Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - 0azreplik100430

REPLIK FRA JERNESALT - 30.4.10.


Er Lars Løkkes realisme en ideologi?

Som ofte påpeget af Jernesalt mangler partiet Venstre i høj grad filosofisk afklaring af sin politik, og det kan derfor kun hilses velkommen at statsminister Lars Løkke Rasmussen nu i et interview i Politiken 25.4. har taget bladet fra munden og spyttet ud med noget der kunne ligne dyberegående filosofiske udtalelser. De er selvfølgelig afledt af den aktuelle økonomiske krise og den dertil hørende politiske svækkelse af regeringens lederskab. Og de ligner partiformanden godt nok som den velmenende og pragmatisk indstillede politiker han er. Men de skuffer, hvis man havde forventninger om blot tilløb til en egentlig filosofisk afklaring.

Som påpeget i artiklen Lars Løkkes og VK-regeringens dilemma, er det ikkke blot en gene for Venstre at partiformanden virker så svag i forhold til sin forgænger at det vækker bekymring blandt de faste støtter, men et åbenlyst problem at partiet mister stemmer og medlemmer på grund af den centralisering regeringen gennemfører i liberaliseringens, moderniseringens og globaliseringens navn.

Lars Løkkes udfordring er derfor ret tydelig: Han skal ikke blot som tilrådet af Dansk Folkeparti begynde at vise mere offensivt og entydigt lederskab. Han skal faktisk også afklare partiets idémæssige grundlag, og dette vil primært sige forholdet mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet og det tilsvarende forhold mellem individ og samfund. Der burde altså nu ske en afklaring af Venstres idémæssige grundlag som Anders Fogh Rasmussen aldrig fik gennemført, skønt han bevidst introducerede 'den tredje vej' i dansk politik. Men afklaringen synes længere væk end nogensinde, fordi den i givet fald skal komme fra en partiformand der er alt andet end filosofisk indstillet.



I interviewet røber Lars Løkke Rasmussen en klar erkendelse af situationens alvor. Den økonomiske krise har medført et sceneskift, der har gjort udfordringen tydelig. For i udlandet - og navnlig i visse lande uden for Europa (Kina, Sydkorea, Japan og Singapore) - er der en 'dedikation' og målrettethed og ambition som er uden sidestykke i verden og en selvtillid som man bliver nødt til at tage alvorligt, siger han med vanlig anvendelse af den engelske term 'dedikation' der kan betyde både pligtopfyldenhed og idealisme.

Lars Løkke kalder det ligefrem et privilegium at hans forgænger - med ham selv som ansvarlig politiker i regeringen - kunne dele gaver ud i flæng, men han indrømmer at man i bagklogskabens lys kan se at der dengang skulle have været afdraget mere på statsgælden end der blev. Nu er tiderne skiftet. Nu har den økonomiske krise vist en ny virkelighed, hvor vi for første gang står over for den udfordring at vi er blevet kollektivt fattige som samfund og ikke længere bare kan lade det fælles forbrug vokse. Der er sket et 'nybrud' i dansk politik. Nu er den realistiske politiks tid kommet, pointerer han.

Lars Løkke kalder det meget sympatisk, at danskerne ifølge flere meningsmålinger har erklæret sig villige til at betale mere i skat for at bevare velfærden, men dette er ikke desto mindre uholdbart. For i dette spørgsmål har vi brug for en mere grundlæggende erkendelse af at velfærden ikke kommer af ingenting. Det danske velfærdssamfund hviler tværtimod på et fundament af en konkurrencedygtig privat sektor.

Der er simpelthen brug for realismen som den nye ideologi.



Intervieweren minder ham om den tidligere statsminister Poul Schlüters ord om at ideologi er noget bras, men disse ord vil Lars Løkke ikke gøre til sine egne. For han vedkender sig at være liberal og at have nogle bestemte synspunkter om hvordan balancen skal være mellem offentlig og privat. Men - og det er så det nye og bemærkelsesværdige: "Vi er hinsides dette, for vi taler om at introducere den ideologi som vi kunne kalde realisme". Hertil hører efter Løkkes mening de store økonomiske linjer i politik, ja, selve Danmarks fremtid. Reformer skal til og vil komme, lyder det sidst i interviewet, men først og fremmest skal der nu ske besparelser på finansloven. Opgaver skal fjernes for at få råd til fremtiden.

Dermed er vi unægteligt kommet ned på jorden. Præcis lige så langt ned som Poul Schlüter var i 1980'erne, dvs langt væk fra de store idéer, 'de store fortællinger' og de systematiske ideologier som marxismen. Ned til den simple filosofi den nøgterne Schlüter udtrykte med ordene: "Borgerlige stemmer der arbejder".

Dette er for så vidt en ærlig sag. Schlüter klarede sig på denne jævne 'ufilosofiske filosofi' overraskende igennem som pragmatisk og kompromissøgende statsminister i mere end ti år. Men i Lars Løkke Rasmussens tilfælde kommer man ikke uden om en decideret selvmodsigelse: Han erklærer sig som tilhænger af en realisme der skinbarligt ligner ganske almindelig, typisk dansk realpolitik, men han vil ikke slippe liberalismen som grundlæggende ideologisk ståsted.

En sådan selvmodsigelse kan ene og alene kaldes mangel på filosofisk afklaring, og den gør det påkrævet af se på den principielle forskel på realisme og ideologi.



Når Schlüter i sin tid afskrev al ideologi var det i høj grad for at lægge afstand til enhver form for politisk systemtænkning som den marxistiske der som bekendt begik den fatale grundfejl at fortolke virkeligheden efter et på forhånd fastlagt og aflåst tankemæssigt system og som dermed efterhånden mistede realitetssansen. Det kommer der naturligvis aldrig noget godt ud af - det var tværtimod en hovedårsag til Sovjetkommunismens fald.

Men heraf kan blot ikke drages den slutning at ideer ikke har nogen plads i den politiske tænkning og praksis som berettigede og nødvendige ingredienser i vurderingen af hvad den politiske proces egentlig går ud på og hvor den gerne skulle føre hen. Ideer og begreber er absolut nødvendige, hvis der overhovedet skal ske en vurdering, så politikerne kan fastholde deres status som frie mennesker der kan være med til at forme processerne i stedet for blot at blive formet af dem på deterministisk vis.

Faren ved ideerne er altid at de kan gøres til urokkelige dogmer og principper der på et eller andet tidspunkt bliver vigtigere end realiteterne. Så taler man om ideologier i negativ betydning af 'systemtænkning'. Men blot fordi denne fare eksisterer - og mange mennesker vitterligt gennem tiderne er blevet grebet af dogmers og princippers vanvid - så kan ideer ikke blankt forkastes uden at man berøver sig selv muligheden for at tænke kritisk. For dette kræver også brug af begreber og ideer. Realismen er nødvendig, men det er ideerne også. Og de udelukker ikke hinanden.



Problemet for den velmenende Lars Løkke Rasmussen er ikke at han som følge af den alvorlige økonomiske krise er blevet så realistik at han nu - uden helt at skippe de liberale ideer - finder det nødvendigt at fokusere helt og holdent på det mest jordnære af alt politisk jordnært: finanslovsbesparelser. For det har han lov til, selvom det næppe er tilstrækkeligt til at forbedre hans chancer for genvalg til næste år.

Nej, problemet er at Lars Løkke Rasmussen ikke formår at koble sund realpolitik sammen med politisk-filosofiske ideer der peger ud over de jordnære og kortsigtede løsninger og tager grundlæggende modsætninger i samfundet op til debat og afklaring. Jeg tænker her først og fremmest på modsætningen mellem friheds- og tryghedsprincippet, men kunne også nævne den aktuelle modsætning mellem Hovedstadsdanmark og Udkantsdanmark eller modsætningen mellem elite og folk.

For disse modsætninger knytter sig til fundamentale ideer og begreber som i høj grad på det psykologiske plan er med til at afgøre vælgernes holdninger og konkrete stillingtagen. Bruger politikerne slet ikke ideerne og begreberne til at udtrykke og forklare deres egne mål og visioner, så glipper folks forståelse for at politik er andet end simpel administration af det bestående med tilhørende kynisk kamp om retten til at administrere.

Ideologisk systemtænkning er af det onde, men ideer og tænkning kan ikke undværes i politik, hvis den skal hæve sig over det jævne og forudsigelige - som den ene fornuftige politiker såmænd kan gøre omtrent lige så godt som den anden. Der skal helst være en forskel, og det kræver tænkning der er knyttet til bevidste ideer og forestillinger - samt forståelse for at forestillingerne på psykologisk plan aldrig blot associeres med umiddelbar rationel nytteværdi, men også har en ikke-rationel dimension.

Jan Jernewicz



Henvisninger:



Relevante artikler på Jernesalt:

Skal Udkants-Danmark blot afskrives?  (4.8.10.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Individ og samfund som komplementære fænomener
Midten i dansk politik  (25.10.04.)

Det nye regeringsgrundlag  (25.2.10.)
Lars Løkke Rasmussens store rokade  (23.2.10.)
Lars Løkkes problem  (10.2.10.)
Lars Løkke Rasmussens første nytårstale  (2.1.10.)
Lars Løkkes lille rokade  (27.11.09.)

Lars Løkkes Danmarksdrømme forekommer virkelighedsfjerne  (23.11.09.)
Formandsskiftet i Venstre  (19.5.09.)
Lars Løkke Rasmussen ny statsminister  (6.4.09.)

Rubrikken: Replikker

Forrige replik:  Er Ole Sohn angst for selverkendelse?  (28.4.10.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal