Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sohn03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.10.10.


Ole Sohn og fortiden

SF's gruppeformand siden 2005 Ole Sohn har fået ørerne i mediemaskinen, fordi den formentlig kommende minister i en S-SF-regering i sin tid som formand for Danmarks kommunistiske Parti i 1989 har underskrevet et hyldestbrev til DDR's daværende leder Erich Honecker kun kort tid inden denne forstokkede dogmatiker faldt for Gorbatjovs reformbølge - ja, faktisk fik et dødskys af samme Gorbatjov ved selve den storstilede fejring i Østberlin af 40-året for diktaturstatens oprettelse som også Sohn deltog i.

I og for sig er der ikke noget særligt nyt eller mystik i sagen. Den kommer alene frem - nu mere end 20 år efter - fordi netop udsigten til at se Sohn som minister i en demokratisk S-SF-regering åbenbart giver nogle mennesker på højrefløjen, herunder DF's Søren Espersen og Venstres Eyvind Wesselbo, så dårlig smag i munden at de forlanger en undskyldning af Sohn.

Da man fra den kant gerne vil have ram på manden og derigennem tror at kunne får ram på S-SF-koalitionen, trækker man også den gamle belastende krikke af stalden som hedder 'Moskva-guld til DKP gennem 1980'erne'. Man véd fra historikeren Morten Things bog fra 2001 om dette guld at DKP i disse år samlet modtog 35 mio kroner fra Sovjetunionen, heraf over 4 mio i 1989. Og det lyder jo ikke godt, eftersom pengene var illegale. Det er ganske vist fortid nu. Hverken DKP eller Sovjetunionen består. Men bruger man den logik propagandaminister Joseph Goebbels i sin tid brugte, så turde det være klart at S-SF-regeringen vil være afhængig af Moskva hvis den kommer til magten. Og resultatet vil ifølge samme logik blive at Danmark inden længe bliver kommunistisk! Så vagt i gevær, råber disse tåber!

SF's formand Villy Søvndal siger der ikke er noget at komme efter, og at man har fuld tillid til Sohn og hans demokratiske sindelag. Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen tyer til det gamle probate middel at kaste med mudder mod dem der kritiserer hans politiske venner i SF. Han får med lidt hokus pokus behændigt fremmanet en forbindelse mellem Dansk Folkeparti og nynazisterne. Bare det at nævne de to ting i samme åndedræt, beviser jo - voila! - at de i virkeligheden er en og samme ting. Goebbels' demagogiske kunster er ikke sådan at slippe.



Ole Sohn har tøvet lidt med at reagere, for han vil helst ikke snakke om sagen. Det kan udlægges som om han har dårlig samvittighed og er derfor uklogt. Berlingske Tidendes kommentator Niels Krause-Kjær gav ham da også i radioavisen mandag det råd at se at få lukket sagen. Og Sohn har nu endeligt taget sig sammen og efter drøftelse med partiets spindoktorer udsendt en pressemeddelelse mandag aften, der her skal bringes i fuld ordlyd med undertegnedes fremhævelser:

"Det DKP stod for – og dermed også det, jeg stod for – var forkert. Det var en anti-demokratisk ideologi, der på en uskøn måde var forbundet med ikke mindst de østeuropæiske diktaturer. Så selvfølgelig var det en klar fejl at gå med i DKP. - Mit opgør med kommunismen har været mere end en hurtig undskyldning. Jeg har taget et opgør i artikler, bøger, film og interviews. Det har været min måde at gøre det på. Men det her skal ikke være en strid om ord: Jeg har i 20 år været en del af SF og står politisk hvor SF står, og jeg kan garantere at jeg - takket være fortidens fejl - er fuldstændig vaccineret mod anti-demokratiske tendenser. - Så det siger sig selv, at jeg tager dyb afstand fra regimerne og de grove krænkelser mennesker led under dengang. Hvis man spørger mig, om jeg fortryder og ærgrer mig over det, så er svaret selvfølgelig ja. Alene det, at DKP og andre kommunistpartier modtog penge fra Moskva, diskvalificerede DKP. - Jeg har brugt 20 år på at lægge afstand til DKP og de forfærdelige ting der foregik i Østblokken og andre steder. Og derfor valgte jeg i 1991 det parti, der burde have været mit fra starten – nemlig SF. - Hvorfor understreger jeg dette nu? Jeg har brugt 20 år på at redegøre for de forbrydelser der har fundet sted. Jeg har mødt danskerne i forsamlingshusene med mine foredrag og med mine bøger og film. Enhver kan låne mine bøger på biblioteket, læse de utallige interviews eller overvære et af mine mange foredrag om den menneskelige pris for Sovjet-kommunismens eksperiment. Mit medlemskab af DKP var naivt, for kommunismen ville aldrig kunne være katalysator for frihed, lighed og fællesskab i respekt for individet og med et demokrati som grundpille."



Ole Sohn benægter altså som det kan ses ikke kendsgerningerne, hverken hyldestbrevet og deltagelsen DDR-jubilæet eller guldet fra Moskva til DKP.

Andetsteds har Sohn også understreget at han nok har kendt til 'guldet', men ikke selv medvirket til de ulovlige transaktioner. De blev forestået af folk i partiledelsen som en vis Ingmar "Laksko" Wagner der engang blev taget i tolden med en kuffert med penge. Sohn har heller ikke selv modtaget nogle af pengene. Og hyldestbrevet til Honecker var altså DKPs og ikke hans personlige.

Det med guldet kan være rigtigt nok. Morten Thing og andre historikere tvivler på at Sohn kan have været uvidende om pengene. Men det siger han jo heller ikke. Han siger blot at han ikke har deltaget i transaktionerne og at han ikke personligt har nydt godt af dem. Og det behøver såmænd ikke være usandt, for hele opbygningen og den praktiske ledelse af den meget fordækte partiorganisation var af sikkerhedsmæssige grunde splittet op i dele som kun nogle ganske få personer havde det fulde overblik over og indseende med.

Fra almindeligt kendskab til normal organisationspraksis skulle man ganske vist tro at den til hver en tid siddende formand måtte være en af disse fuldt vidende personer. Men det skal man ikke være sikker på i DKP's tilfælde. Den erfarne og garvede Aksel Larsen blev således i sine sidste år som kontroversiel formand faktisk holdt uden for beslutningsprocessen. Det var de hårdeste ideologer der tog over. Og det samme kan udmærket være tilfældet med den unge og uerfarne Ole Sohn der angiveligt var ude på at reformere partiet indefra og derfor uundgåeligt havde fjender blandt de gamle og forstokkede mænd i ledelsen.



Relevant bliver det på denne baggrund at spørge hvorfor Sohn overhovedet indlader sig på at spille falsk spil og hylde et forstokket regime i Østtyskland som han angiveligt inderst inde skulle være imod og i artikler også allerede havde kritiseret offentligt. Men her bør man igen betænke de helt specielle vilkår i den helt specielle, leninistiske opbyggede partiorganisation: Ethvert medlem er underordnet partiledelsen. Jo mere, jo højere op i hierarkiet han kommer. Ikke mindst en formand er ubetinget forpligtet til udadtil at give udtryk for partiets officielle politik og ikke for sine egne meninger. Og hvad der er partiets officielle politik, bestemmer til hver en tid flertallet i den inderste ledelse, og altså ikke formanden. Hvis denne mener noget andet end flertallet, må han vælge mellem at gå eller at undertrykke sine egne meninger.

Aksel Larsen kom efter Sovjetoverfaldet på Ungarn i 1956 (som han udadtil forsvarede) i et stadigt større moralsk dilemma - og holdt til sidst ikke til det pres partiledelsen lagde på ham. Han valgte at gå - og lod sig til partiledelsens store forargelse symbolsk "hænge" af Osvald Helmuth på Allé-scenen. Og Ole Sohn? Ja, han måtte i 1989-91 vælge mellem at spille spillet videre et stykke tid endnu for at bevare håbet om at kunne reformere partiet indefra - eller gå. Og han valgte det første. Og det er dette han faktisk godt i dag kan indse var tåbeligt.



Sohn forlod jo vitterligt også DKP da han indså det totalt formålsløse i at blive, når Sovjetunionen og hele sovjetkommunismen definitivt brød sammen og dermed for alle andre end de allermest forstokkede partikommunister et for et afslørede alle de brist systemet havde haft. Hvorfor havde han og andre med fornuften i behold ikke set dem længe før? kan man spørge. Men svaret må være et eller andet i retning af at de trods systemets åbenlyse fejl hvad angår undertrykkelse af individet fortsat kunne se nogle af dets fordele, nemlig opretholdelsen af nogle basale sociale rettigheder: folk havde arbejde og billige boliger!

I partiets, af Sohn underskrevne hyldestbrev til kammerat Honecker henvises da også til den østtyske befolknings fundamentale menneskerettigheder - og dette er i virkeligheden det mest afslørende i brevet og tankegangen: Man sætter nemlig menneskerettigheder lig med sociale rettigheder som retten til arbejde og bolig, men ser totalt bort fra undertrykkelsen af de borgerlige rettigheder vi normalt forbinder med menneskerettigheder, først og fremmest retten til at tænke og ytre sig frit i den offentlige debat. Så abstraherende og reducerende var tankegangen i hele den kommunistiske verden, ja, sådan er dybest set tankegangen i den marxistiske filosofi: Borgerlige rettigheder er underordnede, for den slags idealisme, ja, al idealisme er helt og holdent bestemt af de økonomiske vilkår. De sande rettigheder findes reelt ikke i de kapitalistiske samfund, men vil først komme med det ideelle kommunistiske samfund.

Tåbelig filosofi, ja, men den var der mange der troede på gennem hele 1900-tallet, ja, slogedes for på en måde der tilsidesatte demokratiske spilleregler. Det var fx også det munkemarxisterne gjorde efter studenteroprøret i 1968, hvor de med alle midler, men forskelligt held, prøvede at sætte sig på universitetsundervisningen, skoler og gymnasier samt Danmarks Radio - jf. artiklerne Hans-Jørgen Schanz og Jagten på 'de røde lejesvende' i DR. Ulykken var at langt de fleste af dem gjorde det i den allerbedste mening: de troede selv på at deres temporært antidemokratiske metoder i sidste ende ville føre til den absolutte fuldkommenhed. De var i virkeligheden blåøjede 'idealister', selv om de vil have sig frabedt betegnelserne.



Hvor naive har folk da lov til at være? Ja, det er er jo et glimrende spørgsmål som man kan stille til alle slags idealister: principielle socialister som principielle liberalister, principielle krigstilhængere som principielle fredsvenner og nu også i vore indvandringsplagede tider principielle multikulturalister og principielle monokulturalister. Svaret blæser i vinden, for ingen kan forbyde folk at gå ud ad hvilken række tangenter de lyster. Det ligger jo til den menneskelige natur - dog mest til den mandlige psyke - altid at søge grænseoverskridelse. Og en sådan kan der heldigvis i mange tilfælde været noget både fascinerende og gavnligt i. Det teknologiske fremskridt synes de fleste om. Og en neurotisk æstetiker som Lars von Trier har røbet at han kan finde noget fascinerende ved nazisternes skønhedsidealer. Han kan ikke stå for selve den rabiate transcendens - at gå planken ud.

Problemet med al idealisme og al transcendens er imidlertid at den forstyrrer den givne orden og den givne immanens og altså uundgåeligt skaber konflikter og problemer og i værste fald krig, død og destruktion. Det er faktisk selve syndefaldsmytens store fortjeneste at have påpeget dette forhold og den bagvedliggende psykologiske årsag med overbevisende kraft. Når mennesket først begynder at blive bevidst om sine livsvilkår og dermed vinder friheden, så er paradisets uskyld for stedse tabt - og så er kulturen på godt og ondt kommet løs - og i visse tilfælde helvede med.

Men langt fra alle forstår denne sammenhæng, og derfor ser man at langt de fleste mennesker, inklusive politikerne, foretrækker at leve videre i deres naivitet, deres ubevidsthed om at friheden til at overskride grænser fysisk og moralsk og politisk uundgåeligt forrykker nogle ting - og at man derfor i det mindste må svare for hvad man foretager sig.

Dette betyder ikke at ethvert individ eller ethvert folk hele tiden skal rende og give undskyldninger for hvad det har foretaget sig, for det meste sker jo i god tro og er af begrænset skadevirkning. Men det betyder derimod at enhver til hver en tid burde føle sig forpligtet til at forklare sig, når ens valg og handlinger rent faktisk viser sig at være forkerte og måske ligefrem tåbelige og skadelige. Også over for sig selv, hvis man vil opretholde den indre konsistens.

Og det er her Ole Sohn svigter - som så mange andre, eksempelvis Jens Otto Krag i 1966.



I undertegnedes øjne er det komplet meningsløst at forlange nogensomhelst undskyldning af Ole Sohn, eftersom han var overbevist om at gøre det rigtige, så langt vilkårene - inkl. de begrænsninger hans formandsskab i DKP gav - gjorde det muligt. Han kan beklage og sige at hans valg var tåbelige. Og det har han faktisk gjort. Han har ydermere - som han nu understreger - for længst gennem sine efterfølgende bøger bevist at han fuldstændigt og skånselsløst har gennemskuet det system han i sine unge år forsvarede og hyldede. Men et menneske kan ikke undskylde at det tog fejl i sine vurderinger år tilbage. Det er uden mening - og ethvert krav om at det alligevel skal ske er decideret moralistisk: det bygger på en moralsk facitliste der ingen steder hører hjemme i en verden hvor der er udvikling og transcendens og hvor også mange mennesker udvikler sig ganske meget fra de unge år til de bliver voksne. Nogle er længere end andre om at indse deres fejltagelser. Eksempelvis blev en filmskaber som Ingmar Bergman, der var nazist under hele 2. verdenskrig, efter eget udsagn 58 år inden han var modnet. Ole Sohn var også lidt længe om det. Han var 35, da bruddet med DKP kom i 1991.

Men når dette er fastslået, må noget helt andet og langt mere afgørende påpeges, nemlig at Ole Sohn hidtil ikke har leveret en forklaring på sin ændrede politiske opfattelse der på nogen måde er psykologisk eller etisk tilfredsstillende. Det gjorde Krag heller ikke. Han sagde som bekendt, at man har et standpunkt til man tager et andet, og dermed mente han at det skylder man ingen nogen forklaring på. Men selvfølgelig gør man det, ikke mindst når man er toppolitiker. Og Sohn kan jo kaste et blik på sit partis første formand, Aksel Larsen. Han er på ingen måde et ideal, men han var et reflekterede menneske - og han redegjorde faktisk ganske grundigt for de overvejelser han måtte igennem, da han kvittede DKP og skabte SF.



Der tænkes her især på den lille bog Larsen udsendte i 1964 under titlen 'Valget'. Den er som det ses på årstallet skrevet 5-6 år efter hans brud med DKP, men det angiver han en grund til. Han henviser nemlig til nogle betragtninger af forfatteren Henrik Pontoppidan, der lyder som følger: "I reglen bliver vi først i stand til fuldt ud at tilegne os vore oplevelser, når de en tid har været nedsænket i underbevidsthedens gromuld og der fået en 'tanke' - er blevet minder." - og Larsen indrømmer for sit eget vedkommende at det måske først var "i 1958, at jeg så fuldt bevidst som det overhovedet er muligt, efter meget langvarige og pinefulde overvejelser selv bestemte over min skæbne."

Det fremgår, at man dels skal være et reflekterende menneske med nogen accept af underbevidsthedens funktion for at kunne gøre sig ordentlige overvejelser om sine eksistentielle valg, dels skal have passende tid til at bearbejde sagen. Og det er lige præcis det første det kniber med i Ole Sohns tilfælde. Tiden har han jo haft.



Undertegnede har tidligere skrevet at Ole Sohn lider af et syndrom jeg har kaldt APESE-syndromet og som er ensbetydende med Angst for Psykisk og Eksistentiel Selv-Erkendelse. Angsten kommer nemlig uundgåeligt, hvis man ser den nævnte selverkendelse som et afgrundsdybt mørke man umuligt kan finde rundt i og derfor tror man vil fortabes uhjælpeligt i. Og det er skade for såvel den politiske som den almene kulturs videre udvikling at der fortsat er så stor angst af denne art.

Skal jeg være helt ærlig tror jeg ikke et øjeblik på at Ole Sohn på noget tidspunkt vil komme med en psykologisk, etisk og eksistentielt fuldt tilfredsstillende redegørelse for sine fejltagelser, for han er som mennesketype uden den nødvendige selvrefleksion. Og det må man dybt beklage. Men det gør ham nu ikke umulig som toppolitiker eller potentiel minister, for det samme kan siges om stort set alle andre politikere på Borgen.

Ole Sohn er i dag fuldt demokratisk indstillet og fuldt kompetent til en ministerpost. At jagte ham som vildt i højrefløjens nu indvarslede jagtsæson der varer lige til valget om et år - det er tåbeligt.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til SF's hjemmeside



Relevante artikler på Jernesalt:

Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom  (11.11.09.
Er Ole Sohn angst for selverkendelse?  (10.4.08.)
Jagten på 'de røde lejesvende' i DR  (5.10.10.)

Aksel Larsen
Jens Otto Krag og standpunkterne
Latterkoncilet

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne vejledende principper for det sekulariserede samfund)

Hvor kommer det onde fra?   - Er mennesket ligefrem ondt af natur?  (23.3.05.)
Ansvarlighed  (10.1.07.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal