Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Hvad lever vi på

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02


Hvad lever vi på?

Psykiateren Erling Jacobsen, der ligesom Grof har eksperimenteret med LSD på sig selv og andre - før det blev forbudt her i landet - gjorde samme erfaring, nemlig at de oplevelser der fremkommer under LSD-påvirkning og som tit har tilknytning til spædbarnsalderen, ofte beskrives i nøjagtigt de samme ord som mystikerne anvender om deres specielle erfaringer.

Jacobsen mener dog ikke, at mystikernes oplevelser er identiske med spædbørns. Det må jo gøre en forskel, om en voksen og moden person har oplevelsen, eller om det er et uerfarent spædbarn der har den. Men den følelsesmæssige kerne i sagen er fælles for mystikerne og spædbørnene.

Jacobsen påpeger også et vigtigt formelt træk ved LSD-oplevelsen, nemlig at det ligesom for spædbarnets vedkommende, men i modsætning til normal voksentilstand er muligt at erfare, hvad menneskets grundspektrum af følelser er i ren form, og at det er særdeles let at skelne de rene følelser fra de blandede eller konfliktuelle. De rene følelser kan kendes på deres enestående intensitet og på at de billeder der knytter sig til dem har deres egen krystalklare renhed.

Det er præcis dette forhold der får Erling Jacobsen til at hævde, at mystik er noget aldeles essentielt for os.

Bertrand Russell hævder et sted, at der findes to hovedstrømninger i den menneskelige udfoldelse, den videnskabelige og den mystiske, og at det er i deres forening man finder den højeste form for menneskelig skaben.

Men Jacobsen opponerer. I forhold til videnskaben bliver mystikken som alt andet vi erfarer kun en genstand. Videnskaben forsøger at bringe orden i kaos, og der er principielt ingen grænser over for nogen del af menneskets erfaringsmateriale. Men eksistentielt er mystik og videnskab ikke ligestillet. Eksistentielt er det de mystiske, umiddelbare erfaringer der tæller. Jacobsen mener i tilknytning hertil, at disse mystiske erfaringer specielt har overvældende betydning for vore værdinormer, ja, at vi i den lyst og ulyst spædbarnet oplever i ren form i den orale periode, dvs. det første halve år af sit liv, og som den voksne mystiker kan genopleve, står over for selve det gode og det onde.

Fra nyere litteratur kan fremdrages et usædvanligt illustrativt eksempel på, hvad sagen drejer sig om.

Den i 1992 afdøde svenske forfatter Sven Delblanc har i ‘Livets aks' (1991) fortalt sine erindringer fra en gruopvækkende barndom, totalt domineret af angsten for faderen.

En augustdag i 1934, da han endnu kun er 3 år gammel, blev han fristet til at stikke et gyldengult aks i munden og prøve at synke det. Men pigget og hvast som det var gjorde det kun ondt i halsen. Og ingen kom ham til hjælp. Faderen lo buldrende, og en dunkel indsigt dæmrede for barnet: De der er stærkere vil ikke hjælpe.

I samme øjeblik ser han for første gang solen. Og han så den som et blindt ansigt på himlen, det brændte af grusomhed. Barnet bliver et øjeblik et bevidst væsen og tænkte også om solen: Stærkere end jeg. Den dag blev drengen et menneskene, skriver Delblanc, og mener dermed, at han blev en bevidst person. Han havde oplevet verdens skabelse og erfaret, at verden og livet var ondt. Og det samme var den blinde gud han identificerede med solen. Også Gud er stærkere end vi, konstateredes det senere, og han arbejder til stadighed på vort fordærv.

Men midt i denne fortvivlede elendighed var der et skyhøjt fuglekirsebærtræ et sted i skoven, hvor han kom. Det stod om foråret som en fontæne af blomster og i juli bugnende fuldt af mørkerøde bær. Dette træ blev ham en ven og søster, som bragte ham et vigtigt budskab. Noget om fortrøstning trods alt. En besked om en rig kærlighed som vokser ud af den karrigste jord.

Alene dette blomstrende kirsebærtræ gav drengen den tro på livet som standsede ham på vanviddets tærskel de mange gange han var på vej ud i mørket.

Til sidst skriver Delblanc: "Barndommen havde givet ham et billede af livets vilkår, at leve som bøddel når man kunne, som offer når man måtte. Kun kærlighedens blomstrende træ i skoven stod tilbage som en gåde i dette klare og kolde billede af livet."

Selv har jeg på helt anden baggrund oplevet min første sommerferie som billedet over alle billeder på frihed, intensitet og livsfylde, otte år gammel på egen hånd på en bondegård hos fjerne slægtninge.

Der var alt, hvad hjertet kunne begære af oplevelsesmuligheder. En gammel gård med uanede legemuligheder, dam og bæk i nærheden og lidt længere væk både tilhørende tørvemose og en eng langs en bred å. Alle almindelige husdyr var der, heste, køer, grise, høns, ænder, gæs, kaniner, hund og kat. Og pragtfulde mennesker med den alderstegne gårdejer i spidsen og med en voksen datter der skulle overtage gården. Hans ældste søn havde nabogården og havde børn, der var jævnaldrende med mig selv, så der var nogen at lege med, når deres tid tillod det. Maden var anderledes end jeg var vant til, den var grovere, men sund og smagte godt oven på dagens anstrengelser. Det blev intense 14 dage med oplevelser af, hvor sundt frie, arbejdende mennesker kunne hvile i sig selv, hvor vid verden var, og hvor høj himlen kunne være. Men det var trangt at komme hjem til bylejligheden og rigoristiske normer.

Ingemar Hedenius, den svenske filosofiprofessor om hvem det blev sagt, at han fråsede i biskopper og teologiske professorer som en mår i et dueslag, men samtidig var et fløjtespillende gemyt, indså også sådanne billeders specielle betydning. I ‘Valg af livsanskuelse' henleder han opmærksomheden på, at der findes en anden måde at reagere på over for de store eksistentielle spørgsmål end den der gennem tiderne har sat de livsanskuelsesfilosofiske og teologiske hjerner i arbejde. Vi kan nøjes med at finde billeder for det vi har erfaret, billeder som ikke indeholder generelle sandheder om livet med krav på teoretisk gyldighed - men som alligevel er sande mod livet.

Sandheden mod livet er ikke en lære om livet, men netop et billede af livet, og billedet verificeres, når vi kan genkende livet deri eller lære os selv at gøre det, selvom nogen videnskabelig efterprøvning ikke er mulig.

Det meningsfyldte billede er subjektivt, fordi det må kunne gribe vore følelser for at have mening. Alligevel kan det være almengyldigt, udtrykke eller ordne erfaringer for mange mennesker, forme indtryk som vi ikke kan gøre rede for på anden måde.

Og dette turde være en indrømmelse af en filosof, der ellers om nogen hævdede den intellektuelle morals maxime, ikke at tro på noget der ikke var fornuftige grunde til at godtage. Men den får ham mærkeligt nok ikke til at rokke ved det vilkårligt valgte og meget snævre trosbegreb han har fundet frem til ad teoretisk vej og som strider mod al religionshistorisk viden.

Billeder af den nævnte slags finder Hedenius i den store digtning og fremdrager specielt Ibsens ‘Hedda Gabler' og Dostojefskis ‘Idioten'. Facit for begge er det samme: det virkeligt godes prekære vilkår i vor verden og dets magtesløshed over for vore afgørelser og svære prøvelser. De bekræfter for Hedenius påstanden om, at menneskene er skabt for at pine hinanden.

Om det så er kristendommen, som Hedenius ellers ikke har noget tilovers for, og som han ikke forsømte nogen lejlighed til at angribe, indeholder den også for ham sandhed mod livet. Ganske vist ikke en entydig sandhed, hvis man holder sig til bogstaven. Men hvis man frit lægger til og trækker fra, kan man finde et billede som kan tale til én, nemlig Kristusskikkelsen.

I Kristus så Hedenius - i diametral modsætning til fx Grønbech - et sygt menneske, en sekterer, prædikant og sværmer, der drog i leding mod hele verden, ikke blot fordi han var god, men også fordi han var grænseløst fanatisk.

Det gør imidlertid ikke for Hedenius billedet af den korsfæstede mindre gribende: Denne ihjelpinte krop, smykket med tornekrone har tilhørt et stort menneske og en sværmer, en af de mange der med sit liv måtte sone, at de ikke passede i denne verden.

Men i Jesu syge hjerne fandtes der også en tanke der altid vil ramme menneskene i deres inderste, tanken om denne onde slægts afhængighed og magtesløshed.

Og det er sagens kerne. Hedenius har i sin egen tolkning af Kristus fundet lige præcis det billede der udtrykker hans egen inderste opfattelse af livet og verden, således som han udtrykker den i ‘Tro og viden': Set fra menneskets synspunkt er livet forkert konstrueret. Derfor følte han en dyb længsel efter en anden og bedre virkelighed. Og derfor gav hans fløjtespil ham en slags tilfredsstillelse eller trøst om man vil.

Tilfældigvis er Erling Jacobsen, Sven Delblanc og Ingemar Hedenius alle tre ateister. Det hænger utvivlsomt sammen med, at de betragtede de blinde naturkræfter som meningsløse set fra menneskets synspunkt. Men det forhindrede jo ikke, at de i sig havde en psykologisk faktor af overvældende karakter, eller at denne faktor fra et religionspsykologisk eller religionshistorisk synspunkt svarer til Gud, således som Jung var inde på.

Religion var efter Jungs opfattelse en tilknytning til den højeste eller stærkeste værdi, hvad enten den er positiv eller negativ. Tilknytningen kan være frivillig eller ufrivillig. Man kan bevidst akceptere den indre ‘værdi', den energiladede psykiske faktor, eller man kan ubevidst være besat af den.

Om man er mest fri på den ene eller anden måde afhænger af, hvad man forstår ved frihed. Afgørende er, at det man lever på ikke er teorier eller synspunkter der appellerer til forstanden, men billeder der appellerer til følelserne.

Mystik er som Erling Jacobsen selv hævdede simpelthen det vi lever på.

Tilsvarende hævdede Vilh. Grønbech under henvisning til barnesjælens dannelse og indhold, at billedet er det egentlige i sjælen, fordi det rummer øjeblikket, inderlighed og intensitet. Det har fylden og helheden. Billedet er alt, kunne han derfor fastslå.

Inden for den sidste menneskealder er der dukket et bestemt billede op der har vist sig at være af fællesmenneskelig betydning, nemlig billedet af vores blå planet, det billede som kosmonauterne har hjembragt fra rumrejserne. Det har på en måde som går på tværs af den normale, videnskabeligt prægede erkendelses muligheder vakt en forståelse for vores fælles, globale og økologiske ansvar der meget vel kan gå hen at blive udslaggivende for de næste årtiers bevidsthedsudvikling og som dermed giver et vist håb for fremtiden.

Jan Jernewicz



Henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
Jens Vrængmoses rubrik



Til toppen    Til forside    Printversion   


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 3.4.2011