Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering Coronakrisen E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2019-FILOSOFIEN
 
ESSAYS
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Nyrup

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.11.02


Endelig gik han, Nyrup!

Bedre sent end aldrig, siger man. Og det turde gælde Poul Nyrup Rasmussens beslutning om at træde tilbage som formand for socialdemokraterne. Trods massiv kritik af manden lige siden det store valgnederlag for et år siden, og trods fejlslagne forsøg fra hans side på at rette skuden op gennem fornyelse af partiledelse, program og organisation, er Nyrups afgang kommet som en meget stor overraskelse, dels fordi han blankt har afvist en sådan, dels fordi langt de fleste regnede med at der skulle et valgnederlag mere til. Og dette ville være så godt som givet inden for tre år.

Men nu kom så beslutningen langt om længe. Og det vil utvivlsomt blive til gavn for partiet, debatten i landet og oppositionen mod regeringen. I virkeligheden vil det også være til gavn for Nyrup selv, fordi det vil spare ham for yderligere undergravning af hans position med dertilhørende nederlag. Men nogen stor tak vil han næppe få, dertil har han ventet for længe med at træde tilbage Et sådant skridt havde været det mest naturlige umiddelbart efter valgnederlaget sidste år. Men selvfølgelig må skridtet da være svært at tage for en mand der endnu ikke er fyldt 60 og har sangstemmen i behold. Forhåbentlig bliver efterfølgeren ikke en mand der vil genere os med overflødig sang fra socialdemokraternes valglokale.

Chefredaktør Hans Engell udtaler i dagens anledning, at socialdemokratiske partiledere aldrig er bedre, end når de går af. Men det turde være en sandhed med Ekstrablads-modifikation. Nyrups forgænger, Svend Auken, var bedre som minister og menneske end som partileder. Anker Jørgensen var og er et særdeles sympatisk og afholdt menneske, men var aldrig nogen god partileder eller statsminister. Og Krag? Ja, han var og blev en menneskelig gåde, en meget dygtig økonom og en sand europæer, men heller ikke han nogen stor partileder eller statsminister.

Det var tilfældigheder - som H.C. Hansens og Viggo Kampmanns sygdomme - der sparkede Krag op ad til det såkaldte 'uduelighedsniveau'. Myterne om hans fortræffelighed er ganske vist udbredte, men de rokker ikke ved, at han kludrede gevaldigt i samarbejdet med Socialistisk Folkeparti i 1966-67 (jf. artiklen: Krag og standpunkterne) og direkte forårsagede valgnederlaget til den midlertidige borgerlige VKR-koalition. Efter comeback'et i 1971 fik Krag Danmark med i EF som det hed dengang, men valgte af forståelige personlige grunde, men alligevel overraskende at gå af som statsminister dagen efter og overlade posten til den af ham selv udpegede, men i storpolitik totalt uprøvede Anker Jørgensen. Men hans sortie ved pressemødet i statsministeriet den 3.10.72. var uforglemmelig ved sin muntre, næsten løsslupne stemning. Det var en lettelse for Krag at slippe tøjlerne.

I de kommende dage vil vi kunne læse spaltevis af domme over Poul Nyrup Rasmussen som partileder, statsminister og menneske, og vi vil få repeteret hele historien om det beskidte bagholdsangreb på Svend Auken i sin tid, tillige med fadæsen med efterlønsgarantien, begge ting begivenheder der gjorde ham dybt utroværdig i manges øjne. Ulden fra hans mund hænger os alle langt ud af halsen. Om det så var pressemødet ved afgangen var det præget af en mand der affejede alle personlige spørgsmål og forblev et rigtigt kedeligt jakkesæt.

Han spillede altid for galleriet med en alvorstung mine, når han udtalte sig om vigtige emner, men det var de færreste der troede ham. Hans moralisme klang hult, ikke mindst når den rettede sig mod Jürgen Haiders Frihedsparti i Østrig eller Pia Kjærsgaards Folkeparti i Danmark. De var ikke stuerene, var hans nedladende vurdering. Men tusinder af hans egne vælgere svingede uden videre over til Dansk Folkeparti, da det blev alvor med det indvandrerproblem han selv prøvede at lukke øjnene for længst muligt.

Om Nyrup egentlig klarede statsministerposten godt eller dårligt, er det nok bedst at overlade historikerne at fælde endelig dom over ad åre. Men det er da en kendsgerning, at han kom let til valgsejren i 1997, eftersom alene uroen hos de konservative forhindrede Uffe Ellemann i at komme til. Hvad udlandet angår, har man ikke indtryk af, at Poul Nyrup på noget tidspunkt gjorde sig bemærkelsesværdigt gældende i EU-sammenhæng.

Så lad os græde tørre tårer - og lykønske socialdemokraterne med muligheden for nu at genfinde sine ben og blive effektiv opposition. Det er vel mest sandsynligt, at den ekstraordinære kongres inden for en måned vil vælge Mogens Lykketoft til ny partileder og statsministerkandidat. Han er en knalddygtig økonom og strateg, men om han bliver andet end en overgangsfigur inden næste generation i partiet tager over, kan man tvivle på. Ligefrem forestille sig ham som statsminister er svært.



Læs også artiklerne om:

Dansk politik under forvandling
Krag og standpunkterne



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal