Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - HUMOR OG TRAGEDIE

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02



Humor og tragedie

Til Vilh. Grønbechs mest personlige udtryk for sin tro i betydningen livsopfattelse eller virkelighedstroskab hører bogen 'Livet er et fund', der udkom i 1951 og har sin titel fra sætningen: Livet er et fund der bliver til af de oplevelser der synker ned i humormennesket.

Dette humormenneske - der ikke skal forveksles med hvad man sædvanligvis kalder en humorist - er hos Grønbech modstillet erindringsmennesket, dvs mennesket der har sin fortid stående i ryggen som en trussel der stadig skal besværges, fordi oplevelserne ikke får lov til at dø for at leve, men går råt ned og kommer til at ligge som en død vægt af brokker i sjælen. Søde minder og sure minder, halve, forsagte nydelser, halve forsagelser, anger og impotent lyst tynger som et fremmed materiale i sindet; de rådner til noget som nu har fået navnet komplekser eller hæmninger og i gamle dage kaldtes anfægtelser. Og en skønne dag springer disse spøgelser op som noget fjendtligt, der voldtager viljen og måske river forstanden med sig ned i det kaotiske mylder af løse oplevelser, hvor den vanker rundt i vildelse.

Humormennesket derimod ved at hans oplevelser bogstaveligt dukker ned og bliver borte for ham - de går ind i alt det andet som han før har levet og gjort, givet mennesker og modtaget af mennesker, hvad han har digtet og drømt. Noget oplevet kan dukke op igen som minde, men det er ikke øjeblikket der træder ud af glemselens skjul. Mindet bliver til - op af dybet; fødes igen med kraft og varme som øjeblikket ikke havde og trækker en hel verden med sig ind i erindringen. Det gamle øjeblik er lige så nyt som nuet.

Dernede i dybet får alt en skabende magt. Det sete og hørte og følte bliver ikke ved at være en mængde erfaringer, som ligger ovenpå eller ved siden af hverandre; alt sammen omsættes til et noget, der er mættet med begivenhed og med gerning, uden at være billeder og handlinger. Det er dette skabende dyb mystikeren taler om, når han siger at i hans sjæl sker alt hvad der er sket og alt hvad der vil ske, ja mere end der nogen sinde kan ske.

Hvor simpelt og selvfølgeligt det er, ved enhver kunstner. Thi det er netop hvad han oplever i inspirationen, hvor han i eet syn fornemmer alt hvad der skal skabes ud i enkeltheder; og når han uvilkårligt kalder det syn, så er det fordi det fornemmes som om hele hans krop og sjæl bliver seende. Mystikeren ved det, kan sige det, fordi han har koncentreret sin opmærksomhed om denne oplevelsens fylde i sjælens dyb, og stemmet den op til det blev ham en nydelse at fornemme dets svulmen. Kunstneren - og profeten - ved det, fordi han, som det sunde menneske han er, ikke ruger over livets svulmen, men lader det forme sig ud i skikkelse og tanker. Men det er ikke noget privilegium for den enkelte, det er noget alle kan kende, hvis frygten for livet overvindes og satirens stængsel brister, så de tør være sig selv helt ud. Det er det simpleste af alt simpelt, sjælens livsgrund, det er menneskets væsen.

Erfaringerne beviser deres sandhed ved at stige op ikke i deres gamle skikkelse som minder, men som drivende kraft. De kan ikke fornyes, men de kan genskabes i andre former. De går frem som nyt liv. Da ser han at denne skaben netop er livets art og væsen, at det ikke er kontinuitet, men nyfødsel. Sammenhængen i tilværelsen ligger ikke i at begivenhederne kædes sammen med hinanden, men i den stadige tilblivelse der foregår i dybet, som man i mangel af et mere rammende ord må kalde denne sjælens livssfære. At mennesket er, betyder at han uafladelig skabes. Dette fornyelsens liv bærer ham og gør ham tryg, men det er ikke noget som skænkes ham sådan, at han passivt kan lægge det ned og leve på det; selv er han ansvarlig for at han får indhold og vokser på det. I denne indre skabervirksomhed går hele verden ned, alt hvad han ser og rører ved, alt hvad han oplever og fornemmer.

Dermed er han løst ud af al angst for at blive borte. Uden betænkelighed kan han give sig hen ved mødet med en verden af anden art end den han har været med til at opbygge for sig og sine fæller. Frit kan han opleve det fremmede i dets egenart, thi det lægger sig ikke tvingende eller forførende over ham; det går simpelthen ind og bliver kød og blod sammen med hvad der i forvejen er i ham. Han bliver en anden og han bliver ved at være sig selv.

Grønbech kommer også - som i andre værker - ind på humorens funktion som våben, vel at mærke ikke i betydningen moralsk satire, men i evnen til at overvinde det fremmede eller fjendtlige ved at forstå eller elske det. I hvert møde mellem mennesker er der en modstand som skal overvindes - skriver han - nemlig modsætningen mellem det kendte og det fremmede, og det er kærlighedens væsen at overvinde modsætningen, men ikke at ophæve den. Det er netop vekselvirkningen, en stadig given og tagen, som udgør rigdommen ved kærligheden.

Med humor overvinder mennesket også det onde og de onder som han ikke vil have ind i sit liv. Mod dæmonerne hjælper kun åndelige våben, og det vigtigste er humoren: ved at forstå dem og tage dem indefra må man marvstjæle dæmonernes magt.

Med humor forsvinder alle disse vanskelige spørgsmål om hvad man skal le ad og hvorfor man kan le. Man begynder med at le ad sig selv, og så går det ganske naturligt at le ad næsten. Alt hvad der er levende kan være komisk, lige så vist som det kan være alvorligt; det er alvor fra den ene side og komisk fra den anden.

De gamle religioner fik netop deres vælde ved at de omspændte hele livet, fra dets højeste skaben til dets gladeste løjer - siger Grønbech endnu en gang, idet han minder om Aristophanes' værker, men også om middelalderens Rabelais.

Grønbech belyser i et par kapitler sammenhængen mellem kunst og religion, et emne han havde holdt både foredrag og forelæsninger om i begyndelsen af fyrrerne. Kunstneren er blevet næsten ene om at bekende livets dybde og vælde, men det bliver vanskeligere og vanskeligere for ham at komme til orde, fordi kunsten er blevet udsat for æstetisk kritik. Kunsten har derved mistet sin kraft og har udviklet sig til den fuldkommenhed at blive meningsløs og overflødig - uden organisk sammenhæng med det øvrige liv.

Men kunst er dybest set religion. Hvor vi ser hen blandt de antikke folk er kunsten religionens sprog, og sådan blev den ved at være i middelalderen, så længe der var noget liv tilbage i den. Og skal kunstneren i dag skabe kunst der er andet end tom leg i skønhed må han leve sig en religion til ved at leve ud over dagens mål. Det er kunstnerens mission - ligesom det er historikerens, thi de to er eet - at opdage mennesker og i dem nye verdener, så at han oplever noget i dem der går ud over alt hvad han hidtil har kendt og derved bliver mere end han har været før - så han må gøre det levende også for andre der vil leve det igennem med ham.

Humormennesket - den sande kunstner og den sande historiker - står hos Grønbech i skarpeste modsætning til moralisten - den moralske satiriker såvel som den moraliserende prædikant - fordi humor er uforenelig med moral i betydningen norm for rigtig opførsel.

Anvendelsen af den moralske satire som våben forudsætter, at man selv har en fast stilling, med andre ord at man kun anerkender en eneste verden, sin egen, og at man er så fast forankret i den at man som en selvfølge betragter alle uden for dens grænser som ikke-mennesker. Det er kættere, kulturelt eller religiøst eller moralsk, folk der ikke har formået eller måske ikke har villet blive det de er bestemt til; de er falske mennesker og derfor skadelige, som djævlene er det - og som djævle skal de udryddes med alle midler, derunder satiren.

I romanen har moralisten fundet den kunstart der svarer til hans erfaring. Fortællingen tjener kun som et middel til at synliggøre psykologien. Det er ikke menneskene som er personerne i fortællingerne, men ideen, princippet, loven eller som det klarere hed i gamle dage: dyden og budet. Romanen er blevet til ved en krydsning mellem det episke og den gamle prædiken, der virkede ved at udmale den lykke der fulgte med et liv i kristelig dyd og det sørgelige endeligt der var en nødvendig følge af at hengive sig til lasten.

I Frankrig har kunsten altid stået højt i ære som et alvorligt, moralsk kald. Næppe noget andet sted i Europa er den folkelige lystighed luget så grundigt op som i det gamle muntre Gallien. Den sidste store humorist er Rabelais (1494-1553), og han lukker af for middelalderen. Den ny tid åbnes af Montaigne (1533-92; 'tårnfilosoffen' der blev essayistikens skaber), skriftfædrenes discipel der overgår sine lærere i den kunst at kæmme sjælen ud. -

Og Grønbech langer derefter - som andetsteds - ud efter Maupassant, Flaubert, Anatole France og Zola samt, til Paul Rubows fortrydelse, også Balzac. Det er sigende, at Rubow i sin anmeldelse af 'Livet er et fund' skrev: "Jeg ville ønske Grønbech havde været modtagelig for Montaigne og dennes livsvisdom. Men Grønbech var ikke spor af humanist." - nej, det er just, hvad han ikke var; men hvorfor ønske det anderledes? Det ville jo være at ønske en mindre Grønbech end den vi fik.

Grønbech foretager videre en sammenligning mellem Molière - den klassiske komediedigter der aldrig slap det moralske sigte - og vores egen Holberg der netop besad den irregulære humor. Men også de selvforagtende og impotente englændere og irere Shaw, Joyce og Virginia Woolf får deres bekomst - ligesom sjælemusikerne Baudelaire og Søren Kierkegård, der inderliggjorde synden og dyden. Nåde for Grønbechs øjne har kun "humorens angrende syndere", Holberg, Cervantes, H.C. Andersen og Dickens, hvis livsfryd og humor leger himmelspræt med deres bedste moralske forsætter.

Moralisten gør vel i at frygte humoren, skriver Grønbech, thi humor er farlig, den er umoralsk; faren ved den går dybt, fordi den ikke spiller umoralsk, men i sit væsen er ude over de grænser som moralisten må sætte for at opretholde sin orden i verden. Humoristen anerkender tankeløst - ureflekteret - at livet, verden, mennesker og ting er mangfoldige.

I det centrale kapitel om 'Humor og tragedie' formulerer Grønbech sin personlige erfaring: Humoren gør fri, fordi den åbenbarer at jeg ikke er en årsagssammenhæng, men et skabende liv. Alt hvad der kommer går ind i skabelsen og bliver nyt ved at være mig. Begivenhederne ruller ikke ned over mig som et stenskred og slår fødderne væk under mig.

Humorens mennesker kræver ikke en forud bogført lykke, han er ikke afhængig af en bestemt slags begivenheder for at blive menneske. Åbent tager han imod alt, fordi det er liv. Det kan han gøre fordi han ikke på forhånd har bestemt hvorledes resultatet skal se ud - livet har målet inden i sig selv. Det mål han har stillet sig og sat alt sit arbejde ind på er dog kun én mulighed blandt mange. Hvor langt han så kommer til at gå ud over alle sine planer og forhåbninger, kan han aldrig komme uden for livet og miste sig selv. Han opdager at smerten ved at opgive et mål består i at hans stræben var for lille, og han selv var så lille at han klyngede sig til den.

Nederlagets menneske er dødens menneske. Dybest går vel nederlaget hvor det gælder arbejdet, et værk hvor jeg ikke blot har spekuleret med evner og håb, men har sat mig selv ind Men det kan være mit folk; måske har jeg, så godt jeg forstod, arbejdet på dets vel, og så kan der komme en stund da jeg ser at mit folk har en større fremtid end jeg anede, og at fremtiden går gennem bittert nederlag. Eller endnu beskere, hvis jeg opdager at hele den kultur og religion som har båret mig og stadig er grundvolden i mit indre, har vokset sig stærk på en gennemført fornægtelse af livet. Jo dybere jeg fatter dens rigdom og skønhed, des forfærdeligere er det at se skønheden visne, des smertefuldere bliver det at se sig selv udpeget som en foragter af det man elsker højst på jorden.

Humor er befrieren, humoren er livgiveren, og den viser bedst sin magt i de mørkeste stunder. Humoren er i virkeligheden det alvorligste af alt, for den rummer en fare som skal overvindes. Den frelser fra livsangst og dødsangst, men tager ikke angsten bort; tværtimod, den fordyber sorgen, fortvivlelsen, dødssmerten, for at overvinde den.

Midt i døden skal jeg frelses, og det sker kun ved opgivelse, ved humor. I et nu, måske, bliver min fortrøstning til som et fund, en vished om at livet består, selv om det så mister alle sine møjsommeligt erhvervede former. Alt er uhjælpeligt tabt, jeg må lade dem synke til bunds sammen med mit jeg for at blive reddet. Om ikke tomheden skal sejre og brede sit ligklæde over alting, må hele verden og jeg selv med fødes på ny. Og det vil ske, det veed jeg nu, men jeg aner ikke hvordan det sker. Hvordan verden kommer til at se ud eller hvad jeg selv vil blive til, er en hemmelighed som gemmer sig bag fremtidens uigennemtrængelige forhæng. Én ting veed jeg med hele min krop, at betingelsen for en ny verden er at jeg overgiver mig til intetheden og slipper taget i alt hvad jeg er og har. Livet har sejret, ikke i et håb, heller ikke i en forvisning, men i en vished om at en ny verden er på vej, og denne vished er tillige villighed til at tage den som den kommer. Visheden indeholder også en overbevisning om at det nye bliver større med det gamle.

I og med det samme står mennesket midt i tragedien, hedder det videre, idet Grønbech tangerer sine betragtninger i 'Spillemænd og andre folk'. Humor og tragedie er blot to sider af samme sag. Det tragiske er ikke ensbetydende med at helten dør, det har slet intet at gøre med det bedrøvelige eller rørende. En tragedie er også en begivenhed, en skabelse fra livets kræfter, et opbrud af livets uudtømmelighed. Tragedien kan ende med liv, den kan ende med død, dens betydning ligger i at man bliver sund. Hvad jeg vorder veed jeg ikke, hvad det nye liv skal være veed jeg ikke, der er blot ingen anden vej ud til fremtiden end gennem dødens port. Ingen nok så garanteret lære om udødelighed kan gøre fra eller til.

Det nye kommer ikke uformidlet, dumpende ned fra himlen. Bagefter veed jeg - som en anelse - at tragedien har været forberedt. I øjeblikket føler jeg intet andet end den bundløse fortvivlelse, forladt af gud og mennesker, men senere forstår jeg at stundens vælde var en følge af rigdom; mit liv var blevet så stort og stærkt, at jeg måtte sprænges for at der kunne blive plads til et nyt jeg. Og denne sprængning, det er tragedien.

Grønbech kommer i denne forbindelse ind på den lidelsens betydning, som moralisten taler om. Underligt nok, skriver han, moralisten prædiker lykke og forkynder at trangen til salighed, her eller hinsides, er menneskets dybeste drift; men samtidig med at han hævder en nødvendig sammenhæng mellem lykke og dyd eller ret fornuft, priser han med salvelse smerten. Den er en værdi, siger han betegnende, og han gør sig megen umage med at udlægge hvori denne værdi består. Hemmligheden ved lidelse skal være dens moralske værdi, den gør nytte ved at lutre og opdrage det gode menneske til at blive endnu mere fuldkommen. Den er god, fordi den er ubehagelig. Netop fordi moralisten hader lidelse, må han kæle for den og døbe den om til værdi; og når han er konsekvent, helmer han ikke før han har forvandlet den til nydelse og fået en sød rørelse ud af den.

Men humormennesket kender intet til at smerte skulle være særlig fortjenstfuld, ikke heller til at den skulle være en værdi. Den er ganske simpelt en realitet, lige så godt som glæden, hverken værre eller bedre - den er livets gave. Men han vil heller ikke lyve sig bort fra at den gør ondt, eller falde på at erklære at smerten mister sin brod, blot den betragtes fra et højere synspunkt; han afskyer alle disse snedigheder, som gennem askese eller rørelse forvandler smerten til vellyst.

Tabet af en ven gør enfoldig ondt, lige så selvfølgeligt som det gør godt at finde en ven. I begge tilfælde har et menneske kun eet at gøre, at leve hvad der sker, og derfor hitter han aldrig på at klage over, at der er så megen lidelse til i verden, eller at grublisere over det ondes oprindelse. Tabet er en begivenhed, en form hvori livet tager skikkelse og bliver til gerning. Begivenhed er noget jeg er med i, noget der går igennem mig og bliver del af mig, og da er det ganske ligegyldigt om den er behagelig eller det modsatte. Hvad den end er, afsætter den nye livsfrø i mit dunkle hemmelighedsfulde indre.

Når inspirationen stiger op, da indser jeg at alt, sorg og glæde, jubel og fortvivlelse, har været med til at skabe den. Glæden har ikke sat sit lys til, og sorgen ikke sin tynge, men alle er de omsat til styrke og fylde. I denne levende sammenhæng går også tragedien ind med sin opgivelse; den synker ned og virker med på det nye liv der er sat i verden og nu skal udfolde sine muligheder.

Med ord der tydeligt er inspirerede af Blakes ord om at vejen til udfoldelse nødvendigvis går gennem undergang og selvopgivelse og at dette tragiske forhold intet andet er end lidenskabens vælde, men lige så tydeligt er præget af personlig erfaring, siger Grønbech, at kamp og fortvivlelse er forudsætningen for frigørelsens slip; det er dem som giver mig kraft til at dø og fødes igen. Jeg når aldrig til tragediens sejr om jeg ikke har elsket og begæret lykken så stærkt at kravet brister indefra af lutter overmægtighed. Jeg vidste ikke hvor meget jeg begærede. Først gennem døden ser jeg, at mit mål var ligegyldigt, komisk ligegyldigt.

Det er smerte at genfødes. Jeg bliver kun ny når jeg må - at ville fører ingen sted hen. Tragedien bryder først op hvis jeg har knyttet mig selv til det jeg elsker og stræber efter, enten det nu er begær eller venskab, efter kærlighed, efter arbejde, efter Gud og sjælens frelse. Jeg må kæmpe for det med alle mine kræfter og holde ud til enden af frygt for at sætte mig selv til. Friheden kommer af at livet har uendelig mange muligheder, så at alt hvad jeg har sat mit hjerte i ikke er nødvendigt. Men det kan jeg først opleve, når det er blevet mig så nødvendigt, at jeg må sætte livet ind på det, og hvis det falder sig så må gå i døden med det.

Jan Jernewicz



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Storm P. - Latterkultur - Humor og tragedie.



Se nærmere under klik



Læs også artiklerne  :

Vilhelm Grønbech - kort karakteristik  og
Grønbechs kulturopgør

samt Latter, morskab og humor



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
Jens Vrængmoses rubrik



Til toppen    Til forsiden    Printversion

utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 22.5.2013