Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eu07juni

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.06.07.


EU-topmødet endte med en halv løsning

Det var på et hængende hår at EU's topmøde i Bruxelles under Angela Merkels formandskab natten til lørdag fik halet et udkast til en ny traktat op på beddingen til videre behandling på en regeringskonference til efteråret og endelig afgørelse på et topmøde 12.-14. december.

Knasterne var nemlig mange, og den ambitiøse, men trætte Angela Merkel fik kun resultatet i land, fordi hun var villig til et kompromis der på det formelle plan reddede revisionen og forenklingen, men reelt gav flere lande så store indrømmelser at traktaten er blevet kompliceret, fortolkelig og svær at gennemskue og iøvrigt udskyder såvel ændringen af kommissionens sammensætning som indførelsen af nye afstemingsregler (dobbelt flertal) helt til 2014.

Angela Merkel fik blomster af kommissionsformand Barosso som anerkendelse for sin indsats, og alle åndede lettede op over at forhandlingernes hårdknude blev løst op i 36. time. Og da kompromissets kunst nu engang er og bliver eneste vilkår for et forum på 25 forskellige suveræne stater, kan resultatet sagtens ses som en slags succes. Men reelt er krompromisset udtryk for at regeringslederne er sprunget over hvor gærdet var lavest og fundet en tung og besværlig løsning som klart viser, at EU er blevet for stort og usammenhængende. Det må alle europæere leve med, da der ingen vej er uden om EU, men en fuser eller en halv løsning blev det sammenlignet med det store kanonslag man satsede på fra starten og som Angela Merkel endnu stilede efter før mødet. Hun må siges at have været opgaven voksen som formand, selvom hun måtte overlade den afgørende forhandlingsrunde med Polens stædige præsident til Sarkozy, Blair og Luxemborgs Jean-Claude Juncker. Men et lykkeligt resultat kan man ikke kalde kompromisset.



Som det mest positive kan nævnes at ordet forfatning helt udgår af traktaten, ligesom unionens symboler (flag, hymne og motto) forsvinder. Unionen udsteder fremover ikke 'europæiske love', men holder sig til direktiver og forordninger, og landene skal være solidariske med hinanden hvad angår energikriser.

Som det mest løjerlige må fremdrages, at EU ikke får en udenrigsminister til erstatning for den nuværende udenrigspolitiske koordinator, men derimod 'EU's høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik'. Det tilfredsstiller næppe amerikanske udenrigsministre der gerne vil kunne ringe til den europæiske udenrigsminister fremfor til de fire-fem forskellige der i dag virkeligt betyder noget. Men man kan forestille sig at det vil se godt ud ved møder med de arabiske lande, hvor der lægges største vægt på det man kalder en 'stillings titulatur'..... 'Høje repræsentant', ja ja, men er det enevældstitler vi skal tilbage til?


Som det mest negative må nævnes at unionens gamle mål om et indre marked med fri og lige konkurrence er røget ud på fransk krav. Der skal være indføjet nogle fodnoter der alligevel bevarer den gamle idé, men det er mærkværdigt at man har bøjet sig for Sarkozys krav, al den stund netop Frankrig er det land der med sin protektionistiske indstilling til landbruget forhindrer den nødvendige indskrænkning af EU's forrykte landbrugsstøtte. Det mest bemærkelsesværdige er at Sarkozy fik ændringen igennem uden videre debat. Nogle kalder det ligefrem et kup. Han skal ovenikøbet have været så begejstret herover, at han i den tidlige morgen til pressefolkene kom for skade at udbryde: 'Den er hjemme', det udbrud der i sin tid kostede Uffe Ellemann Jensen statsministerposten herhjemme. Den slags ord skal man nemlig beholde inden for tandgærdet lige indtil det definitive resultat foreligger. Sarkozys udbrud blev opfanget i Storbritannien, og Blair stangede prompte en lang liste med ultimative krav i næsen på Merkel. De drejede sig om undtagelser for Storbritannien på områder som retspolitik og grundlæggende menneskerettigheder. Og Blair fik sin vilje, da der ellers ikke ville være kommet et kompromis i stand for alle. Der er desuden indføjet nogle ord om beskyttelse af borgerne i EU, som kan berolige franskmændene.

Danmark fik også opfyldt nogle mere eller mere stiltiende ønsker om fjernelse af de ni punkter der ville kunne udløse et krav om folkeafstemning i Danmark. Punkterne er flyttet hen til den del af samarbejdet som Danmark ikke deltager i på grund af sine gamle forbehold, nærmere betegnet retspolitikken. Anders Fogh Rasmussen hævder at flytningen af de ni punkter ikke har været et dansk krav, men Angela Merkel har ikke desto mindre forstået hvad der var dansk interesse, og hun har, kompromisivrig som hun har været, taget det til følge.

Holland der af gode grunde frygter en ny folkeafstemning fik indføjet en mulighed for national klage, hvis et forslag fra EU strider mod nærhedsprincippet. Desuden fik Balkenende strammet betingelserne for Tyrkiets medlemsskab, hvad der må betegnes som et gode.


Den største knast i forhandlingerne var den polske præsident Lech Kaczynski og hans krav om et nyt afstemningssystem der bevarede den nuværende forfordeling til Polen. Forud for mødet havde Kaczynski lanceret en idé om at der skulle tages hensyn til de millioner af polakker der mistede livet under anden verdenskrig på grund af tyskernes overfald. Han ville altså have en stemmestyrke i kommissionen der afspejlede et tænkt antal polakker i dagens Europa i forhold til de andre landes virkelige befolkningstal. Det var der naturligvis mange af de øvrige regeringsledere der stejlede over. Anders Fogh Rasmussen kaldte simpelthen idéen absurd. Og Der Spiegel fik 18.6. en titelhistorie på forsiden der hed 'Die ungeliebten Nachbarn' og handlede om hvordan polakkerne går Europa på nerverne, fordi de hverken kan lide deres naboer mod øst eller vest. Deres forslag gik ud på at stemmefordelingen i EU's organer skulle beregnes ud fra en kvadratrods-formel der ville give Polen og lignende mellemstore stater store fordele på Tysklands, Frankrigs, Storbritanniens og Italiens bekostning. Og det polske forhandlingsslogan lod kørt og godt: Kvadratroden eller døden.

En efter en måtte de 25 andre regeringschefer prøve at tale Lech Kaczynski til fornuft. Men alle gode argumenter prellede af på manden, og til sidst ringede han til sin tvillingebroder i Warszawa der som bekendt er premierminister for den polske regering. Og han ville ikke give sig, før Angela Merkel direkte truede med at indkalde en regeringskonference til efteråret uden om polakkerne. Polen skulle ikke have lov til at standse hele Europa, skulle hun have sagt. Situationen blev reddet ved at Merkel som nævnt sendte Sarkozy, Blair og Juncker til endelige forhandlinger med Kaczinsky, og resultatet blev, at de nuværende afstemningsregler først ændres til det tidligere vedtagne og for Polen ugunstige regelsæt i 2014.

Objektivt set er indrømmelsen fuldstændig grotesk, da de nye afstemningsreglers princip er at give de små lande forholdsvis flere stemmer og de store lande forholdsvis færre end befolkningstallene berettiger til, netop for at understrege at de store ikke skal kunne tryne de små. Men sagen er at Kaczynski-styret i Polen er dybt reaktionært og EU-skeptisk. Tvillingebrødrenes regerende parti hedder 'Ret og Retfærdighed', og ret skal forstås i den mest gammeldags betydning af ordet, nemlig lige for lige. Dette er netop hvad partiet står for og hvad brødrene pukker på, både udenrigspolitisk og indenrigspolitisk. Det gør dem i enhver henseende usmidige og upragmatiske, ja uforsonlige. Og dette er naturligvis noget polakkerne må affinde sig med indtil de vælger en anden regering, men det er ikke noget EU burde bøje sig for.

Men sagen er også at forholdet mellem Polen og Tyskland aldrig har været dårligere siden systemskiftet i 1989 end det er under Kaczynsky-brødrene. De bliver ved at se alt i lyset af først tyskernes og siden russernes undertrykkelse. Og selv den østtyske antikommunist Angela Merkel har ikke - trods sine bestræbelser derfor - kunne skaffe sig et nært samarbejdsforhold til den polske regering. Anders Fogh Rasmussen har heller ikke, skønt det var ham der i 2002 fik forhandlet Polens optagelse i EU på plads. Ingen regeringschef i EU overhovedet har Kaczynskis tillid. Ægte dialog og åbenhed findes ikke. Men under disse forhold skulle man klart og tydeligt have givet Polen frist med hensyn til afstemningsreglerne til tidspunktet for nyvalg Polen - og ikke en dag længere - og derefter ladet det være op til Polens vælgere hvad vej man ville gå.



Alt i alt er det ulykkelige resultat af topmødet et bevis på at EU har dummet sig gevaldigt ved i sin tid at gennemføre den store udvidelse før man var blevet enige om en ny traktat. Alle punkter om kommissionssammensætning, afstemningsregler og procedurer burde have været på plads inden udvidelsen, så ansøgerlandene selv kunne afgøre om de ville være med eller ej på de givne betingelser. Nu er rådet og kommissionen blevet så store at de har sprængt Parkinsons berømte ineffektivitetskoefficient som han udregnede til omkring 18-19 medlemmer. Og dilemmaet løser den siddende EU-top på den tåbeligste måde, nemlig ved at lave flere og flere særregler for de enkelte lande, inklusive for en detroniseret regeringsleder som Tony Blair og en umulig mand som Kaczynski. Og det var det modsatte der var ønskeligt, nemlig effektivisering gennem forenkling.

Om vi til sin tid skal have folkeafstemning i Danmark om den ny traktat, vil vise sig når og hvis et endeligt traktatforslag bliver vedtaget. Det har ingen mening at beslutte sig herom på nuværende tidspunkt. For meget kan ske under det næste halve års forhandlinger.

Givet er foreløbigt kun, at EU efter det der er sket i Bruxelles de sidste dage hverken står styrket i befolkningerne eller i sin sammenhængskraft.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til Tyske EU-formandsskab

Link til Der Spiegel



Artikler på Jernesalt:

EU: jubilæum - problemer - fremtid  (30.03.07.)
Europas grønne gennembrud?  (12.03.07.)
EU-topmødet lidt af en fuser  (20.6.06.)



Artikler om EU
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal