Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - frihed01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.10.05.


Frihed, kreativitet, stress og livskvalitet

Den af en uforsigtig socialminister rejste debat om lighed og ulighed i det danske samfund blev hurtigt manet i jorden af en statsminister der på sin regerings vegne vil have sig frabedt at få skudt i skoene at ville øge uligheden. Han vil nok frihed og vækst, men samtidigt fastholde at velfærdssamfundet skal tage vare på alle sine medlemmer, også de svageste. (jf. artiklen: Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre.

Ved folketingets åbning blev der selvsagt debat om spørgsmålet, men statsministeren kunne afparere alle forsøg på at sætte lighedstegn mellem socialministerens ultraliberalistiske tanker og Venstres midtersøgende tredje vej der opererer med en eller anden form for afbalancering mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedshensynet. Så vidt så godt. Hvad der mangler er fortsat en virkelig afklaring i statsministerens forestillinger om modsætningerne. Den kommer han næppe udenom, hvis han vil fastholde førerpositionen i dansk politik. Den er slet ikke særligt kompliceret, men den kræver mod til at tænke komplementært fremfor i sædvanlige dualistiske baner.

Problemstillingen er ikke som man umiddelbart skulle tro af perifer akademisk interesse, men er tværtimod højaktuel af flere grunde.



For det første burde det efterhånden være gået op for alle her i landet at den gamle klassekamp med en klart defineret venstrefløj på den ene side og en lige så klart defineret højrefløj på den anden hører fortiden til, således at ethvert tilløb til at gøre venstrefløjen og særligt socialdemokraterne til garanter for velfærdssamfundets opretholdelse er dømt til fiasko. Venstre har over de sidste tredive år forandret sig markant fra at være et rent liberalt bondeparti til at være en slags socialliberalt by- og middelklasseparti (omend stadig uden fuldstændig afklaring). Dansk Folkeparti har hugget gevaldigt ind på arbejdere og funktionærer og andre jævne mennesker som tidligere følte sig nærmest knyttet til socialdemokraterne. Og socialdemokraterne har siden 1973 været inde i en identitetskrise der har betydet formandsskift på formandsskift, men aldrig ført til dyberegående ideologisk afklaring. Man skændes fortsat om hvorvidt man skal være et traditionelt arbejderparti med stærk tilknytning til fagbevægelsen eller et mere moderne og fritstillet midterparti, selvom man har været med til at udforme velfærdssamfundet ved at acceptere arbejdernes øgede borgerliggørelse og dermed de facto også en ganske betydelig forøgelse af den sociale ulighed eller lagdeling i samfundet.

For det ander ser vi tilsvarende opbrud andre steder i Europa, først og fremmest i Storbritannien, hvor Tony Blair én gang for alle afsvor Labours marxistiske klassekamp og valgte 'den tredje vej' med markedsøkonomi og midterpolitik. Men langt om længe synes nu også Tyskland med den kommende store koalition under Angela Merkel at ville bryde med fortiden og bevæge sig ind på noget der ligner 'den tredje vej' i tysk udgave. Og formentlig vil Frankrig i løbet af et par år gøre op med arven fra en gammeldags retoriker som Jacques Chirac og den stilstand hans land er havnet i efter folkeafstemningen om EU-traktaten. EU som helhed er også i en krise der tvinger til nytænkning.

For det tredje - og det er måske det allervigtigste - betyder den samlede virkning af alle de økonomiske, teknologiske og sociale ændringer i de moderne (nord-)europæiske samfund at det politiske billede ændrer sig med rasende fart, fordi kulturmønsteret skifter voldsomt.

Globaliseringen, teknologiudviklingen, kommunikationen og sekulariseringen påvirker alle. Indvandringen udfordrer den nationale og religiøse arv. Arbejdet, boligen og livsstilen undergår overalt forandringer der kræver øget mobilitet og fleksibilitet, men samtidigt trætter, stresser og udstøder. Sammenhængen og fællesskabet er ikke længere en selvfølge. De eksisterende religiøse systemer giver aldeles utidssvarende holdepunkter for bevarelse af normal livstro, håb og psykisk sundhed gennem alle omskiftelser og kriser.

Den højtbesungne frihed er et gode vi hverken kan eller skal afsværge. Men den fører i vidt omfang til et opskruet tempo og en glorificering af kreativiteten og æsteticismen der afslører at noget basalt går tabt eller forsømmes.

På alle tre fronter er afklaring påtrængende nødvendig, men her skal vi se nærmere på den trend der knytter sig til begrebet kreativitet og fx giver sig udslag i fænomener som Jørgen Leths eller Tor Nørretranders' æsteticisme og bl.a. har ført til den megen tale om en særlig 'kreativ klasse'. (Jf. artiklerne: Tilfældet Jørgen Leth  og  Det generøse menneske). Friheden synes her at blive opfattet som retten til i ekstrem grad at udfolde sig uden større hensyntagen til andre. Og det truer fællesskabet og sammenhængskraften i samfundet.



Kreativiteten som sådan er naturligvis et gode som ikke alene er forudsætningen for alt talent og alle talenters udfoldelse fra videnskab og kunst til håndværk, landbrug, havedyrkning, hobbies og ferie, rekreation og personlig, ofte spirituel udvikling, men som også simpelthen er selve tegnet på frihed.

Er et menneske frit - fri fra ydre såvel som indre tvang eller hæmninger - så er det et skabende væsen der ikke kan lade være med at synge og danse, lege og forme samt more sig. Det sikreste tegn på at et barn trives er dets spontansang. Og omvendt gælder i høj grad det gamle tyske ordsprog: Böse Leute haben keine Lieder.

Kunstneren og mystikeren William Blake var ikke i tvivl om, at det sande menneske var det skabende menneske, altså kunstneren i ganske banal forstand. Et moderne demokrati kan i denne henseende måles på at kunsten i alle dens officielle og private former har gode kår.

Diktaturstater er omvendt kendetegnet af at magthaverne systematisk begrænser individernes frihed og overvåger alt hvad borgerne laver for at forhindre dem i at foretage sig noget der kan true systemet. Dette er den sikre vej til stagnation, stilstand og oprør. Diktaturer kan derfor aldrig klare sig i konkurrence med frie demokratier, for de kan ikke forny sig uden gennem revolution.



Men mennesket lever nu engang ikke for tid og evighed i frihedens eller fantasiens rige. Det bliver - ganske som de første egentlige mennesker i det mytologiske syndefald (jf. artikel) - smidt ud af paradisets have når det kommer til skelsår og alder, opdager forskellen mellem kønnene og mellem godt og ondt - samt arbejdets muligheder og forpligtelser (se . Naturligvis stifter det bekendtskab med disse fænomener lidt efter lidt allerede fra vuggen af. Det er nemlig nødvendigt for at blive et fuldvoksent normalt menneske at opbygge et nøgternt og realistisk kendskab til verden (naturen, samfundet, menneskesindet og kulturen), og dette sker alene gennem den systematiske opbygning af de psykiske sekundærprocesser (jf. artiklen om De psykiske grundprocesser).

Drømmen om friheden - længslen efter det tabte paradis - bliver imidlertid siddende i sindet og fører undertiden til oprør, individuelt i form af anorexi eller selvmord, kollektivt i form af ungdomsoprør eller politisk/ideologisk oprør, undertiden i form af terrorisme eller anden destruktiv ekstremisme. Men for de fleste unges vedkommende ender den vanskelige realitetsprøvelse med at virkeligheden stort set accepteres som den er og med den begrænsede formbarhed den besidder.

Det ansvarlige, voksne menneske vil vide at det ikke er totalt frit og ikke kan gøre hvad det vil efter forgodtbefindende. Det er bundet af naturen, samfundets og psykens lovmæssigheder. Individet er ikke blot et individualistisk væsen der kan leve sine lyster, længsler og drømme ud i æsteticistisk forstand. Helhedsrealistisk set er ethvert menneske et ansvarligt biologisk, socialt, økonomisk og spirituelt væsen.



Richard Florida har med sin bog 'Den kreative klasse' haft held til på provokerende vis at påvise sammenhænge mellem økonomisk kreativitet, livsstil og miljø ud fra visse videnskabelige undersøgelser. Men ligesom i tilfældet med Bjørn Lomborg og 'Verdens tilstand', så er der tale om den blanding af objektivitet og subjektivitet der gør bogen til mere partsindlæg i kulturdebatten end uvildig beskrivelse. Og dette er naturligvis helt i orden, ja, langt at foretrække for kedelige rapporter til skuffer og arkiver. Men man skal ikke tage de subjektive udsagn for objektiv videnskab.

Det sjove ved Florida er at han kalder den store socialgruppe eller stand af skabende og initiativtagende mennesker i de moderne vestlige samfund for en klasse. Han mener fx de udgør omkring 30 % af den amerikanske befolkning, men understreger selv at de ikke optræder som samlet, endsige organiseret enhed.

Marxistisk set er der slet ikke tale om en klasse på linje med bønder og arbejdere, der på et givent tidspunkt i historien opfattede sig som underprivilegerede og undertrykte og derfor samlede sig til modstand mod overklassen eller undertrykkerne. De moderne kreative individer er slet ikke en undertrykt masse der blot venter på et lederskab til at føre dem frem til revolution og magtovertagelse. Mange af dem tilhører magteliten, og flertallet af dem lukrerer på systemet og navnlig den teknologiske og økonomiske vækst som magthaverne holder i gang. De har i vid udstrækning aktier i de økonomiske foretagender og står ikke som helhed i noget modsætningsforhold til 'kapitalen'. Det er i det hele taget en overordentlig blandet eller kompleks socialgruppe - etnisk, religiøst, politisk, uddannelsesmæssigt, erhvervsmæssigt, kønsmæssigt og kulturelt.



Men at se hele denne brogede gruppe under ét kan alligevel være frugtbart, fordi det åbner øjnene for vigtige begreber og trends i tiden.

Florida hævder at den kreative klasse først og fremmest er kendetegnet af tre t'er: teknologi, talent og tolerance. Men da kun talentet har direkte at gøre med det vi i almindelighed forstår ved kreativ evne, må det specifikke for det moderne samfund være kreativitetens nære forbindelse med den teknologiske udvikling på den ene side og tolerancen på den anden side. Her har Florida utvivlsomt en pointe det er værd at notere.

Den kolossale teknologiske udvikling og drift har medført de store forandringer vi oplever i de veludviklede samfund og som skaber muligheder for allehånde trends og eksperimenter som de kreative mennesker kan gribe og udnytte, hvis de får chancen, vel at mærke uden vished for at det altid går godt. Faktisk går det ofte galt, både økonomisk og menneskeligt, hvad fx det tidsbegrænsede boom i it-branchen for nogle år siden dokumenterede med voldsomme kursudsving og bratte fald. Det var ikke sund fornuft og kalkule der styrede forløbet, men spekulation og smartness, og derfor blev resultatet få vindere og mange tabere. Men unægteligt blev informationsteknologien udbredt i rasende fart. Dette krævede omstilling af alle. Børn og unge kunne lege sig til det meste, men de ældre havde svært ved at følge med.

Udviklingen fremmer tolerancen i de kreative miljøer, fordi kompleksiteten giver plads til alle der er nysgerrige, idérige, innovative, udadvendte, sociale og oplevelsesorienterede - uanset hudfarve, kønsorientering eller politiske sympatier. Men igen er det i vid udstrækning de unge der driver udviklingen og skaber de spændende mødesteder. Caféer og gallerier kommer og går ligesom virksomhederne. Det er dog fortsat de store koncerner der sidder på den økonomiske magt. Og de drives fortsat af 'ordensmennesker' som John D. Rockefeller eller Mærsk McKenney Møller - bare for at nævne et par kendte navne, der har gjort en forskel. Disse store iværksættere og magtkoncentratorer er nok kreative når det gælder at finde givtige produkter, markeder og fusionsmuligheder, men de styrer systematisk efter konsolidering, hvad der er det modsatte af kreativitet. De er kontrol-freaks.



Hvad Florida ikke synes at have tilstrækkeligt øje for er at den kreative klasse i høj grad tegnes af unge fremstormere, der først og fremmest vil lege og eksperimentere, snakke og diskutere samt opleve og risikere. Det er sjovt sålænge det går godt og nogle vil betale gildet, men det er en hård udfordring når der også skal måles på resultatet på bundlinien. Det er derfor ikke noget under, at de unge stresses og ofte ender med at føle sig tidligt udbrændte. Men vil man være med på noderne, må man spille spillet, så længe nerverve, helbredet og alderen holder.

Den kreative klasse kan følgelig let gøres til grin som slaver af overfladiske moder og trends der ofte bare kører dem i sænk. Et af de bedste eksempler findes i det politiske liv her i landet, nemlig i Det radikale Venstres åbenlyse interesse for Floridas bog. Den skal i sin tid være uddelt til samtlige folketingsmedlemmer i partiet, og vittighedsmagerne var hurtige til at stemple de radikale som en café-latte-bevægelse eller sågar Det homofile Venstre. Partiformanden måtte rykke ud med en erklæring om at han aldrig havde sat sine ben på en café-latte-café, og partileder Jelved kan heller ikke ligefrem siges at høre til klassen. Hun ligner mere en humørforladt slider og puritaner. En undersøgelse har da også vist, at partiet ikke tiltrækker flere kreative mennesker end andre partier. Der er faktisk kreative mennesker i alle partier.



Florida lægger ikke skjul på, at stress i det moderne samfund hænger uløseligt sammen med den øgede kreativitet, det øgede tempo og det øgede krav om effektivitet og rentabilitet. Og han mener at det er en udfordring for forskere, virksomhedsledere og politikere at få løst dette problem. Han ser ikke i øjnene, at problemet dybest set er uløseligt, fordi der er indbygget et modsætningsforhold mellem friheden og kreativiteten på den ene side og den fysiske og psykiske sundhed på den anden side.

Derfor får han heller ikke fat på hvad der sikrer sammenhængen i et samfund, for også den står i et modsætningsforhold til friheden og kreativiteten.

Eksistentialistisk set er der god mening i at fokusere på den transcendente drift i mennesket, viljen til at søge ud over de givne rammer, skabe nyt, gå nye veje. Men som behandlet under artiklerne om livskvalitet, så må der være en form for balance mellem transcendensen og immanensen på ganske samme måde som der må være en slags balance mellem friheden og trygheden.

Den psykiske og fysiske sundhed - og dermed i sidste ende også den sunde kreativitet - beror i allerhøjeste grad på at man giver immanensen, trygheden, hvilen, rekreationen og meditationen den fornødne plads i sit liv. Sundhedsskadelig stress afhjælpes ikke tilbundsgående med motion og massage, men gennem det tempo og den rytme i hverdagen som giver ro og mulighed for eftertanke og hvile. Det er i sidste ende et spørgsmål om at forstå betydningen af at overholde sabbatten, nemlig at komme til sig selv og sine dybeste kilder, de kilder som også kreativiteten udspringer af.

På det store plan er et samfunds sammenhængskraft heller ikke et spørgsmål om at finde fælles løsninger på de politiske problemer, men til syvende og sidst et spørgsmål om at et lands befolkning har den fornødne kontakt med det kollektivt ubevidste. Dette unddrager sig fuldstændigt politisk, ideologisk eller religiøs kontrol, men giver netop de billeder der befordrer kreativiteten og meningen med livet.



Alt andet er overflade, mode, sensation, smartness og fidus. Den slags skal der også være plads til. Den slags giver friheden plads til - som den i det hele taget giver plads til oplevelser, humor og tilfældighed.



PS!
Ovenstående udgør ikke nogen anmeldelse af Floridas bog om 'Den kreative klasse'.
En sådan følger.



Henvisninger:

Veje til livskvalitet
Afsnit  II:   Fra tryghed til frihed  (21.9.02.)

Komplementaritetsprincippet
Frihed og bevidsthed
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)

De psykiske grundprocesser
Syndefaldsmyten (Myte, ord og billede)
William Blake's univers

En alternativ, helhedsrealistisk æstetik


Tilfældet Jørgen Leth  (9.10.05.)
- det æstetiske menneskes ulidelige dilemma
Det generøse menneske
om generøsitet, seksualitet og Tor Nørretranders.

Redaktørens personlige filosofi i kort form



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal