Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - fogh11

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.12.04.


Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger

bedømt ud fra Anne Sofie Kraghs biografi



Arv og opvækst

Karrieren
   Engagementet i Venstres Ungdom
   Næstformand i Venstre
   Skatteminister
   Fra Socialstat til minimalstat
   Valget 1998
   Kursskiftet i Venstre
   Valgsejren 2001
   Kraghs bog

Hårdheden
Utålmodigheden
Kontrol og disciplin
Mangler det musiske?
Midten og fremtiden
Mulighed for en tredje periode?
Henvisninger



Som anført i artiklen om statsministerens visioner og valgstrategi, som de blev forelagt på Venstres landsmøde den 21.11.04. (klik), er det fint, at der nu er mulighed for at kunne komme personen Anders Fogh Rasmussen lidt nærmere ind på livet ved hjælp af Anne Sofie Kraghs fortræffelige biografi 'Fogh - Historien om en statsminister'. For så kan hans politiske fremtid bedre bedømmes. Det skulle gå meget mærkeligt til, hvis det ikke lykkes ham at genvinde regeringsmagten i 2005 sammen med De Konservative og Dansk Folkeparti. Men spørgsmålet kan stilles om en tredje valgperiode er inden for mulighedernes grænser - eller om vi støder på begrænsninger i statsministerens væsen der vil besværliggøre og måske endda udelukke denne mulighed.

Men først om arven, som den fremgår af Kraghs bog.



Arv og opvækst   
Til toppen    Næste

Flid og hårdt arbejde er ikke vaner og idealer Anders Fogh Rasmussen har fra fremmede, men fra sin far, der fx efter 12 timer lange arbejdsdage som 14-årig gav sig i kast med opgaver til en brevskole.

Anders blev fra første færd afrettet til at sætte sig ind i et stof før han udtalte sig om noget hjemme. Han kunne skrive sit navn med blokbogstaver allerede da han startede i første klasse - og kunne da også stort set læse flydende.

Men han lærte også tidligt at tage sig af de svage, det vil i praksis sige hjælpe svage kammerater med lektier, forudsat de selv havde viljen til at lære. I gymnasiet kunne de mere tungnemme også få hjælp af ham, men ikke de dygtige. De måtte klare sig selv.

Leg var der ikke meget af, hverken i hjemmet eller i skolen. Hans kammerater opgav efterhånden at besøge ham, fordi han enten skulle arbejde eller selv foretrak at læse.

Da Anders ti år gammel så filmen 'Kongen Bød' om Stavnsbåndets ophævelse brugte han den efterfølgende sommerferie til at læse alt hvad han kunne få fat på om emnet. Da han i historietimerne brillerede med sin viden, udbrød den begejstrede lærer: "Anders, du bliver landbrugsminister engang!"



Allerede i 4. klasse, hvor den nye skolereform med ideerne fra Den Blå Betænkning blev ført ud i livet, fik Anders afsky for gruppearbejde. Han vænnede sig simpelthen til at lave alt arbejde selv - uden diskussion. Ikke uden grund fik han øgenavnet Professor.

Fra 1. klasse fulgte Anders med i Randers Dagblad og havde inden sin konfirmation læst Ingemans historiske romaner. Fra han var 13 kunne han udregne mandattallene ud fra den indviklede d'Hondtske metode. Han var klar over at politik var et usikkert felt, men af og til gav han udtryk for at han gerne ville være politiker og endda statsminister.

17 år gammel blev Anders indvalgt i bestyrelsen for Venstres Ungdom i Viborg - uden at have sagt et ord. Der var møder et par gange om ugen. Strækningen fra hjemmet til Viborg var 27 kilometer, som blev klaret på knallert.



Efter realeksamen kom Anders på Viborg Katedralskole, der som det første gymnasium i landet havde indført den samfundsfaglige linje. Han købte hurtigt en fremmedordbog, så han kunne forstå hvad 'vor tids adel', akademikerne, sagde. Han måtte selv høre for sit landlige sprog. Miljøet i Viborg mindede ham til stadighed om faderens formaninger til ham fra den første dag han skulle af sted: at han ikke måtte glemme, hvem der skabte de bærende værdier i samfundet, det var alle dem der arbejdede i deres ansigts sved.

Om efteråret stiftede han Liberal Ungdom på Katedralskolen. Og her arrangerede han debatter og seminarer, ligesom han på egen hånd formulerede foreningens politik om bl.a. at opløse blokpolitikken og afskaffe parlamentarismen.

Anders Fogh Rasmussen blev student i 1971 og begyndte efter sommeren at studere økonomi på Århus Universitet. Omtrent samtidigt begyndte den egentlige politiske karriere.



Karrieren   
Til toppen    Næste hovedafsnitafsnit

Engagementet i Venstres Ungdom   Til toppen    Næste delafsnit

Allerede i sommeren 1972 førte Anders Fogh Rasmussens engagement i Venstres Ungdom ham til posten som landskasserer og dermed medlem af forretningsudvalget for VU, som han ellers kun havde været medlem af i to år. Men som medlem af organisationsudvalget havde han gjort sig bemærket med udsendelsen af detaljerede retningslinier for lokalforeningernes arbejde. Her kunne medlemmerne endog læse om foreningslokalernes indretning, om atmosfæren, dvs det psykiske miljø i foreningerne, og om fællesskabsfølelsen m.m.

Samme år - endnu inden han var fyldt 20 og havde fået stemmeret - blev Fogh opstillet som kandidat til Folketinget, men opnåede dog ikke valg ved dette det store opbruds valg i 1973, der bragte Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne, Kommunisterne og Kristeligt Folkeparti ind i Folketinget på bekostning af alle de gamle partier, inkl. Venstre.



I 1973 blev Fogh næstformand i VU og i 1974 formand. Han var oplagt som kandidat, fordi han forlængst havde vist at være en fremragende organisator. Når der skulle træffes beslutninger, stillede han altid med forslag, der var så gennemarbejdede at andres argumenter prellede af. Hans arbejdsindsats, effektivitet og høje ambitioner gav ham dog af samme grund også fjender. Nogle syntes han var for egenrådig og tænkte for strategisk.

Fogh Rasmussen lagde ikke skjul på at han mente, at Venstres politik skulle have en kraftig drejning. Reformfarten skulle sættes op, om så dele af partiet ville falde fra i svinget. Faktisk mente han Venstre skulle være den lille mands parti. Partiet var, skrev han, i sin oprindelse et oprørsk parti, som bekæmpede overklassens privilegier. Hans synspunkter og efterfølgende ehvervspolitiske oplæg vakte hverken begejstring hos Venstres formand Poul Hartling eller finansminister Anders Andersen.

Alt dette er der for så vidt intet nyt i. De fleste partier har ungdomsorganisationer der ikke alene er mere radikale eller rabiate i deres synspunkter og politiske krav end moderorganisationen, men endda ofte i direkte modstrid med dennes grundprincipper. Det har Anders Fogh Rasmussen selv måttet konstatere, da han blev formand for partiet. Men det er særligt interessant i hans eget tilfælde at følge den langsomme og gradvise udvikling af synspunkterne der efterhånden modnede ham og gjorde ham til ubestridt leder af sit parti.



Næstformand i Venstre   
Til toppen    Næste afsnit

Ved folketingsvalget i 1975 blev Fogh Rasmussen førstesuppleant og vikarierede i tre måneder for Gustav Holmberg. I 1976 gik han efter tur af som VU-formand. I 1977 var han igen førstesuppleant til en plads i folketinget, nu i Kjellerup-kredsen, men da den valgte kandidat trak sig for at blive borgmester i Spøttrup, fik Anders Fogh Rasmussen mandatet. Han fik gjort sit studium i Århus færdigt og blev ansat i Håndværksrådet som deltidskonsulent. Han var blevet gift i 1978 og ægteparret havde købt hus i Skals nord for Viborg, men flyttede til København i 1999. Fogh havde da skiftet opstillingskreds til Glostrup.

Allerede i Håndværksrådet viste Fogh Rasmussen sine specielle arbejds- og forhandlingsvaner så demonstrativt, at det gjorde hans chef, Bjarne Hastrup, paf. Da Fogh skulle lave en prisundersøgelse til brug for forhandlinger mellem den grønlandske arbejdsgiverforening og grønlandsministeriet, udarbejdede han en komplet drejebog der tog højde for alle eventuelle indsigelser fra ministeriets side. Den type oplæg var ukendte i rådet dengang og bevirkede at Fogh blev sendt til Grønland for at hjælpe forhandlerne på arbejdsgiversiden. Og de vandt over ministeriets lige så forbløffede overingeniør.



Grundigheden gik igen i Fogh Rasmussens pleje af de lokale partiforeninger. Han nøjedes ikke med at besøge foreninger i sin egen valgkreds, men besøgte efterhånden alle foreninger i landet. Det blev til en mødeaktivitet på gennemsnitligt tre møder om ugen i 45 uger om året - gennem 27 år. Alt i alt omkring 3650 møder!

Allerede i 1982 var han derfor velegnet til posten som næstformand i partiet, men Henning Christophersen syntes han var for ung, endnu ikke fyldt 30. Så posten tilfaldt Hanne Severinsen. Dog kun til 1985, så blev Anders Fogh valgt - iøvrigt i konkurrence med bl.a. Bertel Haarder - og da var Uffe Ellemann-Jensen blevet ny partiformand. Ny partisekretær blev Claus Hjort Frederiksen - og det førte til, hvad Anne Sofie Kragh kalder 'et tæt professionelt venskab' med Anders Fogh Rasmussen. Sammen lagde de ikke alene valgstrategien der førte til sejren i 2001, men drøftede alle sider af partiets politik og problemer, inkl. dårlige meningsmålinger. Det hjalp altid på Fogh Rasmussens humør at få en telefonsnak med Hjort Frederiksen, 'psykologen fra Humlebæk' som han blev kaldt.

I februar 1985 lagde Fogh ud med at stifte et Perspektivudvalg der skulle fremme den idépolitiske debat i partiet. Det var umiddelbart efter at statsminister Poul Schlüter havde kaldt ideologi for noget bras. Og Schlüter fandt det nødvendigt at advare mod for markante synspunkter fra Venstrefolkenes side.



Skatteminister   
Til toppen    Næste afsnit

Det var en stor skuffelse for Fogh Rasmussen ikke at få tilbudt en ministerpost allerede i 1982. Og en endnu større, at han heller ikke fik nogen ved regeringsrokaden i 1986. Faktisk overvejede han helt at droppe politik til fordel for en direktørpost i erhvervslivet.

Men efter valget i september 1988 blev Fogh Rasmussen skatteminister og forblev næstformand i Venstre. Straks Uffe Ellemann-Jensen havde lagt røret, gik Fogh i gang med at forberede sin tiltrædelsestale. To af meldingerne til ministeriets ansatte lød: "Mennesket frem for systemet", og "Jeg vil se på skat fra borgernes synspunkt". Så var linjen lagt. Samme aften lavede Fogh også en liste over de opgave hans nye medarbejdere skulle løse for ham inden folketingets åbning tre uger senere. Ideen om en sammnenlægning mellem Skattevæsenet og Toldvæsenet spøgte også i hans tanker.

Bifaldet i ministeriet næste dag blev tvungent. Der blev stille. Og det blev ikke bedre med årene, eftersom Fogh Rasmussen aldrig lagde skjul på at han var systemets fjende nummer et.



Fogh Rasmussen ville som skatteminister have hånd i hanke med hele regeringens økonomiske politik. Han oprettede et Skattepolitisk Sekretariat der blandede sig i alle andre ministeriers udgiftspolitik - og i finansministeret fik øgenavnet SS. Forholdet mellem Fogh Rasmussen og finansminister Palle Simonsen blev mere og mere anstrengt.

Et særligt problem i skatteministeriet var overholdelsen af budgettet. Det blev skærpet, da regeringen lavede en samlet plan for afbureaukratisering i det offentlige med store besparelser for alle ministerier. Palle Simonsen sørgede for at kravet til skatteministeriet blev en voldsom reduktion af medarbejderstaben fra 15.000 til 10.000. Og da Fogh ikke ville lade det gå ud over kommunerne, blev enden på det hele, at det var den centrale skatteforvaltning der skulle klare langt den største del af nedlæggelserne. Fogh Rasmussen gik i gang med opgaven med krum hals. Men det skaffede ham mange fjender i ministeriet. Foruden en frygt for overhovedet at holde ham orienteret om bl.a. budgetproblemerne.

Det fældede ham til sidst som minister - på en formel beskyldning om kreativ bogføring. Og Fogh Rasmussen havde intet andet valg end at træde tilbage, selvom den reelle fejl lå hos embedsmændene - eller rettere i den mangel på orientering de bevidst sørgede for.



'Fra socialstat til minimalstat'   
Til toppen    Næste afsnit

Problemerne i forbindelse med Fogh Rasmussens lederstil i skatteministeriet tages op nedenfor, fordi det viser noget meget centralt om hans målrettethed og effektivitet - og hele væsen. Han fik rent faktisk strømlinjet ministeriet. Da han gik af, valgte han med fuldt overlæg at blive sit partis politiske ordfører i stedet for gruppeformand. Energien brugte han desuden til at skrive bogen 'Fra socialstat til minimalstat: En liberal strategi'.

Bogen, der kom i 1993, var resultatet af flere års overvejelser, men navnlig af gennemlæsning i sommerferien af 73 bøger om liberalistisk filosofi. Bogen blev tilegnet hans børn med den begrundelse "at dens budskab i høj grad er rettet til næste slægtled der skal slide med følgerne af de sidste to generationers dans om socialstaten. Den opvoksende generation", hed det videre, "kommer til at spille en central rolle i udviklingen af et friere samfund, i forandringen af Danmark fra socialstat til minimalstat."

Men det kan tilføjes at Fogh også var inspireret af romanen 'Kun den stærke er fri' af den amerikanske forfatter og libertarianer Ayn Rand. Men bag ved Foghs filosofi ligger ifølge Anne Sofie Kragh også Luther og den såkaldt protestantiske etik med hårdt arbejde, sparsommelighed og personlig ansvarsfølelse. Udtrykket stammer fra en bog af sociologen Max Weber fra 1905, men er faktisk ikke helt korrekt. For denne særlige arbejdsetik, der blev en væsentlig betingelse for hele kapitalismens udvikling, udfoldede sig godt nok blandt protestanter, først og fremmest calvinisterne, men det afgørende var at disse protestanter var minoriteter i deres lande. Det er en etik for minoriteter der vil frem. Den genfindes i dag blandt muslimske indvandrere der vil frem.



Valget 1998   
Til toppen    Næste afsnit

Ved valget i 1998 satsede Venstre med Uffe Ellemann-Jensen som formand, Anders Fogh Rasmussen som næstformand og Claus Hjort Frederiksen som partisekretær alt på en sejr. Men karakteristisk var det at de to sidstnævnte var noget bekymrede over formandens tilbøjelighed til at fyre kvikke bemærkninger af og dermed undertiden sætte alvoren over styr. For nu gjaldt det efter Foghs mening 'saglig og seriøs politik'.

I dokumentarfilmen om valgkampen, Jacob Kvists og Michael Kristiansens 'Kandidaterne', gengives en scene, hvor de tre partispidser drøfter strategien med reklamemanden Hans Morten Rubin. Og her finder Rubin det nødvendigt at sige: "En helt humorforladt Uffe i valgkampen tror jeg ikke er nogen god idé". Og svaret fra Fogh Rasmussen lød: "Uffe skal hellere underspille, det er valgkampen det drejer sig om, og Uffe skal ende med at blive statsminisiter. Risikoen for at skyde galt er større end chancen for at ramme plet."

Valget førte ikke Uffe Ellemann-Jensen til statsministerposten. Der kom til at mangle et par hundrede stemmer - på Færøerne! - og grunden kan meget vel have været en af Ellemanns uforsigtige bemærkninger. Denne gang ovenikøbet til Ekstra-Bladet som han ellers principielt aldrig udtalte sig til.

Men ved den sidste tv-duel var han blevet efterladt på Holmen uden taxi - og fik lift af en journalist fra Ekstra-Bladet. Denne mand og hans fotograf blev budt indenfor til en whiskysjus og kom til at høre Ellemann-Jensens begejstrede udtalelse om valgchancerne: "Den er hjemme!". Og det var hvad der stod på Ekstra-Bladets forside den næste dag med et stort billede - og hvad der formentlig kostede mange stemmer. For den slags skal man holde for sig selv, indtil det hele er overstået. Venstre fik slet ingen mandatfremgang. De konservative mistede elleve mandater, som først og fremmest Dansk Folkeparti fik opslugt. Men Poul Nyrup Rasmussen klarede altså skærene med hjælp fra færingen Jóannes Eidesgaard.

Uffe Ellemann-Jensen tog straks konsekvensen af nederlaget og overlod formandsposten i partiet til Anders Fogh Rasmussen, der også blev gruppeformand, idet den eneste konkurrent til de to poster, Ivar Hansen, blev placeret som kandidat til posten som formand for Folketinget.



Kursskiftet i Venstre   
Til toppen    Næste afsnit

Endnu inden han var blevet officielt valgt til partiformand lagde Anders Fogh Rasmussen sammen med Claus Hjort Frederiksen og Hans Morten Rubin strategien for næste valgkamp. Partiet skulle rykke mod midten og især appellere til de offentligt ansatte kvinder. Fogh valgtes til formand på et ekstraordinært landsmøde i april måned 1998. Og da Per Stig Møller efter det sviende nederlag for de konservative gik af som formand for dette parti, var Fogh nu den borgerlige fløjs eneste statsministerkandidat.

For at lægge størst mulig afstand til sine tidligere liberalistiske ideer om minimalstaten annoncerede Fogh Rasmussen omgående sit kursskifte med en bekendelse til velfærdssamfundet og et samarbejde med de små midterpartier. Og han var heller ikke bleg for at indgå aftale med socialdemokraterne om finansloven med den berømte justering af efterlønnen, der skulle komme til at koste Poul Nyrup Rasmussen dyrt som brud på den garanti han havde været uforsigtig nok til at give.



Ekstra Bladets politiske redaktør Henrik Quortrup tilbød sig som Foghs pressesekretær og fik jobbet efter at Fogh først lige havde talt med Claus Hjort. Fogh lånte Quortrup en bog der hed 'The Unfinished Revolution', der var skrevet af en af Tony Blairs rådgivere, Philip Gould, og beskrev, hvordan et parti kunne vinde regeringsmagten ved at rykke mod midten. Rykket skulle naturligvis gå den modsatte vej og blev kaldt 'en omvendt Blair'.

Venstre overtog Labours slogan 'Time For A Change' (Tid til forandring), men forsikrede, at velfærdsstaten ikke ville blive afskaffet. Kort efter lagde partiet sig også fast på et skattestop - til forskel fra alle tidligere løfter om skattelettelser. Fogh fik naturligvis kritik for kursskiftet i partiet. Men han tog denne som en fordel. I Thomas Larsens bog fra 2000, 'I godtvejr og storm' udtaler han: "Man skal have mod til opgøret med sine egne, når det er nødvendigt, og jo mere jeg blev kritiseret for min nye linje i partiet, desto mere blev den synlig i vælgernes bevidsthed."

Derfor virkede det også stik mod hensigten at socialdemokraterne energisk mindede vælgerne om hvad Fogh tidligere havde skrevet i minimalstats-bogen, og at Poul Nyrup Rasmussen demonstrerede sin foragt for Fogh ved på et møde at stå på talerstolen og rive sider ud af Foghs bog.

Kritik af den gamle bog må betegnes som nærmest omsonst, men stadigvæk er der mange kritikere på den såkaldte venstrefløj - bl.a. en udmærket tegner som Politikens Roald Als - der ikke kan eller vil slippe forestillingen om Fogh som hulemand, og som ikke kan regne ud at den er virkningsløs i de kredse der tænker selv. Men også liberale folk som professor David Gress eller borgmester Søren Pind og hans kreds har aldrig rigtigt forstået eller accepteret, at Venstres linje er lagt definitivt om.



Valgsejren i 2001   
Til toppen    Næste afsnit

Valget den 21. november 2001 endte som bekendt med et eklatant nederlag til Poul Nyrup Rasmussen og en stor sejr til Fogh Rasmussen. Venstre vandt 14 mandater. Fogh Rasmussen fik et rekordstort antal personlige stemmer i Københavns amt, nemlig 70.024, og da Dansk Folkeparti vandt yderligere 9 mandater og de konservative genvandt deres 16 mandater, blev der et komfortabelt flertal på 94 bag regeringen mod 81 til de øvrige partier. Fogh kunne danne en VK-regering med støtte fra DF - helt uafhængigt af de kristeliges eller de radikales nåde. Centrum-Demokraterne klarede ikke spærregrænsen.

Typisk for Fogh Rasmussen stillede han på sin første dag i Statsministeriet med en detaljeret drejebog til helt ny indretning af ministerierne, struktureret i et nummereringssystem med fire-cifrede punkter. Departementschef Nils Bernstein havde i sin 30-årige karriere i centraladministrationen aldrig set noget lignende.

I sin nytårstale lagde Fogh Rasmussen - som de fleste vil huske - ud med en gevaldig bandbulle mod smagsdommere og eksperttyranni. Og mange råd og nævn blev efterfølgende nedlagt - til stor fortrydelse for ikke alene de nedlagte nævns medlemmer, men generelt for socialdemokraterne, de radikale og de intellektuelle. I kritikken blandede man bevidst begreberne sammen - og blev ved med at påstå, at Fogh skulle have sagt, at man kan undvære eksperterne. Det han sagde var, at man ikke skulle lade dem tyrannisere sig i debatten.



Danmark overtog formandsskabet for EU den 1. juli 2002, og Fogh Rasmussens første store opgave blev at føre optagelsesforhandlingerne med de ti ansøgerlande frem til et acceptabelt kompromis. Det lykkedes efter endda meget hårde forhandlinger med navnlig Polens premierminister Leszek Miller, jf. artiklen Den historiske EU-udvidelse. Fogh høstede megen ros for sin ledelse af det afsluttende møde i København, men for Miller blev det en meget ubehagelig oplevelse.

I sin nytårstale 2003 og et efterfølgende interview med Weekendavisen lagde statsministeren op til en kulturkamp om bl.a. folkeskolens rundkredspædagogik, men som skildret i artikler andetsteds her på web-siderne blev kulturkampen hurtigt totalt afsporet af kulturminister Brian Mikkelsen og Berlingske Tidende. Og Fogh kom ikke sin minister til undsætning. Der var såmænd også medlemmer af Venstres egen folketingsgruppe der i det daglige arbejde savnede respons fra deres formand.

Statsministerens fulde opbakning til præsident Bush's og premierminister Tony Blair's krig mod Irak fik ikke alene flertal i Folketinget, men også stor tilslutning i vælgerbefolkningen, indtil amerikanerne løb sur i kampen mod resterne af Saddam Husseins tilhængere. Dette er også behandlet andetsteds på web-siderne, se henvisningerne under rubrikken Mellemøsten.

Det samme gælder debatten om Fogh Rasmussens ledelsesstil der for alvor kom til offentlighedens kendskab med Christoffer Guldbrandsens dokumentar-program 'Fogh bag facaden' med dens mange utilslørede klip fra de hårde EU-forhandlinger om udvidelsen. Specielt Foghs åbenlyse irritation over udenrigsminister Per Stig Møller og dennes facon vakte opmærksomhed - og skal have kostet opbakning hos især kvindelige vælgere. Det tages op nedenfor.



Anne Sofie Kraghs bog   
Til toppen    Næste afsnit

På dette sted skal endnu blot nævnes, at Anne Sofie Kraghs bog om Fogh Rasmussen er særdeles velskrevet og oplysende. Udover gennemgangen af Foghs liv og karriere som ovenfor skitseret rummer bogen mellem hovedafsnittene en række mindre kapitler, hvor folk der har stået statsministeren nær giver deres bedømmelse af manden. Det gælder faderen Knud Rasmussen, broderen Peter Fogh Rasmussen, ægtefællen Anne-Mette Jacobsen, sønnen Henrik Fogh Rasmussen, partisekretær Claus Hjort Frederiksen og presserådgiver Michael Kristiansen - samt fem embedsmænd fra skatteministeriet der af gode grunde alle har ønsket at være anonyme.

Kragh har til bogen interviewet ialt 180 personer og talt med hovedpersonen selv i tre gange tre timer, og hun kommer virkelig tæt på manden. Hun får også fortalt nogle sider om Anders Fogh Rasmussen som denne blufærdige mand normalt ikke beretter om, både fortvivlelsen over udsigten til at faderen måske måtte gå fra gården i 1967, da Anders var 14, og den store sorg i 1975 da han blev afvist af den pige han havde forelsket sig i.

Deadlines Martin Breum antydede i sit interview med Kragh ved bogens fremkomst, at alt dette måske var fortalt for at bløde lidt op på offentlighedens indtryk af Fogh som en hård banan, og at dette igen kunne være led i Foghs strategi. Men Kragh bedyrede, at hun var uafhængig, og at Fogh ikke havde læst manuskriptet før det blev sendt i trykken.

Mistanken mod Anne Sofie Kragh forekommer også at være helt ved siden af. For selvom hendes bog unægteligt giver et langt mere nuanceret billede af Anders Fogh Rasmussen end offentligheden kendte i forvejen, så ville alt andet jo have været direkte påfaldende - og udtryk for manglende research eller vilje til at udnytte kilderne. Desuden fjerner det nuancerede billede af Fogh absolut ikke indtrykket af manden som en uhyre målrettet, effektiv og skånselsløs politisk leder. Tværtimod bliver dette indtryk så stærkt at det automatisk medfører spørgsmålet om denne ledelsesstil kan bære statsministeren frem til det store mål at omforme det danske velfærdssamfund i en tiltrængt og mere liberal retning - eller om han fældes inden målet er nået.



Hårdheden   
Til toppen    Næste afsnit

Det var nemlig intet mindre end et sandt rædselsregime skatteminister Anders Fogh Rasmussen indførte i skatteministeriet da han overtog det i september 1987. Det fremgår af nogenlunde samstemmende udsagn fra fem af de embedsmænd der sad i ministeriet og som har udtalt sig til Kragh. Fogh betragtede dem pr. definition som idioter, og ministeriet som sådant som en socialdemokratisk blodsugningsmaskine. Sagen om den kreative bogføring fældede ham, fordi embedsmændene simpelthen ikke ønskede at redde ham. Han havde terroriseret dem tilstrækkeligt gennem fem år. Frygt var grunden til at der overhovedet blev en sag. Embedsmændene turde simpelthen ikke fortælle Fogh, at budgettet var skredet, så vred og hidsig var han i sine reaktioner på ubehagelige meldinger.

Det kan måske diskuteres om Fogh Rasmussen var kommet igennem med den meget omfattende omstrukturering af hele ministeriet og Told- og skattevæsenet, hvis ikke han havde været så målrettet og hensynsløs som tilfældet var. Den nævnte forestilling om ministeriet og embedsmændene var han ikke ene om at have dengang. Den var ikke ren fordom.

Det ville under alle omstændigheder have været en kæmpeopgave at komme igennem med store ændringer. Men ingen leder af nogen som helst organisation kommer godt fra at tromle sine planer igennem hen over hovedet på sine medarbejdere. Og ingen overlever i længden som leder, hvis deres ledelsesstil bevirker at de foreholdes løbende og sandfærdige oplysninger om organisationens egne forhold. At skabe frygt hos egne medarbejdere for at fremkomme med ærlige meninger, er det dummeste en leder kan gøre.



Foghs hårdhed ses som allerede nævnt også af dokumentarprogrammet 'Fogh bag facaden', hvor den ramte både udenrigsminister Per Stig Møller, som Fogh ikke brød sig om, og den knalddygtige sekretariatschef Pui Ling Lau, som Fogh satte meget højt. At den indimellem kunne ramme hende synes alene at være udslag af Foghs stress. Men Per Stig ramte den, fordi hans stilfærdige, eftertænksomme og undertiden underfundige stil irriterede Fogh - og så naturligvis også, fordi udenrigsministeriet som sådant blev betragtet mere som en klods om benet end som en ligeværdig medspiller i EU-sammenhæng. Fogh kunne og ville ikke - som i sin tid Schlüter - overlade udenrigspolitikken til sin udenrigsminister.

Da Fogh havde forbeholdt sig retten til at klippe uønskede scener i programmet fra, kunne han have valgt at fjerne de værste scener med Per Stig Møller. Men det gjorde han altså ikke, for han var principielt for størst mulig åbenhed og mente ikke programmet stred mod diplomatiets regler. Og han syntes desuden ikke resultatet var så negativt som andre mente. Men alt tyder på, at åbenheden har kostet ham en del sympati blandt vælgere.

Det hører med til billedet af Foghs hårdhed og effektivitet, at han forventer nogenlunde samme effektivitet - og flid - af sine ministerkolleger. Møder han dem tilfældigt på gangene, får de chancen for at kommunikere med ham. Men der bliver ingen almindelig snak, og der kommer ingen råd fra Fogh. Ministrene bliver kort og godt spurgt hvad de selv har tænkt sig at gøre ved problemerne.



Utålmodigheden   
Til toppen    Næste afsnit

Det giver for så vidt sig selv, at en hårdhed og effektivitet af Foghs art indebærer en temmelig stor utålmodighed, når det gælder at få noget gennemført. Utålmodigheden kan som allerede nævnt være så stor, at Fogh kan foretrække at lave arbejdet selv, hvis det ellers ville tage for lang tid. Dette går naturligvis ikke an på ministerielt niveau. Og det går slet ikke an på parlamentarisk niveau.

Det er sigende for Fogh, at han som helt ung kunne drømme om afskaffelse af parlamentarismen, for endeløs debat om tingene huer ham ikke. Han har naturligvis forlængst accepteret parlamentarismens vilkår - og må også tålmodigt besvare spørgsmål i folketingets spørgetimer, selvom han mener spørgsmålene er overflødige. I partisammenhæng må han væbne sig med endnu større tålmodighed. Han er, som tidligere skildret - ikke bleg for at tage kampen op mod gamle holdninger i partiet, men omvendt er han efterhånden også indstillet på, at omstillinger både i partiet og i offentligheden tager sin tid.

Men utålmodigheden ligger bag trætheden når resultaterne ikke nås hurtigt nok - eller når han må affinde sig med nederlag. Han har flere gange været på nippet til at droppe videre politisk karriere, fordi han ikke har fået sine ønsker opfyldt. Det gjaldt de to gange han mod egen forventning ikke fik en ministerpost. Men det gjaldt også så sent som i foråret 2004, hvor meningsmålingerne som følge af den negative udvikling i Irak var dårlige, og hvor der samtidigt dukkede en mulighed op for eventuelt at blive ny formand for EU-kommissionen.

Det arbejde VK-regeringen har påbegyndt er langt fra afsluttet. Det må siges at kræve endnu tre-fire år før de store reformer er ført ud i livet. Og det vil sandsynligvis kræve en tredje regeringsperiode at få cementeret den grundlæggende omstrukturering af det danske samfund i mere liberal retning som er i gang. Men det kræver alt sammen et langt sejt træk og dermed stor tålmodighed - foruden tro på opgavens løsning. Her vil Fogh Rasmussen derfor komme til at stå over for en af sine største udfordringer på det mentale eller psykiske plan.



Kontrol og disciplin   
Til toppen    Næste afsnit

Det vil forlængst være fremgået at Anders Fogh Rasmussen er en sand kontrol-freak, der lidenskabeligt sikrer sig kontrollen med alt hvad han får at gøre med, ved så godt som overhovedet muligt at være forberedt på enhver eventualitet. Han laver drejebog for sine opgaver. Og det passer ham dårligt, når der indtræffer noget uforudset.

Kontrollen angår dog også hans egen person og stil. Han løber sine joggingture hver eneste dag. Han plejer omhyggeligt sit udseende og sin påklædning - så det ikke undgår nogens opmærksomhed, når han pludseligt stiller til et pressemøde i statsministeriet i skjorteærmer, som han gjorde da Connie Hedegaard for nylig blev minister.

Og Fogh Rasmussen hverken ryger eller drikker.

Faktisk har han været kanonfuld i hvert fald én gang i sit liv, men det følte han også var den ene gang for meget. For han blev med fuldt overlæg drukket så beruset af sine gymnasiekammerater på en ekskursion til Holland i 3.g. at han opførte sig alt andet end eksemplarisk, ja på et tidspunkt gav sig til at skråle af fuld hals. Episoden blev - også med fuldt overlæg og bagtanker - optaget på bånd til brug for Ekstra Bladet, hvis han skulle gå hen og blive landbrugsminister. Båndoptagelsen findes stadig, men er af en barmhjertig pige fra klassen bragt i forsvarlig sikkerhed.

Nu går der ikke noget større skår af noget menneske, der i sin grønne ungdom får for meget at drikke og giver sig til at opføre sig lidt ud over det sædvanlige. Her var det godt nok meget ud over det sædvanlige - af lige præcis den grund, at Fogh Rasmussen betragtede det som dybt uansvarligt på den måde at miste kontrollen over sig selv. Og han lovede sig selv at det ikke skulle gentage sig.



Mangler det musiske?   
Til toppen    Næste afsnit

Spørgsmålet melder sig dog om denne helt skrupuløse ansvarsfølelse og gennem hele barndommen dybtindgroede minoritetsetik ikke i den grad spærrer for det musiske ethvert menneske inklusive Anders Fogh Rasmussen faktisk fødes med, og som i hans tilfælde sås - omend i ubehersket form - da han gav sig til at skråle i sin fuldskab.

Sang, leg og spontanitet er i hvert fald en uhyre vigtig ting i alle børns udvikling. Det musiske er livet igennem vigtigt for al kreativitet. Og det musiske menneske er måske også - som Peter Bastian meget tankevækkende er inde på i sin bog "Ind i musikken" - den eneste mennesketype som vil være i stand til at administrere magten menneskeligt!

Lige så stilfærdigt kunne man måske hævde, at det på alle samfundets niveauer ville være gavnligt, om det magtmæssige og det musiske kunne gøre sig gældende som komplementære størrelser, hvis svageste eller blødeste del aldrig helt må savnes.

Både for menneskelighedens og for kreativitetens skyld er det en fordel at give plads til leg og humor. Leg var der aldrig rigtigt plads til i Anders Fogh Rasmussens opvækst. Humor er han faktisk i besiddelse af, selvom det er sjældent at han tillader sig at slappe af og give den fri plads.

Det piner ifølge Anne Sofie Kraghs bog Claus Hjort Frederiksen, at Fogh Rasmussen har fået et umenneskeligt image og at han er kommet til at fremstå som et ufølsomt menneske. For det er han jo ikke. Hjort Frederiksen og andre i Foghs nærmeste kreds opfordrer ham jævnligt til at slippe kontrollen. Men det er typisk at han slet ikke har forestillinger om hvad dette egentlig indebærer. Han svarer på sådanne opfordringer med spørgsmålet: Forlanger I at jeg bevidst skal lave fejl!

Igen kan det slås fast, at meget tyder på, at en af de største udfordringer for Anders Fogh Rasmussen er af mere mental eller psykisk art end af rationel karakter.



Midten og fremtiden   
Til toppen    Næste afsnit

Anders Fogh Rasmussen har fra starten af sin statsministerkarriere undsagt klassekampen. Ja, ved åbningstalen den 4. december 2001 kaldte han - til stor moro for Poul Nyrup Rasmussen - valget et historisk opgør med klassekampen og den gammeldags opdeling af politik i højre og venstre.

Men faktisk må den egentlige klassekamp i dag betragtes som passé i de vestlige velfærdssamfund. Den store brede befolkning tilhører i dag middelstanden af veluddannede funktionærer med gode indkomster. Kampen om vælgerne står derfor på midten. Men denne midte er vel at mærke nu om dage et overordentligt bredt felt der ikke bestemmes af økonomiske og sociale interesser alene, men lige så meget af dybere kulturelle, etiske, kunstneriske, historiske og religiøse forestillinger og motiver.

Derfor bliver spillet mellem den liberale, frihedssøgende tendens og den sociale, trygheds- eller lighedsøgende tendens også langt mere kompliceret end i det gamle enkle klassesamfund. Langt de fleste vælgere på midten kan se værdier i begge tendenser. De er allesammen blevet mere eller mindre 'socialliberale' - hvad enten de vil kalde sig sådan eller ej.

Dette betyder at komplementaritetssynspunktet dukker op igen på flere ledder. Det bliver lige så umuligt at vælge ensidig socialisme som ensidig liberalisme. Lige så umuligt at vælge hårde, ensidigt økonomiske eller forretningsmæssige nytteværdier som at vælge bløde, ensidigt sociale eller humanistiske værdier. Og endelig lige så umuligt at vælge ensidig irreligiøsitet som ensidig religiøsitet.

Konkret betyder dette, at selvom et parti som Venstre fortsat har sin berettigelse ved at prioritere friheden højere end ligheden eller trygheden, så kan partiet ikke vinde eller bevare regeringsmagten ved ensidig satsning på gamle liberale ideer af den type Søren Pind-kredsen har fremlagt i deres teser. Der er i et velfærdssamfund brug for en offentlig sektor af et vist omfang til at sikre velfærden. Men naturligvis skal den være så ubureaukratisk som vel muligt.

Det betyder dernæst, at der i et parti som Venstre må ske en afbalancering af de værdier som kvinder traditionelt lægger stor vægt på, dvs de sociale værdier, og de værdier som mænd alt andet lige lægger større vægt på, dvs. de tekniske og økonomiske. Der er aldrig tale om et enten-eller, men om et både-og, så meget mere som kønsrollerne heldigvis er under fortsat udvikling i retning af en større afbalancering af det mandlige og det kvindelige i begge køn.

Endelig betyder det komplementære princip konkret at der bør tilstræbes en langt større gensidig respekt mellem de ikke-religiøse, i vid udstrækning ateistiske borgere i landet og de religiøse eller religiøst interesserede. Begge sider kan udvikle en intolerant fundamentalisme der truer fællesskabet. Men omvendt kan begge sider, hvor tolerancen er fremherskende, yde gavnlige bidrag til fælleskabets udvikling.

Dette ses måske for øjeblikket ikke mindst i spørgsmålet om integrationen af indvandrerne, og især af de muslimske indvandrere. Disse har ofte svært ved at acceptere det sekulariserede samfunds ytrings- og trosfrihed, men løsningen er ikke at gå på kompromis med disse friheder, men derimod at fremme sekulariseringen i betydningen fuldstændig accept af princippet om at holde politisk magt og religiøs magt skarpt adskilt.

Denne sekularisering udelukker derimod ikke på nogen måde, hvad der her på websiderne kaldes en helhedsrealistisk indstilling til eksistensen. Tværtimod må det understreges, at sekulariseringen aldrig bør forstås som en sådan total verdsliggørelse af tilværelsen som helhed som ville indebære total kulturrelativisme.

Det er imidlertid en opgave for alle partier der vil regne sig for ægte midterpartier at de tager højde for denne situation og derfor medinddrager den ægte religiøse følelse af ansvar for helheden og dermed det ægte historiske perspektiv i de politiske overvejelser. Dette kan meget vel komme til at afgøre den politiske udvikling ikke blot i Danmark, men i hele Europa, ja Mellemøsten med, de kommende årtier.



Mulighed for en tredje periode?   
Til toppen    Næste afsnit

Der er som sagt næppe tvivl om, at statsminister Anders Fogh Rasmussen har særdeles gode chancer for at vinde næste valg sammen med sine samarbejdspartnere i Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Venstres nye slogan ('Venstre, så ved du det bliver til noget') er ikke heldigt, så intetsigende det er. Men konkurrenternes er såmænd ikke meget bedre. Alligevel burde man finde et andet og mere sigende eller i hvert fald så småt begynde at finde et der ville være velegnet til at bære frem til næste valg.

Det bliver hverken effektiviteten eller troværdigheden der skal spilles på, men fremsynetheden og fremtidsvisionen. Og her skal der i langt højere grad end hidtil være plads til den frihed der ligger i kreativiteten, legen, festen og fællesskabet. Man kunne i denne forbindelse forestille sig at såvel kulturministeriet som kirkeministeriet ville få en mere central placering i den politiske udvikling. Det ville da være en god idé at slå de to ministerier sammen til et kultusministerium.

Det er ikke minoritetsetikken eller spidsborgerligheden der på langt sigt skal sikre fællesskabet eller sammenhængen i det danske samfund, selvom arbejdsomheden og ansvarligheden fortsat skal være uadskillelig fra den økonomiske og teknologiske udvikling. Det er tværtimod friere og mere kreative sider af det moderne menneske der skal udfoldes.

Derfor kommer politikernes personlige egenskaber og udvikling sandsynligvis også i højere grad i fokus ved valg af fremtidens partiledere og statsministre. Dette betyder, at midten i Danmark fremover meget vel kan tænkes at foretrække afslappede og favnende landsfaderfigurer frem for kontrol-freaks som ledere.

Dette indebærer igen, at Anders Fogh Rasmussen personligt og partiet Venstre næppe kommer uden om at udvikle nye sider af sig selv, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at føre deres program videre med succes.

En stor udfordring. Men ikke umulig.

Anders Fogh Rasmussen har ved siden af sin saglighed, seriøsitet og effektivitet vist en både betydelig og overraskende omstillingsevne og evne til at vokse med opgaverne. Den sidste og nødvendige omstilling ligger indenfor mulighederne grænse.



Henvisninger:   
Til toppen

Litteratur:

Anne Sofie Kragh: Fogh - Historien om en statsminister. (People'sPress. 2004)



Relevante artikler på Jernesalt:

Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner  (30.11.05.)
- men endnu ikke tidssvarende afklaring af den grundliggende filosofi

Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Valgoptakt i Danmark  (14.9.04.)
Fogh's rokade  (3.8.04.)
Regeringens forårspakke  (20.3.04.)
Foghs nytårstale  (4.1.04.)
Værdier på Venstres landmøde  (14.11.03.)
Fogh og Per Stig II  (31.10.03.)
Fogh Rasmussens åbningstale 7.10. 2003
Det nye regeringsgrundlag  (4.9.03.)
Kulturministerens drabelige kamp mod vejrmøller  (27.8.03.)
Fogh og Venstre i krise?  (15.8.03.)
Fogh og Per Stig  (24.4.03.)
Den historiske EU-udvidelse    (EU og Europa - 15.12.02.)



Oversigt over alle artikler om dansk politik:   Klik



Se også artiklerne om:

Helhedsrealismen

og komplementariteten mellem:

Individ og samfund
Liberalismen og socialismen

samt Værdimanifestet
med afsnit om samfund, etik, politik og religion.



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 29.7.2012