Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Liberalisme

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.8.03.


Liberalismen og socialismen
som komplementære fænomener

Indledning
Liberalismen
Socialismen
Synspunkternes modsætning
Modsætningernes overvindelse
Afslutning



Indledning     
Til toppen   Næste afsnit

Forholdet mellem liberalismen og socialismen er ligesom forholdet mellem individ og samfund en af de vigtigste komplementære modsætninger inden for det sociale og politiske begrebsområde.

Komplementaritet foreligger, hvor der tilsyneladende eksisterer en uovervindelig logisk modsætning mellem to begreber, men hvor uovervindeligheden ved nærmere betragtning skyldes selve den logiske og begrebsmæssige afgrænsning. Den umiddelbare logiske modsætning kan derfor overvindes eller omgås ved en betragtning, hvor begge begrebers anvendelse accepteres som nyttige til hvert sit formål, selvom de forbliver uforenelige i én og samme analyse. Ingen af delbetragtningerne udgør således den fulde sandhed om sagen. Denne består derimod af det overordnede synspunkt som omfatter delsynspunkterne som selvstændige, nyttige og relevante betragtningmåder. Det overordnede synspunkt vil således aldrig blive en syntese af de underliggende teser, men vedblivende rumme den ubalance der ligger i delsynspunkternes logiske uforenelighed. Gevinsten ved denne metode er, at delsynspunkternes logiske modsætning bliver til en gavnlig dynamisk faktor.    Jf artiklen om Komplementaritetssynspunktet.



Liberalismen     
Til toppen   Næste afsnit

Liberalismen er en politisk ideologi der principielt går ind for størst mulig frihed til det enkelte menneske - både i økonomisk og ikke-økonomisk henseende.

Selve ordet kommer som bekendt af det latinske ‘liber' der betyder fri, men hverken begrebet liberal eller begrebet liberalisme er entydigt.

Liberal kan på engelsk betyde tilhænger af liberalismen såvel som fri i betydningen ikke-streng, men desuden rundhåndet eller gavmild og frisindet eller tolerant, og på amerikansk endda ‘venstreorienteret' i både positiv og negativ forstand (som skældsord). Således kunne avisen Baltimore Evening i 1932 definere en liberal som "en der tror på flere love og flere offentlige ansatte og derfor på højere skatter og mindre frihed"! Altså det modsatte af, hvad vi forstod og forstår ved begrebet på dansk.

Også begrebet ‘liberalisme' kan dække vidt forskellige holdninger som den såkaldt Manchesterskoles ekstremistiske krav om fjernelse af enhver lov der beskyttede den engelske kornproduktion i 1830'erne og 40'erne. Betegnelsen ‘Manchester-liberalisme' kom senere til at stå for en uhæmmet laissez faire-politik: lad markedsøkonomien udfolde sig frit uden indgreb fra statsmagtens side og uden socialt sikkerhedsnet for dem der bukker under.

I den hensynsløse engelske industrialiseringsæra i begyndelsen af 1800-tallet var det et typisk liberalistisk standpunkt, at der end ikke måtte lovgives mod børnearbejde i fabrikker og kulminer. Arbejdsgivernes frihed til at udnytte arbejdskraften skulle være ubegrænset - uanset de sundhedsmæssige omkostninger for arbejderbørn og voksne arbejdere.

Dette førte naturligvis til protester fra både arbejdere og humanitært indstillede mennesker og i den sidste ende til udviklingen af socialismens modideologi, men det er ganske sigende for sprogforbistringen, at Karl Marx opfattede socialismen som det egentlig ‘frihedens rige', nemlig det utopiske samfund hvor al undertrykkelse af mennesket var afskaffet via afskaffelsen af den private ejendomsret. Frihed er med andre ord et centralt begreb i forståelsen af menneskets bestemmelse som menneske - og ikke blot en ret for priviligerede mennesker.

Men netop den private ejendomsret og værnet om den er et centralt element i al liberalisme, som går igen i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fra 1948, hvor kravet om frihed for det enkelte menneske til at udvikle sin personlighed kobles sammen med enhvers ret til at eje ejendom.

I England blev liberalismen ligefrem koblet på darwinismen, idet Darwins udviklingslære tolkedes som en hyldest til ‘kræfternes frie spil'. Filosoffen Herbert Spencer (1820-1905) var en indædt modstander af enhver form for begrænsning af markedsøkonomiens udfoldelse. Man taler i denne forbindelse om ‘social-darwinismen' eller mere nedsættende om ‘vulgærdarwinismen', og den kunne give sig groteske udslag som når den engelske kunsthistoriker John Ruskins stenrige far afslog af hjælpe sin søns svigerforældre da de kom i økonomiske vanskeligheder: For kunne en fabrikant ikke klare sine økonomiske forpligtelser selv, måtte han gå fallit som uegnet til at overleve, var synspunktet. Overlevelsesevne blev simpelthen betragtet som moralsk overlegenhed. - Det bør tilføjes at Darwin absolut intet ansvar har for sådanne udlægninger af sin udviklingslære.



Som allerede antydet må der skelnes mellem liberalismens liberale og dens liberalistiske elementer. De første går på de humanistiske værdier som trosfrihed og ytringsfrihed, dvs tolerance og frisind - og i videste forstand de almindelige menneskerettigheder. De liberalistiske elementer omfatter derimod alle de økonomiske aspekter: den private ejendomsret, kontraktfrihed, næringsfrihed, frihandel og markedsøkonomi. Hovedtankerne går tilbage til økonomen Adam Smith (1723-90).

Liberalismen som politisk ideologi hviler på et individualistisk menneske- og samfundssyn. Menneskets frihedsrettigheder er fundamentale. Retten til liv, ejendom, trosfrihed og ytringsfrihed - og til at stræbe efter lykken (som det hedder i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776) anses for selvindlysende. Og det bliver ifølge John Locke (1632-1704) statens opgave at beskytte disse rettigheder.

Det liberalistisk-individualistiske samfundssyn går ifølge Thomas Hobbes (1588-1679) principielt ud på, at samfundet og dets normer og institutioner ikke har nogen selvstændig værdi. De er derimod bevidst skabt af rationelle individer (det vi dag kalder en ‘konstruktion') med det formål at varetage individernes interesser. Samfundet er med andre ord blot summen af individerne. Man skal faktisk helt op til den østrigsk-britiske økonom Friedrich von Hayek (1899-1992, nobelpris 1974) for at støde på en liberalist der klart forstår samfundet som udtryk for en (uforklarlig) spontan orden - med selvstændig værdi.

Statsmagten som sådan har liberalismen af gode grunde et ambivalent forhold til. For på den ene side anses staten som nødvendig til beskyttelse af individets rettigheder. Men på den anden side er der altid en fare for at staten bliver for stor og stærk. Derfor ønskes dens magt kontrolleret og begrænset. Men præcis hvor meget den skal begrænses, er dét liberalister kan skændes om.

Siden 1960'erne har der især i USA været en stærk kritisk holdning blandt økonomer over for hele den politiske filosofi der anser det for statens opgave at organisere samfundet - og anser dette for muligt, fordi samfundet som sådant betragtes som en organisation der er konstrueret af rationelle individer og politikere. De liberalistiske kritikere ville indskrænke den politiske sfære så meget som muligt. Specielt rettedes kritikken mod den moderne velfærdsstat, som opfattedes som et forvokset bureaukrati der både var uøkonomisk og urationelt.

En fremtrædende gren af disse kritikkere er den såkaldte monetarisme, der i bedste liberale ånd tror på at realøkonomien er selvstabiliserende, og som derfor betragter en stram og konsekvent styring af pengepolitikken som bedste middel til at sikre stabile priser og fuld beskæftigelse. Finanspolitiske reguleringer af konjunkturerne efter den britiske økonom J.M. Keynes' modeller anses følgelig for formålsløse. Den mest fremtrædende fortaler for monetarismen var den kontroversielle Milton Friedman (1912) fra ‘Chigaco-skolen'. Han udgav 1969 ‘The Optimum Quantity of Money' og i 1980 ‘Free to Choose'. Hans teorier endte med at blive alment accepterede. Fast styring af pengeudbuddet er en officiel målsætning for de fleste vestlige landes økonomier, dog kombineret med større magt til de uafhængige centralbanker. Hele Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU-aftalen i EU) må siges overvejende at være bygget på Friedmans teorier.

En afart af liberalismen er den såkaldte libertarianisme, der på næsten fundamentalistisk vis har dogmatiseret individets frihed og rettigheder, specielt m.h.t. ejendom. Den fører logisk til tanken om 'minimalstaten' eller som den spydigt kaldes 'natvægterstaten'. Staten skal her primært indskrænke sig til at sikre lov og orden - men dog også sådanne ting som overholdelse af kontrakter og forsvar af nationen.

En af tankens varmeste fortalere var den engelsk-amerikanske filosof Robert Nozick der i 1974 udgav ‘Anarchy, State and Utopia' som navnlig kritiserede forestillingen om, at staten har ret og pligt til at omfordele goderne. Sådanne statsindgreb krænker efter Nozicks mening de individuelle rettigheder som staten er sat til at beskytte.

I Storbritannien blev monetarismen ledetråd for Margaret Thatchers privatiseringspolitik 1979-90, der simpelthen fik navn efter hende: ‘thatcherismen" og bl.a. betød et knæk for den i virkeligheden uhyre bagstræberiske engelske fagbevægelse (især minearbejderne). Hvad man end kan sige om hendes politik rettede den op på engelsk økonomi og blev forudsætningen for Tony Blaire's New Labour-linje.

Men selvom modsætningen mellem liberalister og konservative nyliberalister på den ene side og socialister eller socialdemokrater på den anden i hele eftertidskrigen har været stor, så skal det ikke glemmes, at Vesttyskland under den kristeligt-demokratiske Konrad Adenauer blev det europæiske land der takket være den amerikanske Marshallhjælp hurtigst fik gang i økonomien og blev til en moderne velfærdsstat. Det skyldtes ikke mindst Ludwig Erhard der var økonominister fra 1949 til 1963, hvor han blev forbundskansler. Han var eksponent for den såkaldt ‘sociale markedsøkonomi' der kombinerede de frie markedskræfter med begrænset statslig styring - og som førte til det ‘Wirtschaftswunder' der gjorde ham yderst populær og hvis ydre kendetegn blev Folkevognens store udbredelse. Han udgav i 1957 "Wohlstand für alle" (dansk udgave i 1962), der på få år kom i 40.000 eksemplarer.

Ovennævnte F.A. Hayek har engang sagt, at "Blandt alle økonomer jeg har kendt, har jeg aldrig mødt nogen der havde et sådant instinkt for det rigtige som Ludwig Erhard."

Andre har talt om at den lille, trinde og cigarrygende mands retoriske udstrålingskraft havde en ligefrem erotisk karakter. Og selv sagde Erhard: "Når jeg taler frit, får jeg kontakt; når jeg taler naturligt, får jeg folks opmærksomhed og som regel også deres tilslutning."

Det økonomiske mirakel i Vest-Tyskland stod ikke alene i grel modsætning til trøstesløsheden i Øst-Tyskland, men blev også takket være Ludwig Erhard beviset på, at markedsøkonomi og dermed privatkapitalisme er fuldt forenelig med social velfærd og økonomisk fremgang for den brede befolkning.

Stater der styres efter rendyrkede liberalistiske principper kendes ikke i den civiliserede verden. Men et grelt eksempel på hæmningsløs liberalisme på kommunalt plan har været set i Farum under Peter Brixtoftes fantasifulde ledelse indtil afsløringen sidste år. - Jf artiklen om Peter Nar af Farum.



Socialismen     
Til toppen   Næste afsnit

Socialismen er en politisk ideologi der principielt går ind for statens overtagelse af produktionen og statens fordeling af goderne. Dette indebærer i sidste instans afskaffelse af den private ejendomret til produktionsmidlerne og afskaffelse af markedsøkonomien til fordel for planøkonomien.

Ordet 'socialisme' kommer af latinsk 'socialis', afledt af 'socius': fælle eller kammerat, og refererer således ikke primært til staten, men til fællesskabet. Det blev lanceret i begyndelsen af 1800-tallet, ikke som modsætning til liberalismen, men som modsætning til individualismen.

Såvel socialister som kommunister opretholder trods alle fiaskoer en utopisk forestilling om et ideelt samfund, hvor staten er ophævet, og hvor alle goder i princippet er fælleseje eller til fælles benyttelse.

Allerede i sit Arbeiter-Programm fra 1862 kunne den parlamentarisk-evolutionære tyske politiker og forsker Ferdinand Lassalle (1825-64) bebude, at socialismen vil bringe en sådan opblomstring af moralitet, civilisation og videnskab at den aldrig før har været set i verdenshistorien.

Men som bekendt er profetien aldrig gået i opfydelse. Den vedbliver med Willy Brandts ord at være 'en horisont vi altid stræber efter, men aldrig når'. Ganske som alle andre utopier eller fata morganaer - kunne man tilføje. For lidt ondt sagt har socialismens nedarvede dyd været den lige fordeling af elendigheden, mens kapitalismens nedarvede last har været den ulige fordeling af goderne (Winston Churchill).

Problemet er, at planøkonomi ikke er i stand til at hamle op med markedsøkonomien, når det gælder rationel produktion og markedsføring. Den savner totalt erstatning for det særdeles nyttige redskab til at finde den rette pris for en vare som ligger i reglen om at udbuddet må rette sig efter forespørgslen. Planøkonomien må derfor ty til skrivebordsberegninger af, hvad der er brug for, og bruge disse som rettesnor for produktionen. Resultatet bliver altid fejlberegninger med overflod af varer der ikke er brug for og mangel på varer der efterspørges. Og beregningerne bliver naturligvis ikke bedre af systematisk manipulation med de tilgrundliggende statistikker - således som det i grel udstrækning var tilfældet i Sovjetunionen. Planøkonomien medfører nemlig konstant kontrol oppefra og dermed fristelse til overdrevne produktionstal og skønmaleri.

Hertil kommer andre svagheder. Kontrollen er kun effektiv, hvis den finder sted i alle led. Det medførte i Sovjetunionen en slags dobbeltbesættelse af alle leder- og mellemlederstillinger: et partimedlem ved siden af en statsembedsmand. Spild af ressourcer og grobund for korruption og utilfredshed. Incitament til personligt engagement og kreativitet forsvinder, når alle ideer skal gennem mange led af vurdering og sortering, og når belønningen ikke følger den faktiske effektivitetsforbedring, men det system af kontrollanter der har beføjelser til at godkende forslag og projekter.

I lille målestok ses samme uheldige sider også ved mange arbejderkooperationer i demokratiske lande med kontrolleret markedsøkonomi. Herhjemme drejer det sig om mange af de kooperative foretagender som den socialdemokratiske bevægelse fik på benene ved siden af partiet og fagforeningerne i første halvdel af 1900-tallet, herunder Mejeriet Enigheden (1897-?) og Bryggeriet Stjernen (1902-1964). Mange af dem er blevet lukket, fordi lederne var dårlige forretningsfolk der skævede mere til ben og nepotisme end til effektivitet. Et grelt eksempel på korruption i denne branche har fornyligt været Arbejdernes Ligkistemagasin på grund af dets nære kontakter til partifællerne på Københavns Rådhus.

En anden side af det umulige i sund socialistisk økonomi sås i Tanzania under præsident Nyerere (1922-99). I et isoleret set behjertet forsøg på at skabe et socialistisk samfund fastholdt han afrikanske principper for lighed, samarbejde og selvhjælp (Ujamaa-ideologien), der bl.a. indebar, at ingen måtte være arbejdsgiver og dermed mere end andre. Resultatet blev økonomisk stagnation. Vækst kan nemlig ikke ske uden den frihed for initiativrige mennesker der uundgåeligt medfører en eller anden form for ulighed og stratifikation (lagdeling).



Det var ikke alene liberalister som ovennævnte Herbert Spencer, der var imod socialismen og mente at den indebar slaveri. Også kirken advarede imod den og kæmmede som pave Leo XIII (1878-1903) simpelthen socialister, kommunister og nihilister over én og samme kam: de stræber efter at udslette selve grundlaget for det civiliserede samfund.

Det hjalp ikke, at socialdemokraten Wilhelm Liebknecht (1826-1900; ikke at forveksle med sønnen Karl) i 1881 forsikrede, at socialismen slet ikke er en fjende af civilisationen. Den ønsker kun at udbrede civilisationen til hele menneskeheden; mens civilisationen under kapitalismen er et monopol for den privilegerede minoritet.

Helt galt blev det naturligvis, da bolsjevikkerne tog magten i Rusland i 1917 og indførte 'proletariatets diktatur' med det direkte formål at udrydde bønder, godsejere og småborgerstanden - samt kirken. Pave Pius IX (1922-39) lod i en encyklika i 1931 sine trosfæller vide, at ingen på samme tid kan være en alvorlig katolik og en sand socialist. Det var endnu op i 1960'erne katolske italienere forbudt - med trussel om ekskommunikation - at stemme kommunistisk.

Det bør dog med i billedet, at samme pave i samme encyklika fandt socialismens egne principper selvmodsigende og mente, at der trods alt var dele af socialismen der tenderede mod sandheder som den kristne tradition altid havde støttet. "I virkeligheden kan det ikke bestrides, at dets program ofte kommer tæt på lige præcis de krav som kristne reformtilhængere stiller." Mange år senere kunne den polskfødte pave Johannes Paul 2., der havde sat sig grundigt ind i marxismens teori, gøre samme indrømmelse. Med andre ord kan det ideelle aspekt ikke bestrides trods megen undertrykkelse.



Frem til 1870'erne brugtes ordet 'socialisme' ofte synonymt med 'kommunisme'. Det var Karl Marx der adskilte dem som to forskellige stadier i samfundsudviklingen. I første stadium skulle og ville arbejderbevægelsen vinde den politiske magt, afskaffe den private ejendomsret og indføre 'proletariatets diktatur'. I anden omgang ville rigdommen i samfundet udvikle sig så fantastisk, at modsætningerne i samfundet ville forsvinde. Staten ville visne bort og samfundet blive ægte kommunistisk. Allerede her kan konstateres en modsigelse i Marx's historiesyn, for på den ene side hævdede han, at det var modsætningerne i samfundet der var udviklingens drivkraft, på den anden side, at modsætningerne ville blive ophævet - hvad der skulle betyde, at også udviklingen ville gå i stå.



Socialisterne var delt i spørgsmålet om hvilken vej til første stadium der var den rigtige: den evolutionære, demokratiske og parlamentariske eller den revolutionære, udemokratiske og uparlamentariske.

Revolutionen i Rusland gav uro i alle de vesteuropæiske lande, navnlig i Tyskland hvor modsætningerne mellem socialdemokraterne og kommunisterne i 1920'erne blev katastrofale for Weimarrepublikkens manglende evne til at standse nazisternes fremmarch i ly af de økonomiske problemer. Men siden 1917 har socialdemokraterne konsekvent fastholdt en demokratisk og dermed reformistisk linje. Demokrati uden socialisme er bedre end socialisme uden demokrati kunne Hans Hedtoft (1903-55) i sin tid sige.

Socialismen i Sovjetunionen havnede da også hurtigt under Stalins hensynsløse lederskab og vilkårlige fortolkning af marxismen-leninismen som et totalitært regime, der ydermere formåede systematisk at banke alle de europæiske kommunistpartier ind i en fælles front, der tilsidesatte deres nationale interesser til fordel for den fælles. Denne blev kaldt 'verdensrevolutionen', men var i realiteten befæstelsen af Stalins personlige magt i Sovjetunionen såvel som omdannelsen af de internationale kommunistiske organisationer 'Komintern' og 'Kominform' til blinde redskaber for diktatoren.



Kritikken af Sovjetunionen tog til blandt socialister i Vesteuropa, navnlig efter overfaldet på Ungarn i 1956. Og nymarxisterne frakendte efterhånden Sovjetunionen ethvert socialistisk træk. Det var jo ikke befolkningen, men staten der havde overtaget ejendomsretten til produktionsmidlerne - og staten (reelt partiet) benyttede den til systematisk undertrykkelse af befolkningen.

Udover Fidel Castros fattige og stagnerede Cuba findes nu kun i Asien samfund som kalder sig socialistiske, og af disse er det allerstørste, Kina, forlængst gået i gang med en tilpasning til markedsøkonomien og verdensmarkedet, som de fleste iagttagere mener vil føre til partimonopolets ophævelse i løbet af relativt få år.

De socialdemokratiske partier i Europa har ikke længere det socialistiske samfund som politisk mål.



Synspunkternes modsætning     
Til toppen   Næste afsnit

Det ligger i sagens natur, at liberalismen i betydning markedsøkonomi er uforenelig med socialismen i betydning planøkonomi. Men da ingen af ismerne - med enkelte helt isolerede og økonomisk set helt betydningsløse tilfælde - længere findes i rendyrket form, er det vigtigere at se på deres idealiseringer, således som den stadig spiller ind i politiske og ideologiske debatter.

Liberalismen står ideelt set for størst mulig frihed til det enkelte menneske, men da socialismen ideelt set - og her må ordet ideelt fremhæves, fordi de historiske kendsgerninger ofte har sagt noget modstridende om praksis - står for det samme, er det klart, at den store uoverensstemmelse må ligge et andet sted, nemlig i opfattelsen af, hvordan samfundet, og det vil konkret sige statsmagten, sikrer denne frihed. Igen er der ikke i den vestlige verden den store principielle uenighed om, at staten må sikre de enkelte mennesker de elementære frihedsrettigheder gennem forfatning og retsvæsen. Problemerne opstår først for alvor, når det drejer sig om udfoldelse af den frie erhvervs- og ejendomsret.

Groft sagt ønsker liberalismen færrest mulige indskrænkninger og socialisterne flest mulige - og de sidstnævnte har gennem flere årtier fået utrolig magt til at gennemføre disse indskrænkninger og skabe et indviklet net af bureaukratiske love og regler, der kontrollerer erhvervslivet og ejendomsbesidderne i alle ender og kanter. Det sker gennem lovgivning om arbejdsformidling, arbejdsmiljø, arbejdstilsyn, anden miljøbeskyttelse og -kontrol, forbrugerbeskyttelse, momsregistrering, regnskabsføring og beskatning samt lovpligtige statistiske indberetninger m.v.

Alt i alt lovgivning der sikrer såvel de enkelte borgere som samfundets overordnede interesser ordentlige forhold, men som samtidig giver erhvervslivet betydelige indskrænkninger i den fri dispositionsret såvel som betydelige bureaukratiske byrder, der igen rammer de mindste virksomheder hårdest. Da hele samfundsudviklingen tenderer mod stadig større kompleksitet, bliver også lovgivningen og bureaukratiet mere og mere kompliceret, så der til stadighed med mellemrum kommer krav om forenklinger. Det er nu engang ikke befordrende for intiativ- og iværksætterlyst at skulle slås med bureaukrater.

Presset på det private erhvervsliv har imidlertid været stigende, fordi forbrugernes, arbejdernes og miljøforkæmpernes interesseorganisationer er blevet stærkere og stærkere samtidig med at den offentlige sektor er vokset - og stadig flere mennesker mister følingen med produktionslivet. Resultatet er ikke alene blevet et betydeligt omfang af fænomener som sort arbejde og økonomisk kriminalitet, men også generelt en rationalisering af det private erhvervsliv, der systematisk har ført til størst mulige reduktioner i medarbejderstaben, øget tempo og øget stress for de tilbageblevne - og til tider øget ledighed. Successen bider altså sig selv i halen. Det de nævnte interesserorganisationer vinder på det synlige og officielle plan, der giver organisationerne prestige, tabes i vid udstrækning på det usynlige og uofficielle plan der alene mærkes af menigmand. En af følgerne er naturligvis, at mange almindelige mennesker svigter socialdemokraterne og fagforeningerne.

Politisk set tenderer socialdemokratiske regeringer til øget kontrol med og større pres på erhvervslivet, mens borgerlige regeringer prøver at trække den anden vej. Enighed er der ikke om principperne - men når den ene side har regeret længe nok, føler befolkningen at det er tid til et regeringsskifte. Men at rette op på tingene er sværere end som så, fordi lovgivningen i dag er så indviklet og har så mange bindinger (også til udlandet og EU), at det kan tage år at gennemføre ændringer, hvis følgevirkninger igen atter kan være svære at forudsige præcist. Og når hertil kommer, at konjunkturudviklingen, som de enkelte regeringer sjældent har større muligheder for at regulere, sætter yderligere begrænsninger, er det ikke underligt at vælgerne ofte føler sig skuffede.

En virkelig omlægning af den økonomiske politik fra socialdemokratisk til liberalistisk tendens kræver et langt og sejt træk. Givet er dog, at man aldrig når en sådan form for afbalancering af de to modstridende principper, at man nogensinde vil betragte dem som ophævede.



Modsætningernes overvindelse     
Til toppen   Næste afsnit

Umiddelbart kunne det se ud til, at den nemmeste måde at overvinde modsætningen mellem den ideelle liberalisme og den ideelle socialisme ville være det socialliberale kompromis.

Som udgangspunkt bygger socialliberalismen på de liberalistiske markedsøkonomiske principper, men den anser det samtidig for en hovedopgave for det offentlige at skabe social tryghed for det enkelte menneske gennem et mere eller mindre fintmasket socialt sikkerhedsnet. Den er således det typiske eksempel på den praktiske skelnen mellem de humanistik-liberale elementer og de økonomisk-liberalistiske elementer.

Socialliberalismen accepterer visse former for indgreb over for erhvervslivet, bl.a. indgreb der retter fejl i selve markedsstyringen, men også fastlæggelsen af generelle rammer for den økonomiske udvikling.

Socialliberalismen har rødder i den engelske økonom og filosof John Stuart Mills tænkning. Mill (1806-72) udgav i 1869 liberalismens hovedværk 'Om friheden', men var dybt optaget af såvel demokratiets problemer som de sociale problemer. Bl.a. skrev han et værk om 'Kvindens undertrykkelse', som Georg Brandes fik udgivet i Danmark. Og han var positivt indstillet til dele af socialismen, idet han som utilitarist (nyttefilosof) ikke betragtede ejendomsretten som noget absolut uangribeligt.

Men iøvrigt tilskrives betegnelsen socialliberalismen den svenske økonom og politiker Bertil Ohlin (1899-1979) der var rigsdagsmand for Folkpartiet 1938-70 og fik nobelprisen i økonomi i 1977.



I Danmark har Det Radikale Venstre betegnet sig som et socialliberalt parti. Staten skal påtage sig et socialt ansvar for de svageste i samfundet, men også ansvaret for at beskytte den enkeltes frihed. Partiet er imod særinteresser og organisationsvælde og for samvirke mellem organisationer og samfundet. Man hylder "det samarbejdende folkestyre". Man er hverken for socialisme eller kapitalisme, men sætter afbalancering af modsætningerne i samfundet højt. Partiet har altid lagt stor vægt på, at der i landet føres en ansvarlig økonomisk politik.

Der må ifølge Det Radikale Venstre ikke føres blokpolitik, og der må specielt aldrig føres en politik der er vendt mod arbejderklassen. Derfor har samarbejdet med socialdemokratiet ligget langt bedre for partiet end samarbejdet med de borgerlige. Men aktuelt har man problemer med at tilpasse sig opløsningen af det gamle højre-venstre-skel der er en følge af arbejderklassens talmæssige indskrumpen og funktionærstandens modsvarende forøgelse. Det synes som om vægten mere og mere lægges på de humanistiske elementer i den praktiske politik, og det vil konkret sige i et ofte forbløffende forsvar for indvandrerelementer i landet der giver både store sociale og retssikkerhedsmæssige problemer.

Den evigt kompromissøgende linje i Det Radikale Venstre afslører en fundamental svaghed i den socialliberale tankegang, nemlig en mangel på forståelse for modsætningernes dynamik i den politiske og historiske udvikling. Den grænser ofte til decideret konfliktskyhed, som det også kom til udtryk i Kresten Helveg Petersens, Villy Sørensens og Niels. I. Meyers populære debatbog fra 1978 med den bevidst selvmodsigende titel 'Oprøret fra Midten' (120.000 eksemplarer på et år). Her hyldedes 'ligevægtssamfundet'.



Der er derfor al mulig grund til at påpege, at i modsætning til socialliberalismen så afbalancerer eller ophæver komplementaritetssynspunktet på ingen måde modsætningen mellem den ideelle liberalisme og den ideelle socialisme, forstået som henholdsvis den frihedsstræbende og den tryghedsstræbende tendens i politik og kulturliv.

Komplementaritetssynspunktet fastholder tværtimod tendensernes logiske modsætning og uforenelighed, men betragter dem til gengæld begge som nyttige og berettigede til hver deres formål. Man kan ikke anlægge analyser af samfundsforholdene og samfundsudviklingen der på én gang er både socialistiske og liberalistiske, men må vælge. Men til gengæld må man også lade den fuldstændig analyse af udviklingen omfatte begge delanalyser og betragtningsmåder.

Fordelen ved dette komplementaritetssynspunkt er, at man i stedet for at spilde tid på at søge efter en rationel vej til modsætningernes afbalancering lader dem forblive i et åbent og dynamisk modspil, hvor man i de konkrete tilfælde af politiske afgørelser må prøve sig frem og ofte vælge side - uden nogen form for sikkerhed for, at den løsning man vælger er den rigtige.

Demokratiet sørger gennem frie valg for, at befolkningen kan udskifte en regering der kører for langt til den ene side. Dermed oprettes en slags balance, der imidlertid stadig er åben og dynamisk.

Humlen af det hele er, at tryghedstendensen aldrig må kvæle frihedstendensen, iværksætterånden, initiativlysten, arbejdslysten og den ulighed der altid vil være forbundet hermed, og omvendt at frihedstendensen aldrig må true borgernes elementære behov for tryghed og sikkerhed, endsige lighed for loven.



Afslutning     
Til toppen

Som det gerne skulle være fremgået er komplementaritetssynspunktet aldrig den ultimative løsning på modsætningsforholdet mellem liberalismen og socialismen - og det er slet ikke nogen løsning på modsætningen mellem ekstreme eller fundamentalistiske fortolkninger af dem.

Anvendelsen af synspunktet begrænser sig tværtimod - ligesom anvendelsen af synspunktet over for begreberne individ/samfund - til oplyste, demokratiske civilsamfund, hvor lovgivningen sikrer de enkelte borgeres rettigheder, og hvor de enkelte borgere respekterer såvel hinandens rettigheder som lovgivningens, administrationens og domstolenes sunde fornuft og gode vilje.

Komplementaritetssynspunktet kan sagtens opfattes som en naturlig konsekvens af demokratiet, netop fordi det stiller de nævnte krav til oplysning og gensidig respekt.

Hertil kommer, at det i allerhøjeste grad er forbundet med humor, nemlig den form for humor der udelukker absolutte, fundamentalistiske og ekstremistiske holdninger og i stedet omslutter relative, pragmatiske og midtersøgende holdninger. Jf. artiklen Humor og tragedie.

Modsat det 'dialektiske' princip som hyldes i den marxistiske ideologi, så tilstræber det komplementaristiske princip ikke nogen endegyldig kamp mellem modsætninger i samfundet, hvor den ene part taber og den anden vinder, men tværtimod et vedvarende, dynamisk og givende modspil, hvor begge parter vinder - uden nogensinde at få den fulde ret på sin side.

En sådan fredelig og pragmatisk løsning forudsætter gensidig tolerance og respekt mellem parterne og intet er så velegnet til at fremme disse holdninger som en grundliggende humoristisk sans. En sådan betyder nemlig ikke, at alvoren tages ud af konflikterne, men at den endegyldige sejr og triumf over modparten på forhånd opgives.



Hvad den konkrete politiske situation i Danmark angår, må det først og fremmest påpeges, at komplementaritetssynpunktet er en definitiv erstatning for det gamle, utidssvarende højre-venstre-skel i politik, som ligger til grund for al tale om blokpolitik. Udviklingen har bevirket, at klassemodsætningerne i samfundet betyder mindre og mindre, og at de politiske partier derfor ikke længere kan betragtes som klassepartier.

Der er enkelte partier der hylder meget snævre særstandpunkter, som Enhedslisten der principielt ønsker det privatkapitalistiske system afskaffet - eller Kristeligt Folkeparti der har taget patent på kristendommen i politisk øjemed (oprindeligt abort og porno-sagerne). Og for Socialistisk Folkepartis vedkommende gælder vel, at det fortsat er hæmmet af et manglende opgør med rent utopiske forestilllinger.

Men derudover foregår den politiske kamp om den brede befolkning på midten. Dette indebærer en ubetinget accept af såvel de grundlæggende markedsøkonomiske principper som af de grundlæggende sociale principper om beskyttelse af individets rettigheder og elementære tryghed.

Demokratiet sikrer åbenheden og dynamikken i udviklingen, fordi det tillader modsætningerne i samfundet at udfolde sig, så længe det sker i respekt for andre mennesker og for grundloven. Den grundlæggende frihedstendens og den grundlæggende lighedstendens i samfundet er ved siden af det grundlæggende individualssynspunkt og det grundlæggende samfundssynspunkt basale modsætninger i samfundsdebatten og samfundsudviklingen såvel som i selve den menneskelige psyke.

Intet er bedre til at fastholde disse modsætningers dynamiske effekt på samfundsudviklingen end komplementaritetsssynspunktet.



Andre artikler:

Individ og samfund som komplementære fænomener
Komplementaritetssynspunktet

Peter Nar af Farum

Men jævnfør også artiklerne:

Gammel kulturkamp eller ny værdikamp?
Fra tryghed til frihed  (afsnit II i serien om livskvalitet).



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal