Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - emc

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.4.07.


Meier Carlsen om danskernes religiøse analfabetisme
- og vanskelighederne med at integrere muslimerne i dansk kultur

Tidligere chefredaktør ved BT Erik Meier Carlsen har netop udgivet en vigtig bog om det han ud fra en historisk kontekst betegner som 'Den fjerde alliance', nemlig en mulig og ønskelig, ja efter hans egen mening helt nødvendige alliance mellem de muslimske nydanskere (og andre indvandrere) og de mere eller mindre sekulære indfødte danskere.

Meier Carlsen er altid værd at lytte til på grund af hans sunde fornuft, og hans afgang fra BT før jul er i sig selv et symptom på det borgerlige Danmarks nedvurdering af den forståelse for religionernes og det religiøse engagements betydning som buddhisten Meier Carlsen selv har repræsenteret. Nedvurderingen ses også af statsminister Anders Fogh Rasmussens udtalte ønske om at holde religion ude af det offentlige rum og henvise det til privatlivet (jf. artiklen Fogh Rasmussens position). Og den går igen hos borgerlige intellektuelle som Flemming Rose, Ralf Pittelkow, Lars Hedegaard og kulturminister Brian Mikkelsen.

Men nedvurderingen er bestemt ikke mindre hos socialdemokraterne, de radikale og hele venstrefløjen. Alle respekterer naturligvis på høflighedens formelle plan religionerne og de religiøse personer, men reelt har de ikke noget tilovers for fænomenerne. Disse politikere er i almindelighed ikke blot sekulariserede i overfladisk forstand, men i virkeligheden anti-religiøse, og når de under Muhammedkrisen gav udtryk for at det var forkasteligt at krænke andre menneskers religiøse følelser, så var det indlysende at det mest var for at generere den regering der af principielle grunde forsvarede karikaturtegnernes ytringsfrihed.

Reelt er der en forbløffende uvidenhed om religion blandt danskerne. De er som Meier Carlsen flere gange understreger at betragte som religiøse analfabeter, fordi de hylder oplysningsideen og naturvidenskaben og tror at religion er overtro og sværmeri. De ser slet ikke, at religion har været en afgørende kraft i al kulturhistorie, og at kristne vækkelsesbevægelser for Danmarks vedkommende har været en forudsætning for demokratiets og dermed den moderne velfærdsstats udvikling.



Det er Meier Carlsens store fortjeneste med sin bog at have givet en udmærket aktuel påpegning af den dybe sammenhæng mellem demokratiseringsprocessen og det eksistentielt-religiøse engagement gennem de sidste 500 år af Danmarkshistorien, og især at han har fået trukket den autentiske folkelighed så stærkt frem som tilfældet er.

Meier Carlsen gennemgår de tre hidtidige alliancer som er basis for den moderne velfærdsstat. Først den på de store vækkelser baserede alliance mellem bønderne, husmændene, herremændene, håndværkerne, embedsmændene og det lutheranske præsteskab i anden halvdel af 1800-tallet. Dernæst alliancen mellem bondebevægelsen, industrien og arbejderbevægelsen fra og med Septemberforliget 1899 til Kanslergadeforliget samt socialreformen i 1933. Arbejderbevægelsen afstod herigennem fra at bruge staten som redskab for et angreb på den private ejendomsret i landbrug, handel og industri. Og endelig kom efter 2. verdenskrig alliancen mellem kvinderne og de hidtidige alliancepartnere. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og dette indebar offentlig overtagelse af en stor del af kvindernes traditionelle omsorgsarbejde og dermed 'en dramatisk udvidelse af den formelle økonomis sfære', som Carlsen udtrykker det. På jævnt dansk hedder det en voldsom udvidelse af den offentlige sektor. Og resultatet blev for kvindernes vedkommende en eksistentiel frigørelse, men for det politiske livs vedkommende at de ligeberettigede kvinder i vid udstrækning blev socialdemokratiets og venstrefløjens trofaste støtter.

Det unike ved disse tre danske, både brede og dybe alliancer, er ifølge Meier Carlsen at befolkningens selvorganisering både var dynamo og resultat. Men forudsætningen for alle var de store folkelige vækkelser, der oprindeligt var pietistiske vækkelser der udgik fra det personlige fromhedsliv og ofte havde omvendelser som drivkraft. De blev folkelige, fordi de brød med elitens intellektualisme, hvilket for kristendommens vedkommende ville sige den blodfattige, asketiske, billedfjendtlige og anti-rituelle form for lutheranisme. Vækkelserne fandt sted uden for den officielle kirke og blev anført af lægfolk. Den officielle lutherske kirke sørgede naturligvis for - ligesom den katolske kirke over for den folkelige Maria-dyrkelse eller den anglikanske kirke over for Wesleys metodister - at få folkeligheden under kontrol ved lidt efter lidt at 'samle den op', men det står der mærkeligt nok ikke meget om hos Carlsen.

Han holder sig til historikeren Hans Wammens stilfærdige konstatering af, at man ikke kommer uden om religionspsykologien. Eller til historikeren Uffe Østergaards ligeså nøgterne konstatering af at grundlaget for de formative organisatoriske processer var befolkningens mobilisering omkring værdier og normer. Carlsen understreger dog at det personlige guds-møde er så markant og udbredt et fænomen at det må tages alvorligt, men han vover sig ikke psykologisk ind på hvori dette guds-møde består. Han tilføjer ligefrem ordene 'eller hvad den religiøse oplevelse ellers er blevet kaldt' - og allerede her vises hans store begrænsning.



Men ubetinget ret har Erik Meier Carlsen i at danskerne i dag er blevet fremmedgjort over for religion, og at der nu ligefrem hersker en "uhellig alliance mellem en moderne antireligiøs og en etnocentrisk kristen, antimuslimsk indstilling' som gør det uhyre vanskeligt at tage udfordringen fra den muslimske side op på en konstruktiv måde. Det går simpelthen ikke længere an at stikke hovedet i busken. For fjenden er iblandt os. Den hedder ikke religion, og den hedder ikke islam, ja end ikke islamismen, for denne er ikke entydig. Men derimod en markant ideologisk, moralistisk og aggressiv islamisme som tiltrækker unge, splittede, men ofte på overfladen velintegrerede muslimer. Som afskrækkende eksempel fortæller Meier Carlsen den fra Muhammed-krisen berygtede Ahmed Akkaris historie - jf. artiklen Akkari og Satans yngel i Danmark.

En sådan aggressiv ideologi har sin parallel i den militante venstrefløj i 70'erne der også flirtede med vold og terror (og i enkelte tilfælde som Baader-Meinhof-gruppen i Tyskland eller Blekingegadebanden her i landet ikke nøjedes med flirten). Denne ideologi havde dybest set religiøse undertoner, da drømmen gjaldt det klasseløse, fuldkomne samfund. Men den moderne islamisme har uden tvivl sin specifikke styrke i at kunne holde sig til en religion som ifølge Meier Carlsen lige fra sin start må betegnes som 'en stærkt politisk ambitiøs religion' med 'en statsopbygger, købmand og general' som ophavsmand og profet.

Den klare politiske ambition slår fortsat stærkt igennem i den udbredte drøm om indførelse af kalifatet eller af shariaen. Men også i den konstaterbare sympati for terrorisme og antivestlig mistillid og kamp som et betydeligt mindretal blandt indvandrerne nærer. Men som Meier Carlsen understreger, så gjorde udåden 11. september 2001 også positionen som en aggressiv, islamistisk kriger både synlig og attraktiv for Vestens muslimske unge på en helt ny - og for deres integration undergravende måde.

Det er virkelig en opgave at tackle udfordringen fra disse radikaliserede unge muslimer og at forebygge radikaliseringen. Men en hovedbetingelse er og bliver efter Meier Carlsens mening at danskerne kommer ud over den religiøse analfabetisme og begynder at forstå det religiøse engagements positive betydning for demokratiseringen. For kun derigennem opstår muligheden for ægte dialog.

Men problemerne er uhyre store, ikke alene fordi visse af de radikaliserede muslimer allerede er kommet uden for pædagogisk rækkevidde og demokratisk debat, men fordi de sekulariserede danskere, og ikke mindst den globaliserede oplysningselite er kommet så langt ud i den antireligiøse grundholdning at også de på deres vis er kommet uden for pædagogisk og demokratisk rækkevidde.



Meier Carlsens anden store fortjeneste er at have fået belyst hele denne katastrofale elitære antireligiøsitet på en så fortrinlig måde, at ingen der læser hans bog med åbenhed og omtanke vil kunne komme uden om at se problemerne i øjnene.

Islamofobien findes unægteligt i Danmark, og den genlyder umiskendeligt i visse ekstreme udladninger som dem Mogens Camre og Louise Frevert med mellemrum fremkommer med - eller som Søren Krarup og Morten Messerschmidt og samme Camre i de seneste dage påny har luftet til Pia Kjærsgaards berettigede irritation (jf. artiklen Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme). Men generelt er danske vælgere ikke fremmedfjendske. De er derimod - som Meier Carlsen påpeger - kritiske over den indvandring og den helt utilstrækkelige integrationsproces som fandt sted fra begyndelsen af firserne og frem til 2001. Og det har de vel at mærke gode grunde til at være, og valget 2001 med den efterfølgende VKO-alliance er altså ikke udtryk for islamofobi. Tværtimod er påstanden herom udtryk for demokratiforagt.

Sagen er at folkets brede lag med Meier Carlsens ord er dybt afhængigt af nære fællesskaber, byggende på fælles værdier. Eller som han siger det: "Det danske velfærdssamfund har opnået sin enestående placering som klodens mest lige samfund, netop fordi vi er et kulturelt homogent samfund". Det bærende er ganske simpelt de meget tætte tillidsstrukturer.

Men her står folket i modsætningen til eliten, først den akademiserede socialdemokratiske elite der desillusionerede partiets kernevælgere omkring EF-folkeafstemningen i 1972 og derfor efterlod dem uden modstandskraft over for Glistrups populistiske agitation i 1973. Siden kom vælgeropgøret 1998 mod den socialdemokratisk-radikale udlændingepolitik, som især det i 1995 stiftede Dansk Folkeparti kritiserede, men som først i 2001 førte til den nye historiske alliance under Anders Fogh Rasmussen. Og endelig har vi via den uundgåelige globalisering fået fremkomsten af en oplysningselite der imod den brede befolknings fornemmelser kører frem med multinationale, multikulturelle og multietniske forestillinger og idealer. Denne akademiske elite har ikke længere nogen bærende forestillinger om nationalstaten som den nødvendige ramme om det nære og tillidsfulde demokrati. - Jf. iøvrigt artiklen Bøss' vægtige forsvar for nationen.



Men demokrati er hverdag og bredde, som Meier Carlsen formulerer det. Demokrati er til stede, når folkestyret gror ind og fylder op i hver enkelte borgers hverdag. Og det er følgelig slet ikke - som de fleste tolkninger udlægger det - et produkt af de erklæringer der formuleres af den demokratiske avantgardes egen selvforståelse.

For Meier Carlsen er det derfor helt afgørende at såvel respekten for denne selvorganisering som respekten for de danske nøgleværdier fastholdes. "Vi skal ikke have en multikultur, men bevare en dominerende kristen kultur der skaber kontinuitet gennem tid og rum og dermed er det levende demokratis allermest basale forudsætning." - Som basale forudsætninger for vort velfungerende demokrati - som to ud af tre danskere grundlæggende erklærer sig meget tilfredse med - er såvel markedsøkonomien som kvindernes frigørelse og ligeberettigelse.

Men ikke mindst det sidste punkt er et massivt problem for integrationen af indvandrerne, for hovedparten af de fremmede kulturer som er kommet til Danmark har en stærk patriarkalsk struktur. Og det er i denne sammenhæng vigtigt at forstå at det moderne danske kønsrollemønster er ganske særligt fremmed for almindelig muslimsk tankegang, fordi de store danske efterkrigsårgange - dem vi under ét kalder 68-generationen eller ligefrem ungdomsoprørerne - er karakteriseret ved at være en ungdom der voksede op uden synlige fædre. Jf. bl.a. Poul Behrendts 'Bissen og dullen' (1979) eller Henrik Jensens 'Det faderløse samfund' (2006). De fik et forkvaklet forhold til al autoritet, ja betragtede al autoritet og al hierarkisk samfundsorden som undertrykkende. Det førte reelt til samfundsmæssig uansvarlighed. Mange følte intet ansvar for samfundet sådan som det faktisk forefandtes.



Det siger næsten sig selv at unge muslimer der er vokset op i patriarkalske familiemønstre bliver usikre over for det moderne velfærdssamfunds normer eller mangel på normer. Den udvikling af en fjerde alliance mellem muslimerne og den danske monokultur som Erik Meier Carlsen foreslår og anser for helt nødvendig hvis yderligere radikalisering af den muslimske ungdom skal undgås forekommer utroligt vanskelig. Mange muslimer bliver vitterligt integrerede og mange af dem har eller får efterhånden også et afslappet forhold til deres egen religion. Et oprør mod det patriarkalske familiemønster er samtidigt på vej blandt de unge muslimske piger. Men Muhammedkrisen har sat sine spor - som også Irak-krigen har gjort - tillige med de skærpede sikkerhedsforanstaltninger mod terror der er gennemført og som allerede har ført til flere retssager. Det kan tilsyneladende slet ikke undgås at en hel del unge muslimer føler sig marginaliserede i det danske samfund.

Den helt aktuelle debat om Asmaa Abdol-Hamids tørklæde er ganske rammende for hele problematikken. Hun er netop blevet opstillet som Enhedslistens folketingskandidat nr. syv og har dermed gode chancer for at komme i Folketinget ved næste valg, da det sagtens kan lade sig gøre at sprænge nummeringen gennem personlige stemmer. Ikke ret mange mennesker, heller ikke på venstrefløjen, vil bryde sig om at se Abdol-Hamid med tørklæde på Folketingets talerstol. Ikke fordi et tørklæde ikke i sig selv kan være klædeligt, vi skal faktisk ikke mange generationer tilbage før det var ganske udbredt her i landet som praktisk hovedbeklædning. Men fordi det båret af en muslim er et religiøst symbol der ikke blot - som fx et Dagmarkors på en kvindes hals er et smykke der afslører den pågældendes bevidsthed om sit historiske tilhørsforhold - men fordi det demonstrativt signalerer tilknytning til en religion med et kvindesyn og kønssyn der er markant anderledes end det danske. Vi har katolske nonner der også gennem hovedbeklædning skilter med deres religiøsitet og fromhed, og det respekterer vi, men vi ser dem heller ikke stille op til politiske valg. En muslimsk kvinde med tørklæde der stiller op til folketingsvalget er en provokation, fordi hun repræsenterer et kvindesyn der strider mod alt hvad vi forstår ved modernitet, ligeberettigelse og demokrati. Og dermed signalerer hun faktisk principiel modstand mod fuld integration.



Om en fjerde alliance efter Meier Carlsens ideer overhovedet vil få en chance afhænger selvfølgelig ikke af en sådan sag alene. Problemet er langt større. Og selvom han fuldstændigt korrekt pointerer at den moderne islamisme er meget forskellig fra den muslimske fundamentalisme som den ellers ofte identificeres med i den offentlige debat, så lykkes det ham ikke at få nuancerne frem. Blandt andet hjælper det ikke at henvise til en undersøgelse som den dansk-amerikanske islam-forsker Jytte Klausen har foretaget og som har fået hende til at opdele den muslimske elite i fire kategorier: De sekulære integrationister (23 %) som ønsker ligebehandling i kraft af adskillelse mellem politik og religion; voluntaristerne eller Euro-muslimerne (34%) der ønsker ligebehandling i kraft af religiøs selvbestemmelse; de antiklerikale (15 %) der er skeptiske over for enhver religion; og de neo-ortodokse (28%) der ønsker at leve som religiøs minoritet ud fra de religiøse love. For netop ud fra Meier Carlsens stærke understregning af folkelighedens betydning, kan man ikke tage bestik af elitens opdeling. End ikke Naser Khaders indstilling rokker meget ved tingene, eftersom han kun repræsenterer et lille mindretal af oplyste muslimer.

Meier Carlsen vil netop ikke have sat spørgsmålstegn ved væsentlige forestillinger omkring grundstrukturen af vort eget demokrati som betingelse for dialog med indvandrerne og går derfor imod EU-standarder for integration. Han foreslår i stedet konkrete tiltag som en samlet organisering af danske muslimer, ja, betegnet det som 'måske ønskeligt' at der dannes egentlige islamistiske partier her i landet. Han går ind for muslimske friskoler og højskoler, blot de holder sig fra opdragelse til voldelig fjendtlighed mod majoritetskulturen. Og han går ind for offentligt finansierede imamuddannelser, og taler - temmelig diffust - om nødvendigheden af at integrere autoritetsudøvelse i moskerne med den demokratiske samfundsmæssige autoritetsudøvelse.

Men samtidigt fastholder han udtrykkeligt den danske monokultur på luthersk-evangelisk basis som ikke blot et grundlovssikret vilkår, men en mulighed for at skabe rammer der kan tilpasse sig aktivt til den markante tilstedværelse af indvandrere med anden kulturet baggrund. "I kraft af de inspirerende traditioner for dansk frisind... burde vi kunne udvikle nye, spændstige former for samfundsopbygning der kan forbinde monokulturen emd subkulturer i en integrationsproces som bliver et levedygtigt netværk og en alliancedannelse med ny livskraft."

Og det lyder smukt, men forekommer fjernt fra de faktiske problemer vi i dag har med såvel de allerede radikaliserede og ikke-integrerede unge muslimer (de kriminelle) som de mere eller mindre rodløse eller splittede muslimer der i hvert fald på overfladen er integrerede, men har idealer fra helt andre kulturer end det danske demokrati og derfor reelt modarbejder integration i den danske monokultur.



Den helt store svaghed i Erik Meier Carlsens sympatiske tanker om den fjerde alliance ligger i selve psykologien. Han gør sig rent faktisk ingen ulejlighed for nærmere at analysere de problemer der knytter sig til det forhold han selv påpeger, at islam fra starten har været en stærkt ambitiøs politisk religion (det vi i andre sammenhænge kalder en ideologi) og derfor adskiller sig markant fra såvel kristendom som buddhisme, der principielt ikke er lovreligioner og derfor principielt ikke har problemer med at holde politik og religion adskilt. Men så vidt jeg kan se har Meier Carlsen end ikke gjort sig tanker om den dybdepsykologiske forskel, selvom denne turde være afgørende.

Miseren bliver ikke bedre af at Meier Carlsen nok tager afstand fra Fogh Rasmussens og andre elitemenneskers ønsker om at holde religion ude af det offentlige rum, og i stedet for understreger det religiøse engagements store og positive sider. For heller ikke her formår han at pege på det dybdepsykologisk afgørende, at det religiøse engagement trækker direkte på de universelle arketypiske forestillinger, mens alt der har med lovreligion og kirkelig organisation og autoritet at gøre har med dogmer, definitioner, teologi og magtaspektet at gøre.

Den sekulariserede kristendom er forlængst kommet ud over sammenblandingen af politik og religion, men på det fortolkningsmæssige plan hænger den stadigt temmeligt urokkeligt fast i dogmatikken, hvad der på den ene side betyder endeløse spidsfindigheder i teologien (herhjemme markant forstærket af Søren Kierkegaard og siden gjort til afgudsdyrkelse i Tidehvervsbevægelsen) og udenfor total analfabetisme hvad angår de universelle arketypiske forestillinger, altså total blindhed og døvhed over for myterne - jf. artiklen Myte, ord og billede.



Ét er at Dansk Folkeparti, der ellers bærer sit navn med rette, kirkepolitisk lader sig helt dominere af to fanatiske, men elitære og fuldstændigt ufolkelige tidehvervspræster - det må partiet jo i sidste ende selv om. Noget helt andet er, at den danske folkekirke som helhed er havnet i en folkeligt og historisk set ganske ligegyldig marginal position, hvor den ikke længere er i stand til at forvalte myterne eller det umiddelbare guds-forhold på en engagerende måde der kan sætte sig spor i folkeliv og kulturliv. Jf. artiklen Kristendommen passé?.

Men på dette felt kommer den gode Erik Meier Carlsen fuldstændigt til kort - og jeg tror jeg véd hvorfor. For jeg har engang haft lejlighed til at spørge ham om hvordan det ligger med buddhismen og dogmerne i sammenligning med kristendommen. Jeg troede nemlig ikke buddhismen havde dogmer, men han svarede gudhjælpemig, at de konkrete og detaljerede anvisninger buddhistiske læremestre bruger når de skal vejlede andre til højere bevidsthed er dogmer: man er nødt til at acceptere dem for at kunne komme videre ad den ønskede vej. - Jeg må indrømme at jeg måbede. For det Meier Carlsen sagde var jo, at praktiske meditationsanvisninger var at sidestille med den art læresætninger som man i den kristne kirke (og i islam og jødedom) anvender for at få magt over sjælene - og som i værste fald gør et magthierarki muligt der ikke lader ideologiske systemers meningstyranni noget efter, og som vitterligt i historiens forløb har medført uhyrlige overgreb som fx inkvisitionen. Meier Carlsens opfattelse svarer til at man gør matematiske læresætninger til dogmer. Men en sådan mangel på sondring kan man kun hildes i hvis man intet kender til dybdepsykologi.

Over for sådanne horrible religionsforestillinger ligger den komplementære helhedsrealismes sunde syn på mytologien som fundamentalt forskellig fra al dogmatisk teologi. Dogmatikken kører udelukkende på sproglige definitioner, logik og systematik og er derfor særdeles velegnet til at skille får fra bukke, tilhængere fra modstandere, gode fra onde. Myterne er af flertydig billedmæssig og før-sproglig art og derfor uegnet til samme formål, men til gengæld særdeles velegnede til at åbne for nye muligheder og stærke fælles oplevelser. Og det er følgelig her - og alene her - at mulighederne for religiøs fornyelse ligger. Kun her findes den mulighed for dynamisk transformation af et engagement og et værdisæt som efter Meier Carlsens egen mening er forudsætningen for demokratiet og som indtil for ganske nylig også altid har været forstået som religion.



Hele denne altafgørende dynamiske transformation af engagement og værdisæt er dybest set den psykiske kraft eller energi der alene kommer fra stærke arketypiske forestillinger og som følgelig er betingelsen for fundamental og varig forandring af samfundet og kulturen. Og den kommer af samme grund aldrig opppe fra, fra magthaverne eller den intellektuelle elite, men altid nedefra, fra folket, folkedybet og det kollektivt ubevidste. Den vil altid blive påvirket, modificeret og justeret af erfaringerne og den sunde fornufts rationale (de sekundære psykiske grundprocesser), men den kan ikke hverken kontrolleres eller monopoliseres af disse.

Derfor er det indlysende, at det bliver en katastrofe for et folk og en kultur, når disse forvandlende energikilder fornægtes eller stoppes til, hvad enten grunden nu er frygt, uvidenhed eller stupiditet. Det er også indlysende at magthavere der ønsker monopol på magten altid vil prøve at kontrollere eller nedkæmpe energien, således som fx det kommunistiske system gjorde over for den gamle ortodokse kirke eller rationalismen over for de uberegnelige vækkelser. Det er mindre indlysende at gamle folkelige partier i Danmark som Venstre og Det radikale Venstre efterhånden fuldstændigt har glemt deres rod i de folkelige, grundtvigske vækkelser - eller i hvert fald har sat dem på museum som fortidslevn man støver af ved jubilæumhøjtideligheder. Men faktum er at disse to partier i dag er nærmest ukendelige i sammenligning med hvad de stod for tilbage i første halvdel af 1900-tallet. Akademikerne har taget over ganske som hos socialdemokraterne. Der findes i dag ingen i disse tre gamle hæderkronede partier som trækker direkte på arven fra Grundtvig. Det folkelige i dybeste betydning er gået fløjten, og blandt andet derfor forstår Anders Fogh Rasmussen ikke de muligheder der ligger i samrbejdet med Dansk Folkeparti - og dette parti forstår, takket være fætrene Krarup og Langballe, heller ikke de muligheder der ligger i folkereligiøsiteten.

Dette gør bevægeligheden og åbenheden hos de politiske partier meget begrænset, og dermed er også muligheden for at bane vej for en ønskværdig folkelig alliance med de indvandrede muslimer effektivt spærret. Men hertil kommer naturligvis muslimernes egne blokeringer.



Meier Carlsen gør opmærksom på de fleste, men falder alligevel for fristelsen til at postulere at selve den demokratiske debat skulle kunne løse op for disse blokeringer. Han finder fx racisme-dommen mod Hizb-ut-Tahrir tvivlsom. Han går reelt uden om faren fra den del af islamismen der udadtil spiller integreret og lovlydig, men indadtil har skjulte dagsordener og - som terrorretssagerne mod dem vitterligt viser - leger med vold og terror. Jeg giver Karen Jespersen og Ralf Pittelkow ubetinget ret i, at vi er naive, hvis vi tror at disse radikale islamister har rent mel i posen og kan vises tillid.

Men problemet hænger også sammen med hele den internationale situation. Det vil nemlig også være naivt at tro, at Danmark kan få succes med en ideel integrationspolitik sålænge der er store internationale modsætninger og kampe mellem muslimske og vestlige fortolkningsfællesskaber. For sålænge disse pågår vil der være muslimer der af i og for sig naturlige grunde føler sig mere knyttede til antivestlige kræfter end til vestlige fællesskaber. Som bekendt har den mere eller mindre fejlslagne Irak-krig foreløbigt kun forstærket radikaliseringen blandt muslimer i hele verden. Der er lang vej til ubetinget respekt for de store og varige grupperinger inden for islam selv. Der er endnu længere vej til en egentlig bevidst sekularisering, der konsekvent adskiller politisk magt fra religiøs magt. Og der er følgelig også lang vej til en demokratisering.

Endeligt hænger problemet dybt sammen med psykologien, dvs med de psykologiske mekanismer der fremkalder og opretholder det ubændige had til anderledes tænkende som præger al ideologisk ekstremisme, men i disse år ganske særligt den radikale islamisme. Det kan siges med sikkerhed at fattigdom, manglende uddannelse og manglende anerkendelse ikke automatisk fører til radikalisering i retning af terrorvirksomhed. Mange terrorister er rige, veluddannelse og anerkendte inden for deres egne rækker. Hadet har naturligvis i det enkelte tilfælde mange delårsager såsom frustration af den ene eller anden art, men generelt hænger det sammen med en manglende bearbejdelse af selve den ulyksalige trang til identifikation mellem et selvhævdende jeg og en entydig ideologi der giver indiskutable svar på alle spørgsmål. Den manglende bearbejdelse af denne utvivlsomt stærke menneskelige identifikationstrang beror i høj grad på miljøets påvirkninger. Forsømmes påvirkningen i anden retning helt eller stimuleres påvirkningen i den gale retning ligefrem aktivt, går det galt. Blandt andet på denne baggrund kan man slet ikke stole på at muslimske friskoler og højskoler eller belæringer i moskerne af autoritære imamer vil have nogensomhelst gavnlig effekt på den sande integration.

Sandheden er, at tendensen til had mod de liberale og sekulære vestlige værdier aldrig fundamentalt vil ændres, medmindre muslimerne begynder at se kritisk på deres egen religions iboende sammenblanding af religion og politik som stammer fra grundlæggeren selv.

Derfor gælder fortsat at det danske monokulturelle velfærdssamfund af selvgroet kristen oprindelse må stå urokkeligt fast som sekulariseret samfund. Det skal tilbyde debat og dialog, men det skal under ingen omstændigheder bøje sig for åbenlys vold eller skjult undergravelse. Og det skal først og fremmest se at komme ud over sin egen religiøse analfabetisme og begynde at forstå religionens udspring af de mytiske kilder.

For det er i disse kilder fornyelsesmulighederne findes.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Erik Meier Carlsen: Den fjerde alliance. Om demokrati og religion i de nye danskeres Danmark. (Gyldendal. 2007).



Fogh Rasmussens position
Oversigt over artikler om Muhammedkrisen
Blekingegadebanden
Akkari og Satans yngel i Danmark
Udåden 11. september 2001

Bøss' vægtige forsvar for nationen
Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?
Myte, ord og billede
Kristendommen passé?



Introduktion til Jernesalts filosofi
Den komplementære helhedsrealisme
Det kollektivt ubevidste



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Afdogmatisering
Artikler om Sekularisering

Artikler om Introduktion til Jernesalts filosofi
Artikler om At læse Jernesalt



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal