Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Etik og eksistens

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.3.03.


Etik og eksistens

Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens,
opfattet helhedsrealistisk som alt menneskeliv fra privatliv til samfundsliv.

Indledning
Verdensordenen
Den europæiske orden
Arbejde og arbejdsløshed
Moralske problemer i samfundet
Vækstfilosofiens skævhed
Overordnet etisk strategi nødvendig
Etikkens basis i menneskets natur
Menneskets grådighed
Selvindsigtens nødvendighed
Selvudvikling og indre praksis
Meningen med tilværelsen
Religionens rolle
Musikkens rolle
Meditationens rolle
Den indre konsistens
Ånd eller materie?
Afslutning
Henvisninger



Indledning     
Til toppen   Næste afsnit

Vi lever i en krisetid og har gjort det længe, for ikke at sige ordet krisetid i virkeligheden er det mest gennemgående træk ved moderne, demokratiske samfund, fordi disse er under konstant forandring og forvandling. De vil først for alvor blive truet den dag forandringen søges forhindret af diktatorer eller simpelthen går i stå i mangel af indre motivation (dekadence).

I 30'erne og 40'erne var der international økonomisk krise, stor arbejdsløshed, opbygning af diktaturer i Sovjetunionen, Italien, Spanien og Tyskland og sluttelig verdenskrig. Krisen fortsatte efter krigen - men var trods alt præget så meget af opbygningen, at man i begyndelsen af 60'erne kunne se optimistisk på udviklingen. Der var kommet gang i hjulene; arbejdsløsheden herhjemme var stort set væk tillige med gælden til udlandet. Velfærdssamfundet kunne bygges op - omend med lånte midler og indført billig arbejdskraft.

Men i 1973 kom oliekrisen og ødelagde det hele. Udlandsgælden og arbejdsløsheden begyndte at stige for alvor. Vi nærmede os hurtigt en økonomisk afgrund, og selvom borgerlige regeringer fra 1982-93 med besvær fik rettet noget op på økonomien, så var det en løsning med tydelige sociale bagsider. Løsningen var nok økonomisk nødvendig, men meget ensidig og aldeles utilstrækkelig. I dag er krisen trods trods gode konjunkturer i 1990'erne og trods relativt god og stabil økonomi i 2003 på sin vis dybere og tydeligere end nogensinde.

Af lidt tilfældige årsager fik vi i begyndelsen af 1993 en ny regering, og den blev straks mødt med en hel del optimisme. Men i løbet af en enkelt våd og kold sommer forsvandt optimismen - og det tavse flertal begyndte ifølge meningsmålingerne at drømme sig tilbage til den gamle regerings dage.

Poul Nyrup Rasmussen kom som bekendt til truget på en for mange moralsk angribelig måde, og forekommer ikke - som statsmand betragtet - at rage op over forgængerne i embedet. Den umiddelbare forgænger som partiformand, Svend Auken havde i hvert fald en vigtig kvalifikation, som Nyrup ikke har, nemlig en erkendt religiøs dimension i sin eksistens og etik. Poul Nyrup Rasmussen holdt heller ikke mere end ni år. Han var heldig at sikre sig en ny regeringsperiode ved valget i marts 1998, takket være et færøsk mandat og navnlig det forhold, at de borgerlige på grund af uro i Det konservative Folkeparti ikke fik den fremgang meningsmålingerne ellers havde peget på.

Nyrup forsøgte at gøre 90'erne til et moralens årti, hvad en politiker der ikke selv har moralen i fineste orden selvfølgelig bør afholde sig fra, men som i det hele taget enhver politiker med sund dømmekraft bør holde sig langt væk fra, ganske enkelt fordi det uundgåeligt kommer til at lugte af moralisme, en simpel moralsk fordømmelse af folk, partier og nationer man af den ene eller anden, men ofte tvivlsomme grund ikke kan lide.

Nyrup dummede sig gevaldigt da han forsøgte på hundeopdragelsesvis at stemple Dansk Folkeparti som ikke-stuerent, skønt det faktisk stod for synspunkter som ganske almindelige gode danske socialdemokrater inderst inde selv mente, men bare ikke turde sige højt på grund af den herskende politiske korrekthed, der er det pænere ord for livsløgn.

Og han dummede sig gevaldigt, da han hoppede på de spanske, portugiske og belgiske premierministres moralske korstog mod den i Østrig nyddannede borgerlige regering, blot fordi den var en koalition af det gamle konservative folkeparti og det nye Frihedsparti med Jürg Haider i spidsen. Korstoget lugtede langt væk af indblanding i en demokratisk nations indre anliggender af rent partipolitiske grunde, og viste igen manglende respekt for almindelige menneskers ukorrekte politiske opfattelse.

Men efterhånden blev Nyrup slidt op, og da valget i november 2001 gav klart borgerligt flertal i kraft af stor fremgang til både Venstre og Dansk Folkeparti, blev kravet om formandsskifte for stort. Nyrup overlod roret til Mogens Lykketoft, der er en dygtig strateg, men uden større gennemslagskraft. Socialdemokraterne er i dyb indre krise, fordi de har svigtet i spørgsmålet om begrænsningen af indvandringen og dermed givet Dansk Folkeparti vind i sejlene. Krisen er et spørgsmål om identitet og løses naturligvis ikke ved udskiftning af formanden. Taber Lykketoft næste valg, vil han automatisk blive udskiftet, men partiets fornyelse sker ikke automatisk, men kun ved en afklaring af partiets identitet og målsætning i det moderne samfund der har sat selve velfærdsstaten til debat.

I det hele taget er det naivt at tro at problemerne her i landet løses bare ved, at man skifter partiformænd eller regering.

Krisen er ikke udelukkende af partipolitisk eller personlig art, men dybtgående og global. Indvandrerpolitiken skal naturligvis justeres - og er ved at blive det. Prioriteringen af opgaverne inden for store offentlige områder som sygehusvæsen, ældreforsorg og skolevæsen er ikke noget der klares med et pennestrøg af nogen minister eller regering. Skattereformer er altid påkrævede, allerede fordi skattelovgivningen er for kompliceret, men batter alligevel ikke rigtigt i den store sammenhæng, hvis det forbliver ved småjusteringer. Og meget tyder faktisk også på, at selve udsigten til nogle diskutable skattelettelser slet ikke har den appel til den danske vælgerbefolkning som visse politikere tror. Det er dyberegående reformer der er nødvendige, hvis der skal gøres op med formynderiet og gives stimulation af arbejdslyst og initiativlyst.

Det er med andre ord en dybtgående politisk fornyelse der er behov for.

Krisen er nemlig når det kommer til stykket af moralsk karakter - nøjagtigt som man kunne konstatere i 1982 og i 1993 - men naturligvis forstået alt andet end moralistisk.



Verdensordenen     
Til toppen   Næste afsnit

Først og fremmest skal det globale perspektiv ikke glemmes.

Vores smukke grøn-blå planet forurenes i et omfang som er katastrofalt for kommende slægter. Overforbruget i den vestlige verden slår alle rekorder. Overbefolkningen i udviklingslandene gør det samme med det resultat, at ikke alene sygdom, død og elendighed florerer, men også en urbanisering der skaber en utrolig rodløshed og dermed optimal basis for slum, fattigdom, vold og narkomani.

Kloden over er der en skæv fordeling af ressourcerne, men også skævhed i bytteforholdet mellem rige og fattige lande, samtidig med at de fattige landes gældsbyrde er stigende og næsten umuliggør en fornuftig, socialt afbalanceret udvikling. Magtkampene af religiøse, ideologiske, nationalistiske, racistiske og klanmæssige grunde gør såvel internationalt som bilateralt hjælpearbejde vanskeligt, fordi korruptionen under disse forhold får lov at florere. Mange steder fører magtkampene til krige og borgerkrige med ødelæggelser, død og lemlæstelse, vold og tortur samt store flygtningestrømme til følge.

Over for det internationalt set betydelige problem omkring islams placering i verdenssamfundet prøvede USA i 1991 at bombe sig til en ny "verdensorden", dvs. ny magtstruktur, i den korte krig med Irak. Forsøget afslørede samme mangel på respekt for islam som forholdet til Iran har gjort, og samme mangel på evne til at finde løsninger med andre midler end teknologisk højtudviklet, men dog rå magt. Men et lyspunkt dengang var kontakten og fredsaftalen mellem Israel og PLO; aftalen var dengang det største der er sket i området siden Anwar Sadat rejste til Jerusalem, men ligesom dengang er der fanatikere i begge lejre der vil få alvorlige problemer med deres identitetsgivende fjendebilleder.

Terrorangrebet på USA den 11. september 2001 afslørede på én gang, at det had til USA og de vestlige værdier som næres i muslimske befolkninger er langt større end hidtil antaget, og at USA's hævdelse af sin magt i Mellemøsten ikke skabte nogen ny verdensorden, men tværtimod cementerede den gamle og lod fundamentale politiske og sociale problemer uløste.

Krigen mod Osama bin Laden og Al Quada i Afghanistan og andre steder og ikke mindste den nye igangværende krig mod Irak er så at sige USA's forsøg på at gribe fat i problemets rod for alvor. Der er i skrivende stund næppe tvivl om, at det denne gang vil lykkes at fjerne Saddam Hussein fra magten i Irak og dermed fjerne ikke alene en permanent risiko mod USA og Israel i området, men på verdensplan sætte den muslimske fundamentalisme og terrorisme stolen for døren. Fortsætter denne med uformindsket kraft sine anslag mod den vestlige verden eller vil det militære indgreb mod det irakiske styre umiddelbart forstærke hadet mod USA og dets allierede, så vil den hårde kamp føres videre. Men skulle det imod mange odds lykkes at få store dele af den muslimske befolkning til at vælge forsoningens, fredens og opbygningens vej, så vil en proces blive sat i gang der virkelig vil kunne skabe en ny verdensorden.

I den sidste ende vil den fulde succes dog afhænge fuldt og helt af om parterne forstår at sammenkoble det politiske og det spirituelle.



Den europæiske orden     
Til toppen   Næste afsnit

Kommunismens glædelige sammenbrud i Østeuropa og i det gamle Sovjetunionen førte i først omgang til et kaos der har fået gamle etniske og sociale modsætninger til at blusse op og samtidig givet uanede muligheder for de "nyrige" til at mele deres egen kage.

Det er med andre ord et kaos der ikke som i de smukke "kaosteorier" er en nødvendig tilbagevenden til begyndelsestilstande, hvor der er tilstrækkelige følsomhed til at skabe noget nyt og bedre, men et kaos der giver frit slag for de grupper der i forvejen havde en kynisk indstilling til livet - måske netop på grund af kommunismens umenneskelige behandling af dem. Liberalismen bifalder det, men resultatet er blevet, at man blot er havnet eller vil havne i den modsatte grøft af planøkonomien, statsbureakratiet og statsovervågningen. Og det bekræfter kun, at såvel socialisme som liberalisme i ekstrem udgave er ubrugelig. Social tryghed og økonomisk og åndelig frihed er komplementære størrelser, hvis indbyrdes afvejning er betingelsen for udvikling af demokrati.

I Jugoslavien gik det helt galt, men er der dog efterhånden takket være Nato's, USA's og FN's indsats kommet så meget skik på forholdene, at en konstruktiv og demokratisk udvikling er blevet mulig.

Og i de øvrige østeuropiske lande er der i løbet af ti-tolv år sket så store fremskridt - socialt, økonomisk og politisk - at der tegner sig et billede af et helt nyt og forenet Europa under EU's beskyttende vinger.

EU-udvidelsen er i sig selv et betydeligt skridt mod en reel integration af de europæiske lande i et bredt samarbejde. I første omgang er det kun ti lande der kommer med, endda under forudsætning af at de hver især stemmer for medlemsskabet og ingen af de gamle EU-lande i sidste øjeblik modsætter sig udvidelsen, således som enkelte har truet med. Men i anden omgang står Bulgarien og Rumænien på spring og på længere sigt også de resterende Balkan-lande.

Der må forudses betydelige vanskeligheder med at få alle lande integreret i det praktisk samarbejde, fordi det bestående EU med sin gamle traktat ikke er egnet til formålet. Og selvom konventet arbejder på højtryk for at få et nyt traktatudkast på plads, er det ikke givet at det lykkes inden for den ønskede frist - og endnu mindre givet, at det går igennem. Men EU består og vil i mange årtier formentlig være eneste realistiske samarbejdsorganisation for de europæiske lande - først og fremmest på det økonomiske område. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ligger det straks tungere med.

På grund af den interne strid om tilslutning til eller modstand mod USA's krig mod Saddam Hussein uden om FN, må der umiddelbart ventes større uoverensstemmelser om den fremtidige form for samarbejdet i EU, men de må trods alt anses som overvindelige på længere sigt. Viljen til samarbejde er fortsat stor - og vil være afgørende for at det storslåede fredens projekt vil lykkes.



Arbejde og arbejdsløshed     
Til toppen   Næste afsnit

Men for hele den vestlige verden gælder som det gjorde for ti år siden, at arbejdsløsheden er et uhyggeligt stort og skadeligt problem. Den er så udbredt, at den støder uhyggeligt mange arbejdsduelige folk i alle aldre, men ikke mindst de unge, ud i uvirksomhed, kedsomhed og mangel på uddannelse og sociale kontakter - med alle de risici og fristelser dette giver. Økonomien i USA og hele den vestlige verden er gået i stå, og afventer for øjeblikket ikke mindst udfaldet af krigen mos Irak. Men for specielt for den europæiske økonomis hidtidige lokomotiv Tysklands vedkommende gælder også, at dybtgående strukturelle problemer gør det svært at komme videre.

Nationalt set er det utvivlsomt arbejdsløsheden der er det værst sociale problem. 175.000 arbejdsløse i skrivende stund mod 350.000 arbejdsløse 1992 (12,7 %) og 250.000 (9%) i 1982, 125.000 (5%) i 1975 og 18.000 (2%) i 1965. Og så er der endda ikke regnet med de tusinder der er kommet ind under de mange aktivitetsordninger, der er vedtaget og som ofte forvrider arbejdsmarkedet.

Ligesom der ikke er regnet med de over 100.000 efterlønnere, der strengt taget også for flertallets vedkommende var arbejdsduelige i mange år, men som blot har fået chancen for at trække sig tilbage fra arbejdslivet tidligere end de normalt ville have gjort, hvis de selv skulle betale gildet. Bortset fra at efterlønsordningen er for dyr og nødvendigvis på længere sigt må finansieres som en forsikringsordning, hvis ikke den helt skal afskaffes, så er den en af de mest fornuftige socialpolitiske og arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger folketinget nogensinde har vedtaget. Men den har ikke løst arbejdsløshedsproblemet og vil endda i stigende grad gøre en løsningen af de kommende års mangel på arbejdskraft mere pågående.

Arbejdsløsheden skal stadig - som i 1982 og 1993 - ses i relation til, at flere og flere kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet. Dette er i sig selv et fremskridt, for så vidt kvinder bør have samme ret til uddannelse og deltagelse i arbejds- og samfundslivet som mænd, eftersom disse ting er nødvendige for en personlig udvikling af hele mennesket. Men det er til skade for børnene, der må leve 8-9 timer dagligt i den pseudoverden som børneinstitutioner er, uanset hvor godt de pædagogisk set bliver drevet.

Men hertil kommer paradoksproblemet, at der visse steder mangler arbejdskraft selvom der er så mange ledige. Det skyldes, at de ledige ikke har de kvalifikationer der kræves for at varetage de ledige job. Og det skønnes, at manglen på arbejdskraft i Danmark fremover vil blive så stor, at den kun kan løses ved import af fremmed arbejdskraft. Der skønnes desuden at blive færre og færre erhvervsaktive i Danmark, så der efterhånden bliver for få til at opretholde den produktion der er nødvendig for at forsørge det stigende antal ældre.

Resultatet af udviklingen er derfor totalt set, at familierne som samlet enhed lægger flere arbejdstimer pr. uge uden for hjemmet end tidligere. Børnene kommer til at savne normale familierelationer og -omgivelser, flere og flere unge får aldrig chancen i arbejdslivet eller i uddannelsessystemet, og flere og flere voksne og arbejdsduelige presses ud i uønsket ledighed som de i de fleste tilfælde ikke er i stand til at administrere.

Den arbejdsløshed vi efterhånden har fået har gjort alle forestillinger om velfærdssamfundet til skamme, fordi den rammer de svageste i samfundet - og rammer dem på den hårdest mulige måde ved at støde dem ud af et normalt og for næsten alle mennesker nødvendigt tilhørsforhold til den samfundsmæssige virkelighed. Især har den de sidste ti år ramt hårdt blandt indvandrerne og dermed været med til at modarbejde disses integration i det danske samfund.

At være arbejdsløs i længere perioder er ikke alene økonomisk belastende for de fleste mennesker og deres familier, men medfører også tab af social prestige og identitet. De betingelser der i det foregående er opstillet for en selvudvikling med spirituelt sigte, og som er kaldt balance i de tre nederste chakraer, er jo ikke at betragte som luksusbetingelser for folk med spirituelle særinteresser, men er i virkeligheden elementære betingelser for et anstændigt liv for ethvert menneske der vokser op i og lever i et frit og demokratisk samfund.

En uddannelse der svarer til evnerne, et arbejde der svarer til uddannelsen, rimelige lønindkomst, rimelige boligforhold og rimelig psykisk og fysisk sundhedstilstand er betingelserne for at kunne finde sin plads i samfundet, så man føler at man gør fyldest og kan leve de almindelige menneskelige behov ud på en positiv måde.

At fratage mennesker denne mulighed og støde dem længere og længere ud i isolation og forfald er intet mindre end en social katastrofe og en politisk forbrydelse, for den undergraver både selvtilliden og menneskeværdigheden hos de mennesker den rammer og samfundets evne til at holde sine medlemmer sammen som en sund integreret helhed, altså det man i gamle dage højtideligt kaldte et folk.

Følgen bliver en polarisering i samfundet, og "bivirkningen" bliver ubehageligheder som forfald, hærværk og vold samt stigende intolerance mod de indvandrere vi tidligere har inviteret til landet og mod de flygtninge borgerkrige og undertrykkelse rundt omkring i verden tvinger til landet. Fremmedhadet har været stigende i hele den vestlige verdens velfærdssamfund i mange år, og har også vokset sig stærkt i Danmark. Sammen med flygtningedebatten har det afsløret projektionsmekanismer hos de sårbare og deres manipulatorer i et omfang der viser hele den moralske elendighed.



Moralske problemer     
Til toppen   Næste afsnit

Det bestående systems elendighed kan ikke længere skjules. Aldrig så snart har velstandsstigningen toppet og omstillingen til andre tider begyndt, før de værste instinkter hos folk kommer til udtryk ikke i isolerede tilfælde, men i flere og flere sammenhængende tilfælde, som der igen slås partipolitisk mønt på. Resultatet er blandt andet manglende evne og vilje til at tage fat på de problemer der findes udover arbejdsløsheden og flygtningepolitiken og som drejer sig om vores overlevelse på lidt længere sigt, altså det spørgsmål der burde være i fokus.

Den megen snak om moral og enkeltpersoner løser hverken de kortsigtede eller langsigtede problemer, for krisens overvindelse kræver langt dybere selvforståelse og selvbesindelse hos både politikere og vælgere. Der er faktisk brug for en ny politisk målsætning der drejer sig om, hvad vi vil med samfundet, og hvordan vi vil klare de store økologiske problemer. I realiteten er det nødvendigt at tage 40 års blind vækstfilosofi op til revision.

Der skal naturligvis ikke i denne situation ses bort fra personlig moral eller mangel på samme hos politikerne. Det var temmelig rystende i sin tid at høre en så fremtrædende og begavet socialdemokrat som Ritt Bjerregaard i forbindelse med en vis boligsag i Københavns kommune udtale, at politik og moral ikke havde noget med hinanden at gøre, når blot man har juraen på sin side.

Tamilsagen afslørede problemer som det var særdeles nyttigt at få afdækket i fuld offentlighed. Landet er ikke tjent med en justitsminister der bevidst forsøger at omgå de love folketinget har vedtaget og som bevidst modarbejder den ombudsmand folketinget har valgt. Eller med højtstående embedsmænd der ikke tør sige fra over for den slags. Og landet kan heller ikke have en statsminister der lukker øjnene for disse ting, heller ikke om det primært sker af personlig hensyntagen til den ældre minister.

Det der bragte Poul Schlüter til fald var som bekendt ikke så meget, hvad han havde foretaget sig, som hvad han havde undladt at foretage sig. Og når Tamil-rapporten kom så totalt bag på ham som tilfældet var, så afslører det lige præcis den værste svaghed af alle for statsmænd og partiledere: den manglende vilje til at fastholde et overordnet, over ethvert taktisk hensyn hævet, moralsk sigte. Men Tamil-rapporten fik renset luften, og efter regeringsskiftet og EF-afstemningen burde der være ro til at se på den langsigtede politiske målsætning.

I de seneste år er det Peter Brixtofte-sagen i Farum der har påvist risikoen ved at overlade initiativet blindt til en mand hvis succes stiger ham til hovedet så han i forbindelse med både et alkoholproblem og problemet med at have 'venner' der ikke kan, vil eller tør sige fra kommer så langt ud i økonomiske spekulationer, at hverken han selv eller hans omgivelser længere kan overskue konsekvenserne.

Formålet med Brixtoftes Farum-model var oprindeligt god og fornuftig, nemlig en mere effektiv kommunaladministration, men på grund af den manglende styring blev resultatet en katastrofe for kommunen og en kraftig påmindelse til vælgerne landet over om at holde sig fra politikere der ikke har benene på jorden, men giver sig ud i spekulationer og utopiske drømme.



Vækstfilosofiens skævhed     
Til toppen   Næste afsnit

Stress har i flere årtier været et stigende problem, men er i dag blevet en decideret folkesygdom, som rammer ikke blot voksne i egentlig erhvervskarriere, men også børn.

En Gallup-undersøgelse inden for de sidste par år har vist at mere end hver tredje dansker peger på stress i hverdagen som en direkte trussel mod deres sundhed, og for aldersgruppen 25-39 er procenten helt oppe på 47. Lederen af WHOs europæiske afdeling for psykisk sundhed gjorde i 2001 opmærksom på, at alle deres prognoser pegede i retning af, at omfanget af stressrelateret sygdom og død vil vokse i de kommende år. Stress vil blive en af de helt store, måske den største omkostningsfaktor i fremtiden.

En af de helt forrykte årsager til miseren er den moderne it-teknologi, nærmere betegnet eksplosionen på internettet af e-mails. Skønt omkring en tredjedel af de interne e-mails på større arbejdspladser er private beskeder, er de med til at stresse arbejdsdagen - og dermed også hæmme kreativiteten. Medarbejdere bruger ofte timer på at læse og besvare e-mails. Igen bliver man mindet om Tor Nørretranders nyttige sondring mellem information og exformation. Informationsmængden er efterhånden blevet så kolossal, at det bliver mere og mere nødvendigt at den enkelte for sin egen overlevelses og sundheds skyld afgrænser sig bevidst og hårdhændet fra al den overflødige information og kun lader den vigtige information slippe igennem.

Værst er det måske, at også børnene nu om dage bliver mere og mere stressede som følge af alt det de skal og gerne vil nå. Også her bliver det nødvendigt i stadig højere grad at lære de voksne gode regler og børn i alle aldre at sondre mellem det nødvendige og det overflødige. En svensk småbørnspædagog har bl.a. rådet forældre til simple forholdsregler som at lade børn spise i fred og ro, lade være med at vække dem for sent om morgenen, undgå unødig støj, begrænse deres tid foran fjernsynet og rydde op i deres aktiviteter på kalenderen.

At stress således er gået hen og blevet en folkesygdom i de fleste vestlige lande, er naturligvis ikke tilfældigt, men må i allerhøjeste grad sættes i direkte forbindelse med vækstfilosofien og jaget efter forbrugsgoder og oplevelser. Vækstfilosofien har nemlig været blind, fordi den har sat ensidig økonomisk vækst, målt på bruttonationalproduktet, op som eneste mål for udviklingen. Alt kom til at dreje sig om at gøre "lagkagen" større, så der blev større og større stykker til den enkelte. Borgerne opfattedes nærmest som små børn, der skulle gøres "lykkelige" med overflod af kager. Hensynet til naturen blæste man lige så meget på som hensynet til den enkeltes fysiske og psykiske sundhed.

Stigningen i den materielle velstand er ikke blevet forbundet med en stigning i ansvarligheden. Tværtimod er såvel de økologiske som de psykologiske affaldsprodukter bare blevet hældt ud på lossepladsen eller i jorden og havene og - i det underbevidste.

Vækstfilosofiens ændring til en bevidst fokusering på kvalitet i stedet for kvantitet og på hensyntagen til naturen i stedet for hensynsløshed over for den er så småt ved at komme på dagsordenen, fordi fremsynede mennesker har haft held til at påpege problemernes omfang og skæbnesvangerhed. Den nødvendige ændring er sågar kommet med i rekommandationer fra internationale konferencer og organisationer, men er dog endnu ikke blevet forbundet med praktisk, jordnær og konkret politik. Realpolitik er stadig overvejende et spørgsmål om økonomiske interesser - regeres skal der jo, som det engang blev sagt - og ikke et spørgsmål om overlevelse og sundhed eller om, hvad vi vil med samfundet.

Ganske vist dukker der indimellem partier op der prøver at fokusere på økologien, helheden og det lange sigt, fx De grønne i midten af 80'erne eller Juni-bevægelsen i 1992. Men De grønne begik både herhjemme og i Vesttyskland lige præcis den brøler et parti med deres målsætning ikke må begå, nemlig at abstrahere totalt fra egne indre forureninger. Hvordan kan man tro, at man kan vinde endsige bevare folks tillid, hvis man ikke har afklaret sine egne problemer.

SF viste betydeligt mod og modenhed, da det gik ind i "det nationale kompromis". Det frustrerede nogle medlemmer og vælgere, som det altid frustrerer nogle at de ansvarlige ledere går fra absolutisme til relativisme eller pragmatisme.

Det er imidlertid næppe partimæssig frontopbygning omkring EU-problematikken der er brug for i en situation, hvor hele vækstfilosofien ønskes omformet. Hvis helhedssynspunktet skal fremmes, skal det tværtimod lidt efter lidt vinde indpas i flertallet af partier. Det vil kun virke imod hensigten at forsøge at gøre synspunktet til en slags monopol for et nyt parti, der ydermere er fixeret i EU-modstand. Alt partivæsen skiller, og det glemmer idealisterne som regel.

Grunden til at det først i 2001 lykkedes at skifte spor på landsplan er naturligvis ikke alene dyb uenighed om målsætningen og midlerne, men også at det er overordentlig vanskeligt og kompliceret at skifte spor, når alle hidtidige mekanismer ensidigt har tjent den kvantitative væksts og det kvantitative forbrugs fremme. Målsætningen for VK-regeringen er imidlertid foreløbigt bundet af selve opgøret med den gamle automatiske velfærdspolitik, og har endnu ikke formået at hæve sig op til et langsigtet perspektiv.

En økologisk forsvarlig økonomi til fremme af en "bærekraftig udvikling" kræver brugbare økonomiske og politiske mekanismer, hvis man skal undgå totalsammenbrud af økonomien, så det er såmænd ikke vanskeligt at forstå at politkerne er tilbageholdende og ikke rigtigt kan se nogen løsning for sig. Men den politiske fornyelse kræver, at realpolitikken på en eller anden måde hæver sig over den allersnævreste nyttefilosofi og bliver forbundet med det store perspektiv - uden at havne i utopi eller ideologi og uden at fortsætte i formynderi og sygeliggørelse.



Overordnet etisk strategi nødvendig      
Til toppen   Næste afsnit

Man skal ikke bare undgå en vanskeligt styrbar recession, men direkte og bevidst prøve at satse på en politik der systematisk og over en bred front nedsætter ressourceforbruget og omfordeler arbejdet og goderne uden at det fører til omfattende virksomhedslukninger med sammenbrud af både økonomi og socialpolitik til følge. Og dette er unægteligt en udfordring der kræver mod, vilje og engagement fra alle sider.

Forudsætningen for at den skal kunne lykkes er ikke bare en ny regering, selvom den der faktisk kom i 2001 givetvis må betragtes som en første forudsætning, men også en mentalitetsændring eller med andre ord en ny moral, nemlig en moral der ikke blot går på de ti bud, politivedtægterne, almindelig anstændighed og hensigtsmæssige, utilitaristiske klogskabsregler, men som går på ansvaret for helheden. Skal menneskeheden varetage sit globale ansvar, kræver det ikke mindre end en højere helhedsorienteret bevidsthed, for nu at citere Jes Bertelsen.

Såvel det store perspektiv, ansvaret for kloden, som det dybe perspektiv, ansvaret for sjælen, må lede denne nye etik, og derfor må såvel politikerne som vælgerne i de berørte vestlige lande gå i gang med en form for selvudvikling der involverer dette store helhedsperspektiv.

Ingen politiker vil kunne bidrage til en løsning af denne krævende, komplicerede og livsvigtige opgave, hvis han eller hun kun ser taktisk eller rent pragmatisk på etik og politik. Der skal være en overordnet strategi i politiken, som skal være motiveret af vedkommende politikers egen dybere selvforståelse og etik. Midterpartierne kunne have været foregangspartier på dette område, men bevidsthedsniveauet var for lavt.

Der er brug for en ny type politikere, en type der ikke blot har det lange sigt og helheden som drøm og fjernt ideal, men som et integreret aspekt af deres egen etik. Og så er der iøvrigt brug for en kulturminister der tør interessere sig for andet end dagens aktuelle kultur-trends blandt de unge - eller kulturstøtte og TV2-privatisering. Faktisk er kulturministeriet centralt for støtten til opbygningen og udbygningen af det helhedssynspunkt, der er nødvendigt.

Opgaven er på ingen måde håbløs, eftersom mange tusinde vælgere forlængst har indset, hvad det gælder. De er hver især temmelig magtesløse og gribes ofte af følelsen af magtesløshed over for de træge, men stærke økonomiske og bureaukratiske kræfter de er oppe imod, men det er vigtigt at fastholde betydningen af den emergens Tor Nørretranders er inde på. Det er ikke den pludselige "revolutionære" forandring, men den samlede bevægelse af mange små ophobede bevægelser der gør udslaget, også når det gælder samfundsudviklingen. Alle kan give deres bidrag til ændringen af udviklingen - ligegyldigt hvor i systemet de står.



Etikkens basis i menneskets natur      
Til toppen   Næste afsnit

Først og fremmest forudsætter en anden og mere bæredygtig samfundsudvikling imidlertid en forståelse for, at etikken ikke svæver frit i luften som skønne drømme eller utopiske forestillinger, men har solid basis i menneskets natur eller psykologi.

Som Peter Zinkernagel har påpeget (jvf artiklen Zinkernagels filosofi), hører rettigheder med til det at være person, fordi der er en tvingende sproglig forbindelse mellem ordene "person", "bør" og "rettigheder". Vort samfund bør indrettes sådan, at ethvert menneske behandles som en person med rettigheder. Fra naturens side har vi ingen rettigheder, men sproget forudsætter disse, det sprog vi "hænger i" og kun kan komme bag om i mystiken, men som er uløseligt knyttet til den menneskelige psykes opbygning. Allerede sproget giver os altså et etisk fundament. Vi får ikke de konkrete rettigheder forærende af sproget, men vi får opgaven at finde dem og forsvare dem.

Men gennem "kategorialiteten" stiller sproget os endvidere i det moralske grundproblem at vælge mellem godt og ondt. I "syndefaldet" mistede mennesket sin religiøse uskyld, det umiddelbare, naive helhedssyn, og blev sig bevidst som enkeltperson over for andre. Og bevidstheden deler ustandseligt op i dualiteter: ondt-godt, lys-mørke, for-imod, ja-nej, jeg-du, os-de andre osv. Bevidstheden og dens kategorier giver os muligheden for projektioner - og vi udnytter muligheden optimalt i vores kamp for at vokse op og tilpasse os den konkrete virkelighed. Men projektionsmekanismen medfører jo desværre, at vi deler tingene op i det vi kan lide og det vi ikke kan lide - og det første sætter vi lig med det gode, det sidste lig med det onde. Misèren er, at det vi ikke kan lide hos os selv projicerer vi ud på ydre fjender - og dermed fratager vi os reelt ansvaret for en stor del af os selv.

Som påpeget af Jes Bertelsen på grundlag af bl.a. Freud og Jung er det nødvendigt for et menneske der vil komme til sig selv at trække sådanne projektioner tilbage og tage ansvaret for alle egne impulser og tilbøjeligheder - og da især de "onde", dvs. de for andre eller en selv skadelige eller destruktive.

I praksis kan man fx tage ansvaret for sine impulser og følelser ved som anbefalet af Thomas Gordon at melde ud med klare "jeg-budskaber", dvs. melde ud med "Jeg bliver vred over dette eller hint" i stedet for at fare ud med meldingen: "Du er da også en idiot!". - Dybest set er der ingen tvivl om, hvad der er ondt, negativt, destruktivt, og hvad der er godt, positivt og konstruktivt, for det er spørgsmålet om, hvad der hæmmer respektive fremmer varmen og kærligheden mellem mennesker. Al tvivl og selvbedrag er et udslag af fortrængning og neurotisk reaktionsdannelse eller uvilje mod at blive konfronteret med disse. Men at tage ansvaret for egne impulser af negativ art, er at lære sig selv at kende og at se impulsen som formbar: bagved er der psykisk energi til fri rådighed.

Om det gode og det onde er totalt identiske med henholdsvis den "orale lyst" og den "orale ulyst", eller med andre ord med spædbarnsmatricerne for henholdvis varme/kærlighed og kulde/afsky, således som Erling Jacobsen blev overbevist om gennem sine LSD-eksperimenter (jvf. artiklen Hvad lever vi på?), er vanskeligt at afgøre - bl.a. fordi ikke ret mange mennesker gennem LSD eller stoffri metoder som meditation har været nede i disse dybe lag af bevidstheden. Men alt tyder på at han har ret.

Og det samme gælder med hensyn til identiteten mellem oral lyst og automatisk akcept på den ene side og mellem oral ulyst og automatisk rejektion på den anden. Dybest set er der ingen tvivl om, hvad der er godt og ondt, for mennesket er fra naturens hånd således indrettet, at det automatisk føler forskellen og automatisk vælger det gode eller kærlighedsfremmende, hvis og såfremt det ellers er fri af fortrængning.

Opgaven for den enkelte bliver derfor som fremhævet af Erling Jacobsen den bundne opgave at forsøge at sætte sine akceptsignaler på ting der forøger sandsynligheden for den automatiske lyst - og dermed det gode. Intet menneske med overblik over hele sin situation og med frihed til at vælge vil gøre tingene på nogen anden måde.



Menneskets grådighed   
Til toppen     Næste afsnit

Problemet i forbindelse med denne bundne opgave er primært fortrængningerne og grådigheden. Mennesket kan ikke med nogen ret siges at være absolut ondt fra naturens side, men måske nok, som Erling Jacobsen er inde på, uheldigt indrettet derved, at det er utroligt følsomt over for mangel på kærlighed, ja er tilbøjelig til at reagere på denne mangel med den dårligst tænkelige løsning, nemlig had. Og da alle mennesker har en fond af oral ulyst i sig fra spædbarnsalderen, kan ondskab til hver en tid kaldes til live, hvis omstændighederne er til det, og ubevidstheden om den orale ulyst ikke er ophævet. Der er en morder og bøddel i enhver, hvad ekstreme situationer ofte nok afslører.

Fortrængningerne får mennesket til at lyve for sig selv eller skjule sig for gud, hvis man foretrækker denne gamle formulering. Meningen er den samme, og metoden er menneskets prærogativ i forhold til dyrene, men det gør jo ikke sagen bedre. Opgaven bliver derfor at ophæve fortrængningerne og ubevidstheden gennem selvransagelse, men da en sådan er yderste vanskelig, fordi den enkelte hele tiden tilskyndes til at narre sig selv, er det i næsten alle tilfælde nødvendigt med den ene eller anden form for dyberegående sekundær terapi.

Aggressiviteten er ikke i sig selv nogen negativ tilbøjelighed, eftersom den er udtryk for selv trangen til at gå ud over sig selv, erobre land, tilegne sig viden, udvikle sig og måske endog gå i lag med en decideret spirituel søgen. Men i form af raseri eller grådighed kan den ødelægge den enkeltes muligheder for at modtage kærligheden eller det gode, og dermed at nå det der er målet for det hele.

Standardmidlet mod grådigheden hedder "askesen", at neddæmpe, omforme eller styre sit engagement, så det bliver foreneligt med udholdenhed og tålmodighed og fjernet fra tendens til magt og at ville have sin vilje. Det er denne omformning der sker i og med relativeringen af jeget og oparbejdelsen af evnen til dobbeltrettet opmærksomhed. Man lærer, at man ikke kan tvinge nogen til at elske sig, men også at tabet af kærlighed er uundgåeligt i en verden, hvor ingen når det kommer til stykket er herre over tilværelsen. Man går med Martin Bubers udtryk ind i "tragediens område, hvor det at have ret hører op".

I denne forbindelse dukker forskellen op mellem de løselige og de uløselige problemer. De førstnævnte kan løses ved at man sætter ind med sund fornuft, vilje og handlekraft, dvs. "mandlig" indstilling, sådan som man normalt gør med dagligdagens små problemer. Men handlekraft og magt duer ikke over for de uløselige problemer, de eksistentielle grundproblemer. De kræver tid, venten, lytten, altså "kvindelig" indstilling. De er, som Jes Bertelsen udtrykker det, sat op omkring jeget for at modificere og afbøje dets energibevægelse.

Både i litteraturen og i musikken gives der eksempler på det sidste; i litteraturen således Steen Steensen Blichers noveller, hvor han lader sit alter ego, Peer Spillemand, fortælle historien på en underfundig måde, og i musikken Wolfgang Amadeus Mozarts symfonier, operaer og andre værker fra de sidste tre år af hans liv. I begge tilfælde er der tale om, hvad psykiateren Ib Ostenfeld kalder "moll-musikanter". Det vil ikke sige komponister eller forfattere der excellerer i "sørgelig" musik og fortælling, men om mennesker der er afbøjet fra durtonearternes lysere og mere ligefremme eller energiske strøm og har fundet deres udtryksleje i et mørkere, men langt rigere facetteret tonesprog.

I Blichers tilfælde var denne form udslag af hans uløselige problem med at finde sig til rette med et præsteembede og en kone der var temmelig langt fra hans livsdrøm og som han simpelthen ikke magtede. I Mozarts tilfælde skete der en pludselig forskydning der var direkte foranlediget af faderens død. Wolfgang Amadeus mistede med ét sin moralske rettesnor som trods hans alder var forblevet en ydre instans og aldrig som normalt for modne mennesker var blevet flyttet ind til eget indre. Men dette store geni var lige præcis aldrig blevet moden. Han kom moralsk set ud at svømme, hvor han ikke kunne bunde - og den religiøse dimension kom for alvor ind i hans liv og kunst.

Alvorlig sygdom, tab af nære familiemedlemmer og venner, økonomiske og sociale ulykker, for slet ikke at tale om naturkatastrofer eller krige, kan sætte ethvert menneske på den alvorligste eksistentielle prøve. "Det er ikke rimeligt, at en så ung pige skal rammes af uhelbredelig kræft", kan protesten eksempelvis lyde. Det kan blive tvingende aktuelt at afgøre, om meningen med tilværelsen kan fastholdes på trods af tab og omskiftelser, og om værdigheden kan bevares, selvom man ikke får hjælp til at føre tingene tilbage til tilstanden før tabene eller ulykken.

Karen Blixens tilfælde kan illustrere, hvad der hentydes til. Hun kom i Afrika i den ulykkelige situation, at hendes farm måtte afhændes samtidig med at hun måtte akceptere at have mistet den mand hun elskede - og var ved at miste modet totalt. Men hun tog en spadseretur for at komme til klarhed og om muligt få et tegn af skæbnen - og mødte da et bevis på naturens frygtelige grusomhed: en høne der med et hug nappede tungen af en kamæleon.

Denne episode blev hende i løbet af de næste dage selve billedet på, at verden var og endda burde være grusomt indrettet. Hvis nemlig en guddom kommer et menneske til hjælp i den yderste nød, ville det fortsat være som et barn der måtte pylres om. Ved ikke at hjælpe hende viste guderne netop den største respekt for hendes værdighed.

En specielt og meget typisk livsfortolkning af Karen Blixen, som imidlertid siger noget generelt om menneskets evne til at bevare livsmodet i og med sin værdighed. Sikkert er det nemlig, at jeget bliver modificeret eller relativeret gennem erfaringer af denne art.

Grønbech taler i denne forbindelse om humor og tragedie, fordi tingene ikke kan gøres simpelt op i, hvad der umiddelbart er glædeligt eller sørgeligt. Og der er slet ingen grund til specielt at begynde at lovprise lidelsens betydning for den menneskelige karakterudvikling, for både hvad det glædelige og det sørgelige angår er der tale om liv der synker ned i underbevidstheden og opstår som liv igen efter passende tid. Men unægteligt er det hårdest at komme igennem det tragiske, det der går imod vores vilje.



Krig og borgerkrig     
Til toppen   Næste afsnit

Med hensyn til krig og borgerkrig er der også tale om uløselige problemer. De der rammes må i vid udstrækning affinde sig med "skæbnens tilskikkelser" uden at kunne gøre fra eller til. Og i det aktuelle spørgsmål om borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien kan endda tilføjes, at situationen kompliceres af, at de direkte involverede parter af mange, men overvejende irrationelle og ubevidste grunde har mistet enhver sund sans og givet sig de værste instinkter i vold, således som det almindeligvis vil ske, når uafklarede mennesker bringes i ekstreme situationer.

Fra starten har de internationale organisationer grebet sagen forkert an med anerkendelse af stater der ikke selv anerkendte nabostaternes suverænitet eller respekterede egne minoriteters ret til at eksistere. Magtanvendelse udefra forekommer helt uoverskuelig, og enhver forhandlingsløsning vil være usikker og skrøbelig, fordi den indgås med parter der forfølger helt andre mål og hvis baglande takket være systematisk propaganda er umotiverede for løsningen. Både for den mest truede part, muslimerne, og de øvrige parter gælder, at mange hellere vil kæmpe videre til døden end gå med til en fredsløsning, der alligevel aldrig kan blive retfærdig.

Ingen af parterne - heller ikke mæglerne og de internationale organisationer - bør dog tro, at de kommer ud af problemerne uden at skulle "modificere sig" individuelt og som folk på et eller andet tidspunkt. De internationle organisationer bør specielt indse, at de ikke i ethvert foreliggende tilfælde vil kunne forhindre skrupelløse politikere i at forfølge deres egne snævre mål med alle til rådighed stående magt- og propagandamidler, hvis det er det de vil. FN kan forhandle med repræsentanter for de stridende parter - eventuelt i nødsfald bruge begrænset, nøje målrettet magt - men de er hverken i ægte dyb dialog med krigens bagmænd eller med de tusindvis af mennesker bagved som er gået grassat.

FN kan i det hele taget sagtens kanonisere menneskerettighederne og sætte idealer op for demokrati og humanitet, men FN er aldrig mere værd end ægtheden af den samfølelse der ligger bag medlemslandenes tilslutning til organisationen og dens idealer. Og det gør naturligvis ikke sagen bedre, at FN skal have supermagten USA til at effektuere sikkerhedsrådets beslutninger. For USA er ikke en neutral faktor, og magtdemonstration er aldrig noget at være stolt af. Resultatet er blevet - og måtte næsten blive - at USA vælger at løse på problemerne på sin egen måde og med de allierede der vil støtte det, når de går op i spids som tilfældet har været efter 11. sept. 2001.

FN har været en betydningsfuld organisation i årene efter 2. verdenskrig, men den er ramt af bureaukrati, korruption og moralsk krise indadtil samt manglen på en opdyrkelse af en holdbar samfølelse udadtil. Det sidste kan igen skyldes mange forhold såsom den dårlige nord-syd dialog og de mange særinteresser der dyrkes. Men den kan også skyldes, at bevidsthedsniveauet kloden over stadig er for lavt. Og dette forhold retter man ikke op på ved nogen slags magtdemonstration eller viften folk om ørerne med erklæringer om menneskerettighederne.

Det er det samme som med EF: man kan ikke forcere udviklingen uden at det går galt. EU's udvidelse er et overordentlig vigtigt og positivt signal om viljen til større og bedre samarbejde, men vil ikke være mere værd end hvad medlemslandene i de kommende år kan blive enige om. Konventet om EU's fremtidige form kan komme til hvilket resultat man vil, men heller ikke dette vil være mere værd end hvad medlemslandene har vilje til at gennemføre i enighed.

Babelstårne er ikke så lette at rejse eller få til at blive stående! Det kræver i det mindste et udbygget globalt kommunikationsnet uden parternes censurmuligheder og uden dominans af underholdningsindustriens og reklameverdenens interesser. Det kræver med andre ord exformation på meget højt niveau. De teknologiske muligheder er i dag til stede. Men viljen? Og etikken? Eller bevidstheden?

Den synes indtil videre at brillere ved sit fravær. Og grunden er ikke komplet uvidenhed om tingenes sammenhæng, men uviljen mod at koble privatliv og samfundsliv sammen med et helhedssyn som forudsætter selvindsigt.



Selvindsigtens nødvendighed     
Til toppen   Næste afsnit

Overblik over situationen og frihed til at vælge betyder for det enkelte individ ikke mindst en betragtelig selvindsigt. Skal fortrængninger ophæves og den dobbeltpolede opmærksomhed optrænes, kræver det en langvarig selvudvikling med tilhørende sekundær terapi.

Den terapi der normalt tilbydes i denne sammenhæng i dag tager kroppen med. Såvel Wilh. Reichs som Grofs og Jes Bertelsens erfaringer viser med al ønskelig tydelighed, at kroppen "huser" nogle bindinger og mønstre fra fødsel og spædbarnsalder og måske endnu tidligere som er bestemmende for et menneskes udvikling, og som det ofte vil være nødvendigt at få kontakt til for at rette eventuel fejludvikling op. Og med fejludvikling tænkes ikke her på patologiske tilfælde, men på ganske normale tilfælde: praktisk taget alle skal igennem en fødsel med kritiske faser; ingen vokser op uden fortrængninger eller følelsesmæssige konflikter i barndommen; ingen i vor kultur fødes med et åbent solar plexus-center. Alle har en vis mængde oral ulyst i sig.

Men det andet aspekt skal ikke overses: Kroppen "huser" ikke blot bindinger og mønstre som den senere udvikling kan afsløre som negative eller destruktive, men også mønstre der er positive, ja i det hele taget en underbevidsthed der er af fundamental betydning for ethvert menneske, og som det er fatalt at identificere med det fortrængte stof. Grønbech opponerede i sin tid kraftigt imod den snævre freudianske betragtning, at underbevidstheden først og fremmest skulle bestå at alt det seksuelt fortrængte, som en viktoriansk kultur ikke ville vedkende sig. Underbevidstheden var i hans øjne tværtimod en skabende bevidsthed, fordi den rummede alle de oplevelser som et mennesker har gjort og som igen kan kaldes til live fra "handlingens trygge frugtbare glemsomhed", når øjeblikket er inde.

Det er Tor Nørretranders store fortjeneste på et overvejende naturvidenskabeligt grundlag at have påpeget kroppens betydning for vort normale dagligliv. Det er ikke jeget, men kroppen eller det med kropsdimensionen stærkt forbundne "mig" der står for hovedparten af vore daglige handlinger. Fornægtelsen af kroppen er en kulturel skavank som vi bør sørge for at afhjælpe, hvis vi vil løse vore problemer.

Jegets udvikling skal ikke hverken bremses eller forsømmes, men have sin tid og energi, hvis et menneske skal udfolde sig og sine evner og "tilpasse" sig omgivelserne på en eller anden akceptabel måde. Er der problemer på dette område, kan det være nødvendigt med primær terapi.

Men selvudvikling kræver noget mere, nemlig at den enkelte opdager og vedkender sig en egentlig spirituel længsel. Denne længsel ligger dybt i mennesket; det er rimeligt at antage, at den i det mindste går tilbage til afbrydelsen af symbiosen med moderen ved fødslen, og at den igen aktualiseres gennem det første "syndefald", bevidsthedens eller kategorialitetens opdukken, og atter engang gennem det andet "syndefald", kønsbevidsthedens vågnen i puberteten.

Det er imidlertid afgørende for spiritualitetens modning, at den ikke fortaber sig i længsel bagud mod tabte paradiser, men holder retningen fremad mod den bevidsthedstilstand der giver meningen med tilværelsen, altså fylden eller fyldestgørelsen. Ellers kan det komme til at gå som med Orfeus der takket være sin musiks fortryllelse fik lov at hente sin elskede Eurydike tilbage fra dødsriget, mod at han undlod at kigge sig tilbage efter hende, før de var nået op til jorden igen. Som bekendt så han sig tilbage og mistede for stedse den elskede (undtagen i operaerne af Monteverdi og Gluck: disse komponister tålte ikke sandheden og lavede en happy ending på historien).

Den ægte myte skildrer musikkens evne til at fortrylle og kalde til live, men også det katastrofale i at se sig tilbage efter meningen med tilværelsen i stedet for frem, og det vil igen sige, at myten handler om nødvendigheden af en høj etisk standard gennem alle livets tilskikkelser, for fristelsen til at se tilbage er stor. Men at se sig tilbage efter fylden eller meningen er flugt fra virkeligheden, og derfor er narkomanien så fatal for unge mennesker der endnu ikke er færdigudviklede og endnu ikke har fundet en vej i realitetsprøvelsen. De fortaber sig ved deres ubetænksomme valg ofte for stedse fra virkeligheden og den sande elskede.

Det er også skæbnesvangert for udviklingen, hvis den spirituelle søgen begynder på grundlag af skuffelser i livet. Og netop dette fristes man fx til at tro i Germaine Greers tilfælde i betragtning af hendes åbenbare seksuelle frustration. Visdom på et sådant grundlag skal tages med forbehold.

Skal den spirituelle søgen føre frem mod målet, skal den udgå fra en rimelig mæthed af livet for jegets vedkommende. Seksuel frustration fører ikke nogen steder hen og slet ikke til en omformning af seksualiteten gennem tantrisk praksis. Og seksualiteten skal omformes, hvis selvudviklingen skal føre frem til mulighed for transcendens. Jes Bertelsen lægger ikke skjul på kendsgerningen: man mister nerven i processen, hvis man tror man kan have en almindelig udlevende seksualitet og samtidig nå tilstande af absolut mystik. Det kan ikke lade sig gøre. Derfor bør man ikke indlade sig på tantrisk praksis, før man er rimeligt mæt af den almindelige seksualitet.

Litteraturhistorikeren Jens Andersen betakkede sig engang i en kronik ved omtale af Bertelsens bog om "Kvantespring" for tantraens kunst. Og det var klogt af ham, når man tager hans ungdom i betragtning. Men omvendt kan Preben Hertoft ud fra sine erfaringer som klinisk seksuolog anbefale, at denne kunst i højere grad kommer ind i billedet.



Selvudvikling og indre praksis     
Til toppen   Næste afsnit

Skal jeget relativeres, kræver det kontakt med selvet og udbygning af denne kontakt, således som Jes Bertelsen fortrinligt har beskrevet det i sine værker. Der er forskellige metoder til denne selvudvikling, men fælles er, at de kræver motivation og træning samt tålmodighed. Skal selvudviklingen lykkes fuldt ud, kræver det oparbejdelse af indre praksis, dvs. en fast meditativ praksis der ikke betragtes som en ydre pligt, men som et naturligt indre behov. Den meditative praksis er beskrevet tilstrækkeligt udførligt i artiklen om Jes Bertelsens etik (klik) og skal derfor ikke omtales nærmere her. Under ét kan den karakteriseres som en systematisk tilbageerobring af tiden og stilheden.

Vor tid er præget af jag og rastløshed samt larm. I hvert fald de mennesker der har arbejde skal nå så meget både på jobbet og i fritiden, at de bliver mere eller mindre stressede. Effektivitetskravet, konkurrencen, jagten på velfærdsgoder og statussymboler har skabt en mentalitet der gør hvile og afslapning til en kunst der skal læres, fx. gennem meditation. Rastløshed og jagt efter underholdning bliver følgen - tillige med storforbrug af nydelsesmidler, medicin og narko samt musik og baggrundsstøj. Stilhed derimod går folk på nerverne, som Palle Lauring har sagt.

Men selvudvikling kræver stilhed og tid: at man dagligt kobler af fra ethvert praktisk gøremål og enhver intellektuel beskæftigelse, og prøver at blive stille og at være i nuet. Øvelsen er beslægtet med det at holde sabbat, som ifølge Marcus Melchior er verdens ældste religiøse institution. I jødedommen er den bundet op på ret skrappe regler for, hvad man ikke må foretage sig. I kristendommen var den også i lange perioder skærmet af speciel helligdagslovgivning. Sådanne regler og forbud passer ikke ind i en moderne tid, men grundtanken bør ikke glemmes, at mennesket ved at undlade at gøre sine normale hverdagshandlinger og i stedet bliver stille kommer til sig selv eller med den jødiske teolog Leo Baecks rammende udtryk: finder tilbage til livets grundlag, det evige.

Skal selvudvikling imidlertid føre helt frem til den grænse, hvor en egentlig transcendens er mulig, så skal der arbejdes meget bevidst og systematisk med meditation og bøn, således som det også er grundigt beskrevet hos Jes Bertelsen. Den endelige fyldestgørelse sker først i og med en transcendens.



Meningen med tilværelsen     
Til toppen   Næste afsnit

Meningen med tilværelsen er fylden, intensiteten og nærværet således at forstå, at først oplevelsen af dette ikke-sproglige fænomen tilfredsstiller den menneskelige længsel efter meningen, hvad filosofiske forklaringer eller dogmatiske påstande aldrig gør. Den mening der fremkommer i og med at man får "et svar fra gud" gennem andre mennesker, for nu at bruge et udtryk af Martin Buber, skal ikke undervurderes, men til syvende og sidst er det transcendensen der tilfredsstiller længslen og gør længslen overflødig.

Camus har på sin vis ret i, at selvmordet er det egentlige filosofiske problem, fordi meningsløsheden, tomheden, depressionen, følelsen af total mangel på forståelse eller "Guds tavshed", som Ingmar Bergman så ofte har skildret i sine film, er den største eksistentielle udfordring for et menneske. I "Nadvergæsterne" lader Bergman et selvmord fuldbyrdes, fordi præsten i sin kredsen om egne problemer ikke evnede at lytte sig ind til det problem der pinte selvmordskandidaten og give ham det svar han behøvede.

Men meningen findes ikke i filosofien, for enhver filosofisk påstand kan betvivles og vil blive betvivlet af den der er tilstrækkeligt langt ude i fortvivlelse. Oplevelse af fylde og intensitet og fuldt nærvær - eller hvad man nu vil kalde dette afgørende fænomen der ligger hinsides sproget, men kan formidles gennem et andet menneske - giver derimod den tilfredsstillelse der gør yderligere tvivl og spørgsmål overflødige. Dette bevidner alle mystikere og alle "oplyste", og det samme bevidner utallige mennesker der tilfældigvis er havnet i nær-døds-oplevelser eller lignende ekstreme bevidsthedstilstande, og som i den situation har set "lyset". Og det bevidnes også af folk der har prøvet stoffer der bringer dem ind i "kunstige paradiser". Narkomaniens udbredelse og enorme fristelse skyldes faktisk dette forhold.

Men som fremhævet af Erling Jacobsen er mystiske oplevelser ikke kun noget en særlig slags mennesker har, men faktisk det vi alle lever på, fordi der er tale om følelser af en særlig klarhed og intensitet som vi alle kender fra spædbarnsalderen. Primærprocessen er ældre end sekundærprocessen og er lige så fundamental for oplevelsen af fylden og meningen som sekundærprocesser er for realitetsprøvelsen. Al oplevelse af intensitet uanset alder og metode kræver suspension af sekundærprocessen.



Religionens rolle     
Til toppen   Næste afsnit

Præcist dette forhold undergraver to af Ingemar Hedenius' religionsfilosofiske postulater. Han hævder, dels at religion foruden fromhed også kræver, at man tror på en religiøs lære, altså en lære der kan udtrykkes i trossandheder eller dogmer, dels at det religiøse sprogs udsagn er meddelelige, så deres mening kan forstås af personer der ikke akcepterer dem ("Tro og viden", side 32 f)

For nok rammer postulaterne enhver dogmatisk religion - og dogmerne har i historien været knyttet til praktisk taget alle religioner, endda i uhyggelig grad, eftersom disse også har været led i jegbevidsthedsudviklingen og den hertil hørende magtkamp. Men religion er trods alt noget der går langt dybere ned i de ubevidste lag af psyken. Den drejer sig fundamentalt set om meningen med tilværelsen, og dermed om noget der ikke kan udtrykkes sprogligt, men alene viser sig for en i oplevelsen. Det forvirrer unægteligt den almene religiøse søgen i den vestlige verden, at kirken, den eksoteriske religion, mest taler om dogmerne, men det bør ikke overses, at den afgørende mystiske strøm, den esoteriske religion, findes ved siden af eller nedenunder og er en ufravigelig betingelse for enhver religion.

Tro er virkelighedssans i dens stærkeste form, kunne Grønbech hævde, men han tænkte dermed netop ikke på dogmatisk tro, men på den livsnødvendige kontakt med den dybe religiøse dimension, fylden og meningen. Denne kontakt plejes imidlertid dårligt i den eksoteriske kirke, ikke mindst i de protestantiske lande, hvor dogmatikkens udlægning har tvunget festen og mystiken ud. Den religiøse interesse bølger uden for kirken og kaster sine dønninger ind mod kirken.

Men resultatet er ikke nytænkning i kirken, men yderligere samling omkring dogmerne. Det er jo i historien altid om symbolerne at kampen står hårdest, som Franz Blatt engang skrev. At komme ud over dette stadium kræver en eller anden form for relativering af jeget, herunder evnen til at se psykologisk på sine egne indstillinger, men det er der mange der nægter, for det giver det uøvede menneske angst. Og derfor træder forsvarsmekanismerne og besværgelsesformularerne omgående i funktion.

Det turde være ganske karakteristisk for situationen i den danske folkekirke, at man for nogle år siden i en sag om en kirketjener og menighedsrådsmedlem ved Andreaskirken i København fokuserede temmeligt enøjet på den pågældendes tro på reinkarnationen og denne tros påståede uforenelighed med den herskende kristelige dogmatik, men ikke et øjeblik gjorde sig klart, at tro på reinkarnation, hvor den er ægte har at gøre med dybtgående indre oplevelser af en art som dogmer preller af på. Og der er intet i vejen for, at mennesker der har haft sådanne oplevelser føler sig som dybt kristne og dybt forankrede i den kristne tradition.

Men den dogmatiske kristendom skal nok få noget at se til i de kommende år, efterhånden som flere og flere vil få oplevelser der går på tværs af dogmerne. Man kan godt som ikke-medlem af folkekirken - eller ikke-medlem af andet trossamfund - undre sig over, at det stigende antal kvindelige præster tilsyneladende ikke giver sig udslag i en teologi der i højere grad er åben for det ikke-dogmatiske og esoteriske og som sætter spørgsmålstegn ved de hævdvundne dogmers tidssvarenhed.

Men først og fremmest synes kirkefolket - fra menige kirkegængere over menighedsrådsmedlemmer til præster og biskopper - meget lidt åbne for fornyelser der virkelig tager fat om problemets rod og ikke nøjes med justeringer af ritualet eller salmebogen for at imødekomme de stadigt flere kirkefremmede menneskers åbenlyse undren over eller ligefremme despekt over for hvad der foregår i kirkerne.

Tilsyneladende vil mange præster gerne gøre hvad de kan for at poppe gudstjenesten op, så de kirkefremmede hverken generes af stilhed, andagt, højtidelighed, tekster, ritualer, salmesang og musik, som er dem fremmede, men begynde på en frisk, helt dernede hvor de elementære livsspørgsmål stilles og ønskes besvaret i en form der siger moderne mennesker noget og bringer dem i direkte forhold til meningen med livet i religiøs forstand, synes præsterne hverken interesserede i eller overhovedet at forstå idéen med.



Musikkens rolle     
Til toppen   Næste afsnit

Det er bemærkelsesværdigt, at musikken har fået den helt centrale placering i det religiøse liv, ja i en vis forstand kan siges at have erstattet den gamle religiøse fest, kultdramaet, som protestantisk gudstjeneste kun er en svag afglans af. Her tænkes naturligvis ikke specielt på kirkemusikken, selvom det er en kendsgerning, at Händel og Bach kan trække fulde kirker, hvad ikke mange præster kan. Det har ligefrem ført til en biskoppelig henstilling om ikke at glemme, hvad kirken egentlig er beregnet til, og til modstand mod musikarrangementer efter et brag af en koncert med sopranen Inga Nielsen for år tilbage i Marmorkirken. Men der tænkes derimod på den betydning musikken har fået for alle mennesker - uanset alder, køn, religion, social status og politisk farve, og uanset foretrukken genre.

Hvad enten man dyrker klassisk musik, jazz, folkemusik, beat eller rockmusik, er musikken placeret som den instans der giver kontakten med en anden og større dimension end hverdagens sædvanevirkelighed. Og der kan altså konstateres et enormt og erkendt behov for denne kontakt i alle kredse. At kirkerum er særdeles velegnede til musik der giver denne kontakt, ligger i at de rent bygningsmæssigt er at betragte som "selvets rum".

Musikdyrkelsen foregår langtfra altid på appollinsk vis - med skønheden som mål for oplevelsen - men er ofte temmelig dionysisk, dvs. med vildskaben eller extasen som mål (extase betyder jo at gå ud af sig selv). Specielt rockmusik dyrkes ofte i kombination med øl, spiritus og stoffer - og får undertiden karakter af orgier med tilhørende voldtægter og mord. En ny mode er freak-dance (af freak: lune eller tilfælde), hvor man dyrker maraton-dans for at se hvad der sker på det psykiske plan. En anden mode er techno-show, en kombination af lys og lyd med stærk virkning. Kroppen er unægteligt med, men målet er extasen: at gå ud af sig selv og den ordinære virkelighed.

Men bortset herfra så er musikken for de flestes vedkommende blevet vejen til "velsignelsen". Musikken bringer os ind i enhedens rige, som Peter Bastian skriver. Den fører os dermed i armene på vores væsenskerne, det i os som er uforanderligt det samme gennem alle årene og alle erfaringerne. Men derved healer den os, fordi den hjælper os med at akceptere os selv. En symfoni af Mozart er en fredspagt med dette liv, ligesom et stykke af Jimi Hendrix kan lære os at slutte fred med tyfonen i os selv.

Der er ingen tvivl om, at de fleste mennesker har behov for denne "velsignelse". Det er kristendommens historiske fortjeneste at have givet mennesket den guddommelige velsignelse eller "nåde" betingelsesløst og ganske gratis - uden at skulle præstere noget for den - men kirkens dogmer spærrer i dag for modtagelsen af denne velsignelse, fordi kirken - ikke gud - har gjort det til en betingelse at tro på påstande som færre og færre kan tro på eller overhovedet tillægge betydning.

Dogmerne er ikke længere tidssvarende, men man vil selvfølgelig slås for dem, fordi man tror, at alting ellers skrider. Igen denne angst som indbygges i jeget i og med dets udvikling og som også kan bruges til at afvise al tale om tidssvarenhed: når sandheden ligger fast, så er det ikke den der er noget i vejen med, hvis folk ikke vil modtage den, men folk selv.

Indtil kirken imidlertid eventuelt fornyer Kristus-traditionen og giver sig til at forkynde Jesu evangelium om et gudsrige hinsides al dogmatik og dermed kobler sig på den esoterisk Kristusproces, vil musikken utvivlsomt blive ved at fungere som den foretrukne almene religiøse fest eller gudstjeneste.



Meditationens rolle     
Til toppen   Næste afsnit

Men selvom musikken vitterligt kan have etisk betydning i den forstand, at den ved sin healende virkning kan skabe forudsætninger for, at vi kan bevæge os, så skal dens begrænsning ikke overses. Musikken kan ikke i sig selv give sammenhæng mellem etik og erkendelse. Hertil kræves fortsat decideret spirituel udvikling, dvs. en fortsættelse af selvudviklingen med klart spirituelt eller transcendent mål.

Jes Bertelsen bruger også musik til meditationsøvelserne på sine kurser. Musikken kan være med til at bremse eller suspendere den sædvanlige mentale bevidsthedsstrøm, men til gengæld vil den oftest fremme opkomsten af farver og billeder. Og det kan selvfølgelig være spændende nok i sig selv, men er ikke noget der fører videre i selvudviklingen.

For egentlig meditation er total-stilhed: ingen ord eller tanker, men heller ingen billeder eller farver. Kun stilhed og tomhed. Skal den spirituelle udvikling føres helt frem til muligheden for transcendens, skal stilhedsmeditationen eller -bønnen sættes i fokus. Og først en egentlig transcendens vil give den dybe erfaring af sammenhæng mellem etik og erkendelse, som allerede Platon og Sokrates talte om, og som er det ultimative mål for selvudvikling og spirituel udvikling.

Denne krævende meditative træning op til transcendensens grænse er for de få særligt motiverede, men den er ikke udtryk for flugt fra verden eller åndsaristokratisk individualisme, sålænge den etiske målsætning fastholdes. Den vil tværtimod være til gavn for almenheden gennem de påvirkninger der kommer fra disse motiverede mennesker og fra styrkelsen af den esoteriske tradition, taget som et fælles energetisk fænomen.

Derimod vil selvets almengørelse være for de mange og ikke blot betyde en relativering af de enkelte jeger, men få direkte følgevirkninger for hele samfundsudviklingen. Selvets almengørelse betyder åndsovertagelse, og det vil igen sige, at den enkelte tager ansvaret for sit eget liv, sit eget helbred, sin egen udvikling og medansvaret for helheden, samfundet, økologien og den globale situation og udvikling. Den betyder derimod ikke, at den enkelte bemægtiger sig tilværelsen eller gør sig til herre over tilværelsen. Ingen frelser sig selv; "nåden" kommer altid "udefra", fra det kosmiske eller guddommelige eller hvad man nu vil foretrække at kalde denne numinøse, uden for sprogets grænser og menneskets vilje liggende størrelse. Åndsovertagelse er også at erkende sin ydmyge plads over for denne magt.

Fra teologisk side indvendes undertiden, næsten besværgelsesagtigt, at mennesket i bund og grund er syndigt eller ondt, og at tilværelsen ikke er et "projekt til selvforbedring". Denne opfattelse passer naturligvis som hånd i handske til dogmet om, at mennesket alene frelses gennem troen på Kristus, for ikke at sige at opfattelsen står og falder med dogmet.

Men dybdepsykologien peger på, at menneskelig ondskab primært er udslag af ganske bestemte uheldige oplevelser i den tidlige barnealder, eller mere konkret, at det er mængden af oral ulyst der er bestemmende for et menneskes videre skæbne. Men den peger samtidig på, at disse determinanter i vid udstrækning kan omkodes ved passende dybdegående terapi. Dette vil naturligvis forbedre menneskets situation, men nogen "selvforbedring" er der ikke tale om.

Det helt centrale er tværtimod, at mennesket kommer til sig selv, dvs. bliver hvad det inderst inde er. Det må ud fra dette synspunkt i det hele taget anses for ufrugtbart at diskutere, om mennesket er absolut ondt fra naturens side eller ej. Det kan slet ikke afgøres, men det kan til gengæld konstateres som solid erfaring, at mennesker kan komme til sig selv gennem individuation og spirituel træning. Det er endda Jes Bertelsens erfaring, at der ikke er bestemte karakterstrukturer der på forhånd skulle kontraindikere en sådan individuatorisk og spirituel træning.



Den indre konsistens     
Til toppen   Næste afsnit

Selvets almengørelse er først og fremmest baseret på kravet om indre konsistens. Mennesket har en bunden opgave, som består i at sørge for overvægt af det gode i det lange løb. Opgaven udelukker ikke oplevelse af tab af kærlighed, død eller andre bitre erfaringer - de hører tværtimod med til et normalt liv - men stiller mennesket over for at forsøge at bevare evnen til at give og modtage kærlighed. Da fortrængninger, traumer, frustrationer og bitre erfaringer har tendens til at ødelægge denne evne, så bliver det den enkeltes konkrete opgave at prøve at ophæve ubevidstheden, holde op med at lyve for sig selv (eller for gud) samt at lære at skille engagement og naturlig aggressivitet fra grådighed og raseri.

Af samme grund må spiritualiteten fastholdes i forsvaret for den indre konsistens. Hvis spiritualiteten tabes af syne, kan selvransagelse eller selvbesindelse let havne i et ufrugtbart selvpineri, i en endeløs fortvivlende selvanalyse. Grof advarer ligefrem i "Den indre rejse" (bd. 4, side 158-59) mod en filosofi som Heideggers, fordi den er pinefuldt optaget af problemet om livets mening uden nogensinde at nå frem til den løsning der ligger i oplevelsen af intensiteten eller nærværet i nuet. Den er tværtimod netop udtryk for en blokering af livsstrømmen.

Naturligvis skal dette ikke opfattes som en advarsel mod beskæftigelse med filosofi overhovedet endsige brug af intellektet. Hvad der her er pinefuldt er nok forskelligt fra menneske til menneske. Ved læsning af Søren Kierkegaard får man indtryk af en mand der nød at filosofere. Men forskel i psyken er der. Fysikeren Werner Heisenberg var ulykkelig, når problemerne i forskningen tårnede sig op, mens Niels Bohr netop da var i sit es. Men når problemet hedder meningen med tilværelsen, er det indlysende, at filosofi i form af ren intellektualisering kan spærre vejen for en løsning.

Dette hænger sammen med det gængse naturvidenskabelige og psykologiske verdensbillede, hvor følelserne - de for eksistensen fundamentale følelser - ingen rolle spiller. Der er derfor ingen tvivl om nødvendigheden af, at dette snævre verdensbillede bliver åbnet for følelser, hvis menneskets eksistentielle problemer skal finde sin naturlige plads i videnskaben. Den ultimative videnskabelige teori må sætte sindet i centrum, som John Bell har sagt.

Chakrasystemet er et velegnet system til kommunikation om følelser på et tilstrækkelige konkret og præcist plan, der også kan tilfredsstille videnskabelige krav. Men det er nødvendigt også at åbne det gamle verdensbillede for erfaringer af de højere bevidsthedstilstande som Jes Bertelsen systematisk har beskrevet, og de transpersonelle oplevelser som især Grof har beskæftiget sig med.

Man kan være skeptisk over for nogle af deres hypoteser - og gør klogt i det, sålænge man ikke selv har de erfaringer der hentydes til. Men såvel Grofs som Jes Bertelsens forskning er af allerstørste betydning for den udvikling der skal til, hvis etik og eksistens skal have den plads i verdensbilledet og videnskaben der tilkommer dem i betragtning af deres vægt i menneskelivet.

Særkendet for Jes Bertelsens forskning og virksomhed som spirituel vejleder er (som det vil fremgå af artiklen om Jes Bertelsens etik) at han umisforståeligt sætter praksis som prøvestenen for den spirituelle udvikling: Autenticiteten af sådanne oplevelser som selvets åbning, tidligere inkarnationer og egentlige højere bevidsthedstilstande er ubetinget den, at de omsættes i etikken og medfører ændringer i levevis eller adfærd i retning af større ansvarlighed og mere venlighed, medfølelse og kærlighed til andre.

Nok ser han det enkelte menneske som et fragment af den kosmiske bevidsthed, og nok kan han - ligesom iøvrigt Grof og Peter Bastian - tale om sædvanevirkeligheden som en illusion set fra den højere bevidstheds synspunkt, men han fastholder etikken og den spirituelle udviklings prøven sig op mod virkelighedens ubestikkelighed. Dermed fastholder han jordforbindelsen og gør sig altså ikke skyldig i flugt fra virkeligheden.

Men måske er der nu alligevel et enkelt problem med hensyn til den måde han formulerer sine hypoteser om verdensbilledet på. Jeg tænker på henvisningen til Bohms holistiske videnskabsteori.

Det må anses som uklogt at opgive Zinkernagels sprogregler om, at de bevidsthedsfænomener vi kan tale meningsfuldt om tilhører bestemte personer i bestemte situationer. Det er intet problem i at fastholde dette synspunkt over for oplevelser af højere bevidsthed, tidligere inkarnationer eller "transpersonelle" fænomener, men derimod et problem i med Grof at gøre bevidsthed til en primær egenskab ved tilværelsen.



Ånd eller materie?     
Til toppen   Næste afsnit

Vi står her over for det gamle problem om ånden eller materien som det primære i universet. Dette problem er imidlertid uløseligt, hvis man siger enten-eller, ganske som det i atomfysikken er et uløseligt problem, hvis man skal vælge mellem om lys er bølgebevægelser eller partikler. Løsningen hedder efter Niels Bohr begge dele.

Komplementaritetssynspunktet er, at vi er nødt til at akceptere begge aspekter, selvom de i den konkrete iagttagelsesituation ikke kan være samtidigt gældende. Med andre ord: når det drejer sig om iagttagelsen eller vurderingen af tilværelsen, så må vi som konkrete personer i den konkrete situation vælge, om vi vil interessere os for det materielle, kvantitative aspekt eller det energetiske, kvalitative.

Set fra den højere bevidstheds synspunkt er sædvanevirkeligheden en illusion. Set fra sædvanevirkelighedens eget synspunkt er den konkrete virkelighed man står i temmelig ubestikkelig og irreversibel. Som biologiske, sociale og åndelige væsener står vi i skæringspunktet mellem de to "virkeligheder", og al meningsfuld realitetsprøvelse består i at fastholde komplementariteten mellem disse to "virkeligheder" i stedet for at vælge mellem dem. Tro i den grønbechske betydning af virkelighedssans i sin stærkeste form består netop i at fastholde dobbeltheden.

Som Peter Bastian har påpeget er der komplementaritet mellem den cartiansk-newtonske virkelighed og den fænomenologiske eller åndelige; den såkaldt "holistisk" videnskab er følgelig ikke farbar. Hverken Frank Capras eller David Bohms forsøg på holisme tjener ikke andet formål end at lege med begreberne. Det er en intellektuel, formalistisk og æstetisk beskæftigelse, der hverken fører til videnskabens, spiritualitens eller etikkens fremme. Men iøvrigt er begrebet "holisme" ikke entydigt. Bastian bruger det således ikke om enhedsvidenskaben mellem cartiansk-newtonsk videnskab og fænomenologisk ditto, men om selve helhedsopfattelsen - og det er faktisk noget andet.



Afslutning     
Til toppen

Helheden er vort inderste jeg, sagde Grønbech, men sætningen eller erfaringen bør rettelig betragtes som en psykologisk og eksistentiel sandhed der hænger nøje sammen med vor psykes opbygning. Skal vi imidlertid fastholde den indre helhed samtidig med den etiske forbindelse til omverdenen, så kræver det akcept af den ydre verdens ubestikkelige fakticitet - uanset hvor relativeret opfattelsen af den bliver gennem erfaringer af højere bevidsthedstilstande. Derfor er der dyb indsigt i William Blake's påstand om, at evigheden er forelsket i tidens frembringelser. Det er ikke evigheden, ånden eller energien for sig eller tiden, materien og stoffet for sig der er sandheden, men deres samspil. Man kunne måske kalde denne opfattelse for komplementær helhedsrealisme.

Man må også forholde sig noget skeptisk til forestillingen om, at bevidsthedsudviklingen skulle have en tilstand af ren energi som endemål, således som Jes Bertelsen mener og således som Pierre Teilhard de Chardin udtrykker med sit begreb "punkt omega". Tanken er forståelig; og den er også nærliggende ud fra erfaringen af, at der sker en bevidsthedsevolution med trinene jeget, selvet, mesterfeltet og det åbne felt, men der er ikke destomindre tale om bevidsthedsforestillinger i bestemte personer i konkrete situationer og i bestemte bevidsthedstilstande. Dette betyder ikke, at bevidsthedsevolutionen skal bestrides; ej heller at det ultimative mål skal bestrides som psykologisk nødvendigt for at give spiritualiteten sin retning, men derimod at komplementariteten bør fastholdes. Skal målestokkens etiske kerne fastholdes, kommer man ikke uden om også at fastholde sædvanevirkelighedens ubestikkelighed eller det Jes Bertelsen selv kalder "sund, jysk bondefornuft"!

Målet for den spirituelle udvikling er at vågne, at blive nærværende i nuet, men etikken er i denne forbindelse det nødvendige bindeled mellem dybdepsykologien, hverdagen og evigheden.

Derfor har vi det jordiske liv, og derfor er den kemiske eller kunstige vej til saligheden eller lykkefølelsen ikke anbefalelsesværdig, hvor svært det end kan være i givne situationer at fastholde meningen eller retningen. Og derfor er det langtfra nogen objektiv sandhed, at tilværelsen skulle være forkert indrettet fra naturens eller "skaberens" side.

Det er tværtimod en opfattelse der er farvet af, at spiritualiteten fravælges. Om Leibniz ligefrem har ret i, at den verden vi lever i - trods al dens ufuldkommenhed - er den bedst tænkelige af alle verdener, skal jeg lade være usagt. Det kan slet ikke afgøres, for som konkrete menneskelige skabninger befinder vi os i en konkret situation og kan ikke se tilværelsen eller virkeligheden "objektivt" udefra. Men den verden vi befinder os i giver i hvert fald muligheden for den spirituelle udvikling som kravet om indre konsistens lægger op til.

Eksistens må derfor rettelig betragtes som en vedvarende tilblivelse og realitetsprøvelse, hvorunder der sker en etisk gennemarbejdning af personligheden. Denne gennemarbejdning belyser både de dybdepsykologiske forudsætninger og vejen frem mod målet: den "fuldkommenhed" hvor tilbedelse kan ske i ånd og sandhed.

Jan Jernewicz



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen.



Se nærmere under klik



Henvisninger til relevante artikler på Jernsalt:

Humor og tragedie
Vilh. Grønbech - kort karakteristik
Vilh. Grønbechs kulturopgør

Jes Bertelsens biografi i korte træk
Jes Bertelsens etik
Jes Bertelsens verdensbillede

William Blake's univers

Nietzsches sjæl
Peter Zinkernagels filosofi

Konsistens-etikkens Ti Bud
Kan moral begrundes?
Jeget og selvet - ifølge den analytiske psykologi

Sekulariseringen og religiøs krise
Afdogmatisering - ikke afmytologisering
Vurdering af det 20. århundrede.



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 13.5.2013