Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - df01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.3.06.


Dansk Folkeparti på fremmarch

Endnu en frisk meningsmåling bekræfter tendensen fra den seneste tids målinger, at Dansk Folkeparti og dermed flertallet bag den borgerlige regering går frem, mens socialdemokraterne går tilbage. Altsammen på grund af Muhammed-sagen som på få uger har demonstreret for alverden, men især for os danskere, at muslimerne har et alvorligt problem med dansk humor.

En i sig selv lille og relativt uskyldig tegning i en dansk avis har fået nogle herboende frustrerede muslimer og nogle få politiserende muslimske diplomater til at rejse en bølge af hadefuld og voldelig protest mod Danmark i de muslimske lande. Dermed er der utilsigtet sket bekræftelse af så at sige alle de fordomme og begrundede meninger Dansk Folkepartis ledere, medlemmer og vælgere i årevis har næret om muslimerne. Om man skal le eller græde, afhænger af hvilket perspektiv man anlægger. Sagen har utvetydigt afsløret en afgrund mellem vor egen demokratiske og sekulariserede vestlige kultur og de fremmedes fanatiske, udemokratiske og autoritetsstyrede massekultur. Og hele denne fanatisme og hadefuldhed i den fremmede kultur er for os alle blevet den største udfordring vi overhovedet kan forestille os i dag, takket være globaliseringen, it-kommunikationen og de åbne grænser. Over for den er den simple værnen om vores landegrænser, danskhed og frihed utilstrækkelig. Vi skal derfor ikke godte os alt for tidligt.



Det er givet, at Muhammed-sagen definitivt har forskudt spændingsfeltet i dansk politik så markant, at det ikke længere er socialdemokraterne der står for det stærkeste modspil til VK-regeringen og dermed den største indflydelse, men derimod Dansk Folkeparti. Forskydninger kan naturligvis stadig ske lige frem til næste folketingsvalg, men det er socialdemokraterne der er på tilbagetog, og Dansk Folkeparti der er på en fremmarch der med passende kløgt og situationsfornemmelse kan føre det frem til positionen som det næststørste parti i landet.

Socialdemokraternes hårdt pressede formand, Helle Thorning Schmidt, har forstået budskabet og gav i Debatten på DR2 for en uge siden faktisk Pia Kjærsgaard fuld anerkendelse som landets mest indflydelsesrige politiker. Det var dristigt gjort, når det tages i betragtning at socialdemokraterne indtil sidste valg har stået for en decideret boykot af konkurrenten, og at det ikke er mange år siden daværende partiformand Poul Nyrop Rasmussen stod på Folketingets talerstol og ligeud erklærede, at Dansk Folkeparti ikke var stuerent og aldrig ville få indflydelse.

Helle Thorning Schmidt har da også måttet høre for kursskiftet fra folk i baglandet og i SF der mener vejen frem hedder fortsat konfrontation med både DF og VK. Og Helle Thorning har ydermere i meningsmålingerne måttet se tvivlen på hendes evner til at lede partiet og slå Fogh ved næste valg vokse støt og roligt. Men intuitivt har hun fornemmet at udviklingen er alt andet end tilfældig - og ved personlige møder med Pia Kjærsgaard har hun også måttet sande at denne er et ægte og troværdigt menneske. Helle Thorning burde krediteres fuldtud for denne nye erkendelse og realpolitik. For den betyder at man nu skulle kunne begynde at finde sine nye ben. Det socialdemokratiske parti bliver aldrig igen hvad det har været.



Pia Kjærsgaard på sin side kan se frem til fortsat styrkelse af sin position i alle kommende forhandlinger med regeringen, ikke mindst m.h.t velfærdsreformerne. Og hun har i Kristian Thulesen Dahl en fortræffelig og sikker realpolitisk medarbejder der mestrer finanspolitikkens finesser. Holdet på tinge er i det hele taget stærkt.

Pia Kjærsgaard selv adskiller sig markant fra Fremskridtspartiets stifter og mangeårige formand Mogens Glistrup ved at være en fuldstændig nøgtern, afbalanceret og ansvarlig realpolitiker der kan det politiske og ledelsesmæssige håndværk, er til at stole på og kan holde retningen samtidig med at hun med hård hånd luger ud i sit partis sproglige ukrudt og andre unoder. Det var imponerende at følge hende i den dokumentarfilm der blevet lavet under sidste valgkamp og fornylig vist på TV2. Hun véd hvad hun vil - og forstår fuldtud at hendes opgave kræver den allerstørste ydmyghed af hende.



Dansk Folkepartis klare styrke i den nuværende udviklingsfase er folkeligheden, nøgternheden og ansvarligheden.

Folkeligheden er ægte og viser sig ved at partiet virkeligt repræsenterer såkaldt almindelige mennesker i bredeste forstand, dvs. arbejdere og funktionærer, og ikke akademikere, erhvervsfolk eller andre specielle grupper. Partiet er derfor i stand til konstant at være en stærk konkurrent til socialdemokraterne. Hvad det ene parti vinder i tilslutning taber det andet - næsten fuldstændigt proportionalt. Begge partier gør krav på værdigheden som partiet på midten, og Helle Thorning Schmidt appellerede da også flere gange under den nævnte fjernsynsdebat med Pia Kjærsgaard til denne om at tilslutte sig socialdemokraternes linje. Den idé hopper Kjærsgaard naturligvis ikke på, for der er vedblivende markant forskel i de to partiers syn på statens rolle i samfundsudviklingen. Socialdemokraterne kan ikke løbe fra at de har sat lighedstegn mellem velfærdsstaten og den offentlige sektors vokseværk, mens Dansk Folkeparti i langt højere grad står for borgernes personlige ansvar og statens begrænsede rolle. Dette afgør også forskellen i skattepolitiske præferencer.

Hele diskussionen om hvem der er mest midterparti turde iøvrigt være temmelig overflødig. For klassekampen i Danmark er passé. Det gamle skel mellem venstrefløj og højrefløj er ubrugeligt. Alle ansvarlige partier har plads på den stadigt bredere midte. Men det forhindrer naturligvis ikke forskelle i standpunkter og præferencer, fx hvad angår indvandrere og flygtninge-politikken. Her kan man gerne tale om en slags polarisering - betegnet ved henholdvis udtrykkene 'strammere' og 'slappere', således som moralisterne ynder. Men så taler vi netop ikke om traditionel klasseopdeling, men om moralske og nationale vurderinger, dvs om synet på den personlige ansvarlighed og forankringen i danskheden.

Dansk Folkepartis betoning af individernes ansvarlighed er ledsaget af en lige så klar betoning af partiets parlamentariske ansvarlighed. Man har definitivt forladt Mogens Glistrups destruktive for ikke at sige suicidale ekstremisme og begivet sig ind i den realpolitik, hvor man skaffer sig indflydelse ved at gå på kompromis med andre partier - og vedkende sig det fælles resultat, selvom det betyder delvist afkald på at få egne ideer igennem. Den slags kræver nøgternhed i bedømmelsen af de politiske muligheder, og den er Dansk Folkeparti i besiddelse af, men det kræver også klar vilje til at være med, selvom det koster besvær med baglandet, fremfor at stå udenfor og holde fanen så højt at proteststemmerne bevares, men jordforbindelsen mistes. Partiets mod til fx at justere på den ellers hidtil så stejle efterlønspolitik viser at det er blevet bevægeligt.



Dansk Folkepartis svagheder er ikke svære at få øje på. Det er fordommene, småborgerligheden, EU-modstanden og den tidehvervske religionsopfattelse.

Fordommene har været udtalte, fordi partiet med udgangspunkt i Fremskridtspartiet og det spontane vælgeroprør mod de etablerede partier i 1973 længe holdt sig uden for realpolitik - og derfor aldrig indgik i den realitetsprøvelse der består i at prøve sine ideer og idealer af i den praktiske politik der sikrer indflydelse. Men fordommene har navnligt været store hvad angår fremmedarbejdere, indvandrere og flygtninge, fordi partiet har været styret af gængs xenofobi, dvs den almindelige mands stærke, men ofte helt ubegrundede frygt og afsky for de fremmede mennesker der har trængt sig på og som i stigende grad har ændret vort samfund og truet dets homogenitet og sammenhæng.

Fordommene har afspejlet sig i partiets mere eller mindre fremmedhadske tone, men har trods alle påstande om netop hårdheden i debatten været klart aftagende i forhold til Glistrups retorik i 1970'erne og 1980'erne. Pia Kjærsgaard synes at have forstået at det er muligt at forsvare nationale interesser uden at gå over gevind i fremmedfrygten, at flertallet af indvandrere er kommet for at blive og følgelig må søges integreret bedst muligt, og at kampen mod muslimer der modarbejder al integration ikke bør ramme de integrationsindstillede indvandrere. Hun har derfor arbejdet hårdt for at rydde ud i gamle medlemmers grovheder og kunne fx i den afsluttende tv-debat forud for valget sidste år udtale uforbeholden sympati og forståelse for en indvandrer der ikke kunne skaffe sig praktikplads selvom hun var velkvalificeret og integrationsivrig. Jv. artiklen  Valget en stor sejr for regeringen.

Småborgerligheden i partiet er tydelig og viser sig allerede i betoningen af at man er den lille mands fortaler. Det er der selvfølgelig ikke noget ondt i, for den lille mand har altid brug for kompetente fortalere. Men den lille mand er ikke blot den jævne mand uden længere uddannelse og højere lønninger, men også den provinsielle borger der holder sig til dansk sprog, dansk mad og dansk underholdning og aldrig sætter sine ben på et kunstmuseum eller et teater - og da slet ikke på Operaen. Det er med andre ord den typiske 'rindalist', lagerforvalteren der har sine kronhjorte hængende over sofaen og er indædt modstander af statsstøtte til de film og den litteratur og kunst samt de museer og teatre han aldrig selv frekventerer. I denne småborgerlige verden er loftet lavt og horisonten snæver. Der er nostalgi og bagstræb i både hjerte og sind.



EU-modstanden giver sig derfor næsten af sig selv. Der er kun ringe plads til visioner af nogen art, herunder også sådanne der har at gøre med foreningen af det Europa der blev splittet med nazismen og kommunismen. Foragten for alt bureaukrati giver sig selv, og når EU's ledere fabler om 'union' eller ny 'forfatningstraktat' rejser alle børster sig automatisk - og Mogens Camre og Ulla Dahlerup folder sig ud uden skrupler. Det må nødvendigvis give store problemer for partiet, når befolkningen overvejende går den modsatte vej og accepterer medlemsskabet af EU såvel som rimelige ændringer i forbindelse med udvidelserne. Men navnlig giver det partiet problemer, fordi ingen regering i Danmark overhovedet længere kan tænkes at være principiel modstander af EU. Og da partiledelsens politiske ansvarlighed iøvrigt forlængst har gjort det regeringsdueligt, er EU-modstanden blevet dets regulære akilleshæl.

I et endnu større perspektiv synes partiets snævre tidehvervske religionsopfattelse også at være en alvorlig og stigende hæmsko for tilpasning til fremtidens udfordringer. Opfattelsen indebærer en klar accept af selve sekulariseringsprincippet, den klare adskillelse mellem religion og statsmagt. Og med præster som Søren Krarup og Jesper Langballe i folketingsgruppen er der også sikret grundliggende accept af og forsvar for den nære forbindelse mellem kristendommen og det folkelige liv. Men kristendomsforståelsen som sådan er eksklusiv i forhold til det egentligt folkereligiøse - og dermed begrænses mulighederne for fornyelse i det religiøse liv ganske betydeligt. Der er simpelthen ingen forståelse for det ikke-dogmatiske, mytologiske i det religiøse, dvs ingen dybdepsykologisk forståelse for religionens 'helhedsrealisme' og dermed ingen muligheder for at koble det folkelige, kulturelle og politiske til de energier der ligger i det kollektivt ubevidste. Søren Krarup har altid været begrænset af sin skarpe intellektualisme. Og Jesper Langballes begrænsning fremgår af hans iøvrigt udmærkede og inspirerende bog om Steen Steensen Blicher - jf. omtalen.

Hele denne snævre religionsopfattelse har betydning for to forhold: Det bliver umuligt at opsamle den religiøse interesse og søgning der findes i store dele af befolkningen, og det bliver umuligt at se at også de muslimske indvandrere - hvis de ellers forstår hvad sagen drejer sig om - vil kunne knytte sig til det danske kollektivt ubevidste.



Men nægtes kan det ikke at Dansk Folkeparti med de forskydninger der er ved at ske i de politiske mønster som følge af Muhammed-sagen og den voksende interne ansvarlighed der er en følge af realpolitikken har potentiale til at gå yderligere frem og blive landets næststørste parti, måske allerede ved næste folketingsvalg.

Spændingsfeltet, det energigivende, dynamiske kraftfelt i dansk politik er nu ubetinget feltet mellem Venstre og Dansk Folkeparti - med De konservative, de radikale og socialdemokraterne som så at sige lejlighedsvise medspillere af ringere klasse. Men det er V og DF der driver værket og det er konkurrencen mellem disse to partier der afgør hvad vej udviklingen vil gå. Muhammed-sagen har allerede bestemt udviklingen med hensyn til indvandrerpolitikken. De kommende forhandlinger om velfærdsreformerne vil bestemme udviklingen med hensyn til den sociale standard, uddannelsen, den offentlige sektor og skattetrykket. Men tilbage står uafklarede spørgsmål om EU's fremtid og det hermed sammenhængende, men også selvstændige spørgsmål om religionens placering i det offentlige rum, det spørgsmål statsministeren helst vil have fejet af bordet - jf. artiklen Religion på dagsordenen.

Religionen vil de næste årtier komme til at spille en stadig større rolle i Danmark, Europa og hele verden. Venstre har fordel af en gammel, men efterhånden betydeligt svækket forbindelse til den grundtvigske arv. Dansk Folkeparti skal først til at etablere en sådan forbindelse, ikke som binding til noget der er forældet i dogmatisk eller kirkelig henseende, men som noget der kan vise fremad ved at få fat på de store energier der ligger i de arketypiske forestillinger som mytologierne rummer. Det er en stor opgave, der kræver nytænkning af selve religionsforståelsen - i retning af den komplementære helhedsrealisme Jernesalt har lanceret som forståelsesramme.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til Dansk Folkepartis hjemmeside:  Klik

Artikler på Jernesalt:

Jyllands-Posten mellem tvende have  (2.3.06.)
Fogh Rasmussens position  (1.3.06.)
Politikens reaktionære holdning  (28.2.06.)
Koffi Annans fejlvurdering  (27.2.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)  
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
Nej til mægling og nej til undersøgelse  (23.2.06.)
S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt  (21.02.06.)

Muhammed-sagen (oversigt over alle artiklerne fra og med 20.10.05.)   Klik

Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Frank eller Helle?  (11.3.05.)
Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)
Politiske parametre  (6.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Dansk Folkeparti i i det nye spændingsfelt med Venstre  (12.12.04.)

Artikler om:  Danmark
Artikler om:  
Samfund
Artikler om:  
Den komplementære helhedsrealisme
Artikler om:  
Introduktionsserie til Den komplementære helhedsrealisme



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal