Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering Oversigter E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
ESSAYS
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Bertelsens verden

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.3.03.



Jes Bertelsens verdensbillede

Indledning
Bevidsthedsudviklingens trin
Verdensbilledets problematik
Personlighedens spirituelle kimpunkt
Karmiske erfaringer
Blandede spirituelle traditioner
Sygdomsopfattelsen
Er der tale om metafysik?
Bevidsthedsforskning
Afslutning
Henvisninger



Indledning     
Til toppen   Næste afsnit

Jegets virkelighed er der ikke mange der tvivler på i vor kultur, eftersom opdragelse, uddannelse og arbejdsliv meget ensidigt og succesfuldt satser på at styrke jeget.

Selvets virkelighed er derimod et fænomen mange endnu er forbeholdne overfor. De har ikke bevidst erfaret den og i mange tilfælde vel end ikke hørt om den. Eller hvis de har hørt om selvet, ved de ikke præcis hvad de skal mene om begrebet, for det er unægteligt ramt af sproglig usikkerhed. Selviskhed er det samme som egoisme, så umiddelbart lyder det mærkeligt, at selvudvikling og det at komme til sig selv skulle være det samme som at relativere jeget og dermed blive mindre egoistisk, mindre selvisk og mindre selvoptaget.

Selvet som individuatorisk begreb og dermed som udtryk for den psykiske helhed, skal sprogligt tilegnes som en fremmed glose og bliver først naturligt efter en vis tids praktisk brug kombineret med praktisk selvudvikling. Megen polemik kunne undgås, hvis dette vigtige individuatoriske begreb blev almindeligt forstået og akcepteret.

For dem der ikke har tilegnet sig begrebet er og bliver det et postulat eller en hypotese, og det hænger naturligt sammen med det gængse verdensbillede - det newtonske, descartianske, positivistiske verdensbillede - som ikke giver plads for de specielle oplevelser af mystisk art.

Det er derfor meget forståeligt, at idéhistorikeren, psykologen og bevidsthedsforskeren Jes Bertelsen i sin systematiske bestræbelse på at øge kendskabet til selvets fakticitet, egenart og erfaringsmæssighed udgav "Selvets virkelighed" som et erklæret forsøg på at fremstille "et muligt verdensbillede i hvilket selvets fænomener og erfaringsbasis har en afgørende plads". Vores verdensbillede er efter Bertelsens mening ikke et helt tilfældigt appendix til vores dagligdag, men afgørende for hvilke oplevelser og hvilke tolkninger af oplevelser der er mulige for et menneske.

Det ville være lettest og mest sobert med Kierkegaard og Kant at afstå fra enhver talen om det "noumenale", det der ligger uden for den sædvanlige erkendelse, og som de betragtede som principielt uerkendeligt, skriver Bertelsen i "Bevidsthedens befrielse". Men problemet er, at der findes en veldokumenteret og for Bertelsen at se autoritativ samling af erfaringer og udsagn om erfaringer, der ikke kan rummes i et verdensbillede der går ud fra, at bevidstheden kun er jegets almindelige bevidsthed.

Specielt hvad angår de såkaldt højere bevidsthedstilstande gælder, at de erfares meget oftere i dag end for bare 20 eller 30 år siden, og de vil efter Bertelsens bedømmelse blive erfaret endnu oftere i fremtiden. Derfor er det vigtigt at åbne for et verdensbillede der er tilstrækkeligt omfattende til også at rumme disse erfaringer.

Bertelsen peger i denne forbindelse på det forhold, at det er de færreste af os der har primær erfaring med atomer og elektroner, og alligevel tvivler vi ikke på deres eksistens. Men faktisk kræver det langvarig uddannelse og træning at nå til et vidensniveau, hvor naturvidenskabens grundmodeller kommer inden for den personlige erfarings område. Det er også de færreste mennesker der har primær erfaring med selvet og den højere bevidsthed, for det kræver lang træning at nå til et førstehåndskendskab til de grunderfaringer der skaber basis for intuitive modeller som det æteriske energifelt, chakrasystemet, karmiske forhold, aura, højere bevidsthed, nåde og bevidsthedsfusion.

Men hvis man tvivler på andres påståede erfaringer, bør man vel i alle tilfælde søge at skaffe sig primær erfaring, fremfor bare at afvise fænomenerne. Det gælder naturligvis også selvets virkelighed og de hermed forbundne fænomener.

Problemet er imidlertid det gamle, at det er ulige lettere at skelne mellem fantasi og fakticitet i naturvidenskaben end i bevidsthedsforskningen, psykologien og mystikken, og det ligger ifølge Erling Jacobsen i de "tomme egofunktioner". Naturvidenskaben influeres ikke af fortrængningsmekanismerne til at sætte lyst-signaler på ting og forhold der fører til ulyst - eller omvendt. Men når det gælder psykologien og udforskningen af de højere bevidsthedstilstande kan menneskene desværre på grund af fortrængningerne havne i disse tomme, men ubevidste ego-funktioner. Der kan med andre ord på disse områder fantaseres ud i den blå luft medmindre man meget bevidst fastholder nogle jordnære virkelighedskriterier og gør hvad man kan for at ophæve sine fortrængninger.



Bevidsthedsudviklingens trin    
Til toppen   Næste afsnit

Bertelsens grundmodel for den individuelle bevidsthedsudvikling støtter sig på en stor mængde levende erfaring, dels fra egen udvikling, dels fra trænings- og undervisningssituationer. Og den har et aldeles fundamentalt og afgørende etisk kriterium: Der skal være konsistens mellem teori og praksis, mellem ideal og eksistens.

Grundmodellen beskriver selvforståelsens fremadskridende proces gennem fire trin: jeget, selvet, det åbne felt og enheden, idet der her ses bort fra, at der strengt taget er et stadium før jeget, nemlig det ubevidste og den præduale spædbarnsbevidsthed.

Jegfølelsen hænger sammen med kropsoplevelsen, med ens navn og ens miljø. Jeget er centrum for ens daglige tanker, følelser og handlinger, og dets rumlige horisont ligger tæt omkring kroppen og sanserne. Tidshorisonten er den normale levealder, dvs. omkring 70 år. Menneskehorisonten er begrænset til familien, arbejdskammeraterne og vennerne - i visse situationer udvidet til nationen.

Jeget adskiller sig fra andre jeger og hævder sin forskellighed, sin suverænitet og sin ejendommelighed over for omgivelserne. Men det er endvidere fokuspunkt for opmærksomheden. Det har en mental funktion.

For selvet er jeget et relativt organ, ikke længere personlighedens centrum eller identitetens udtryk. Selvets horisont er videre end jegets, den er kloden i sin helhed, menneskeheden i sin helhed. Tidsperspektivet er udstrakt til 3000 år. Og selvets grundmotiver er udvikling af kærligheds- og bevidsthedsevnerne.

Vejen fra jeget til selvet er lang og energikrævende og går gennem oplevelsen af selvets bevidsthedstilstande, først i glimt, siden i forhøjede energitilstande og til sidst i egentlige initiationstilstande. Fra disse tilstande vender mennesket tilbage til jegets centrum, men nu med udvidet horisont. Jegidentifikationen er definitivt brudt. Og dette fører til en mere åben bevidsthed, der kan mødes med en anden åben bevidsthed i en fællesbevidsthed, hvor der sprogløst formidles information, lys og kærlighed.

Et menneske der har realiseret selvet - ved en initiationsbegivenhed som dets jeg ikke har nogen indflydelse på - vil være selvberoende, det vil ikke længere søge sin spirituelle og udviklingsmæssige vejleder udadtil, men vil være sin egen autoritet.

Selvet er stadig en identitet. I princippet har det et navn, et kendetegn i form af vibrationer og kvalitetskombinationer. Og det har en spirituel historie knyttet til de spirituelle systemer i menneskehedens almene historie, ligesom det stadig ligger inden for dualitetens grænser.

Selvets udviklingsproces fører i retning af større åbenhed og opløsning af den individuelle identitetsfølelse. Det vil i tilstande af høj intensitet, en art kosmiske glimt, opdage, at det svæver i et felt, det "åbne felt" eller "mesterfeltet", hvorfra selvet ses som en illusion. Tiden vil være transcenderet. Og menneskehedens tilstand og evolution vil være i fokus, men indsat i et kosmisk perspektiv.

Man må antage, skriver Bertelsen, at det er ud af sådanne åbne, kosmiske feltstrukturer, at Buddha og Kristus taler. Men når Buddha forudsagde eller så, at dette bevidsthedskontinuum ville manifestere sig igen 2500 år efter hans død - dvs. omkring 2000 år e.K. - så betyder det ikke nødvendigvis, at der kommer en ny Buddha. Tilsvarende behøver de kristne forestillinger om tusindårsriget eller Kristi genkomst ikke nødvendigvis at betyde, at der bogstaveligt kommer en ny kvindefødt Kristus på jorden. Begge dele kan derimod forstås derhen, at selvet bliver almeneje. I stedet for en overvældende koncentration i endnu en enkelt verdensgenløsende menneskeskikkelse, turde vi efter Bertelsens mening også have nok så meget brug for, at vi alle i fællesskab fik lidt mere lys og venlighed hver for sig, at næstekærligheden med andre ord kunne blive en almen realitet i stedet for et urealiseret ideal.

Det åbne felt er forestillingen om en identitetsløs gennemsigtighed, hvorigennem kosmos' indre udfoldelsesproces skinner klart uden at være filtreret af selvets identitetscentrum.

Fjerde og sidste udviklingsstadium, enheden, er ifølge Bertelsens model en art grænse for bevidsthedens ekspansion, så længe den fysiske krop samtidig skal opretholdes. Energiintensiteten i denne tilstand må antages at være så høj, at hvis den fortsætter ud over et vist tidsrum, så desintegreres det fysiske udtryk, altså legemet. I permanent tilstand overskrider enheden den fysiske bundethed. Den er ren energi.

I "Selvets virkelighed" går Bertelsen ikke nærmere ind på det æteriske energifelt og chakrasystemet; der må her henvises til hans borg om "Drømme, chakrasystem og meditation" , men det skal understreges, at Bertelsens grundsynspunkt overalt er det energetiske, og at han personligt er i stand til at se energifelter og auraer, og som anført benytter denne udviklede evne i sin vejledning.

Hvad chakrasystemet angår, er det et gammelt velgennemprøvet system til beskrivelse af forbindelsen mellem følelserne og kroppen, og det fungerer fortrinligt i terapeutisk og kursusmæssig sammenhæng til kommunikation om følelser og indre oplevelser - vel at mærke for dem der gør sig den ulejlighed at lære sprogbrugen og samtidig skaffe sig primær erfaring ved at arbejde med egne følelser og kropsfornemmelser. Chakrasystemet kan endvidere efter Bertelsens erfaring bruges til at skelne psykotiske tilstande fra andre ekstraordinære bevidsthedstilstande.

I sin differentiering og præcision kunne det se ud til at chakrasystemet vil kunne dække det behov for en eksakt virkelighedsnær videnskab om følelser som Erling Jacobsen efterlyste, men som jo ikke overflødiggør nødvendigheden af ophævelsen af vore fortrængninger som betingelse for at nå til enighed om vore følelser. Tværtimod er det et fortrinligt hjælpemiddel i hele denne bevidstgørelsesproces.



Verdensbilledes problematik    
Til toppen   Næste afsnit

I den fortsatte gennemgang af Jes Bertelsens verdensbillede betragtes det æteriske energifelt og chakrasystemet altså som et klart empirisk grundlag. Der ses ikke bort fra, at der er afvigende beskrivelsesmåder og terminologi på dette område, for det afgørende er, at de der personligt går ind i et givent beskrivelsessystem - som fx det Bob Moore'ske - opnår en ret høj grad af enighed og entydighed om beskrivelsen og den kropsmæssige relatering af følelserne. Og der er næppe heller tvivl om, at det Bob Moore'ske eller Jes Bertelsen'ske system i øjeblikket vinder terræn i kraft af dets udbredelse blandt terapeuter og pædagoger.

Psykologen og filosoffen Steen Wacherhausen har i bogen "Er der mere mellem himmel og jord?" med speciel adresse til Jes Bertelsen og Fritjof Capra (forfatteren af "Fysikkens Tao") samt to andre forfattere rejst den kritik mod de "ny-spirituelle teorier", som han kalder dem, at de tit udgør en "uskøn og uigennemskuelig sammenblanding af orientalsk jargon, vestlig begrebsapparat (sågar fra naturvidenskaben), hjemmelavede begreber, luftige metaforer og 'ophøjede selvmodsigelser'". I samme ny-spirituelle teori kan man således finde udtryk som karma, kvantespring, det astrale legeme, energiophobninger, fraktaler, kærlighed, energiflow, relativitetsteori, jordforbindelse, levitation, aura, kundalini, den matematiske kaos-teori, seksualitet, holografi osv., noterer han og kalder det under ét en "teoretisk biksemad".

Spørgsmålet er, hvor alvorligt man overhovedet skal tage en sådan kritik.

For sagen er jo for Jes Bertelsens vedkommende, at de begreber der anvendes bliver grundigt forklaret, at der er konsekvent og sammenhængende brug af dem, og at en nogenlunde grundig læsning af hans forfatterskab derfor uundgåeligt vil føre til en forståelse af hans synspunkter, tankegang og erfaringer. Men det gælder jo for ethvert forfatterskab - om det nu er Jes Bertelsens, Fritjof Capras, Tor Nørretranders', Erling Jacobsens, eller Kants, Jungs, Schopenhauers og Kierkegaards - at piller man teksterne fra hinanden i stumper og stykker og blander det hele sammen, så får man en gang biksemad der er komplet ufordøjelig. - Det er dog et mindstekrav man må stille til en læser, at han eller hun læser en tekst i sammenhæng og noterer sig den særlige betydning af ordene som forfatteren måtte give dem. Man kan eksempelvis overhovedet ikke læse Søren Kierkegaard uden en terminologisk ordbog.

Wacherhausen kan da have ret i, at det er kritisabelt, hvis begreberne bruges i en enøjet eller fejlagtig betydning og "ellers er drejet og bøjet efter aktuelle teoretiske behov". Men når det drejer sig om at vinde erkendelsesmæssigt terræn, så er der jo netop ikke tale om at begreberne kan have en så fastlåst betydning, at der ikke er mulighed for ny anvendelse af dem. Hele videnskabernes historie er én lang demonstration af, at man har måttet "bøje" sproget for at få det til at dække nye erfaringer. Desuden gælder, at sædvanevirkeligheden opretholdes af det gængse sprog, således at det er uomgængeligt nødvendigt at "bøje" sproget, hvis sædvanevirkelighedens urokkelighed skal brydes med henblik på at få indpasset de usædvanlige erfaringer.

Wacherhausens kritik af Jes Bertelsen ville derfor være ikke så lidt mere interessant, hvis han satte sig ind i Bertelsens præcise og konsekvente, og alt andet end vilkårlige sprogbrug - og derefter kom med sine indvendinger; specielt ville den vinde, hvis han også indså, at Jes Bertelsen faktisk har kriterier for sine synspunkters holdbarhed, og så tog stilling til dem.

Andre end Wacherhausen har ondt af, at Jes Bertelsen anvender begreber fra naturvidenskaben. Det gælder således Tor Nørretranders i bogen om Niels Bohr og Pia Skogemann i en anmeldelse af "Kvantespring", hvor der direkte henvises til Nørretranders. Denne kan ikke lide, at Jes Bertelsen udformer sine personlige erfaringer med læsning af aura'er i en sprogbrug der er hentet direkte fra kvantemekanikken, det gælder specielt henvisningen til Heisenbergs usikkerhedsprincip. Nørretranders finder personligt den af Bertelsen udviklede aura-læsningspraksis bæredygtig, men mener, at sprogbrugen er udslag af "domesticering", og det vil her sige en utilladelig hjemliggørelse af begreber fra andre videnskabsdiscipliner. Syndebukken frem for alle andre er dog Fritjof Capra, fordi denne påstår, at et holistisk verdensbillede er begrundet i kvantemekanikken. Og dét er unægteligt utilladeligt.

Men i Jes Bertelsens tilfælde er der ikke tale om at begrunde verdensbilledet med kvantemekanik eller anden naturvidenskab, men om at bruge analogier i pædagogisk øjemed. Han taler selv om at "overføre en præcis sprogbrug til et område som meditative tilstande af højere bevidsthed, hvor der ikke let findes præcise ord og modeller af beskrive med". Og det er noget helt andet. For det er fuldt legitimt og har været brugt alle dage. Freud og Jung brugte begreber fra fysikken. Og det modsatte er jo også tilfældet, at fysikken har hentet begreber fra psykologien.

Når det kommer til stykket forstår vi vel overhovedet kun fænomenerne intellektuelt ved hjælp af analogier; selv matematikken er en form for analogi. Men analogier beviser intet; de er på ingen måde et logisk, men derimod et retorisk og didaktisk middel. Og i det eksempel Nørretranders trækker frem siger Bertelsen ikke engang, at der er tale om en analogi, men at der synes at være det! - Det skal jo heller ikke glemmes, at mange almindelige mennesker interesserer sig for naturvidenskaben og efterhånden er blevet fortrolig med mange af dens grundbegreber. Det smitter selvfølgelig af på den almindelige sprogbrug og kan godt kaldes domesticering, men så er der netop tale om en tilladelig, helt legitim, ja nyttig og uundværlig "hjemliggørelse".

Naturligvis er der grund til varsomhed med anvendelse af analogier og henvisninger til andre videnskaber. Eksempelvis er det betænkelig, at Grof bruger den moderne fysiks hypotese om ikke-lokalitet i forbindelse med karmiske oplevelser eller hændelsesforløb. Ligeledes må man være forbeholden over for Jes Bertelsens anvendelse af Sheldrakes begreb "morfisk resonans". Og allermest skeptisk over for Jes Bertelsens henvisning til fysikeren David Bohms teorier (Selvets virkelighed og Bevidsthedens befrielse). Ikke fordi Bohms kombination af viden om teoretisk fysik og Krishnamurti-inspireret intuition om bevidsthedsudvikling skulle være uden interesse, men fordi hans tolkning af den teoretiske fysik er lidt for speciel.

Ligesom i tilfældet med ikke-kausaliteten må man naturligvis som ikke-fysiker støtte sig til hvad fagfolk siger, og det må her tillægges overordentlig vægt, at fysiker som Jens Bang og Benny Lautrop siger fra over for Bohm og dennes undsigelse af det statistiske element og dermed ikke-determinismen i den bohrske kvantemekanik. Bohm omskrev kvantemekanikken ved hjælp af begrebet "kvantepotentialet" så den tilsyneladende blev en deterministisk teori for partikler der bevæger sig langs bestemte baner. Men som de to kritikere noterer, så indfører Bohms omformulering af kvantemekanikken intet nyt, men er blot en formel omskrivning af en formalisme der allerede har fundet sit leje, nemlig den sædvanlige kvantemekanik. Og den er - ifølge de samme to kritikere - så besværlig i sammenligning med den bølgebeskrivelse som kvantemekanikken lancerede, at det ville være blevet betragtet som en stor lettelse at komme af med den igen, hvis den tilfældigvis var blevet udbredt før Bohrs teori. ("Er der mere mellem himmel og jord?", side 189f).

Om det statistiske element i kvantemekanikken også generer Jes Bertelsen er ikke godt at vide, men allerede i disputatsen omtaler han statistikken som en skinvidenskab, fordi den behandler det sandsynlige og dermed også tilfældet på lovmæssighedens præmisser ("Ouroboros", side 122). Men kvantemekanikken indeholder nu engang et dybtliggende, irreducibelt statistisk element, som er forudsætningen for selve Bohrs komplementaritetssynspunkt. Derfor er det ikke uvæsentligt at slå fast, at man må vælge mellem det statistiske element, kvantemekanikken og komplementaritetssynspunktet på den ene side og et rent deterministisk synspunkt på den anden side. Den bevidsthedsforskning Jes Bertelsen står for gør uklogt i at fravælge komplementaritetssynspunktet.



Personlighedens spirituelle kimpunkt    
Til toppen   Næste afsnit

Ifølge Jes Bertelsen synes alle mennesker at have et 'spirituelt kimpunkt' i personligheden. Inderst inde i det lønligste huser mennesker en længsel efter noget højere, en dyb indre følelse for ægthed og kvalitet. Dette kimpunkt er selvets mulighed, og det ses i energifeltet øverst i den auriske udstråling, i essenspunktet lidt over issen. Selvet, det åbne felt og den kosmiske enhed er så at sige "indfoldet" i essenspunktet. Og når dette essenspunkt begynder at udfolde sig i et menneskeliv, fremkommer der langsomt en eller flere grundtoner eller spirituelle kvaliteter i personligheden som fx klarhed, hjertelighed, sensitivitet, åbenhed, kreativitet, integritet, forfinelse osv. Disse medfødte kvaliteter, som allerede kan ses hos de nyfødte, kan mennesket ved sin livsførelse, sine eksistentielle valg og sin etik dreje hen imod eller bort fra det spirituelle potentiale.

Bertelsens erfaringer med hensyn til de nyfødte på dette område hænger sammen med, at han praktisk taget har set alle de nyfødte børn der er født af kursister der er kommet på Vækstcenteret i de mange år det har eksisteret.

De spirituelle grundkvaliteter kan blive ledemotiver i et menneskes liv. Og dette vil yderligere nuancere og opbygge det spirituelle bevidsthedskontinuum. Lyset i personligheden vil hos sådanne mennesker udvise en specifik struktur, og det vil vise sig i menneskets liv som specifikke evner og talenter.

Afgørende er, at mennesker hvis selvrealiseringsproces afbilder sig i strukturer og mønstre i den spirituelle dimension indvendig fra begynder at ane den udvidede bevidstheds og kærligheds horisont. Længslen efter det højere eller guddommelige kan af disse mennesker tolkes i en jegorienteret eller en mere spirituel retning - afhængig af det enkelte menneskes skæbne, etik og vågenhed. Men for Bertelsen er det fundamentalt, at det spirituelle - når det er ægte - ikke blot viser sig i et menneskes ideer, tanker og teorier, men i eksistensen, i den måde mennesket lever på, i den måde det konkrete liv gennemtrænges af tankerne og idealerne.

Selvet manifesteres indefra og udefter, og processen vil på et tidspunkt udtrykke sig direkte i det følelsesmæssige og billedmæssige, i det såkaldt "astrale" niveau. Mennesket vil indefra, af indsigt, forstå uhensigtsmæssigheden i at udleve det emotionelle liv umiddelbart, og det vil i stedet lade etikken gennemtrænge og transformere det emotionelle niveau. På denne måde bliver emotionerne ikke bekæmpet, fortrængt eller elimineret, men vil af sig selv begynde at forvandle sig som direkte og naturlig følge af indsigten. Ansvaret ligger ikke længere udenfor. Selvansvarligheden opleves spontant. Nye livs- og forståelseshorisonter åbner sig. Selvudvikling, indre opdagelsesrejser, arbejde med andre mennesker, kreativ udfoldelse, spirituelle lærer-elev-spil, healing og kosmiske kærlighedsforhold bliver temaer i livet. Glimt af healing og guddommelig kærlighed, kontakt med ydre og indre vejledere vil være almindelige. Og derved muliggøres den situation, hvor selvets gennembrud og almengørelse vil kunne ske.

Selvets definitive virkeliggørelse sker ved de tidligere omtalte initiationsbegivenheder af intense energitilstande. Jeget træder endeligt til side som personlighedens centrum. Men betingelsen for at dette kan ske er balance. Den polære indre balance mellem det mandlige og det kvindelige energiaspekt er en betingelse for, at energi- og bevidsthedsintensiteten kan nå det højpsykiske niveau, hvori selvet kan træde i konkret virkelighed.

Den ydre polaritet er jegets livsgrundlag. Hver gang et menneske i en konkret livssituation spiller energiens ene pol ud, så styrkes jeget. Men når begge poler holdes inde i årvågen bevidsthed, så vil selvets proces næres. Denne strategi fører automatisk til at emotionen transformeres. Fokus flyttes fra emotionens anledning og indhold til emotionens energi slet og ret. Ved at holde emotionen i bevidstheden træder dette energiaspekt frem og nærer bevidstheden. Jegets bevidsthedsmonopol brydes til fordel for selvets dobbeltpolede bevidsthed.

Det er Bertelsens erfaring, at jo mere et menneske åbner sig for selvet, jo mere vil det naturligt bevæge sig mod den indvendiggjorte polaritet. Og parallelt med denne udvikling vil den tantriske kærlighedspraksis blive mere og mere fremherskende. Kærligheden bliver sandere og kvalitativt dybere. Men også her understreger Bertelsen, at tantra kun kan blive til gavn og glæde, hvis motivationen kommer ud af indsigt. Tantra er en uhyre gevinst for selvet, men ubestrideligt et tab for jeget, og derfor kan tantra først blive en naturlig ting, når tantrikerne har oplevet et rigt og glædesfyldt almindeligt orgastisk kærlighedsliv.



Karmiske erfaringer    
Til toppen   Næste afsnit

I "Selvets virkelighed" kommer Bertelsen i et afsnit om det karmiske erfaringsområde ind på oplevelser fra tidligere liv. Og det gør han, fordi mennesker der gennemgår dybe følelsesforløsende og oplevelsesorienterede terapiformer ofte kommer ud for tilstande og erfaringer som de selv betegner som karmiske, ligesom mennesker der gennem øvelser og meditation eller andre tilsvarende spirituelle praktikker fordyber sig i bevidsthedens transpersonlige dimensioner ofte "finder sig selv involveret i hvad der umiddelbart og overbevisende synes at være karmiske erindringer".

Bertelsen skelner mellem ægte og uægte karma-oplevelser, og hans kriterium på ægthed er igen - ikke overraskende - at oplevelsen får afgørende indflydelse på menneskets eksistens. Men han er naturligvis på det rene med, at tolkningen af karma-oplevelserne er en sag for sig. Han mener, at der primært kan blive tale om to hypoteser. De forskellige karmatiske erfaringer kan være spejlinger af menneskets generelle bevidsthedsudvikling og vil således have fortidskarakter. Eller de kan afbilde bevidsthedens ekspansion fra jegniveauet over fællesbevidstheden til den kosmiske enhedsbevidsthed og vil således have nutidskarakter. Og det er Bertelsens opfattelse, at begge disse hypoteser har noget på sig og derfor supplerer hinanden.

Den første hypotese sætter de genuine karmaoplevelser i forbindelse med grundmodellen for bevidsthedens udvikling fra jeget over selvet og videre til det åbne felt og den endelige enhed.

Til jeget svarer den kompensative karma og dermed loven om at den psykiske energi vender tilbage. Langt de fleste karmatiske oplevelser inden for dette område handler om at afvikle negative eller mørke bindinger. Afgørende vanskeligheder i dette liv opleves som stammende fra tildragelser som drab, tortur, voldtægt, ulykker, eller krige i tidligere liv. Og når disse tildragelser terapeutisk genopleves sker der en vis forløsning af bundne energimængder. Den kompensative karma svarer til jegbevidsthedens énpolede niveau. Traumet fikserer opmærksomheden i den ene pol, og først når et menneske via terapien evner at se begge polers identitet (fx at det var lige meget offer og bøddel), kan bevidstheden blive fri af det karmiske mønster og dermed nærme sig grænsen til den progressive karma.

Denne karma har med selvets proces at gøre og er dermed udstrakt over flere liv. Selvets kontinuitet går jo langt ud over jegets eksistens; selvets tidshorisont er 3000 år. Oplevelsen viser en udvidelse og fortsættelse af det arbejde den enkelte har udført i tidligere liv, men også en repetition af selvets hidtidige historie. Og hvad der er væsentligt at notere: erindringerne af begivenheder og situationer fra tidligere livsforløb kommer igennem med en uafvendelig styrke og klarhed. Intensiteten og totaliteten af dem er langt kraftigere end de erindringer der hører til jegbevidsthedens område.

Den kollektive karma fremkommer, når det åbne, overordnede bevidsthedsfelt spejles i kausalitetens, i historicitetens og i evolutionens dimension. Den er den sammenhæng der knytter selverne sammen i mesterfelterne, de åbne felter. Den kollektive karma er med andre ord som en umådelig pulje af spirituelle ressourcer i menneskehedens fælles bevidsthedssystem og aktiveres, når fortidige mønstre af højere bevidst natur reaktualiseres af grupper af mennesker der arbejder i området fra selvet til det åbne felt.

Den højeste bevidsthedsform, enheden, transcenderer ikke kun enhver form for identitet og form; den transcenderer også karma der har med kausalitet, historicitet og sproglighed at gøre. I enheden eller den suprakosmiske tomhed er al karma derfor elimineret.

Den anden hypotese siger, at når bevidstheden udvider sig, så vil den møde og senere smelte sammen med andre menneskers bevidstheder, idet alle jeger til syvende og sidst hviler i en fællesbevidsthed eller et sammenhængende bevidsthedsfelt, vel at mærke ikke et ubevidst, fordunklet instinkthav, men et overvældende klart, gennemstruktureret og lysende ocean af kærlighed og fællesbevidsthed. Efter denne hypotese er karma da en strategi til at formidle indsigten i fællesbevidsthedens realitet uden at splintre jeget og gøre det vanvittigt. Nerven i oplevelsen er den reale og dybe bevidstheds identitet der er mellem samtlige mennesker og som bliver den dybeste og mest indlysende begrundelse for næstekærlighedsbudet. Man skal nemlig elske sin næste som sig selv, fordi man dybest set er sin næste. Og man skal gøre det, ikke at pligt eller tvang eller formålsbestemthed, men fordi man ikke kan lade være at følge budet, når man først har nået indsigten via oplevelsen.

Når karma-oplevelsen forskydes bagud, skyldes det, at tidsbegrebet løsnes eller ophæves, idet bevidstheden udvides. Ved at opleve en tidligere inkarnation - og al karma omfatter ifølge Bertelsen altid ubetinget mindst én fortidig inkarnation - tvinges bevidstheden til at åbne sig for et bevidsthedsniveau der er højere og mere omfattende end jeget.

Det er fremgået af det foregående, at Jes Bertelsen fortolker de karmatiske oplevelser på hypotetisk plan, og det sker selvfølgelig, fordi det er umuligt at bevise eller verificere, at de dækker over faktiske begivenheder. Til gengæld er det jo tilladt at opretholde hypotesen lige indtil de eventuelt bliver falsificerede.

Det må betragtes som klogt at følge Peter Zinkernagels sprogregler (jvf. artiklen om   Zinkernagels filosofi), ikke for at udelukke usædvanlige erfaringer eller for at fastholde et ensidigt jegbevidsthedssynspunkt, men for at bevare jordforbindelsen. At vi hænger i sproget - som Bohr sagde - er ikke bare en nøgtern vurdering af den naturvidenskabelige forskningssituation, men også en kendsgerning der må fastholdes når det gælder eksistensen. Så længe vi vil bevare jordforbindelsen og en eksistentiel kommunikationsmulighed med vore medmennesker, hænger vi i sproget - uanset oplevelsen af bevidsthedstilstande hinsides sprogets grænser.

Set ud fra dette synspunkt, er oplevelsen af tidligere inkarnationer - hvor overbevisende de end umiddelbart måtte være for dem der har dem - at betragte som oplevelser der finder sted i bestemte bevidstheder i konkrete situationer, ja, man bør vel endda sige i usædvanlige bevidsthedstilstande. Derfor er det egentligt formålsløst at spørge, om de tidligere inkarnationer er faktiske eller ej. Afgørende kan alene være, om oplevelserne har eksistentiel værdi - og dermed efter Bertelsens egen målestok - er genuine eller ej.

Det hører ikke nødvendigvis med til et ønskeligt nyt og mere åbent verdensbillede, at reinkarnation er et faktum, men derimod at genuine karmiske oplevelser af den art Grof og Bertelsen beretter om hører med til en radikal bevidsthedsudvidelse ud over jegets snævre horisont, og som sådan både har dyb eksistentiel betydning og rokker ved det gamle verdensbilledes identificering af bevidsthed med jeg-bevidsthed.

Som det gerne skulle være fremgået, går Jes Bertelsen ud fra loven om den psykiske energis cirkulation, og han mener følgelig, at den eneste vej ud af den kompensative karma og dens pendulsving (i ét liv asket, i det næste libertiner) er at ophæve polariseringen og indse og akceptere, at man har begge poler, begge psykiske anlæg, i sig. Oplevelse af tidligere inkarnationer griber ind i denne polarisering, og igen kan det tilføjes, at det er ligeyldigt om oplevelsen dækker over faktiske forhold eller ej.

Hertil kommer, at Bertelsen i praksis går ud fra, at tidligere inkarnationer er med til at bestemme et menneskes udviklingsretning i dette liv, nærmere bestemt dets nuværende affinitet i spirituel henseende. Har et menneske i et tidligere liv (om det nu er faktisk eller allerdybest i sjælen oplevet) har været buddhistisk munk, så vil det naturligt have affinitet til den østlige spiritualitet og dermed den østlige psykologi og mystik. Har det derimod været en kristen munk, vil det have affinitet til kristen og dermed vestlig spiritualitet.



Blandede spirituelle traditioner    
Til toppen   Næste afsnit

Det ejendommelige er nu - efter Bertelsens erfaring - at de spirituelle traditioner i menneskenes karma i dag er blandede, således at der i østen findes mange mennesker med affinitet til den vestlige spiritualitet, og i vesten mange med affinitet til den østlige. Denne konstatering har praktisk fået Bertelsen til meget bevidst at undgå at satse ensidigt på en enkelt tradition og altså specielt hverken ensidigt på den østlige - som han oftes er blevet beskyldt for af folk der ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i hans synspunkter - eller ensidigt på den kristne, som man skulle tro var den mest nærliggende i et gammelt kristent kulturområde. Men som han siger, så indløses det spirituelle potentiale ikke, hvis man vælger side. Han bygger derfor videre på begge traditioner, ja, er principielt åben for alle spirituelle traditioner, altså også fx den muslimsk-sufistiske og den jødisk-kabbalistiske, således som det rent håndgribeligt findes udtrykt i udsmykningen af meditationssalen på vækstcenteret.

Det er dog en kendsgerning, at det er den buddhistiske og den kristne tradition der betyder mest og nærmest indgår i et ligeværdigt komplementært forhold til hinanden, idet Buddha-feltet og Kristus-impulsen som tidligere nævnt står for henholdsvis bevidsthedslyset og kærlighedsfølelsen. Og disse er igen dybest set udtryk for den samme højeste bevidsthed.

Et specielt forhold med hensyn til den karmatiske affinitet for mennesker i den protestantiske verden er, at der ikke her findes en ægte spirituel tradition i betydningen en mystik. De mennesker der fødes i de nordeuropæiske lande og måtte have spirituelle forudsætninger af kristen art i deres karma har dem altså ikke fra den protestantiske tradition, men fra den romersk-katolske eller ortodokse tradition, og de vil så at sige inkarnere i et spirituelt tomrum, ikke fordi den ydre, eksoteriske religion, kirken, behøver at være ringere her end i de katolske lande, men fordi der ingen decideret esoterisk religion er. Også for dem er det relevant, at tiden synes moden til spirituelt at gå ud over de hidtidige traditioners alt for snævre rammer.

Bertelsen har naturligvis også funderet over, hvorfor han selv med buddhistisk spiritualitet i den karmiske bagage er inkarneret i et land der er uden vågen spirituel tradition, og han er kommet til det resultat, at det skyldes hans opgave, som er at realisere nogle ikke-dogmatiske spirituelle tilstande, hvor mennesker når til sig selv uden at dette selv specifikt tilhører den ene eller den anden tradition.

Gang på gang både i skrift og tale understreger Jes Bertelsen, at den der går ind i en spirituel udvikling bør gøre det uden brud med og uden brod imod den religiøse tradition han eller hun har affinitet til og eventuelt er vokset op i. Der er værdier i dem alle. Men i sidste instans vil en radikal spiritualitet føre ud over de kulturbetingede traditioner, fordi disse er blevet til og stadig beror på jeg-bevidsthedens principper og derfor lever på modsætningen til andre traditioner, hvorimod selvets principper er helhedens principper og rettet mod åbenhed og enhed.

Han giver sine kursister det råd at blive i de spirituelle traditioner de er vokset op i og føler tilknytning til. Men peger også på, at det er uundgåeligt i en spirituel udvikling at nå frem til, at man skal kunne ånde frit i den tradition man lever i og det verdensbillede man har. Og hvilket verdensbillede får man ikke klaustrofobi af?, udbrød han på et kursus, hvori også indgik en meditationsøvelse som bestod i at akceptere det verdensbillede man nu engang har.

Bertelsen er følgelig hverken buddhist eller kristen. Ej heller er han polyteist, panteist eller synkretist, men som han selv angiver transsekterisk og transteistisk. Han er kommet hinsides tilknytningen til én bestemt religiøs tradition og ud over troen på en personlig gud. Jeg kan ikke se Vorherre nogetsteds, som han sagde i et interview til Informations Søren Vinterberg.

At gøre ham til religionsstifter - som Michael Rothstein faktisk har forsøgt i en anmeldelse - er også temmelig malplaceret. Og af præcis samme grund. Enhver konkret religion er et udslag af jeg-bevidsthedens kamp og konkurrence om magt og monopol. De store religioner har historisk haft deres betydning ved at øge jeg-bevidstheden og almengøre jeget - og de har tilmed sat nogle idealer op der har peget ud over jeg-bevidsthedens horisont. Kirken har eksempelvis også - som P.G. Lindhardt i sin tid provokerende udtrykte det - prædiket evangeliet!

Men det der er brug for i dag er ikke en yderligere forstærkelse af jeg-bevidstheden, men tværtimod en relativering af jeget og almengørelse af selvet. Den der vil bidrage til denne udvikling ville gøre sig skyldig i inkonsekvens hvis han eller hun stiftede en ny religion eller en ny isme, for det ville være det samme som at indlede en kamp mod andre religioner og ismer og altså knæsætte jegets snævre sag. For Bertelsen gælder det tværtimod om at være åben i fuld forståelse for, at det mål der sættes for udviklingen via selvets almengørelse er fællesbevidstheden.



Sygdomsopfattelsen    
Til toppen   Næste afsnit

Bertelsens opfattelse af sygdom hører med til hans verdensbillede. I sygdom, smerte og feber er der efter hans opfattelse mere end det man får at vide, hvis man spørger somatisk-kausalt, som man almindeligvis gør, når man går til læge. I sygdom er der også psykisk ubalance, og derfor bør man samtidigt spørge holistisk-sjæleligt om holdninger, attituder, indstillinger, blokeringer, fortrængninger og ubalancer i chakrasystemet, skriver han i "Energi og bevidsthed". Sygdom vil altid fortælle mennesket noget om dybere liggende ubalancer i systemet, og først når den psykologiske forståelse er med, er helbredelsen fuldkommen.

Uden den psykologiske forståelse vil der ofte ske det, at ét enkelt udtryk for en fundamental ubalance vil blive kureret med det resultat, at ubalancen derpå vælger en alvorligere sygdom at udtrykke sig igennem. Hvis symptomerne derimod forstås fuldtud af personligheden, kan et sygdomsforløb blive en chance for at korrigere dybtliggende psykofysiske fejlfunktioner og ubevidstheder. Sygdom har to sider: en somatisk og en psykisk. Hvis man kun kurerer det ene aspekt, vil det andet blive ved med at dukke op og blive værre og værre.

Hertil kommer, at jo mere kollektive og epidemiske sygdomme er, desto mere information rummer de af almen interesse. Det ses af de bølger af sygdom der har ramt civilisationen i nyere tid, og som Bertelsen kommer ind på i "Kvantespring". Tuberkulosen og polioen ramte åndedræt og handlingsevne, men begge blev bekæmpet med antibiotika og vacciner og kontrolleret uden at man lærte noget i psykisk-symbolsk forstand om ubalancen i bevidstheden: for lidt indadvendthed, for megen mandlig aggressivitet. - Den tredje bølge, kræften, førte sygdommen ind i det æteriske: selve cellernes polære energistruktur, og påpegede dermed ubalancen i polariteten, den mandlige aggressive attitude, der er forkert set fra et helhedssynspunkt. - Den fjerde bølge, aids'en, er direkte fokuseret i kønspolariteten og tydeliggør ubalancen i selve reproduktionen. Stadig for megen mandlighed og for lidt nænsomhed, for lidt lydhørhed over for naturen og helheden. Igen søger man at bekæmpe både kræft og aids med kontrol i stedet for psykologisk forståelse og polære balanceøvelser. Og Bertelsen vover en forudsigelse: Hvis ikke menneskeheden lærer lektien gennem kræft og aids, så ligger den femte sygdomsbølge bag horisonten og den vil have selve det genetiske materiale som fokuspunkt.

Hele denne tankegang er formentlig fremmed for de fleste og vil måske forekomme at ligge uden for realiteternes og erfaringernes verden. Men det skal understreges, at det energetiske billede han her giver af sygdomsforståelsen ikke udelukker og ikke er ment som erstatning for det gængse somatiske, men som en komplementerende vinkel. Man kan hverken efter Grof eller Bertelsen opretholde et ensidigt somatisk sygdomsbillede, når og hvis man lærer at se holistisk på tingene i og med en selvudviklingsproces.



Er der tale om metafysik?    
Til toppen   Næste afsnit

Spørgsmålet kan naturligvis rejses, om ikke Jes Bertelsens bevidsthedsmodel og verdensbillede når det kommer til stykket er metafysik, ja, Pia Skogemann nøjes ikke med at rejse det, men pådutter ham i en note i en af sine bøger, at en åndelig, metafysisk verden er den egentlige realitet ("Arketyper", side 187).

Ordet "metafysik" betyder jo egentlig blot "efter fysikken" og var Aristoteles' betegnelse for det erkendelsesteoretiske værk der fulgte efter hans værk om fysikken eller naturlæren. Udtrykket dækker altså oprindeligt bare et udgiverprincip. Men konkret indeholdt Aristoteles' "Metafysik" en samling af principper for det værende eller med andre ord forudsætningen for al anden videnskab. Det var her Aristoteles bl.a. formulerede modsigelsesprincippet og identitetsprincippet. Metafysikken repræsenterede en fælles forståelsesramme helt frem til det gennembrud af den moderne filosofi omkring renæssancen, der igen indledte en omformning eller om man vil en forbedring af verden.

Når ordet "metafysik" er kommet til at betyde spekulativ filosofi uden sammenhæng med erfaringen, så ligger det i, at man i skolastikken gjorde Aristoteles' lære og principper både i naturlæren og erkendelsesteorien til urørlige dogmer. Og da den så på væsentlige punkter viste sig ikke at holde stik, gjorde den nye videnskab oprør og satte erfaringen over spekulationen. Metafysik kom til at betyde det der ligger uden for erfaringen, det der ikke kan verificeres gennem erfaring, altså den rene spekulation.

Men netop derfor kan Jes Bertelsen med god grund afvise, at hans bevidsthedsmodel og verdensbillede skulle være metafysisk spekulation. For de bygger begge på en meget lang række af menneskelige erfaringer. Det kan som han selv udtrykker det være et fjerntliggende og endnu for flertallet utilgængeligt område inden for det erfarbare, men det er principielt empirisk. Basis er erfaring. Og ethvert menneske der har energi og tålmodighed nok kan gennem et årelangt eksistentielt-meditativt-etisk arbejde med sig selv og sin bevidsthed efterprøve det foreslåede.

Comtes positivisme, der i tidens løb degenerede til ny-positivisme og fysikalisme, havde et fornuftigt hovedmotiv, nemlig at adskille erfaringsvidenskab fra spekulativ filosofi. Fejlen var, at den aldrig akcepterede psykologien, introspektionen og den ikke-fysiologiske bevidsthedsforskning som erfaringsvidenskab. Det kan den imidlertid sagtens være. Fremskridtet på disse områder beror på, at de i stigende grad vil blive det. Og Jes Bertelsens bevidsthedsforskning er det i høj grad.

Bertelsen er udmærket klar over - som det også jævnligt er bemærket i det foregående - at der i hans verdensbillede indgår hypotetiske antagelser, og dem må man endda gerne for ham kalde af mere "metafysisk" natur. Deres hypotetiske karakter skyldes, at der er tale om forklaringer der ikke er endeligt verificerede. Men selv de henviser i alle tilfælde til bestemte erfaringer fra hans på meditativ træning baserede forskning og svæver altså ikke i spekulationens blå luft.

Der indgår også et klart intuitivt element i hans verdensbillede. Den grundtekst der fremlægges og kommenteres i "Bevidsthedens befrielse" kalder han selv udtrykkeligt meditativ-intuitiv. Og det skyldes naturligvis, at hans dybeste indsigter ikke er tænkte, men sete. Dette er jo imidlertid ikke noget der er specielt for Jes Bertelsen eller for mystikerne og kunstnerne, men noget der generelt gælder al kreativitet og al forskning. Dybdepsykologisk set er billedet altid før det sprogligt formulerede. Alle videnskabsmænd der har præsteret ny tænkning, ny teoridannelse, har indset deres teorier intuitivt, før de kunne lave bevisførelsen.

Et glimrende eksempel som Jes Bertelsen selv henviser til er Albert Einstein, der som 14-15-årig tumlede med det filosofiske spørgsmål: hvordan ville lys se ud, hvis man bevægede sig lige så hurtigt som en lysstråle, og så iagttog denne? Ifølge Einstein selv var beskæftigelsen med dette spørgsmål det der ledte ham til relativitetsteorien.

Man kunne også nævne Niels Bohr, hvis fundamentale komplementaritetssynspunkt formentlig kan føres tilbage til hans beskæftigelse i ganske ung alder (også omkring de 15) med det spørgsmål som omkring århundredskiftet optog hans fader, fysiologen Chr. Bohr, og som denne under sønnernes tilstedeværelse diskuterede med sine venner, Harald Høffding, Vilhelm Thomsen og Christian Christiansen, nemlig det efter almindelig logik uløselige spørgsmål, om det var en mekanistisk determinisme eller en finalistisk vitalisme der var bestemmende for organiske processer. De to teorier stred mod hinanden, men kunne begge underbygges med fornuftige, vanskeligt afviselige grunde.

For Bertelsens eget vedkommende gælder som tidligere berettet, at han allerede i mellemskolen beskæftigede sig intenst med spørgsmålet om, hvor tankerne kom fra, og hvad der var imellem tankerne og under søvn. Og han fik allerede dengang nogle intense erfaringer af, at bevidstheden var der selv om tankerne ikke var der.

Gamle teorier, fastlåste verdensbilleder kan rokkes på grundlag af sådanne intuitive forestillinger - hvis de forbindes med nøgterne erfaringer. Det er jo netop Jes Bertelsens erklærede mål at være med til at fjerne det gamle og snævre psykologiske verdensbilledes filtre for derigennem af komme frem til en dybere forståelse og dermed at åbne bevidstheden for virkeligheden som den er uden disse filtre. Hertil tjener meditationen. At meditere er at se. I meditationsprocessen forsøger bevidstheden at slippe sin forhåndsviden, de fastlåste billeder.

Slipper den så også jordforbindelsen? Er den åndelige verden den egentlige verden for Jes Bertelsen, således som Pia Skogemann skyder ham i skoene? - Det ville forudsætte, at Bertelsen i kraft af sine oplevelser af højere bevidsthedstilstande trak sig tilbage fra verden for at dyrke sine oplevelser. Men det er jo det stik modsatte han gør og anbefaler sine læsere og kursister. Gang på gang understreger han tværtimod, at autenticiteten af de høje oplevelser viser sig i, at der komme mere umiddelbar ansvarlighed og mere umiddelbar medfølelse ind i et menneskes liv. Og gang på gang understreger han, at der skal være overensstemmelse mellem tænkning og eksistens.

Og med hensyn til jordforbindelsen gælder, at han utrætteligt sætter balance i de tre nederste chakraer som betingelse for ikke-inflatorisk erfaring af den højere bevidsthed. Det er rigtigt, at han kan betegne oplevelsen af de højere bevidsthedstilstande som det at komme hjem, som fyldestgørelse, men man har ikke fået fat i kernen i hans filosofi og erfaring, hvis man tror der hermed skulle ligge en afstandtagen til eller løsrivelse fra det almindelige jordiske liv. I de højere erfaringer ligger der klart en befrielse fra jegets snævre standpunkter, og dermed en relativering af jeget til fordel for selvet og uselviskheden. Men dybest set betragter Bertelsen den almindelige bevidsthed og den højere bevidsthed som lige guddommelige, og derfor kan han tale om "jegets gamle, smukke og stadige nødvendige form", for "uden et veldefineret og velfungerende jeg er højere bevidsthed umulig".



Bevidsthedsforskning    
Til toppen   Næste afsnit

Jes Bertelsen betragter sig som bevidsthedsforsker. Men bevidsthedsforskning er en vanskeligere måde at lave videnskab på end anden forskning. Det videnskabelige forekommer ham at være at opstille en pædagogik der muliggør, at andre mennesker kan reproducere de bevidsthedstilstande som han selv kontrolleret kan bringe sig ind i. Det vanskelige ligger i, at andre skal reproducere metoden i deres eget træningssystem og så dér nå til nogle tilsvarende bevidsthedstilstande, som man så kan sammenligne, ligesom man hele tiden kan lave feedback ind i disse processer. Måle og veje det der sker kan man ikke, men der er noget i teknikken, i proceduren, som ligner det videnskabelige eksperiment.

Bertelsen anser det også for væsentligt, at man ligesom i god videnskab siger, at en hvilken som helst samling af resultater man er kommet frem til har hypotese-status. Det kan være mere eller mindre velunderbyggede hypoteser, men sandhedsværdien ligger i, at de endnu ikke er falsificerede, men igen og igen lader sig re-verificere. Og han henviser her til den østrigsk-engelske filosof Karl Popper (f. 1902; hovedværker "Logik der Forschung" fra 1934 og "The Open Society and its Enemies" fra 1945), der netop fastslog som hovedprincip: at én situation der falsificerer en hypotese gør at den må falde.

En sådan holdning giver i Jes Bertelsens øjne en meget sober linje i det spirituelle, og den savner han i mange spirituelle systemer. Det er derfor at de dogmatiske systemer for ham bliver for absolutistiske, de tror at de har fundet den ultimative sandhed, hvor den vesteuropæiske videnskabelighed i højere grad for ham selv er et ideal.

Jes Bertelsen er allerede nået langt i sin ihærdige og systematiske bevidsthedsforskning, men han er stadig på vej mod nye erfaringer og nye landvindinger. Eksempelvis finder han det overordentligt provokerende, hvad han erfarede fra pålidelig kilde i Tibet, at der findes nogle ganske få mennesker i verden, hvis oplysthed er så udviklet, at de ikke behøver søvn. De er vågne 24 timer i døgnet!

Bertelsens bestræbelser på at rokke ved det gamle positivistiske verdensbillede, så der kan opstå et nyt der er åbent over for de eksistentielt afgørende erfaringer af højere bevidsthedstilstande, har allerede givet sig vigtige udslag. Men han har bevaret jordforbindelsen og er videnskabeligt omhyggelig nok til at betragte det nye verdensbillede som foreløbigt og hypotetisk, indtil der er endnu flere mennesker, endnu flere seriøse forskere der har gjort tilsvarende erfaringer som han selv.

Det nye verdensbillede skal almengøres, før det kan siges at have stået sin prøve. Det skal ikke som fx det steinerske være forbeholdt et enkelt eller nogle få indviede og dermed være okkult. Det skal tværtimod almengøres, og derfor skal der stadig hårdt og tålmodigt forskningsarbejde til - i og med at også selvet almengøres.



Afslutning   
Til toppen   Næste afsnit

Jes Bertelsens verdensbillede er et særdeles værdifuldt bidrag til det opgør med materialismen, positivismen og empirismen som er mere nødvendigt end nogensinde, fordi disse gamle verdensbilleder har vist sig utilstrækkelige til at rumme væsentlige menneskelige erfaringer af eksistentiel art, som ligger uden for det håndgribelige og måleliges rammer.

Ikke alene er der en stigende interesse for religiøse og eksistentielle spørgsmål, men også en stigende forståelse for, at svarene på disse spørgsmål nødigt skulle føre til en genopblussen af tidligere tiders forankring i snævre og dogmatiske systemer af ideologisk eller kirkelig art. Vi har fået nok af såvel verdslig som kirkelig dogmatik, ideologi og fundamentalisme.

Der er tværtimod behov for en vidtgående sekularisering der på den ene side undgår at kaste de afgørende eksistentielle grundspørgsmål ud med det badevand de dogmatiske religionssystemer er blevet skyllet i, og på den anden side er helt åben for mulighederne for at give den religiøse interesse, søgen og ansvarlighed nye tidssvarende rammer.

Netop ved meget bevidst at gå på tværs af de eksisterende religioners hævdvundne afgrænsninger har Bertelsen banet vej for nye løsninger - uden at prisgive vor fornuft eller vor bundethed til jorden og den praktiske etik.

Som nævnt i det foregående gør Bertelsen gældende, at en radikal spiritualitet i sidste instans vil føre ud over de kulturbetingede traditioner, fordi disse er blevet til og stadig beror på jeg-bevidsthedens principper og lever derfor på modsætningen til andre traditioner, hvorimod selvets principper er helhedens principper og rettet mod åbenhed og enhed.

I tråd hermed peger han på muligheden for den selvets almengørelse som tiden både trænger til - ikke mindst i borgerkrigenes og terrorismens samt terrorismebekæmpelsens aktuelle situation - og som den også med lidt god vilje kunne se ud til efterhånden at være moden til, taget i den forstand, at en sådan selvets almengørelse er det eneste der kan fjerne det had der ligger til grund for krig og terrorisme.

Men et aldeles fundamentalt og afgørende etisk kriterium for såvel selvets almengørelse som Jes Bertelsens personlige filosofi er, at der skal være konsistens mellem teori og praksis, mellem ideal og eksistens. Denne problematik vil blive belyst i en følgende artikel om Jes Bertelsens etik.

Jan Jernewicz



PS.

På given foranledning gøres opmærksom på, at ovenstående artikel ligesom artiklerne om Jes Bertelsens levnedsløb og etik er lettere reviderede udgaver af tidligere, utrykte artikler, udarbejdet i 1994 og baseret på læsning af Jes Bertelsens skrifter, deltagelse i flere af hans kurser samt et enkelt interview. Det understreges at forfatteren ikke har fulgt Bertelsens virksomhed siden. Dog har jeg august 2008 fået læst hans nyeste bog 'Bevidsthedens flydende lys' og givet en vurdering af den i artiklen: Jes Bertelsens specielle bevidsthedsforskning  (22.8.08.)
.



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen.



Se nærmere under klik



Henvisninger:   
Til toppen

Litteratur:

Jes Bertelsen:

Selvets virkelighed. (Borgen. 1988)
Bevidsthedens befrielse. (Borgen. 1991)
Drømme, chakrasymboler og meditation. (Borgen. 1982)
Energi og bevidsthed. (Borgen. 1984)
Kvantespring. (Borgen. 1986)

Anden:

Steen Wacherhausen: Alternativisme, højere bevidsthed og oversanselige fænomener (i 'Er der mere mellem himmel og jord? - Gyldendal 1992)

Pia Skogemann: Arketyper (Lindhardt og Ringhof. 1986)



Link til   Vækstcenterets hjemmeside og omtale af Jes Bertelsen og hans forfatterskab

Links til artikler på Jernesalt:

Jes Bertelsens biografi i korte træk
Jes Bertelsens etik

Rothstein om Jes Bertelsen i Encyklopædien

Sekulariseringen og religiøs krise
Afdogmatisering - ikke afmytologisering
Zinkernagels filosofi



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 13.5.2013