Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - burmester

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.7.07.


Fred og fare - ifølge Sven Burmester
Vigtig bog om Østasien, Islam, Vesten og Globaliseringen
- eller Dragen, Sværdet, Korset og Fremtiden

Verdens tilstand
Forfatteren og metoden
Kina og sinokratiets fordele
Islam og teokratiets forbandelse
Vesten, markedet og magten
Burmesters utopi
Kritik af Burmester
Henvisninger



Verdens tilstand    
Til toppen   Næste

Verden lider og dens smerte er synlig, hedder det i Sven Burmesters nye bog. Og smerten ses først og fremmest i fattigdommen, de epidemiske sygdomme, den alt for høje befolkningstilvækst, ressourceknapheden, den skæve fordeling af goderne, den høje arbejdsløshed og kriminaliteten i storbyerne samt i flygtningstrømmene og forureningen.

Frustrationen hos dem der ikke har kunnet følge med eller føler sig undertrykte kan give sig udslag i terrorisme, hedder det også. "Med kommende rådighed over atomvåben og uudtømmelige mængder selvmordsbombere har terroristerne fået dramatisk øgede muligheder for at true, myrde og ødelægge. Og de bruger dem."

Men vist er der håb, pointerer forfatteren. "Moderniseringen der nu skrider globalt frem kan muligvis med sin kombination af markedsøkonomi og teknologi endnu nå at få den globale levestandard op på et rimeligt niveau der så automatisk kan stoppe befolkningstilvæksten og frelse kloden fra forureningsdøden inden det bliver for sent."

Og så turde alle dele af problemstillingen være trukket op.



Fremtiden kommer ifølge Burmester til at formes i et spændingsfelt mellem tradition og moderne teknologi, uddannelse og religion, nationalisme og globalisering. Men globaliseringen er det helt centrale fænomen i hans vurdering. Den bliver afgørende for om vi får fred eller fare, siger han, idet vi altså her får meningen med bogens titel. Normalt hedder udtrykket jo 'fred og ingen fare', men Burmester er fuldstændigt klar over at som verden i dag har fået skruet sig sammen, så står vi over for valget mellem at skaffe os en fredelig og holdbar ordning på vore problemer eller at måtte se store og måske skæbnesvangre katastrofer i øjnene.

Burmester er ikke nogen naiv tilhænger af globaliseringen. Den er ikke blevet 'globalisme' eller ideologi for ham - jf. artiklen Er globaliseringen et gode eller et onde?. For han kan se både dens fordele og ulemper. Alle kan i bedste fald blive rigere igennem den, men det forudsætter at alle går ind for arbejdskraftens frie bevægelighed, og det vil forløbigt ikke alle stater. Globaliseringen udjævner også forskellene mellem kulturerne, men det har den ulempe at tingene bliver mere ensartede. Men det værste er at globaliseringen vil favorisere de stærke og vil få negativ virkning på miljøet.

Det er langt fra sikkert at globaliseringen vinder i det lange løb, konstaterer Burmester nøgternt, men han tror ikke desto mindre på den, fordi det er den der giver mulighed for at alle kan få en rimelig levestandard. Men, understreger han, hvis den nye verden ikke derudover får 'et åndeligt indhold der giver tilværelsen mening' vil den næppe overleve. Der skal simpelthen nye regler af moralsk og etisk art til for at sikre det globale samfunds opretholdelse.

Udover økonomisk samarbejde, mellemfolkelig forståelse og støtte til FN samt undervisning af unge til fremme af den gensidige tolerance er også etik og religion afgørende for den gensidige forståelse. "Unge mennesker verden over må kende andres holdninger og livsværdier for at sikre at kulturmødet bliver fredeligt." Og det kan jo lyde plausibelt nok, men når Burmester ligefrem hævder at den islamiske civilisation i moderniseret (sekulariseret) udgave måske har mere at bidrage med end både Østasien og Vesten, så tror jeg virkelig den gode mand må have misforstået noget meget centralt i selve opfattelsen af hvad det åndelige aspekt i tilværelsen egentlig er. Men det vender vi tilbage til.

Udgangspunktet er at det er verdens tre store civilsationer - Vesten, Islam og Østasien - der vil påvirke fremtiden afgørende, og derfor dem vi må lære at forstå. Dertil må nødvendigvis bruges forståelsesmodeller såvel som generalisationer. Og på dette punkt er Sven Burmester dejligt pragmatisk og uortodoks.



Forfatteren og metoden    
Til toppen   Næste

Sven Burmester er født i 1940 og uddannet som naturvidenskabsmand (organisk kemi) fra Københavns Universitet samt udviklingsøkonom fra Princeton University. Han har været ansat som vicedirektør i Verdensbanken 1971-1997 og været chef FN's Befolkningsfond i Kina og Nordkorea 1997-2001, så han er både en vidende og erfaren mand. Han betegner sig selv som dansk kosmopolit, og heri ligger at han, der er amerikansk gift med fast bopæl i Washington, er blevet en ny tids verdensborger der tilbringer året fire forskellige steder i verden, nemlig i Kina, Egypten, Danmark og USA, men "med vilje og omhu har beholdt sine danske rødder". Har man ikke ét sted hvor man føler sig hjemme, lurer nemlig rodløsheden og depressionen. Dette synspunkt gør sig også gældende i Burmesters sprogsyn. Han skrev engang en kronik hvor han foreslog engelsk indført som hovedsprog her i landet. Det er jo selve globaliseringens sprog. Men han er blevet klogere siden, for dansk kultur er nært forbundet med dansk sprog. Og vil vi bevare kulturen, må vi også bevare sproget.

Dette forhindrer jo ingen i at lære fremmedsprog. Engelsk er i dag helt selvfølgeligt. Men Burmester har også lært sig arabisk og et tåleligt kinesisk for at kunne begå sig i de fremmede kulturer og lære menneskene at kende. Det præger bogen, fordi han har fået dybt indblik i hvor ømtålelig en sag sproget er rundt omkring i de forskellige civilisationer. Men også fordi han er blevet lydhør over for den humor og underfundighed der kan ligge i sprogene.

Burmesters humor viser sig også når han bestemmer sin grundighed i selve beskrivelsen som liggende et sted mellem turistens og videnskabsmandens. Han undgår med vilje antropologens detaljeringsgrad og tillader sig de bredere generaliseringer - kombineret med konkrete beskrivelser af hvad han har set og oplevet gennem 40 år i international sammenhæng. Statistik er han yderst skeptisk overfor, eftersom den kan bruges omtrent efter behag. Så den findes ikke i bogen. Socialvidenskabernes forsøg på at være objektiv og neutral giver han heller ikke meget for, for den forhindrer jo forskerne i at sige ligeud at noget nu engang er bedre end andet. Og Burmester lægger ikke skjul på at han klart foretrækker den vestlige verden og dennes værdier. Specielt den personlige frihed er en livsbetingelse for ham.

Desuden gælder at Burmester modsat økonomer og antropologer tør inddrage de kulturelle fænomener i sine beskrivelser og analyser, selvom de ikke er målbare eller lader sig kvantificere. Men de kvalitative sider af samfundsproblemerne lader sig ikke bestride. Burmester erkender endda åbenlyst at de åndelige spørgsmål slet ikke kan negligeres når det gælder forståelsen af mødet mellem de tre store civilisationer. De er faktisk afgørende. Ikke mindst for udviklingen.

Burmester vælger selv at begynde med islam. Her starter vi imidlertid med Østasien, som vi igen for overkommelighedens skyld 'reducerer' til den afgørende faktor i spillet, 'Riget i Midten'.



Kina og sinokratiets fordele    
Til toppen  Næste

Burmester blander bevidst kinesisk og østasiatisk sammen ud fra den grundbetragtning at den kinesiske kultur er fundamentet for Østasiens civilisation og har været det i tusindvis af år. Østasien er fremmed og mærkværdig for os vesterlændinge - men det er ikke de mange konkrete forskelligheder fx med hensyn til spisevaner eller støj der er mest interessante. Det er de få dybe.

Kina er det vigtigste land fordi det er størst og altid har været Øastasiens kulturelle centrum. Hele den østasiatiske kultur er baseret på kinesisk levevis, kinesisk filosofi og kinesiske skrifttegn. Det sidste er væsentligt, for sproget er igennem skrifttegnssystemet blev den usynlige mur mellem Kina og omverdenen på samme måde som den store fysiske mur længe var det. Kinesisk er utroligt svært at lære, fordi det som det eneste verdenssprog ikke har et alfabet, men henved 50.000 skrifttegn. Det betyder i praksis at det tager dobbelt så lang tid for et kinesisk eller japansk barn at nå samme sproglige niveau som et europæisk - og at kun få fremmede nogensinde lærer det ordentligt. Sproget skaber med Burmesters ord simpelthen en selvtilstrækkelig verden med grobund for fremmedfjendtlighed.

Hertil kommer samsvarende at østerlændingene ikke ser sig som imperialister med drømme om verdensherredømme. Japanerne har ganske vist deres krigeriske samurai-kultur, men idealet for kineserne er lærdom. Den kinesiske drage er stærk, farlig og ildspyende som enhver drage, men den angriber kun, hvis den forstyrres i sin hule. Og der er i dag ingen fare fra den kant, for dragen er en økonomisk drage. Østasien er i rivende udvikling og modernisering og har derfor mulighed for at komme til at dominere verden i økonomisk forstand. I civilisatorisk henseende vil området forblive særskilt på grund af skrifttegnene. Og kulturelt forbliver kineserne højst sandsynligt sig selv på grund af filosofien.



Bag den østasiatiske livsindstilling ligger ifølge Sven Burmester en blanding af ideer. "Konfucianismen, daoismen, buddhismen og almindelige overtro er det vigtigste. Lidt efterhånden udvandet marxisme har dog også spillet en rolle i Nordkorea, Vietnam og Kina, men for den flittige arbejdsomme østasiat som lydigt underkaster sig arbejdspladsens disciplin, familieoverhovedets afgørelser, herskerens befalinger og den ældres mere eller mindre vise beslutninger er det konfucianismen der har formet denne indstilling til livet."

Konfutse (eller som Burmester vælger at kalde ham i den latinsk-engelske form Confucius, og det er da altid bedre end den allernyeste form, som ifølge Encyklopædien er 'Kong Fuzi'!) levede fra 551 til 479 f.v.t. Og hans hovedidé var at mennesket både kan og skal forbedre sig ved gennem livslang disciplin at lære at leve i overensstemmelse med de fem kardinaldyder: næstekærligheden, retsindigheden, korrekt adfærd, pålidelighed og visdom. Korrektheden indbefatter fastholdelsen af fortidens ritualer. Visdommen eller lærdommen fås ved at studere de gamle skrifter, ja, lære teksterne udenad.

Selv om formålet med det hele er at sikre menneskelig lykke og harmoniske samfundsforhold, så er der både stivhed og konservatisme i den konfutsianske verdensorden. Den var også elitær og materialistisk og dermed altid en god støttepille for den herskende klasse. Mao havde store problemer med den, da han kom til magten, bl.a. fordi han hadede de intellektuelle (i 1966 ødelagde Rødgardister en mindeplade i et tempel i Konfutses fødeby). Men efter Maos død fik konfutsianismen et kraftigt opsving over hele Østasien. Burmester er ikke i tvivl om at østasiaternes insisteren på uddannelse og disciplin er væsentlige elementer i den store økonomisk fremgang området har oplevet i de sidste 25 år. Men alting har en bagside. Disciplin kan hæmme fri virkelyst og dermed også økonomisk vækst.

Samtidig med konfutsianismen skabte Lao Zi daoismen (tidligere taoismen) med et modsatrettet mål, nemlig at gå dydens vej gennem meditation. Mennesket er en ubetydelig del af den overvældende natur. Det bør (med Grundtvigs ord) leve 'et jævnt og muntert liv', hvor man i fuldt mål nyder de glæder som tilværelsen byder i form af mad, drikke og elskov - så længe det varer. Døden er uafvendelig.

Det centrale i daoismen er yin-yang-symbolikken om modsætninger der ikke bekæmper, men fuldstændiggør hinanden - eller med Niels Bohrs udtryk komplementerer hinanden. Her synes vi virkelig at være inde ved et afgørende karaktertræk hos kineserne. At kunne leve med modsætninger er måske Kinas fornemste kulturelle træk, pointerer Burmester. Kineserne er - i modsætning til de mere disciplinerede japanere - i bund og grund afslappede mennesker - og kun regelrette når det er absolut påkrævet. En mindre heldig konsekvens af evnen til at leve med modsætninger ses i hvad Burmester kalder 'Kinas manglende moral i udenrigspolitik'. Kina godtager uden at blinke folkedrab i Sudan og Irak, så længe det ikke påvirker olieforsyninger. Og landet blandet sig ikke i Irans mulige atombevæbning. Men ligefrem at kalde noget sådant for en kulturrelativistisk indstilling, tror jeg er uheldigt. Det er en pragmatisk indstilling der primært bunder i princippet om ikke-indblanding i suveræne staters indre anliggender.

Daoismens dybe forståelse for naturen skulle efter Burmesters mening sikre en økologisk bæredygtigt udvikling. Det er man bevidste om i Japan, men det kinesiske kommunistpartis slogan hedder ufortrødent: økonomisk udvikling først, miljøbeskyttelse siden.

Også buddhismen har en vis indflydelse i Østasien. Men i Kina er den overvejende blevet betragtet som en fremmed filosofi. Kinesernes begejstring for alt det materielle passer, som Burmester påpeger, dårligt ind i buddhismens afvisning af dette livs glæder som illusoriske.



Med hensyn til kinesernes styreform lægger Burmester ikke skjul på at Kina er autoritært og udemokratisk. Der er visse demokratiske tendenser på vej, men styret satser primært på økonomisk vækst og dermed forbedring af befolkningens kår, og den vil regimets overlevelse afhænge af - ligesom i Vietnam. Så længe regimerne kan sikre den økonomiske vækst, vil befolkningerne finde sig i den manglende politiske frihed. Men kommer der voldsomme økonomiske tilbageslag, vil regimerne falde.

Efter Burmester mening har Kina på en måde skabt en ny regeringsform af oplyst autokrati, som han foreslår at kalde sinokrati. "Hvert femte år bliver et hold tro, dygtige bureaukrater fredeligt afløst af et andet. De har hidtil styret landet yderst kompetent med økonomiske vækstrater uden sidestykke i verdenshistorien. Styret spilder ingen tid på demokratiske debatter og lader i stigende grad befolkningen gøre hvad den har lyst til, så længe der ikke rettes direkte kritik mod partiledelsen." - Og det er "måske ikke den værste styreform for et udviklingsland". Det kan man kun give forfatteren ret i. Men det sætter i høj grad spørgsmålstegn ved formålet med den vedvarende kritik af Kina for tilsidesættelser af menneskerettighederne.

Her er det kinesiske hovedsynspunkt at stabilitet rangerer højere end demokrati og menneskerettigheder. Kina frygter enhver minoritet, inklusive Falun Gong, der vil forstyrre stabiliteten og harmonien i samfundet.



Blandt fagøkonomer diskuteres det om det østasiatiske mirakel er noget specielt eller om det blot er udtryk for en normal økonomisk vækst der er hjulpet frem af heldige omstændigheder. Vigtigt er i hvert fald at forstå at satsningen på teknik og undervisning har været af afgørende betydning.

I Kina trænger markedsøkonomien sig på overalt. Regeringen har forlængst erkendt at markedsmekanismen er det eneste effektive middel til at styre økonomien. Man fortsætter, som Burmester skriver, pligtskyldigt med lidt retorik om 'socialisme med kinesiske karaktertræk' (svarende til den østeuropæiske 'kommunisme med menneskelige træk'), mens man i samme åndedrag forsøger at slippe af med de gamle statsforetagender. Man kan faktisk frygte, fortsætter Burmester, at Kinas økonomi kommer til at ligne den værste form for løssluppen amerikansk kapitalisme. Lidt mere nordisk velfærdsstat ville gøre godt i den nuværende kinesiske form for kapitalisme.

Faktum er at ændringen af de gamle økonomier væk fra planlægning og over til marked mange steder har ført til ubalance. Kina er i fuld gang med at løse problemerne, og Burmesters skøn er at Kina om 20 år vil genindtage sin historiske plads som verdens største økonomi. Det vanskeligste problem overalt i Østasien blive balancen mellem befolkning og miljø. I Kina har man fået befolkningstilvæksten under kontrol, men bliver befolkningens levestandard forbedret i samme tempo som i de seneste år, vil der ske en voldsom belastning af miljøet.



Islam og teokratiets forbandelse    
Til toppen  Næste

Ifølge Sven Burmester er islam vigtig af blandt andet følgende grunde:

- fordi der findes godt en milliard muslimer på kloden og deres antal forøges hurtigere end antallet i nogen anden civilisation,
- fordi de samme muslimer sidder på 70 procent af verdens olieforekomster og derfor kan afskære den energiforsyning som er afgørende for Vestens og Østasiens økonomiske vækst,
- fordi lande som Pakistan og Iran nu enten har eller er godt på vej til at få atomvåben og derfor i værste fald kan hævde deres krav med katastrofe til følge,
- fordi størstedelen af denne verdens terrorister er muslimer - og endelig
- fordi det stigende antal muslimer i Danmark indebærer faren for et splittet samfund.

Uden en form for reformation i sekulær, moderne retning kan islam derfor blive en fare for sig selv og andre. Ja, uden reform er islam slet ikke en levedygtig civilisation. Og dette har naturligvis flere årsager.

Sproget er en af dem. For kun eliten kan læse og skrive det klassiske arabiske sprog, som er fællessproget mellem araberne, og som Koranen er skrevet på. Arabisk er for mange muslimer Guds eget sprog, men det skiller eliten fra masserne.

Religionens karakter af livsform med stærke forgreninger i historie, politik, kultur og dagligliv er en anden. Selve ordet 'islam' betyder underkastelse, og den underkastelse der er tale om er Guds vilje. Kun ved at underkaste sig Guds vilje kan muslimen leve det rette liv. Og da Guds vilje alene kendes gennem den hellige skrift, dvs den arabiske Koran, bliver konsekvensen igen at det kun er ved at følge profetens forskrifter til punkt og prikke at det er muligt at leve op til kravet om ubetinget underkastelse.

Det første trosartikel i islam hedder at Gud er én. Det er udtryk for en streng monoteisme, der udelukker enhver form for relativering. Hvad der kræves for at blive muslim er at man i to mandlige muslimers nærvær to gange på arabisk siger ordene: Der er ikke andre guder end Allah, og Muhammed er hans profet (eller budbringer).

Her ligger grundlaget for den islamiske opfattelse af det perfekte samfund, det er samfundet der styres af Guds lov, hvilket igen vil sige shariaen, der sprogligt betyder 'den rette vej'. Hvor muslimerne i sin tid vandt magten, fik de nye undersåtter tre muligheder. De kunne omvende sig; de kunne betale skat som vederlag for beskyttelse - eller de kunne flygte eller lide døden. Siden er billedet blevet langt mere broget, ikke mindst i kraft af at Tyrkiet (et ikke-arabisk muslimsk samfund) blev sekulariseret af Atatürk i 1922). Men sondringen mellem muslimerne, de rettroende, på den ene side og alle de andre, de vantro, på den anden side er skarp.

I den muslimske tradition skelnes mellem islams verden (dar-al-islam) og krigens verden (dar-al-harb). I den første styres verden efter islam, i den sidste ikke. Derfor skal muslimer der er bosiddende i dar-al-harb (fx Danmark) i princippet stræbe efter at få islamisk lovgivning indført, så de kan leve i overensstemmelse med deres egne regler. Denne sondring er med Burmesters ord med til at skabe "den stridbarhed og mangel på accept af danske grundværdier som med rette bekymrer et flertal af den danske befolkning".



Som Burmester underdrevent noterer, så er det ikke gået godt for de muslimske lande i moderne tid. Og netop dette har givet grobund for de islamiske fundamentalister som ønsker en tilbagevenden til det oprindelige islamiske samfund fra Medinatiden (622-632). De spørger sig selv hvad der er gået galt for islam. Deres eget svar er ligetil: de nuværende herskerer er ugudelige og må omstyrtes. Den vestlige sekularisering er af det onde. Alkohol skal forbydes; kvinderne skal bære slør - og sharian skal være landets lov. - For nu at sige det kort.

Kvindens stilling er et af det islamiske samfunds største problemer. En gruppe arabiske forskere har i en rapport uden omsvøb fastslået, at uden afgørende forbedring af kvindernes levevilkår vil økonomisk udvikling være umulig. Men problemet her er ligesom med forholdet til ikke-muslimske borgere at en reformation af islam vil kræve en genfortolkning af Koranen, og dette er et uhyre kildent spørgsmål. Koranen siger nemlig klart, at hvis der er strid om fortolkning er det de sidste åbenbarede vers (sura'er) der gælder. Og det vil igen sige de meget detaljerede vers fra Medinatiden som godkender diskrimination af kvinder og gennemfører de specielle skatteordninger for ikke-muslimer.



Et andet problem er forholdet til kapitalismen, idet Koranen direkte forbyder renten. Men renten er fundamental i det kapitalistiske system, fordi den virker som incitament for såvel opsparing som investering - og dermed fremmende for den økonomiske vækst. Væksten er i mange muslimske lande lavere end befolkningstilvæksten. Folk her bliver med andre ord fattigere og fattigere.

De muslimske økonomier står ganske enkelt stille, lyder Burmesters dom med rene ord. Industrialiseringen kom de aldrig igang med. De er ulande, hvad enten de er fattige eller rige. Disciplinen er såmænd til stede, især når det gælder fasten (ramadanen), men fasten er ikke fremmende for produktivitet og vækst. Og hvad ærgerrigheden gælder er den mest knyttet til forestillingerne om en plads i skyggen og ved det rindende vand i det kommende liv, som Burmester sarkastisk skriver. Markedsøkonomisk driftighed er der ikke meget af. Endnu mindre hos de selvmordsbombere der frivilligt vælger den martyrdød de bilder sig ind at kunne erhverve sig gennem deres destruktivitet.

Den moderne verden kræver at uddannelsen sikrer en vis standard i almindelige kundskaber, men det sker alt for sjældent i den muslimske verden. I mange af landene er størstedelen af befolkningen fortsat analfabeter. Arbejdsløsheden er mange steder over 20 % af arbejdsstyrken, og den rammer fortrinvis unge mænd mellem 18 og 25. Og det er nærmest fatalt. For uden arbejde ingen indkomst; uden indkomst intet giftermål, og uden giftermål ingen sex. Her findes rig grobund for rekruttering til terroristernes selvmordsbomber.

Hertil kommer de høje fødselsrater. De rige lande i Golfområdet har stadig en befolkningstilvækst på hen ved tre procent om året. Det er ødelæggende for økonomien. ligesom også den manglende stabilitet med hensyn til inflation, rente og valutakurser og i selve det politiske system.



De fleste muslimske stater er ifølge Burmester plagede af uduelige, korrupte og autoritære regimer, domineret af militære styrker. Regeringerne har ingen visioner, og deres befolkninger har ingen tillid til dem. Alt dette er der ingen simpel forklaring på, men Burmester er ikke i tvivl om at islam som den praktiseres af et stort flertal af sine tilhængere er en medvirkende årsag. Den islamiske holdning til kvinder og ikke-muslimer passer ikke til den moderne verden, og samtidigt inspirerer islam til ligegyldighed over for den omliggende verden, fordi man prioriterer religionen højere end alt andet. Såvel Koranen som Profeten er som bekendt ukrænkelige.

På den ene side kan Burmester fremhæve at islam er en religion der er mindre mystisk og nemmere tilhængelig end kristendommen. Han kalder den endog en mere imødekommende religion for det usikre menneske end kristendommen, bl.a. fordi troslivet ligger i mere faste rammer gennem shariaen. Men på den anden side kan han jo ikke benægte faktum, at islam i praksis udviser manglende tolerance og insisterer på at være den eneste sande tro, og dette medfører strid overalt, hvor den vinder frem.

Burmester kan se noget positivt i selve islams religiøse ideal, idet han mener det har noget at sige os i Vestens sekulariserede, materialistiske ræs. Ja, han hævder at islam som et spirituelt system måske er løsningen på vort eget overlevelsesproblem, fordi islam tilbyder et livsmønster der genskaber respekt for familielivet. Han finder det generelt forfriskende at se et åndeligt element i vor egen verdslighed. Men her er han på de forhastede slutningers glatis, for han kan ikke komme uden om, at det bærende i islam som bredt religiøst fænomen for almindelige mennesker er den doktrinære og autoritære udlægning af Koranen og hvad Profeten sagde. Når islam er mere imødekommende over for det usikre menneske end andre religioner, så er det ikke et tegn på at den har en særlig kvalitet, men tværtimod på at den er aldeles utidssvarende. Det moderne, oplyste menneske har ikke behov for faste autoriteter af den art islam tilbyder. Det er tværtimod sekulariseringens hele formål at sørge for at relativiseringen følger oplysningen - og ophæver alle absolutte størrelser. Alle former for teokrati er og bliver en forbandelse.



Det er ganske karakteristisk for situationen i den muslimske og særligt den arabiske verden, at fornemmelsen af samhørighed og enighed på møderne i Den Arabiske Liga eller på topkonferencer i de islamiske lande er temmelig falsk. På trods af megen retorik om fremgang og velstand er de nuværende regimer stort set alle reaktionært konservative, hedder det ordret hos Burmester. "De støtter sig til en lille middelklasse og elite, hvis privilegier er sikrede gennem korruption og protektionisme, og selv denne middelklasse er i stigende grad utilfreds. Alle steder slår regeringerne til med vilkårlig arrest og tortur over for modstandere. Modstanderne mødes i moskeerne.... de eneste fristeder... I alle lande sidder der uforfærdede imamer som i fredagsprædiken opfordrer til kamp for islams hellige sag."

Jamen, så er den mest dækkende betegnelse da Henrik Ibsens udtryk 'livsløgn'. Som bekendt kommer doktor Relling i 'Vildanden' med de kyniske ord, at tager man livsløgnen fra et gennemsnitmenneske, så tager man lykken fra det med det samme. Ulykken ved den islamiske verden er at livløgnene florerer uhæmmet, fordi oplysningsniveauet er for lavt og religionen for absolutistisk. Det forhindrer modernisering, sekularisering, økonomisk vækst og fred i hele området. Og det stimulerer hadet til de vestlige værdier og dermed forkærligheden for terrorisme.

Derfor er jeg ganske enig med Burmester når han konkluderer: Islam passer i de allerfleste af sine nuværende fremtrædelsesformer ikke til den moderne verden. Den er i moderne økonomisk og politisk forstand en fejlslagen civilisation. En reformation der utvetydigt skiller stat og religion og accepterer ligestilling mellem mand og kvinde såvel som mellem muslim og ikke-muslim er tvingende nødvendig for at gøre islam til en ligeværdig partner i vor globaliserede verden.



Vesten, markedet og magten    
Til toppen  Næste

Når Burmester beskriver den vestlige civilisation ser han naturligvis ikke bort fra den europæiske kultur som den i sidste ende stammer fra, men han koncentrerer sig om USA fordi det er dette land der har den største indflydelse på vor dagligdag - gennem såvel den moderne teknologi som populærkulturen - og det er det samme land der med sin blandede befolkning og forholdvis åbne grænser på godt og ondt er blevet selve den globale model i langt højere grad end EU. Burmester mener at den amerikanske dominans vil fortsætte, og at det er svært overhovedet at se et umiddelbart alternativ til USA.

Det er karakteristisk for USA at det gennem hele sin historie har været splittet mellem at være sig selv nok og at blande sig i verden udenom. Men USA blandede sig i begge verdenskrige og siden i kampen mod kommunismen. I dag blander USA sig som bekendt overalt hvor det ser sine egne interesser truet, også selv om det bryder princippet om ikke at blande sig i andre landes interne problemer. Ja, Bush-doktrinen fra september 2002 lancerede udtrykkeligt et forebyggende princip, hvad Burmester mærkeligt nok slet ikke kommer ind på. Terrorangrebet på World Trade Centeret 11.9. 2001 kom jo som et chok for amerikanerne. USA kunne ikke længere føle sig sikker bag sine to store voldgrave: Atlanterhavet og Stillehavet. Sårbarheden er blevet større på grund af atomvåben og selvmordsbomber.

Uafhængighedserklæringen fra 1776 fastslog de rettigheder der bør tilhøre alle borgere i et frit land, nemlig liv, frihed og stræben efter lykke (pursuit of happiness). Forfatningen af 1789 gik ud fra menneskets trang til magtsyge og dominans som givet, og gjorde derfor alt for at sikre at alle dele af regeringen kun har begrænset magt. Det præger bestemmelserne om Kongressens to kamre, præsidentembedet samt højesteret. Forfatningen knæsætter med Burmesters udtryk princippet om bremser og balancer (checks and balances) mellem de tre dele af magten.



På mange måder er USA på trods af sin enerådende globale status et ganske provinsielt land. Men USA dominerer verden kulturelt, økonomisk, militært og politisk.

Amerikanerne lægger - modsat danskerne og de fleste andre europæere - større vægt på individuel frihed end på social lighed. For dem er det væsentligt at staten blander sig så lidt som muligt i borgernes forhold - og derfor er landet naturligvis idealet for alle sande liberalister (også i Danmark).

De amerikanske værdier afgør ofte de politiske valg, og holdningerne er ofte nært forbundet med en yderligtgående kristen overbevisning af en art som efterhånden er sjælden i Europa. Amerikanerne er ikke indbyrdes enige om hvorvidt de amerikanske værdier er universelle i den forstand at de er bedst for alle. Men i øjeblikket (under George W. Bush) er der ingen tvivl om at en idealistisk missioneren for universelle værdier går hånd i hånd med den stærke egeninteresse i at beskytte landet mod terrorisme.

USA er forhadt i Mellemøsten og efterhånden også i Europa af mange grunde, men især på grund af Irak-krigen og støtten til Israel. Men ikke destomindre er USA model for hele verden, fordi landet er dynamoen i moderniseringen og globaliseringen. Burmester erkender at USA laver fejl, men også at verden let vil glide mod kaos uden USA. Landet vil i mange år endnu være den uundværlige stormagt.



Sven Burmester noterer med tilfredshed at Europa er ved at genfinde sin rolle som verdensmagt og modpol til USA. Den vestlige model betragter han trods alt som en blanding af den amerikanske og europæiske udgave, og han anser den for at være universel. Alle vil gerne efterligne den, og vi kender ikke nogen bedre måde at styre verden på, hedder det. Den væsentligste grund turde være at der på vore breddegrader er opstået en middelklasse som mere og mere dominerer samfundslivet. Middelklassens højborge er storbyerne, for det er her den bedste undervisning og bedste sundhedspleje findes. Det er her den kapitalistiske økonomi trives, og her moderniseringen sker. Og her - kunne det tilføjes - hvor den kreative klasse søger hen.

Modellen er ikke uden skyggesider så som stigende kriminalitet, større misbrug af medicin, narko, mad og spiritus. Vi har det med at ryge, drikke og æde os ihjel eller skaffe os depressioner og begå selvmord, som Burmester skriver, og det er naturligvis ikke noget der vækker muslimernes beundring. Men lykkes det at få gjort alle på kloden til middelklasse, så har den vestlige model sejret.

Burmester er overbevist om at vi nærmer os en verdensregering i en eller anden form, og da FN ikke er noget forbillede, kunne EU blive det. EU er langsomt, men sikkert ved at blive en global magt. EU har verdens stærkeste økonomi med verdens stærkeste valuta og en samlet produktion og et forbrug der overgår USA's. Og EU tror på forhandlinger, dialog og om galt skal være økonomiske sanktioner, men undgår helst militære løsninger.

Vi vil gerne tro at det er vor satsen på demokrati og menneskerettigheder der betager resten af verden, skriver han. "Men var det ikke for vores økonomiske evne til at skabe rimelige materielle levevilkår for alle, ville det nok være så som så med interessen for vor model hos muslimer og østasiater. Først når levestandarden har nået et acceptabelt niveau, kommer interessen for vore principper."



Kernen i den vestlige model er efter Sven Burmesters mening med andre ord markedet. Det er dette der har sikret vores høje levestandard. Vi bryder os ganske vist ikke om at det er baseret på den menneskelige grådighed. Personligt har Burmester aldrig brudt sig om systemet, for han er - som han selvironisk konstaterer - ud af en familie af forholdsvis uduelige forretningsfolk. Men kendsgerningen er at markedsmekanismerne virker i den rigtige retning. Og det fantastiske ved markedet er at det modsat alle former for planlægning i det store og hele regulerer sig selv. Markedet styres af hvad den store skotske samfundsforsker og økonom Adam Smith (1723-90) i 'The Wealth og Nations' kaldte 'den usynlige hånd'. - Burmester finder udtrykket 'ironisk' og taler om at markedet i det hele taget er omgivet af ironiske fænomener. Men det forekommer at være uheldige udtryk. Der er fra Smiths side tale om at påpege den irrationalitet og indeterminisme der præger den frie natur og det frie samfundsliv - til forskel fra den rationelt konstruerede maskinverden. Og der er følgelig også tale om en opposition mod det mekanistiske verdensbillede der blev gængs efter Newton.

Dog gælder alligevel at markedsøkonomien og kapitalismen ikke findes i ren form, men underkastes reguleringer, allerede for at forhindre monopoldannelser der undergraver markedsøkonomien. Siden er også sociale reguleringer kommet til i vid udstrækning - navnlig i det helt moderne velfærdssamfund. Verdensbanken anbefaler generelt regeringsindblanding for at sikre prisstabilitet, ærlig og kompetent regeringsførelse og satsning på uddannelse og sundhed.

Men der skal i dag også holdninger til, mener Burmester. Økonomerne bryder sig ganske vist ikke om at beskæftige sig med sådanne umålelige, kvalitative størrelser. Men de er afgørende for sund udvikling. Lederne skal have visioner, borgerne skal have tillid til lederne og tillid til at landets fundamentale værdier fremmer den økonomiske vækst.



I et afsnit om magtens seks former noterer Burmester at USA kulturelt er på førstepladsen nøjagtigt som på det militære og politiske område. Flertallet af os efterligner alle den populære amerikanske kultur i forhold til mad, tøj, sprog og musik - med alle dens bivirkninger. Men den moralske ret er noget andet. Den er på mange måder den mest interessante, og den har noget med individerne at gøre.

Burmester påpeger ganske rigtigt, at verdenshistoriens største navne ikke er Cæsar, Napoleon, Nasser eller Mao, men Konfutse, Jesus og Muhammed, dvs mennesker der har lanceret ideer som har vundet tilslutning i det lange løb - og undertiden også har vist sig langt stærkere end den militære magt, fx i Polen under kommunistregimet. Burmester kan også have ret i, at islam er et godt eksempel på at ideens magt er den allerstærkeste i verden og derfor ikke skal undervurderes. Men når han igen fremhæver det åndelige indhold som tilværelsen har i de muslimske lande som noget særligt positivt, så svigter analysen, for her vover han ikke at fastholde det yderst problematiske i sammenkoblingen mellem religion og politik, som netop er kendetegnende for islam.

Burmester undlader dog ikke i sin afsluttende sammenligning mellem de tre civilisationer eller samfundssystemer at påpege at den islamiske civilisation ikke materielt kan måle sig med den kinesiske eller vestlige. For den trøster sig med det åndelige fællesskab i trossamfundet - umma'en - eller med at slå fra sig i dyb frustration. Nok er der bevægelse under halvmånens tegn, men en reformation af islam bliver endnu sværere end Luthers opgør med pavedømmet. Der bliver brug for en usædvanlig viljestærk og modig reformator.



Burmesters utopi    
Til toppen  Næste

Som nævnt i indledningen har Sven Burmester gjort sig relevante tanker om hvilke løsningsmuligheder der er på verdens store problemer. Vi må håbe, skriver han afslutningsvis, at verdensudviklingen ikke bliver en kamp mellem vore tre civilisationer, men snarere at vi får en glidende udvikling hvor alle bidrager.

"Måske kan vi alle sammen leve effektivt og moderniseret fra 8 til 16.30 på hverdage og så fredeligt falde tilbage i vore oprindelige samfundssystemer med forskellige sprog, kulturer og vaner i fritiden. Computeren styrer arbejdslivet, mens korset, halvmånen og dragen styrer fritiden. Rimelig menneskelig lykke skulle kunne sikres af en sådan kombination. Vestens demokrati og menneskerettigheder, forbundet med Østasiens utrolige effektivitet og satsen på en eksportdomineret markedsøkonomi, tilsat passende mængde islamisk åndelighed, mådehold og solidaritet for ligesom at se et formål med det hele, kunne være vejen."

Og det lyder jo altsammen ganske tiltalende. Vist er der håb, og vist er det bedre at anlægge et optimistisk syn end et pessimistisk.

Fejlen er blot den helt fundamentale at der uden videre fastlægges en ren dualistisk opfattelse af forholdet mellem det materielle og det åndelige, en opfattelse som ikke alene ikke giver nogen løsning fremover, men som kan konstateres at have skævvredet hele udviklingen i den vestlige verden lige siden den blev lanceret af den franske filosof René Descartes i hans metafysik fra 1641. Det er i grunden en rationalisering af den endnu ældre katolske pilgrimsopfattelse, der også adskilte det legemlige og det sjælelige - og regnede det materielle, jordiske, timelige og dennesidige for ondt, men det åndelige, himmelske, evige og hinsidige for den eneste sande og eftertragtelsesværdige tilværelse. - Jf. essayet om Den hellige Frans af Assisi. Og det er iøvrigt en tankegang der i 1960'erne kunne genfindes i socialdemokraten Ivar Nørgårds forsvar for velfærdsstaten. Han hævdede dengang at først gjaldt det velstand - siden kunne man begynde at interessere sig for kulturen. Tanken synes den gode Burmester altså at dele.

Det katastrofale ligger ikke i at menneskene somme tider koncentrerer sig om det timelige og jordiske og til andre tider mere om det evige eller himmelske, men i at man fjerner den åndelige dimension fra dagligdagen og dagliglivet og derved i realiteten dæmoniserer det jordiske, gør det til en mere eller mindre uvedkommende eller direkte faretruende magt som man intet ansvar har for. Realiteten er altså præcis at mennesket også fjerner den etiske dimension fra den daglige tilværelse og tror at den så at sige kan klares om søndagen - eller i Burmesters udgave også efter fyraften på alle ugens hverdage.

Fejlen er så meget mere påfaldende i Burmesters tilfælde som han netop understreger det meget essentielle i den islamiske religion, at det åndelige trods alle forestillinger om et paradisisk liv efter døden hører med til den almindelige jordiske tilværelse - i den forstand at alle denne tilværelses konkrete situationer dækkes ind med regler i Koranen eller traditionen (Hadith). Det bevirker så til gengæld det højst uheldige, som Burmester forbigår, at islam bliver en ren lovreligion på linje med jødedommen. Det vil sige at den enkelte muslim kun bliver en god muslim, hvis han overholder reglerne (de fem søjler plus de mange forordninger i skrifterne). Og lige netop dette forhold gør i europæiske øjne islam komplet forkastelig som forbillede.

Til gengæld kunne man fra europæisk-kristen side gøre gældende, at den åndelige dimension i tilværelsen er fuldt til stede i og med at menneskene dyrker det guddommelige ved at have daglig føling med det kollektivt ubevidste og derved bringer dette med ind i hverdagen. Og her kommer en afgørende forskel mellem kristendommen på den ene side og islam og jødedom på den anden side ind i billedet, nemlig at Jesus døde på korset og altså led nederlag som helt (jødisk konge), men tre dage senere genopstod som en arketypisk Kristus-figur som ikke kunne patenteres som heltefigur, konge eller enehersker uden at blive forrådt i samme øjeblik! En pointe som Burmester slet ikke har øje for, fordi han afskriver al religion som fornuftstridige dogmatiske påstande. Burmester har slet ikke fattet den dybdepsykologiske side af religionerne og dermed heller ikke begrebet åndsdimensionen i tilværelsen. - Jv. artiklen Kristendommen passé?.

Men der er andet at kritisere Sven Burmester for.



Kritik af Burmester    
Til toppen   Næste

Af formentlig samme grund har Burmester heller ikke fået fat på at selve sekulariseringsbegrebet kan forstås anderledes end på den gængse måde som fuldstændig adskillelse mellem religion og politik. Det kan fortolkes som - og var oprindeligt - en ren og skarp adskillelse mellem politisk magt og religiøs magt, således at forstå at enhver form for teokrati eller præstestyre og pavedømme forkastes til fordel for en verdslig, senere også demokratisk magtopbygning og -kontrol. Kun en sådan sekularisering muliggør ægte demokrati, men til gengæld tillader den fortsat en helt nødvendig religiøs perspektivering af det praktiske, økonomiske, moralske, politiske og kulturelle liv, således at en ren og uansvarlig materialisme kan forhindres.

Islamiseringens grundskavank er og bliver den absolutistiske opfattelse af sandhed og tro. Den udelukker ægte tolerance og fri og befrugtende sameksistens med andre religioner og ideologier, inklusive den ateistiske. Absolutismen hænger sammen med fundamentalismen, som det også er tilfældet i kristendommen, især den amerikanske. Fundamentalisme vil sige at man tager de hellige skrifter (henholdsvis koran og bibel) for indiskutable, åbenbarede sandheder som skal forstås bogstaveligt. Men dette er i alle sine psykologiske mekanismer uforeneligt med såvel tolerance som demokrati og sekularisering.

Relativiseringen synes Burmester at opfatte som kulturrelativisme, hvilket vil sige den opfattelse af alle synspunkter er lige gyldige, hvilket i praksis altid vil sige at de er ligegyldige. Men relativisering udelukker ikke personligt bindende forpligtelser til bestemte moralske, æstetiske eller politiske opfattelser. Den består derimod i at opgive opfattelsernes absolutte sandhed. Den har på psykologisk plan at gøre med humor og komplementær tankegang, dvs at man er i stand til at se på samme sag fra forskellige synsvinkler uden hele tiden at tænke i logikkens enten-eller baner. Hemmeligheden ved den ægte bohrske komplementaritet er ikke at man for nemheds skyld bare sige både-og, men derimod at man fastholder begrebs- eller påstandsparrenes logiske og dynamiske modsætning, og samtidigt i praksis hæver sig op over modsætningen ved også at fastholde begges berettigelse og nytteværdi.



Hvad selve globaliseringsbegrebet gælder bør det også betragtes som komplementært til det nationale, således som Burmester selv praktiserer det, men ikke eksplicit fortolker det. Han kalder sig dansk kosmopolit, og deri lægger han som tidligere nævnt at han betragter sig som en verdensborger der principielt går ind for globaliseringen, fordi den har flere fordele end ulemper, men at han samtidigt fastholder sin rod i en national kultur. Men som Michael Böss har påvist i sit fortræffelige forsvar for nationalstaten, så behøver der ikke at være modsætning mellem den nationale forankring og det globale udsyn. Tværtimod betinger de hinanden i en moderne åben verden. Böss bruger ikke begrebet komplementaritet om modsætningsforholdet, men det kunne han med fordel have gjort.

Generelt gælder at Burmester savner forståelse for såvel dybdepsykologi som religionshistorie i bredere forstand - således som den giver sig udtryk i Jernesalts filosofi, den komplimentære helhedsrealisme.

Endelig gælder at Burmester forekommer lidt for urealistisk i sin vurdering af EU og EU's mission i verden. Han ser EU som en chance for indflydelse i det store globale spil, men synes at mene at forudsætningen er at EU får vedtaget sin nye traktat, får en præsident og en udenrigsminister samt et militært apparat at råde over. Dette er som bekendt langt fra afgjort endnu. EU-topmødet i juni kludrede gevaldigt i sagerne på grund af Polens modstand og flere andre landes frygt for nye folkeafstemninger. Med udsigt til en ny regering i Polen kan sagen meget vel blive taget op igen - og ingen ved hvad resultatet da bliver. Giscard d'Estaing gør jo heller ikke livet lettere for toppolitikerne med sine utidige kommentarer.

Men hvad der totalt mangler i debatten og i Burmesters vurdering er den mulighed at EU-landene for alvor besinder sig på den europæiske og kristne arv og forstår at der for altid i Europa bør være balance mellem det magtmæssige og det åndelige. EU skal ikke blive en stormagt, men forblive et nationernes fællesskab. Det skal ikke konkurrere med USA om at være eller blive supermagt med styrke til at gribe ind hvor i verden det passer unionen. Og EU skal ikke inspirere de islamiske lande til sammenslutninger der gør dem til en stormagt, men tværtimod inspirere dem til at fastholde de enkelte landes kulturelle egenart, men samtidigt drage omsorg for et frugtbart og fredeligt samarbejde. Og så skal Europa vedkende sig den sunde tvivl og eftertanke - som vi skylder ideernes og de arketypiske forestillingers mænd.

Hele tanken om en verdensregering må betegnes som ren utopi. Både Folkeforbundets skæbne før 2. verdenskrig og FN's efter viser at tanken ikke lader sig realisere. Og det skyldes ikke manglen på god vilje eller smukke intentioner, men simpelthen den kendsgerning at staterne - uanset hvor fælles problemerne bliver - aldrig når til enighed om fælles mål og løsninger. Dertil er interesserne for modstridende, og selvom man på formelt plan forsøger at give indtryk af at man hylder de samme idealer, så vil man i praksis pleje sine egne interesser - og om galt skal være korrumpere sig indadtil og forstille sig udadtil.

Biologen og filosoffen Konrad Lorenz har ret i at menneskene ikke er aggressive fordi de er opdelt i grupper, men opdelt i indbyrdes stridende grupperinger fordi de er aggressive. Grupperingen giver nemlig mulighed for 'ritualisering', dvs en adfærd der tillader aggressiviteten, men forhindrer artens ødelæggelse. Fora der sørger for dialog og forhandling mellem indbyrdes uenige parter er en god og fredsinspirerende ting, men den fører ikke til fuldstændig enighed. Det er en illusion at tro, at udviklingen går mod større harmoni, og det er en fejl at stille harmoni og lykke op som mål for udviklingen. "Happy nations have no history", skal en amerikanske diplomat engang have sagt. Og det er rigtigt, for bliver en nation (eller et verdenssamfund) først 'lykkeligt', går det i stå - og dette strider fundamentalt imod den grundlæggende menneskelige aggressivitets urokkelige drift hen mod trancendens og vedvarende tilblivelse.



Trods disse indvendinger mod Sven Burmester bog skal den til slut karakteriseres som særdeles nyttig og relevant for alle der interesser sig for de store civilisationers eller fortolkningsfællesskabers igangværende og skæbnesvangre sammenstød. Bogen er velskrevet og på mange måder provokerende. Og det har været forfriskende at se synspunkterne fra en erfaren dansk kosmopolits side.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Sven Burmester: Fred og fare. Islam, Østasien og Vesten set af en dansk kosmopolit.
(Gyldendal. 2007)



Relevante artikler på Jernesalt

Er globaliseringen et gode eller et onde?
G8-topmødet ude af fornuftige proportioner  (14.6.07.)
Johannesburg'mødet - succes eller fiasko?  (7.9.02.)

Den kreative klasse ifølge Richard Florida
Den hellige Frans af Assisi
Niels Bohrs filosofi
Det kollektivt ubevidste
Kristendommen passé?
Michael Böss' forsvar for nationalstaten
EU-topmødet i juni
Konrad Lorenz



Artikler om Globalisering
Artikler om Mellemøsten
Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal