Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - florida01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.3.06.


Den kreative klasse ifølge Richard Florida

Indledning
Begreber og pointer
Psykologiske aspekter
Etiske aspekter
Organisatoriske og samfundsmæssige aspekter
Europæiske og danske aspekter
Helhedsrealistisk Kritik
Henvisninger



Indledning   
Til toppen   Næste

Den nu i flere uger altdominerende debat om Muhammed-sagen bevirkede bl.a. en udskydelse af regeringens udspil til velfærdsreformer, men også for Jernesalts vedkommende en udsættelse af en nærmere behandling af den amerikanske økonom og samfundsforsker Richard Floridas store værk om 'Den kreative klasse' fra 2001 med tillæg 2004 om 'Europa i den kreative tidsalder' (samlet dansk udgave 2005).

Dette kan der så nu rådes bod på som optakt til Jernesalts behandling af velfærdsreformerne. Men det skal straks slås fast at Floridas spændende betragtninger i høj grad også er relevante for Muhammed-sagens problematik. For alle velmenende mennesker burde kunne være enige om at den kreativitet der i stigende grad gør sig gældende i de rige vestlige samfund, inkl. Danmark, og som må anses for hovedbetingelsen for fortsat økonomisk vækst, international konkurrencedygtighed og menneskelig velfærd kun er mulig i frie og sekulariserede samfund, og altså aldeles utænkelig i totalitære samfund af enhver art.

Kreativiteten kan simpelthen kun udfolde sig hvor der er åndsfrihed, mangfoldighed, forskellighed og humor. Den forsvinder eller sygner hen, hvor det ikke længere er muligt at ånde frit eller at tænke, tro, tale og tegne frit (ordet 'tegne' er det nødvendigt at medtage eksplicit - efter hvad der er sket). Den fulde forståelse for kreativitetens betydning for den fremtidige samfundsudvikling vil derfor også understrege nødvendigheden af at den frie verden nationalt og internationalt afviser truslen fra den totalitære islamisme - og samtidigt vil den kunne bekræfte den komplimentære helhedsrealismes fortrin som eksistentiel, politisk og kulturel forståelsesramme.

Behandlingen af Floridas bog (kort omtalt i artiklen 'Frihed, kreativitet, stress og livskvalitet') opdeles i følgende afsnit: Floridas begreber og pointer; den kreative klasse og henholdsvis de psykologiske, etiske og samfundsmæssige aspekter; de danske aspekter og til sidst en samlende helhedsrealistisk kritik.



Begreber og pointer   
Til toppen   Næste

Ifølge forordet til 1. udgave beskriver Richard Florida i sin bog fremkomsten af en ny socialklasse.

Den består af folk inden for erhvervslivet, uddannelsessystemet, sundhedsvæsenet, retssystemet og andre erhverv og områder hvis kreativitet er en central faktor i deres arbejde, dvs videnskabsmænd, ingeniører, arkitekter, designere, forfattere, kunstnere eller musikere og lignende. Klassen er blevet samfundets dominerende klasse, fordi kreativitet er den drivende kraft bag vækstsamfundenes økonomi.

Floridas klassebegreb adskiller sig altså eksplicit fra den gængse marxistiske. Hans kreative klasse er ikke defineret ud fra ejerskab af ejendom, kapital eller produktionsmidler. Kategorier som 'borgerlig', 'proletar', 'kapitalist' og 'arbejder' regner Florida ikke længere for relevante i tidssvarende analyser. En klasse opfattes derimod som en klynge mennesker der har fælles interesser og som er tilbøjelige til at tænke, føle og opføre sig på nogenlunde samme måde, fordi de har samme indkomstniveau, forbrugsvaner, livsstilvalg osv., men dette er altsammen determineret af den form for arbejde de lever af og dermed af deres økonomiske funktion. Den kreative klasse defineres altså af sin afgørende indflydelse på den vækstgivende økonomi.

Øverst i den kreative klasse, der ved årtusindskiftet totalt omfattede ca. 30 % af befolkningen i USA, findes en superkreativ elite. Den udgjorde omkring 12 %. Nedenunder den kreative klasse findes serviceklassen på ca. 45 %. Den vokser ligesom den kreative klasse og er i vid udstrækning et resultat af den kreative økonomis behov. Nederst den traditionelle arbejderklasse på ca. 25 %. Den blev allerede i 1970 overhalet som den talmæssigt dominerende klasse af serviceklassen. Udviklingen er gået hurtigst i USA, men tendensen er den samme i alle rige og højtudviklede lande.

Florida pointerer at det kun er ved at forstå fremkomsten af denne nye klasse og dens værdier at vi kan begynde at forstå de omfattende og tilsyneladende løsrevne forandringer der finder sted i vores samfund og begynde at skabe vores fremtid på en mere fornuftig måde. Ud fra sine og andres økonomiske og sociologiske undersøgelser - såsom udarbejdelse af statistikker over fordelingen af homoseksuelle og bohemer i forhold til kreativ økonomi - opdagede Florida at den økonomiske vækst forekom på steder der var tolerante, mangfoldige og åbne over for kreativitet, eftersom det var dér kreative mennesker af alle slags ønskede at leve. Men han forstod også at uligheden i samfundet er blevet forstærket af den kreative økonomis vækst. Opgaven i vort samfund bliver derfor efter hans mening at skabe nye former for social sammenhængskraft der passer til denne nye kreative tidsalder.



Florida ridser den økonomiske historie op som en succession af nye og bedre måder at udnytte kreativiteten på. Nye systemer udvikles ud fra eksisterende, men han bruger ikke begrebet emergens, skønt det faktisk er det der er tale om - og det der igen er brug for at forstå. Efter landbrugets dominans kom handel og specialisering i centrum i og med urbaniseringen. Siden fik vi takket være de naturvidenskabelige fremskridt hele den industrielle kapitalisme med dens fabrikssystemer. Den førte videre til organisationsalderen med dens videnskabelige virksomhedsledelse (Taylorisme) og de totale kontrolsystemer (Fords samlebånd - herligt parodieret i Chaplins 'Moderne Tider'). Og i nyere tid er vi så i kraft af computerudviklingen gået ind i den informationsteknologiske tidsalder, som for alvor har ændret både lederes og funktionærers vilkår, ja næsten alle menneskers hverdag, lige fra barnsben.

Det der driver den nye økonomi er særligt tre faktorer: forandringens forrang, behovet for fleksibilitet og vigtigheden af hastighed. Men under det hele mærkes teknologiens ubønhørlige fremmarch. Teknologien er den ene af Floridas tre nøgler til forståelse af den nye økonomis geografi. De to andre er talent og tolerance, og tilsammen angiver de netop det nye i forståelsen af udviklingen: hverken penge eller teknologi er i sig selv tilstrækkelige til at sikre økonomisk vækst. Den menneskelige kreativitet skal folde sig ud. Talentet skal tiltrækkes, og dette kræver et kreativt miljø.

Florida gør opmærksom på at det ikke er tilfældigt at USA er blevet verdens førende økonomi, for infrastrukturen i USA er formidabel for økonomisk vækst. Den afgørende risikovillige kapital kan finde de rigtige steder for investering, dvs det optimale sociale, kulturelle og forskningsmæssige miljø. Florida kommer ikke rigtigt ind på det, men der bør nævnes endnu to forhold der har gjort USA førende, nemlig 1) tilstrømningen af kreativ intelligens fra diktaturstater verden over allerede fra 1930'erne og 2) fordelen ved at have et nationalsprog der er blevet verdenssprog. Her kan eksempelvis et land som Danmark aldrig følge med - uanset hvor meget vi gør for at stimulere forskningsmiljøerne og investeringslysten. Til gengæld er der så måske andre fordele vi kunne udnytte - men det kræver større perspektiv end Florida har. Det vender vi tilbage til.

Florida er til fulde klar over en grundliggende spænding mellem kreativitet og organisation. Denne spænding har altid været og vil altid forblive en kendsgerning, for det har at gøre med den grundliggende forskel mellem de to slags psykiske grundprocesser: de primære med deres ustabile, men frit associerende tanker og følelser og de sekundære med deres stabile og stabiliserende rationelle processer der skaber stadig mere orden i det ellers kaotiske. Der er tale om to komplementære fænomener, der aldrig kan harmoniseres eller syntetiseres. Men spændingen mellem dem er givende og nødvendig. Det er den der skaber al dynamik i samfundsudviklingen. Enhver organisation skal tage hensyn til den, men vel at mærke ved at acceptere begge som uundværlige, dette sker fx i Adizes' mangementteorier og -terapi. Sådanne tanker gør Florida sig ikke, men allerede det forhold at han påpeger spændingen mellem kreativitet og organisation gør det nødvendigt at se på de psykologiske aspekter af hans teorier.



Psykologiske aspekter   
Til toppen   Næste

Florida slår straks fat at kreativitet ikke er det samme som intelligens, den er bredere. Den er multidimensional og eksperimentel. Den omfatter både evnen til at opdage nye muligheder og syntetisere dem og evnen til at tage risici. Men central er også selve viljen til og tilfredsstillelsen ved at skabe kaos i eksisterende tankemønstre og livsformer, altså nedbryde stivnede mønstre. Kaos er jo i kaosteorierne ikke at forstå som den totale uorden, men som åbenheden over for begyndelsestilstande der medfører konsekvenser.

Da indstillingen gælder både på arbejde og i privatlivet og fritidslivet, betyder det at grænserne mellem disse sfærer i nogen grad udviskes. Den kreative er så at sige på arbejde altid, men fører sin stil og sine vaner fra den ene sfære videre til den anden. Den afslappede stil fra fritiden kommer ind på arbejdspladsen i form af bl.a. en ny dresscode uden slips og åbne kontorlandskaber med mange fællesarealer. Selve det eksperimenterende liv bliver centralt. Intense oplevelser jages overalt, fx i farlige fritidsaktiviteter som bjergbestigninger. Florida gør heller ikke her noget ud af de psykiske grundprocesser og deres love, men kunne ellers have påpeget at den kreative klasses jagt på intensitet til fulde bekræfter den her på siderne gentagne gange fremhævede grundlov at det er de intense, men ustabile primærprocesser der giver den eftertragtede mening med livet eller den livsbekræftende oplevelse af fylden.



En væsentlig følge af indstillingen bliver at det åbne og dynamiske miljø kommer til at spille en central rolle. Florida taler om 'gadens overherredømme' og mener dermed absolut ikke pøbelens regimente, men at det fritidsliv der knytter sig til det levende gademiljø, fx et blomstrende café-liv, er afgørende for om et lokalsamfund kan tiltrække kreative mennesker. Musikkulturen bliver her en vigtig faktor. Hvad der igen bekræfter helhedsrealismens påstande om musikkens afgørende rolle for det moderne menneskes dybe oplevelse af mening i livet - helt på linje med den 'religiøse' oplevelse i sædvanlig forstand. Musikken har i denne henseende den store fordel at den er blottet for entydighed og dogmer (påstande der skal tros som absolut sande). - Jf. afsnittet om musik i værdimanifestet.

En anden følge er at båndene til andre mennesker bliver svagere. Mange gode og inspirende samt udskiftelige relationer er vigtigere end faste og kedelige. Der skal helst være en kerne af stærke bånd (familien og nogle få venner), men det halvanonyme liv har mange fordele, ligesom det er en fordel at leve som single længst muligt. Boheme-kulturen er ikke afskrækkende. En forsker (David Brook) har ligefrem påvist at det giver mening at tale om 'borgerlige bohemer' (forkortet bobo'er) som noget karakteristisk for den unge kreative generation. De gør ikke oprør mod samfundsordenen som sådan. Outsidere må de gerne være, for disse har gode dage i disse år. Men Florida understreger at den kreative klasse i almindelighed ikke bryder sig om at blive betragtet som bohemer eller i det hele taget at blive opfattet som modkultur eller alternativ til den traditionelle kultur. De betragter sig som seriøs mainstream i den kultur der har økonomien og væksten som fast grund.



Det giver sig selv, at den store hastighed i alle de forandringer økonomien og samfundet i de rige vestlige samfund er underkastet i indeværende epoke påvirker alle menneskers tid. Men i forbindelse med udviskningen af grænserne mellem arbejde og fritid og intensiveringen af både arbejdstiden og fritiden giver hastigheden særligt den kreative klasse markant øget stress.

Der består en forestilling om at mange kreative mennesker er frie 'agenter' eller frie agerende i forhold til erhvervslivet, men det afviser Florida udtrykkeligt som en myte. Langt de fleste kreative mennesker er ansatte som funktioner i virksomheder. Men de kan bevare og udvikle deres kreativitet, fordi virksomhederne har forandret sig og i stigende grad er gået fra gammeldags hård og autoritær ledelse til selvmotiverende 'blød kontrol'. Men stressen er stigende, for det kreative menneske er altid på arbejde, altid på jagt efter at opleve, at forske og at skabe.

Florida gør i grunden ikke synderligt meget ud af dette ellers stigende problem, og kommer slet ikke ind på den ellers tusindår gamle erfaring at mennesket altid - ligegyldigt hvilken kultur vi taler om - har brug for at holde det jøderne kalder 'sabbat', dvs sand og regelmæssig hvile fra sit arbejde. Det er ikke alene sundt for at komme ordentlig til hægterne, fysisk og mentalt. Det er simpelthen nødvendigt for at bevare den grundliggende kreative evne. For dette at holde sabbat i sand forstand er ikke blot at slappe af ved at lade være med at udføre arbejde, det er dybest set og først og fremmest et spørgsmål om at suspendere tiden (tidsmålingen, tidsfokuseringen) og altså med et religiøst udtryk at søge tilbage til det evige, kilden til alt (jf. artiklen Er der en idé med at holde hviledag?). Og når dette er tilfældet er det kun yderligere stressende at bruge hele fritiden på hektisk jagt efter intense oplevelser. Man skal tværtimod standse jagten med regelmæssige mellemrum, fx med meditation. Men dette forudsætter lige netop det mange moderne mennesker har allersværest ved: at gå ind i stilheden. Med denne konstatering er vi allerede ovre i etikken.



Etiske aspekter   
Til toppen   Næste

Florida afliver definitivt myten om arbejdets endeligt. Kreative mennesker har længere arbejdsdage end andre. De udvisker grænserne mellem arbejde og fritid/privatliv. Fritiden bliver også en slags arbejde, for så vidt man seriøst jager oplevelser og intensitet og iøvrigt bruger enorm megen tid og mange penge på uddannelse.

De frie agenters paradis er som nævnt også en myte. Det er de færreste der er helt uafhængige af arbejde i traditionel forstand. De fleste kreative mennesker skifter ofte job, men de arbejder som ansatte i firmaer eller institutioner. Loyaliteten er, som Florida formulerer det, ikke død, men er fordrevet af virksomhederne selv. Det indebærer at arbejderne på det nye arbejdsmarked udvikler deres karriere horisontalt - på tværs af virksomhederne - og identificerer sig mere med deres erhverv eller profession end med en virksomhed.

Der sker således et skifte til selvmotivering og personlig autonomi. Folk tager mere ansvar for alle aspekter af deres karriere og er forberedt på selv at forvalte deres arbejdsliv. Og hvad specielt de unge angår ser man en lidenskab for forandring der kanaliseres videre til en lidenskab for virksomhedernes forandring.



Karakteristisk for den kreative klasse er dens præference for individualitet, mangfoldighed og hvad Florida kalder 'meritokrati', dvs en forkærlighed for målsætninger og præstationer der gør det muligt at vurdere den enkeltes fortjenestfuldhed i organisationen. Der styres efter hvordan og i hvilket omfang medarbejderne 'meriterer sig'.

Forkærligheden for mangfoldighed indebærer naturligvis at der er chancer for alle talentfulde mennesker. Race, etnicitet, køn, seksuelle præferencer eller udseende er uden betydning. Og den store forkærlighed for individualitet og selvudfoldelse medfører automatisk fokusering på livsstilsværdier. Dette kan føre til 'konservative' anklager for narcissisme (selvspejling og egocentricitet) og hedonisme (nydelsesfokusering) grænsende til det samfundsskadelige eller -nedbrydende, men Florida understreger at den kreative klasse er alt andet end utilpasset og yderligtgående. Men selve frihedstrangen er uforenelig med for stramme bånd.

Det ses at vi her er helt inde i et grundlæggende opgør med den puritanske, såkaldte protestantiske arbejdsetik, som har været dominerende fra den calvinske tid og satte flid, arbejdsomhed og sparsommelighed op som sande dyder for den kristne borger - og derigennem førte til kapitalismens særlige opblomstring i de protestantiske lande (helt så enkelt er årsagsforholdene nu ikke, for det centrale for den puritanske ånd er at den dukker op som minoritetsetik: man overlever kun som minoritet hvis man så at sige er mere 'moralsk' og stræbsom end andre!).



Den nye arbejdsetik samler Florida i begrebet 'den kreative etos', dvs den fundamentale kultur eller ånd der definerer den kreative klasse. Denne etos afspejler normer og værdier der fremmer kreativiteten i alle retninger, styrker dens rolle i økonomien og kræver eller forventer støtte i miljøet (virksomheden, universitetet, lokalsamfundet, byen). Selve motiveringen for at arbejde kræver mere end penge. Den er forbundet med arbejdets kreative indhold. Blandt de vigtigste jobfaktorer findes derfor udfordring, ansvar, fleksibilitet og anerkendelse samt stimulerende ledere og kolleger.

Florida afliver de jubeloptimistiske myter der knytter sig til selve den teknologiske utopisme (troen på at teknologien vil frigøre alle), småt-er-smukt-filosofien (der tror på gigantvirksomhedernes uddøen), magten-til-folket-filosofien (der vil gøre alle til frie og uafhængige mennesker) og projekt-filosofien (der vil gøre al organisation flydende).

Kreativiteten er afgørende og den er mangefacetteret og multidimensional, men den skal fortsat organiseres eller kanaliseres ind i så tilpas faste rammer, at der bliver steder og miljøer (lokalsamfund, virksomheder og byer) der både kan tiltrække de kreative mennesker og sørge for den nødvendige produktion, omsætning, rentabilitet og investering.

Tilsyneladende går Florida uden om at spørge hvordan den kreative etos hænger sammen med en generel - for alle gældende - etik. Og dette burde han ellers gå ind på, når han kan konstatere det problematiske ved at den kreative klasse lider af stigende stress. Det hører åbenbart ikke med til den kreative etos at betragte udbrændthed som en grundliggende fejl i selve den måde man jager forandringer og nyskabelser på. Men det er en følgesygdom der viser at der er noget fundamentalt galt fat i grundfilosofien.

Kort og godt ligger fejlen i at man (Florida og andre forskere) intet aner om det universelle etiske krav om indre konsistens. For gjorde man det ville man vide, at mennesket altid - i alle faser af sin udvikling - skal sørge for overvægt af det gode i sit liv. Heraf følger også den helt simple ting, at intet individ af jagt på oplevelser, penge, karriere eller magt nogensinde må forsømme at holde hviledag - i dette ords overordnede religiøse betydning. Og her hjælper det ikke at konstatere, at religion i traditionel snæver forstand på mange måder må siges at være forældet, især hvad dogmerne angår. For den overordnede forståelsesramme kan ikke elimineres af menneskelivet uden at man skaffer sig en bedre.



Organisatoriske og samfundsmæssige aspekter   
Til toppen   Næste

Det er allerede fremhævet at Florida anser stedet for mere afgørende end nogensinde, dvs de konkrete steder hvor mennesker samles for at bo og leve og arbejde. Stedet - til forskel fra rummet og dermed også til forskel fra virksomheden - er simpelthen blevet den centrale organiseringsenhed. Ordet skal altså forstås i bred forstand som et miljø, et lokalsamfund, undertiden en hel by som den enkelte virksomhed indgå i ved siden af andre virksomheder og institutioner, herunder ikke mindst universiteter.

Florida har konstateret, at den kreative klasse flytter fra traditionelle industriregioner, arbejderklassecentre og 'solbælteregioner' til steder han kalder kreative centre, hvis styrke ikke er traditionelle økonomiske faktorer som adgang til naturressourcer eller transportveje, men steder hvor kreative mennesker ønsker at bo. Derpå beror stedernes succes. De kreative centre med deres løse bånd og store mangfoldighed er generelt set vor tidsalders økonomiske vindere.

Nøglen til regional vækst ligger derfor ikke i naturressourcer eller kapital, men i ressourcer af højtuddannede og produktive mennesker, ja denne menneskelige kapital er simpelthen grundlaget for regional udvikling. Regional økonomisk vækst bestemmes af hvor kreative mennesker - indehavere af den kreative kapital - vælger at bo, og det er steder der er mangfoldige, tolerante og åbne over for nye ideer. Det er en fordel med tætte arbejdsmarkeder og mange beskæftigelsesmuligheder. Det er vigtigt med et godt natteliv, dvs rigt udbud af underholdningsmuligheder der finder sted efter mørkets frembrud. Musikken spiller her - som allerede nævnt- en stor rolle. Teater ligeså. Det er vigtigt med 'tredje steder' at gå hen, dvs steder som kaffebarer, bogbutikker og caféer, der hverken er hjem eller arbejde, men hvor man kan mødes med andre, og hvor der er livlighed og vibration. Kort sagt, stedet skal have en lang række stimulerende kvaliteter.



I det store perspektiv gælder at det er kreativiteten der er den afgørende drivkraft for væksten i beskæftigelsen, og kombinationen af mangfoldighed og kreativitet der driver befolkningstilvæksten og skaber regional udvikling. Også selve innovationen (fornyelsesevnen) er ifølge Florida stærkt forbundet med mangfoldigheden og den kreative kapital.

Men da spændingen mellem kreativitet og organisation - mellem kaos og orden - er principielt uundgåelig, og da forandringshastigheden er stigende, kræver den aktuelle udvikling helt konkret at man forsøger at finde en samlet model for det økonomiske og sociale system der passer for den kreative tidsalder. En sådan findes efter Floridas mening ikke, men efterlyses som nødvendig. Der er brug for en ny sammenhængende samfundsmodel til erstatning for den gamle og forældede.

Vi må nøgternt konstatere de gamle normers og idealers utilstrækkelighed, men Florida ser også i øjnene at der for USA's vedkommende i kraft af den kreative klasses opdukken og stigende dominans er en foruroligende tendens til dyb og regulær opsplitning af samfundet i to adskilte og vidt forskellige samfund, med hver sit indkomstniveau, hver sin økonomi, etniske sammensætning, sociale organisation og religiøse eller politiske orientering. Det ene samfund er kreativt og mangfoldigt; det er på vej frem og vil nok dominere den økonomiske fremtid. Det andet er et mere tæt, kirkebaseret, ældre civilt samfund af arbejdende folk og landarbejdere.

Udviklingen er meget tydelig i USA - og genspejles i de partipolitiske præferencer ved alle valg. Men samme tendenser findes i andre højtudviklede lande. Det indebærer opbrud i det traditionelle højre-venstre-skel, større mangfoldighed og fokus på livsstilsværdier, men også større usikkerhed hvad angår etik og religion. Og allerværst sker der på trods af den høje beskæftigelse og det generelt høje uddannelsesniveau en stigende marginalisering af visse befolkningsgrupper. Vindere og tabere danner hver sin verden.

I Danmark er det tydeligt at der både sker en polarisering mellem by og land (til dels også mellem øst og vest), og en foruroligende marginalisering af indvandrere med muslimsk baggrund. På det sidste punkt spiller religionen og det med religionen forbundne kulturmønster i indvandrernes oprindelseslande en meget stor og desværre negativ rolle. Og her hjælper al snak om det fordelagtige ved mangfoldighed og tolerance ikke en brik. For mangfoldigheden og tolerancen er kun en fordel for kreative og tolerante mennesker og for kreative centre, sålænge de to ting er på et plan der er udtryk for og fremmer kreativiteten, men dette vil igen sige at de skal være forbundet med åndsfrihed.



Europæiske og danske aspekter    
Til toppen   Næste

Den danske udgave af Floridas bog er som nævnt forsynet med et tillæg om 'Europa i den kreative tidsalder', og her konstateres naturligvis væsentlige forskelle mellem USA og Europa. Det sker bl.a. på grundlag af udarbejdelse af særlige indekser som Eurotalent-indekset, Euroteknologi-indekset og Eurotoleranceindekset, alle med diverse underindekser. Pointen for det sidstnævnte er angiveligt ikke at immigranter, homoseksuelle eller bohemer i sig selv direkte skaber økonomisk vækst. Snarere er deres massive tilstedeværelse et tegn på en kultur der er åben og fremmende for kreativitet. Ganske som i USA. Men i indekset indgår et 'Selvudfoldelsesindeks' der udtrykker graden af et lands værdsættelse af individuelle rettigheder og selvudfoldelse, dvs holdninger til selvudfoldelse, livskvalitet, demokrati, videnskab og teknologi, fritid, miljø, tillid, protestorganisationer, immigranter og homoseksuelle. Og her viser det sig at næsten alle de europæiske lande er placeret højere end USA.

Konklusionen af analysen er at vinderne i den globale kreative økonomi vil være de lande der bedst er i stand til at tiltrække, fastholde og udvikle kreative talenter og udnytte deres kreative aktiver og kapaciteter. En række europæiske lande, især Finland, Sverige, Danmark, Holland og Belgien (de fleste gamle protestantiske lande!) udvikler betydelige konkurrence-aktiver, men næsten alle europæiske lande har problemer med at assimilere de fremmede.

Det lyder velkendt og trivielt, men er dybest set ikke mærkelig. For det hænger sammen med at det overvejende flertal af de fremmede slet ikke tilhører den kreative klasse, og har lange udsigter til at komme til det, ganske enkelt fordi de ikke blot er for dårligt uddannede, men også kommer fra en religion og nogle kulturer der er fastlåste i dogmatisk tankegang og autoritær opdragelse og derfor ikke generelt er fremmende for kreativiteten eller integrationsprocessen.

Lissabon-strategien fra 2000, der forpligtede EU på det mål at blive verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensøkonomi inden år 2010, konstaterede ganske nøgternt at den holdning til multikulturalismen og antidiskrimineringen der er blevet skabt gennem de seneste to generationer på begge sider af Atlanten ikke er gearet til opgaven. Og dokumentet understreger derfor behovet for at tage afsked med en begrænset opfattelse af tolerance som en gensidig ikke-indblanden og erstatte den med en mere aktiv skabelse af social tillid i flydende, pluraliserende samfund. - Det lyder smukt og rigtigt. Men problemet stikker langt langt dybere end som så. Det går ned i selve religionsopfattelsen og dermed spørgsmålet om åndsfriheden.



Hvad dansk partipolitik angår var det allerede ved Florida-bogens fremkomst interessant at konstatere, at Det radikale Venstre blev trukket frem som særligt tiltrækkende for den kreative klasse, fordi partiets folketingsgruppe efter sigende fik udleveret et eksemplar af den engelse udgave da denne udkom. Her var noget der skulle studeres nærmere og annammes, forstod man. Efterfølgende blev der grinet så meget af dette 'caffe-latte-parti' at partiformand Søren Bald måtte rykke ud med det dementi, at han personligt aldrig havde smagt en sådan drik. En forsker har siden kunne påvise, at partiet ikke har signifikant flere vælgere fra den kreative klasse end andre partier. Man kunne nu også bare sige, at Floridas bog beskriver vor nye tidsalder på en sådan relevant og inspirerende måde, at alle politisk og kulturelt interesserede burde læse den. Stort set alle partier vil kunne have god brug for at vide hvad udviklingen drejer sig om.

Bogen slår fast er at klassekampen i gammel betydning er definitivt forbi. Arbejderklassen er på retur, serviceklassen er blevet større - og må ses i relation til den ligeledes voksende kreative klasse. Kreativiteten er ikke alene en afgørende faktor i den økonomiske vækst og derfor af stigende betydning for udviklingen, den kan og bør også ses som en afgørende menneskelig værdi og dermed af største betydning for velfærden.

Alle de påpegede omvæltninger i samfundsudviklingen giver en udmærket forklaring på, hvorfor socialdemokraterne er i kommet i krise. Dets store vælgergrundlag i arbejderklassen er stille og roligt skrumpet mere og mere ind - og partiet forstod i mange år ikke signalerne. Den ellers højt besungne J.O. Krag fattede intet da han lavede 'rødt kabinet' med Aksel Larsen i 1966, og 'det gode menneske' fra Sydvestkvarteret, Anker Jørgensen, forstod dem ikke i 1973 - og muliggjorde både Centrumdemokraterne og Fremskridtpartiet. Og senere ledere prøvede også 'at sejre ad helvede til' ved at holde fast på traditionerne, holde sig mest til 'venstrefløjen' og lukrere på den borgerlige usikkerhed. 'Kongemordene' på stribe i partiet gjorde ikke sagen bedre. Men problemet var slet ikke formandens person, men partiets manglende vilje til at sadle om i tide. Nyrup valgte forkert i 2001 - med sin totale mangel på forståelse for Dansk Folkeparti. Og dét blev Venstres chance, som Anders Fogh Rasmussen greb resolut og med største selvfølge.



Muhammed-sagen har beseglet omvæltningen i dansk politik, yderligere svækket Socialdemokraterne, men styrket Dansk Folkeparti og regeringsflertallet. Venstre har tabt en lille smule terræn, men har gode chancer for at vende stærkt tilbage i forbindelse med forhandlingerne om velfærdsreformerne. Det er kun latterligt at 'venstrefløjen' tror den kan få skovlen under Fogh på et rent og komplet ligegyldigt akademisk spørgsmål om besvarelsen af diplomatbrevet. De Konservative holder vejret og stillingen. Mens Socialistisk Folkeparti under Søvndals ledelse har fået en tiltrængt profilering - uden dog at skaffe sig større indflydelse af den grund. Og de radikale? Ja, de er paradoksalt nok gået støt frem, jo mindre indflydelse ledelsen har skaffet partiet. Det er dog ikke mere paradoksalt end at det kan forklares med at de blåøjede idealister og velmenende humanister er kommet i overtal. Reelt har partiet ikke formået at tiltrække den nye generation af medlemmer af den kreative klasse, som vil både selvudfoldelse og komplementær ansvarlighed, og som vil integration af indvandrere og komplementær sekularisering der ikke giver køb på åndsfriheden.

Ligesom ingen kan tage patent på at være midterparti i dansk politik, kan heller intet parti skaffe sig monopol på den kreative klasse. Alle må konkurrere på midten - og alle må prøve at tiltrække den voksende kreative klasse. Både socialdemokraterne og Dansk Folkeparti vil i denne henseende være handicappet i nøjagtigt samme omfang som de gør sig til talsmænd for 'den lille mand' (jf. artiklen om Dansk Folkeparti på fremmarch). For nok bør denne provinsielle gennemsnitsdansker forsvares, men det er ikke dette forsvar der er dynamikken i udviklingen. Vi er også langt fra den problemstilling Jørgen S. Dich beskrev på fremragende vis i sin bog om "Den herskende klasse".

Dansk Folkeparti har dog gode chancer for at læse på lektien, tilegne sig den fornødne indsigt og justere sit program derefter. Men Venstre har umiddelbart bedre chancer, fordi det efter Fogh Rasmussens omlægning af partiets linje efter valgnederlaget i 1998 bevidst favner bredere, reelt har sagt farvel til den rene liberalisme - og sidst, men ikke mindst har taget ved lære af Labour's 'tredje vej'. Givet er at det dynamiske spændingsfelt i dansk politik i dag og formentlig flere år frem ligger i kraftfeltet mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Jf. bl.a. Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger.



Én bestemt ting mangler dog begge partier, og det er forståelsen for religionens fremtidige betydning i det politiske liv. Især statsminister Anders Fogh Rasmussen har understreget at han ønsker religion om ikke hen hvor peberet gror, så dog - hvad der næsten er det samme - fjernet fra det offentlige rum, dvs gjort til en ren privatsag. Som gentagne gange fremhævet på Jernesalts sider er dette en ren illusion. Det vil aldrig ske, for det er imod al religions væsen. Fejlen er at man forstår religion alt for snævert og slet ikke ser at den - i diametral modsætning til alle fundamentalistiske og humanistiske vrøvlehoveder - kan opfattes som en komplimentær helhedsrealisme der er neutral i forhold til såvel ateismen som alle konfessioner.

Vejen frem går gennem en udvidelse af den for demokratiet grundliggende sekularisering i den ganske bestemte retning der hedder fuld forståelse for at religion hører til i det offentlige rum og må og skal tages i betragtning ved bedømmelse af alle eksistentielle anliggender, herunder alle moralske og kulturelle sagsområder uden undtagelse samt det store historiske perspektiv i politik. Men det skal selvfølgelig ske under ubetinget iagttagelse af en klar adskillelse mellem politik og religiøs magt. Intet præstestyre og ingen pavestat må nogensinde tillades. Det er politisk magt og religiøs magt der skal holdes skarpt adskilt.

Faktisk har Danmark i kraft af en enestående historisk arv fra vækkelsernes tid i det 19. århundrede, ikke mindst den grundtvigianske, til religionshistorisk forskning som Vilh. Grønbechs, naturvidenskabelige nyvindinger som Niels Bohrs, moralfilosofi som Erling Jacobsens og dybdepsykologisk forskning som Jes Bertelsens samt en uforlignelig humor hos Storm P. en aldeles enestående chance for - til forskel fra USA, England, Tyskland, Sverige og Finland - at udvikle en bæredygtig udgave af velfærdssamfundet som vil kunne tilgodese den kreative klasses krav om attraktive steder og miljøer, den brede befolknings ønsker om bedre levevilkår og livskvalitet og - ikke at forglemme - indvandrernes ønske om integration.

Kun herved løses med andre ord problemet med den eftersøgte og nødvendige, men i øjeblikket svage eller manglende sammenhængskraft i sproget, kulturen og samfundet.



Helhedsrealistisk kritik    
Til toppen   Næste

At Richard Floridas bog om 'Den kreative klasse' er en uomgængelig bog for den der vil forstå hvad der foregår i det store politiske spil i dag, turde være fremgået med al ønskelig tydelighed. At der kan rejses indvendinger er en selvfølge - og er også vist.

Samlet set må konstateres at Florida beklageligvis ikke kender begrebet 'komplementaritet' i den bohrske betydning, og det kunne han ellers have benyttet med gevinst flere steder. De to politisk meget centrale komplementære modsætninger mellem individ og samfund og mellem frihed og lighed (eller tryghed/velfærd) har han tilsyneladende ikke større forståelse for, skønt det er dem der ligger under de fleste andre modsætninger og dem der derfor giver dynamikken i udviklingen.

Konkret stiller Florida det fx op som et enten-eller om man er familievenlig eller homovenlig. Men intet forhindrer den der lever i traditionelt ægteskab i at kunne forstå og fuldtud respektere dem der ikke gør det. Forskellen er ganske som grundforskellen mellem mand og kvinde med til at gøre tilværelsen som helhed til en vidunderlig, mangfoldig og berigende opvisning i humor.

Florida påpeger at den typiske arbejdsplads i jagten på at fremkalde kreativitet er både mere stressende og mere omsorgsfuld. Igen kunne han havde set det i komplementaritetens lys. For bortset fra at stress over en vis grænse er skadelig, så gælder generelt at en virksomhed i dag både må have omsorg for sine medarbejdere og udfordre dem med krav og mål. Modsætningerne må ses som komplementære.

Modsætningen mellem boheme-etikken og arbejdsetikken, eller mellem frihed og pligt, nærmer sig også komplementariteten, for så vidt der er tale om principiel uforenelighed, men også om principiel uundværlighed. Florida gør den kreative etos til en slags syntese mellem de to etikker, men faren ved at tænke i syntesebaner er netop at man ikke fastholder den grundliggende modsætning og dynamik.



Afgørende i en helhedsrealistisk bedømmelse af Florida bliver dog, at han efterlyser en samlet model for det økonomiske og sociale system der kan føre os ind i den kreative tidsalder - uden at bringe en helhedsforståelse ind i billedet. Det skyldes for det første at han som de fleste andre økonomer og samfundsforskere har begrænset viden om dybdepsykologien og altså ikke forstår et grundliggende behov hos alle mennesker om en mening med livet. Et sted langer han ud efter Maslows berømte behovspyramide der indebærer et aksiom om en rangorden af de menneskelige behov. Men han finder ikke på at sige, at aksiomet er uholdbart. Menneskets behov for mening med livet er aldeles ikke et luksusproblem der først dukker op når alle andre behov er dækket ind. Det gør sig tværtimod gældende lige fra fødslen. Og opfyldelsen af behovet har intet med filosofi eller begreber at gøre, men med oplevelsen af fylde og evighed, og den får ethvert barn når det får bryst. Det er uroplevelsen af meningen med livet.

For det andet skyldes Floridas forsømmelse at han som de fleste moderne akademikere er blottet for kendskab til hvad religion oprindeligt var og hvad den stadigt er, når man kigger ud over teologernes brilleglas og skyklapper. Den er præcis spørgsmålet om den gentagne bekræftelse på meningen med livet, således som den kan fås på utallige måder - fra kærlighed og sex til kunst, musik, forskning, humor, leg og arbejde samt meditation og specifik gudsdyrkelse. Hemmeligheden herved hedder ikke dogmer eller rettroenhed, men oplevelse af intensitet. Det er når religion forstås som denne umiddelbare føling med den hele virkelighed at den umuligt kan tænkes fjernet fra det sociale og kulturelle liv.

Her har den komplementære helhedsrealisme det store fortrin, at den aldrig abstraherer fra denne eksistentielt afgørende føling med helheden. Denne føling præger dagligsproget fra de allerældste tider og til i dag. Her er ingen udelukkelse af menneskets dybeste erfaringer eller af højtid, stilhed og humor. Her hører de arketypiske forestillinger med uden ringeste hensyn til konfessionernes magtorienterede og indsnævrende dogmatikker. Følingen er gennem dagligsproget grundlaget for al samfundsdannelse - og derfor dybest set selve den sammenhængskraft samfundet har og skal have, men som mange i øjeblikket føler savnet af.

Richard Florida efterlyser selv udtrykkeligt nye former for social sammenhængskraft og mener naturligvis at den må hænge sammen med kreativiteten og dermed den kreative klasse. Det er der uden tvivl meget om, men når han kan opfordre den kreative klasse til at stå sammen som om den skulle være en klasse i mere gammeldags forstand, så viser det at han ikke selv forstår den dybe sammenhæng.

Vist er kreativiteten afgørende for den menneskelige eksistens og samfundsudviklingen. Det har den faktisk været lige siden 'syndefaldet', hvor mennesket tillod sig at spise af kundskabens træ, vandt indsigten i forskellen mellem godt og ondt og forskellen mellem kønnene, og for stedse havde mistet ansvarsfriheden og den dermed forbundne permanente paradisiske tryghedsfølelse. Men kreativiteten må ikke drives frem uden hensyn til alt andet. Den skal ubetinget føre til transcendens, så vi overskrider gamle grænser og bevæger os ind i nye områder, men immanensen betyder stadigvæk noget meget vigtigt, nemlig forbindelsen til rodnettet og den regelmæssigt tilbagevendende føling med kilden til det evige, den som kun findes i hvilen eller stilheden, i sabbaten. Her har ingen klasse fortrin frem for de andre. Her forbliver vi alle lige. Her er vi alle del af et større fællesskab. Her findes følgelig den dybe sammenhængskraft.

Jan Jernewicz



Henvisninger:   
Til toppen

Richard Florida: Den kreative klasse - og hvordan den forandrer arbejde, fritid, samfund og hverdagsliv. - Med tillæg om Europa i den kreative tidsalder.
(Forlaget Klim. 2005. Oversat efter 'The Rise of the Creative Class' 2001

'Frihed, kreativitet, stress og livskvalitet'  -  med omtale af Floridas bog.



Den komplementære helhedsrealisme
Komplementaritetssynspunktet
Universelle etiske krav om indre konsistens
De psykiske grundprocesser

Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger
Dansk Folkeparti på fremmarch
Endelig gik han, Nyrup
Den herskende klasse efter 1970
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet

Øvrige artikler om:  Danmark
Øvrige artikler om:  Psykologi
Øvrige artikler om:  Eksistens
Øvrige artikler om:  Religion
Øvrige artikler om:  Sekularisering
Øvrige artikler om:  Muhammed-sagen



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal