Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Frihed og bevidsthed

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02


Frihed og bevidsthed

Friheden er det centrale begreb i menneskelivet og kulturlivet. Friheden er at betragte som nøje forbundet med bevidstheden. Friheden er gaven til mennesket som skiller os fra dyrene. Men friheden er unægteligt også den evne til at skelne mellem godt og ondt, som gør det onde til en del af verden, sålænge der er bevidsthed i verden.

Da friheden hænger så nøje sammen med bevidstheden, er den og vil den vedblive at være lige så gådefuld som denne. Den er en elementær kendsgerning, men den svæver ikke frit i rummet. Den er en gave, der giver store muligheder, og samtidigt en opgave, der binder os til at komme til rette med den - moralsk, politisk, psykologisk, filosofisk og religiøst. Derfor alle de mange forsøg gennem tiderne på at bygge systemer, der kan sætte den ind i en forståelsesramme, så vi ikke havner i illusionen om en frihed til at gøre lige hvad der passer os.

Ganske vist forsøger positivisterne at bestride eller omgå menneskets frie vilje. Og det er faktisk lykkedes så godt, at mange finder grundlaget i orden for at opretholde den gamle tro på en absolut determinisme eller, som vi ville sige i dag, en absolut programmering. Gennem de senere år har speciel genforskningen påvist den store betydning de menneskelige arveanlæg har for såvel sundhed som sygdom. Og succesen har været så stor, at den fejlslutning ligger lige for at antage, at alt er bestemt på forhånd i mindste detalje, at det kun er vores manglende viden og forskning der forhindrer os i at komme tilbunds i lovmæssigheden, og at det derfor kun er et spørgsmål om tid, inden vi kommer tilbunds. Så bliver alt godt nok ikke fryd og gammen som i paradisets have, for så bliver det pludseligt magthavernes opgave at bestemme hvilke individer der må fødes og udvikles.

Men perspektivet er alligevel i manges øjne dybt fascinerende. Og det lille hængeparti med bevidsthedens gådefuldhed tror visse forskere såmænd også vil kunne opløses med de samme metoder. Når årsagskæderne bagud først bliver afdækket, vil det kunne ses, at alt følger erkendelige lovmæssigheder. Man vil stadig ikke være ved dette problems kerne: at bevidsthedens analyser altid involverer den selv, og at den gådefulde frihed dermed vil bestå. Koblingen mellem ånd og materie ligger i selve bevidstheden, der derfor hverken kan betragtes som ånd eller materie, men som en helt speciel og eksistentielt altafgørende formidler mellem dem.

Den filosofiske idealisme - altså troen på at der eksisterer en ideernes verden bag den fysiske - er følgelig lige så håbløst umulig. Ideernes verden er som tidligere sagt at betragte som et dybdeperspektiv der er bevidsthedens modstykke til det fladeperspektiv der fremkommer som følge af sansningen af den ydre verden. Men det ene er ikke mere virkeligt end det andet. For de forudsætter hinanden, og er desuden ægte komplementære størrelser, fordi de er logisk set uforenelige. Friheden er vores frihed til at vælge mellem de to synsvinkler - alt efter formålet med vor bedømmelse, men ikke friheden til at vælge den ene og udelukke den anden - for da mistes friheden.

Religionens rolle i denne sammenhæng er ganske speciel. For som det gerne skulle være fremgået er der tilsyneladende altid problemer forbundet med en blank forkastelse af de religiøse forestillinger som uvidenskabelige.

Det er nemlig for det første en alvorlig misforståelse af den mytiske fortælling at opfatte den som noget der kan sammenlignes med den naturvidenskabelige og så at sige vejes og måles i forhold til denne. Det er en misforståelse som også religiøse mennesker af fundamentalistisk tilsnit gør sig skyldige i, fordi de ikke kan tænke komplementært og tror, at hvis ikke deres religiøse trossætninger - i Bibel eller Koran eller noget tredje - må være de basale axiomer for deres eksistens, så ramler alt. Det svarer til, hvad positivister, ateister og agnostikere siger, blot med modsat fortegn, for de kan heller ikke tænke komplementært, men tror, at hvis ikke naturvidenskaben med dens kausalforklaringer har ret og kan være udgangspunkt for alle bedøm-melser, så svømmer alt i uvished. Naturvidenskaben har haft så stor succes på sine præmisser, at de mener, at det er den der skal udbygges og lægges til grund for alle områder af menneskelivet. Sker det, skal problemerne nok løses henad vejen.

Men myte og naturvidenskab er ikke kommensurable, men komplementære. De taler hver sit sprog, vil hver sit, gør hver sin gavn, er hver på sin vis uundværlige i menneskelivet og kulturlivet, men de kan ikke logisk forenes i et fælles system. Vi må derfor bruge dem begge, skiftevis og til hver sit formål.

Naturvidenskabens store styrke behøver ikke mange ord. Den er oplagt for de fleste, eftersom den dagligt leverer bidrag til det teknologiske fremskridt og dermed vor almindelige velfærd. Den giver samtidig åbenlyse problemer, specielt hvad angår bevarelsen af et godt miljø, og den rummer åbenlyse farer i de uoverskuelige følger af såvel energiforbruget som den nye genteknologi. Men den lader sig ikke standse, så det eneste der kan håbes på er, at etikken på en eller anden måde kommer på højde med teknologien. Og det turde i det mindste stå klart at det klarer naturvidenskaben ikke selv. Det er slet ikke dens egen opgave. Og opgaven bliver aldrig løst, hvis naturvidenskaben uantastet får lov at leve videre i illusionen, at det er dens egen opgave. For såvel etikken som æstetikken og religionen har merværdier eller rettere mer-dimensioner, der går langt uden for naturvidenskabens område.

Religionens styrke er på vore breddegrader langt mere tvivlsom. Oplysning og sekulari-seringen har sat kirken ud på et sidespor, fordi vi ikke længere tolererer en sammenblanding mellem religion og statsmagt. Vi vil fastholde vores frihed til at tænke, tro og ytre os uden hensyn til en religiøs institutions mening. Vort ønske herom er ikke blevet mindre, efter at vi gang på gang må konstatere friheden knægtet de mange steder hvor fundamentalismen råder. Kirken i den vestlige verden har stadig sin tiltrækning for mange mennesker, den udfylder også på mange måder sin opgave glimrende, men den svarer ikke til de fleste sekulariserede menneskers behov, og måske allerværst af alt, den mener ikke at den overhovedet skal imødekomme tidsbestemte behov. Den påberåber sig en evighedsdimension der hæver den over det tidssvarende. Det må jo så blive dens sag, kunne man sige - hvis man mener, at evighedsdimensionen kan eksistere uden timeligheden.

Men det er ikke kirkens sag, men menneskets eller folkets sag at tage stilling til, om de religiøse forestillinger er større end de forestillinger den tidsbestemte kirke har dannet sig og dogmatiseret, og om sådanne større forestillinger stadig har eller bør have en plads i det moderne og sekulariserede samfund, eller om de kan undværes uden konsekvenser iøvrigt.

Gudsforestillingen er det mest nærliggende og mest afgørende eksempel. Det er naturvidenskabeligt set let at afvise enhver påstand om Guds eksistens. I naturvidenskaben søger man kausalsammenhænge, og man kan derfor føre universets, livets og menneskets udvikling længere og længere tilbage i tiden, ud fra slutninger fra de observationer man kan gøre og har gjort de sidste århundreder. Universets begyndelse, livets begyndelse og menneskets (bevidsthedens) begyndelse kan man ikke stille noget op med. Det er elementære kendsgerninger som man kan lave teorier om - og de kan være spændende på samme måde som krimier og science-fiction kan være det - men reelt indhold har de ikke. For universets vedkommende er det store problem tidens begyndelse. Også det kan man - som Hawking - more sig med at lave teoretiske forestillinger om, idet man fx på analytisk-geometrisk vis taler om imaginær tid. Det er altsammen teori - og vil vedblive at være teori. Det kan muligvis i begrænset omfang give bidrag til en større forståelse for hullerne i vor viden om det fysiske univers. Men det er bliver uanskueligt og uden nogensomhelst eksistentiel betydning for os.

Det samme gælder spørgsmålet om livets og bevidsthedens dannelse. Man kan opregne mindstebetingelser for henholdsvis liv og bevidsthed, men aldrig forklare ‘kvantespringet' der får død materie til under særlige omstændigheder at blive levende materie, så det kan reproducere sig selv, eller få målelige hjerneprocesser til under særlige omstændigheder at blive mere end objektivt, udefra observerbare og målelige hjerneprocesser, nemlig noget der iagttager sig selv og overhovedet kun kan observeres introspektivt.

At indføre Gud som ophav til universet, livet og bevidstheden, således som myterne og de religiøse dogmer gør, har naturligvis ikke noget med naturvidenskab at gøre. Det er en total misforståelse at lægge noget sådant i myterne. Gud er naturvidenskabeligt set ikke et begreb der forklarer nogetsomhelst. Og selvom der gennem tiderne har været mange seriøse filosoffer der har prøvet at begrunde eller bevise Guds eksistens, om ikke på anden måde, så ved at påvise ‘nødven-digheden' af en første årsag [fordi det er umuligt at ‘forestille' sig at årsagskæden ikke selv skulle have en årsag, når alt andet har en årsag], så hjælper det ikke, for der er stadig tale om begreber og beviser der kan anfægtes. Og hovedpointen har man helt mistet: hvad i alverden skal folk med en Gud, der kan filosofisk bevises, men ellers ikke kan erfares.

At gå ud fra Guds eksistens, som myterne gør, uden bevis eller diskussion er naturligvis også en mulighed, og den virker for så vidt mennesket er villig til at gå ind i den åndelige verden der fortæller om Gud og verdens skabelse, og om menneskets forhold til Gud eller guderne. Det er vel ikke sværere end at gå ind i den åndelige verden som romanforfattere eller dramatikere beskriver, og som kan sættes i scene på teater eller film eller i fantasien. De fleste åbne mennesker gør det uden videre betænkeligheder, og behøver ikke hele tiden sidde og minde sig selv om, at det kun er fiktion. Men der findes unægtelig folk der lukker af, så såre der tales om Gud i et stykke - medmindre der gøres grin med gudsforestillingen som eksempelvis i Lars von Triers "Breaking the Wawes".

Skal man imidlertid undgå begge slags forbehold, så må man i dag i det mindste søge væk fra enhver form for bevis og fiktion, og i stedet tage spørgsmålet op i lys af selve sprogets muligheder og egenart.

Et par meget væsentlige ting er allerede slået fast. For det første er det eksistentielt set en afsporing at beskæftige sig med spørgsmålet om en første årsag i udviklingen af verden. Vi kan aldrig nogensinde ad årsags-logikkens vej komme til at forstå, at årsagskæden skulle have en første årsag eller hvad der eventuelt skulle have forårsaget dette første led. Det bliver sprogligt vrøvl at forsøge at svare på. For det andet er det eksistentielt en afsporing at beskæftige sig med spørgs-målet om tidens begyndelse. Vi kan aldrig nogensinde ad årsags-logikkens vej komme til at forstå, at tiden skulle have en begyndelse, eller hvordan denne begyndelse eventuelt skulle kunne være sat igang. Vi kan i begge tilfælde teoretisk føre udviklingen tilbage til en slags nulpunkt - det er det Big-Bang-teorien leger med uden at kunne komme til ende med spekulationerne - men vi havner i sproglig tomhed, hvis vi postulerer, at også nulpunktet har en årsag og en begyndelse. Tiden og universet kan vi altså lige så godt først som sidst betragte som givne.

Det er faktisk det myterne gør, hvis man forstår dem rigtigt. De postulerer nemlig ikke nogen luftig og fuldstændig ubeviselig teori om tidens eller universets begyndelse, men henfører på anskuelig vis begge kendsgerninger til skaberværket fra en guds eller flere guders side. Og på nøjagtig samme måde som små børn betragter deres forældre som skaberne af deres verden og som nogle der vel at mærke har været der altid, således har menneskene tilbage i tiden, fra før den rationelle, systematiske og kritiske tænkning satte ind, tillagt forældrelignende guder almagt, alvidenhed og evig eksistens. Og det spændende er, at efterhånden som den kritiske tanke satte spørgsmålstegn ved flere og flere af slutningerne, gjorde man ikke én gang for alle op med myterne, men begyndte at udbygge dem. Herunder fik guderne ikke alene stadig flere og flere menneskelige træk af både positiv og negativ karakter, men fik lige præcis det spillerum og den mangedimensionalitet, der bevirkede, at deres verden afspejlede den menneskelige verden med hele dens lys og mørke, ondskab og godhed, fortid og fremtid, tryghed og usikkerhed, retfærdighed og uretfærdighed, kausalitet og tilfældighed. Kort sagt en modsætningsfyldt og komplementær verden, der ikke lader sig indfange i et lukket, logisk og forudberegneligt system, men tværtimod - som dagligsproget - er præget dybt af åbenhed, gådefuldhed, humor - og højhed.

Forlader man myterne og dagligsproget - hvad der er muligt i naturvidenskab og fagsprog - så har man også forladt åbenheden, gådefuldheden, usikkerheden og tilfældigheden, og dermed også humoren og højheden, ærefrygten for universets, livets og bevidsthedens storhed og hellighed.

Forlader man myterne og dagligsproget og begiver sig ind i positivistisk filosofi og naturvidenskab, så vil man uundgåeligt - som Schopenhauer, Nietzsche og Freud og mange, mange andre - komme til erkendelsen af, at verden og livet ikke har nogen mening eller retning i sig selv, og at al religiøs opfattelse af verden og livet derfor uden undtagelse er illusioner og livsløgne. Man har ingen begrundelse for sit liv og sin eksistens - og kan frit vælge at tage sit eget liv, leve livet i sus og dus så godt og så længe man kan, eller sætte sig hen og lamentere over meningsløsheden eller - som mange gør - ironisere over menneskenes tåbelige forfængelighed og håbløse forsøg på at finde en rationel mening. Det ene kan være lige så godt som det andet. For intet betyder noget når det kommer til stykket.

Bliver man derimod i myternes verden med hele dens mangetydighed og mangedimen-sionalitet- og i dagligsproget med al dets vaghed og usikkerhed - så kan man fortsat blive udsat for bekymringer og nederlag, sorger og traumer, sygdom, lidelse og død på samme måde som alle andre, men man kan aldrig havne i et positivistisk selvbedrag, der siger at fordi naturvidenskaben ikke kan påvise eller bevise nogen mening med livet, så har det heller ingen mening. Tværtimod vil man være klar over, at ræsonnementet er vanvittigt, fordi meningen med livet overhovedet ikke er noget naturvidenskaben kan udtale sig om endsige skabe. Det er et rent eksistentielt spørgsmål, der går tilbage til den kendsgerning, at mennesket er et bevidsthedsvæsen. Meningen ligger hverken i verden som sådan eller livet som sådan, men i selve bevidsthedens og sprogets mulighed for overhovedet at rejse spørgsmålet om mening og gøre besvarelsen udslaggivende for det videre livsforløb . Meningen indføres ikke på denne måde ad bagdøren, men tværtimod ad hoveddøren. Den er uantasteligt forbundet med bevidsthedens kendsgerning og art. Der er aldrig bevis, sikkerhed eller garanti for meningen bagud i logikken, årsagskæden eller ræsonnementerne. Den er tværtimod noget der bekræfter sig selv og kun kan bekræfte sig selv - i det omfang man gør brug af den.

Religion i denne forstand er følgelig aldrig et fænomen der kan reduceres til spørgsmål om beviser eller ‘grunde', men altid en orientering fremad, der knytter sig til kategorier som håb, tro og tillid. Den kan følgelig bedst betegnes med Vilh. Grønbechs begreb ‘helhedsrealisme'. Den er udtryk for en virkelighedstroskab der fastholder livets usikkerhed og uforudberegnelighed samtidig med livsmodet og fremtidshåbet.

Jan Jernewicz



Henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
Jens Vrængmoses rubrik



Til toppen    Til forsiden    Printversion   


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 3.4.2011