Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - lykkeberg

ESSAY FRA JERNESALT - 21.11.08.


Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg

Storkrisen også en kamp om sandhederne
Klassekampen ændrer karakter
Den kulturelle klassekamp
Velfærdssamfundet på godt og ondt
Frigørelsesprojektet ender i ny dominans
Illusioner falder, men livsløgne består
Foghs opgør med socialdemokratismen
Den mondæne kynismes og den somatiske moralismes afveje
Autencitetens eller konsistensens etik?
Erkendelse, sprog og helhedsrealisme
Henvisninger



Storkrisen også en kamp om sandhederne    
Til toppen  Næste

Det er store tider vi lever i.

Den største og glædeligste politiske begivenhed som undertegnede (af årgang 1934) har oplevet gennem alle årene er ubetinget Murens Fald i 1989, for den betød enden på den ulykkelige og alt for langvarige deling af Europa som den totalitære Sovjetkommunisme havde gennemtrumfet kun få år efter de allierede fælles nedkæmpelse af den anden tragiske totalitarisme, Det tredje Riges nazisme. Murens Fald betød at de baltiske og østeuropæiske lande igen fik fri forbindelse med de vestlige demokratier. Men mærkeligt nok var der folk i Vesten der ikke kunne glæde sig, nemlig dem for hvem Murens Fald ikke blot var en fysisk og magtmæssig grænseboms fald, men også psykiske, begrebsmæssige og åndelige afgrænsningers fald.

Sovjetsystemets efterfølgende opløsning betød ikke blot den hjemlige betonkommunismes definitive og velfortjente marginalisering, men også venstrefløjens og navnlig kulturradikalismens undergravning. Nogle af dens tilhængere holdt fortsat fanen højt, men de yngre generationer ser med medynk på de gamle kæmper der blev berøvet deres illusioner og som hverken forstod eller overhovedet ville være ved at de var endt i en dogmatisk tænkning der ikke lod religiøse fundamentalister noget efter i forstokkethed og bagstræb.

I 2001 kom så med VK-regeringen et følgerigtigt 'systemskifte' i dansk politik som stadig gælder. I modsætning til systemskiftet 100 år tidligere var der ikke tale om en ændring af den parlamentariske praksis med hensyn til om en regering må have et folketingsflertal imod sig eller ej, men derimod om et brud med en fastlåst opdeling af partierne efter gamle klassekampsmønstre. Statsministeren erklærede klassekampen for ophævet, og det tog naturligvis ikke alle til efterretning, eftersom der er uenighed om hvad klassekamp egentlig er. Marxistisk set er den de ikke-privilegeredes kamp mod magthaverne og det kapitalistiske system. Men denne kamp er forlængst blevet irrelevant i et moderne samfund der bygger på frihed, demokrati og reguleret markedsøkonomi. De sociale modsætninger består, og de vil fortsat give forskellige politiske grupperinger og målsætninger, men realistisk set anfægter de langt mere fællesskabsfølelsen og sammenhængskraften end selve friheden, demokratiet eller markedsøkonomien. Til gengæld er den kulturelle kamp blomstret op for alvor, for der er uenighed om hvad der er reaktionært og progressivt, og om hvad der er elitært og 'folkeligt'.



Selvsamme år kom det skæbnesvangre terrorangreb på World Trade Centret i New York med den efterfølgende kamp mod terrorismen fra USA's og nogle allieredes side. Den førte dels til krig mod Taliban-styret i Afghanistan, dels til krig mod Saddam Hussein-styret i Irak. Men først og fremmest trak den en ny skillelinje i verden mellem de frihedselskende og sekulariserede demokratier i Vesten og nogle fundamentalistiske og ekstremistiske islamister som hader Vesten og de vestlige værdier som pesten, selvom de i flere tilfælde har nydt personligt godt af Vestens uddannelsessystemer, åbenhed og velfærd. Denne nye skillelinje har gjort alle forhåbninger om fred i Europa og Mellemøsten de første mange år til skamme. Og den vil utvivlsomt kommer til at præge udviklingen i de næste årtier med en bitter kamp for og imod demokrati og sekularisering i de mellemøstlige lande.

Endelig fik vi så for et par måneder siden den store finanskrise i USA og Europa der også betyder en dybere økonomisk krise, en såkaldt recession med lav eller ligefrem negativ økonomisk vækst og stigende arbejdsløshed. Krisen vil præge de vestlige lande såvel som den øvrige verden flere år frem i tiden og utvivlsomt medføre store finansielle, handelsmæssige, klimamæssige, politiske og kulturelle ændringer og opbrud. Ingen kan i dag vide hvad denne omfattende krise vil ende med, men sikkert er at den vil medføre, ja allerede har medført en betydelig selvransagelse på alle de nævnte områder og i alle lande. Krisen er om noget en værdikrise - og derfor er der al mulig grund til at beskæftige sig dyberegående med de kulturelle aspekter af krisen.



Dette er da også hvad redaktionschef på Dagbladet Information Rune Lykkeberg (årgang 1974) har lagt op til med sin bog om 'Kampen om sandhederne' med undertitlen 'om det kulturelle borgerskabs storhed og fald'. På 383 sider bringer forfatteren os udførligt rundt i hele det store felt der hedder kulturradikalismen i Danmark og som er kendetegnet af engagerede og behjertede kunstneres og kulturfolks kamp mod både uligheden og småborgerligheden i landet. Kampen førtes fra starten i alliance med venstrefløjen og efter Anden Verdenskrig navnlig med socialdemokratiet og var i høj grad med til på grundlag af den generelle økonomiske vækst efter krigen at skabe det moderne velfærdssamfund. Men bevægelsens bannerførere måtte med dyb undren konstatere, at velstanden ikke udlignede den sociale ulighed, men tværtimod fik den til at vokse med velstandens egen stigning. Bevægelsen blev desuden på grund af sin åbenlyse foragt for landets bærende sociallag, de såkaldte 'småborgere', i 1965 udsat for sit første angreb fra meningmand, nemlig fra den lagerforvalter Peter Rindal der gav navn til 'rindalismen', og dette kom fuldstændigt bag på spidserne. Senere gik den socialdemokratiske borgmester i Gladsaxe Erhard Jacobsen til kamp mod 'de røde lejesvende' i Danmarks Radio, og i 1973 kom det store og massive vælgeropgør mod de gamle etablerede partier med samme Jacobsens Centrumsdemokraterne og Mogens Glistrups Fremskridtspartiet.

Mere end tyve år senere kom det næste oprør fra 'folket', nemlig da den ambitiøse hjemmehjælper Pia Kjærsgaard definitivt brød med det håbløst parlamentsumulige Fremskridtsparti og dannede sit eget Dansk Folkeparti. Dette parti koncentrerede sig om påpegningen af de store og stigende sociale og kulturelle problemer den alt for voldsomme og ukontrollerede indvandring af muslimer fra ikke-sekulariserede lande medførte. Det nye parti fik allerede i 1998 7,4 % sf stemmerne uden at det dog gav indflydelse, men i 2001 fik det - ikke mindst på grund af den socialdemokratiske formands bagatellisering af udlændingeproblemet - 12 % (og 22 mandater), og det blev og har siden været parlamentarisk grundlag for VK-regeringen med optimal indflydelse på al lovgivning. - Reaktionen fra socialdemokraterne, den øvrige venstrefløj og hele den humanistiske kulturradikalisme var hån og foragt - og et håbløst forsøg på boykot. Om det så var Det radikale Venstre der ellers lige siden sin dannelse i 1905 har været kendt for principiel tilslutning til 'det samarbejdende folkestyre' valgte det boykot af den statsminister der vovede at samarbejde med et parti der repræsentede 12 % af befolkningen.

Hele denne udvikling forsøger Rune Lykkeberg nu at skildre og analysere med henblik på at forstå hvordan det kunne gå til at socialdemokraterne tabte slaget og at både venstrefløjen og de kulturradikale i højere og højere grad blev betragtet som en dominerende og nedladende elite der kun havde hån tilovers for 'folket'.

Lykkebergs mål har været at forsøge at rekonstruere kulturradikalismen som "et system af sandheder der har gjort sig gældende i offentligheden, i kulturlivet og i velfærdsstatens institutioner", men som endte med at falde. Og han gør udtrykkeligt opmærksom på at det særligt har interesseret ham "hvordan det der på et givent tidspunkt tages for givet som indlysende sandheder senere bliver til indbegrebet af alt hvad der er forkasteligt".

Lykkeberg går grundigt og sikkert tilværks, og han får ikke mindst rejst nogle vigtige spørgsmål om de grundlæggende mekanismer i den frugtesløse kamp mod uligheden og irrationalismen i landet, og det fortjener stor opmærksomhed netop i den indeværende krise. Men det skal med det samme slås fast at Lykkeberg efter undertegnedes mening kommer uhjælpeligt til kort i sine forsøg på at trænge til bunds i sagen fordi han ganske enkelt hverken har skaffet sig en psykologisk indsigt der gør det muligt at forstå hvad der foregår i 'folket' eller en biologisk indsigt der gør det muligt at forstå hvorfor ulighed hører med til kulturen.



Klassekampen ændrer karakter    
Til toppen  Næste

Rune Lykkeberg køber ikke Anders Fogh Rasmussens højtidelige erklæring om at klassekampen er forbi, ja, han har i det hele taget ikke meget tilovers for Anders Fogh Rasmussen, som han betegner som en spektakulær statsminister. Som leder er Fogh på den ene side typisk for det kulturskifte i dansk politik, som består i at ville evalueres på troværdighed og selvdisciplin. Han er indbegrebet af den leder der realiserer den selvdisciplin som mange borgere drømmer om men ikke behersker, og han har givet klart mæle til de virksomme fornemmelser af ubehag som de samme borgere føler ved den kulturelle middel- og overklasses holdninger og væremåde. Men hans "programmatiske ambition om at gøre 'den lille mand' til myndig borger og reducere komplekset af uigennemskuelig velfærdsstatslig administration synes ubetinget mislykket"!

Men at klassekampen i hvert fald har ændret karakter bestrider Rune Lykkeberg ikke. Tværtimod betegner han Karl Marx' toklasseteori om en afgørende konflikt mellem besiddere og ikke-besiddere eller mellem udbyttere og udbyttede for grundlæggende problematisk. Samfundets sociale klasser kan ikke reduceres til to, og antagelsen om én specifik modsætning som selve det sociale spils dynamik kan efter Lykkebergs mening ikke opretholdes.

For det første ligger det politiske landskab sådan at de svageste i dag slet ikke er de udbyttede, men dem ingen vil udbytte og som derfor heller ikke har nogen sanktionsmuligheder i en eventuel social kamp. Underklassen kan man kalde den, men den er netop karakteriseret ved i mange vestlige lande at være uden for arbejdsmarkedet. Der kan være en vis medfølelse med den, men en sådan empati er en nedladende form for solidaritet. Kendsgerningen er at der ikke eksisterer nogen 'mobilisering' nedefra. Der er ingen drivende kraft i klassedelingen - og altså ingen klassekamp i traditionel forstand.

For det andet forholder det sig sådan med sproget, at det nu engang er parterne i den politiske og sociale kamp der definerer deres modstandere, og hvis udpegningen af en klassemodstander fungerer overbevisende vil den også kunne mobilisere til en klassekamp, men ellers ikke. Og forudsætningen for at en definition kan virke mobiliserende er ifølge Lykkeberg at den træffer hverdagslige fornemmelser af dominans i den sociale verden. Den politiske kamp bliver altså i denne optik til en definitionskamp.



Dette betyder ikke, understreger Lykkeberg, at den sociale virkelighed er en ren og skær mental konstruktion, men det betyder at klasseforholdene ikke bestemmes udelukkende af hvad sociologerne kalder den økonomiske 'kapital', men også af den kulturelle 'kapital', kapital her forstået som ressourcer i videste forstand. Og den kulturelle 'kapital' kan ifølge sociologen Pierre Bourdieu netop ikke reduceres til økonomiske ressourcer (hvilket faktisk gør selve udtrykket 'kapital' vildledende i denne sammenhæng!).

Bourdieu opererer tilsvarende med to overklasser i det moderne samfund: en økonomisk og en kulturel, og den kulturelle overklasse består af professorer, samfundsforskere, kulturproducenter, intellektuelle og mange af dem der er med til at dominere de offentlige forestillinger om rigtigt og forkert, skønt og grimt, sandt og falsk, med andre ord alle dem Anders Fogh Rasmussens under ét har kaldt 'smagsdommerne'

Men så er vi lige præcis derhenne hvor det bliver forståeligt at Anders Fogh Rasmussen har haft held til "at beskrive den kulturelle overklasse så overbevisende at vælgerne fra de laveste sociale klasser stemte borgerligt", som Lykkeberg skriver. Denne forstår det ganske vist ikke selv, men kalder det et paradoks. Ordet overklasse blev jo ikke brugt, men derimod udtryk som 'eliten', 'meningstyranni' og 'ekspertvælde' og modsætningen mellem 'folket' og 'eliten'. Sådanne udtryk og modsætninger er imidlertid for Lykkeberg simple metaforer, dvs billedlige udtryk, men han forstår tilsyneladende slet ikke at når sådanne udtryk overhovedet kan virke mobiliserende på vælgerne, så er der tale om at de ikke er rent æstetiske eller overfladiske sproglige udtryk, men tværtimod i de rette sammenhænge kan blive særdeles energiudløsende og derfor mobiliserende.

Dette hænger naturligvis sammen med at der er forskellige lag i psyken (det vender vi tilbage til), og at klassekampen fuldstændigt har ændret karakter i det moderne vestlige samfund. De laveste sociale klasser, om man vil 'underklassen', og de lidt højere klasser, 'middelklassen', ser sig slet ikke primært modstillet den økonomiske overklasse - de rigeste - men modstillet en kulturel elite, som ikke alene er højtlønnet, men som først og fremmest er blevet mere og mere dominerende og nedladende.

Socialisten Jørgen S. Dich påpegede allerede i 1974, at 'den herskende klasse' ikke længere var de fæle kapitalister, men klassen af professionelle samfundsforvaltere og pædagoger, der havde udviklet deres egen formynderideologi og så at sige gjort socialhjælpen til et kulturfænomen. Denne klasse blev i de følgende år selv til en behersket klasse, nemlig da økonomer og jurister, djøf'erne, tog over. Og det var dette Fogh Rasmussen kunne spille på. Men det hører med til billedet at arbejderklassen og venstrefløjen aldrig fik øje på komikken. Tværtimod fokuserede de begge på lønmodtagernes klasseforræderi. Flertallet af lønmodtagerne var ikke længere arbejdere, men funktionærer, og det betød en ændring af deres bevidsthed fra arbejderbevidsthed til lønmodtagerbevidsthed med hvad deraf følger af ringere og ringere tilknytning til de gamle klassepartier og deres sproglige normer. En historiker som Søren Mørch definerer ligefrem lønmodtageren som en arbejder der ikke har klassebevidsthed - og dermed er i grunden sagt det centrale om klassekampen: den er ophørt, fordi klassebevidstheden har haft sin tid.

Faktum er at den politiske kamp fundamentalt har ændret karakter i og med at klassekampen har ændret karakter. Lykkeberg mener ganske vist at man fortrænger et element af klassekamp når man fortrænger selve betegnelsen klassesamfund. Men det er jo kun fordi han ikke rigtigt vil slippe det historisk betingede klassekampsbegreb, selvom han reelt fører fokuseringen over på de meget mere komplekse sociale og kulturelle relationer og tilslutter sig forskeren Gitte Sommer Harrits' konklusion om at 'kulturel kapital' i dag er den væsentligste kilde til politisk kapital, nemlig i højere grad den der dominerer den demokratiske udvikling.



Den kulturelle klassekamp    
Til toppen  Næste

Det var 1920'ernes og 30'ernes kulturradikalisme der kom til at tegne den kulturelle klassekamp i kapitalismens nye fase mellem 1. og 2. verdenskrig. Men selve betegnelsen 'kulturradikalisme' blev først lanceret i en kronik af Elias Bredsdroff så sent som i 1955, og her blev den defineret som "en tankegang der bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med social samvittighed". Den er desuden "et åndeliget kætteri som afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klichéerne, en åndelig åbenhed der ikke nøjes med at se på etiketterne, men tager et uhildet standpunkt til realiteterne bag dem." - Kulturradikalismen var en fortsættelse af den danske kulturkamp i 1870'erne omkring Viggo Hørup og brødrene Edvard og Georg Brandes og deres antiautoritære og antiklerikale kamp for den frie tanke der igen byggede på det progressive borgerskabs frihedsidéer af 1789 og 1848.

Kulturradikalismens bannerførere i mellemkrigsårene var folk som Poul Henningsen og Otto Gelsted som i årene 1926-28 udgav tidsskriftet 'Kritisk revy' og senere - med direkte front mod nazismen - tidsskriftet 'Kulturkampen' (1935-39). Bevægelsen var i høj grad inspireret af såvel den materialistiske historieopfattelse som den freudianske psykoanalyse. Dette betød på den ene side at den ikke blot var vendt mod kapitalismen og borgerskabet, men allierede sig med kommunismen og folkefrontsbevægelsen mod såvel fascismen som den socialdemokratiske reformisme. Og på den anden side at den stod for kamp mod den snævre kristeligt-borgerlige seksualmoral, for seksuel frigørelse og en ny antiautoritær pædagogik.

Alliancen med den sovjettro kommunisme (leninismen og stalinismen) indebar et skisma mellem kulturradikalismen og socialdemokratiet som først blev overvundet efter krigen. Men alliancen kompromitterede flere intellektuelle som Poul Henningen og Kjeld Abell som undertrykte eller tav om deres kritiske syn på udviklingen i Sovjetunionen og sovjetledernes reelle undertrykkelse af befolkningen og den frie tanke.

Kampen for seksuel frigørelse blev derimod central og førte faktisk til en frigørelsesproces der dog ligesom den pædagogiske nytænkning først for alvor slog igennem efter krigen.



Men som Rune Lykkeberg påpeger så blev kulturradikalismen i vid udstrækning ført som en kamp for kunstnerisk frihed og frigørelse, og på dette punkt havde den ikke heldet med sig. Der var folk i Socialdemokratiet som Hartvig Frisch og Julius Bomholt der var åbne for tankerne, men partiformand og statsminister Thorvald Stauning lod dem ligge, da han formulerede partiprogrammet 'Danmark for Folket' i 1939. Og dette var det første varsel om en fundamental sondring mellem en folkelig forståelse af kulturen og en elitær.

Lykkeberg gør ikke meget ud af sagen, med det bør allerede her nævnes, at de progressive arkitekter omkring Poul Henningsen trods mange gode intentioner aldrig fik magt i samfundet som de havde agt blandt de kulturradikale. De forfulgte konsekvent og provokerende deres målsætninger og fik vitterligt bygget en del funktionalistiske bygninger som den dag i dag står som fine udtryk for datidens modernisme, men som Pernille Stensgaard påpeger i bogen 'København i en jazztid' (2008) så var disse socialistiske og kommunistiske samfundsingeniører fra Kritisk Revy i virkeligheden patriarkalske og formynderiske og hårde i filten. Jf. artiklen Funkis, frisind og fortrængning.

PH sagde ligeud: "Folk må læres op til at spørge: Kan tingen bruges efter sin hensigt, er den praktisk, af varigt og godt materiale - før de spørger om den er smuk". Han plæderede for at man via pædagogisk oplysningsarbejde "må nedrive al den æstetiske affektion i befolkningen som en række kunstnere og kunstfirmaer gennem 25 år systematisk har bygget op". Disse arkitekter sammenkoblede simpelthen arkitektur og møbler med moral og menneskelige karaktertræk. Allerede i 1927 fastslog Edvard Heiberg således: "Hvis de ting der omgiver os i vort hjem er klare og logiske, vil de igen være med til at danne en virkelig moderne kultur i stedet for den nuværende bastardkultur. Det vil igen sige mere helstøbte mennesker". De havde med andre ord travlt, disse herrer som Pernille Stensgaard ironisk konstaterer, nemlig travlt på andres vegne. Og det er egentlig i en nøddeskal den væsentligste kritik man kan rette mod dem. Unægteligt var de kreative og kritiske og fik gjort op med mange fordomme. Men de hørte også til den kategori af menneskeheden historikeren Paul Johnson kalder 'samfundsherserne' og som red udviklingen som en mare i første halvdel af 1900-tallet.



Rune Lykkeberg gør meget rigtigt opmærksom på at der i 1930'erne fandtes en social samfundskritik ved siden af en kunstnerisk, og at den sociale kritik havde marxistiske, socialdemokratiske og kristne kilder, mens den kunstneriske først og fremmest trak på modernistiske og æstetiske erfaringer. Men det karakteristiske var at begge holdninger rettede skytses mod småborgeren, og at den så den småborgerlige mentalitet som forudsætningen for nazismen.

Den sociale kritik kom således til at gå hånd i hånd med den kunstneriske kritik, hvad der igen betød at det lige til den dag i dag blev en selvfølge blandt venstreorienterede intellektuelle at se den kunstneriske kritik som solidarisk med den sociale kritik. Man var totalt blinde for at den lavere middelklasse - de foragtede småborgere - så helt anderledes på sagen.

De kulturradikale satte det progressive og tidssvarende over for det reaktionære og bagudrettede, og den modstilling blev simpelthen standard for generationer af akademikere, ikke mindst inden for litteraturkritikken, og dermed også en del af foragten for massekulturen og pop'en.

Småborgerskabet blev betragtet som tilfredse og bevidstløse personer - og dette erkendte socialdemokrater som Hans Hedtoft, K.B. Andersen og Julius Bomholt som et problem. Der var bare det ved det, understreger Rune Lykkeberg, at den økonomiske frigørelseskamp, som socialdemokratiet primært havde haft som målsætning, "talte direkte til lønmodtagernes fornemmelse for retfærdighed, mens den kulturelle frigørelseskamp risikerede at tale ned til dem den egentlig skulle rejse". Dette indebar igen, at det blev et stort problem for partiet, at der var modsætning mellem akademikere og arbejdere i partiets egne rækker. Småborgeren blev ikke betragtet som en samfundsstøtte, men som en snylter på fællesskabet. Og dette blev tydeligt da først velfærdssamfundet blev en realitet i 1950'erne og 1960'erne som følge af den økonomiske vækst.



Velfærdssamfundet på godt og ondt    
Til toppen  Næste

Velfærdssamfundet i Europa er - som det ofte er påpeget på Jernesalt - ikke et socialdemokratisk projekt, men et alment projekt der hænger nøje sammen med den liberalisme og markedsøkonomi som sikrede den økonomiske vækst. Prototypen for velfærdssamfundet var ikke det danske, men det tyske, skabt af det store borgerlige parti Kristdemokraterne (CDU og CSU) med kansler Konrad Adenauer og økonomiminister Ludwig Erhard i spidsen. Det var sidstnævnte der havde æren for det tyske Wirtschaftswunder, hvis målsætning han selv i 1956/57 definerede som 'Wohlstand für alle'. Selve ordet 'velfærdsstat' er også først lanceret på tysk, nemlig så tidligt som i 1879 i forbindelse med Bismarcks sociale reformer!

Herhjemme blev velfærdssamfundet bygget op i kraft af den internationale højkonjunktur fra midten af 1950'erne, som H.C. Hansens berømte 'Trekantsregering' mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet 1957-60 blev den første danske regering der nød godt af. Socialdemokratiet ledede de følgende mindretalsregeringer frem til 1968, idet Viggo Kampmann efterfulgte H.C. Hansen som statsminister efter dennes død i 1960, og J.O. Krag overtog posten i 1962, da Kampmanns helbred tvang ham til at give op. Men det var Kampmann der i 1960 oprettede Kulturministeriet og gjorde Julius Bomholt til landets første kulturminister. I 1961 overførtes Statens Kunstfond til kulturministeriet, og i 1964 fik fonden udvidet sine beføjelser og bevillinger betydeligt. Forfatteren Villy Sørensen blev formanden for fonden i 1965 og dermed skabtes ifølge Hans Hertel den definitive alliance mellem Socialdemokratiet og kulturradikalismen. Rune Lykkeberg skriver, at den kulturelle middel- og overklasse hermed blev anerkendt af Socialdemokratiet, og at kulturradikalismen blev velfærdsstatens kultursyn. Men dermed mistede de kulturradikale intellektuelle deres uskyld, for den kulturradikale smag gik hen og blev den gode smag, den herskende smag.



Reaktionen kom allerede i 1965, og det på ganske overraskende måde.

En hidtil fuldstændig ukendt lagerforvalter i Kolding ved navn Peter Rindal indledte som allerede nævnt en offentlig protestaktion mod kulturstøtten fra Statens Kunstfond til forfattere og kunstnere. Protesten var ikke en protest mod kunsten som sådan, men blev formuleret som en protest mod brugen af skatteydernes penge til kunst som folk ikke forstod. Og protesten kom - som Lykkeberg understreger - vitterligt bag på den kulturelle overklasse.

Men overklassens reaktion blev fatal. For den var en blank afvisning under samlebetegnelsen kulturfascisme. Rindalismen blev - med Lykkebergs ord - af hele den kulturelle overklasse set som kulturfascismens kamp mod det absolut gode, kulturen som sådan, ja konflikten blev fraskrevet enhver berettigelse og modstanden mod den forfaldt til moralisme. Ligesom Jesper Jensen i 'Gris på Gaflen' (1962) havde latterliggjort massekulturen og udtrykt foragt for underholdning, så blev Rindal nu hånet fordi han havde et skilderi med en brølende kronhjort hængende over sin sofa. Denne brølende kronhjort blev selve ikonet for den absolut dårlige smag.

Rindalismen gav med Lykkebergs ord anledning til at formulere den politiske og sociale konflikt på en ganske bestemt måde: befolkningen følte ikke at de stod over for den økonomiske overklasse, men over for den kulturelle overklasse af smagsdiktatorer, kulturaristokrater og bedrevidende elite. Og det var typisk for de kulturradikale og modernisterne, at de overhovedet ikke selv opdagede at det var dem selv der var de dominerende. Samme blindhed ramte ifølge Lykkeberg de humanstister der underviste på universiteterne. Det faldt eksempelvis ikke litteraturforskeren Johan Fjord Jensen ind at han selv var dominerende på et universitet hvis autoritet var sanktioneret af staten.

Ja, positionen som toneangivende, intellektuel kritik blev i 70'erne overtaget af den såkaldte universitetsmarxisme eller munkemarxisme, hvis systematiske ideologikritik bestemte H.C. Andersen som en reaktionær borgerlig forfatter, og hvis kapitallogik - ledet af Hans-Jørgen Schanz - ikke anerkendte at kulturen var selvstændig i forhold til økonomien eller kunne have nogetsomhelst frigørende potentiale.



Det hører med til billedet, selvom Rune Lykkeberg af en eller anden grund går helt uden om det, at den socialdemokratiske opfattelse af velfærdsstaten og dens fortræffelighed var nøje bundet op på den forestilling at kultur så at sige var en følge af velstand og ikke en integreret del af velfærden eller samfundslivet generelt.

Daværende chefredaktør for Aktuelt og senere økonomiminister Ivar Nørgaard skrev i 1962 et 'Forsvar for velfærdsstaten', hvor han naturligvis går ind for en rimelig fordeling af de materielle goder og en ordentlig varetagelse af folks sociale tryghed, men hvori han om kulturen ordret skriver disse ord: "Når velfærdsstaten har afskaffet frygten for materiel nød og har sikret fordelingen af en højere velstand til alle, bliver der flere kræfter og mere tid til åndelig aktivitet og kulturelle sysler."

Jeg har ved en tidligere lejlighed gjort opmærksom på at sådan formulering ikke er meget bedre end den den ryggesløse Macheath kommer med i Bert Brechts 'Dreigroschenoper': Erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral. Og det er jo netop en rystende løgn! Hverken moralen eller kunsten kommer efter fortæringen af de nødvendige mad- og drikkevarer, men er samtidige med dem. Og det har de været så længe der har været kultur på jordkloden.

Ganske vist påstår den materialistiske filosofi at kulturen er en overbygning på den økonomiske basis, og ganske vist påstod grundlæggeren af den humanistiske psykologi Abraham Maslow i 1954 at de menneskelige behov kan opstilles i en pyramide, der sætter de fysiologiske behov først, efterfulgt i nævnte rækkefølge af de følelsesmæssige og sikkerhedsmæssige og de sociale behov, hvorefter følger behov for selvrespekt og anerkendelse samt som det femte og sidste led behov for selvaktualisering og selvrealisering. Men begge dele er lodret forkerte. Ethvert spædbarn har brug for at få dækket samtlige behov fra første færd. Når det lægges til moderens varme bryst og får både føde, kærtegn og kærlige ord, får det dækket samtlige eksistentielle behov på én og samme gang - og spædbarnet er endda på grund af sin bundethed til de primære psykiske processer ude af stand til at skelne mellem gaverne. Og på samme måde med samfundslivet i de oprindelige kulturer. Alle de menneskelige behov har været dækket ind ved enhver form for menneskelig aktivitet der har tjent til livets opretholdelse. Det er moderne mennesker der til analysebrug laver teoretiske sondringer mellem gaverne og er begyndt at specialisere aktiviteterne.

Derfor kan det siges med sikkerhed, at en kulturpolitik der sætter kultur lig med finkultur og ringeagter almuens og småborgerskabets helt normale og almindelige former for kultur er galt afmarcheret og reelt dømt til en nedladende overklassestatus som almindelige mennesker nødvendigvis må opfatte som elitær og reagere imod.



Det er i denne forbindelse værd at huske hvad en fornuftig og særdeles velanskreven mand som børnelæge Svend Heinild gjorde gældende, nemlig at kultur simpelthen er den måde vi behandler børn på. Det er selvfølgelig en ensidig betragtning der undergraver komplementariteten mellem den transcenderende kultur og den betryggende og bekræftende immanente kultur. Men pointen er den helt centrale, at finkulturen ikke hjælper det ringeste hvis det helt elementære mangler. Og alle de maslowske behov er elementære når det gælder børn og behandlingen af børn.

Af denne grund er der absolut intet ondt eller underlødigt i almuens eller småborgernes kultur og intet ondt eller underlødigt i såkaldt dårlig smag, underholdning eller massekultur. Bevares, den er ikke grænsesprængende eller progressiv og modernistisk, men den er betryggende og bekræftende - og derfor til dagligt helt uundværlig for flertallet af mennesker. Derfor havde Rindal en brølende kronhjort over sofaen. Derfor har folk potteplanter i stuerne og blomsterkummer i forhaverne. Derfor læser de ugeblade og triviallitteratur, og derfor ser de på tv fodboldkampe, Dallas- og andre underholdningserier. Derfor fester de med lejlighedssange og 'Vi sejler op ad åen'. Og derfor betyder det sociale samvær mindst lige så meget som fagene på landets aftenskoler. Intet af alt dette udelukker finkultur, smalle film og bøger, modernistisk kultur eller dybt seriøse studier for de særligt interesserede. Men for flertallet er det fundamentet for familielivet, hverdagslivet og dermed samfundslivet. - Og flertallet af børnene har det udmærket under disse vilkår.



Et af de mange sjove eksempler på den stadigt udbredte elitære foragt for småborgeren er de hattedame-fornemmelser beboerne på Gentofte-Holte-kanten har i forhold til beboerne i deciderede 'sovebyer' på Vestegnen. Herom kunne journalisten på Weekendavisen Pernille Steengaard fortælle på et debatmøde om Hvidovre som kulturarvsby. Her skildrede hun veloplagt de fine og rige Hellerup-Gentofte-Holte-Hørsholm-beboeres store foragt for de stakkels mennesker der bor i forstadskommuner som Hvidovre, Rødovre og Brøndby. Eliten anser i enhver henseende den jævne befolkning med almindelige indtægter og små huse eller lejligheder som foragtelige småborgere der er tilbøjelige til at ende som ligusterfascister. De er tvunget til at skærme sig mod nysgerrige naboer ved at lave store hække og hegn om deres små grunde.

Et vist oprør er måske på vej, fordi flere i forstadskommunerne kommer op i en højere indkomstklasse, men afgørende turde være, at jævne mennesker med jævne indtægter trives udmærket på deres små territorier hvor de kan passe deres hobbies, haver, hunde og biler. Karakteristisk for bebyggelserne i disse kommuner er, at husene hele tiden ændres med ombygninger og tilbygninger, så stilforvirringen bliver større og større for hvert år - hvis man overhovedet kan tale om stil på den slags bygninger.



Den der skriver disse linjer har i det hele taget utallige gange gennem årene oplevet jævne mennesker i almindelige familier fra brede sociale lag - fra arbejdsmænd og husmænd til skolelærere, købmænd og funktionærer - som har fundet sig fint tilrette med deres livsvilkår og fundet både 'melodien' og 'meningen' med det hele. Derfor kan jeg slet ikke acceptere den elitære ringeagt over for folket eller dens uforståenhed over for den folkelige reaktion på ringeagten. Tværtimod finder jeg det ejendommeligt at Rune Lykkeberg nok finder nedladenheden afslørende for eliten og uklog for dens strategi, men tilsyneladende er ude af stand til at få øje på at det folkelige har sin fornuftige grund i noget der stikker langt dybere end rationaliteten.

Jeg kunne forestille mig at Lykkeberg forledes til fejlslutninger ud fra det udvalg af skønlitteratur og film som han benytter gennem hele bogen til belysning af de problemstillinger af social og eksistentiel art han analyserer. Udvalget omfatter værker af navne som Kjell Abell, Knud Sønderby, Hans Scherfig, Tage Schou-Hansen, Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen, Henrik Stangerup, Hans-Jørgen Nielsen, Vita Andersen, Kristian Ditlev Jensen, Bent Vinn Nielsen, Thomas Boberg, Jørgen Leth, Christian Jungersen, Jan Sonnergaard og Kirsten Hammann, og det er i og for sig spændende nok ligesom referaterne og behandlingen af stoffet er upåklagelige, men det er tendentiøst lige præcis i den retning af det primært belyser intellektuelle menneskers problemer med omstilling til byliv og møde med den kulturelle overklasse eller den i forvejen kulturelt indstillede overklasseungdoms oprør mod forældrenes normer og traditionel seksualmoral.

Derimod er der ingen eksempler overhovedet på almindelige mennesker der lever en stille og almindelig tilværelse uden oprør eller politisk engagement. Dette er der selvfølgelig den gode grund til at disse menneskers liv ikke er så dramatisk eller konfliktfyldt at det er egnet til litterær behandling, men det giver rent faktisk en skævhed som gør det umuligt for Lykkeberg at sætte sig ind i en sund folkelig forankring der ikke behøver ord eller begrundelse for sin berettigelse. Disse søges jo først den dag en krise opstår og et oprør eventuelt bliver nødvendigt. - To film bruges af Lykkeberg til belysning af hans tematik, og da de er behandlet på Jernesalts sider skal de lige nævnes med henvisning. Det drejer sig om Per Flys 'Drabet' om den venstreintellektuelle gymnasielærer Carsten, som tiden løber fra, og Lars von Triers 'Direktøren for det hele' om kynisk management.

En anden uheldig bivirkning af de udvalgte værker er at disse heller ikke får frem at meningmand aldeles ikke generelt føler sig synderligt generet af den kulturelle middelklasses og overklasses nedladenhed og foragt. For menigmand er altså udstyret med noget så fantastisk som humor: de kan grine af de fines naragtigheder og attituder - og de gør det. Skulle Lykkeberg være i tvivl herom, kan han jo blot læse nogle af bladenes vittighedstegninger eller se landets revyer. Der bliver alle steder gjort tykt nar af overklassens opblæsthed, vaner og normer. - Det er selvfølgeligt ubestrideligt at nogle mennesker lider under de stores foragt, men det store flertal af befolkningen kan sagtens gennemskue den og lade den ligge som det den er: udtryk for at nogle sociale lag lever i en anden virkelighed end almindelige mennesker!



Frigørelsesprojektet endte i ny dominans    
Til toppen  Næste

Men Rune Lykkeberg lægger i hvert fald ikke skjul på at hele det kulturradikale frigørelsesprojekt er bygget på den særlige antropologi at mennesket kan formes nærmest helt vilkårligt efter teoretikernes forgodtbefindende og at de brede masser skal vækkes til politisk kamp og kunstnerisk frihed. Og begge dele er uholdbare - og fører næsten automatisk til foragt for dem der skal formes og vækkes, men ikke selv vil det.

Lykkeberg registrerer at Hans Kirk allerede i 1928 ønskede Danmark afkristnet. Han mente i overensstemmelse med 'historicismen' (virkeligheden er en vilkårlig historisk konstruktion) at det kunne lade sig gøre at udrydde kristendommen i Danmark. Det krævede blot en seksuel frigørelse, idet den traditionelle kønsmoral for Kirk stod som kristendommens kerne. Det lykkedes i vid udstrækning de næste 40-50 år at sikre den seksuelle frigørelse, men kristendommen blev ved at bestå. Den kan ikke uden videre reduceres til snæver seksualmoral.

Lykkeberg påpeger også at hele det 'system af sandheder' som kulturradikalismen efterhånden kom til at udgøre, dybest set er funderet i den nævnte specifikke historiefilosofi 'historicismen' som antager at alt hvad der er væsentlig og godt i mennesket står til historisk forandring. Ikke alene skyld og skam, men ondskab og undertrykkelse udlægges i vidt omfang som fænomener der kan udryddes. Opfattelsen bliver derfor en optimistisk antropologi: Det gælder om at frigøre mennesket, for det frigjorte menneske er det gode menneske.

Men som Lykkeberg også påpeger, så lykkedes det ikke det store frigørelsesprojekt at udrydde skylden og skammen. Han skriver ligefrem at den seksuelle frigørelses korte historie i det 20. årh. blandt andet også viser at magtudøvelsen ikke forsvinder selvom forbudene ophæves.

Der kan derimod generelt ske det, at "et implicit hierarki ekspliciteres", hvilket på almindeligt dansk vil sige at en underforstået eller skjult og uudtalt hierarkisk orden nu kan udtrykkes så åbent, at de dominerende ikke engang behøver bruge argumenter til at legitimere deres dominans. Ja, værre endnu. Historicismen og den kulturelle overklasses monopol på at bestemme den legitime smag gjorde den ifølge Lykkeberg immun over for indvendinger.



Hele diskussionen om dominans mangler imidlertid en forståelse af at dominans i samfundet er uundgåeligt af den simple grund af den er biologisk betinget. Det kan man bl.a. læse om hos Konrad Lorenz. Der er dominans alle steder i dyreriget, og ikke mindst hos de højere arter. Dominansen tjener vel at mærke ikke blot den naturlige selektions mål - i så fald kunne det jo overvejes at bekæmpe eller forebygge den, hvis man absolut vil selektionen til livs og tror på utopier. Men den tjener skam også i vid udstrækning en ordenens og fredens opretholdelse - og er i denne henseende til gavn for flertallet af artens enkeltindivider.

Jeg skal ikke gå nærmere ind på det her, men blot understrege, at det er en total vildfarelse fra socialistiske eller rent humanistiske ligemageres side at tro at flertallet af mennesker ikke har ganske let ved at acceptere hierarkisk orden i deres liv. Dels er det faktisk en psykologisk betingelse for modenhed at man kan acceptere subordination i menneskelige relationer, dvs underordning i forhold til ledere. En underordning bliver først et problem, hvis lederen svigter eller er inkompetent og ikke sin opgave voksen. Dels - og navnlig - er langt de fleste mennesker mest trygge ved forudsigelig orden i de relationer de indgår i. Ikke ret mange mennesker er anarkister når det kommer til stykket - i hvert fald ikke ud over de første ungdomsår. De fleste foretrækker orden i de klubber, foreninger, partier og andre organisationer de er medlemmer af. Og de foretrækker fremfor alt en grundlæggende civil orden i samfundet - altså en rimelig og stabil orden der går ud over den militære eller rent magtmæssige orden som råder i enevælde og diktatur.

Det er simpelthen utopi at tro at dominans kan fjernes fra det menneskelige samfund - og det er derfor ikke spor mærkeligt at netop utopister der sætter sig for at afskaffe dominans sjældent eller aldrig opdager at de selv er blevet dominante!



PH talte konsekvent om at mennesket skulle befris fra dets klasse, tradition og vaneforestillinger samt tarvelige tilbøjeligheder til underholdning, snobberi, selvforkælelser og forbrug.... Men Lykkeberg gør opmærksom på at denne holdning er baseret på en romantisk individualisme, dvs en opfattelse af individet som centralt og samtidig som kunstnerisk begavet og grænsesprængende. PH havde en kolossal tillid til den menneskelige natur, hedder det, men hans kritik gjaldt det moderne 'mekaniske' verdensbillede, der sætter fremskridt lig med mere teknologi og massekultur. Fremskridt for PH var frigørelsen af det naturlige menneske, dvs det legende menneske.

Problemet i en sådan filosofi er at den ikke tager hensyn til at alle mennesker nok fra fødslen er legende mennesker og nok for både deres egen og omgivelsernes skyld burde vedblive at være legende hele livet, men at det er de færreste der kan leve af det. De fleste må tjene til det daglige brød ved arbejde, som ganske vist ikke længere er så hårdt og svedigt som i gamle dage, men dog ret bundet og ganske forskelligt fra leg. Løsningen hedder derfor komplementaritet: at den enkelte sørger for både at passe sit arbejde - og gerne gøre det mest muligt kreativt - og at bevare sig selv som åbent og legende menneske.

Men foragt for dem der ikke lever op til den frie kunstners - 'geniets' - livsudfoldelse og livsstil tjener intet formål. Kunstnerne dumper uvægerligt i, så snart de isolerer sig fra almindelige mennesker og trækker sig tilbage til deres elfenbenstårne, akademier, atelierer, gallerier, drage- og paraglidingsbaner, surfingbrædder, golfbaner, loger og kliker, hvor de kan skabe og lege fri - og iøvrigt te sig som de vil.

Det er i denne henseende ganske afslørende for kultureliten at de første 12 medlemmer af Det Danske Akademi straks efter dets oprettelse i 1960 iførte sig særlige veste til møderne på den aristokratiske Karen Blixens Rungstedlund. Fint skulle det være, for man skulle nødigt forveksles med folket - endsige pøbelen. Men latterligt var det.



Det underlige - som Lykkeberg gang på gang fremhæver - er at de dominerende aldrig selv bliver klar over deres dominans, men til gengæld vidt og bredt tordner med den højlydte forargelses skarpe lyn mod de almindelige mennesker der tillader sig at holde på deres og at skelne mellem dem der opretholder fællesskabet og dem der truer det. Venstrefløjens og kulturradikalismens forargelse over de jævne danskere der helt naturligt skelner mellem rigtige danskere og indvandrere af forskellige art kender ingen grænser. Den er yderst primitiv - og fyldt med skældsord som 'racister' eller 'populister'. Selv en socialdemokrat som Poul Nyrup Rasmussen der dog ellers i 25 år havde måttet leve med at først Fremskridtspartiet og siden Dansk Folkeparti var løbet med en betragtelig del af hans eget partis almindelige vælgere, tyede til brug af en moralistisk glose som 'ikke stueren' da han skulle karakterisere Pia Kjærsgaards parti fra Folketingets talerstol. Tilsvarende skete fra socialdemokratisk side i det østrigske parlament og i EU-parlamentet.

Derfor er det velgørende at Lykkeberg citerer sociologen Henrik Dahls klare udsagn fra 2005: "Skønt mange mennesker mærker indvandringens problem på deres egen krop, kan de alligevel i Politiken og Information læse at der ikke er nogen problemer, og at det kun er moralsk anløbne mennesker der kan komme på den tanke at indvandring er et problem....."

I Det radikale Venstre er afskyen for den folkelige frygt for og modstand mod indvandrere der ikke vil tilpasse sig danske normer og værdier også udtalt. Her har man nærmest taget patent på humanistisk idealisme og vil i strid med partiets eget udgangspunkt ikke acceptere nogensomhelst folkelig forankrig. 'Humanisme' er stille og roligt gået hen og blevet synonymt med en menneskelighed der abstraherer fra samfundet som individets uundværlige forudsætning og som altså bestrider den grundlæggende komplementaritet mellem individ og samfund.



Generelt vil den kulturradikale venstrefløj ikke acceptere det psykologisk helt naturlige skel mellem 'dem og os' som alle grupperinger er kendetegnet af, af den simple grund at identitet - både personligt og kollektivt - beror på adskillelse fra andre. Dette betyder ikke nødvendigvis kamp mod andre, endsige udelukkelse af andre, men det betyder en klar bevidsthed om anderledesheden hos de andre, og denne kan bruges såvel negativt til udelukkelse af de andre som positivt til respekt for de andre. Respekt i ordets dybeste forstand forudsætter faktisk at man erkender den andens eller de andres anderledeshed. Men respekten holder naturligvis op hvis man føler sig truet.

Derfor er og bliver det inkonsekvent at de kulturradikale markerer en moralsk afstandtagen til dem der markerer en folkelig afstandtagen til eller frygt for fremmede, herunder indvandrerne der kommer med en alt andet end demokratisk og sekulær kultur som identitetsbærende. Det skaffer tilsyneladende de forargede kulturradikale en følelse af stolt identitet, men forhindrer dem i at se berettigelsen og naturligheden i den folkelige identitet og frygt. Men dette indlader Lykkeberg sig ikke på at vurdere. Og grunden er ligetil: han anfægter folkelighedens natur, berettigelse og dybe kilder.



Illusioner falder, men livsløgne består    
Til toppen  Næste

Allerede i 1969 kom den senere chefredaktør på Aktuel Bent Hansen på banen med debatbogen 'Velstand uden velfærd' hvor han påviste at uligheden i det danske samfund ikke faldt med velstandens stigning, men tværtimod kun blev konsolideret. Det var et i hver henseende velment indlæg, og det gjorde ham få år senere til socialminister under Anker Jørgensen. Men posten kørte Hansen ned på få måneder. Han dykkede ned i nærlæsning af alle de enkeltskæbner der gik over hans bord - og det er der ingen minister der kan overkomme eller overleve. Men uligheden generede ham, ganske som den stadigt generer mange mennesker.

Den er som bekendt ikke blevet mindre med årene, men har tværtimod i dag givet sig det udslag at stadigt flere er røget helt ud af arbejdsmarkedet eller aldrig kommer ind. En statistik fra de senere år viser at helt op mod 20 % af borgerne er hvad man kalder 'dysfunktionelle'. De kan af den ene eller anden grund - manglende skolekundskaber, manglende faglig kompetence, handicap, misbrug, psykiske problemer og manglende eller utilstrækkelig vilje - ikke bruges på arbejdsmarkedet. De er for ringe til at blive udbyttede af nogen arbejdsgiver, som det er blevet sagt. Og dermed gøres de til klienter i det stadigt større og større socialvæsen, hvis professionelle forvaltere synes blot at hilse dem velkomne, fordi de derved styrker deres egen position som herskere og dominanter.

Uden tvivl spiller det store narkomisbrug og den store indvandring en betydelig rolle for miserens omfang. Men et noget overset problem er lønmekanismerne, nemlig de voldsomme lønstigninger, indførelsen af mindsteløn og den relativt lange dagpengeperiode på fire år.



Allerede i begyndelsen af 1970'erne påviste den engelske nationaløkonom og nobelopristager John Hicks at markedsmekanismerne i vid udstrækning er sat ud af spillet når det gælder arbejdsløn, fordi priserne her fastsættes ved særlige procedurer som aftaler og overenskomster, hvor andre forhold end udbud og efterspørgsmål indgår. Bl.a. andet begyndte forhandlerne for de enkelte lønmodtagergrupper at påvise lønefterslæb i forhold til andre. Hovedresultatet blev at det sociale pres for at skaffe sig lønforhøjelser fra midten af 60'erne blev det altdominerende i den økonomiske udvikling i de vestlige lande. - Folk der kan huske overenskomstforhandlingerne fra den tid vil erindre at LO-formanden Thomas Nielsen forstod at skære kagen over for en svag arbejdsgiverformand. Men da han takkede af, erkendte han selv, at fagbevægelsen havde "sejret ad helvede til", som han udtrykte det, dvs at den i virkeligheden havde skaffet sig selv så store lønstigninger at det sved til den selv - eller rettere sved til de svageste og de arbejdsløse.

Pointen er, at jo mere lønmodtagerne skaffer sig af lønstigninger der ikke er en direkte følge af produktionsforøgelsen, jo mere vil arbejdsgiverne for konkurrenceevnens skyld blive tvunget til rationaliseringer og effektiviseringer der hele tiden støder de svageste ud. Det samme gælder i princippet for systematiske skattestigninger.

Tingene hænger altså sammen. Uligheden kommer velfærdssamfundet aldrig til livs, fordi en liberal økonomi der bygger på frihedsprincippet hele tiden vil give de dygtigste og flittigste og mest kreative fordele som andre ikke får. Men udstødelsen af de svageste fra arbejdsmarkedet er en anden problemtik - og bør ikke ses i lyset af frihedsprincippets konsekvenser, men i lyset af et misforstået lighedsprincip. Ikke alle er lige - hverken fra naturens eller samfundsudviklingens side, og lige bliver alle heller aldrig nogensinde med udviklingen. En differentiering i samfundet er til en vis grænse både uundgåelig og sund. Men det synes venstrefløjen og de kulturradikale ikke. Og det synes Rune Lykkeberg heller ikke. Han hopper rask væk med på illusionen om at demokratiet skulle betyde fuldstændig lighed mellem mennesker - i stedet for at koncentrere sig om at finde ud af hvor grænsen for differentiering går i et moderne velfærdssamfund.



Det første store opgør med den nedladende og ringeagtende kulturelite og den stigende socialdemokratiske ekspansion af den offentlige sektor kom med det store vælgerskred i 1973.

Året efter at Jens Otto Krag havde vundet folkeafstemningen om Danmarks optagelse i Det Europæiske Fællesskab (EF) som det dengang hed, og havde overladt statsministertaburetten til Specialarbejderforbundets formand Anker Jørgensen stillede skatteeksperten Mogens Glistrup, der åbenlyst pralede med en trækprocent på nul, op til folketingsvalget og fik næsten 16 procent af stemmerne og 28 mandater. Samtidigt opnåede Centrumdemokraterne under den tidligere socialdemokrat Erhard Jacobsen næsten 8 procent og 14 mandater - ligesom Kristeligt Folkeparti kom ind med 7 mandater (på modstand mod fri abort og porno) og såvel Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti vendte tilbage efter flere års pause med hhv. 5 og 6 mandater. Socialdemokratiet, Venstre, De konservative og De radikale gik alle markant tilbage, Socialdemokratiet mistede alene en trediedel af sine vælgere og mandater.

Valget blev en kæmpemæssig protest mod såvel skattetryk som ekspansion af den offentlige sektor. Men modstanden mod EF gjorde sig også stærkt gældende. Landet var høj grad splittet på alle tre spørgsmål - og splittelsen gik vel at mærke dybt ind i Socialdemokratiet. Demokratiet fungerede dog fuldt ud, må det konstateres. Det var ikke alene muligt for helt nye partier at komme over spærregrænsen, men også at vende op og ned på alting i det etablerede system, der var kendetegnet af voksende selvtilfredshed og stigende kløft mellem politikerne og befolkningen.

Kløften holdt sig i mange år med hurtigt skiftende regeringer og fandt egentlig først en ny balance ved 'systemskiftet' i 2001. Men igen kan det konstateres, at selverkendelsen hos den hidtil dominerende del af det etablerede system var påfaldende ringe. Hånen rettede sig nu ikke blot mod Dansk Folkeparti der havde afløst et umuligt Fremskridtsparti og valgt ansvarlighedens vej, men også mod den statsminister der vovede at samarbejde med det ægte folkeparti og i det hele taget vovede sig ud i et opgør med smagsdommernes ulidelige sandheder og dominans. Det vender vi tilbage til. Afgørende er at oppositionen ikke på noget tidspunkt gjorde sig den ulejlighed at sætte sig ind i hvad 'folket' egentligt stod og står for.



Kultureliten havde dog ellers allerede ved Murens fald i 1989 og Sovjetkommunismens kollaps i 1991 måttet slippe sin næsten grænseløse naivitet med hensyn til de gamle dogmatiske sandheder, som den ikke engang selv opfattede som dogmatiske.

Den unge nyradikale akademiker, Litteraturforskeren Johan Fjord Jensen proklamerede i 1961 ifølge Rune Lykkeberg kulturradikalismens totale sejr. I 1966 måtte han dog konstatere at kulturkritikken havde tabt social højde: Det var ikke storborgerskabet som blev udstillet kritisk, men småborgermentaliteten. 'Flipproletaren' blev betragtet som en utilfreds, socialt rodløs borger uden ideologisk tilhørssted, og han var et let bytte for fascistisk propaganda. Den dårlige smag førte direkte til fascismen, hed det. Og det blev en nødvendig opgave for litteraturundervisningen på universiteterne at sortere den forkerte litteratur fra. Fjord Jensen, der var bannerfører for 'nykritikken' i landet analyserede således magteliten som en teknokratisk kreds af magtesløse magthavere. Heroverfor stod åndsarbejderen der var fri og uafhængig - og uden for magtens sfære. - Jo, teoretikerne forstår kunsten at analysere sig væk fra hverdagens virkelighed som den kendes af almindelige mennesker.

Men i sin sidste bog fra 2004 - der meget rammende hed 'En Århus-historie' - erkendte Fjord Jensen dog at 'Murens Fald' også betød den venstreorienterede intellektuelles fald. Studenteroprøret havde ikke kunne holde hvad det lovede. Det skyldtes dog ikke studenterne selv, men at institutionerne stillede sig i vejen for dem. Udviklingen i velfærdsstaten efter 70'erne så han som et demokratisk forfald. Og han gav nyliberalismen og videnskabeliggørelsen af samfundet skylden.

Den fatale forbindelse mellem kulturradikalismen og leninismen før 2. verdenskrig og den fatale fascination af stalinismen efter 2. verdenskrig så Fjord Jensen stort på. Den tog Morten Thing sig til gengæld af i en bedømmelse som denne: "Vi forstod i alt for høj grad os selv i traditionelle begreber fra arbejderbevægelsens historie, ikke mindst en katastrofal leninisme. Vi udviklede meget få elementer til en ny politik som reflekterede at vi var moderne mellemmennesker." Eller den kom frem i Bent Jensens bøger.

Morten Thing var også en forsker der i sit store værk om 'Kommunismens kultur' med undertitlen 'DKP og de intellektuelle 1918-1960' fra 1993 kunne påvise et klart religiøst element i den kommunistiske tro på det gode menneske og det fuldkomne samfund, men han måtte konstatere at kommunisterne selv afviste analysen! - Hvorfor, kunne man spørge. Naturligvis fordi fanatisk intellektuelle mennesker der sammenblander videnskab og eksistens bestrider at der er noget uden for det rationelle der bestemmer menneskers tanker og håb.

Men den yngre del af den kulturelle middelklasse lagde ikke fingrene imellem når det gjaldt at afsløre hulheden i de gamle, anti-autoritære sandheder. Henrik Jensen, Ole Grünbaum, Henrik Dahl, Ole Thyssen og Lars Olsen samt Karen Jespersen og Ralf Pittelkow har alle en fortid på venstrefløjen, men er blevet klogere med årene. De tror ikke længere på den store, gennemgribende samfundsforbedring. De tenderer snarere som Rune Lykkeberg selv mod flertydigheden eller multikulturalismen - dette gælder dog ikke Jespersen og Pittelkow.

I den ældre generation af kulturradikale finder man stadig en uforbederlig Klaus Rifbjerg der i 'Den kulturradikale udfordring' 2001 beskriver Danmark som et nationalistisk, militariseret og reaktionært land. Men som Lykkeberg skriver, afslører Rifbjergs retoriske strategi sig netop ved ikke længere at være overbevisende. Rifbjergs påstande gør ham efter Lykkebergs mening ligefrem til 'en museal figur' i moderne kontekst!



I denne sammenhæng er det relevant at se på litteraturkritikeren eller tegntyderen Frederik Stjernfelts syn på folkelighed og folkekultur. Han anker nemlig over at den progressive pædagogik er forfaldet til et antikveret system af sandheder der ligefrem er blevet en 'folkemetafysik', hvorved Stjernfelt åbenbart mener noget i retning af en irrationel og uforståelig opfattelse der blot er blevet almindeligt udbredt. Den hænger sammen med de kulturradikales postulat om egen afmagt, hævder han. Men dette tyder han som en æstetisk position der har den fordel at den er blevet noget så fint som en 'negativ opbyggelighed' hvorved forstås en opbyggelighed der ligger i at den afviser og tilintetgør det gamle og sprænger dets rammer og grænser. Den æstetiske position hylder den virkelige overskridelse som netop står i opposition til de stive systemer, og den antager at livets sande puls er undertrykt af institutionerne og de faste rammer. Den negative opbyggelighed er efter Lykkebergs referat at dømme dybest set funderet i en livsfilosofi som sætter livet selv, forstået som proces, som det gode og det sande. Destruktionen af det etablerede bliver et mål i sig selv, fordi den virker 'frigørende' og slipper livet løs. Først når negationen bliver en kvalitet i sig selv, forfalder den til en ideologi, til 'avantgardisme' og 'negativisme'.

Det lyder fint og akademisk - og er det også. Det er at gøre selve den kritiske attitude til livets mening, men derved undsiger man præcis den folkelige indstilling, der altid vil være en positiv opbyggelighed. Og derfor kan det ikke undre at samme Stjernfelt på det sidste er begyndt at lange ud efter noget han og makkeren Jens-Martin Eriksen kalder kulturalismen. Den findes på begge sider af det gamle politiske spektrum, og den er karakteriseret af en historisk forankring der driver tilhængerne til at føre en 'adskillelsens politik' i forhold til indvandrere - i stedet for at holde sig til en altomfattende og altinkluderende universalisme.

Holdning er ganske typisk for humanistiske akademikere, og den afslører igen at de stort set ikke fatter folkeligheden og folkekulturen i sin art, men ser disse fænomener som overtro og uacceptabel irrationalitet - og derfor kun kan lægge afstand til dem, hvad der igen betyder at de selv på det intellektuelle polemiske plan fører en klar adskillelsens politik. Men det bekymrer tilsyneladende ikke Rune Lykkeberg.



Vi har tidligere her på siderne omtalt det identitetsseminar som Københavns Universitets lod afholde i januar måned i år. Og det skal nævnes igen, fordi det bl.a. gav tid og rum til et par professorers klare nedvurdering af den folkelige opfattelse af henholdsvis danskhed og kristendom. EU-eksperten, juristen Henning Koch afviste blankt al tale om et europæisk 'demos' og havde kun ironi til overs for enhver forestilling om national identitet som andet end den juridiske suverænitetsret politikerne kan forsvare i Bruxelles. At det europæiske demos kan forstås som et kollektivt ubevidst fænomen ligger uden for hans forståelseshorisont.

Og religionssociologen Margit Warburg var på samme linje. Hun latterliggjorde almindelige menneskers vage fornemmelse af national og religiøs identitet. I sit indlæg om 'Religion og nationalitet som bidrag til identitet' gengav hun et sigende eksempel på en yngre selvstændig forretningsmands ligefremme forklaring på hvordan kristendommmen, nationen og kongehuset var uadskillelige dele af hans danske identitet: "Langt hen ad vejen tænker jeg, at en præst i præstekjole, det er noget pjat, men jeg tror, at vores kristne baggrund og kultur er utrolig værdifuld og vigtig for os, ligesom jeg også tror, at vores kongehus som en del af det og vores historie er vigtig for os. Så jeg er en stærk tilhænger af at vi har en folkekirke eller ikke nødvendigvis en folkekirke, men i hvert fald at vi er kristne og har en kirke, og at den findes, den historie. Jeg er også stærk tilhænger af at vi har et kongehus og en historie omkring det."



Dette udsagn og adskillige andre af samme ligefremme eller 'folkelige' tilsnit blev der grinet godt og grundigt af i den gamle festsal på Københavns Universitet. Og det viser to ting: For det første at den dybe folkelige forankring i kultur og religion er et mysterium for alle akademikere der ikke har føling med det kollektivt ubevidste, for det andet at de samme akademikere finder folkeligheden fuldstændigt latterlig.

Til ære for Rune Lykkeberg der er redaktionschef på Information skal jeg her også gentage, at en af dem der morede sig bedst på seminaret var redaktør David Rehling fra selvsamme dagblad. Han kaldte i en omtale af mødet med rette identitetsseminaret for lattermildt - og forlystede sine akademiske læsere med flere af de ufrivillige bidrag til elitens morskab. Hans konklusion på seminaret lød: "Bare det at folk taler om deres identitet, er nok til at de oplever den - selv om de ikke kan forklare, hvad den går ud på". - Det kan tilføjes, at undertegnede pr. mail gjorde Rehling opmærksom på min kritiske artikel om seminaret - og fik det ligefremme svar, at nu havde han, Rehling, moret sig én gang til. Han er med andre ord uforbederlig - og fortsat ude af stand til at forstå folkelige udsagn om identitet, nation og kultur.

Men disse udsagn er præcis også gåden for Rune Lykkeberg. Han konstaterer gang på gang elitens nedladende holdning til 'folket' og jævne mennesker, og han finder den forkert, men han kan ikke selv begribe folkeligheden og kender som vi senere skal konstatere ingen veje til en forståelse af den.



Det er et betydeligt fremskridt at de venstreorienterede kulturradikales illusioner er blevet afsløret i så stort et omfang, at de bliver vanskeligere og vanskeligere at opretholde, men 'livsløgne' forsvinder som bekendt ikke så let. Henrik Ibsen lod i 'Vildanden' en læge påstå at hvis man tager livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager man samtidigt lykken fra ham. Lægen var nu lidt for kynisk, for selvom det er rigtigt at det kan undergrave et menneske at blive berøvet sine illusioner, så er 'lykken' eller 'meningen med tilværelsen' for alle mennesker en tro på eller forhåbning til livet som man hverken kan tage fra det uden negative følger eller dekonstruere som falsk i alle tilfælde. Flertallet tilslutter sig ubevidst en 'positiv opbyggelighed' - og denne kan faktisk bevidstgøres når det gælder. Men som det fremgår af Rune Lykkebergs analyser så er der mange venstreorienterede intellektuelle som tror på negativ opbyggelighed eller andre livsløgne så som troen på muligheden af at konstruere samfundet vilkårligt efter forgodtbefindende eller teoretiske-spekulative forestillinger.



Foghs opgør med socialdemokratismen    
Til toppen  Næste

Da Rune Lykkeberg aldrig får fat på hvad folkelighed er, må det nødvendigvis også gå galt for ham, når han skal forsøge at pejle sig ind på statsminister Anders Fogh Rasmussens holdninger og politik.

Som allerede nævnt betragter Lykkeberg Fogh Rasmussen som typisk for et kulturskifte i dansk politik i og med at han vil vurderes på sin troværdighed, planlægning og disciplin. Fogh er erklæret afholdsmand, demonstrativ ikke-ryger, dagligt motionerende og i enhver henseende kontrolleret, som Lykkeberg skriver. Og i denne henseende står han i modsætning til normerne i den kulturelle middel-og overklasse. Det gjorde han allerede i gymnasiet, hvor han så akademikerne som modstandere og overklasse.

Lykkeberg konstaterer at Foghs minimalstatsbog ikke var et ideologisk forsvar for 80'erne yuppie-liberalisme, men tværtimod et etisk forsvar for det ukrænkelige individ mod socialstatens umyndiggørende effekter. Og Lykkeberg forstår at Foghs grundværdier hverken er nationale, førdemokratiske, religiøse eller etniske, men derimod demokratiske og juridiske. De omfatter ligeret mellem mænd og kvinder, ytringsfrihed og adskillelse mellem religion og politik, altså værdier som efter Foghs egen opfattelse skulle være produkter af demokratiske kampe og moralske og politiske fremskridt, som nu er blevet konsensus her i landet.

Men tilføjer Lykkeberg, når den faktiske ligestilling mellem kønnene hos Fogh bliver en værdi, så standser han ved den formelle ligestilling og ignorerer den fortsatte fordring om realisering. Han ophæver den dialektik mellem de facto og de jure som den tyske filosof Jürgen Habermas taler om og gør til noget væsentligt for demokratiet.

Jeg mener at dette er en fejlfortolkning der kommer af at Lykkeberg på forhånd gør værdi til noget snævert, entydigt og veldefineret af juridisk art. Fogh lægger uden tvivl vægt på de jurdiske rettigheder - bl.a. fordi de er forholdsvis nemme at holde sig til og argumentere med. Men han har ikke mindst gennem sin opvækst i en landmandsfamilie i Jylland en dybere forståelse af de danske værdier. Han er hverken blevet nationalistisk eller religiøs fundamentalistisk, men han er ikke upåvirket af Grundtvig eller Kierkegård eller 1800-tallets folkelige vækkelser. Dette betyder at Fogh ikke ophæver nogensomhelst dialektik mellem de størrelser Habermas kalder 'de facto' og 'de jure', men forstår begge dele anderledes end Habermas.

Specielt reducerer Fogh og partiet Venstre i det hele taget ikke de faktiske forhold og faktiske holdninger i befolkningen til faste størrelser det gælder om at ændre for at fremme udviklingen. Han ser dem i allerhøjeste grad som størrelse der er foranderlige og rummer potentialer til noget nyt, men som blot ikke kan forandres efter forgodtbefindende.



Som allerede nævnt giver Lykkeberg et sted udtryk for at han synes at Anders Fogh Rasmussens programmatiske ambition om at gøre ‘den lille mand' til myndig borger og reducere komplekset af uigennemskuelig velfærdsstatslig administration er ubetinget mislykket. Men det turde være en eklatant fejlfortolkning, for det har aldeles ikke været Foghs programmatiske ambition at gøre den lille mand til myndig borger, for myndige borgere er almindelige mennesker skam i forvejen her i landet, og det har de været lige siden de folkelige vækkelser i midten af 1800-tallet. Men de trues unægteligt af en elitær overklasse, herunder den venstreorienterede kulturradikale middelklasse og overklasse der har været dominerende fra ca. 1970 til 2001, og derfor er kampen mod et overhåndtagende og uigennemskueligt system nødvendig.

Det er denne kamp Fogh og VK-regeringen har ført med Dansk Folkepartis tilslutning lige siden 2001. Og den er på ingen måde mislykkedes; den har faktisk sat sine spor som gør det umuligt at skrue tiden tilbage til før 2001, men den kan rigtignok heller ikke betegnes som hverken vellykket eller fuldbyrdet. Men det er noget andet, og det hænger ikke mindst sammen med at hverken Fogh Rasmussen eller partiet Venstre har afklaret forholdet mellem frihedsprincippet og lighed- eller tryghedsprincippet i det danske velfærdssamfund og dermed ikke fundet frem til at velfærdssamfundet dybest set bygger på komplementariteten mellem de to principper, således at velfærdssamfundets nugældende midterlinje, den tredje vej, hverken er liberalistisk eller socialistisk, men socialliberal.

Uanset den manglende afklaring på dette for den fremtidige samfundsudvikling helt centrale felt må det nøgternt konstateres, at det er lykkedes Fogh Rasmussen med Dansk Folkepartis hjælp at få gjort op med den livsløgn som hedder socialdemokratismen og som kan bestemmes som troen på at det er den offentlige sektor der skal løse borgernes sociale, økonomiske, kulturelle og eksistentielle problemer. Troen er falsk, fordi den abstraherer fuldstændigt fra de folkelige kræfter og disses utrolige evne til både at skabe noget nyt, bygge op, og at trodse modstand.



Den mondæne kynismes og den somatiske moralismes afveje    
Til toppen  Næste

Den kulturelle dominans er bestemt ikke forsvundet/afviklet efter systemskiftet i 2001 men den har ændret karakter - og resultatet er blevet to forskellige trends, nemlig en æstetisk og en moralistisk.

Den dominerende figur i dag er ifølge Rune Lykkeberg ikke den venstreorienterede humanist men den kyniske realist. Denne giver ikke som den venstreorienterede humanist samfundet skyld for ulykkerne, men ser de barske realiteter i øjnene, ja iscenesætter sin desillusion og gør en dyd ud af den manglende evne til at se hvad der er galt.

Man hylder hvad Charles Taylor kalder 'autencitetens etik', hvad der vil sige den moralske opfattelse, at et ethvert individ bør være ærlig over for sig selv når det realiserer sig selv. 'Det sande jeg' er noget som det moderne menneske er forpligtet til at realisere. Og kunstneren bliver i denne sammenhæng til mønstereksemplet på dette moderne mennesket fordi han skabende udtrykker sig selv. Det vellykkede selv betragtes i denne etik som kreativt og originalt - og livet som et værk der skal realiseres. Ja, kunstneren bliver selve inkarnationen af den utilpassede, uregerlige undtagelse og samtidig indbegrebet af det moderne menneske.



Lykkeberg tager Jørgen Leths erindringsborg 'Det uperfekte menneske' fra 2005 som symptomatisk for detroniseringen af kunstneren som etisk forbillede. Den vakte som bekendt skandale på grund af en enkelt sætning: "Jeg tager kokkens datter når jeg vil. Det er min ret. Jeg kan have hende som jeg vil"

Men som Lykkeberg påpeger, så er der hos Leth tale om et arrangement og en seksuel fantasi. Og det var derfor ikke Leth, men hans kritikere som gjorde den haitanske kvinde til luder. Dette er som ren æstetisk læsning sikkert korrekt, og en sådan er vel berettiget over for en decideret æstetisk forfatter, reporter og filmmand som Jørgen Leth. Men sagen er at Leth simpelthen ser nydelse som en rettighed. Det er selve det der gør ham til æstetiker, og det er det der vækker forargelse og betænkelighed - ikke blot over for Jørgen Leth personligt, men overfor 'kunstneren' eller 'geniet' som sådan.

Kunstnere som Jørgen Leth bliver til mennesker der foretager sig noget der går ud over andre mennesker. Kunstnere af denne art ses derfor ikke af almindelige mennesker som en frigørende, men som en truende skikkelse. Den der sætter sig selv fri, anses med andre ord ikke som en der frigør en sund og ansvarlig menneskenatur, men som en der slipper truende tilbøjeligheder løs. Denne type bliver så at sige bagsiden af PH´'s forestilling om det legende menneske.

Faktisk medførte den offentlige debat om bogen, at forfatterens venner i filmverdenen forsvarede ham ved at kalde de forargede opponenter 'rindalister', men den slags afsporer som altid enhver fornuftig debat. For problemet i æstetikeren Jørgen Leths tilfælde er ikke at han er æstetiker, for det har han lov til at være i et frit land. Problemet er at han demonstrerer at æstetikeren sætter sig ud over etikken og dermed er eksponent for lige præcis den trend i tiden Lykkeberg kalder den kyniske realisme. Og det karakteristiske for denne realisme er at den er blottet for etik. Den vil uden tvivl blive forsvaret som en 'autentisk etik', idet omfang den lader subjektet realisere sig selv ud fra sine lyster og sin trang til at iscenesætte sig selv, men den er i dybeste konflikt med den konsistensetik der påpeger at hvert enkelt menneske på grund af den menneskelige psykes indretning er forpligtet på noget langt mere krævende end at tilfredsstille sine lyster, nemlig at sørge for overvægt af det gode i sit liv. Og dette vil aldrig kunne ske uden hensyn til andre mennesker.



En særlig variant af det kyniske og æstetiske livssyn findes i moderne management sådan som den kommer frem i personlighedsfokuseringen og selvrealiseringsopfattelsen i de virksomheder og hos de virksomhedsledere og -konsulenter der gerne vil være med på noderne.

Lars von Trier har sat den såkaldte sammensmeltning mellem kunst og kapitalisme på spidsen i sin film fra 2007 'Direktøren for det hele'. Hoverpersonen Kristoffer er en parodi på den grænseoverskridende kunstner og for så vidt på Lars von Trier selv: "Pointen i vore dages komedie er at afsløre komedien. Katastrofen er jo indtruffet. Det er et spørgsmål om hvad der sker efter katastrofen". I filmen markeres en bevidsthed om mistilliden til hele den finkulturelle pædagogik, den bevidsthed som er en følge af modstanden mod den gamle kulturradikale dominans men også en protest mod al positiv opbyggelighed, altså netop kynisme. Ingen pædagogik eller meningsdannelse her, om jeg må bede, men hygge, siger instruktøren selv i sin kommentar på filmen. "Hvilket bedre sted at tage afsæt til hyggen end i latterliggørelsen af finkulturen". Men 'hyggen' i virksomheden viser sig at være fuld af manipulation og skjult dominans.



Lykkeberg minder os også om Richard Floridas bog Den kreative klasse fra 2001, der byder på et decideret Bohème-indeks der viser hvilke steder i USA der har det største vækstpotentiale, dvs hvilke storby-områder der tiltrækker den kreative og æstetiske middel- og overklasse, fordi de er fulde af liv, frihed og mangfoldighed. Men her på Jernesalts sider er også givet en kritisk analyse af en dansk bog om selvrealisering og grænseløs udviklingskultur (se artikel). Selvrealisering, personlig udvikling og selvudvikling forstås i denne bog som "nøgleord der er kommet til at spille en vigtig rolle for det vestlige menneskes forståelse af sig selv". Det vil fremgå at undertegnede betragter synspunkterne som etisk inkonsistente, ikke mindst fordi de ser bort fra såvel samfundshensyn som dybdepsykologi.

Pointen i Lykkebergs gennemgang af strømningerne er, at den ny kapitalismes optimistiske antropologi er blevet så massiv, at den udvikler en utopi om det ideelle demokrati, om den sande selvrealisering gennem arbejde og om det magtfri fællesskab, som alle har at rette sig efter. Det er netop en utopi fordi antropologien fortrænger den kendsgerning at der i alle menneskelige relationer også udøves magt, optimeres interesser og kæmpes om dominans, men det vil den ikke selv være ved.

Og hans konklusion bliver at den 'erhvervshumanistiske doxa' om solidaritet mellem ansatte og ledelse er så dominerende at den reproduceres selv i tilfælde hvor den daglige leder misbruger den til hensynsløs udbytning.



Det hører med til udviklingen at moralismen i det nye århundrede synes forskudt fra den humanistiske opdragelse til den somatiske etik, i og med at der - som Lykkeberg udtrykker det - er etableret et veritabelt system af legitim foragt for usund livsførelse. Alle må vi dagligt høre på uendelige formaninger om ikke at ryge, og ikke at drikkeeller spise for meget. Vi skal motionere og være mådeholdne. Lykkeberg betegner hele dette "system af sandheder som legitimerer foragt for dem der ikke lever op til den somatiske etik" som så dominerende at man ikke kan forestille sig en effektiv opposition!

Det har han nok ret i. Opposition vil være nytteløs omtrent som kampen mod nazismens moralisme var nytteløs i Tyskland efter 1933. For det ligger for en stor del i selve moralismens væsen. Selve det at give udtryk for forargelse er stærkt lystbetonet; jo mere lystbetonet, jo svagere modparten står. Men når Lykkeberg nærmest opgiver at gøre modstand mod den dominerende moralisme med den begrundelse at "det trods alt ikke er politikernes privilegium at regulere og styre de overordnede systemer for anerkendelse og legitim foragt", så gør han indirekte moralen til en politisk kamp og henviser da også modstanden mod moralismen til den neutrale borgerlige opgave at være opmærksom på foragten og forsøge at beskrive den.

Men sagen er jo at det på den ene side er et faktum, at rygning, stor overvægtighed og alkoholmisbrug er en stigende trussel mod folkesundheden i alle velfærdssamfund med velstandsstigning, og at myndighederne og politikerne på den anden side skal begrænse de sigende offentlige udgifter til at behandle de syge, men stort set ikke har anden udvej end at forebygge gennem oplysning. Problemet er bare at oplysningen ikke virker, fordi den ikke trænger ind hvor den helst skulle trænge ind, nemlig hos de afhængige. Man kan nu engang i et rigt og frit samfund som det amerikanske og de europæiske æde, drikke og ryge som man vil - uden hensyn til de langsigtede konsekvenser for en selv eller samfundet. Det vil sige man kan i sådanne samfund være etisk inkonsistente lige så tosset man vil, fordi den indre etiske forpligtelse af forskellige grunde er suspenderet, og samfundet alligevel betaler.

Opgaven burde imidlertid være at finde ud af hvorfor denne indre forpligtelse svigter, men dette kræver dyb indsigt i både konsistensetikken og den patologiske udvikling der er sket i samfundet under velstandsstigningen og som lige præcis består i adskillelsen mellem etikken og eksistensen og mellem politikken og religionen (taget i udogmatisk forstand som forpligtelsen over for noget der er større end individet). Skaffer man sig ikke denne indsigt har man kun moralismen og dens ulidelige propaganda at holde sig til.



Autencitetens eller konsistensens etik?    
Til toppen  Næste

Rune Lykkeberg kan for så vidt have ret i at den forandring som skaber den moraliserende kulturkritik skyldes de institutionelle betingelser som gør det lettere for borgerne at realisere sig selv som forbrugere end som politiske deltagere. Som det bl.a. fremgår af hovedpersonens skæbne i Kirsten Hammanns roman 'Fra smørhullet' (2004) så er de fleste i både den økonomiske middel- og overklasse og i den kulturelle middel- og overklasse i praksis "fristede af den illegitime kultur som de intellektuelle tager afstand fra", det vil på almindeligt dansk sige at de falder for de fristelser som eksperterne tager afstand fra.

Det turde på denne baggrund være let at se at Charles Taylors allerede nævnte teori om en autencitetens etik ikke holder. Det lyder meget godt, at et ethvert individ bør være ærlig over for sig selv når det realiserer sig selv. Faktisk siger også konsistensetikken at det er yderst vigtigt at den enkelte ikke lyver over for sig selv. Men det er slet ikke en selvfølge at mennesket absolut skal realisere sig selv, hvis der herved forstås at være kreativ og original og gøre livet til et kunstværk på andres og samfundets bekostning.

Charles Taylor gør ifølge Lykkeberg gældende, at det moderne først og fremmest er en moralsk orden - hvis fundamentet er en konsensus om frihedsrettigheder, demokrati, kampe for ligestilling og imod diskrimination. Men det er lige præcis denne reduktion af etik til rettigheder som er betænkelig. Det moderne vil altid være noget grænseoverskridende, eksperimenterende og legende der sætter noget nyt i gang, og det er i denne henseende noget positivt og noget der ikke kan adskilles fra den menneskelige kultur, men dette betyder ikke at moralen bliver identisk med modernitetens aktuelle trend eller med trend og transcendens overhovedet.

Det holder derfor efter min mening ikke når Rune Lykkeberg drager den konklusion at Charles Taylors begreb om autenticitetens etik overbevisende træffer "et ofte overset moralsk aspekt i de moderne samfund som gør at det demokratiske fællesskab ikke behøver nationale, religiøse eller andre førmoderne kilder for at fundere en etik". For Taylors etik viser det modsatte, at det moderne, demokratiske og sekulære velfærdssamfund aldeles ikke kan undvære 'førmoderne kilder' for at fundere en etik. For den dybeste kilde er den indre etiske forpligtelse - og den er hinsides al modernitet, den er eviggyldig og har været gældende fra tidernes morgen. Den ligger i selve den menneskelige psykes indretning. Og når der er mange der ikke følger den, er det fordi folk i vore dage kan leve uden at kende dens eksistens og egenart: Den såkaldte 'oplysning' går nemlig konsekvent uden om den.



Ifølge Taylor afhænger den menneskelige civilisations fremtid af at vi genfinder "vor sans for de krav vore naturlige omgivelser og miljøet i det hele taget stiller til os". Den autentiske etik bliver således forbundet med en erkendelse af en "mere omfattende helhed". Og heri har han grundlæggende ret. Heri er der virkeligt perspektiv. Men en sådan helhedsrealisme er på ingen måde identisk med selvrealiseringsprojekter som gør livet til et æstetisk værk. Det er tværtimod et projekt der gør det nødvendigt altid at sikre den komplementære balance mellem etik og æstetik, mellem religion og politik, mellem realitet og idealitet, mellem individ og samfund og mellem det indre og det ydre. Det er et langt større projekt end det Taylor beskæftiger sig med, og det er også en langt større historie end den Rune Lykkeberg har sat sig for at belyse. Det er med andre ord en historie som rækker langt ud over hans anliggende, for nu at bruge hans egne udtryk for beskedenhed.

Det er væsentlig her at understrege at de gængse religionssystemer er helt utilstrækkelige til opgavens løsning. Lykkeberg har for så vidt ret i, at islam med sine klart formulerede påbud og forbud passer godt til en under- og middelklassementalitet som vil have klare retningslinjer for alt. Og at det er forståeligt at buddhismen i højere grad tiltrækker den kulturelle overklasse og visse segmenter i den kreative klasse fordi den er anlagt på introspektionsteknikker og meditationsøvelser som kan være til nytte i selvrealiseringskunsten. Han er også klar over at 'religionen' er kommet på mode igen som selvteknologi, men i denne forstand synes at have overvejende sekulære kilder som de anførte meditationsøvelser. Kristendommen afskrives tilsynelandede helt som forældet moralopfattelse der var forståelig og gavnlig i kapitalismens begyndelse for protestanter der ville frem i verden (Max Webers tanke), men ellers ikke.

Men hermed er sagen ikke afklaret, for religion i dybere forstand er ikke dogmatik eller moralisme, men en føling med den fulde og uindskrænkede virkelighed hvilket vil sige både den materielle verden og den immaterielle verden, både den timelige verden og den evige verden, både den rationelle verden og den irrationelle verden og både den indre verden og den ydre verden. Derfor er det dybest set virkelighedsfjernhed at se bort fra det religiøse eller at henvise det religiøse til privatlivet og adskille religion fra politik og hverdagsliv. Virkelighedsiagttagelse og realitetsprøvelse tager alle dimensioner af tilværelsen i betragtning. Men dette leder direkte over til spørgsmålet om historien og den menneskelige erkendelse.



Erkendelse, sprog og helhedsrealisme    
Til toppen  Næste

Rune Lykkeberg gør gældende at striden om de offentlige sandheder både fungerer som en magtkamp og en fælles erkendelsesproces. Han er imidlertid efter eget udsagn hverken filosof eller historiker, men understreger at "vi der lever i en postmetafysisk epoke tror ikke på virkelighedens dannelsesproces og verdens tanke i bestemt ental".

Han er på det rene med at 'det moderne', selve oplysningen, ikke er et entydigt politisk program. Den går efter gængs opfattelse ud på at individualismen eller det enkelte menneske sættes i centrum, men individualismen er ikke bare det modsatte af stammekollektiver. Èn moderne individualisme vil - som Lykkeberg formulerer det - i forlængelse af romantikken hævde at det enkelte menneske er forpligtet på at realisere sit indre sande jeg. En anden moderne individualisme vil i forlængelse af Kant hævde at det gælder om at kultivere sin indre natur.

Lykkeberg må konstatere, at 'systemskiftet' 2001 i dette perspektiv ikke bare er en simpel forskydning af et magtforhold. Mistillidserklæringen til den dogmatiske modstilling af det rigtige og nye over for det forkerte og gamle er tværtimod præget af en offentlig erkendelsesproces og fælles problemformulering. En redelig analyse af det moderne samfund kan ikke begrænse sig til fokus på økonomisk eller kulturel kapital, men må anerkende dem hver for sig og i deres komplicerede interaktion. Det betyder også at den sociale kritik, som kræver lighed og opgør med udbytning, ikke automatisk kan alliere sig med den kunstneriske kritik. Han deler for så vidt dele af både den sociale kritik og den kunstneriske kritik. Og han anerkender at denne moderne, mere eller mindre kulturradikale kritik leverede gennemarbejdede analyser og rationelle argumenter. Men han betegner det som et problem at kritikerne af kulturradikalismen ikke gjorde det.

Grunden hertil var den simple, hævder han, at det var selve kulturradikalismens kulturelle kode kritikerne gjorde op med, men dette gjorde det svært for den kulturelle overklasse at svare igen - underforstået: de bliver i deres egne koder.



Eksempelvis kendetegnes Anders Fogh Rasmussens kulturkampsstrategi efter Lykkebergs mening ved at Fogh ikke argumenterer for humanismens manglende overbevisningsevne eller intellektuelt udvikler dens pædagogiske begrænsning. Fogh kortslutter den intellektuelle øvelse ved i stedet af udpege den med metaforer, hævder Lykkeberg.

Men som tidligere nævnt er der noget meget centralt Lykkeberg slet ikke har fået fat på, nemlig at sådanne metaforer ikke er rent æstetiske eller overfladiske sproglige udtryk, men tværtimod i de rette sammenhænge kan blive særdeles energiudløsende og derfor også mobiliserende. Og dette kommer igen af at de går langt dybere ned i psyken end det rationelle argument og den logiske slutning. De går ned til den del af psyken hvor de primære psykiske grundprocesser hersker, mens logikken og det rationelle argument går ned til de sekundære psykiske processer. Der er derfor langt stærkere appel i metaforerne end i argumenterne, og det véd enhver god taler, enhver god sprogkunstner, enhver god filmmager, ja generelt enhver god kunstner. Det ved også enhver folkefører såvel som enhver folkeforfører! Ordet 'demagog' betyder rent faktisk folkefører, men er med udviklingen kommet til at betyde folkeforfører, fordi kunsten at føre folket kan misbruges - hvad ingen véd bedre end os der har oplevet kommunismen, fascismen og nazismen i forrige århundrede eller som oplever den islamistiske fanatisme i vore dage.

Det forhold at metaforen, det velvalgte billedlige udtryk, appellerer stærkere til primærprocessen end argumentet, betyder naturligvis ikke at argumenter, logik, nøgternhed og sund fornuft er overflødige eller at det altid er de stærkste appeller der er de sande og konstruktive. Erfaringen siger faktisk noget andet. Men det betyder, at den der vil ændre verden ved at skabe forandring i det politiske og kulturelle system, er nødt til at ty til brug af metaforer og symboler eller at henvise direkte til de irrationelle arketypiske forestillinger for at slå igennem.

Diskussion, samtale og dialog såvel som saglighed er fortsat helt nødvendige for oplysningens, demokratiets og sekulariseringens opretholdelse. Men diskussion og saglighed er ikke som Lykkeberg mener 'politikkens sande væsen' og derfor er det aldrig nok i det oplyste demokrati udelukkende at 'styrke det offentlige ræsonnement' og velvilligt lytte efter rationaliteten i det modstanderne siger. Der skal også lyttes efter hvad der foregår i det irrationelle, både i personlig og i kollektiv forstand. Et demokrati er i realiteten ikke oplyst, før både den rationelle argumentation og den dybere irrationelle 'begrundelse' eller motivation forstås og respekteres.

En fælles erkendelsesproces er afgørende for demokratiets udvikling, og denne må - som Lykkeberg betoner - respektere forskellige udgangspunkter og pointer. Men den må frem for alt respektere det irrationelle på linje med det rationelle, og det kollektivt ubevidste på linje med det kollektivt bevidste. Og det er her det kniber gevaldigt for rationalisterne.



Den tyske socialfilosof Axel Honneth har ifølge Lykkeberg reflekteret grundigt over den kritiske teoris relevans i det 21. århundrede. Og han er kommet til det resultat, at hvis den kritiske teoris målsætning om gennem teoretiske indsigter at forandre den sociale verden skal blive ved med at give mening, så "må den være funderet i noget uden for teorien". Den må efter hans mening kunne appellere til en sans for retfærdighed ellet et krav om lighed som deles af alle borgere.

Lykkeberg skitserer kort hvad forskellige "forvaltere af den kritiske teori i det 20. århundrede" har forsøgt at give som definition på dette ‘noget uden for teorien'. Horkheimer finder det i 'proletariatet', Adorno i kunsten, Marcuse i seksualiteten, den unge Habermas i tesen om en grundlæggende interesse i frigørelse, og den senere Habermas i selve sprogets struktur.

Ingen af disse instanser fungerer imidlertid overbevisende for Honneth. Han foreslår i stedet en forståelse af "historien som fornuftige læreprocesser".



Jeg skal ikke fortabe mig i Honneths i og for sig spændende teorier der bl.a. rummer sondringer mellem et konstruktivistisk og et destruktivistisk selvforhold. Men skal dog lige for en ordens skyld nævne at den historiske fornuft ifølge Honneth sætter et fælles gode som ikke er baseret på lokale, nationale eller religiøse førdemokratiske værdier og som ikke kan ekspliciteres som et dogme. Den kritiske teori forstås i denne optik som "refleksionsform af en historisk virksom fornuft" (hvad denne så end er).

Lykkeberg er klar over, at troen på at enhver erkendelse også er en handling i den sociale virkelighed har været belastet af den militante tro på at en specifik teori kunne gøres til umiddelbar facitliste for hvordan virkeligheden burde indrettes, såvel som af en militant kritik af 'oplysningen' som en 'myte' eller 'vold. Og han holder meget fornuftigt på den opfattelse at uden en objektiv verden mellem menneskene, herunder et fagligt sprog og et håndværk bredt forstået, ville den eneste mulige autoritet blive den der gør sin egen person til autoriteten. Men ligesom Honneth tror Lykkeberg på den teoretiske eller intellektuelle kritik som altafgørende for et fornuftigt resultat af debat og samtale - og metaforiske eller symbolske, dvs billedlige henvisninger til et dybere irrationelt lag i psyken som ødelæggende for resultatet.

Honneth anbefaler dog selv ifølge Lykkeberg "en relation i selvet hvor følelser, fornemmelser og ønsker anerkendes som værdier der skal tilegnes og artikuleres". Ja, den vellykkede selvdannelse får hos Honneth endog "karakter af anerkendelse af både selvets dispositioner og selvets kapacitet til at bearbejde disse dispositioner". Men Lykkeberg kalder på sin side dette forsøg på en slags syntese for problematisk. "Det er svært at forestille sig", skriver han, "hvordan selvet gennem en optimal balance mellem refleksion og handling skulle nå frem til et klart billede af hvordan disse følelser og fornemmelser skulle anerkendes og samtidig bearbejdes".



Jeg tror umiddelbart der er mere i Honneths teori end som så, men tør ikke udtale mig om det, da jeg ikke har læst Honneth. Derimod kan jeg gøre opmærksom på at 'syntesen' netop foreligger i Jernesalts filosofi, den komplementære helhedsrealisme, der hele vejen igennem accepterer begge sider af det dualistiske skel den analytiske tanke i oplysningens navn har forhekset den menneskelige forstand med i flere århundreder. Og helhedsrealismen gør det vel at mærke på komplementær vis, således at 'syntesen' aldrig bliver en afsluttet logisk syntese endsige et lukket dogmatisk system, men en åben, aldrig afsluttet dynamisk spænding der tager alle dimensioner i tilværelsen i betragtning. Og i dette perspektiv kan historien naturligvis let ses som en aldrig afsluttet erkendelsesproces.

Men det skal understreges at erkendelsen i denne filosofi aldrig ensidigt retter sig mod rationelle processer, men dobbeltsidigt retter sig mod både rationelle og irrationelle processer. Og det skal tilføjes, at de irrationelle processer ikke er spor 'mystiske' eller 'overnaturlige'. De kan i vid udstrækning kortlægges og skaffes til bevidsthed. Det er faktisk det enhver kunstner er i stand til, og det ethvert barn begynder på fra fødslen. Forskellen mellem de rationelle og de irrationelle processer er derimod at de sidstnævnte i sidste ende fortoner sig i en uigennemskuelig, uforklarlig og udefinerlig instans som simpelthen må tages til efterretning som en elementær kendsgerning i tilværelsen på linje med livet, bevidstheden og sproget.



Sproget er i denne sammenhæng uhyre centralt, fordi der - som det vil fremgå af såvel denne artikel som Rune Lykkebergs bog - er stor forskel mellem det analytiske sprog som akademikere og intellektuelle benytter sig af når de går strengt fagligt og metodisk til værks og det dagligsprog som almindelige mennesker betjener sig af uden for deres fag. De specielle fagsprog med deres stadigt mere præcise begreber og definitioner kan ikke undværes i forskningen eller specialiserede fagprocesser - og dagligsproget med dets vage og upræcise ord, begreber og billeder kan ikke undværes i eksistensen, etikken eller kunsten.

I politik kan dagligsproget heller ikke undværes, men her sker der en betydelig påvirkning fra det akademiske sprog, fra de intellektuelles sprog og fra eksperternes sprog. Derfor har de politikere større gennemslagskraft som har bedst kontakt med hverdagsvirkeligheden og dagligsproget. Og derfor kommer der reaktioner fra ikke-politikere mod politikere der glemmer dagligsproget og hverdagsvirkeligheden.

Rune Lykkeberg kommer et sted ind på det fundamentale problem Habermas har rejst i forbindelse med 'idealet om tvangfri kommunikation som myndighed for mennesket'. Han spørger: Hvis det bedre argument hersker, hvem afgør så uden tvang hvad der er det bedre argument? - Det spørger Lykkeberg også om, og det er et væsentligt spørgsmål. Men svaret er i grunden ligetil: Det er det kollektivt ubevidste der uden tvang afgør hvad det bedre argument er. For det er kun det kollektivt ubevidste der tillader psykiske processer at forløbe uden nogen form for tvang. Og hvad boniteten, kvaliteten og holdbarheden af 'argumentet' angår, da er det udelukkende den for det kollektivt ubevidste løbende, stilfærdige, uigennemnskuelige og uforklarlige karakteristiske proces der afgør om det ene eller det andet i længden holder som sandhed.

Processen kan få frit forløb ved omtanke og sund respekt, men den kan ødelægges eller afspores ved intellektuelle indgreb der ikke respekterer egenarten af processerne. Derfor er den overordnede indstilling til det kollektivt ubevidste ikke ligegyldig. Ingen må gribe forstyrrende ind i processen, og ingen må tage patent på processens skabelser, den må tværtimod gives tid og ro.

Men tanker som disse er en stor forargelse for de dannede blandt det kollektivt ubevidstes ignoranter og foragtere! Og så længe det er tilfældet, sidder vi i saksen, uafklarethedens, dualismens og den halve oplysnings fæle saks!

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Litteratur:

Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne. Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald. (Gyldendal. 2008)



Relevante artikler på Jernesalt:

Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Bliver finanskrisen Det Store Tidehverv?  (30.9.08.)
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Funkis, frisind og fortrængning  (17.9.08.)
Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme  (30.4.09.)
Er Danmark ved at blive et underholdningssamfund?  (7.9.08.)
Kulturradikalisten kontra liberalisten  (16.2.08.)
Identitetens fænomen
- må i sidste ende ses i lyset af dybdepsykologien
  (5.2.08.)
Tværfagligt identitetsseminar - en banebrydende eller halvpinlig affære?  (29.1.08.)

Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Selvrealiseringens idé og psykologi  (18.3.06.)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Böss' vægtige forsvar for nationen

Fogh som iscenesætter  (11.8.08.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Fogh, religion og sammenhængskraft  (24.5.06.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)

Dansk Folkeparti og Venstre-Konservatismen  (19.12.06.)
DF og ytringsfriheden  (9.10.06.)
Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme  (22.8.06)
Anarkisten, provokatøren og taberen Mogens Glistrup er død  (5.7.08.)

Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)
Trives socialdemokraterne mon selv?  (12.09.08.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet

Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Blekingegadebandens syge idealisme  (30.11.07.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Værdier
Artikler om Kunst
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Verdsliggørelse
Artikler om Afdogmatisering
Artikler om Sund fornuft
Artikler om Religion
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal