskab - og ville bukke under, hvis det ikke var tilfældet. Og samfundet på sin side kan ikke reduceres til en sum af individer (det atomistiske synspunkt) uden at selve egenarten opløses. Samfundet er evolutionsmæssigt at betragte som et emergent fænomen, et helt nyt fænomen i udviklingen, hvis forudsætninger til dels kan opregnes, men hvis årsager ikke udtømmende kan defineres. Samfundet er med andre ord at betragte som en elementær, irreducibel kendsgerning.

Netop fornægtelsen af samfundet som en forudsætning for individet kan føre til at individualismen som samfundsopfattelse udarter til en så ekstrem betoning af den menneskelige frihed, at resultatet bliver anarkistisk. Det ses hos den tyske forfatter Max Stirner (1806-56) der i et opgør med hykleriet i datidens liberalistiske Tyskland understregede menneskets grundlæggende selviskhed og egoisme. Stirners ideer betegnes som individualistisk anarkisme og fik betydning for den russiske revolutionære Bakunin og den senere terrorisme i 1890'erne, specielt gennem hans udformning af et 'selvtægtens evangelium'.

Men individualismen kan også udarte til det fænomen vi ser i vore dage, nemlig den såkaldte 'post-modernisme', der er en ekstrem tolkning af individets ret til at gå sine egne veje. Det sker overvejende inden for lovens rammer, men uden for ethvert hensyn til overordnede instanser som samfundet eller Gud. Denne post-modernisme er med andre ord at betragte som en ekstrem form for æstetisk livsopfattelse, der principielt afviser etiske, sociale og religiøse hensyn som underordnede eller irrelevante, ja hæmmende og skadelige for kreativiteten.

I en vis forstand kan også hele den moderne dyrkelse af kroppen (fitness og sport), sex, narko, mode og livsstil ses som former for pointering af det individuelle, fordi de i vidt omfang tjener det formål at skille den enkelte ud fra andre. Men samme funktion har kunsten af alle slags også, og det værdsættes i almindelighed, fordi det er med til at fremme den mangfoldighed og diversitet vi sætter pris på. Og den kan kun i ekstreme tilfælde siges at være et decideret asocialt fænomen.

Endelig kan nævnes, at individualismen også skinner tydeligt igennem i visse moderne danske liberalisters forsøg på at skabe debat inden for regeringspartiet Venstre med henblik på at få opprioriteret bl.a. den opfattelse, at det enkelte menneske kommer før systemet, kollektivet og staten. Besynderligt primitivt lyder det således i en erklæring fra nogle venstrefolk, deriblandt flere folketingsmedlemmer og to borgmestre, at man først og fremmest tilhører sig selv! For hvad med ens familie, arbejdsplads eller nation, må man have lov at spørge.

"Overføres denne holdning til skattespørgsmålet," hedder det i erklæringen, "er det logisk, at ingen skal tvinges til at afstå over halvdelen af, hvad han tjener. For så tilhører han og hans frembringelser i højere grad andre end ham selv." Her ophøjes altså skatteprocenten til afgørende kriterium for ideologien. Og erklæringen er en opsang til partiformanden og statsministeren, der netop vandt valget i 2001 på at søge nærmere midten, hvor det sociale og det liberale søges afbalanceret - og givetvis vil tabe næste valg, hvis han følger sådanne liberalistiske henstillinger.



Samfundssynspunktet    
Til toppen   Næste afsnit

Sociologisk set kan individualisering generelt betragtes som selve den samfundsmæssige proces der på den ene side indebærer en nedbrydning af individets traditionelle bånd til familie, klasse og andre fællesskaber, men på den anden side indebærer dannelsen af individet som social enhed med bestemte rettigheder og ansvar. Ja, en berømt sociolog som franskmanden Emile Durkheim kunne ligefrem se individualismen som en trussel mod den sociale integration af individet og samfundet.

Nyere teori peger dog i højere grad på invididualiseringens dobbelthed. Den har sine omkostninger i form af tabet af en stabil social (oftest familiemæssig) identitet og oplevelsen af rodløshed, usikkerhed og selvoptagethed. Men den har samtidig sine muligheder derved at den befrier det enkelte menneske fra begrænsende sociale, familie- eller miljømæssige bånd og forskrifter til fordel for individets frihed til løbende at skabe og vælge sin identitet og livsbane.

Allerede i denne dobbelthed ses det logiske modsætningsforhold, som i praksis kan gøre det svært at vælge hvad der skal lægges størst vægt på. Det ses fx tydeligt i forbindelse med sekulariseringen, hvor vidtgående hensyn til familien og dens kulturelle og religiøse traditioner kan føles så hæmmende at det medfører oprør fra de unge. Men den vundne frihed vil i de allerfleste tilfælde modsvares af større eller mindre usikkerhed - og vil derfor kunne virke afskrækkende på mange, især hvor tilhørsforholdet til familie og tradition i miljøet betragtes som så afgørende, at brud fører til udstødning.

Oprør mod givne traditioner og givne mønstre i samfundet har imidlertid gennem tiderne været både et nødvendigt led i oprørernes vej til selvstændig opfattelse af værdierne og et naturligt led i den fortsatte fornyelse af samfundet. I moderne tid betragtes samfundet ikke længere som en statisk, men tværtimod som en dynamisk og foranderlig størrelse. Oprør har da også gentagne gange i historien ført til større omvæltninger eller ligefrem revolutioner.

Udviklingen af demokratiet har således været et langt og sejt opgør med kongemagt, adel, kirke, aristokrati og oligarki eller med andre ord et opgør med den forholdsvis lille overklasse der på det pågældende tidspunkt har hersket over det store flertal, folket, de upriviligerede. Reformationen og oplysningstiden rettede kritikken mod forskellige former for absolut magt af verdslig eller kirkelig art.

Men allerede Thomas Hobbes (1588-1679) forstod, at det var nødvendigt for mennesket at give afkald på den absolutte frihed, som individet ellers var henfalden til fordi det efter hans mening ikke var et socialt væsen. Det var tværtimod selvopholdelsesdriften der var den fundamentale drift i mennesket. I 'naturtilstanden' (reelt en rent abstrakt, teoretisk størrelse) var enhver sig selv nærmest. Kun frygt for at miste livet tvinger mennesker til samarbejde. Hobbes' påstand var at dette førte til indgåelse af en samfundskontrakt eller samfundspagt, der sikrer den enkelte visse rettigheder over for staten. Pagten var et gensidigt løfte mellem undersåtterne om at adlyde herskeren - og var dermed i realiteten et forsvar for enevælden, eftersom herskeren stod uden for pagten. Det bliver med andre ord i den sidste ende den af Gud indsatte enevældige hersker der under en sådan samfundspagt garanterer individets relative frihed.

I modsætning hertil betragtede Jean-Jacques Rousseau (1712-78) mennesket som et socialt væsen. De væsener der måtte have levet i den påståede asociale naturtilstand var efter hans mening slet ikke mennesker. Mennesket er fra naturens side godt, men konkurrencen har medført ulighed og dermed misundelse, had, havesyge og frygt. Resultatet ville blive en alles kamp mod alle, hvis ikke individerne på et eller andet tidspunkt har oprettet en samfundspagt, der kunne regulere forholdet og modvirke de nævnte onder.

Der er intet historisk belæg for hele denne teori om en samfundspagt, men det bærende i Rousseaus tankegang er nok også ideen om at det er retssamfundet der kan regulere individernes gøren og laden på en sådan måde, at uligheden og konkurrencen ikke ender med alles udslettelse i en meningsløs kamp. For at forklare hvordan retssamfundet opstår og fungerer tyer Rousseau dog desværre til teorien om almenviljen som den egentlige hersker i samfundet. Denne almenvilje er ikke summen af individernes særvilje, eftersom et samfund vil ende i anarki og kaos, hvis hver enkelt borger blot følger sin egen særvilje. Almenviljen er derimod en fælles stræben for at sikre at alle parter i samfundet får deres ret.

Rousseau opererer med en fællesfølelse som drivkraft for borgernes sociale indstilling. De forudsættes ideelt så at sige at ville hvad de skal og bør, men ikke uden at den regering som folket har indsat uhildet og retfærdigt afvejer deres forskellige interesser mod hinanden. Tanken er smuk, men også udtryk for et temmeligt naivt syn på mennesket som et væsen der handler rationelt efter fælles interesser.

Et specielt, men rendyrket liberalistisk syn på hvordan samfundet hænger sammen er det utilitaristiske synspunkt, som fremførtes af Jeremy Bentham (1748-1832), og som siger, at enhver handling og enhver institution skal bedømmes efter, hvor stor nytte den gør, dvs hvor stor lykke den fremkalder, målt i pengeværdi. Ejendomsretten har efter denne teori stor nytteværdi. Det var Bentham der i 'Liberty of the People' (1821) formulerede sætningen: "Den største lykke for det størst mulige antal er grundlaget for moral og lovgivning."

Synspunktet videreførtes af John Stuart Mill (1806-1873), der betragtede nytten som "den sidste instans i alle etiske spørgsmål, men det må være nytte i den videste forstand, grundet på menneskets vedvarende interesser som et fremadstræbende væsen". Utilitarismens hovedsynspunkt kan formuleres med ordene, at samfundet bør indrettet således, at summen af 'nytter' bliver størst mulig.

Karl Marx (1818-83) kritiserede hele denne utilitaristiske filosofi for at være den ideologiske afspejling af borgerskabets udbytning af proletariatet, fordi målet var forøgelsen af kapitalen. Denne forøgelse var for ham det reelle mål for al værdi i samfundet. Den materielle produktion var og blev basis for samfundslivet, men udbytningen af proletariatet var en følge af klassekampen og måtte brydes gennem denne. Det gjaldt ikke om at forøge kapitalen eller maksimere nytteværdierne, men om at ændre fordelingen og magtforholdet. En radikal samfundsændring kom på tapetet. Målet var som bekendt det Marx kaldte 'proletariatets diktatur', som skulle erstatte den borgerlige stats diktatur.

Udgangspunktet for Marx' teorier var i grunden den opfattelse at det kapitalistiske samfunds produktionsformer eller -relationer medfører en fremmedgørelse af mennesket, som ikke fandtes i de samfund der ikke producerede varer til markedet, og som heller ikke forekommer under socialismen, hvor arbejdskraften er ophørt med at være en vare. Socialismen er for Marx et 'frihedens rige' eller 'en sammenslutning af frie mennesker' i den forstand, at dette samfunds medlemmer har gjort sig frie af de lænker og fremmedgørelsesmekanismer som karakteriserer det kapitalistiske samfund.

Socialismen er altså et ideelt samfund, hvor mennesket er frit, fordi det er frigjort for nogle lænker, men ikke frit i betydningen usolidarisk med andre eller ansvarsfrit. I den vindende tyske udgave af socialismen, som Karl Kautskys tegnede for det tyske Socialdemokrati med Erfurterprogrammet 1891 og som hans mere rabiate modstandere inden for arbejderbevægelsen foragteligt kaldte reformismen, nedtones kravet om en pludselig og voldelig overtagelse af statsmagten til fordel for en trinvis demokratisk, men fortsat progressiv udvikling. Dette betød, at det enkelte menneskes frihedsrettigheder fortsat spillede en afgørende rolle ved siden af solidariteten. Man kunne altså fastholde kampsloganet fra den franske revolution: Frihed - lighed - broderskab.

Anderledes med kommunismen, hvis målsætning var menneskets frigørelse gennem den private ejendomsrets og i sidste ende også statens ophævelse, men som i stigende grad - navnlig under Lenin - blev en revolutionær bevægelse der stilede mod 'proletariatets diktatur' i en temmelig bogstavelig form og med påberåbelse af udemokratiske metoder som både politisk og historisk nødvendige. Resultatet blev som bekendt bolsjevismen, der i proletariatets navn gennemførte et decideret parti-diktatur, der ydermere under Stalin endte i et fuldstændigt vilkårligt og brutalt enmandsdiktatur, hvor ingen andre end diktatoren selv bevarede nogen form for frihed og kun med største risiko og besvær almindelig menneskelig værdighed.

Det gælder for alle former for totalitarisme, at det enkelte menneske bliver en brik i magthavernes spil og ambitioner om at skabe et 'ideelt samfund' uden konflikter. Totalitarisme kan som i Stalins regime indebære tvangskollektivisering, hvor man brutalt ophæver ejendomsretten til landbrugsjord og gør alle landbrug til kollektiver (som hovedregel med katastrofal nedgang i produktionen til følge). Eller den kan som i Mussolinis fascistiske Italien omfatte forsøg på at realisere 'korporatismen', dvs den idé at alle arbejdere og erhvervsledere indgår som 'lemmer' i deres respektive faglige organisationer, hvor de nok nyder visse rettigheder, men også må afgive væsentlige friheder for helhedens, det statslige 'legemes' skyld.

Selvom målet for sådanne styreformer angiveligt er den menneskelige frihed, så bliver resultatet det modsatte, fordi man netop ikke værner om de frihedsrettigheder som oplysningstanken formulerede og som den demokratiske stat alene kan sikre. I stedet for blev det enkelte menneske en brik i det storpolitiske spil, og ethvert middel blev helliget af det langsigtede, af magthaveren fastsatte mål. Mennesket bliver et massemenneske, således som vi ser i reportager fra militærparader eller iscenesatte folkemøder i diktaturer af enhver slags.

En forholdsvis uskyldig afart af den kollektivistiske filosofi er oprettelsen af såkaldte 'kollektiver' af den art der blev almindelig i de vestlige lande efter ungdomsoprøret i 1968. De var en protest mod såvel isolationen i kernefamilierne som uligheden i hele det kapitalistiske og autoritære samfundssystem. Målet var oplagt et friere og mere meningsfyldt liv, men der lå megen naivitet i protesten, fordi udgangspunktet primært syntes at være en protest eller afstandtagen fra enhver form for ulighed og stratifikation i samfundslivet. Alle skulle være lige. Privatliv var et latterligt borgerligt fænomen. Ganske almindelige parcelhusejere blev stemplet som 'ligusterfascister'. Mange kollektiver holdt på grund af denne naivitet kun en begrænset tid.



Synspunkternes modsætning     
Til toppen   Næste afsnit

Det ligger i sagens natur eller rettere i begrebernes indbyggede dualitet at der består et modsætningsforhold mellem individualsynspunktet og samfundssynspunktet. Ordene betinger hinanden, men står også over for hinanden som modsætninger.

Modsætningsforholdet kan være neutralt i den forstand, at individet kan varetage sine egne naturlige og rimelige interesser uden at det på nogen måde går ud over samfundets. Det kan fx sørge for passende uddannelse, arbejde og bolig. Og omvendt kan samfundet varetage naturlige og fornuftige interesser uden på nogen måde at genere individerne, fx ved at sørge for et ordentligt vejnet og en ordentlig færdselslov.

Men konflikten kan allerede melde sig, når man her skal afgøre hvad der er rimeligt, fornuftigt og ordentligt. Fx kan der være store uenighed om størrelse af uddannelsesstøtten til de studerende, beskatningen af boligen og fartgrænserne på vejene. Og modsætningsforholdet bliver markant, når det gælder alle former for ekstreme fortolkninger af individualismen og samfundsinteresserne.

Ekstrem individualisme foreligger, når nasseri og egoisme gror vildt og i værste fald ender som princip der igen vil true den sociale integration og i yderste konsekvens ville medføre det individualistiske anarki. Psykologisk må den betegnes som ekstrem ulyst til normal socialisering. Individet vil have sin vilje og sin ret - uanset hvad andre måtte mene, også selvom det koster alt socialt netværk. Det er ikke underligt, at vejen til terrorisme her er kort.

Ekstrem samfundsbetragtning findes i alle former for totalitarisme, der gør individet til en brik i overordnede mål for dannelsen af 'idealsamfundet', hvor der hersker fred, enighed og ensretning på bekostning af individuel mangfoldighed. Man ser ofte bort fra, at der bag sådanne utopier - som i Hitlers tilfælde - kan ligge udpræget æstetiske forestillinger. Psykologisk er der tale om forsøg på at omforme samfundet i et enkelt menneskes (eller nogle ganske få menneskers) fantasibillede, hvad der igen betyder, at totalitarismen dybest set er udtryk for ekstrem individualisme kombineret med besiddelsen af ulykkeligt ekstrem magt, der igen som hovedregel er opnået gennem ekstrem terror.

Der kommer naturligvis aldrig holdbare og for det store flertal acceptable leve- eller samfundsmodeller ud af disse ekstreme holdninger. Modsætningsforholdet ligger uden for komplementaritetens og demokratiets muligheder.



Men inden for normallivets grænser er der rigelige muligheder for konflikt, simpelthen fordi det ikke er nogen naturlov, at individernes særinteresser går op i samfundets almeninteresser. Som allerede Rousseau fastslog, er 'almenviljen' ikke summen af 'særviljerne'. Der skal noget mere til at danne et samfund. Han kaldte det som tidligere nævnt samfundspagten - somom samfundet var en 'konstruktion' af den menneskelige bevidsthed eller politiske vilje. Men i virkeligheden er der tale om at samfundet som sådan slet ikke er en sum af individer, men en helhed for sig, hvis oprindelse vi ikke kender. Det er os der bevidsthedsmæssigt og sprogligt er i stand til og har vænnet os til at se forskelligt på tingene, alt efter om vi fokuserer på individet eller på fællesskabet.

Den samlede produktion der kommer ud af de mange enkelte menneskers og virksomheders indsats udgør heller ikke en fælles 'kage' til deling, selvom metaforen er nærliggende. Den samlede produktion eller det såkaldte bruttonationalprodukt er en statistisk størrelse der kan anvendes til specifikke formål, men ikke en størrelse der er til deling. Lønninger og overførselsindkomster fastsættes ikke som procent af størrelsen. Ikke engang den enkelte virksomheds overskud er til deling mellem medarbejderne, eftersom deres lønninger fastsættes overenskomstmæssigt ud fra gennemsnitsberegninger og parternes styrkeforhold i forhandlingerne. Den enkelte virksomhed kan ikke forhindre, at de løntariffer organisationerne forhandler sig til rette om eventuelt overstiger hvad virksomheden har råd til.

Det er derfor også en illusion, at konflikterne i et samfund med hensyn til indkomster mindskes, fordi den samlede produktion øges og 'kagen' således bliver større. For det gør kravene også, endda ofte helt ude af trit med produktionsforøgelsen, så virksomhederne presses til endnu større effektivisering og rationalisering end det ellers ville være tilfældet. Det var således tilfældet i 1960erne og 70erne (hvor fagbevægelsen med Thomas Nielsens berømte udtryk "sejrede ad helvede til"), og resultatet blev øget arbejdstempo, øget arbejdsløshed - og endnu større generel utilfredshed.

Socialt og kulturelt står individet altid over for en overordnet størrelse som familien (klanen, stammen), kønsmønsteret og traditionen. Og det kan blive en udfordring at tilpasse sig eller gøre oprør. Den tiltagende sekularisering medfører som sagt øget trang til oprør. Flere og flere ser, at traditionen, familie- og kønsrollemønsteret med alle deres uønskede begrænsninger er kultur- og tidsbestemte og derfor ikke urokkelige fænomener.

Det er således op til en ung jødisk eller muslimsk dreng eller pige at tage stilling til om han eller hun skal tilpasse sig fuldstændigt til det gældende mønster eller gå egne veje. Det sidste kan medføre så store brud med familien, at det kan få alvorlige følger og derfor kræver både grundige overvejelser og betydeligt mod. En jødisk pige der tør bryde med den ortodokse jødedoms uhyre restriktive regler for isolation og renselse omkring menstruationen, får lige så store psykiske og sociale problemer som den muslimske pige der vil undgå tvangsægteskabet. Det fremgår bl.a. af den israelske filminstruktør Anat Zurias smukke film "Renhed" (2002).

Den moderne emanciperede vestlige kvinde der prioriterer uafhængighed og karriere over børn og familie, vil ofte komme til at betale for det med savn af børn og fast og fortrolig partner. Men allerede de almindelige vestlige kvinders nedprioritering af børn for frihedens og økonomiens skyld, får konsekvenser for samfundets demografiske udvikling. De føder færre børn end indvandrerkvinderne. Og resultatet bliver i løbet af nogle årtier mangel på arbejdskraft til at opretholde den produktion der er forudsætningen for velfærdsniveauet. Her ser vi et typisk eksempel på en egeninteresse der ikke falder sammen med almeninteressen - men ovenikøbet kan give demografiske forskydninger der vil influere på kulturmønsteret.



Men går vi videre det til egentlige politisk felt, bliver modsætningsforholdet endnu mere påfaldende og virkningsfuldt, specielt fordi samfundets ressourcer er begrænsede, mens de teknologiske muligheder og individernes behov grænseløse.

Navnlig inden for sundheds- og sygehusvæsenet er konflikten blevet mere og mere iøjnefaldende, fordi den lægevidenskabelige forskning år for år øger behandlingsmulighederne enormt. Resultatet er blevet en stigning i de offentlige udgifter til sektoren som ikke kan finansieres uden nedskæringer på andre områder - eller ved kraftige skattestigninger.

Gang på gang får vi derfor i medierne serveret historier om en patient hvis liv, helbred eller livskvalitet er bragt i fare, fordi der i den øjeblikkelige situation ikke er råd til at give ham eller hende den optimale behandling. Historierne blæses ofte bevidst op på en så aggressiv måde, at de politisk ansvarlige for sygehusvæsenet føler sig presset til at finde en løsning på problemet, selvom det i grunden strider mod den prioritering man har valgt. Det sker naturligvis for at undgå fortsat medieomtale og risiko for ikke at blive genvalgt, men også for at undgå en diskutabel officiel prioritering som ligeledes vil bringe mandaterne i fare.

Medierne - og især formiddagsbladene BT og Ekstrabladet samt reklamefinansierede TV-stationer - kan sælge disse historier, og gør det uden tanke på almenvellets problemer, men naturligvis under dække af at tjene befolkningens interesser. Trafikken betyder imidlertid, at sygehussektoren i de kommende år vil vedblive at være den mest pressede offentlige sektor i de vestlige lande - uden at man når frem til alment accepterede prioriteringer.

Dette skal dog ikke forstås således, at medierne, inklusive de sensationslystne - ikke har en mission i at kritisere offentlige instanser for smøl og forsømmelser, når disse finder sted. Der skal ofte en 'sag' af denne art til for at få 'systemet' til at vågne op. Men det er blevet et stigende problem, at medierne fokuserer så ensidigt på enkeltindivider der kommer i klemme ved omstruktureringer og omprioriteringer i systemerne, at sådanne nødvendige politiske opgaver vanskeliggøres, undertiden helt opgives eller simpelthen forsøges gennemført i det skjulte.

Ideologisk set fører prioriteringsproblemer i den offentlige sektor i forbindelse med de teknologiske fremskridt og ressourcernes begrænsning til strid om sektorens størrelse og skattetrykket. Den nævnte erklæring fra en lille gruppe stærkt liberalistisk indstillede Venstrefolk om det alt for høje skattetryk, er et glimrende eksempel herpå, fordi det under alle omstændigheder peger på Venstres og partiformandens problem: at forandre samfundet i mere liberalistisk retning uden derved at sætte velfærdssamfundets grundliggende fordele overstyr.

Anders Fogh Rasmussen ønsker ikke længere principielt en 'minimalstat', men en offentlig sektor der er i stand til at løse de velfærdsopgaver som et flertal af befolkningen finder rimelige, men som alligevel giver den enkelte mærkbart bedre valgmuligheder i det daglige end hvad en socialdemokratisk regering kan og vil byde på. Regeringen har derfor kombineret et temmelig formalistisk skattestop og en hårdhændet finanspolitik med visse omfordelinger af ressourcerne, dvs nedskæringer på nogle områder til fordel for forøgelser på andre.

Men modsat de konservative går Venstre ikke for øjeblikket ind for generelle skattelettelser, men alene justeringer der kan gøre det mere attraktivt at yde en indsats. Problemet er gammelt. De konservative har altid holdt på lave skatter, endda i en sådan grad, at en af dens førende skikkelser for 30-40 år siden, Poul Møller, hævdede det synspunkt at et skattetryk på over 25 % var en uting. Det er i dag over 50 - uden at samfundet er brudt sammen. Det kunne tyde på, at skattetrykket er uegnet som hovedkriterium.

Det er derimod ikke den offentlige sektors størrelse målt på ansatte. Og det var her den socialistisk indstillede økonomiprofessor Jørgen S. Dich provokerende satte ind med sin bog "Den herskende klasse" fra 1973. Han så allerede dengang, hvor udviklingen bar hen, nemlig mod et samfund, hvor de offentligt ansatte efterhånden udgjorde en vælgermæssig majoritet som kunne bestemme de offentlige udgifters størrelse og dermed også skattetrykket - med de negative følger for samfundets fleksibilitet som dette ville føre til. Hans bog kom som bekendt på et tidspunkt, hvor de offentlige udgifter var begyndt at løbe løbsk, fordi ingen (heller ikke VKR-regeringen fra 1968-71) havde forstået, hvad indførelsen af kildeskat og moms betød for skattetrykket. (Jf. artiklen om Den herskende klasse efter 1970).

Hvis den borgerlig regering skal gøre en forskel fra en socialdemokratisk, er der derfor ingen tvivl om, at fokus skal flyttes fra skattetrykket til den offentlige sektors nominelle størrelse. Blandt andet derfor er et skattestop ikke på langt sigt en holdbar løsning, men kun en begyndelse. Der skal ske grundlæggende ændringer af den offentlige ansættelsespolitik. Og udliciteringer af offentlige opgaver til private virksomheder er derfor ikke til at komme udenom. Det vil vække modstand blandt de offentligt ansatte og deres organsationer, men det er nødvendigt og eksemplificerer i sig selv kun vanskeligheden ved at få almeninteressen i et givet samfund til at gå op i særinteresserne.



Modsætningernes overvindelse     
Til toppen   Næste afsnit

Komplementaritetssynspunktet vil egne sig glimrende til at overvinde alle disse modsætninger mellem individernes særinteresser og fællesskabets almeninteresse, fordi de aldrig ophæves, men får lov at gøre sig gældende som dynamiske faktorer i et aldrig afsluttet modspil. Pointen er, at man dels ikke skal benægte eller se bort fra modsætninger, dels ikke forsøge at komme dem til livs ved at lade samfundsinteressen vinde over individerne eller omvendt.

For individets forhold til nærmiljøet - familien, klanen og stammen eller arbejdsmiljøet - indebærer komplementaritetssynspunktet, at begge sider af sagen principielt tilgodeses og en magtkamp derfor undgås. Det fleste normale vestlige og sekulariserede familier betragter det som en selvfølge, at børnene og de unge efterhånden skal blive selvstændige ved at frigøre sig fra forældrenes formynderi. Dette kan betyde at børnene vælger uddannelse, erhverv, omgangskreds, interesser og vaner helt på tværs af forældrenes ønsker, og selvom dette kan give en hel del problemer i hverdagen, så kan en gensidig respekt netop bane vej for en ægte komplementaritet.

Anderledes stiller det sig, hvor traditionen kræver at børnene indordner sig under det mandlige familieoverhoved som det er reglen i muslimske familier, hvor ydermere ældste søn som stedfortræder for faderen har rettigheder og pligter hans søskende ikke har. Her tillades det principielt ikke at børnene går deres egne veje, og hvis det alligevel sker, mister de enhver støtte hjemmefra - og dermed ofte også deres følelse af identitet og tryghed. Det kan føre til samme rodløshed som i tilfælde, hvor børnene, og navnlig sønnerne, fx på grund af dødsfald helt må savne deres fader og dermed den traditionelle autoritet. Opdragelsen er nemlig autoritær i hele sit væsen - og tabet af autoritet derfor ensbetydende med at der slet ikke opbygges en indre moralsk instans i barnet. Nogen mulighed for komplementaritet er det svært at få øje på her.

Men hvad med de mange frigjorte danske kvinder der fravælger børn for pengenes og karrierens skyld og som dermed i realiteten er medvirkende til at undergrave den balance mellem det danske flertal og de etniske mindretal som er betingelsen for såvel integration som opretholdelsen af nødvendig dansk arbejdskraft med tilstrækkelig høj uddannelse?

Ja, for det første må det da slås fast, at disse kvinder har ret til at gøre som de vil, både juridisk og moralsk. Det er blevet en uundgåelig følge af sekulariseringen, oplysningen og ligestillingen mellem kønnene, at såvel mænd som kvinder er i deres gode ret til at varetage deres individuelle interesser (økonomi, karriere, familie, livsstil) uden andet hensyn til samfundet end at loven skal overholdes. Hvis politikerne som samfundsinteressernes varetagere vil sikre en demografisk udvikling der indebærer større fertilitet blandt danske kvinder end den der har været gældende i flere år og er lavere end indvandrerkvindernes, så kommer de ikke uden om at stimulere kvindernes lyst til og økonomiske fordele ved at få flere børn. Forholdet mellem kvindernes og samfundets interesse på dette punkt er komplementært, fordi det ene ikke er mere rimeligt end det andet, men begge må tilgodeses - uden at det iøvrigt kan ske med sikker matematisk kalkule.

Selv i det traditionelle parforhold er det en god idé at se komplementært på parternes interesse i både at varetage egne særinteresser og fællesskabets - i respekt for hinandens egenart og udvikling.

Hvad miljøproblemerne angår, er det oplagt at det er i de fleste almindelige menneskers interesse, at naturlandskabet ikke ødelægges gennem det effektive landbrugs stadig mere rationelt tilrettelagte og intensiverede drift, men skånes så rekreative områder bevares i tilstrækkeligt omfang. Svineproducenter, kyllingefabrikanter og andre landbrugere ser naturligt nok på deres virksomheder ud fra et driftsøkonomisk synspunkt, og omvendt er almindelige mennesker og navnlig miljøaktivisterne tilbøjelige til at abstrahere fuldstændigt herfra og i stedet se alt ud fra et rekreativt, ofte mere eller mindre romantisk natursyn.

Begge parter har gode grunde til deres holdninger, og de burde afholde sig fra at tillægge hinanden ondsindede motiver. Bønder i almindelighed er ikke miljøbekæmpere, og miljøaktivister ikke altid bondebekæmpere, selvom det ofte kan se sådan ud. Komplementaritetssynspunktet ville indebære en gensidig respekt, der ville gøre det muligt at sikre at begge parter får varetaget deres berettigede interesser - uden at der på noget tidspunkt findes en ultimativ løsning på problemet. Ofte vil man være nødt til at prøve sig frem. Og ofte må parterne på demokratisk vis affinde sig med at det politiske flertal og dermed miljøpolitikken skifter.

Om udbygningen af trafiknettet overvejende skal tilgodese den kollektive trafik eller den individuelle trafik er igen et spørgsmål som ikke kan løses ad logisk vej gennem et valg mellem mulighederne én gang for alle. Det vil vedblive at være en varmt politisk emne, fordi urbaniseringen og den teknologiske udvikling vil fortsætte, ligesom den individuelle tilfredsstillelse ved at sætte sig ind i sin egen vogn. Men meget taler efterhånden for, at den bedste løsning af de aktuelle problemer vil forudsætte, at hele vejnettet placeres i statens regi.

Komplementariteten indebærer at man tilgodeser begge former for trafik, men på en sådan måde, at man friholder dele af de sårbare bykerner for unødvendig belastning ved at gøre det attraktivt at benytte den kollektive trafik til og fra bykernerne og bekosteligt at benytte egen bil (bompenge), samtidig med at man udbygger både vejnet og togforbindelser mellem landsdelene, så både tidsbesparelser og sikkerhed vindes. Lettere sagt end gjort, fordi der stadig ikke er tale om at komplementariteten giver konkrete ultimative løsninger på problemerne, men alene en forståelse for begge parters og begge synspunkters delvise berettigelse. Konflikten vil altid være der i det moderne samfund.

Det dominerende problem i dansk politik i de næste år vil uden tvivl være udgifterne til sygehusvæsenet, og det vil derfor også være her modsætningsforholdet mellem individualsynspunktet og samfundssynpunktet vil kulminere. Det vil nemlig aldrig komme til at gå op i en højere enhed som kan tilfredsstille alle parter. Ressourcebegrænsningen vil gøre det umuligt at indfri alle de ønsker og forventninger som den lægevidenskabelige og teknologiske forskning vil inspirere borgerne til.

Politikerne vil komme under stadig hårdere pres for at prioritere og vel at mærke gøre det både hårdhændet og officielt - og stå inde for deres prioriteringer over for vælgerne. Formentlig vil det allerede af denne grund være klogt, om ikke ligefrem nødvendigt, at overføre sygehusvæsenet fra (amts-)kommunalt regi til statslig. I forvejen er der så stor strid mellem stat og kommuner om indtægtskilder og skattestop, at det synes uholdbart for den overordnede økonomiske politik at opretholde amterne som selvstændige forvaltningsenheder i det lange løb. Statsmagten kan næppe i længden lægge bånd på kommunernes skatteopkrævning uden at ophæve det kommunale selvstyre.

Komplementaritetssynspunktet vil på sygehusområdet indebære den fulde forståelse for, at de enkelte borgere ønsker optimal behandling i forhold til lægevidenskabens muligheder, men at det offentlige på sin side er nødt til en hårdhændet prioritering på grund af ressourcernes begrænsning. Kun stigende brugerbetaling og udbygning af de private hospitaler vil kunne aflaste de offentlige kasser for et pres der vil stige og stige og til sidst ende med at gøre det umuligt at lade demokratisk valgte instanser som sygehusudvalgene have ansvaret for prioriteringerne.

Umiddelbart ser det ud til at en sådan omstrukturering vil indebære, at behandling i stigende grad forbeholdes velaflagte borgere. Men det samme argument kunne man i sin tid bruge mod parcelhusbyggeriet og erhvervelsen af biler. Det har ikke forhindret almindelige mennesker i at købe hus og bil - ved hjælp af opsparing og afbetalingshandel (Faktisk var det allerede visse amerikanske firmaers genistreg med afbetaling af bilkøb, der gav dem mulighed for at konkurrere med Ford og få gang i salget). Hertil kommer muligheden for at forsikre sig til goderne.

Men endelig kommer de enkelte mennesker formentlig slet ikke uden om at måtte indse, at man ikke kan helbredes for alt, endsige undgå sygdom og død. At rige mennesker også på behandlingsfeltet er bedre stillet end fattige, og vil forblive det, er hverken noget komplementaritetssynpunktet eller politik kan lave om på.



Afslutning    
Til toppen

Som det gerne skulle være fremgået er komplementaritetssynspunktet aldrig den ultimative løsning på noget modsætningsforhold mellem individ og samfund - og det er slet ikke nogen løsning på modsætningen mellem ekstreme eller fundamentalistiske holdninger.

Anvendelsen af synspunktet begrænser sig tværtimod til oplyste, demokratiske civilsamfund, hvor lovgivningen sikrer de enkelte borgeres rettigheder, og hvor de enkelte borgere respekterer såvel hinandens rettigheder som lovgivningens, administrationens og domstolenes sunde fornuft og gode vilje.

Komplementaritetssynspunktet kan sagtens opfattes som en naturlig konsekvens af demokratiet, netop fordi det stiller de nævnte krav til oplysning og gensidig respekt.

Hertil kommer, at det i allerhøjeste grad er forbundet med humor, nemlig den form for humor der udelukker absolutte, fundamentalistiske og ekstremistiske holdninger og i stedet omslutter relative, pragmatiske og midtersøgende holdninger. Jf. artiklen Humor og tragedie.

Modsat det 'dialektiske' princip som hyldes i den marxistiske ideologi (der som bekendt ikke anser sig selv for overhovedet at være en ideologi, da den forbeholder denne nedladende betegnelse til sine modstandere), så tilstræber det komplementaristiske princip ikke nogen endegyldig kamp mellem modsætninger i samfundet, hvor den ene part taber og den anden vinder, men tværtimod et vedvarende, dynamisk og givende modspil, hvor begge parter vinder - uden nogensinde at få den fulde ret på sin side.

En sådan fredelig og pragmatisk løsning forudsætter gensidig tolerance og respekt mellem parterne og intet er så velegnet til at fremme disse holdninger som en grundliggende humoristisk sans. En sådan betyder nemlig ikke, at alvoren tages ud af konflikterne, men at den endegyldige sejr og triumf over modparten på forhånd opgives.

Dette må nødvendigvis få konsekvenser for debatten, fordi der sættes frivilligt accepterede grænser for hvilke nedrige beskyldninger og udlægninger man kan rette mod sine modstandere, og ganske specielt hvilke hetzagtige kampagner den sensationslystne presse sætter i gang med det primære formål at øge salget. Den nævnte presse vil naturligvis ikke acceptere komplementaritetsprincippet. Det er derfor købelysten der skal påvirkes gennem princippets accept.

Det debatniveau der præger den aktuelle politiske debat i disse år - bl.a. i forbindelse med visse politikeres moralistiske udfald for ikke at sige felttog mod deres modstandere - er ikke fremmende for komplementaritetssynspunktets udbredelse. Det er især ikke et godt tegn, at man kritikløst bruger stærkt værdiladede udtryk som 'racist' som almindelige skældsord og ovenikøbet reagerer med injuriesøgsmål på dem.

Det kunne tyde på en vis polarisering i det politisk felt, skønt et flertal i befolkningen gang på gang har vist, at det foretrækker løsninger på midten. Naturligvis er det meningen med demokratiske valg, at der med mellemrum kan skiftes regering, og vel meningen med regeringsskifter, at der også skiftes politik. Men de politiske ændringer må overvejende (men ikke nødvendigvis udelukkende) være justeringer af ansvarlig midterpolitik. Komplementaritsynspunktet tjener til at fremme forståelsen herfor.

Et af de tilfælde hvor humoren kommer på prøve i forbindelse med en større politisk, men fuldt demokratisk ændring er i det anførte eksempel med den offentlige sektors størrelse. Vi taler ikke her om afvikling af sektoren eller blot en decimering, men om en så kraftig og veltilrettelagt justering, at den vil kunne mærkes i hele samfundet og følgelig også blandt sektorens ansatte let vil kunne opfattes som en forfølgelse. Allerede i forbindelse med nedlæggelsen af visse nævn og råd er det skinnet igennem, at en ret stor del af den offentlige sektors ansatte ikke er indstillet på demokratisk fleksibilitet.

Derfor kan det ikke siges klart nok, at komplementaritetssynspunktet aldrig giver ultimative løsninger på noget problem, men ved forståelse og accept vil kunne modvirke den demokratisk set ødelæggende tendens til absolutte løsninger.

Selv om komplementaritetssynspunktet er et demokratisk fænomen der skyer ekstreme løsninger og foretrækker de midtsøgende pragmatiske løsninger, skal den ikke forveksles med 'den gyldne middelvej'. For den ophæver ikke modsætningerne mellem individ og samfund eller mellem frihed og lighed. Modsætningerne består - og vil til stadighed gøre sig gældende i et dynamisk modspil med hinanden. En balance nås aldrig. Balance er aldrig målet. Der vil aldrig sænke sig nogen evig fred over det jordiske liv.

Også derfor hører humoren med til billedet.

Som når Piet Hein slår hovedet på sømmet i det lille Gruk 'Agitatoren':

Jeg hørte en stærk mand forleden dag.
Hvor er jeg dog enig med manden!
Samfundets og individets sag
bør gå forud for hinanden.



Henvisninger:

Komplementaritetssynspunktet
Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser
De psykiske grundprocesser
Humor og tragedie
Den herskende klasse efter 1970



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 30.1.2012