Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Nietzsche - essay

ESSAY FRA JERNESALT - 18.6.02


Nietzsches sjæl

  - sjælen der ville synge og danse, men som musikken forsvandt for.

Overvejelser over Nietzsches filosofi og levned, på baggrund af læsningen af Zarathustra og Safranskis biografi



Indholdsfortegnelse:

Indledning
Filosofi som lidenskab
Schopenhauer-oplevelsen
Vær jorden tro
Det dionysiske
Musikkens dragning og trussel
Afstand til historismen
Forskellen emellem eksistens og erkendelse
Hvad er da sandhed og virkelighed
Subjektiviteten
Einverleibung
Nietzsches sprog slår ikke til
Er tilværelsen en helhed
Æsteticeringen af livet
Eksistensens alvor
Er musikken forbi med ungdommen
Henvisninger



Indledning   
Til toppen    Næste

Først og fremmest skal det slås fast, at Rüdiger Safranskis Nietzsche-biografi med undertitlen - ‘Biograpfie seines Denkens' - er fremragende ved sin grundighed, sit overblik, sit sprog og sin sobre, men levende og inspirerende gennemgang af hele Nietzsches tænkning. Safranski har med fuldt overlæg koncentreret sig om tænkningen og dennes udviklingslinjer i relation til Nietzsches liv og levned. Og altså fravalgt enhver bedømmelse af psykologisk eller moralsk art. Netop derved får hans bog som også Uthaugs Blake-biografi den særlige udfordrende karakter der gør, at man som læser uundgåeligt bliver medinddraget i såvel den biograferedes liv og tænkning som den biograferendes omhu for at sætte alt ind i en inspirerende kontekst. Det kan faktisk ikke gøres bedre - og bekræfter for Nietzsche bogens vedkommende det gode indtryk man fik af Safranski i tv-udsendelsen på 3SAT.

Det følgende skal derfor ikke gøre det ud for en egentlig kritik af Safranski, men derimod for et forsøg på at trække nogle linjer op, som Safranski undgår, især fordi han er stærkt kritisk indstillet til psykoanalysen og åbenbart slet ikke vil ind på andre sider af dybdepsykologien; linjer som det efter min mening er både nærliggende og konstruktivt at få med. Dette gælder ikke mindst hvis man vil påpege Nietzsches aktualitet i vor tid såvel som de mangler der er ved hans filosofi, og som det efterhånden turde være på tide at komme til klarhed over. Safranski kan have megen ret i, at seksualiteten blev det 20. årh.s alt for snævre fiktionspunkt, men han kan åbenbart ikke få øje på, at Nietzsches og Schopenhauers problemer med begrebet ‘vilje' hænger nøje sammen med begrebet ‘seksualitet', og dermed - som først Konrad Lorenz konstruktivt påpegede - med den helt grundlæggende tvetydige ‘aggressivitetsdrift'.



Filosofi som lidenskab   
Til toppen    Næste

Vel noget af det mest karakteristiske ved Friedrich Nietzsche (1844-1900) var hans tidligt udviklede hang til at reflektere og iagttage sig selv, sine følelser og tanker. Safranski taler om, at Nietzsche opdagede filosofien som sin lidenskab. Den var næppe, denne hang, uafhængig af det faktum, at han voksede op i et præstehjem med stærke moralske normer, at han 5 år gammel mistede sin far og året efter sin broder, eller at familien derefter flyttede til en anden by, og at han kort efter kom på et elite-internat.

Men lidenskaben hænger også nøje sammen med hans musikalske og sproglige begavelse. Musikken gav ham erfaringer af noget uden for sprog og bevidsthed der var langt mere intenst og attråværdigt end det almindelige hverdagsliv, og som kunne nære hans fantasi og drømmeliv på en måde der gjorde hverdagslivet til et problem. Sprogbegavelsen gav ham erfaringer af sprogets evne til at "synge" lige netop således, at det blev et attraktivt alternativ til hverdagens forpligtelser med skolegang og universitetsstudier. Det var ikke alene så tvingende nødvendigt for ham at skrive, at han allerede som skoledreng begyndte filosofisk og digterisk prægede dagbogsoptegnelser, og som 12-årig forfattede sin første afhandling om det onde. Det stod også for ham som den store fristelse at gøre hel sit liv til et digterværk. Han kredsede om sig selv og sin selviagttagelse, så der foreligger ikke mindre end otte selvbiografiske skitser fra hans hånd fra han var 14 og frem til de offentliggjorte værker.

Nietzsche brugte selviagttagelse som våben mod fremmed indflydelse, og drev den frem til en slags essayisme som decideret livsform. Altså en æstetisering af sit liv som nok havde den store fordel at bevare selvstændigheden og originaliteten, men samtidig rummede det problem, at der opstod et skel, eller rettere forblev en grundlæggende splittelse mellem hans liv i eksistentiel forstand og hans erkendelse, sproglig udfoldelse og videnskabelig forskning i intellektuel forstand.

Selvom Nietzsche som voksen gjorde voldsomt oprør mod datidens snævre borgerlige moral og kristendom, så var han i skoletiden nærmest et dydsmønster, der lagde uhyre vægt på at være herre over sit liv og derfor anså det for vigtigt også at være herre over sine drifter, lyster og tilbøjeligheder. Han gennemførte gymnasium og universitetsstudier planmæssigt. Skiftede ganske vist teologien ud med den klassiske filologi efter et år på universitet i Bonn, men fik endnu inden sin afsluttende eksamen kaldelse til et professorat i klassisk filologi i Basel, knap 25 år gammel. Men så var det også sket med den store hensyntagen til omgivelsernes normer og forventninger, omend ikke med selvdisciplinen som ideal. Han fik skrevet adskillige bøger, men den systematisk gennemarbejdede bog var ikke hans sag. Det var essayene og aforismerne der lå bedst for hans energi, sproglige talent og kunstneriske formsans. Og allerede det første hovedværk om ‘Tragediens fødsel i det græske drama' var så kontroversielt i sit brud på de gældende normer for filologi og i sin nytænkning, at han ganske mistede sine fagfællers respekt.



Schopenhauer-oplevelsen   
Til toppen    Næste

20 år gammel havde Nietzsche sin store Schopenhauer-oplevelse, dvs oplevelsen af at blive kastet ud på det dybe filosofiske hav, hvor man må erkende at der ikke ligger fornuft eller nogen højere mening bag alt det der sker i verden. Til syvende og sidst går alting tilbage til en såre primitiv drift, en blind livsvilje, der fører lidelse med sig, fordi den aldrig kan tilfredsstilles.

Det bundløse og fornuftløse univers var og forblev for Nietzsche på én gang frygtindgydende og fascinerende; frygtindgydende ved sin komplette mangel på fornuft og mening - og dermed ved sin genstridighed over for alle forsøg på at opfylde mennesket iboende længsel efter at gøre tilværelsen til en sammenfattelig og sammenhængende helhed; tilværelsen og verden var og blev kun stykkevist og ufuldstændigt erkendelig. Men alligevel fascinerende ved sin storhed, energi og dynamik, der rummede såvel tilfældighed og frihed som opgaver, udfordringer og muligheder - og kun lod dét menneske sjæleligt i fred, der ikke havde mod og styrke til at se dette uhyrlige kaos i øjnene, men foretrak at ty til kirkens ‘Ruhebett'.

Nietzsche gjorde det til sit livs, ja alt ordentlig menneskelivs store og afgørende dyd at fastholde tilværelsens uhyrlighed og afvise enhver borgerlig sathed, der indsnævrer tilværelsen til det forståelige, fornuftige, nyttebetonede og overkommelige.

Musikken var for såvel Schopenhauer som Nietzsche ikke bare et udtryk for eller et billede på hele den utæmmelige energi og dynamik - på linje med malerkunst og dramatik, men selve udfoldelsen af det uhyrlige og energetiske, af selve livsviljen. For Nietzsches vedkommende var dette først og fremmest noget han hørte og så i Richard Wagners musik, i Tristan og Isolde, i Mestersangerne og i Nibelungen-ringen. Men selvom Nietzsche faktisk ved en bestemt lejlighed benyttede musikken som afværgemiddel mod de åbenbart endnu uhyrligere kvindelige fristelser - ved at sætte sig til klaveret og hamre nogle akkorder frem, da han engang som 20-årig intetanende blev lokket med ind på et bordel i Köln, så måtte musikken og kunsten ikke generelt bruges til at lukke af for det uhyrlige, og slet ikke til at blive spændt for moralens mere eller mindre kristelige intentioner som i tilfældet med Wagners ‘Parsifal'. Tværtimod burde den holde såret, man fristes til at sige Amfortas' sår, åbent.

Om dette i realiteten var andet end en skøn drøm får stå hen. Nietzsche var i hvert fald dybt skuffet over snobberiets udvikling ved Wagners festspil i Bayreuth såvel som over Parsifals mere eller mindre kristelige forløsning af Amfortas' skyld og synd. Men når Nietzsche selv improviserede løs ved klaveret blev resultatet ikke filosofisk gennemtænkte og musikalsk nyskabende ‘Gesamtkunst-werke', men så enfoldigt berusende toner, at Wagner første gang han udsattes for dem, måtte forlade lokalet for at kunne skjule sit grin.



Vær jorden tro   
Til toppen    Næste

Nietzsche forblev ugift livet igennem, og nåede efter alt at dømme aldrig at komme i seng med en pige. Men han blev energisk opfordret til at gifte sig, bl.a. af Wagner, da han gik for at være kronisk onanist og åbenlyst savnede bedre måder at tilfredstille sit seksualbehov på. To gange tilbød han da også en kvinde ægteskab, sidste gang, da han som 37-38 årig foreslog en begavet 20 årig kvinde, Lou Salomé (Andreas-Salomé), senere psykoanalytiker og ven med Freud, at de giftede sig. Men hun var klog nok til at afslå, og resultatet blev udover hans frustration - på helt klassisk freudiansk vis - en sublimeringsproces: På få uger skrev Nietzsche, nærmest i en rus, store dele af "Also sprach Zarathustra", hvor alle hans forestillinger om det frie, skabende menneske der lever hinsides godt og ondt og hinsides al gudstro fik kunstnerisk form i et højstemt, men sikkert og flydende sprog.

Det er her vi finder en prægnant udtrykt tanke som "Vær jorden tro, og lyt ikke til dem der taler til jer om overjordiske håb!". Og det er i dette værk, at Nietzsche lader sin Zarathustra forkynde det glade budskab, at "Nu er alle guder døde. Nu vil vi, at Overmennesket skal leve."

De to sidste postulater kan misforstås og er blevet det - endda eftertrykkeligt og tendentiøst. Demokrat og socialt indstillet var Nietzsche jo langtfra, men bestemt heller ikke vulgærdarwinist. Overmennesket er ikke en rå biologisk, endsige racemæssigt forædlet eller udvalgt hero eller supermand, der kan og skal udkonkurrere alle andre, men tværtimod en idealtype af et åndsvæsen der adskiller sig fra almindelige dødelige ved at kunne affinde sig med det faktum, at universet i sig selv og tilværelsen i sig selv er ‘død' og uden fornuft, og altså totalt blottet for den mening som religionerne hidtil havde tillagt tilværelsen ved hjælp af gudsforestillinger og myter.

Først ved at indse, at flugt fra den jordiske tid er umulig, at Gud er død, og at tilværelsen er uden forudgiven mening og uden forudgivne moralske love, bliver mennesket et frit væsen der kan skabe sin egen, meningsfulde tilværelse og sine egne meningsfulde fortolkninger.

Det betyder ikke, at livet bliver uden værdi, men det indebærer, at værdierne må omvurderes, det vil først og fremmest sige omformes fra at være indbildt objektive til at være erkendt subjektive. Det er de enkelte mennesker selv der må finde dem eller skabe dem ved personligt at udfolde deres vilje og dermed leve livet i hengivelse til de muligheder for oplevelse, ekstase og udfoldelse der vitterligt findes på trods af al lidelse og forgængelighed.

Nietzsche var ikke uvidende om problemerne i denne filosofi, hverken praktisk eller erkendelsesmæssigt. Han var så indforstået med datidens videnskabelige idealer og målestoksbrug, at han opfattede det som en væsentlig opgave for filosofien af afmystificere og afmytologisere tilværelsen på naturvidenskabelig vis. Men han var fuldstændigt på det rene med, at livet kun kan leves, hvis den enkelte formår at opretholde en eller anden slags fortryllelse ved livet. Derfor var der i hans øjne principiel forskel på videnskab og kunst, for ikke at tale om musik. Videnskabens ideal er værdineutralitet, dens opgave var og er at fjerne slørene der dækker over tilværelsens objektive meningsløshed. Men kunstens og musikkens opgaver var og er det modsatte: at sløre meningsløsheden i og med en fuldt bevidst subjektivisering og værdisættelse. Ja, mennesket må ligefrem ‘indimellem tro for at vide, hvorfor det eksisterer', kunne Nietzsche sige.



Det dionysiske   
Til toppen    Næste

Kontakten med det skabende, musiske, legende, spillende, festende, berusende og dynamiske - det han under ét kaldte det dionysiske, efter den græske gud Diónysos - var altafgørende for at få direkte erfaring af den 'mening' med tilværelsen der betyder livslyst - og altså er alt andet end en filosofisk begrundelse. Den udelukker ikke en mere fornuftspræget, formende, disciplinerende, ‘civilisatorisk' eller ‘apollinsk' menneskeudfoldelse og vilje til viden, sandhed og behersket skønhed. Blot må den ikke totalt hæmme eller ødelægge livslysten, hvad megen kristelig, borgerlig, materialistisk kultur, ja selv videnskaben, nemt kommer til, og ofte tenderer imod. Men uden kontakt til det dionysiske går det galt, ligesom det gør, hvis det dionysiske løber af med hele mennesket. En vis forståelse for holdningernes begrænsninger er nødvendig, men det er betegnende, at Nietzsche kaldte denne nødvendige indsigt for ‘dionysisk visdom'. Det var på den side han lagde vægten. Et decideret komplementaritetssynspunkt nåede han ikke frem til.

Problemet for Nietzsche var nemlig, at han aldrig i sin personlige livskunst nåede frem til den balancekunst det er at leve med begge kulturmotiver eller -drifter i sig som dynamiske spændingsfelter. Han var og forblev splittet i sit indre på modsætningen mellem dem. De kæmpede bogstaveligt talt om magten i hans sind, fordi han ulykkeligvis så alt i lys af kamp. "Jeg råder jer ikke til arbejde, men til kamp. Ikke til fred, men til sejr." - lader han Zarathustra sige. Derfor kan hans definitive psykiske sammenbrud i en alder af 44 meget vel tages som andet og mere end blot og bart udbruddet af en sindssygdom han havde arvet fra faderen.

Splittelsen var så at sige også arvet og dermed umuligheden af at se løsninger på problemet, der gik ud over kampens og magtens synspunkter. ‘Viljen til magt' spillede en stadig større rolle for ham jo længere han nærmede sig afslutningen, og selvom begrebet ikke skal forstås vulgærdarwinistisk, endsige nazistisk, så er det fjernt fra den gamle græske forståelse for tragedien, hvor det at have ret hører op til fordel for en forståelse af, at visdom kommer over mennesket imod dets vilje (Sofokles).

Det er i mine øjne symptomatisk for tilfældet Nietzsche, at denne mand der afskyede kristendommen som en slavemoral, skræddersyet til de svage i samfundet, faktisk - som Safranski formulerer det - havde ‘stort talent for medlidenhed' og at han vitterligt brød sammen lige netop i det øjeblik, da han i Turino overvældedes af medlidenhed med en hest som en droschekusk piskede løs på.

Det uhyre og uhyrlige var for Nietzsche det afgørende livslange tema - ifølge Safranski både hans ‘Versuch und Versuchung', både hans eksperiment og hans fristelse. Det er derfor ikke uden grund, at Safranski under udarbejdelsen af den store biografi stedse havde et bestemt billede af den tyske romantiker Caspar David Friedrich i tankerne, nemlig "Munken ved havet" fra 1808/1810. Det forestiller en lille munk stående yderst på en lille landtange over for det store, mørke og truende og uendelige hav og den lige så store, mørke og truende og uendelige himmel.



Musikkens dragning og trussel   
Til toppen    Næste

Musikken var for Nietzsche selve det uhyre og uhyrlige, som på én gang var truende og dragende. Men den truende og dragende musik var ikke altid præsent og virkende, og som Safranski siger, så kan Nietzsches filosofi betragtes som et forsøg på at holde sig i live, når musikken er forbi. Nietzsche konstaterede året før sit sammenbrud, i en alder af 43, at han var blevet ramt af en vis tristesse og citerer Heines strofer fra Lorelei-digtet: "Ich weiss nicht was soll es bedeuten, dass ich so traurig bin..." Og allerede efter første Zarathustra-rus kan han 10.2.1883 notere: "Jeg er til mode, som om det kunne have lynet og tordnet. Et kort tidsspand var jeg i mit element og i mit rette rum - og nu er det hele forbi".

Hans seneste værker, inklusive ‘Zarathustra', blev præget af en voksende splittelse og en voksende hang til polemiske udfald til højre og venstre, først og fremmest mod kristendommen. Et stort påtænkt værk om ‘Viljen til magt' var han ikke i stand til at strukturere og færdiggøre. Der kom kun til at foreligge skitser, som søsteren efter hans død manipulerede med i den store stil, så de bl.a. kunne tilpasses nazisternes behov. Et storhedsvanvid trængte sig også på, så Nietzsche ikke blot underskrev breve med gudenavnet Diónysos, men opfattede sig som en kæmpende Diónysos mod den korsfæstede Kristus! Den nøgternhedens afstand til tilværelsen og sig selv, som han havde som ideal som videnskabsmand glippede. Selvironien svigtede, og han blev derfor i grunden en tragikomisk figur, en ‘tidens nar' for nu at bruge et af hans egne udtryk. Han vil som Zarathustra kun kunne tro på en Gud der forstår at danse. "Kun i dansen forstår jeg at tale de højeste tings lignelse." Hele denne attråværdige dionysiske ekstase prøver han en allersidste gang at hidse sig op til ved at danse nøgen rundt i sit værelse - beluret af værtinden, der undrede sig over larmen - og det kun 14 dage før sammenbruddet.

Var det i virkeligheden ikke den musikalske rus, den skabende ekstase, der var Nietzsches rette element og rum, ja det eneste sted, hvor han følte sig 100 % i live og fri for tidens krav og kulturens ubehag? Og var hans filosofi så i virkeligheden ikke en idealisering af ungdomstidens hormonalt betingede evne til en total, men momentan løsrivelse fra det trivielle hverdagsliv, den snævre borgerlige nyttemoral, den snævre kristelige seksualmoral og den snævre videnskabelige kausalitetsdyrkelse? Og er det i givet fald ikke netop dette der giver Nietzsches filosofi fornyet aktualitet i vor postmodernistiske tid, der også helst dyrker øjeblikkets ekstase og ekstasens frihed fra socialt og politisk ansvar, men som heller ikke har formået at løse sine filosofiske problemer?

Som sagt var Nietzsche fra tidligste tid et reflekterende menneske, der hurtigt kom til at betragte bevidsthed og erkendelse som noget fundamentalt hos det dyr der hedder mennesket. Viljen til viden og viljen til sandhed er for mennesket en vigtig del af den generelle vilje til magt som kendetegner alt liv.



Afstanden til historismen   
Til toppen    Næste

Men Nietzsche så klart, at lærdom kan blive så stor og omfattende, at den får hæmmende indvirkning på sund livsudfoldelse. Derfor lagde han specielt afstand til den historieforskning og -opfattelse der var blevet fremherskende i sidste del af det 19. århundrede takket være fremragende historikere. Det var naturligvis ikke forskningen som sådan Nietzsche fandt odiøs, men den indstilling der hyldedes i den, nemlig den såkaldte historisme, at forståelsen af de gamle kulturer er nøglen til forståelse af vor egen. For denne isme indebærer i realiteten - selvom det ikke var tilsigtet - at man anser det for vigtigere at beskæftige sig med de historiske fænomener end med samtid og fremtid - og anser det for påkrævet at overlæsse skoleelever og studenter med historiske data.

Men mennesket forstår jo baglæns og lever forlæns, som allerede Søren Kierkegaard rammende sagde. Og for Nietzsche var det afgørende at leve fremadrettet: skabende og villende i stedet for blot reproducerende og traditionsbekræftende. Nietzsche var ikke synderligt politisk interesseret, men enhver politiker med respekt for sig selv og sin metier vil vide, at politik - med Bismarcks flotte udtryk fra 1863 - ikke er en eksakt videnskab (og aldrig bliver det!). Nøjagtigt det samme gælder naturligvis eksistensen.



Forskellen mellem eksistens og erkendelse   
Til toppen    Næste

Nietzsche indså den store principielle forskel mellem det Erkennbares og det Lebbares, mellem det der kan erkendes og det der må leves. Og han valgte at satse på det sidste - uden at opgive det første, men også uden at finde en tilfredsstillende løsning på den tilsyneladende modsætning mellem dem. Dette viser sig tydeligst i hans besynderlige postulat om den evige genkomst.

For det første afslører denne teori, at denne filosofiske dyrker af overmennesket, der har frihed til at sætte alle love og afsætte alle guder, til syvende og sidste ikke kunne undvære en allersidste absolut instans, nemlig den absolutte bestandighed eller uforgængelighed der ytrer sig i en historiske proces der gentager sig evigt. Det gør den fordi den følger deterministiske love der igen indebærer, at alle muligheder tilsidst vil være gennemspillede og udtømte. Enten må processen følgelig gå i stå - nå et endemål og standse der - eller begynde forfra. Og da et endemål var en uacceptabel metafysisk størrelse for Nietzsche, valgte han den evige genkomst. Han fik ‘regnestykket' til at gå op - for det var det der var tale om. Men ræsonnementerne i 3. del af Zarathustra er både svage og stilbrydende.

For det andet afslører denne lære sin utilfredsstillende karakter i og med, at den helt og holdent har determinismen som forudsætning, og derfor også - med Safranskis rammende ord - ender i en helt "forstenet metafysik", som Nietzsche aldrig selv gennemskuede, men tværtimod docerede på nærmest dogmatisk vis. Han kunne nemlig, når det kom til stykket, ikke slippe det videnskabsideal der var fremherskende på hans tid, og som han selv var opflasket med og som havde faststoffysikken - de håndgribelige tings fysisk - som basis og målestok. Alt kunne og skulle reduceres til lovmæssigheder for døde ting - og selvom Nietzsche fuldtud indså og stærkt betonede bevidstheden som noget for mennesket ganske særligt og afgørende, og selvom han afskrev muligheden for en objektiv erkendelse af verden som helhed, så kunne og turde han ikke slippe den sikkerhed der ligger i at antage jorden og de materielle ting som selve ærkerealiteten.

Dette er ikke en tilfældig lille inkonsekvens i Nietzsches tænkning, men en dyb inkonsistens i hele hans filosofi, der sætter hans endelige sammenbrud i skarpeste relief. Der er belæg for at rejse det spørgsmål, om hans sindssygdom - hvad den specifikt genetisk end måtte være og hedde - ikke på det psykiske plan er udtryk for manglende evne til at føle sig tryg og sikker ved de ellers fortræffelige erfaringer som den menneskelige erkendelse kan give subjektet i og med opbygningen af særdeles stabile følelsestoner hvad angår psykiske kvaliteter og værdier.

At det var de intense, men ustabile følelsestoner der stod for ham som de attråværdigste, fordi det er dem der kan føre til den selvforglemmende ekstase, er selvklart, men at Nietzsche ikke kunne finde psykisk tryghed i de svage, stabile følelsestoner, som er de eneste der kan give os et nogenlunde nøgternt, og stadigt mere nuanceret billede af omverdenen, viser svagheden i såvel hans psyke som i hans filosofi.



Hvad er da sandhed og virkelighed?   
Til toppen    Næste

Ja, først og fremmest gælder, at vore sanser i hvert fald ikke giver os det korrekte billede af verden. Det opdagede man jo allerede i astronomien, hvor det tilsidst blev umuligt at opretholde illusionen om jorden som universets objektive centrum. Selvom vi alle umiddelbart sanser jorden som flad og oplever solen som en lys- og varmekilde der bevæger sig hen over himlen og rundt om jorden, så véd vi nu bedre og har således på bedst tænkelige vis fået påvist den fundamentale forskel mellem objektiv, videnskabelig viden og subjektiv, eksistentiel erfaring.

I biologien ved vi, at der eksisterer bakterier og vira m.m. vi ikke kan se med det blotte øje, men kun i mikroskop. Og fra atomfysikken véd vi, at alle ting til syvende og sidst består af småbitte tingester vi ikke kan se hverken med det blotte øje eller med mikroskop, men kun indirekte høre som klik eller se som udslag på specielle, til formålet konstruerede måleapparater under forsøg med accelleratorer, der er i stand til at bringe disse små usynlige størrelser op i kredsløb med svimlende hastigheder, som slet ikke forekommer eller kan forekomme i dagligdagens verden.

Og hvad de subjektive bevidsthedsprocesser angår, er vi helt derude, hvor al måling hører op, og hvor der følgelig kun er introspektiv tilgang til fænomenerne med de konsekvenser dette har i retning af usikker og unøjagtig beskrivelse. Jeg ser i denne forbindelse ikke bort fra, at der stadig er positivistisk indstillede mennesker der gladeligt fastholder troen på, at bevidsthedsprocesserne er identiske med hjerneprocesserne, men jeg betragter dem som utilladeligt uvidende om simpel erkendelsesteori og derfor som filosofisk naive. Vi kan nemlig ikke og kommer aldrig i den situation at vi vil kunne give nogen forklaring på det højst besynderlige fænomen, at materien i form af kemiske processer i det menneskelige legeme bliver bevidst om sig selv, og vi kan følgelig ikke reducere bevidsthedsprocesserne til noget som helst andet.

Men dernæst gælder, hvad der eksistentielt set er nok så afgørende, at de sandhedskriterier man kan og skal bruge i naturvidenskaben såvel som i dagligdagens fysisk-praktiske anliggender stort set er ubrugelige i eksistensen og derfor også aldeles utilstrækkelige i den åndsvidenskab eller humanistiske videnskab der ikke nøjes med at registrere kendsgerninger, men inddrager kvaliteter og værdier i sin undersøgelse, beskrivelse og vurdering.

Man kan for eksempel på naturvidenskabelig vis gennemanalysere en symfoni af Mozart så alle detaljer vedr. toner, intervaller, harmoni, rytme og form samt tilblivelseshistorie og opførelsespraksis bliver grundigt belyst, men det hjælper altsammen ikke stort på den forståelse eller medoplevelse indefra som enkelte mennesker kan få af symfonien ved subjektiv åbning over for musikkens sjælelige eller fænomenologiske kvaliteter, og som i bedste fald kan give en højintensiv og helt specifik subjektiv oplevelse af at komme ind i et helt andet åndeligt univers end det gængse.

Tilsvarende kan naturligvis siges om alle oplevelser af musikalsk, kunstnerisk, litterær og religiøs art tillige med naturoplevelser, seksualoplevelser og kærlighed samt decideret mystik. Hvis vi ikke var jordiske væsener af kød og blod med sanser og hjerne, som dagligt fik energi og stoffer fra omgivelserne, inkl. solen, havde vi ikke disse oplevelser. Men de kommer ikke destomindre ikke af sig selv ved nogen slags automatik, bare fordi vi trækker vejret og får føde og søvn - og sætter en Mozart-symfoni på grammofonen. Det ses allerede af, at ikke alle med samme eller blot nogenlunde ensartede forudsætninger får de samme oplevelser ved samme begivenhed. Der skal en eller andet ekstraordinær bevidsthedsmæssig og følelsesmæssigt medsvingende perceptions- og interpretationsevne til som er af subjektiv art.



Subjektiviteten   
Til toppen    Næste

Disse subjektive oplevelser er ikke - som marxister og andre materialistisk indstillede personer render rundt og tror - afledt af og derfor sekundære i forhold til de fælles objektive data og kendsgerninger, som er det fysiske og fysiologiske grundlag for subjekternes eksistens. Men man kan heller ikke - som idealisterne gennem tiderne har gjort - hævde, at oplevelserne er primære i forhold til de objektive kendsgerninger, for hvad man i denne sammenhæng kalder primært og sekundært er selv subjektivt valgte betegnelser, der alene gælder for den valgte synsvinkel.

Objektivt set kan man kun henholde sig til, at de to typer erfaringer både i oprindelsesmæssig og bedømmelsesmæssig forstand er samtidige og sidestillede. De kan ikke rangordnes og heller ikke bringes til at gå op i en højere syntese - og er derfor ægte komplementære i bohrsk forstand: de forbliver spændingsfelter i den menneskelige erkendelse.

Men eksistentielt set har de subjektive oplevelser ubetinget forrang for de objektive kendsgerninger, ganske enkelt fordi det vil føre til håbløshed, fortvivlelse og depression, og i værste fald total desillusionering og selvmord at ignorere dem eller sætte dem i anden række. Det er altid dem vi eksistentielt set lever på og derfor dem hvis fravær er ensbetydende med det katastrofale tab af mening med livet.

Derfor fortryllelsens, festens, legens, spillets, sportens (den ægte sports), erotikkens, kunstens, musikken, humorens, litteraturens, myternes, religionens og mystikkens betydning gennem hele menneskehedens og ethvert individs historie. Hvor der er bevidsthed er der også fest, leg, kunst, musik og religion eller trang og tilløb til det. Derfor søger ungdom til alle tider instinktivt hen hvor der er fest og musik. Og derfor er det for de fleste unge forbundet med problemer at skulle lade sig indrullere i den snævre grå og trivielle hverdags brigade - ligesom det var for Nietzsche. Det kræver nemlig, at man lærer både kunsten at veksle mellem mulighederne og kunsten at resignere med hensyn til kravet om lutter ekstase gennem hele livet.

Og derfor naturligvis også den store risiko ved et erhvervsliv, en borgermoral, en politik, en kirke og en videnskab der ensidigt dyrker trivialiteten, og som i dette øjemed prøver at begrænse fest og musik, for slet ikke at tale om magtgalninge, der for at nå store ideologiske mål (som fx det fuldkomne samfund) gør hele nationer til tvangsarbejdslejre. Risikoen er nemlig, at resultatet i det stræbsomme borgerlige samfund - udover en nyttig produktion, en fornuftig social hensyntagen til hinanden og en nøgtern viden om naturens og samfundets objektive beskaffenhed - bliver en repression af folks sunde instinkter og en livstruende og kulturtruende hæmning af al skabende kraft.

Jeg påstår ikke, at der slet ikke udfoldes sunde instinkter og skabende kraft i produktionsliv, samfundsadministration og videnskab, jeg ved faktisk af personlig erfaring at det er tilfældet, men alene at endimensionalitet og tvangspræget ordenssans og systematik i rationalitetens og effektivitetens navn systematisk øger stress, frustration, modvilje og sygdom hos hovedparten af alle mennesker. Det er noget der i disse år ses tydeligt og i stigende grad i hele den industrialiserede verden, allerede i skolesystemet. Men det er altså - for nu at sige det ligeud - et sygt og inkonsistent samfund, der satser ensidigt på øget produktion og øget forbrug som løsning på alle menneskelige problemer og længsler.

Eksistentielt set er virkeligheden altså hverken den synlige, sanselige/håndgribelige verden for sig eller den praktisk-nyttige produktionsverden for sig, lige så lidt som den er den indre, sjælelige eller åndelige verden for sig. Den er derimod spændingsfeltet mellem dem. Og eksistens eller væren er følgelig hverken at betragte snævert som et måleligt tidsforløb der foregår i det målelige fysiske rum eller en tidssuspenderende proces der foregår i det indre psykiske rum, men som en spænding mellem dem som samtidige og ligeberettigede komplementære felter af fænomener der forudsætter hinanden. Det enkelte subjekt kan vide at det eksisterer, ikke fordi det tænker (Descartes) eller arbejder eller elsker (hvad man nu vil foretrække), men fordi det har en bevidsthed og en krop, et sprog og et samfund, en historie og en fremtid, en tid og et rum - og derfor er i stand til at tænke, arbejde, elske, musicere m.v.



Einverleibung      
Til toppen    Næste

- den subjektiviserende levendegørelse af verden

Nietzsche var altfor bundet af datidens filosofiske og naturvidenskabelige betragtningsmåder til at kunne sprænge disses begrænsninger for alvor, selvom hans tilløb var både originale og provokerende - og stadig værd at beskæftige sig med. Han delte den datidige videnskabs bestræbelser på at ‘afmytologisere' verdensbilledet, men var ikke blind for at der var risiko for, at barnet blev hældt ud med badevandet. Han gik ind for ‘Entzauberung' og ‘Entschleierung' og for ‘Entmenschung der Natur', altså for enhver bestræbelse på at afsløre falskheden i illusionen om værdiernes objektivitet. Men fortryllelsen ved livet, ved kunsten, musikken og myterne ville han ikke til livs. Han tilrådede tværtimod direkte en ‘Einverleibung' af verden, ikke en menneskeliggørelse af naturen eller en besjæling af universet, men en subjektiviserende levendegørelse eller tilegnelse af den gennem viljens udfoldelse, således at den objektivt døde verden for det enkelte individ fik en subjektiv værdi, mening og kvalitet, der kunne ‘retfærdiggøre' vores naturgivne, men objektivt set formålsløse lidenskab og livslyst.

Men problemet var, hvad der allerede viser sig i talen om ‘retfærdiggørelse' af lidenskab og livslyst, som om disse ikke har deres fulde ‘ret' i sig selv, at Nietzsche medvirkede til, ja på flere punkter forstærkede den almindelige mistænkeliggørelse af de mytologiske, kunstneriske og religiøse begreber, selvom disse i sidste ende er ene om at kunne fastholde den helhedsrealistiske virkelighedstroskab. Og de er fortsat ene om at være i stand til det. Det kræver blot, at man tager de fulde konsekvenser af de erkendelses-teoretiske indsigter og lærer at betragte mytologiernes, kunstens og religonens erfaringer, ‘sandheder' og eventuelle dogmatiske formuleringer som usikre, ufuldstændige, tidsbestemte og relative forsøg på sproglig, billedlig og rituel dækning af de grundlæggende og livsvigtige oplevelser og erfaringer.



Nietzsches sprog slår ikke til   
Til toppen    Næste

Når Nietzsche prøvede at beskrive myterne og religionernes intentioner positivt, slog hans sprog ikke til - enten talte han om nødvendigheden af at ‘tro for at vide, hvorfor vi eksisterer', eller af at vore ‘organer for liv' eller livskunst ligefrem er indrettet på fejltagelser og illusioner - eller han havnede i Zarathustras pathos, der ikke rigtigt holder hvad den lover - i modsætning til fx Mozarts eller Wagners bedste værker, eller til de græske tragedier, Shakespeares dramaer og hvad man ellers kunne nævne af højdepunkter i europæisk kultur. Det er faktisk forbløffende så polemisk Nietzsche er i ‘Zarathustra'. Den er én lang, men bestemt både velskreven og nyttig, ja i vid udstrækning fornøjelig polemik mod den kristendom og bibelforståelse, som Nietzsche havde fået indoktrineret i sit barndomshjem og som han aldrig kom ud over.

Fejlen er måske ikke Nietzsches helt personlige, for alt tyder faktisk på, at vi med hensyn til eksistensen, kunsten, musikken, humoren og religionen står i en ægte afmagtssituation: det er slet ikke muligt sprogligt at formulere eksakte ‘sandheder', principper eller lovmæssigheder uden at formuleringerne kommer til at virke mod sig selv. Der skal så at sige altid indbygges en sådan usikkerhed i formuleringerne, at fortolkningsmulighederne bliver legio, hvis de ikke skal blive alt for nemme at ‘dekonstruere' eller ligefrem latterliggøre. Blandt andet derfor er pathos aldrig velegnet til formålet. Zarathustras pathos virker i hvert fald hul, når det i slutningen af 3. del hedder:

Er min dyd en danserdyd og sprang jeg ofte,
med begge ben i smaragdgylden jubel -
er min ondskab en leende ondskab,
hjemlig blandt rosenhegn og liljehække -
thi i latteren mødes alt ondt,
men helliggjort og frigjort ved egen salighed -
og det er mig Alfa og Omega, at alt tungt bliver let,
hvert legeme danser, og ånd bliver fugl -
sandelig det er mit Alfa og Omega:
Åh, hvor kan jeg da andet end brænde af begær
efter evigheden og vielsens ringenes ring -
genkomstens ring.
Aldrig fandt jeg endnu andre, med hvem jeg gad avle børn,
end denne kvinde, som jeg elsker:
ti jeg elsker dig, åh evighed.
ti jeg elsker dig, åh evighed.

Derimod rummer musik og billeder og især kombinationen af ord, musik og billeder gode muligheder for at komme uden om sprogafmagten. Ikke mindst af denne grund tiltrækker vore dages bedste rock-musik, rock-forestillinger og rock-festivals i stort tal ungdommen. Det er dér de kan opleve ‘dionysisk' fest i oprindelig religiøs, udogmatisk forstand, så det på én gang giver dem følelse af fællesskab og mening - og åbner til en anden dimension af virkeligheden end den gængse hverdagsagtige og trælse. Og det er følgelig dér religionsforskere i dag burde søge hen for at se, hvad ægte, levende religion er for noget. Men tro om de gør det; det ville nemlig rokke deres egen syge eller halte rationalisme, deres ‘rationalitis'!



Er tilværelsen en helhed?   
Til toppen    Næste

Men i hvert fald på ét felt synes Nietzsche at have taget alvorligt personligt fejl, og det er hvad angår menneskets åbenbart medfødte behov for eller længsel efter at kunne opfatte tilværelsen som en sammenhængende helhed. Her så Nietzsche ikke anden udvej end at bøje sig for videnskabens og det vil primært sige naturvidenskabens fundamentale erkendelse af, at videnskaben intet kan sige om tilværelsen som helhed. Eller for nu at bruge Peter Zinkernagels langt senere formulering: Videnskaben kan intet sige om virkeligheden (i bestemt form), men kun om virkelighed (i ubestemt form), dvs aldrig udtale sig om helheden, men kun om enkeltheder, nemlig de dele af virkeligheden man helt konkret sætter sig for at undersøge i en given situation. Dette er ikke alene rigtigt for videnskabens vedkommende, det er også væsentligt for at forstå sekulariseringens betydning og gavnlighed for mennesket i dag. Uden denne indsigt undgår vi ikke absolutismens snare, for den ligger i illusionen om subjektivitetens sandheder som objektive og absolutte.

Sagen er blot, at vi psykologisk set bærer opfattelsen af tilværelsens helhed i os fra tidligste, før-sproglige barneår, og at det faktisk er katastrofalt for ethvert barn og enhver voksen, hvis denne opfattelse glipper. Helhed, mening, sammenhæng er psykisk set givet på forhånd i og med, at bevidstheden træder i funktion. Den er følgelig helt og holdent af bevidsthedsmæssig eller fænomenologisk art, den opretholdes gennem alle former for fællesskab, musik, dans, fest, myter, ritualer og religionsudøvelse, og den er basal og absolut uundværlig. Glipper den, går man bogstaveligt fra forstanden, eller man kommer aldrig til sine sansers og sunde fornufts brug.

Ingen aner nogetsomhelst om, hvordan denne oplevelse af helhed, mening og sammenhæng rent fysiologisk eller kemisk opstår. Den bør derfor rettelig betragtes som en elementær kendsgerning på linje med bevidstheden, sproget, samfundet, livet og universet. Og at stemple den som en illusion (eventuelt ligefrem som overtro eller livsløgn) er udtryk for en eklatant inkonsistens, for det menneske der postulerer noget sådant har selv den nævnte helhed, mening og sammenhæng bag sit eget sprog og sine egne meninger. Uden helhedsopfattelsen som psykisk baggrund ingen eksistens overhovedet - og derfor heller ingen kritisk, videnskabelig analyse eller dekonstruktion.

Eksistentielt set findes der ikke én enkelt fælles og objektiv virkelighed, men mange forskellige subjektive virkeligheder, der ganske vist alle hver for sig har relation til den fælles virkelighed. Men det afgørende er, at vores menneskelige tilværelse - til forskel fra det fysiske univers - opretholdes af de mange enkelte individers vedvarende og heldigvis i de fleste tilfælde utrættelige forsøg på at holde deres subjektive verdner på ret køl, så de bevarer mening og sammenhæng. Det sker på utallige måder, lige fra det elementære at lære at gå og stå, synge og danse, tale og skrive, til det mere komplicerede at producere fornødenheder for sig selv og andre, danne faglige og sociale netværk, uddanne sig, studere og forske, hvis det er det man har evner til, men også til at lege, spille, danse, musicere, male, dyrke have, sport og hobby til det at elske, danne familie, bygge hjem og sørge for børns og gamles liv og trivsel. Alle aktiviteter er vigtige. Og alle personer er medskabere på den menneskelige tilværelse - uanset race, køn, klasse, stand, begavelse, religion eller nation.

Da der i moderne samfund er en betydelig arbejdsdeling, er der også nogle få der får store opgaver og stort ansvar - og undertiden også dermed får større udsyn og større indflydelse på de store afgørelser. Men det er en fundamental fejl at tro, at den fåtallige elite eksistentielt set betyder mere end de mange almindelige mennesker. Men denne livsløgn er desværre udbredt - og får ofte regeringsledere, erhvervsledere, mediefolk og professorer til at betragte de store abstrakte, overnationale eller internationale, globale og universelle spørgsmål, dagsordener og trends som vigtigere end almindelige menneskers, familiers, folkets, subkulturernes, regionernes og nationernes interesser og værdier. Ofte nedgøres eller latterliggøres disse. Ja, det er ikke ualmindeligt at høre ledere sige, at de simpelthen ikke fatter, hvad det er folket protesterer imod - fx i spørgsmål om EU, globaliseringen eller informationsteknologien. Men eksistentielt set er intet vigtigere end det der foregår nede på det lokale plan, i nærmiljøet og i familien. Kultur - det er aldeles ikke hvad der foregår i kulturministeriets regi, endsige i EU's hovedkvarter i Bruxelles, men snarere - med Svend Heinilds ord - hvordan vi behandler vore børn.

Men omvendt findes der også unge mennesker der drømmer om berømmelse, og tror at man kun gør fyldest i livet, hvis man når til tops i samfundet. Den unge norske forfatter Erlend Loe har i en særdeles morsom og ironisk roman, "L", udtrykt sin egen generations fornemmelse af, at der ikke længere er store opgaver at gå i kast med. Alt synes serveret på en bakke for denne generation, som Loe kalder "Vi som ikke bygde Norge". Men intet er mere forkert end denne opfattelse. Enhvert menneske er til enhver tid nødt til for sit eget og sine nærmestes vedkommende at sørge for, at meningen med tilværelsen findes og opretholdes. Og enhver der i sit eget eksistentielle rum holder sin verden på ret køl, han eller hun gør fyldest i livet og i samfundet, og er med sin indsats også med til at holde hele samfundet på ret køl. Det drejer sig slet ikke om at søge udfordringer der eventuelt kan give berømmelse, men om for hver enkelt at skabe det eksistentielle rum, der kan bære ikke bare overlevelsen, men også meningen med det hele.

Men set udefra, bedømt ud fra fx en videnskabelig, finkulturel, national, global eller ‘universel' målestok af ‘overordnet' abstrakt karakter, kan det enkelte individs indsats for at fastholde mening og sammenhæng i sit eget liv og i sin egen virkelighed naturligvis godt tage sig temmelig privat eller endog egoistisk ud. Og hvis den ydermere - som hos Nietzsche - får et anstrøg af det æstetiske og bliver til en bevidst privat livskunst, kan der let opstå en modstrid mellem en naturlig selvopholdelse og en naturlig solidaritet med andre. I Nietzsches tilfælde var modsætningen klar og problematisk. Han var bogstaveligt for selvoptaget til at kunne blive demokratisk og socialt indstillet. Han var elitær - og hans visioner om overmennesket afslører det. Ordet pøbel er flittigt brugt i ‘Zarathustra'.



Æsteticeringen af livet   
Til toppen    Næste

Jeg tror, at problemet i hans og mange andre livskunstneres tilfælde ligger i en misforståelse med hensyn til at holde en passende afstand til begivenhedernes malstrøm. Vil man være sig selv - og det er under alle omstændigheder både tilladt og tilrådeligt - for slet ikke at tale om at ville være stærk nok til at kunne gå imod strømmen, hvis man synes strømmen går den forkerte vej, så kræver det en evne til at kunne distancere sig fra begivenhederne, så man ikke rives med af strømningerne. I det 20. årh. så vi flere politisk eller ideologiske hovedstrømninger der endte i katastrofer, fordi folks naturlige trang til at søge hen, hvor der er fest, musik, riter, begejstring og fællesskab blev koblet sammen med frustrationen over egen nationale skæbne og derefter demagogisk rettet mod syndebukke og ydre såvel som indre fjender. Det er der fortsat rundt omkring i verden uhyggelige eksempler på. Alle disse steder ville det være at foretrække at folk lærte af holde en vis afstand til begivenhederne - uden af den grund at blive totalafholdende hvad angår fest, riter og begejstring. Men det er en kunst, der kun kan læres, hvis man for det første lærer at skelne mellem stabile og ustabile følelsestoner, og for det andet forstår at de første er nødvendige for at opretholde en nogenlunde nøgtern opfattelse af omverdenen, og de sidste nødvendige for med passende mellemrum at kunne opleve de subjektive værdier, der i særlig grad giver tilværelsen mening og fylde. (jf. artiklen om   De psykiske grundprocesser)

På personligt plan vil det sige, at man lærer det trick at skaffe sig højintense oplevelser regelmæssigt i livet til støtte for sin fundamentale følelse af meningen og sammenhængen i livet - uden at blive revet med af en begejstring der retter sig aggressivt og destruktivt mod andre. Det kan måske lyde teoretisk, men er det faktisk ikke, men det forudsætter unægtelig en helt personlig erfaring, som i langt de fleste tilfælde kræver indlæring og vejledning. Uhyre mange mennesker verden over har aldrig lært trick'et. Det ser vi, når etniske grupper går grassat i Balkan eller i Afrika. Men vi ser det også, når en japansk eller amerikansk teenager på bestialsk måde myrder et tilfældigt offer - bare for at opleve den intense følelse en sådan aggresivitet kan fremkalde. Eller vi ser det, når danske rus-arrangementer eller polterabender i visse tilfælde udarter til sanseløst hærværk og meningsløs privatlivskrænkende grænseoverskridelse.

For Nietzsches vedkommende betød den distancering til tingene og begivenhederne, som han ville og som han faktisk gennemførte, at han æstetiserede sit liv. Han forstod tilsyneladende ikke, at der overhovedet kunne være anden mulighed, og han havnede derfor uundgåeligt i en betænkelig tro på eliten og ‘overmennesket'. Troen holdt som bekendt ikke. I hvert fald blev han indhentet af sindssygen. Og selvom det er umuligt at afgøre, hvad der her er årsag og hvad virkning, så turde det generelt være klart, at det er yderst problematisk at æstetisere sit liv. Det er fint med distance til begivenhedernes malstrøm og ikke mindst til demagogers farlige sirener. Nietzsche var klar over den menneskelige svaghed og forstod til fulde Odysseus, der, da han sejlede mellem Scylla og Charybdis, lod sig binde til skibsmasten - for ikke at blive tiltrukket af disse forjættende magters sang, der ville have betydet hans fordærv, om han havde givet efter.



Eksistensens alvor   
Til toppen    Næste

Men til syvende og sidst er eksistensen alvor. Man kan have en vis distance til sine omgivelser og til tidens strømninger, så man ikke bliver offer for dem, og man kan understøtte distancen med humor og ironi, herunder en god selvironi. Og det er altsammen fint. Men man er nødt til i et vist omfang at risikere opgivelsen af nogle af sine forsvarsværker, af sin altfor afgrænsede identitet og integritet, hvis man vil give sig hen i en selvudslettende eller rettere selvforglemmende oplevelse af kærlighed, musik, kunst eller mystik, der rækker ud over den rent lystbetonede oplevelse, fordi bordet fanger og den etiske forpligtelse bliver en selvfølge. Selv Nietzsche gav efter over for Wagners musik - ellers havde han heller aldrig oplevet den i sin fylde. Men han gav sig som nævnt ikke hen i kærligheden til nogen kvinde - og han dyrkede i allerhøjeste grad forestillingen om ‘overmennesket' som en ensom skikkelse, højt hævet over pøbelen.

Man kan heller ikke leve sit liv på skrømt - uden at undergrave dets mening. Og da meningen ikke ligger i noget forudgivet mål eller nogen forudgiven fornuftsbegrundelse, men i selv fortryllelsen eller ‘fylden', må det betyde, at ‘eksistenslegen' til syvende og sidst må have en alvor i sig, som hæver den over det rent æstetiske. Den må have en etisk fordring af en eller anden karakter, og i mange tilfælde endda en decideret religiøs fordring af en eller anden art. Og det vil igen på psykologisk plan sige, at mennesket aldrig kommer ud over sin indre forpligtelse til at være konsistent i sit liv, således at meningen, fylden, overmålet af det gode og konstruktive og dermed også værdigheden i livet bliver bevaret så længe det er overhovedet er muligt.

Her kommer mennesket aldrig hinsides godt og ondt, selvom det kan komme ud over overleverede, ikke-tidssvarende moralske normer. Og i de fleste tilfælde kommer det heller ikke hinsides en bevidst viden om et højere perspektiv, om man vil et evighedens synspunkt, selvom det sagtens kan komme ud over overleverede, ikke-tidssvarende dogmatiske forestillinger af religiøs art.

Mennesket kan, når det kommer til stykket, slet ikke komme på afstand af tilværelsen som sådan, eftersom det enkelte menneske såvel som menneskeheden til hver en tid er både aktør og tilskuer i livets drama. Man kan skifte synsvinkel: i det ene øjeblik se tilværelsen som om man så den udefra, og i det næste øjeblik som om man var medspiller. Men det er og bliver et trick, der naturligvis har sine erkendelsesmæssige fordele, men som ikke kan skjule den kendsgerning at man ikke kan træde helt ud af spillet, medmindre man begår selvmord - og i så fald også øjeblikkeligt og definitivt ophører med at være iagttager.

Døden er unægtelig dramaets definitive afslutning for den enkelte, men selv dødsprocessen sætter ikke én ud af spillet, før bevidstheden glipper. Man kan som syg eller gammel og som døende bruge mere og mere tid på at se tilbage på sit liv - eksistentielt set er man først gammel, når man ser mere tilbage end frem - men stadig lever man, og har altså endnu en kortere eller længere fremtid, hvor det fortsat vil gælde, at man for at bevare en sidste rest af værdighed må forsøge at opretholde sin konsistens, og derfor også fortsat må acceptere alvoren og fremtiden ikke blot i sin situation, men også i tilværelsen.



Er musikken forbi med ungdommen?   
Til toppen    Næste

‘Musikken' behøver ikke nødvendigvis at være forbi, fordi ungdomstiden er forbi. Det var Nietzsches fejlslutning på baggrund af en tristesse, som enhver kan blive ramt af, eftersom det medfører tristesse at vende tilbage til den jævne virkelighed fra enhver ekstraordinær, ekstatisk eller ‘dionysisk' virkelighed. Det ved enhver mystiker der vender tilbage til ‘timeligheden' fra ‘evigheden'; det ved enhver elskende, der oplever orgasme (omne anima post coitum triste, som allerede Plinius den Ældre skrev), og det er noget alle folk kommer til at opleve efter enhver revolution eller større omvæltning som fx ‘murens fald', når euforien efterhånden fordufter, og hverdagen begynder med sine mange konkrete og praktiske krav, så forventningerne nødvendigvis må nedskrives. Men det er også noget enhver ung i dag véd fra weekendens mere specielle flyveture ind i de ekstraordinære dimensioner, for de ender altid og - med naturloves ubønhørlighed - uundgåeligt med opvågning på en ‘blå mandag'. Men at sørge for at ‘musikken' ikke destomindre altid gør sig gældende i tilværelsen, og at dens fortryllelse uanset aldringen eller anden svækkelse også stadig vedbliver at gøre sig gældende op i årene, således at livsenergien bliver ved at strømme så frit som muligt i én - for det er jo hvad det dybest set drejer sig om - er en udfordring der gør livet til alvor midt i legen. For alternativet er fortvivlelse.

Eksistentielt set er virkelighedstroskab i sidste instans altid et spørgsmål om at opretholde sin menneskelige konsistens og værdighed i bevidsthed om at være en aktiv og transcenderende deltager i det store drama, der hedder eksistens (væren og villen), og som har sin helhedskarakter fra den mening og den sammenhæng vi som bevidsthedsvæsener kan tillægge den i kraft af, at vi stadig kan fortrylles af musikken, og dermed så at sige fastholde Nietzsches måske allerdybeste selverkendelse: "Ich kann grosse Aufgaben nur in klingende Spiele erledigen."

Jan Jernewicz



Henvisninger:   
Til toppen

Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Tysk romantik - Nietzsche - og andre strømninger.



Se nærmere under klik



Øvrige henvisninger:   Til toppen

Rüdiger Safranski: Nietzsche - Biograpfie seines Denkens
(Hanser Verlag. 2000).
Værket findes også i dansk oversættelse.

Essay om Safranski bog om Romantikken:

Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Se også: Falske udsagn om Grønbech i forhold til Nietzsche og kristendommen  (8.3.13.)

Artikel om Safranskis bog 'Hvor meget globalisering tåler mennesket?'
Er globaliseringen et gode eller et onde?



Øvrige essays:

Latter, morskab og humor

Etik og eksistens

Jes Bertelsens biografi i korte træk
Jes Bertelsens etik
Jes Bertelsens verdensbillede

William Blake's univers
Konrad Lorenz' kulturopgør

Grønbechs metode
Vilh. Grønbechs kulturopgør

Peter Zinkernagels filosofi
Vurdering af det 20. århundrede



Til toppen   Til forsiden   Printversion  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 3.4.2013