Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering Coronakrisen E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2019-FILOSOFIEN
 
ESSAYS
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - komplbohr

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.6.02.


Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser

Komplementaritetssynspunktet
Uforenelige modsætninger
De logiske empiristers modstand
Korrespondensprincippet
Korrespondensprincippets psykologiske motivation
Objekt-subjekt-problemet
Biologien
Sociologien og psykologien
Kunst, etik, historie og religion
Afvisning af religion
Meningen med livet
Vi hænger i sproget
Henvisninger



Komplementaritetssynspunktet   
Til toppen   Næste afsnit

Meget kort siger komplementaritetssynpunktet generelt, at hvis to betragtningmåder af et fænomen begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet, selvom de logisk udelukker hinandens samtidighed, så må de anses for komplementære. Betragtningsmåderne kan hver for sig benyttes til hver sine formål, men begge må indgå i totalbeskrivelsen af fænomenet.

Udgangspunktet for Bohrs formulering af synspunktet (1927 [årstallet korrigeret 6.1.05. efter henvendelse fra læser]) var den kendsgerning, at man i kvantefysikken måtte acceptere opfattelsen af elektroner som partikler sideordnet med opfattelsen af elektroner som bølgebevægelser, selvom det principielt var umuligt at forene de to i ét og samme logisk konsistente forsøg. Bestemte man en partikels sted nøjagtigt, blev partiklens impuls ubestemt - og omvendt (se en nærmere udredning i artiklen om komplementaritet). Men Bohr pegede selv på synspunktets anvendelighed på andre felter af erkendelsens områder, også felter der ligger uden for fysikken.

Bohrs komplementaritetssynspunkt blev en integreret del af den såkaldte københavnske fortolkning (eller "Københavnerskolen") som ud over Bohr og nærmest danske medarbejdere omfattede bl.a. Werner Heisenberg og Wolfgang Pauli. Men den spiller ingen praktisk rolle i atomforskningen, idet man her frit kan vælge mellem hvilke af de to mulige forsøgsveje det i det konkrete forskningstilfælde er mest hensigtsmæssigt at følge. Langt de fleste forskere er praktikere, der ikke kerer sig om erkendelsesteori eller filosofi i bredere forstand, og ikke så få af dem ytrede i sin tid irritation over Københavnerskolens pukken på synspunktet. En kaldte det ligefrem foragteligt en "tryllestav der ikke gjaldt uden for København" og afslørede dermed, at han hørte til dem der ikke ville acceptere forskningens ansvar for noget der ligger uden for den snævre nytteværdi.. Og Bohrs synspunkt er hidtil heller ikke kommet til at spille nogen større rolle i fagfilosofien, idet dog herhjemme fagfilosoffer som Peter Zinkernagel, Johs. Witt-Hansen og David Favrholdt har fulgt den op. En væsentlig grund til den manglende udbredelse er formentlig, at Bohr selv aldrig skrev en bredere fremstilling af sin filosofi - og iøvrigt aldrig, bortset fra de tidligste studieår, studerede filosofi systematisk. Der findes også fagfilosoffer, også danske, der taler nedsættende om "geniet".



At komplementaritetssynspunktet var alfa og omega for Bohr, fremgår af to forhold. Han forfægtede i realiteten sit synspunkt længe før det kunne bevises eller sandsynliggøres som en absolut nødvendig erkendelsesteoretisk konsekvens af den kvantemekaniske erfaring. Han oplevede jo ikke selv en så klar eksperimentel bekræftelse på synspunktet som Aspects forsøg i 1982.



Uforenelige modsætninger   
Til toppen   Næste afsnit

Men sagen er, at Bohr var kommet til synspunktet ved at filosofere over den logiske uforenelighed af to modsatrettede synspunkter som ved århundredskiftet 1900/01 prægede biologien, nemlig modsætningen mellem den deterministiske beskrivelse af såvel individernes som arternes udvikling som kan afdækkes bagud i tid, og den for alt liv ejendommelige evne til at tilpasse sig ændrede vilkår og herunder tilsyneladende tage højde for fremtidige muligheder og deres større eller mindre hensigtsmæssighed.

Anledningen til Bohrs refleksioner herom var ganske enkelt de faglige og filosofiske diskussioner som hans fader, fysiologen Chr. Bohr, førte med venner og kolleger, og som Niels ofte overværede. De fandt netop sted i hans ganske unge år, i selve gymnasie- og studieårene, dvs i netop den for nye ideer og nye grundsyn mest modtagelige alder. Han må dybt i sin sjæl havde indset den principielle umulighed af at vælge mellem to hver for sig givende og uomgængelige synsvinkler - og han holdt fast ved denne dybe indsigt livet igennem, ikke af dogmatisk stædighed, men af simpel indre nødvendighed: den var selve kernen i hans væsen som intuitiv tænker og genial forsker og samtidig selve kilden til dynamikken i hans tænkning.

Og livet igennem forfægtede Bohr sit synspunkt med en iver der var påfaldende, ja i mange forskeres øjne overdreven, for ikke at sige irriterende og afskrækkende. Bedst kendes Bohrs iver i diskussionerne med Albert Einstein mellem 1927 og 35. Einstein var urokkelig i sin lige så intuitive og væsenskerne-givne tro på den absolutte determinisme og præsterede specielt ved fysikerkonferencen i Solway i 1927 en forbløffende drillelyst og opfindsomhed over for Bohr ved at komme med det ene tankeeksperiment efter det andet som skulle kunne afgøre tvisten mellem dem til hans egen fordel, og som det hver gang tog Bohr mange nattetimer at gendrive. Utvivlsomt var Einstein en langt større matematiker og en langt klarere tænker end Bohr, og det er rammende når han om Bohr sagde, at denne "fremsætter sine synspunkter som én der konstant famler", men Einstein anerkendte til gengæld også Bohr som en "forsker med et enestående instinkt". Ingen der beskæftiger sig med fysikkens historie i de første tre årtier af 1900-tallet undgår at få indsigt i, hvor stor rolle intution og instinkt spiller i selv de mest eksakte videnskabers udvikling.

Men tydeligst fremgår Bohrs iver dog af den behandling han gav Einsteins tro væbner, Erwin Schrödinger, da denne forud for Solway-mødet i 1927 var i København for at drøfte problemerne med Bohr. Han boede naturligvis hos Bohrs i Æresboligen på Carlsberg, men blev ramt af influenza med høj feber og måtte følgelig holde sengen nogle dage. Men Bohr skånede ham ikke. Den arme mand måtte finde sig i, at Bohr satte sig på hans sengekant og fortsatte diskussionen og overtalelsesforsøget fuldstændigt uhæmmet. Han ville partout have Schrödinger overbevist om komplementaritetssynspunktets uomgængelighed som eneste logiske konsekvens af erkendelsen af, at både Heisenbergs kvantemekanik og Schrödingers egen bølgemekanik var uundværlige og sideordnede. Schrödinger lod sig ikke overbevise, men glemte heller aldrig ubehaget ved Bohrs påtrængenhed! Der findes andre eksempler, men ingen så afslørende for Bohr.



De logiske empiristers modstand    
Til toppen   Næste afsnit

Det var Bohr en stor skuffelse, at der ingen respons var på hans foredrag i 1938 på en konference i København for de logiske empirister, hvortil den førende danske filosof Jørgen Jørgensen dengang hørte. Indvendinger mod hans komplementaritetssynspunkt, der jo rokker fundamentalt ved de logiske empiristers tro på en snævert sanse-bestemt virkelighedsopfattelse, ville have været en velkommen udfordring for ham - erkendelsesteoretiske udfordringer bragte altid Bohr i sit rigtige es - men ligegyldigheden var nærmest rystende for ham, for den fortalte ham, at d'herrer fagfilosoffer intet måtte have begrebet af det hele.

Bohr gav senere udtryk for, at det måske skyldtes hans foredrags ringhed - Bohr var faktisk en elendig foredragsholder - men Pauli mente nu nok at forklaringen snarere var de logiske empiristers forstokkethed, for når de kunne bifalde Wittgensteins påstande om , at "Die Welt ist alles, was der Fall ist" og "Die Welt ist die Gesamtheit der Tatsachen", så var der ikke plads til den tvivl om den gængse, naive virkelighedsopfattelse, som Bohr rejste.

Med andre ord, positivisterne udelukkede pr. definition en virkelighedsopfattelse der tager hensyn til andre kendsgerninger end den klassiske fysiks håndgribelige størrelser. De benægtede i og for sig ikke sådanne kendsgerninger, men de nægtede, at de kunne gøres til genstand for rationel forskning, medmindre de kunne reduceres til udsagn om klassisk-fysiske forhold. Som Wittgenstein kryptisk sagde i sin berømte 7. hovedsætning i 'Tractatus': "Wovon man nicht sprechen kann, darüber muss man schweigen." Sætningen lyder jo umiddelbart logisk fuldstændigt uimodsigelig, og - i hvert fald på tysk - ligefrem fascinerende smuk, for Wittgenstein udtrykte i virkeligheden en intuitiv tanke på grænsen mellem primær- og sekundærprocesser, og sådanne tanker giver "svingninger" i den indre skønhedssans. Men den blev opfattet som en skjult dagsorden, og faldt som sådan i god jord hos alle anti-metafysikere, men ophavsmanden rettede sig aldrig selv efter den. Han gav sig tværtimod til at skrive bøger om det der ikke kunne tales om!



Korrespondensprincippet   
Til toppen   Næste afsnit

Positivisternes holdning til Bohr var så meget mere beklagelig og uforståelig for "Københavnerskolen" som allerede relativitetsteorien havde rokket ved den klassiske fysik gennem relativeringen af rum- og tidsbegreberne. Her reddede Niels Bohr den erkendelsesteoretiske situation ved indførelsen af korrespondensprincippet.

Den klassiske fysik og dermed i princippet den praktiske hverdagserfaring var fortsat den nødvendige basis for al fysisk forskning og daglig praksis, fordi alle vore måleapparater må følge den klassiske fysiks love. Det er imidlertid tilstrækkeligt for rationel videnskabelig undersøgelse af fysiske fænomener der ikke følger den klassiske fysiks love, at forskerne kan redegøre for deres undersøgelser og forsøgsopstillinger på entydig måde ved hjælp af den klassiske fysiks begreber. Men denne korrespondens mellem klassisk fysik og ikke-klassisk fysik er altså også tvingende nødvendig, hvis nøgternhed og konsistens skal bevares i forskningen.

Kvantemekanikken indfører ikke i fortolkningen nogen form for mystik eller irrationalitet der strider mod videnskabens ånd eller idé, men udvider tværtimod gennem korrespondensprincippet den videnskabelige erkendelses rammer, så der bliver plads til rationel og systematisk beskrivelse af fænomener, der ikke kan iagttages og beskrives isoleret efter den klassiske fysiks begreber, men kun i deres vekselvirkning med måleapparater, der følger den klassiske fysik. Forskerne må blot gøre sig klart, at det ikke er de atomare fænomener 'an sich', men fænomenerne i deres vekselvirkning med klassiske måleapparater, der er genstand for forskningen. - (Om korrespondensprincippet og dagligsproget: se artiklen: Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi.)



Bohr overførte selv komplementaritetssynspunktet til områder uden for fysikken. Især til biologien og psykologien, men han pegede også på synspunktets nytte i fx etik og sociologi. Men mærkeligt nok knyttede han ikke korrespondensprincippet strengt til komplementaritetssynspunktet, skønt det generelt synes absolut nødvendigt for bevarelsen af nøgternhed og sund fornuft.

For i virkeligheden kan komplementaritetssynspunktet udvides til at omfatte ethvert tilfælde af modsætninger der tilsyneladende er uopløselige eller uforenelige i en fælles syntese, forudsat at der kan henvises til korrespondens med dagligdagens erfaring og sprog. Dette vil blive nærmere behandlet i det følgende, men er generelt et hovedsynspunkt bag den her foreliggende komplementære helhedsrealisme, for det er alene denne korrespondens til dagligdagens erfaring der sikrer nøgternhed og sund fornuft.



Korrespondensprincippets psykologiske motivation   
Næste afsnit

Det Bohr i sin tid ikke havde klart øje for, men som i dag må anses for aldeles afgørende for et videnskabeligt fremskridt mod nye højder, var korrespondensprincippets psykologiske nødvendighed. Hans kendskab til psykologien holdt sig stort set på niveauet omkring århundredskiftet 1900/01 (han henviste ofte til William James), dvs før den egentlige dybdepsykologis tid. Han så derfor ganske naturligt, men naivt den erkendelseteoretiske side af sagen uafhængigt af den menneskelige psykes indretning.

Men psyken er lige netop indrettet således, at der findes to slags komplementære psykiske processer: primærprocesserne, der omfatter de vage, ustabile og ofte intense 'føle-tanke-kvanter', og sekundærprocesserne, der omfatter de mere præcise, stabile og nøgterne 'føle-tanke-kvanter'. De to processer er gensidigt udelukkende, men vil hos ethvert individ i praksis veksle med hinanden, således at der også altid vil være plads til de intense følelser og tanker, der er med til at give tilværelsen mening for den enkelte - og som også er selve forudsætningen for intuitioner af den art som forekom hos Bohr og Einstein.

Processernes samspil eller modspil synes at være selve forudsætningen for den tilstand af dyb og dynamisk undren, der alene kan medføre nye erkendelser. Det sker højst sandsynligt på konkret basis af etablering af nye netværk af dendritter og aksoner i hjernen, og kan momentant medføre tankemæssig svimmelhed. Og Bohr gentog mange gange sin egen erfaring på dette punkt, at hvis ikke man bliver svimmel ved at gennemtænke konsekvenserne af kvantemekanikkens erkendelse, så har man ikke begrebet noget af den. Men - og dette er pointen her - det er de vage og stabile sekundærprocesser der sikrer realitetssans, nøgternhed og sund fornuft. Derfor var det et genialt træk af Bohr at introducere korrespondensprincippet



Objekt-subjekt-problemet   
Til toppen   Næste afsnit

Kvantefysikken rokkede også ved det gamle selvfølgelige skel mellem subjekt og objekt, som uproblematisk gjorde iagttageren til subjekt og det iagttagne til objekt eller genstand uden at nødvendiggøre henvisning til iagttagelsessituationen eller måleapparaturets placering på den ene eller anden side af skillelinjen. Videnskabelig objektivitet forelå, når iagttagelsen kunne foregå uvildigt, altså uden involveren af uvedkommende personlige interesser fra iagttagerens side. Den kunne vel aldrig være fuldkommen objektiv i betydning fuldstændig fritaget for personlige skøn og fejlskøn, men den var og er i frie lande principielt sikret gennem intersubjektiv kontrol mellem forskerne indbyrdes og mellem forskningsmiljøerne eller nationerne indbyrdes.

Kvantemekanikken fjernede ikke intersubjektiviteten eller uvildigheden som forpligtende ideal og indførte altså aldrig i forskningen nogen henvisning til egentlige personligt-subjektive interesser. Men den afslørede, at objektiv forskning og naturvidenskab ikke er en undersøgelse af naturen 'an sich', men af naturen udsat for menneskelig udspørgen, og den indførte således i objektivitetens navn nødvendigheden af en henvisning til den for den enkelte undersøgelse helt specifikke forsøgsopstilling og metode og det helt specifikke, subjektivt valgte forsøgsformål.

I den klassiske fysik er det ikke nødvendigt i redegørelsen for eksperimenterne at henvise til iagttagelsessituationen, fordi de objekter der er genstand for iagttagelse er så store og stabile, at de ikke påvirkes af selve iagttagelsen. Distancen mellem subjekt og objekt hviler på den lave signalhastighed og er fuldt tilstrækkelig til principielt at muliggøre fuldstændig uvildighed.

Men jo længere væk forskningen kommer fra den klassiske fysiks håndgribelige genstande og de langsomme signalers sansbarhed, jo mindre bliver denne distance og jo mere påkrævet derfor en nøgtern og uvildig redegørelse for iagttagelsessituationen.



Biologien   
Til toppen   Næste afsnit

I biologien kan ikke alle livsprocesser iagttages fuldtud uden iagttagerens personlige kontakt med objektet. Hvis forskningen afstår fra denne kontakt, fx i forbindelse med en undersøgelse af menneskets fremtidsrettede handlinger i naturbeskyttelsesmæssig øjemed, eksempelvis hvad angår ozonhullerne i forhold til det stigende energiforbrug eller allergiproblemet i forhold til den stigende og principielt ukontrollable anvendelse af kemikalier, vil den være mangelfuld, og i afgørende tilfælde helt værdiløs. Objektiviteten eller uvildigheden reddes i sådanne tilfælde gennem nøgtern iagttagelse og begrundede fortolkninger og sandsynlighedsbetragtninger fra flere forskellige forskeres side og gennem nøgtern henvisning til den almindelige erfaring i det almindelige sprog.

Objektiviteten er den nøgterne og uvildige iagttagelse og fortolkning der med matematikeren Poincaré's ord er 'fælles for mange og kunne være fælles for alle'. Ganske som forholdet er i matematikken og fysikken, hvor vi mennesker jo heller ikke allesammen kan have kendskab til alle forskningsresultater eller -metoder og derfor i vid udstrækning må stole på forskerne, men hvor enhver principielt har adgang til forskningen, dens metoder, resultater og efterprøvninger.



Sociologien og psykologien   
Til toppen   Næste afsnit

I sociologien kan en meningsmåling ikke foretages blot nogenlunde forsvarligt uden en bevidst hensyntagen til sprogets flertydighed. Det er simpelt ikke muligt at formulere et generelt spørgsmål således, at det opfattes fuldstændigt entydigt af mange vidt forskellige mennesker fra vidt forskellige sociale og kulturelle lag, i vidt forskellig alder og fra to forskellige køn. Da man spørger alligevel og bruger svarene til konklusioner, skal disse altid tages med største forbehold.

I psykologien kan bevidsthedslivet slet ikke iagttages uden iagttagerens personlige føling med objekterne gennem introspektion, eftersom objekterne er bevidsthedsfænomener. Hvis forskningen af principielle grunde giver afkald på en sådan introspektiv føling - og det er der grene af psykologien der gør, bl.a. behaviorismen - så kan den slet ikke drive forskning der fortjener navn af psykologi. Man vil eksempelvis aldrig kunne foranstalte undersøgelser af kærlighedslivet, viljeslivet eller erkendelseslivet ved at se på den ydre adfærd. Det ville svare til at bedømme en symfoni ved at iagttage orkstermedlemmernes ydre behandling af musikinstrumenterne.



Kunst, etik, historie og religion   
Til toppen   Næste afsnit

I kunst, etik, historie og religion vil man ligeledes være tvunget til introspektion og den hermed forbundne mulighed for indlevelse i andres tankegang og følelsesliv for overhovedet at kunne opnå nøgtern iagttagelse og beskrivelse af fænomener som eksempelvis oplevelsen af et stykke musik, en moralsk forpligtelse, en folkelig bevægelse som Solidaritetsbevægelsen i Polen eller et individuelt religiøst kald, en profetisk virksomhed eller fx den katolske kirkes funktion i Polen under det kommunistiske styre. Al nøgternhed vil fortsat være baseret på sekundærprocesserne og dermed korrespondensen til den daglige erfaring, og al objektivitet vil fortsat være et spørgsmål om erfaringer der er fælles for mange og principielt kunne være fælles for alle, men rent faktisk er kunstneriske, etiske, historiske og religiøse erfaringer yderst sjældent om overhovedet nogensinde fælles for alle. Fortolkningerne af dem endnu mindre.

Unægteligt stiger objektivitetsproblemet derfor jo længere væk fra fysikken og dens håndgribelige genstande vi kommer, for risikoen for udviskning af den introspicerendes nøgterne skel mellem primærprocesser og sekundærprocesser forøges proportionalt med den eksistentielle vægt af primærprocesserne.

Udfra forståelse af de psykiske grundprocessers lovmæssighed er der ingen tvivl om, at orgasme og entusiasme eller intuitive indsigter på erkendelsens, herunder også naturvidenskabens område, suspenderer et menneskes nøgternhed, så længe de står på. Og selv om oplevelsen af disse ofte berigende sindstilstande efterfølgende kan beskrives nøgternt og fx for intuitive indsigters vedkommende føre direkte til særdeles rationelle, konsistente og praktisk relevante fortolkninger eller forpligtelser, så kræver nøgternheden her noget helt anderledes radikalt end i fysikken, nemlig et særdeles godt kendskab til såvel dybdespykologien generelt som egen psykes specielle struktur.

På trods af disse store problemer er der imidlertid intet andet alternativ til en naturvidenskabelig pseudo-objektivitet på dette område end størst mulig nøgternhed i introspektion og fortolkning og derfor er det eneste fornuftige forskningen her kan gøre at acceptere vilkårene for forskningen og give sig til at bane fremkommelige veje for rationelle metoder fremfor at abstrahere fra kendsgerningerne, lade området ligge brak eller lade positivistisk indstillede forskere forgribe sig på fænomener de ikke har føling med og ikke ønsker føling med, og som de følgelig heller ikke kan belyse på relevant måde.

De nævnte distinktioner kan synes subtile og irriterende, men forskningen kommer ikke uden om dem, hvis den vil drive nøgtern rationel videnskab om livsvigtige bevidsthedsmæssige og eksistentielle forhold.



Afvisning af religion   
Til toppen   Næste afsnit

Niels Bohrs skuffelse over positivisternes ligegyldighed afspejler hans egen uafklarethed over for positivismen. Det kan nemlig ikke nægtes, at Bohr selv var en så markant anti-metafysiker, at han nok havde den dybeste respekt for alle religioner og alle kulturer som historisk forståelige, ja vel nødvendige led i menneskets udvikling, men for sit eget vedkommende totalt afviste enhver form for religiøs tydning, lige bortset fra troen på harmoni i tilværelsen. Men denne tro blev karakteristisk nok ikke af Bohr selv opfattet som religiøs.

Det er i denne henseende typisk, at Bohr efter et referat af Paul Diracs blanke afvisning af al religion som 'opium for folket' over for Paulis og Heisenbergs helt åbne og sprogligt søgende holdning energisk forsvarede Dirac, og at han i en diskussion med Pauli og Heisenberg i æresboligen på Carlsberg i 1947 om positivisternes holdning til de almene (eksistentielle) filosofiske problemer kørte positivistiske synspunkter så stærkt frem, at de yngre kolleger foretrak at fortsætte diskussionen alene på en længere spadseretur til Langelinie.



Meningen med livet   
Til toppen   Næste afsnit

Bohr var af den opfattelse, at det var komplet meningsløst at diskutere meningen med tilværelsen, idet han hævdede, at udtrykket 'meningen med tilværelsen' sprogligt set er meningsløst, eftersom hverken tilværelsen eller meningen med den kan sammenlignes med nogetsomhelst andet. Tilværelsen som sådan er en helhed, som vi er part af og derfor aldrig kan komme til at betragte objektivt udefra. Vi er ikke i en position, hvor vi kan sammenligne den med noget.

Bohr er altså tydeligt faldet for det positivistiske grundsyn, at det man ikke rationelt-naturvidenskabeligt kan sige noget om, det kan man slet intet fornuftigt sige om. Og dette på trods af, at han selv havde fremhævet, at begreber som liv, bevidsthed, håb, kærlighed og harmoni i tilværelsen var fundamentale begreber i sproget som man ikke kunne komme uden om, selvom de ikke kunne gøres til genstand for simpel analyse på den klassiske fysiks betingelser.

Men meningen med tilværelsen er nu engang noget mennesker til alle tider har interesseret sig for, reflekteret over og udtalt sig om. Og det er allerede derfor yderst betænkeligt at indføre sondringer i sprogfilosofien som gør denne refleksion og tankeudveksling meningsløs, især når man principielt hylder den opfattelse, at dagligsproget er fundamentalt, mens det rationelt-naturvidenskabelige sprog er en specialitet, en klart formålsbestemt "forfinelse" eller "idealisation" af dagligsproget.

Og faktisk har mennesket også noget at sammenligne tilværelsens mening med, og det er slet ikke en eller anden obskur fantasiforestilling som ligger uden for vore fornuftige begrebers rammer, men selve meningsløsheden eller fortvivlelsen, altså et psykisk fænomen. Sagen er ganske enkelt, at "meningen med tilværelsen" også er et psykisk fænomen, og at udtrykkets sproglige meningsfuldhed ligger i det eksistentielle.

Det menneske der ikke længere kan se nogen mening med sin tilværelse har mistet håbet og er havnet i dyb fortvivlelse eller depression, og er altså ude på selvmordets rand. Og dér hjælper rationelt-naturvidenskabelige argumenter og forklaringer ikke en pind. Men det gør fornuftig sjælesorg, fornuftig terapi eller fornuftig refleksion ikke sjældent. For spørgsmålet om tilværelsens mening er aldrig et spørgsmål om naturens objektive indretning, hvor sekundærprocesserne og de vage føle-tanke-kvanter afgør, hvad der er sandt og ikke sandt, og hvor det følgelig ikke er virkeligheden selv som helhed betragtet, men dele af den der er genstand for udforsken.

Når og hvis spørgsmålet om naturens indretning spiller ind, er det fordi dogmatisk-metafysiske postulater har tvunget sig på og forvirret begreberne. Når eksempelvis mange jøder under nazismens barbari mistede troen på deres gud, skyldtes det opfattelsen af gud som en metafysisk, uden for universet stående instans, der styrer verden og den menneskelige historie efter retfærdighedens principper. Og en sådan opfattelse strider klart mod al historisk erfaring, og dette var, hvad der lå bag Nietzsches provokerende 1883-postulat om, at "Gud er død".

Spørgsmålet om tilværelsens mening vil i vore dage og på vore breddegrader heldigvis oftest være et langt mere afklaret spørgsmål om subjektets eget forhold til naturens, samfundets, medmenneskenes og sprogets indretning, lovmæssighed og luner, og her er det primærprocesserne og de intense føle-tanke-kvanter der afgør spørgsmålet om eksistentielt sandt og usandt. Meningsfuld terapi og refleksion vil her bestå i at føre subjektet tilbage eller, om man vil, frem til de intense føle-tankekvanters udspring, hvor energien strømmer og tilværelsen igen får lys, farve, varme og kærlighed. Og denne føren subjektet til kilderne kan også dagligsproget i allerhøjeste grad være en god hjælp til. Set ud fra dette synspunkt bliver gudsproblemet et helt andet. I og med, at man finder livskilderne, finder man nemlig også Gud. Det forstod hverken Nietzsche, Schopenhauer eller for den sags skyld Freud. Det forstod til gengæld Jung og Vilh. Grønbech i det nye århundrede.

Men Bohr tænkte i så anti-metafysiske og anti-dogmatiske samt anti-klerikale baner, at han kun så forældede og uholdbare dogmatisk-metafysiske opfattelser som alternativ til den agnosticisme og naturvidenskab han selv stod for.



Vi hænger i sproget   
Til toppen   Henvisninger

Bohrs positivistiske indstilling på dette punkt var så meget mere bemærkelsesværdig som han hyldede sproget som en aldeles central funktion i menneskets tilværelse og tilværelsesforståelse. "Vi hænger i sproget" var hans ofte benyttede argument, der skulle påpege det faktum, at vi i al vores forskning og filosoferen aldrig kommer bag om sproget og aldrig uden om dagligsprogets fundamentale begreber.

Men Bohr var umusikalsk i betydningen meget lidt følsom over for andre sider af tilværelsen end de logisk-rationelle, og alt tyder på, at musikaliteten i sidste ende afgør, om et menneske har en umiddelbar føling med tilværelsens mere irrationelle sider eller ej. Alle fødes musikalske eller musiske i denne udvidede betydning af ordet, men musikaliteten dræbes eller udtørres desværre alt for ofte i vore dages nyttebestemte og positivisk fortolkede kultur. Alt tyder også på, at Bohrs manglende evne til at komme i kontakt med de dybere sjælelag hos Einstein skyldtes en fundamental forskel mellem dem i musikalitet. De argumenterede rationelt mod hinanden, og det kom der spændende resultater ud af, men dybest set var de i realiteten begge to styret af to vidt forskellige intuitive grundopfattelser - og talte derfor eksistentielt forbi hinanden; den musikalske Einstein med stor drillelyst og sikkerhed - og med størst humor.



Det er også påfaldende, at den meget musikalske og musikudøvende Heisenberg havde en langt dybere forståelse for dagligsprogets rigdom og mangetydighed end Bohr havde. Heisenberg forstod, at dagligsproget i al dets vaghed havde en stabilitet i forhold til det mere præcise naturvidenskabelige sprog, som beroede på, at "det daglige sprogs begreber er dannet i umiddelbar forbindelse med virkeligheden". Hans eget sprog var også langt smidigere end Bohrs, der i høj grad var præget af en næsten stereotyp fastholden af de præcise, men tunge formuleringer han efter lang tids kamp med sproget fandt frem til. Især Heisenbergs erindringsværk, "Der Teil und das Ganze" med undertitlen "Gespräche im Umkreis der Atomphysik" når sproglige højder det ikke var Bohr forundt at komme i nærheden af.

Det ligger i sagens natur, at Heisenbergs sprogopfattelse ligger meget tættere på den der gøres gældende på disse web-sider.

Disse betragtninger har været nødvendige for at sætte tingene på plads i netop den større sammenhæng der overalt på disse sider er afgørende, inden de vigtigste komplementære begrebspar tages op til behandling. Men naturligvis gør de det på ingen måde ud for en blot tilnærmelsesvis fuldstændig redegørelse for Bohrs filosofi ud fra et helhedsrealistisk hovedsynspunkt.

Jan Jernewicz



NB! Jernesalts artikler om Niels Bohr og komplementariteten er nu udgivet samlet som e-bog hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Bohr og komplementariteten.



Se nærmere under klik



Selve bogen findes på linket: klik.     Pris 40 kr.



Henvisninger   
Til toppen

Kilder:

Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse. Schultz 1957
Niels Bohr: Atomteori og naturbeskrivelse. Schultz 1958.
Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse II. 1964.
Niels Bohr - Hans liv og virke fortalt af en kreds af venner og medabejdere. Schultz. 1964
Werner Heisenberg: Fysik og filosofi. Reitzel 1960.
George Gamow: Tredive År, der rystede fysikken. Kvanteteoriens historie, Gyldendal 1966.
Werner Heisenberg: Der Teil und Das Ganze: Gespräche im Umkreis der Atomphysik. Piper 1971.
Johannes Witt-Hansen: Videnskabernes historie i det 20. årh.: Filosofi. Gyldendal 1985
Tor Nørretranders: Det udelelige. Niels Bohrs aktualitet i fysik, mystik og politik. Gyldendal. 1985.
Abraham Pais: Niels Bohr og hans tid. Spektrum. 1991.
David Favrholdt: Fysik, Bevidsthed, Liv. Studier i Niels Bohrs filosofi. Odense Universitetsforalg. 1994
David Favrholdt: Filosoffen Niels Bohr. (Informations Foralg. 2009)



Link:

Niels Bohr Archive



Øvrige artikler om komplementaritetssynspunktet:

Virkelighed, videnskab og eksistens  (07.1.23.)
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt  (23.12.10.)
Hvad er virkelighed?  (20.12.04.)
ny film om Niels Bohr og Københavnerfortolkningen

Kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske erfaring:   Klik
Komplementaritetssynspunktet generelt   Klik

Erkendelsens forudsætninger
(12 afsnit af hovedartiklen om 'Den komplementære helhedsrealisme').

Om typisk komplementære modsætningspar:

Sjæl/legeme,
Individ/samfund
Liberalismen/socialismen



Til toppen   Til forsiden   Printversion  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 22.9.2016