Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel36df

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.8.06.


Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme

af Jens Vrængmose

Tre journalister fra Ekstrabladet har i samarbejde med TV2Nyhederne ringet til 13 lokalformænd i Dansk Folkeparti for at undersøge hvordan holdningen var til medlemmer af DNSB (Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse) og Dansk Front, som begge kan betegnes som 'ekstrem højrefløj' med allerstørste aversion mod indvandrere. Journalisterre udgav sig som medlemmer af en af disse organisationer og ville lige høre om de også kunne blive medlemmer af DF.

Metoden med at give sig ud for en anden end den man er, er ikke i sig selv særligt tiltalende, men den er ganske enkelt den eneste mulighed for at få ærlige svar på spørgsmål der er behæftet med åbenlyse moralske dilemmaer. Tilsvarende metode - dog med brug af skjult kamera - er også blevet brugt i den meget omtalte sag om plejehjemmet Fælledgården på Nørrebro, og her fik den oplysninger og holdninger frem hos personale og ledelse som var alt andet end acceptable for pårørende og offentligheden, men som givetvis ikke ville være kommet frem med almindelig spørgeteknik. Der er ved en sådan fremgangsmåde selvfølgeligt nogle hensyn at tage til de personer der bliver hængt ud (fx tilsløring af navne og ansigter), men principielt er det i et demokrati som det danske fuldt forsvarlig og helt nødvendig journalistik.



For DF's vedkommende afslørede metoden den meget pinlige kendsgerning at mange af lokalformændene havde en holdning til de to højredrejede organisationer som er i klar strid med partiets officielle linje - og det er selvfølgelig ikke holdbart. Partiet reagerede da også prompte med utvetydig afstandtagen fra næstformand Peter Skaarup og allerede mandag med eksklusion af 9 af 13 spurgte tillidsfolk. Uden pardon og uden mulighed for indsigelse eller nærmere forklaring. Det er de naturligvis utilfredse med. En af dem ville ønske, han havde fået det gule kort i stedet for det røde. Det er i orden at der kommer en sanktion, mente han, men med en ultimativ eksklusion kan det ikke blivet meget værre. En anden finder fremgangsmåden urimelig, for ingen har været interesseret i at høre hans mening om sagen. "I partiet vil de bare beskytte deres egen status som folketingsparti. Alt andet må åbenbart vige for det, også de lokale", siger en skuffet lokalformand i Roskilde.

Men hertil svarer Peter Skaarup meget rigtigt, at den slags skulle de have tænkt på noget før. For ham og DF's hovedbestyrelse har det været en skærpende omstændighed, at flere af de ekskluderede direkte opfordrede den person der henvendte sig til at gå stille med dørene, fordi hovedbestyrelsen ikke var så glad for medlemmer af den art. Så vidste tillidsfolkene altså hvad de gjorde, konkluderer Skaarup. Og det kan de heller ikke løbe fra, eftersom vi på TV2Nyhederne med egne øren har kunnet høre deres omsvøb.

Peter Skaarup minder udtrykkeligt om, at Dansk Folkeparti ikke tolererer ekstremisme til nogen af siderne. Det har været fuldstændigt klart lige siden partiets stiftelse i 1995. Og det har partiets ledelse sagt mange gange både i medierne og på møder i partiet, hævder han. Men i hvert fald kan det konstateres, at det åbenbart ikke har været sagt tilstrækkeligt tydeligt eller tilstrækkeligt mange gange.



Nu skærer partiledelsen igennem hurtigt og resolut - og det har de gjort klogt i. At tale om 'panik', således som fx Informations altid DF-kritiske David Rehling gjorde i Deadline mandag aften, er nok overdrevet. For der var efter alt at dømme - og særligt Skaarups gentagne udtalelser i TV - absolut ingen slinger i valsen. Man vil simpelthen ikke acceptere ekstremisme af nogen art. Og folk der kan huske klip fra partiformand Pia Kjærsgaards valgturné i begyndelsen af 2005, vil huske, at hun også dengang uden tøven forlangte et medlem smidt ud af partiet omgående, da han kom med uacceptable, racistiske udfald mod indvandrerne.

Men prekær er sagen for partiet nu engang, fordi den dels viser at man ikke har formået at rense tilstrækkeligt ud i egne rækker eller at informere sine tillidsfolk tilstrækkeligt dybtgående, dels kommer meget på tværs af ledelsens kraftige appeller til statsminister Anders Fogh Rasmussen om at blive betragtet som et regeringsdueligt parti.



Det sidste bliver det nok sværest at rette op på - trods den prompte reaktion. For nok er partiets øverste ledelse og folketingsgruppe både personligt og politisk egnede til at indtræde i regering med Venstre og Konservative; de er i alle henseender dygtige, kompetente og pålidelige; men dette hjælper ikke meget, når de Konservative har stor uvilje imod dem, og statsministeren ikke ønsker på forhånd at afskære sig fra samarbejdsmuligheder til anden side. Det er for ham en klar fordel at kunne spille DF ud mod andre oppositionspartier der er villige til at gå på kompromis om samarbejde i enkeltsager. Statsministeren er måske i virkeligheden også betænkelig ved partiets position på den gamle højre-venstre-akse han egentlig selv har dømt forældet. Reelt er Dansk Folkeparti et midterparti der typisk appellerer til de 'middel-danskere' der også er socialdemokraternes gamle, faste målgruppe. Men det har skeletter i skabet fra gammel tid, har det.

Derfor vejer det i den samlede bedømmelse tungt, at partiet i så stor udstrækning har forsømt sin oplysning af medlemmer og tillidsfolk, at så mange af dem kan tage fejl af ledelsens konsekvens - og altså give udtryk for at medlemmer af DNSB og Dansk Front kan bruges som medlemmer i Dansk Folkeparti, blot de ikke taler for højt om det.

Medlem af DF bliver man dog kun ved accept af centralledelsen, og naturligvis kan en centralledelse uanset hvor store anstrengelser den gør sig ikke undersøge ansøgere så grundigt, at det kan udelukkes at man giver grønt lys for folk der af den ene eller anden grund er uværdige til det. Men for det første er man nødt til at sikre sig at de lokale partiorganisationer har samme grundholdning som centralledelsen og altså ikke direkte eller indirekte lader nogen medlemskandidat få det indtryk at man kan være medlem af både DF og en af de højreekstremistiske organisationer. For det andet kan dette kun sikres, hvis den centrale ledelse ikke opfattes centralistisk, dvs som en ledelse der handler hen over hovedet på de lokale folk. Og det er netop hvad tilfældet er. Så kan partiets top iøvrigt mene hvad de vil.


Den stærke centralledelse af Dansk Folkeparti har reddet partiet fra at lide samme skæbne som Glistrups Fremskridtsparti, at havne i et anarki hvor den ene del af partiet ikke vidste hvad de andre dele mente og foretog sig - og end mindre kunne ændre på det. Noget sådant er ganske enkelt ødelæggende for et parti, men Glistrup personligt var og blev jo en 'anarkist' der hverken ville eller kunne indordne sig under fælles aftaler og regler. Det destruktive element var i hans tilfælde langt større end det konstruktive - og det kan der ikke bygges et holdbart parti op på.

Men i længden forudsætter en stærk centralledelse en god og nær relation mellem top og bund. Det er alt for frustrerende for de enkelte tillidsfolk ude i landet og alt for ødelæggende for et parti som helhed, hvis centralledelsen handler hen over hovedet på lokalledelserne - eller hvis det blot bliver opfattet sådan.

Her synes Dansk Folkeparti at have et alvorligt problem - som også tidligere sager har vist. Andre partier kan indimellem opleve noget lignende. Problemet har i perioder ramt både socialdemokraterne og SF alvorligt. I Venstre kendes det også helt aktuelt, fordi partiformanden er ret enerådig - også i folketingsgruppen.

Det er i dag kommet frem, at DF's partiledelse vil tage skridt til bedre oplysning af medlemmerne allerede i løbet af efteråret ved at sende lokalformændene på kurser, og at partiets ungdomsorganisation specielt vil gøre mere ud af at tjekke medlemskandidater på internettet. Og det er fint. Men det retter næppe fra den ene måned til den næste op på det forhold at partiet har skeletter i skabet fra Glistrups tid, dvs at det har medlemmer der udadtil bøjer sig for partiets officielle linje, men inderst inde stadig er ligeså ekstremt nationalistiske og fremmedfjendske som Glistrup var. Det skal i dennne forbindelse dog huskes, at de virkeligt ekstreme organisationer aldrig har fået den store politiske gemnemslagskraft her i landet. Det skal også huskes at partimedlemmer ikke er det samme som vælgere.

Partiets dilemma forstærkes af, at det gamle højre-venstre-skel - som Anders Fogh Ramussen med rette har undsagt - i realiteten er med til at sløre det dybereliggende problem, at mange vælgere der økonomisk og socialt tilhører den brede og stadigt bredere midte i dansk politik moralsk og kulturelt har holdninger der er mere nationalistiske end godt er, dvs som allerede på ubevidst plan er tilbøjelig til at føle aversion mod indvandrerne uden at have nogen grund til det. Det er frygten der driver dem. Men frygt bekæmper man ikke med moralistiske formaninger eller almindelig rationel oplysning.



Hele tanken om et rent Danmark, et Danmark uden indvandrere, er og bliver en utopi. Det er på ingen måde en syg tanke. Tværtimod er det en naturlig tanke, hvis man vel at mærke anerkender national identitetsfølelse som andet end en floskel. Men den alt for store indvandring er jo sket, og kan ikke gøres om igen. Og det vil være ikke blot juridisk, økonomisk og socialt umuligt at smide indvandrerne ud, det vil også være dybt uansvarligt i etisk henseende. Langt de fleste af de indvandrere der er kommet til landet, er kommet her legalt og i 1960'erne og 1970'erne endda på opfordring, fordi vi manglede arbejdskraft. De blev kaldt fremmedarbejdere eller gæstearbejdere, fordi det var meningen at de skulle rejse hjem igen, når de for god betaling havde gjort deres pligt. Men de blev - og fik statsborgerskab og dermed del i alle de goder velfærdsstaten kan byde på. Og deres børn voksede op som halvdanskere med forventning om at kunne blive, få uddannelse og job, statsborgerskab og anerkendelse som fuldgyldige borgere. Så let gik det ikke. Det er en anden historie. Men smide dem ud nu ville i langt de fleste tilfælde være dybt uretfærdigt.

Men vi kan stramme reglerne for indvandring så problemerne ikke vokser uhæmmet i de kommende på - og det er rent faktisk sket, takket være bl.a. Dansk Folkeparti og folkeopinionen.

Men problemerne med de tilbageværende indvandrere - udannelsesmæssigt, jobmæssigt, socialt og kulturelt - må naturligvis løses på den for alle parter bedste måde, så flest mulige bliver ordentligt integreret. Og tilmed bliver der sandsynligvis i de kommende år brug for tilgang af yderligere kvoter af indvandrere, nu heldigvis med ordentlige kompetencer. Her er det nødvendigt at samarbejdet mellem de forskellige politiske partier bliver så bredt som muligt. Dansk Folkeparti har vist sin ansvarlighed ved at indgå i de nødvendige forlig - og ved samtidigt at føre den konsekvente partilinje, at folk med ekstremistiske eller racistiske holdninger ikke hører hjemme i partiet. Partiet har stået til fremgang i mange meningsmålinger det sidste halvår, også i en ny måling forleden, men det skal da blive spændende at se om den aktuelle sag vil kunne ses på kommende målinger.

Tilbage for partiet står under alle omstændigheder at håndhæve partilinjen på en sådan måde at konsekvensen ikke fremstår som ren og skær diktat, men at den forklares og kommunikeres så den ikke blot er begribelig for medlemmerne, men følelsesmæssigt accepteres og tilegnes. En sådan opgave er åbenlyst større end partiledelsen hidtil har troet. Ja, den er i realiteten så stor, at den slet ikke kan løses, hvis partiledelsen stikker hovedet i busken og ikke vil være ved, at problemet er der og er af denne specfikke art.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

DF, K og R på kant - og på spil  (24.4.06.)
Er det synd for de afviste asylsøgere?  (23.04.06.)
S, R og Dansk Folkeparti i ombrydning  (9.4.06.)

Åbent brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen   (7.4.06.)
Velfærdsudspillet  (6.4.06.)

DF, konservative og erhvervsledere  (23.3.06.)
Jelved og Kjærsgaard i Deadline  (15.3.06.)
Dansk Folkeparti på fremmarch  (3.3.06.)

Dansk Folkeparti i i det nye spændingsfelt med Venstre
Dansk Folkeparti: S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt
Danskheden udfordret
Går integration kun den ene vej?  (22-10.05.)



Jens Vrængmoses rubrik:  Skidt og Kanel

Introduktion til Jernesalts filosofi



Artikler om   Danmark
Artikler om   Samfund
Artikler om   Etik
Artikler om   Eksistens



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal