Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Sprogfilosofi

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.5.03.


Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi

Frederik Stjernfelt har med sin gennemgang af den amerikanske filosof Michael Friedmans bog "A Parting of the Ways. Carnap, Cassirer and Heidegger" i Weekendavisen 15.5. rejst det væsentlige spørgsmål, om det er muligt at bygge bro mellem den såkaldt 'analytiske filosofi' og den såkaldt 'kontinentale filosofi'. Kløften mellem dem går tilbage til "den europæiske tænknings sidste topmøde" i Davos i 1929 med deltagelse af de tre nævnte tænkere, men udkrystalliserede sig for alvor først efter nazismen og 2. verdenskrig i en markant afstand mellem engelsk-amerikanske sproganalytikere og kontinentale metafysikere, og den opfattes ifølge Stjernfelt af stadig flere filosoffer som "et tragisk Jalta".

Carnaps linje førte til den logiske positivisme (alt er sansning og logik) og videre til den analytiske filosofis udbredte skepsis over for al ontologi. Den blev overvejende et engelsk-amerikansk fænomen, men havde stærke baser i Danmark med Jørgen Jørgensen i København og Justus Hartnack i Århus (vekslende med USA). Den venstreorienterede Jørgensen (1888-1974) forblev i den logiske empirisme, dog med stadig stærkere hældning til marxismen, mens den 24 år yngre Hartnack fra starten var en rendyrket og fremragende sproganalytiker, som Jørgensen ikke brød sig om og derfor fik udelukket fra et professorat i København, Hartnack ellers var selvskreven til. Filosofi er altså også ideologisk kamp.

Heideggers linje førte til flirt med nazismen og i anden omgang til "grasserende irrationalisme", ja videnskabshad i "store dele af kontinentalfilosofien" hævder Stjernfelt.

Begge ekstremer anses i dag for fuldstændigt håbløse løsninger, fordi de totalt fornægter den for alle tænkende mennesker med begge ben på jorden soleklare kendsgerning, at vi hverken kan undvære logikken, sproganalysen, erkendelsesteorien eller etikken, æstetikken, den politiske og eksistentielle filosofi i bredeste forstand.

Filosofferne må i dag specialisere sig. Ingen behersker alle felter. Den sidste polyhistor er forlængst død og borte. Men alle med respekt for sig selv og kollegerne er dog klare over, at deres eget speciale ikke fører til en sandhed der dækker alt. Omvendt har ingen heller nogen illusioner om, at der overhovedet findes en sandhed der dækker alt. "Virkeligheden i sin helhed" (hvad ordene nu end måtte betyde) kan ifølge afdøde Peter Zinkernagel ikke gøres til genstand for udforskning, det kan kun konkrete dele af virkeligheden såsom en bestemt fysisk genstand, en bestemt logisk sammenhæng eller et bestemt etisk dilemma - og ikke at forglemme menneskedens såvel som individets bestemte eksistens.



Den store fejltagelse for de logiske positivister var deres af den venstreorienterede Rudolf Carnap (1891-1970) i 1929 postulerede aksiom om logikkens og sansningens basale væsen, der førte til postulatet om videnskabernes rangfølge inden for en påstået enhedsvidenskab: fysikken som grundlaget; kemi, biologi, psykologi, samfundsvidenskaber osv som reducible afledninger. Metafysik var vås, og filosofi i grunden inderligt overflødig, når den logiske empirisme først var indset. Altsammen spekulation på højt og klart abstraktionsniveau, men yderst begrænset erfaring. David Favrholdt har rammende sagt, at det Carnap ville gøre til grundlag for enhedsvidenskaben var det "observable tingssprog".

Den store fejltagelse for den højreorienterede Martin Heidegger (1889-1976) var omvendt at gøre indbildningskraften eller fantasien (eller endnu bedre det tyske "Vorstellung") til afgørende åndskriterium. Han der - så vidt vides - selv var et menneske af kød og blod og sad på sin stol af fysisk art og skrev med en pen af lignende art, han drev det også til spekulation på højt abstraktionsniveau, men i hans tilfælde dunkelt og uklart på grund af hans dybe hang til selvopfundne begrebsbestemmelser og -anvendelser. Disse har nok en respektabel indre logik og konsistens, men virker samtidig overordentligt private af karakter og umådeligt svære at tilegne sig, hvad debatten om ham for ganske nylig i Weekendavisen i anledning af en dansk bogudgivelse tydeligt viste.

Om begge former for ekstrem filosofi gælder, hvad den amerikanske historiker Henry Steele Commager for mange år siden skrev om de politiske yderfløje, at deres eneste mission i tilværelsen er at begå selvmord. Undertiden sker dette hurtigt (ved bomber) undertiden langsomt (ved tænkning). Men resultatet bliver i én henseende det samme, nemlig døden. Fred være med alle sådanne martyrer!

Den liberale tyske filosof af jødisk herkomst Ernst Cassirer (1874-1945) udviklede en generel kulturfilosofi der påviste symbolernes funktion i hverdagen såvel som i videnskaben, kunsten, religionen og myterne. Han havde, som Stjernfelt nævner, omfattende skoling i sin samtids videnskab fra kunsthistorie til kernefysik og insisterede på, at mennesket kun kan lære sig selv at kende ved at studere disse objektiviseringer af religionen, kunsten, og videnskaben.

Kunst, myte, sprog og videnskab er følgelig ikke hos Cassirer opstillet i en hierarkisk rangorden, men er sideordnede og irreducible. Og dermed ligger han helt på linje med normal, pragmatisk opfattelse af fænomenerne. Friedman hævder, at Cassirers filosofi henstår "uafsluttet, for så vidt det ikke er klart, hvordan de forskellige symbolers gyldighedskrav skal tænkes sammen".

Stjernfelt selv anbefaler ud fra samme opfattelse, at man genoptager Cassirers anliggende for at komme over kløften mellem analytisk og kontinental filosofi. Men han røber ikke, hvordan han forestiller sig den nævnte sammentænkning, og altså heller ikke, om han virkelig tror på dens teoretiske mulighed og/eller dens praktiske nytte.



Der findes imidlertid et særdeles gennemtænkt og realistisk alternativ til Cassirers tredjevej, nemlig Niels Bohrs forkætrede, men i vid udstrækning slet ikke tilstrækkeligt kendte eller forståede komplementaritetssynspunkt. Bohr insisterede ikke - som Heideggers inspirator Wilhelm Dilthey - på et uoverstigeligt skel mellem ånds- og naturvidenskab, men på en komplementaritet imellem dem, som indebærer at en eksistentialfilosofisk analyse aldrig kan foretages samtidig med en naturvidenskabelig analyse, men at de kan foretages på skift og hver for sig som fuldt berettigede og nyttige til hver deres formål.

Som eksempel på en lignende komplementaritet nævnte Bohr selvfølgelig den fra kernefysikken velkendte, men længe problematiske forskel mellem opfattelsen af atomare bevægelser som henholdsvis partikler og bølger. Eller på den fra samfundsvidenskaberne og den politiske praksis også velkendte - og for mange utålelige - forskel mellem at se problemerne fra samfundets synspunkt og fra individets synspunkt. De to metoder går aldrig op i en fælles syntese.

Jamen, så accepteres vel den uoverstigelige kløft mellem naturvidenskab og ånds- eller eksistensvidenskab? Nej, for sproget danner bro, det sprog 'vi hænger i', som Bohr sagde, og som vi ikke kan gøre os uafhængige af.

Hovedsagen her er, at sproget dækker alle områder af tilværelsen, og at man altså kan bruge det til såvel eksakte begrebsbestemmelser og analyser i fysik og matematik som til ikke-eksakte ditto i eksistensvidenskaberne og det praktiske liv.

Videnskaberne tenderer mod størst mulig grad af objektivitet, og dette vil - med Bohrs egne ord - sige mod størst mulig grad af entydighed. Men problemet er, at ikke alle fænomener kan bestemmes entydigt, og at man følgelig gør vold mod sproget ved som de logiske empirister at reducere alle videnskabelige erfaringer til simple udsagn om empiriske data af sansemæssig art - og udelukke alt andet som meningsløs tale eller direkte metafysisk vås.

Kernefysikken påviste, at der ligger ubestridelige empiriske kendsgerninger hinsides det umiddelbart sanselige, og at disse ofte kunne beskrives eksakt ved hjælp af en særlig matematik med indbygget usikkerhed (Heisenbergs ubestemthedsrelationer. 1927). Og det er naturligvis de eksakte videnskabers mål og drøm at bringe mest muligt ind under entydigheden, hvilket i praksis vil sige ind under entydig matematik. Men jo længere vi kommer væk fra fysikkens forskningsområde, jo længere kommer vi også fra fysikkens idealiserede forskningssituation. Samfundsvidenskaberne, psykologien og eksistenfilosofien i bred almindelighed er ikke og bliver heller aldrig eksakt videnskab som fysikken.

Werner Heisenberg, der i modsætning til Niels Bohr, men i lighed med Albert Einstein, var et særdeles musisk menneske, havde også øre for sprogets, navnlig dagligsprogets musik. Dagligsproget er langtfra eksakt, det er tværtimod i vid udstrækning tvetydigt, men det ligger netop derfor nærmere den fulde eller hele virkelighed end de videnskabelige discipliners specialsprog. Det er derfor det er så robust - og kan overleve fagsprogenes jævnlige udskejelser i retning af metodegalskabens vildtvoksende eksklusivtermer eller moderetningers forbigående succes.



For en ordens skyld bør det nævnes, at den psykologiske grund til dagligsprogets langt større usikkerhed end specialsprogenes ligger i, at dagligsproget grundlæggende ikke beror på abstrakte begreber og definitioner, men på billeder og lydindtryk (såvel høreevnen som billedevnen er før sprogevnen og den logiske evne i hjernens og den menneskelige psykes dannelse). Og billeder og lyd er altid fortolkelige.

Når de logiske empirister og utallige andre - fra erklærede 'materialister' eller marxister til almindelige praktiske mennesker - betragter fysikken som eneste solide grundlag for videnskab, politik og handel, så skyldes det iøvrigt også en psykologisk grund, nemlig den kendsgerning, at genstandsbevidstheden er forudsætningen for såvel den sproglige bevidsthed som jeg-bevidstheden hos barnet.

Hvis ikke der fandtes faste, dvs stabile og håndgribelige fysiske genstande at forholde sig til for spædbarnet, ville det ikke få dannet de dendritter i hjernen der er forudsætningen for hele den senere psykiske udvikling. Modsvarende vil et menneske der eksperimentelt anbringes i et rum, hvor alt flyder og bevæger sig kaotisk, hurtigt nærme sig sindssygens rand. Men heraf følger blot ikke, at alle andre fænomener end de håndgribelige genstande kan eller skal reduceres til simple sanseerfaringer. Det er og bliver en indsnævring af virkeligheden.

Omvendt gælder naturligvis, at metafysikere der hævder at der findes oversanselige eller overnaturlige fænomener i verden også kommer på sproglig glatis. For som Harald Bohr sagde: Hvis det overnaturlige fandtes, var det slet ikke overnaturligt. Underforstået: Alt hvad der kan bringes inden for den menneskelige erfarings område hører til naturen. Men naturligvis er det ikke sikkert, at alt i universet kan bringes ind under menneskets erfaring. Det er blot et helt andet problem.

I det hele taget kunne man undgå meget metafysisk vås, hvis man holder sig til Zinkernagels tre sprogregler: 1) Betegnelser for handlemuligheder kan ikke anvendes uafhængigt af elementære tingsbetegnelser, 2) psykologiske udtryk kan ikke anvendes uafhængigt af de personlige stedord, og 3) de personlige stedord kan ikke anvendes uafhængigt af kropsbetegnelser og dermed tingsbetegnelser.



Den anden side af de logiske empiristers fejltagelse ligger i det begrebsmæssige forhold, at de udelukker så væsentlige empiriske fænomener som mulighed, usikkerhed, ustabilitet, forandring, udvikling og emergens fra naturen. Men som allerede Einstein ifølge Heisenbergs "Der Teil und das Ganze" var inde på så forholder det sig måske sådan, at det mulige er en bestanddel af det virkelige.

En af Heisenbergs elever, den schweiziske fysiker og filosof Hans-Peter Dürr har gjort gældende, at "virkeligheden" slet ikke er en tingslig realitet, men "potentialitet der kan manifestere sig som realitet". Han anser formen som mere fundamental end materien, og siger derfor i sin omskrivning af et kendt bibelsk ord: "I begyndelsen var forbundetheden". Men dermed svigter han den bohrske komplementaritet.



Men ellers er de fleste videnskabsmænd og almindelige mennesker alt for fixerede på det reale i betydning det håndgribeligt fysiske - og har i hvert fald indtil relativitetsteorien og kvantemekanikkens gennembrud været tilbøjelige til at undre sig over usikkerheden og dynamikken i tilværelsen. Mange er det endnu. For dem skal livet partout føres tilbage til død materie. Sjælelivet til hjerneprocesser. Samfundsmekanismerne til behavioristernes målelige betingede reflekser. Sproget til logiske strukturer. Latter til udslag af mavekneb og humor til én stor misforståelse eller fejlkonstruktion.

Men det kunne være det altsammen er elementære kendsgerninger, der må tages, beskrives og analyseres ud fra sine egne indre love.

En sammentænkning af de forskellige symbolers gyldighedskrav turde være umulig, hvis der hermed tænkes på en systemdannelse eller en absolut entydighed.

Men i anden forstand er den ikke alene mulig, den eksisterer i bedste velgående i form af det utroligt smidige og tvetydige dagligsprog, som binder de forskellige felter af vor tilværelse sammen så vi er i stand til at forstå hinanden, beskrive og analysere fænomener af alle slags og samtidig finde mening og sammenhæng i vor egen tilværelse.

Dagligsproget sætter os ikke mindst i stand til at tilpasse os forandringerne i udviklingen. Også disse forandringer knytter sig til symbolernes evne til at være basis for selve forvandlingens fænomen i den menneskelige eksistens.

Men først og fremmest er det dagligsproget der sikrer korrespondensen mellem dagliglivet og videnskaben, mellem naturvidenskaben og eksistensfilosofien, og mellem dagliglivet og evigheden.



Iøvrigt henvises til artiklerne om

Komplimentaritetssynspunktet
Niels Bohrs filosofi
Peter Zinkernagels filosofi



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal