Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Kulturkamp?

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.8.03.


Gammel kulturkamp eller ny værdikamp?

Da Berlingske Tidende er kommet godt i gang med afsporing af den nødvendige debat om værdier, ideer og mål for det danske demokratis og velfærdssamfunds videre udvikling, er det på tide at fremdrage en alternativ borgerlig mulighed.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har lige siden Venstres valgnederlag i 1998 forstået værdiernes og ideernes centrale rolle for fornyelsen i dansk politi. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af Thomas Larsens bog fra 2001 om Fogh - med tillæg fra 2003 om "Vejen til statsministeriet" - men også af det store helsides-interview i Weekendavisen 17. januar i år.

Interviewet fik overskriften "Kulturkampen" skønt statsministeren kun brugte dette udtryk en enkelt gang. Det er heller ikke heldigt og burde bandlyses for tid og evighed, fordi det refererer til to for den aktuelle danske debat helt irrelevante historiske fænomener: Bismarcks højreorienterede "Kulturkampf" i Preussen i 1870'erne vendt mod den katolske kirke og polakkerne - og det danske tidsskrift "Kulturkamp", der var vendt mod den nazistiske trussel og som blev udgivet 1935-39 af venstreorienterede intellektuelle.

Men Berlingske Tidende ønsker bevidst at fastholde udtrykket og har her i agurketiden blæst til decideret 'kultur- og værdikamp' i form af en serie interviews af Bent Blüdnikow og kronikker af forskellige andre personer. Blüdnikow er en udmærket journalist der ligesom historikeren Bent Jensen fortjenstfuldt har belyst venstrefløjens store ulyst til at beskæftige sig med fortidens fascination af vold som nødvendigt middel til at få deres socialistiske drømme opfyldt. Men ulykken er, at de begge er blinde og uforsonlige, ja næsten besatte bogholdere der er uden evne til at forstå deres modstandere psykologisk og derfor ikke helmer før de har fået deres moralistiske regnskab til at gå op. Og da dette ikke vil lykkes, løber de linen ud i et par desværre dertil alt for villige aviser.

Sidst har Blüdnikow lavet et lille nummer med kulturkampsseriens fælles rubrik-omtale, hvor statsministeren først 13.8. påduttes en mildest talt kryptisk udtalelse om, at "den politiske kamp er et spørgsmål om opgør med grundlæggende værdier for at ændre samfundet", og dernæst 16.8. sættes i forbindelse med spørgsmål som "Er kommunismens eftermæle blevet skævvredet i eksempelvis Nationalencyklopædien, på Gobelinerne og i den offentlige debat?" og "Kan kommunismen sammenlignes med nazismen?".

Ingen af spørgsmålene genfindes i Thomas Larsens bog om Fogh. Og ved at koble dem sammen med Fogh gør Blüdnikow sig skyldig i en utilladelig sammenblanding af egne og statsministerens holdninger, som en vis Goebbels faktisk ikke kunne gøre værre.

Specielt eksemplet med Bjørn Nørgaards mesterlige gobeliner i Riddersalen på Christiansborg er afslørende for tendensen, for her er ikke alene tale om en helt igennem forrykt påstand om 'det kommunistiske spøgelse' som den ellers sobre 'Weekendavisen' bragte til torvs den 1.8. i form af en illustreret helsidesartikel af en ung kunst- og idéhistoriker fra Århus ved navn Jon O. Lauring. Nej, der er også tale om dokumentation af en fundamental mangel på evne til at forstå et af de allerstørste kunstværker der er skabt i Danmark nogensinde, herunder den eminente humor der lyser ud af værket. Lauring har 15.8. vedgået sin inspiration fra Blüdnikow og tvangstanken om de venstreorienteredes opgør med fortiden. - Jf. iøvrigt artiklen Forrykt hetz mod Bjørn Nørgaards gobeliner.

Men sammenkoblingen til den sagesløse Fogh Rasmussen er særligt beklagelig, fordi den i uhyggelig grad fastholder fokuseringen på fortiden og den historiske udredning, og dermed bidrager til afsporing af den helt nødvendige fremadrettede debat om vores fælles fremtid. Fogh Rasmussen hænger nemlig ikke fast i fortiden, men har tværtimod gentagne gange understreget, at han har modet og viljen til at gøre hvad han kan for at få hævet debatniveauet i landet og komme væk fra de gamle, i dag fuldstændigt utidssvarende skel mellem venstre og højre, og mellem socialisme og liberalisme.

Af samme grund var Fogh Rasmussen heller ikke sen til efter hjemkomsten fra sin ferie at sætte en stopper for den utidige debat om Søren Pinds og meningsfællers 'ti liberale teser', som de ganske vist ikke ligefrem lod opslå på statsministerens dør på Christiansborg, men agtede at sætte til afstemning på Venstres kommende landsmøde, skønt partiet har vedtaget en program- og principdebat uden afstemning frem til landsmødet i 2006. Fogh fandt nogle af teserne selvfølgelige, men også uklare, men ville altså ikke have dem til at blokere for en fri debat. Ikke destomindre benyttede medierne, herunder Berlingske Tidende, statsministerens ferie til at lancere dem og tale om V-opgør med Fogh og om splittelse i Venstre. Berlingeren lod ærkeliberalisten David Gress bakke teserne op i en kronik uden med et ord at nævne, at Fogh Rasmussen for længst har forladt den liberalisme der lå bag hans bog "Fra socialstat til minimalstat". Den fornyelse Fogh står for - og siden overtagelsen af formandsposten har fået partiorganisationens fuldstændige opbakning til - lader det ikke til at Pind eller Gress overhovedet interesserer sig for.



Fogh Rasmussen taler i Thomas Larsens bog og i de interview han har givet først og fremmest om værdidebatten. Det afgørende for ham er hvem der får held til at sætte dagsordenen i denne debat. For det medfører ændringer i samfundet meget mere end lovgivning, økonomisk politik og teknokratiske ændringer af lovgivningssystemet.

Og forandring skal der til. Det var det Venstre gik til valg på, og det der rent faktisk er ved at ske - omend i et tempo og en form der får de utålmodige og drastisk indstillede til at mene at der intet sker. Men det er fuldt bevidst fra Fogh Rasmussens side, fordi han på den ene side styrer sikkert mod det langsigtede mål at skabe fornyelse og dynamik i velfærdssamfundet ved at øge de enkelte menneskers valgmuligheder og mindske det offentliges indblanding, men på den anden side holder fast i det princip, at "sjælen skal kunne følge med".

Dette indebærer at der ikke som under de tidligere socialdemokratiske regeringer skal presses uforståelige teknokratiske løsninger ned over befolkningen, og slet ikke må ske noget som helst i retning af det den britiske historiker Paul Johnson kalder "samfundshersen": at magthaverne begynder at ville lave om på menneskene.

Tværtimod er der tale om en klar pragmatisk og reformistisk vej, der igen er knyttet til en sund folkelighed, for nu at bruge Grundtvigs forkætrede, men stadig relevante begreb til angivelse af konsensussøgende, antiautoritær indstilling. I denne sammenhæng bør man også forstå statsministerens afstandtagen til vore dages elitære smagsdommere, der tror de véd bedre om hvad folk bør tro og mene end folk selv.

Holdningen betyder, at vore danske værdier og vores besindige og tolerante måde at gribe problemerne an på gøres værd at værne om som helt fundamentale for vort demokrati, og at de derfor med rette forlanges tilegnet af indvandrerne. Fogh Rasmussen siger klart nej til, at Danmark omformes til en multietnisk kultur, hvor de danske værdier blot rangerer på lige fod med andre.

Holdningen indebærer endvidere, at den voksende europæisering via EU og EU-udvidelsen betragtes som en fordel så længe den øger mulighederne for bedre fælles løsninger af fælles problemer ( som eksempelvis bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet). Vi er jo ikke en enklave i Europa der kan passe os selv. Men europæiseringen skal ikke true den nationale selvbestemmelse, som fortsat er den demokratiet hviler på. Derfor kan den nye EU-traktat accepteres med dens nødvendige justering af magtapparatet og magtfordelingen i Bruxelles, men ikke tanken om forbundsstaten eller om en fælles udenrigspolitik.

De danske forbehold er et kapitel for sig, der vil give stadig flere problemer fremover. Det klogeste vil utvivlsomt være at ophæve dem én gang for alle, men statsministeren har igen her påskønnelsesværdigt holdt fast ved, at sjælen skal kunne følge med. Der må ikke 'fifles' med forbeholdene i forbindelse med folkeafstemningen om den nye traktat. Hvis forbeholdene skal væk, skal det ske ved særskilte afstemninger.

'Globaliseringen' er heller ikke noget problem, for så vidt flere og flere problemer og udfordringer takket være den rivende teknologiske udvikling bliver af global art og kun kan tackles hensigtsmæssigt ved fælles indsats gennem de organer eller koalitioner der oprettes til formålet. Det gælder først og fremmest miljøproblemet og - siden 11.9.01. - bekæmpelsen af den internationale terrorisme.

Bekæmpelsen af den internationale terrorrisme har konkret givet sig udslag i regeringens tilslutning til den amerikansk ledede krig mod Saddam Hussein-regimet i Irak, og dermed et klart brud med hidtidig dansk udenrigspolitik. Det betyder en nøgtern accept af, at ikke FN som svag og splittet instans, men USA som eneste supermagt i verden er ene om at kunne sætte dagsordenen og skride ind over for regimer der er en trussel mod den civiliserede verden. Opgaven har vist sig langt mere krævende end ventet. Men det tjener regeringen til ære at den har påtaget sig sin del af løsningen. Værnet om de vestlige værdier hænger nøje sammen med værnet om de danske.



Et hidtil alt for lidt påagtet problem er den fremtrædende rolle som de internationale konventioner om menneskerettighederne har fået, og som i praksis betyder, at juraen lidt efter lidt både nationalt og internationalt er blevet placeret over lovgivningsmagten - i klar strid med Montesquieus gamle magtfordelingslære (og den danske grundlovs § 3).

Professor Jens Peter Christensen, der netop har udgivet en bog om "Domstolene - den tredje statsmagt" påpeger, hvordan det der tidligere var politik er blevet jura, og at vi nu også gennem højesteret, EU-retten og menneskerettighedsdomstolen har fået reguleringer af lovgivningen på et højere plan. I værste fald kommer der et retsskabende element ind i juraen, skønt vi ellers opfatter noget sådant som politik. Det aktuelle eksempel er den internationale konvention om familiesammenføring der forhindrer folketinget i at lave et ellers hensigtsmæssigt generelt forbud mod uønsket indvandring gennem tvangsægteskaber.

Dansk Folkeparti har som bekendt været så formastelig at foreslå problemet løst ved ophævelse af konventionen. Men statsministeren siger foreløbigt blankt nej, for den danske tilslutning til de internationale konventioner ligger fast - selvom han i samme åndedrag siger, at de jo ikke er hellige skrifter. Men det sidste indebærer, at de må kunne laves om, hvis de er uhensigtsmæssige. Og under alle omstændigheder er problemet meget større end vi hidtil har troet. Specielt menneskerettighederne er dybest set af en universel karakter der gør, at de først og fremmest bør virke som inspirationskraft og ikke som redskaber for jurister der - tilsigtet eller utilsigtet - tilrager sig en magt der ikke er dem tiltænkt.



Det er Fogh Ramussens klare standpunkt at velfærdssamfundet principielt er et gode som altså hverken skal bekæmpes eller afskaffes, men derimod reformeres så det også fremover kan fungere efter sin hensigt. Skønt liberal af herkomst og opdragelse, dvs et menneske der grundlæggende tror på det liberale projekts evne til at frisætte mennesker, så er statsministeren efterhånden kommet til at indse, at "det er meget dybt menneskeligt at man gerne vil prøve at skabe en så tryg tilværelse som muligt."

Derfor forstår han også, at overførselsindkomsterne ikke skal skæres ned og efterlønsordningen ikke afskaffes. Men de sociale ordninger kan og skal reformeres med henblik på at færre komme på overførsel og efterløn. Derfor flere valgmuligheder og bedre uddannelse i folkeskole, gymnasier og på højere læreanstalter. Og derfor incitamenter til at forblive på arbejdsmarkedet.

Problemet er naturligvis aktuelt den relativt store arbejdsløshed, som primært skyldes de dårlige konjunkturer. Det ønskede opsving lader vente på sig - og dette kan blive regeringens fælde. Derfor de netop bebudede finanspolitiske forsøg på at afhjælpe ledigheden.

Det er jo en af velfærdstankens fundamentale svagheder, at den synes baseret på uafbrudt vækst - også hvor denne vækst indebærer stigende effektivisering, færre ansatte, højere tempo og øget stress i de private virksomheder der skal skaffe produktionsstigningen til hele befolkningen. Ulemperne smitter nødvendigvis af på den offentlige sektor, når denne af gode liberale grunde ønskes begrænset - først og fremmest gennem udliciteringer.

Statsministeren har været klog nok til at indse, at intet parti kan vinde et valg på at love skattenedsættelser. Hvad den rigtige beskatningsprocent iøvrigt er står hen i de grå teoriers tåge. Men den offentlige sektors størrelse er ikke ligegyldig. Det påviste allerede socialisten Jørgen S. Dich i sin fremragende bog om "Den herskende klasse" fra 1973. Pointen var, at de offentligt ansatte efterhånden var blevet den reelt herskende klasse som følge af de store skatteomlægninger 1966-67 med efterfølgende voldsomme stigninger i de offentlige indtægter, men ikke mindst den nye mentalitet, "den sociale ideologi" og "særforsorgen som kulturfænomen", som eksperter og akademikerorganisationer fik banket op. Faktisk er det her årsagerne til velfærdssamfundets skæve udvikling skal findes og følgelig også her man må sætte ind, når reformerne til opretningen af velfærdssamfundet skal realiseres. Her er virkelig behov for nytænkning og forandring.



Men alt i alt står den politiske midte og dermed statsministerens klart midterorienterede parti med et stigende behov for principiel afklaring. Da Fogh Rasmussen selv udtrykkeligt har modificeret sin liberalisme hen mod fuld forståelse af tryghedens og fællesskabets betydning ved siden af frihedens, dynamikkens og forandringens, så burde der ikke være langt til en forståelse af det bohrske komplementaritetssynspunkt: at der er visse begreber i vores sprog og tænkning der i relevante sammenhænge kan fungere som sideordnede og hver for sig nyttige principper, selvom de for en snæver logisk betragtning synes absolut uforenelige.

Dette gælder netop frihedsbegrebet over for ligheds- eller tryghedsbegrebet. Det gælder det internationale over for det nationale. Og det gælder individet over for samfundet eller fællesskabet. Det moderne, civile og sekulariserede samfund kræver respekt for det enkelte menneske og dets fundamentale frihedsrettigheder. Men det forudsætter også respekt for fælleskabets art og nødvendighed. Samfundet er mere end summen af individerne - og knytter menneskene sammen i langt dybere forstand end lovgivning og politik kan gøre. Også derfor må integration af indvandrerne være en selvfølge.

I realiteten er også liberalismen og socialismen komplementære størrelser, der ganske vist i historiens løb er blevet dybt kompromitteret af alskens former for diktaturer - fra arabisk-muslimske klansamfunds junglelov hvor den stærkeres magt bliver ret - til socialistiske regimers misbrug af folkets eller proletariatets navn til ensretning og undertrykkelse. Men ideelt set vedbliver der at være en fornuftig og inspirerende tanke i såvel frihedsbegrebet som i fællesskabsbegrebet.

Det er også nyttigt at se komplementært på forholdet mellem videnskab og religion, således at forstå at begge bidrager til de civile samfunds opretholdelse og udvikling - uden nogensinde at kunne gå op i en højere enhed. Videnskaben står primært for den ideelt objektive sandheds udforskning og formulering - og er følgelig fundamentet for hele den teknologiske udvikling. Religionen står for den subjektive og dermed i god forstand følelsesbundne erkendelse af verden og er dermed basis for hele vores opfattelse af omverdenen som en verden af værdier og kvalitet. Taget i religionshistorisk forstand er den virkelighedstroskab i sin allerhøjeste, helhedsrealistiske betydning. Den er langt fra uforenelig med sekulariseringen, der primært fastholder den vigtige adskillelse mellem tro og statsmagt, for dybest set fungerer sekulariseringen ikke i det lange løb uden den religiøse forståelse for, at vi ikke kan skalte og valte med hverken samfundet eller naturen efter forgodtbefindende.

Det ligger i sagens natur, at et værn om de danske og vestlige værdier og en fornyelse af vort velfærdssamfund i dag bedst lader sig udfolde i fuld forståelse for komplementariteten mellem de nævnte fænomener. Derfor er ideerne og debatten om ideerne både en nødvendighed og en aldrig afsluttet proces. Konsensus, konsistens og humor er gode ting at have med i bagagen. Kulturkamp og forfølgelse af anderledes tænkende eller blot manglende forståelse for, at de anderledestænkende som hovedregel har helt igennem fornuftige og anstændige motiver til deres tænkning, er derimod en hindring for den fortsatte udvikling af det civile samfund.

Alle de her kort skitserede temaer og nævnte begreber er udførligere behandlet andetsted på 'Jernesalt'.



Ovenstående artikel er med enkelte ændringer identisk med en kronik der 19.8. blev tilsendt Berlingske Tidende, der imidlertid har refuseret den uden begrundelse og uden bemærkninger om redaktionens linje med hensyn til værdikampen.

Det skal tilføjes, at Berlingske Tidende 19.8. i den fortsatte interview-serie lader sin tidligere chefredaktør og borgerlige chefideolog Henning Fonsmark udtale ønsket om, at kulturkampen skal blive en folkesag. Men det kan siges med sikkerhed, at det bliver den heldigvis aldrig. Den er tværtimod en konservativ dødssejler.



Henvisninger:

Værdier i etisk, politisk, religiøs og psykologisk belysning
- en skitsering af det for vor tid nødvendige værdigrundlag

Kulturministerens drabelige kamp mod vejrmøller  (27.8.03.)
Ulla Dahlerups kulturkamp  (23.9.03.)
Forrykt hetz mod Bjørn Nørgaards gobeliner  (8.8.03.)
Stalinismens fascination  (10.3.03. - om bl.a. Bent Jensens bøger)

Fogh og Venstre i krise?  (15.8.03.)
Fogh og Per Stig  (24.4.03.)
Den historiske EU-udvidelse  (15.12.02.)
Dansk politik under forvandling  (18.8.02.)
Det danske EU-formandskab   (30.6.02.)
Blokpolitik eller hvad? - Status over VK-regeringens første halvår

Se også de mere filosofiske artikler:

Komplementaritetssynspunktet
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener

samt artiklerne om:

Værdierne
Sekulariseringen



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal