Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende35kulturalisme

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.10.08.


Kulturalismen kontra oplysningsidé

Et nyt ord er lanceret i den politiske debat med det formål at give dens to mest markante fløje en fællesbetegnelse ud fra den opfattelse at de i virkeligheden bygger på selvsamme begrebsapparat. Ordet er kulturalisme, og det er bragt på bane af forfatteren Jens-Martin Eriksen og professor i semiotik Frederik Stjernfelt i den nyligt udkomne bog 'Adskillelsens politik' samt i Politikens kronik 17.9.08. med den tydeligt sigtende titel 'Kulturalismernes onde vekselsang".

De to angrebne fløje er naturligvis de to vi til dagligt for nemheds skyld bare kalder venstrefløjen og højrefløjen, og den første karakteriseres i denne forbindelse af forfatterne som 'de politiske kræfter der opfatter sig som de nominelle humanistiske forsvarere for islamistiske regler og dogmer i Danmark', og dem møder man i Enhedslistern, SF, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Den anden fløj udgøres i sin reneste form af Dansk Folkeparti, hvis identitetsbærende holdning er udtryk for en moderne form for 'differentialisme', en os-og-de-andre-holdning der primært retter sig mod muslimerne. Begge 'kulturalismer' hylder kulturernes forskelle og 'deres beskyttede og garanterede identitet'. Højre og venstre hævder blot de beskyttende og garanterende foranstaltninger - af forfatterne stemplet 'museale holdninger' - under forskellige former, hedder det. Venstrekulturalisterne hævder at de forskellige adskilte kulturer skal kunne trives på det samme territorium, i den samme stat, hvad der igen betyder at der formelt eller uformelt oprettes forskellige jurisdiktioner for individerne alt efter hvilken kulturel gruppe de er født ind i. fx sharia for muslimer ved siden af dansk jurisdiktion for danskere. Højrekulturalisterne hævder de samme 'musealiseringer' af kulturerne, men placerer dem på hver sit terroritorim, i hver sit land, dvs dansk kultur og jurisdiktion i Danmark, og sharia og islamisk kultur i muslimske lande.



De to forfattere er totalt afvisende over for den undervariant af kulturalismen som de mener nationalismen udgør og som hos sine rendyrkere i DF gør enkeltkulturen (mono-kulturen) statsbærende. Partiet, hævder forfatterne, har genoptaget dansk nationalistisk stof fra 1800-tallet og det tidlige 1900-tal og indtaget en radikal antioplysningsposition. Denne nationalistiske højrekulturalisme kritiserer islam fordi det er en fremmed religion der er uforligelig med danskhed, danske værdier og dansk tradition. Partiet ser forholdet mellem de fremmede og danskheden som en 'skæbnekamp mellem Holger Danske og Muhammed'. Og når de i Muhammedkrisen har forsvaret ytringsfriheden imod de islamistiske anslag, så sker det af rent strategiske hensyn, for i virkeligheden har de lavet en kovending på 180 grader. Partiet omdøbte ytringsfriheden til en 'dansk værdi', som om den var 'et påfund på linje med Holger Danske, kolonihaver og rødgrød'. Men dette er 'galoperende kulturalistisk historieforfalskning', for ytringsfriheden er efter forfatternes mening et stykke førsterangs importgods.

På denne højrekulturalistiske fløj hører forfatterne 'kampråbet om danskhed og om genopvækkelsen af den mest antimoderne og uspiselige danske nationalisme'. Men venstreføjen er ikke bedre. For fra dem høres 'det kulturalistiske kampråb om anerkendelse af de mest antimoderne og uspiselige kulturelle praksisser'. Vi hører fra denne kant stadig oftere, hævder forfatterne, "at integration kræver oprettelse af særskilte institutioner: bederum på arbejdspladsen, særlig påklædning på arbejdspladser, der ellers har dresscode, beskyttelse mod særlige krænkelser, særlig lovgivning..." Dermed kommer integration gradvis til at betyde det stik modsatte, nemlig kulturens beskyttelse som et subjekt imod majoritetssamfundet på den ene og kulturens indvider på den anden side: "Først når gruppen har fået sine egne institutioner, egen lovgivning, ja først når den udgør et udskilt parallelsamfund uden kontakt med det øvrige samfund, først da er den integreret. Men det var altså det der engang hed segregering eller adskillelse....", altså præcis det modsatte af integration.

Gennem denne kulturalistiske holdning har venstrefløjen imidlertid ifølge de to analytikere svigtet selve oplysningsideen. Venstrefløjen kan ikke se at den afgørende kamp slet ikke står mellem monokulturalisme (nationalisme) og multikulturalisme (kulturrelativisme), men mellem Oplysning og Kulturalisme. Venstrefløjen forfejler sin kritik af højrefløjens kulturalisme ved at angribe den for racisme, og den har syv år efter VKO-regeringens valgsejr endnu ikke kunnet fremkomme med en analyse af, hvilken modstander den faktisk står overfor.

Men ingen opgave er vigtigere i aktuel politik og politisk filosofi, fastslår forfatterne, end at gennemtænke, udvikle og raffinere oplysningens universalisme og med størst mulig kraft vende sig imod både højrefløjens og venstrefløjens grasserende kulturalismer og deres slavebinding af individet til dets 'kultur'.

Unægteligt en mundfuld, når selv ordet kultur må sættes i gåseøjne - og forfatterne iøvrigt strør om sig med nylavede gloser og meget specielle, undertiden ligefrem forskruede formuleringer. Den ene (Eriksen) deltog i debatten med Søren Espersen (DF) og Öclem Cekic (SF) hos Jes Stein Pedersen i Deadline 2. sektion søndag den 29.9., men formulerede sig her så dårligt mundtligt at det forblev uklart hvad hans ærinde var. Men trods alt må deres analyser ses som en tiltrængt udfordring, hvis vi skal komme videre.



Politikens anmelder af forfatternes lærde og tunge tale, Poul Aarøe Pedersen, tager hatten af for især Frederik Stjernfelts påvisning af indre modsigelser i kulturalisternes teorier og erklæringer, men kalder også forfatterne for missionærer: de vil til kamp mod den falske (kultur)bevidsthed der truer med at aflive ytringsfriheden, menneskerettighederne og den sekulære oplysningstradition. Aarøe mener generelt bogen er præget af både akademisk skoleridt og mangel på nuancer, og spørger til sidst om man kan leve livet og indrette et samfund på baggrund af logisk-filosofiske slutninger alene.

"Menneskets ret til frihed er naturligvis mere end blot en filosofisk slutning, men er det i ramme alvor forfatternes mening, at vi i dagens danske samfund viser indvandrergrupperne for megen respekt - og giver deres kultur for store friheder?", spørger Aarøe. - "Goddag, mand. Økseskaft!" kunne man svare, for spørgsmålet forekommer irrelevant, eftersom forfatternes formål med deres logisk-filosofiske analyser dog ikke på nogen måde har været at give højrekulturalismen medhold i nogensomhelst form for manglende respekt, men at afsløre venstrekulturalismens totale fejlvurdering af den, som lige præcis ligger i at den har samme fejlagtige antagelse om at individet skal rette sig efter kulturen og ikke omvendt.

Samme anmelder er ikke i tvivl om at højrekulturalismen "ligger tæt på den nationalisme som oprindelighedsnostalgikeren og kulturrelativisten Johan Gottfried Herder lagde byggestenen til for mere end 200 år siden", og man kan allerede på ordvalget se og høre at det er her han ser hovedfjenden. Det er imidlertid en så tendentiøs forenkling af begreberne at den reelt udelukker videre debat - og ikke er spor bedre end den Stjernfelt og Eriksen angriber venstrefløjskulturalismen for. De to forfattere nøjes dog ikke med at råbe nationalister efter højrefløjskulturalismen, men viser som sagt at problemet i begge fløjes kulturalisme ligger i at kulturen prioriteres over individet.



Politikens chefredaktør Tøger Seidefaden vil også have sig frabedt at blive kaldt kulturalist. Han tager i et indlæg i Politiken 27.9. afstand fra venstrefløjskulturalismens modeprægede relativisme der går under navne som postmodernisme eller dekonstruktion. Og han hævder at det bærende for dem der vender sig imod 'den grasserende højrekulturalisme' herhjemme, ikke er båret af denne kritisable venstrefløjskulturalisme, men af John Stuart Mills klassisk-liberale tese om at frihed omfatter alt, hvad der ikke skader andre. Da den omdiskuterede Asmaa Abdol Hamids tørklæde ikke skader andre, skal hun iføge Seidenfaden have frihed til at bære det. Hele den kritik af udlændingepolitikken, der kommer fra Institut for Menneskerettigheder, Det Radikale Venstre eller internationale organisationer - understreger Seidenfaden - hviler typisk på denne liberale frihedstænkning.

Diskussionen mellem Seidenfaden og Stjernfelt blev ført videre i Lars Trier Mogensens dobbeltinterview med d'herrer den 4.10., og her fastholdt Seidenfaden at han og Politiken ikke er kulturalister, men fx i hele Muhammedkrisen støttede ytringsfriheden samtidig med at man angreb statsministeren for hans håndtering af sagen. Stjernfelt fastholdt at Seidenfaden var 'under påvirkning af hård multikulturalisme' eller havde set sig gal på Anders Fogh Rasmussen. "Det undrer mig", sagde Stjernfelt vendt mod Seidenfaden, "at du som oplysningsmand tager skyklapper på og koncentrerer dig så meget om det lillebitte danske hjørne af sagen og overser de globale aspekter" (den voldsomme islamistiske hetz mod ytringsfriheden i muslimske lande).

En sådan diskussion er såmænd ganske morsom, men fører ingen steder hen. Den selvsikre Seidenfaden kan ingen køre ned. Han kan vitterligt ikke fordrage Fogh eller VKO-flertallet, og han har vitterligt forsvaret tegnernes ret til at tegne karikaturer af Muhammed, og mere kan han ikke se i den sag. Og den evigt analyserende Stjernfelt kan ingen trætte, uanset hvor meget hans argumentation preller af på andre. Men det hovedproblem han og Eriksen angriber består: der foreligger en kamp mellem oplysningsidé og kulturopfattelse, som hverken fra venstrefløjens eller den klassiske liberalismes og menneskerretighedernes fløj bør affejes med skældsord som nationalisme og racisme. For den handler om hvordan kultur og frihed forholder sig til hinanden og dermed om hvordan forholdet mellem individ og fællesskab skal opfattes i vores moderne tidsalder. Forholdet kan efter deres mening aldrig blive sådan, at islamisterne i frihedens og multikulturalismens navn skal have ret til at bekæmpe ytringsfriheden, for så undergraves det demokrati vi kæmper for.



Stjernfelt/Eriksen understreger derfor at der er to former for islamkritik som ikke må forveksles. Den ene er Kulturalismen der uanset fløj er "den mørke hævdelse af kultur, tradition, autencitet og den konservative anerkendelse af individets skæbnebinding til kulturen". Den anden er Oplysningstraditionens kritik af islamismen som en totalitær ideologi på linje med nazismen og kommunismen, og denne kritik er "en oplyst kritik af en politisk bevægelse vendt imod det åbne samfund og de demokratiske grundprincipper". Denne kritik retter sig ikke mod islam som sådan, men "mod de ideologiske, politiske og sociale barrierer der afskærer individet fra dets rettigheder".

Her er det skåret ud i pap at individet principielt er hævet over kultur og samfund i og med at det har nogle rettigheder af universel art som kan og bør gøres juridisk gældende - og må blive det hvor demokratiet råder. Enhver tale om kultur, tradition eller autencitet er hævdelse af mørk uoplysthed.

Ordvalget af ganske afslørende for forfatterne, ligesom den behændige sætten al tale om kultur og tradition i bås med "den konservative anerkendelse af individets skæbnebinding til kulturen". Begge dele afslører dem nemlig som akademikere og teoretikere der ingen føling har med kulturel tradition og autencitet. De er derfor helt på linje med Aarøe Pedersen der foragteligt talte om Herders 'oprindelighedsnostalgi'. Men der var absolut ingen nostalgi i Herders opfattelse af folkenes og nationernes autencitet. Tværtimod.



Herder (1744-1803) var - som det vil fremgå af artiklen Romantikken ifølge Rüdiger Safranski - ikke en hvilkensomhelst tilfældig romantiker eller førromantiker, men opdageren af den historiske udvikling og historiens individuelle træk. Alt er historie, indså Herder. Ikke blot mennesket og dets kultur, men naturen selv. Det var dengang en helt ny tanke at betragte naturen som en udviklingshistorie, en dynamisk proces der gennemløber forskellige trin, der hver især har deres ret i sig selv, men samtidigt er kimen til noget højere - og i sidste ende til det menneskelige. Menneskets kulturhistorie er naturhistorien der bliver sig selv bevidst gennem det Herder kaldte 'humanitetens befordring' (Beförderung der Humanität). Og hele denne historiske proces er ikke lineær, men fuld af brud og ombrydninger.

Karakteristisk for Herders historiske syn er endvidere at han opdager og fremhæver de individuelle træk ved historien. Mennesket som abstrakt fænomen gives ikke, der findes kun mennesker i individuel forskellig form og i egen ret. Og da der er mange af dem fremkommer pluraliteten (hvilket er nogt helt andet end kulturrelativisme). Fællesskabet er også en realitet, men det er en forbindelse mellem individerne, der dog også får sin egenart, fordi den er forskellig fra sted til sted og fra tid til anden. Sammenhængen ligger i familier, stammer, folk og nationer. Og folkenes egenart er vel at mærke ikke en simpel sum af individernes egenart, men kendetegnet af sin egen folkeånd.

Lige siden Herders opdagelse af dynamikken i den vesterlandske åndskultur har det været en selvfølge at se historisk på alt. Historien relativerer alt. Der er ingen absolut Gud, ingen absolutte ideer, ingen absolut moral, ingen absolut samfundsorden. Selv det gode, det sande og det skønne har sin plads i tilblivelsens og forgængelighedens hvirvlende strøm. Og dette har intet med relativisme at gøre. Relativitet betyder ikke at alt er lige godt (og derfor dybest set ligegyldigt), men at alt i historien og menneskelivet har relation til noget andet.



Og det er lige præcis dette Stjernfelt og Eriksen bestrider. De hævder i stedet en fra alle relationer løsreven frihed eller nogle fra alle relationer løsrevne menneskerettigheder. Både mennesket og historien bliver i deres teoretiseren til abstrakte fænomener, hvor de hos ægte psykologer, historikere og samfundsforskere bliver til forskellige konkrete og egenartede enkeltindivider og fællesskaber, der alle er sat ind i en kontekst der forandres med tiden, men giver både nogle rammer/grænser og nogle afgørende livserfaringer som ikke bare kan skiftes vilkårligt ud, eftersom mennesker såvel som kulturer er levende væsener og ikke teoretiske konstruktioner.

For en samfundsforsker og historiker som Michael Böss er det indlysende at nationen er et historisk fælleskab, men også at den er et diskursivt fænomen som til stadighed er underkastet såvel forandringens som debattens og kritikkens love. Nationalitetens egentlige formål er aldeles ikke at være et museum for følelser og traditioner der kan slavebinde individet, men at give borgerne fællesskab om en politisk kultur og om de fortællinger og symboler som skaber og fastholder den politiske kultur og dermed samfundet som et værdifællesskab. Og dette værdifællesskab udelukker på ingen måde åbenhed over for eller udveksling med andre folk, nationer, kulturer eller religioner. Böss gør sig personligt til talsmand for en 'kosmopolitisk patriotisme' men han påpeger samtidigt at denne netop hævder at vejen til global bevidsthed må gå gennem national stedsans og rodfæstethed. - Jf Böss' vægtige forsvar for nationen.

I virkeligheden kan man tale om komplementaritet mellem den nationale rodfæstethed og den kosmopolitiske eller globalistiske åbenhed. De to fænomener er på logisk plan uforligelige, men i praksis kan de fungere side om side i et berigende, dynamisk spændingsforhold. Problemet opstår alene hvis man vælger at lukke sig om den ene indstilling. Dansk Folkeparti tenderer således til at lukke sig om det nationale - og ved at lukke sig om det gøre det til noget musealt. Dele af Venstrefløjen bliver så globalistisk og kosmopolitisk indstillet at de udelukker det nationale og folkelige som flertallet ellers er fortroligt med og som regel værdsætter uden at betragte det som et museum. Men det hører med til den nyeste historie at Socialistisk Folkeparti faktisk har flyttet sig - og erkendt at den folkelige kulturopfattelse ikke er til at komme udenom.



Stjernfelt og Eriksen demonstrerer en totalt manglende historisk indfølingsevne når de kan mistyde Dansk Folkeparti som de gør ved fx at postulere at partiet kun går ind for ytringsfrihed fordi de får den omdøbt til en dansk værdi. Det er det rene vrøvl - og det er utroligt at akademikere kan være så nærsynede at de kan få sig selv til at tro på vrøvlet. Ytringsfrihed er for Dansk Folkeparti naturligvis en almen, universel frihedsrettighed, men som med alle frihedsrettigheder gives den - helt i tråd med Herder - en forankring i den nationale kultur og det nationale politiske system, der gør den til noget særligt i Danmark, fx i forbindelse med opfattelsen af hvad man må lave karikaturer af. Det er blevet solid dansk tradition at man må gøre grin med ikke alene magthavere, men også konger, guder og profeter. Og det er såmænd blot dette Dansk Folkeparti har slået på. Og på samme måde kan man let give en ganske naturlig forklaring på deres syn på forholdet mellem danskheden og de fremmede muslimer ved at påpege at de sidstnævnte som hovedregel ligger milevidt fra sekulær dansk mentalitet i kraft af at de bærer muslimsk kultur og muslimsk religion med sig hjemmefra.

Stjernfelt og Eriksen er i deres gode ret til at betragte Dansk Folkeparti som en modstander fordi partiet vitterligt skelner mellem 'os danskere' og de fremmede, og de gør såmænd også klogt i at belære venstrefløjen om at Dansk Folkepartis opfattelse ikke har noget med racisme at gøre og at man derfor skal ramme dem med andre metoder eller argumenter, hvis man vil ramme dem. Men deres egen hovedindvending om at kulturen sættes over individet holder hverken teoretisk eller praktisk, eftersom den er ekstremt abstrakt og antihistorisk.

Frihedsrettighederne svæver nu engang ikke som universelle idealer i den blå luft og de får aldeles ikke først virkning når de gøres til lovfæstede, juridiske rettigheder. De er derimod af psykologisk natur og har virkning i og med at det enkelte menneske indgår som led i et organisk fællesskab af historisk art der til stadighed udvikler sig. Og det er dette Stjernefelt og Eriksen intet fatter af.



Det fatter man nemlig først når man har føling med det kollektivt ubevidste som eksempelvis Herder, Grundtvig og Grønbech havde, men som faktisk enhver kunstner og enhver folkelig politiker og religiøs profet har og som alle almindelige mennesker oprindeligt har, fordi de ganske enkelt er født med den - jf. artiklen om De psykiske grundprocesser. Følingen mistes kun, hvis man af den ene eller anden grund giver sig i ideernes, dogmernes og teoriernes vold - det være sig nu fordi man hører til de ekstreme tænketyper der kun kan tænke abstrakt eller til de fanatiske føletyper der deler alt op i sort/hvidt og ikke kan se en sag fra flere sider - endsige opfatte tingene komplementært.

Begge typer er farlige for en organisk udvikling af demokratiet, fordi de opfatter al dybdepsykologisk forankring som en uforligelig modsætning til oplysning, hvor sandheden er at de to ting er komplementære fænomener der udmærket kan trives side om side, ja, først når en optimal dynamisk og berigende spænding i og med at de betragtes som ligeberettigede.

Romantikken - og dermed nationalfølelsen - er ikke at forstå som totalt brud med oplysningstidens erkendelsesmæssige og videnskabelige landvindinger, men som en helt nødvendig reaktion på oplysningens indsnævring til rendyrket og eksklusiv rationalisme. Romantikken havnede unægteligt i flere tilfælde i et følelsesmæssigt sværmeri af æsteticistisk eller nationalistisk art, men dens store fortjeneste var at den på ny skaffede det europæiske menneske den føling med det kollektivt ubevidste som oplysningstidens systematiske ideologer i slutningen af 1700-tallet havde forsøgt kappet på elitært plan og som de siden gang på gang har angrebet som formørkelse. Det skete således i marxismen, materialisen og den såkaldte logiske empirisme. Og det sker den dag i dag i videnskabelighedens misbrugte navn.

Derfor er det nødvendigt som reaktion mod Frederik Stjernfelts og Jens-Martin Eriksens frontalangreb mod gængs kulturopfattelse og kulturforankring at påpege, at oplysning i sand forstand ikke er en ensidig hævdelse af snæver rationalitet, men en dobbeltsidig hævdelse af rationalitetens komplementaritet med irrationaliteten. Rationaliteten kan vi ikke undvære, hvis vi skal bevare nøgternhed og illusionsfri virkelighedserkendelse, og irrationaliteten kan vi ikke undvære, hvis vi skal bevare meningen med tilværelsen og forankringen i historiens naturhistorie.

Peer Sendemand



Henvisninger:

Böss' vægtige forsvar for nationen
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Grønbechs kulturopgør

De psykiske grundprocesser
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi  (16.4.06.)

Muhammed uden humor - islam en religion uden humor  (2.3.08.)
Helhedsrealismens fortrin  (5.3.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Slip dogmerne - og gør jer fri!  (14.02.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.)
Had og demokrati (om politisk had, belyst af Stjernfelt og Eriksen)



Alle artikler under Peer Sendemands rubrik: Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal