Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel22leth

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.10.05.


Tilfældet Jørgen Leth
- det æstetiske menneskes ulidelige dilemma

af Jens Vrængmose

Filminstruktøren, forfatteren, Tour-de-France-kommentatoren og Haiti-konsulen Jørgen Leth har rigtigt fået ørerne i maskinen efter at han har udgivet sin erindringsbog "Det uperfekte menneske - scener fra mit liv". Den afslører nemlig ved siden af mange andre ting ikke alene forfatterens appetit på kvinder, men også hans grænseoverskridende brug af unge piger der tilhører hans husstand på Haiti og altså på en eller anden måde er afhængige af ham. Den slags er som bekendt forbudt her i landet, selvom pigerne er over 15 år, og følgelig har der rejst sig en stor forargelse der navnlig i Ekstrabladet og Politiken er kørt op i noget der ligner en hetz. Resultatet er for det første blevet at Leth har måttet komme udenrigsministeriet i forkøbet ved at trække sig fra den ærefulde post som dansk konsul på Haiti før han var blevet frataget posten. For det andet at TV2 har fyret ham som cykel-kommentator. For det tredie at han har droppet et planlagt filmprojekt om 'Det erotiske menneske'. Og endelig for det fjerde at Red Barnet har frasagt sig overskuddet fra et arrangement i Århus, hvor Leths bog blev præsenteret. Men billedet er mere broget end som så.

Gyldendal forsvarer udgivelsen. Filminstituttet trækker ikke støtten til filmprojektet tilbage. Filmkolleger med vennen Lars von Trier i spidsen har offentliggjort et forsvar for Leth der samtidigt angriber medierne for nypuritanisme og populistisk rindalisme. Claes Kastholm Hansen forsvarer Leth i klummen 'Groft sagt' i Berlingske Tidende. Og Kim Skotte har såmænd anmeldt bogen positivt i Politiken.

Men repræsentere Danmark på konsulplan kan man ikke med Leths kønsmoral. Og så hjælper det ikke at filmvennerne og andre forsvarer Leths kunstneriske frihed og fremhæver selvbiografiens kunstneriske dimension. Journalisten og feministen Maria Cuculiza der har kendt Leth i adskillige år føler sig krænket på sit køns vegne og på vegne af de i bogen nedværdigede og udstillede kvinder. Og i Deadline udspandt der sig fx fredag aften et ukontrolleret mundhuggeri mellem Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden og filminstruktøren Tomas Gislason. Den ene holdt på en kønsmoral inden for lovens rammer samt ligeværdighed mellem kønnene, den anden på friheden til at skildre også kønslivet kunstnerisk og derved fremkalde debat. Med hele hetzen og forargelsen er debatten gået en tur. Jørgen Leth personligt er blevet tavs, selvom han i første omgang stillede op til flere åbenhjertige interviews.



Jørgen Leth er ikke blot æstetiker som filminstruktør og journalist, men også som menneske. Det har han aldrig lagt skjul på, det har tværtimod kendetegnet ham i alt hvad han har haft med at gøre. Drivkraften i hans liv og værk er selve sanseligheden og oplevelsen. Han tager nydelserne hvor han kan få dem, og han bevarer distancen til såvel det oplevede som til de mennesker der indgår i oplevelserne.

Dette betyder at kvinderne i hans liv bliver 'tingsliggjorte', hvad der ikke er unormalt i den gamle, mandsdominerede verden, men suspekt i den moderne verden med kvindefrigørelse og kønsligeberettigelse. Det kan kun vække forargelse blandt feminister, for de vil ikke acceptere nogen form for mandsdominans, end ikke den form for dominans der ligger i selve den biologi mennesket fortsat er bundet af. Leths indstilling må føles krænkende af de involverede kvinder, også af de uafhængige, men ikke uden undtagelser, eftersom en del kvinder fortsat inden for visse grænser accepterer den nævnte biologiske mandsdominans som del af det erotiske spil, men dominansen behøver ikke i sig selv være på den forkerte side af lovens grænser - før vi taler om kvinder der er er mindreårige eller afhængige af mandens penge og magt. Her og først her kan tales om strafbare handlinger.



Det egentlige moralske dilemma kommer frem på andre problemstillinger, nemlig 1) i konflikten mellem det æstetiske menneskesyn og det repræsentative demokrati og 2) i konflikten mellem æstetik og etik.

Med hensyn til demokratiet burde det sige sig selv, at et land som Danmark der overalt i verden og i alle internationale organer forsvarer kvinderettighederne ikke kan lade sig repræsentere nogetsteds i verden af en honorær konsul der bevidst lader hånt om disse rettigheder. Hvordan Jørgen Leth i sin tid er blevet dansk konsul i Haiti må guderne vide, men efter afsløringerne i hans bog kan det konstateres at Leth på ingen måde lever op til den værdighed der må forlanges som dansk konsul. I det hele taget gælder, at et decideret sanseligt og æstetisk menneske slet ikke går godt i spænd med diplomatisk repræsentation. Heller ikke Lars von Trier kunne bruges som konsul. Udenrigsministeriet reagerede hurtigt på afsløringerne i Leths tilfælde og sådan bør det være. Men heraf følger absolut ikke at en mand som Jørgen Leth ikke kan bruges som tv-kommentator ved cykelløb. Og det følger heller ikke at filmmanden ikke må have lov til - med eller uden offentligt tilskud - at lave en provokerende film om 'Det erotiske menneske'.

Men når det kommer til konflikten mellem det æstetiske og det etiske er sagen en ganske anden og langt mere kompliceret. Her kan det moralske dilemma være uløseligt, fordi det menneske der af den ene eller anden grund har valgt det æstetiske liv som det for ham eller hende eneste meningsfulde liv uvægerligt støder på udefra kommende etiske fordringer som det enten må ignorere - og dermed henvise til det risikable underbevidste - eller prøve at komme til rette med på bevidst plan. Den ægte libertiner ser stort på de gængse normer, men dog ikke mere end at han praler med sit moralbrydende liv. De mest bevidste af dem havner i det nihilistiske grundsyn, at alt er tilladt.

For de mere tænksomme individer bliver der et dilemma tilbage. På det ene side står de ved deres valg af æstetikken som princip. På den anden side benægter de ikke de moralske problemer. I tilfældet Jørgen Leth er det oplagt at han gennem årene har registreret at hans grundindstilling til livet har haft omkostninger for både ham selv og andre. Han har bevæget sig bevidst på kanten af det forbudte og overskredet grænserne når nysgerrigheden eller spændingen blev tilstrækkelig stor - fx også med hensyn til hashsmugling. Men som det fremgår af det udmærkede interview Politikens Maria Tetzlaff havde med Leth allerede 30.9. så er det drivende for ham ikke at krænke eller nedgøre nogen, men at overskride de æstetiske grænser. 'Eksperimentet i det private liv falder sammen med at det er et kunstnerisk eksperiment', siger han om filmoptagelsen med den haitiske pige han bollede bagfra, mens kameraet var rettet mod pigens ansigt.

Leths æstetiske grundsyn udtrykkes fuldstændigt præcist med ordene: "At være midt i og udenfor samtidigt er et motiv for mig. Dér flyder det private og det kunstneriske sammen for mig. Drivkraften i mit værk er netop at være i stand til at leve og samtidig betragte sit eget liv som et stof."



Leths æstetiske princip kan lyde forargeligt, men sandheden er vel at mange mennesker lever efter det i praksis. De fleste blot uden at sige det højt. Det er her Leth adskiller sig fra sine menings- og livsstilsfæller. I sin selvbiografi og i de første interviews om den siger Leth højt, hvad andre ikke tør sige højt. Og han gør det uden tvivl bevidst provokerende - allerede ved at kalde bogen 'Det uperfekte menneske' i ordspil med hans gamle film 'Det perfekte menneske'. Det røber at Leth oprindeligt har søgt det perfekte menneske på det æstetiske plan, men ikke har fundet det. Og nu på en eller anden måde må erkende på såvel æstetisk som etisk plan, at han selv er det modsatte. Det kalder man normalt selverkendelse, men i Leths tilfælde igen en form for selverkendelse der primært drejer sig om det æstetiske.

Som bekendt forsøgte Lars von Trier med filmen 'Benspænd' (se henvsining) at få Jørgen Leth ud i tovene ved at give ham fem opgaver at løse som skulle tvinge Leth til at nedbryde netop den æstetiske distance han ønsker at holde til alt og alle og i alle situationer. Det mislykkedes for Trier, fordi tvang er håbløs i dette øjemed - og da ganske særligt tvang der vedrører spørgsmål om skyld og straf, der er fremmede for Leth. Men filmen skildrer intenst såvel Leths distance som hans bevidsthed om distancen.



Helhedsrealistisk set falder det æstetiske menneske igennem fordi det modarbejder sin egen konsistens. Det enkelte menneske kan vælge æstetikken som sit livsprincip og får herved mulighed for nydelser og oplevelser som mennesker af anden støbning ikke får del i, men til gengæld vil det ikke i fuldt omfang være i stand til at leve op til det krav om indre konsistens, som er al morals grundlag.

Mennesket hænger ikke sammen som det optimalt kan og bør, hvis det modarbejder sine egne formål, og det vil primært sige, hvis det modarbejder sine behov for varme, kærlighed og intensitet i tilværelsen.

Som psykiateren Erling Jacobsen i sin tid gjorde gældende (se henvisning), så er det konflikten mellem aggressivitet og kærlighed der fører mennesket ind i de moralske problemer. Og i sammenstødene mellem aggressiviteten og kærligheden står moralen på kærlighedens side i kraft af den dybe forbindelse mellem automatisk lyst og automatisk accept.

Løsningen på konflikten mellem kærligheden og aggressivitetsdriften er ikke at undertrykke aggressiviteten til fordel for kærligheden, for det vil medføre frustration, der igen undergraver eller modarbejder kærligheden. Men derimod at moralen lærer at håndtere kærlighedens krav på en måde, der i længden fører til bevarelsen af kærligheden og varmen. Hertil kan erkendelsen og en rationel, ikke-autoritær samvittighed tjene.



Hetzen mod Jørgens Leths bog, livssyn og person har ikke fremmet muligheden for debat om æstetikkens dilemma i forhold til etikken. På trods af at bogen vel egentligt lægger op til denne debat. Og det skal tilføjes at filmvennernes forsvar for Leth ikke har gjort sagen bedre, for ved at fokusere entydigt på hetzens nypuritanske eller nyvictorianske elementer har de selv bidraget til at afspore debatten. Overhovedet at nævne ordet 'rindalisme' i denne sammenhæng er latterligt.

Hovedtemaet er slet ikke den kunstneriske frihed eller et enkelt menneskes seksuelle udfoldelse, men forholdet mellem kunst og moral. Men dette kan ikke på nogen måde belyses ordentlig ved hjælp af moralisme, dvs ved hjælp af forargelse og fordømmelse. Det kan alene belyses dybtgående ved at inddrage spørgsmålet om menneskets indre konsistens og dermed kravet om at sørge for overvægt at det gode og varme i livet.

En inddragelse af spørgsmålet om den indre konsistens er i det hele taget den eneste fornuftige måde hvorpå der kan gøres op med den grasserende æsteticisme.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Benspænd  (31.12.04.)
om Lars von Triers film om og med Jørgen Leth

Andre artikler om film:   Klik

Artikel om Erling Jacobsens etik:   Kan moral begrundes?

Andre artikler om etik:  Klik

Artiler om helhedsrealismen:  Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal