Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - g8-2007

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.6.07.


G8-topmødet ude af fornuftige proportioner

- Kold realpolitik, fanatisk aktivisme og almindelig skepsis

Topmødet mellem USA, Tyskland, Frankrig, Storbrittanien, Italien, Canada, Rusland og Japan under den tyske forbundskansler Angela Merkels formandskab fandt ironisk nok sted i den nordtyske by Heiligendamm. Vigtige emner som den store fattigdom i verden og navnlig i Afrika og den store udfordring fra den stigende forurening var på tapetet, og mødet sluttede med det forventede kompromis, men særligt ophøjet kan man hverken kalde stedet, stemningen eller resultatet.

Udover udtalelser om situationen i Darfur og Kosova samt om Nordkoreas og Irans atomvåben-programmer enedes de 8 førende industrilande med EU som observatør om en stor hjælpepakke til det fattige og sygdomsramte Afrika og om at medvirke til en ny aftale om reduktion af drivhusgasser til erstatning for Kyotoaftalen.

Angela Merkel havde sat Afrika øverst på topmødets dagsorden, og resultatet blev at G8-landene afsatte yderligere 60 mia dollar til bekæmpelse af infektionssygdommene aids, malaria og tuberkulose. USA tegner sig for halvdelen af dette beløb. Desuden fastholdt mødet det tre år gamle løfte om 25 mia til direkte udviklingshjælp, men fastholdt også kravet om god regeringsførelse og god finansstyring som betingelser for hjælpen. Det sidste punkt indebærer bekæmpelse af den omfattende og ødelæggende korruption i de forskellige afrikanske lande. Endelig fastholdt mødet løftet fra Gleneeagles 2005 om gældseftergivelse på 60 mia. - Jf. artiklen G8, klimaet og fattigdommen - i terrorens skygge  (10.7.05.).

Med hensyn til klimaproblemet fastholdt topmødet målsætningen om reduktion af udledningen af drivhusgasser med 50 procent i 2050 i forhold til 1990-niveauet.

Hertil kommer at man vil holde regelmæssige møder om såvel klimapolitikken som handel og økonomi med de store industrinationer som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika som ikke er medlemmer af G8, men får stigende betydning for den globale udvikling de kommende år. Disse møder får nu - som en cadeau til Angela Merkel - navn af 'Heiligendamm-processen'.



Alt i alt er der først og fremmest tale om bekræftelse af gamle løfter og målsætninger. Og dette har da en vis værdi, men stiller alligevel hele mødets kæmpemæssige apparat af forhandlere, embedsmænd, sekundanter og politi i et temmeligt grelt lys. Mødet synes at være kommet helt ud af fornuftige proportioner mellem substans og form. Det afslører rent ud sagt et hæmningsløst vokseværk der står i skarpeste kontrast til den oprindelige idé fra 1975, hvor de dengang kun seks førende nationer (uden Rusland og Japan) samledes til fornuftige uformelle møder om de fælles problemer.

Den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing har om mødet i sidste uge meget rammende og sarkastisk bemærket, at når stats- og regeringschefer ledsages af 2000 rådgivere og sekretærer, så er chancen for kunne føre åbne og fortrolige samtaler ringe. - Dette gælder naturligvis alle topmøder, og det afbødes da i nogen grad af at der som regel inden møderne føres samtaler mellem nogle af deltagerne på to-mandshånd, således i dette tilfælde et efter sigende godt frokostmøde mellem Angela Merkel og præsident Bush. Men vokseværket er desværre en diplomatisk 'naturlov' af værste Parkinson-skuffe. Den mindsker værdien af møderne på flere punkter.

Den nævnte og afgørende åbenhed og fortrolighed forringes. De økonomiske omkostninger bliver enorme. Det samme gør sikkerhedsforanstaltningerne og politiopbudet. Dette bevirker endnu større muligheder for kæmpemæssige protestaktioner mod møderne fra alternativ, aktivistisk side, og dette medfører endeligt at medierne frivilligt eller ufrivilligt kommer til at beskæftige sig meget mere med udenværkerne end med hovedsagen. I Heiligendamm blev medierne af aktivisterne direkte og med fuldt overlæg forhindret i at komme frem til pressecentrene.



En tidligere britisk diplomat og senere grundlægger af Independent Diplomat, Carne Ross, har ligefrem udgivet en bog hvor han tager skridtet fuldt ud og anbefaler ikke blot nedlæggelse af G8-møderne, men afskaffelse af alt diplomati. Manden hævder at det traditionelle internationale system har spillet fallit, og at der slet ikke er behov for alt det sædvanlige hemmelighedskræmmeri. Han foreslår i stedet et folkeligt forankret alternativ.

Meningen er såmænd god nok, eftersom Ross kan have megen ret i at G8 symboliserer netop den fremmedgørelse der er sket i det internationale system og som ligger i afstanden mellem dem der træffer beslutninger og dem der påvirkes af dem. Men tanken er og bliver naiv. Og det hjælper ikke at henvise til den faktiske frustration blandt mange almindelige mennesker over ikke at blive hørt og ikke at have noget at skulle have sagt - selv i veludviklede demokratier. For den ubehagelige kendsgerning er, at et demokrati aldeles ikke i vore moderne samfund med millioner af borgere i hvert land kan fungere som et simpelt folkestyre i oprindelig og bogstavelig forstand, hvor hele folket (de frie borgere) kunne mødes på tinge og deltage i debatten og beslutningerne. Det moderne demokrati er repræsentativt og kan ikke være andet. Demokrat er man kun hvis man accepterer repræsentativiteten og går ind på lige fod med andre om at vælge og eventuelt lade sig vælge. Hvis man føler denne ordning i sig selv som fremmedgørende, er der ganske enkelt noget man ikke har forstået eller urokkelige kendsgerninger man ikke vil acceptere.

Problemet med afstand mellem lederne og borgerne i et såvel det enkelte land som i den store globaliserede verden kan på ingen måde fejes af bordet, men kan omvendt heller ikke løses gennem noget snuptag eller nogen form for idealisme. Det er kommet for at blive, ja det må betragtes som et grundvilkår for det moderne samfund og dets civile orden. Og det kan derfor kun holdes i ave gennem den bedst mulige kommunikation og en grundlæggende gensidig respekt mellem parterne. Begge dele kræver vedvarende vilje og energi. Og her forekommer det som om de mest frustrerede ikke vil se realiteterne i øjnene - og ikke vil erkende deres ansvar som voksne for en verden der er og må være ufuldkommen, modsætningsfuld og konfliktfyldt.



Generelt synes flertallet af unge mennesker i vore dages veludviklede samfund at have fået behov for længere og længere tid til at vænne sig til tanken om at den paradisiske barndomstilstand de fleste af dem er født ind i - med nærhed, tryghed og medbestemmelse - hører op i samme øjeblik man spiser af Kundskabens Træ og blandt andet bliver bevidst om at nogle har mere at sige end andre, ja at ikke alene naturen, men også samfundet har sine lovmæssigheder, som ikke kan ændres efter forgodtbefindende. Dette erkendelsesskred kaldes som bekendt syndefaldet - og er det fænomen al kultur står og falder med.

Men mange unge holder længst muligt fast i drømmen om den gamle uskyld - og gør ikke alene i deres berettigede kamp for selvstændighed oprør mod deres forældre, men mod 'systemet', hvilket i vore dage vil sige det fæle kapitalistiske system, som ellers i årtier har vist sin formidable evne til at skabe langt større og mere selvkontrollerende økonomisk vækst end de feudale eller planøkonomiske systemer. Oprørerne drømmer om alternative systemer og taler derfor i deres protestbannere om 'Globalidarity - make capitalism history'.

Det skal retfærdigvis siges at de kæmpestore protester mod topmødet i Heiligendamm stort set forløb fredeligt og kun gav få anholdelser, skønt en demonstration i Rostock få dage forinden ellers lagde op til voldsomme uroligheder. Bemærkelsesværdigt for hoveddemonstrationerne var at deltagere havde smidt de sorte dragter der signalerer kamp. Men alligevel er der tale om protestaktioner der ud over at genere journalister og politi uden tvivl bekræfter alle deltagerne i deres egne fordomme, men er uden indvirkning på beslutningstagerne. Demonstranterne ønsker en anden verdensorden, men opnår intet i den retning, for verdensordenen afgøres slet ikke gennem beslutninger på noget plan, men af et yderst kompliceret spil af bevidste og ubevidste handlinger kombineret med et væld af tilfældigheder. Hverken samfundet eller den for tiden givne verdensorden er et resultat af bevidst menneskelig konstruktion.



De førende industrinationers ledere har naturligvis mere at sige end de små landes ledere og mere end almindelige mennesker, men heller ikke de er almægtige eller enerådende. De må tværtimod træffe deres beslutninger uden at kunne forudse alle konsekvenser af dem. Og de er i vid udstrækning afmægtige over for de udfordringer der kommer fra sygdom, fattigdom, magtkamp, korruption og religionsvanvid. Konflikterne i Mellemøsten taler her deres tydelige sprog om vestlige regeringslederes problematiske kamp for frihed, demokrati og civil orden.

For Afrikas vedkommende gælder fortsat at kontinentets kolossale sygdoms- og fattigdomsproblemer ikke kan løses gennem gaver fra de rige landes side, for miseren ligger ikke mindst i en uhyggeligt stor moralsk ansvarsløshed og inkonsistens hos afrikanerne selv. Det må bare ikke siges højt. Zimbawbes præsident Mugabe svarer på selv den mest berettigede kritik af hans ødelæggende økonomiske politik, at Vesten bare skal blande sig udenom. Kritik udefra er i hans øjne ren og skær imperialisme. Men når det er tilfældet, kommer han - og Afrika - ingen vegne.

Og hvad gælder den globale opvarmning er den i høj grad opstået som følge af en økonomisk vækst som alle mennesker forlanger og alle udviklede lande har villet - og som de fattige, uudviklede lande drømmer om. Planøkonomi er ikke en vej ud af klimaforureningen. Tværtimod. Kun markedsøkonomien kan på sigt stabilisere situationen på et bæredygtigt niveau ved at udvikle den fornødne teknologi. Men selvfølgelig skal flest mulige politiske ledere og interesserede borgere og organisationer bakke op om alle fornuftige tiltag. Kompleksiteten af problemerne kommer man bare aldrig udenom.



G8-møderne er blevet bebrejdet at de savner legitimitet fordi de i modsætning til en organisation som FN ikke er et formaliseret og officielt organ, men en selvbestaltet klub. Kritikerne glemmer, at legitimiteten ofte er omvendt proportional med en organisations effektivitet. Værdien af G8 ligger i høj grad i at de store industrinationer kan mødes på et principielt uformelt og uofficielt plan og drøfte deres fælles problemer med henblik på at koordinere deres nationale politikker - eller få rede på deres uoverensstemmelser. Og værdien øges derfor, når gruppen efterhånden inddrager lande med stigende indflydelse på udviklingen i samarbejdet.

G8-mødernes beslutninger er ikke bindende for deltagerne, men ikke destomindre kan de påvirke de enkelte deltagerlandes beslutninger i gunstig retning. Det er ubestrideligt, at USA har bevæget sig i klimaspørgsmålet i løbet af de senere år - takket være den internationale debat, som G8 møderne også er et led i. De idealistiske organisationer som Greenpeace og Verdensnaturfonden er naturligvis ikke tilfredse med resultaterne - og bliver det formentlig aldrig. Men den kolde realpolitiske virkelighed er ikke upåvirket af situationen. Og det er disse kolde, men aldrig almægtige realpolitikere der skal holde fornuften fangen og sørge for de små skridts bevægelse i den rigtige retning.

Almindelige menneskers skepsis er uundgåelig, men det bør ikke slå lederne ud af kurs eller forlede idealisterne til voldelig fanatisme. Hverken politikerlede eller fanatisme fremmer ansvarligheden eller de demokratiske fremskridt.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til Den tyske forbundskanslers G8-topmøde-hjemmeside
Link til Carne Ross's Independent Diplomat

G8, klimaet og fattigdommen - i terrorens skygge  (10.7.05.)
Er globaliseringen et gode eller et onde?
Europas grønne gennembrud?  (12.03.07.)
FN-rapporten om klimaforandringerne  (05.02.07.)

Miljøkonferencerne i København  (31.5.04.)
Realpolitik, luftkasteller, ansvarlighed, bæredygtighed eller hvad?



Artikler om Miljø
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal