Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Farum

ARTIKEL FRA JERNESALT  2.6.02


Peter Nar af Farum

Farcen i Farum med Peter Brixtofte i centrum er endnu langt fra slut, for afdækningen af, hvad der egentlig er sket de sidste fire år med hensyn til besynderlige økonomiske transaktioner er først lige begyndt, og der vil formentlig gå mange måneder, før nogetsomhelst kan fastslås med sikkerhed. Og den del der først skal afgøres i retten, vil trække yderligere ud.

Men der er da nu sat punktum for Brixtoftes muligheder for at sløre nogen ting og for at fremture i dispositioner som ikke har byrådets godkendelse. Farum-modellens primus motor valgte at gå selv, inden byrådsflertallets beslutning om hans suspension med indenrigsministerens godkendelse skulle træde i kraft. Og da han i næsten samme åndedrag kundgjorde for alt folket, at han agtede fremover som folketingsmedlem at koncentrere sig om landspolitik, fik Venstre travlt med at få sat en effektiv stopper for Brixtoftes muligheder på tinge. Han blev lynhurtigt ekskluderet af folketingsgruppen og vil som løsgænger ikke have nogen chance for at gøre sig gældende, medmindre han vil fremture og blamere sig som kronisk kværulant. Løsgængere glider oftest stille og roligt ud, medmindre de har styrke og opbakning til ligefrem at danne et nyt parti. Og det er der trods alt ikke mange der tillægger Brixtofte.

For hans store problem er hans totale mangel på selverkendelse. Han har oprindeligt haft nogle høje og tilforladelige, på flere punkter endog særdeles fornuftige målsætninger om at skabe fornyelse i det politiske arbejde. Han ville gøre Farum kommune til en mønsterkommune med høj service, højt aktivitetsniveau, god integrationspolitik, utraditionelle løsninger, lave administrationsomkostninger og lav skat. Han har redegjort for sine ideer i en velskreven og letlæst bog fra 1995, ‘Forandring kræver mod', hvor han bl.a. tilslutter sig konklusionen i en bog om ‘Skatter uden velfærd': "Udgiftsstigningen i den offentlige sektor bunder i betydelig udstrækning i spild". Han henviser til Jørgen Dichs ‘Den herskende klasse' fra 1972 og Bertel Haarders ‘Institutionernes tyranni' - og han kan såmænd citere Ritt Bjerregård for nogle gode ord fra dengang: "Den offentlige servicesektor er blevet så stor, at de flere penge, der bliver hældt i den, i højere grad gavner terapeuter og behandlere, læger og administratorer end de gavner klienter, patienter, skatteborgere eller hvad man nu skal kalde objekterne for den megen omsorg."

Undre kan det naturligvis ikke, at Brixtofte også citerer to af de vigtigste love for bureaukratiet som herlige C. Northcote Parkinson opdagede og så rammende formulerede: ‘Udgifterne stiger indtil de dækker indtægterne', og: ‘Arbejde tager den tid der er til rådighed for dets udførelse'. Så Brixtofte gjorde sig til talsmand for ‘den omvendte Parkinson': Udgifterne skal falde, indtil de svarer til faldet i skatteindtægterne! To af hans vigtigste politiske slogans blev derfor: ‘Mindst mulig administration' og ‘Mere service for færre penge'.

Brixtofte forudså, at ‘frihedskampen' - som han kaldte den a la Glistrup - ville blive hård, men også at Venstre ville vinde. Og det gjorde de unægteligt i Farum, hvor de fik det absolutte flertal. Og de gjorde det 21. november sidste år i hele landet, hvor de dog heldigvis kun fik mandater til en mindretralsregering, der må forhandle sig til alt.

Og her har vi den afgørende forskel. For når al magt korrumperer, så gælder det i et demokrati for alt i verden om at forhindre, at nogen mand eller noget parti får absolut magt. Det gælder lokalt som på landsplan, og farcen i Farum har vist, at det ikke er nok, at en kommune er underkastet de af folketinget vedtagne love for god administration, for dem kan en tilstrækkelige fræk borgmester og et tilstrækkelig søvnigt flertal i hans byråd se stort på - både verbalt og reelt - i årevis, uden at nogen kan skride effektivt ind.

Godt nok findes der tilsynsråd og amtsråd, men i vort veloplyste og normalt velfungerende demokrati, er der ikke taget højde for at der pludseligt kan dukke en regulær rovfisk op i hyttefadet. Det véd vi nu, og man må derfor håbe, at vore lovgivere finder på muligheder for indgreb i tide. Der burde også i et ordentlig demokrati være en mulighed for at slippe af med en borgmester, hvis han får flertallet i byrådet imod sig. Juristen og forfatteren Sven Clausen understregede i sin tid, at en af betingelser for at man kan kalde en styreform for et demokrati, er at der er mulighed for at komme af med en regering igen. Det burde være en selvfølge også for kommunalstyret.

I Farum skete der lige netop det der ikke må ske i et demokrati, at magten steg magthaveren til hovedet og gjorde ham totalt ufølsom for kritik og sund fornuft. Peter Brixtofte ville såmænd kun Farum kommune og Farums borgere det bedste, det har utvivlsomt været hans ærlige hensigt. Men omgivet som han var af rygklappere og bonkammerater, af søvnige for ikke at sige sovende partifæller i byrådet og utroligt svage embedsmænd, der ikke havde rygrad til at sige deres chef imod, så fik de store ideer og projekter lov til at løbe af med borgmesteren. Generøst spenderede han god mad og uhørt dyre vine, og han jonglerede så generøst med tallene for budgettering og finansiering, at ingen kunne følge med selv i ædru tilstand.

Og når hele korthuset nu er ramlet, takket være et par vågne og ihærdige journalister på BT, så udlægger Brixtofte det simpelthen som personlig forfølgelse fra oppositionens side. Manden er ikke dømt i juridisk forstand for nogetsomhelst, men moralsk og politisk er han forlængst gennemskuet lige til det punkt, hvor det kan fastslås, at han med Birthe Rønn Hornbechs udtryk er uden for pædagogisk rækkevidde. Den slags er set før, og ofte i samme konstellation af magt og alkohol. Farcen havde ikke løbet ovet scenen mange dage, før alkoholkonsulent Nissen i TV - med byrådsmedlem Paul Wachtells tilslutning - kunne fastslå, at vi i Farumtilfældet har at gøre med en alkoholiker, der totalt har mistet jordforbindelse og sund selvkritik.

Tilfældet Peter Brixtofte er en personlig tragedie, og hvis nogen i hans nærmeste omgivelser i tide havde haft held til at få hans udskejelser og hans politiske karriere bragt til ophør, så havde alle kunnet lade det blive ved det personlige, men indtil han selv kommer til virkelig selverkendelse, tager konsekvensen af den og trækker sig fra det offentlig liv, så fremtræder han desværre som en nar. Han minder os derfor om, at Farum faktisk har haft sin berømte Klaus Nar af Farum, som har lagt navn til både en vej og en sti i kommunen og en holm i Farum sø, og som J.P. Jacobsen har indskrevet i sine Gurresange (som Schönberg har sat i musik). I disse klager Claus Nar sin nød:

Men at jeg, Claus Nar til Farum,
Jeg, som trode, at de Døde
Vare fri for Legemsmøde,
At Ens Støv blev Åndens Anker,
Så i fred man sine tanker
Kunde samle til den store
Hoffest, som Bro'r Knud har sagt
Blæses ind med Guldbasuner,
Hvor vi Gode vel ved Magt
Æde Onde som Kapuner,
Ak, at jeg på en Fole galen
Med min Næse vendt imod Halen
Skal humpe om, mens Folk er i Senge,
Var ej det for sent, jeg ville mig hænge. -


O, men hvor sødt det skal smage forvist,
Når jeg nu dog bliver salig tilsidst.
Vel har jeg syndet lidt mer end de Fleste,
Hvem gav den nøgne Sandhed Klæder
Og tog dens Prygl på Vej og Stræder?
Jo - ifald der er Billighed til,
Så må jeg bænkes i Himmerigs Sale,
Nå, hvor jeg der skal Verten bagtale!


Selvom det netop er kommet frem, at Peter Brixtofte nu har erkendt sit alkoholproblem og vil søge behandling, så ved ingen, om han i sin skuffelse og frustration over at blive gået endnu inden retten har talt giver sig til at bagtale værten, men givet er, at sagen ikke har været til gavn for partiet Venstre eller dets formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, og at Venstre i allerhøjeste grad skal være glad for, at sagen ikke blev trukket frem af BT før novembervalget. Den skal nok blive udnyttet af oppositionen alligevel - foruden naturligvis af landets sommerrevyer.

Om sagen på lidt længere sigt vil skade partiet er vel mere tvivlsomt. Dels er der længe til næste valg, dels bliver folk ret hurtigt trætte af at høre mere om artige afsløringer, sålænge de ikke fører til retssag. Desuden har Anders Fogh Rasmussen moralen på sin side. Han har aldrig gjort sig til talsmand for den magtfuldkommenhed der lader hånt om oppositionen eller borgerne. Skade kan det ikke, at Venstre har været nødt til at distancere sig definitivt fra Peter Brixtofte, og skade vil det ikke, at Venstre bliver nødt til at modificere sin altfor enøjede begejstring for liberalismen. Den bygger på ideen om frihed og skal i denne forstand være med til at sikre borgernes kreativitet og udfoldelsesmuligheder, men det skal - som partiet ofte har understreget - altid ske under ansvar.

Og lige netop derved havner man i et ægte komplementært forhold mellem frihed og lighed, hvor etikken er, at ingen af delene må sejle sin egen sø uden ringeste hensyntagen til den anden del. Friheden må aldrig frigøre sig fra lighedens tanke om gensidig hensyntagen, og ligheden må på sin side aldrig frigøre sig fra frihedens idé om kreativitet og udfoldelse uden urimelige restriktioner fra samfundets side. De to ting er umulige at afbalancere én gang for alle. Der vil altid være dynamisk modsætning mellem dem. Men retsstaten og demokratiet er kendetegnet af den rimelighed og fordragelighed der sørger for at dynamiske modsætninger kan skabe udvikling uden at blive destruktive.

Jan Jernewicz



Se også artiklerne om:

Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalisme og socialisme som komplementære fænomener



Henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
Jens Vrængmoses rubrik



Til toppen    Til forsiden    Printversion

utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 3.4.2011