Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - ansvar

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.1.07.


Ansvarlighed

Spørgsmålene - Overenskomsters fornyelse -  Økonomiens ophedning - Kvinders befrugtning og alder - Mænd og vold mod kvinder - Krigsfanger og vold - Ungdom og vold - Flygtninge i klemme - Klodens og menneskehedens opvarmning - Virkeligheden fuld af dilemmaer - Henvisninger



Spørgsmålene    
Til toppen  Næste

Har den danske befolkning og dens enkelte individer et ansvar for at opvarmningen af kloden ikke tager så meget til at isen ved polerne smelter, vandstanden derfor stiger og oversvømmelser finder sted og umuliggør eksistensen for millioner af mennesker - eller kan den lade stå til og håbe at ny teknologi vil redde verden? - (Læs videre eller gå direkte til Svaret).

Indebærer regeringens ansvar for samfundets økonomi at den må sige nej til rimelig udvidelser af den offentlige sektor - eller er socialdemokraternes modsatrettede politik uansvarlig overbudspolitik? - (Svaret).

Har den danske regering og den danske befolkning et ansvar - om man vil et 'udvidet ansvar' - for irakiske flygtninge der er havnet her i landet således at den burde give dem opholdstilladelse, selvom de ikke opfylder de stramme regler for at få asyl - eller kan regeringen henholde sig til at disse flygtninge kom til landet på grund af en forfølgelse der ikke længere finder sted? - (Svaret).

Har den danske regering ansvar for tilfangetagne afghaneres mishandling i 2002 af de allierede amerikanske militærfolk der fik dem overdraget til undersøgelse, når det blev forsikret at de ville blive behandlet ordentligt - eller må det ud fra hvad der siden er kommet frem om amerikanernes svigtende selvkontrol sluttes, at de danske tropper selv burde have undersøgt fangernes forhold og eventuelle meddelagtighed i oprør? - (Svaret).

Har Københavns overborgmester et ansvar for at der på en eller anden måde sikres et hus til de autonome unge mennesker der af Fogedretten er dømt til at fraflytte Ungdomshuset, selvom Ungdomshuset forlængst er overgået fra kommunalt til privat regi og beboerne nægter at forlade huset frivilligt - eller er de unge selv ude om deres problemer? - (Svaret).

Har politiet et ansvar for at en 23-årig kvinde med to børn bliver dræbt af sin ekskæreste, når hun var forsynet med nødtelefon og ekskæresten havde fået tilhold om ikke at opsøge hende - eller skal politiet mandsopdække potentielle mordere døgnet rundt? - (Svaret).

Har samfundet et ansvar for at kvinder, hvis de nærer ønske om det, skal kunne blive kunstigt befrugtede uanset deres alder - eller hører den slags problemer privatlivet til? - (Svaret).

Har fagbevægelsen og arbejdsgiverne et ansvar for at finde frem til et overkomstforlig der ikke medvirker til en overophedning af økonomien - eller har de kun ansvar for deres egne snævre interesser? - (Svaret).

Spørgsmålene og svarene er mange - og af forskellig karakter. Fælles er i grunden kun, at ansvar under alle omstændigheder synes at være enkeltmenneskers eller gruppers ansvar over for noget der er større end dem selv. Dette ligger allerede i selve ordet. Ansvar er at kunne og skulle svare på - respondere på - andres spørgsmål, krav eller forventninger, dvs at redegøre for sine handlinger og dermed stå til regnskab for både dem og de bagvedliggende bevæggrunde, modsat den snævre betydning af ordet, hvor ansvarsspørgsmålet alene går på om man er gerningsmand til en faktisk udført handling.

Ansvarlighed er derfor et dybt etisk problem der kun sjældent kan besvares fuldstændigt entydigt. Der kan gives bud på en besvarelse, og disse bud kan altid gøres til genstand for diskussion. Men at føre denne diskussion er lige præcis en væsentlig del af selve ansvarligheden.



Overenskomsters fornyelse    
Til toppen  Næste

Ansvarlighed kendetegner det voksne menneske der ikke alene har forladt barndommens uskyldighed og ubevidsthed, men også er kommet ud over pubertetens midlertidige ansvarsfrihed. Unge under 15 år kan ikke straffes for kriminelle handlinger, og også unge over 15 år har en lang snor i vore dage, fordi man ikke forventer at de fra den ene dag til den anden skal kunne forstå eller leve op til deres fulde ansvar. Men generelt er ansvarlighed en god 'borgerlig' dyd, ja, en grundbetingelse for opretholdelsen af det civile samfund - uanset om dette ledes af borgerlige partier eller ej. 'Borgerlige' er i denne henseende alle der accepterer det civile samfunds skrevne og uskrevne love og ikke sætter sig udenfor i alternative livsformer, endsige revolterer åbenlyst imod det bestående.

Det kan derfor ikke undre at en statsminister benytter sin nytårstale i TV til at understrege alles ansvarlighed, således som Anders Fogh Rasmussen gjorde den 1. januar, men snarere vække undren at nogle af hans politiske modstandere fandt det nødvendigt eller opportunt med indvendinger. Blandt andet protesterede visse fagforeningsfolk med den begrundelse at Fogh blandede sig i de forestående overenskomstforhandlinger, fordi han talte om den grundlæggende ansvarsbevidsthed som præger det danske samfund og som viser sig i at fagbevægelse og arbejdsgivere ser på hele samfundets forhold, når de indgår aftaler på arbejdsmarkedet. Altså en meget generel konstatering, som er i fuld overensstemmelse med sandheden, men som han fremhævede, fordi han - som enhver anden statsminister - naturligvis helst ser ansvarsbevidstheden fastholdt og konflikter undgået.



Havde Fogh benyttet lejligheden til at sige, at den danske økonomi kun tillader én procents lønforhøjelse og ikke en øre mere, eller at parterne fx skulle forlænge den ugentlige arbejdstid med et par timer for at afhjælpe den stigende mangel på arbejdskraft, så havde han unægteligt blandet sig, men det var netop ikke tilfældet. Tværtimod gik hans ord på det fornuftige i ansvarsbevidstheden.

Fogh sagde det ikke direkte, men kunne om overenskomstforhandlinger have påpeget, at det ikke betaler sig for nogen af parterne at se bort fra 'de faktiske forhold i jernindustrien' som Storm P i sin tid humoristisk kaldte dem, og som realpolitisk talt betyder at der er sammenhæng mellem lønniveau og konkurrenceevne - og at en eventuel lønstigning der ikke er dækning for i produktionsforøgelse og rentabilitet kun vil svække konkurrenceevnen og medføre tab af arbejdspladser. Den slags så fagbevægelsen stort på i 1970'erne - først og fremmest takket være Thomas Nielsen, der som bekendt ved afslutningen af sin karriere som LO-formand meget rammende konstaterede at fagbevægelsen 'havde sejret ad helvede til'. Det var faktisk uansvarligt af den og af ham. Og kostede dyrt for både arbejderne, arbejderpartierne og samfundet. Men den mægtige mand syntes alligevel stolt - for om ikke andet havde han da fået ram på sin hovedfjende Anker Jørgensen, 'den lille lort' som han kaldte ham!



Økonomiens ophedning    
Til toppen  Næste

Samfundet som helhed eller befolkningen som helhed har naturligvis et ansvar for at de problemer der opstår løses på en fornuftig måde, så modsætningerne ikke bliver for store eller mennesker ladt i stikken. Men hverken samfundet eller befolkningen er juridiske personer og kan derfor ikke i snæver forstand have det konkrete ansvar for at noget går galt eller at nogen lader stå til.

Politikerne og regeringen kan sammen med myndighederne, institutionerne og organisationerne gøre hvad de kan for at holde sammen på tingene og afstikke rimelige retningslinjer og rammer for samfundslivets udfoldelse, men i sidste instans forudsættes der en fælles vilje til ansvarlighed - sådan som statsministeren også understregede det i sin omtale af børne-opdragelse og -forsorg, ældrepleje og sygehusvæsen. Men ingen instans kan garantere at alt går som det helst skulle - eller at ressourcerne rækker til løsningen af alle opgaver og indfrielse af alle ønsker.



En finansministers ansvarlighed må følgelig altid måles på om han i det lange stræk - og ikke mindst under gode konjunkturer - fører stram økonomisk politik, så en overophedning kan undgås. Det er karakteristisk for den nuværende finansminister, Thor Pedersen, at han og regeringen ikke falder for fristelsen til at pumpe penge ud, selvom der for en overfladisk betragtning er budgetoverskud til det i kraft af de gode konjunkturer og den høje beskæftigelse. Men han véd - som alle ansvarlige økonomer véd - at udpumpning af penge i form af enten skattelettelser eller udvidelse af den offentlige sektor er det samme som øget forbrug og derfor i den nuværende situation vil medføre øget efterspørgsel og øget mangel på arbejdskraft. Det vil skrue lønninger i vejret og ødelægge virksomhedernes konkurrenceevne med efterfølgende lavere konjunkturer og beskæftigelse. Gevinsten vil altså i givet fald være yderst kortsigtet og vil i sidste ende komme til at svie til alle, fordi den demografiske forskydning i forvejen peger i retning af mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Men det er naturligvis ikke alle der kan se ansvarligheden eller farerne ved at lade stå til. Derfor er der propagandakrig mellem regering og opposition - og i en sådan er faktum desværre at det er lettere at love skattelettelser, øget forbrug og øget offentlig service end at holde igen og tage højde for langtidsvirkningerne.



Et af de de mere morsomme udslag af de psykiske mekanismer der viser sig i en sådan propagandakrig er argumentet om at der da må være råd til store lønstigninger, når visse koncerndirektører skovler millionbeløb hjem i særlige bonusordninger. For det har faktisk ikke andet med sagen at gøre end at det er selvsamme markedsøkonomi der i de almindelige løndmodtageres tilfælde tilsiger relativt lave lønstigninger, men i direktørernes tilfælde 'retfærdiggør' de store bonusbeløb - så kan man lide dem eller ej ud fra moralske eller ideologiske synspunkter!



Kvinders befrugtning og alder    
Til toppen  Næste

Et af de virkeligt tåbelige ønsker der aktuelt er dukket op på den endeløse Leporello-liste over mulige velfærdsydelser, er ønsket om at give ældre kvinder ret til gratis fertilitetsbehandling - som om det er en menneskeret for kvinder at få børn uanset alder. Der er såmænd intet grundlag for at tro at ældre kvinder ikke kan være lige så gode mødre som yngre, men samfundets ressourcer er nu engang så begrænsede, at det er ganske rimeligt for samfundsøkonomiens skyld at holde sig til biologiens egne begrænsninger på dette område.

Det er i det hele taget ikke givet at teknologiens muligheder uden videre skal give plads for alle ønskers opfyldelse. Det vil ganske enkelt blive for dyrt, da teknologien altid vil være foran. Spørgsmålene er her ofte af kompliceret art, som det er tilfældet med cellebanker, kloning, screening m.m. Derfor tager Etisk Råd sig af emnerne, men det er der selvfølgelig forskere og andre der er principielt imod. De mener at videnskaben selv må tage sig af eventuelle etiske aspekter af deres forskning.

Men dette er principielt at fralægge sig ansvaret for forskningen, da ansvar som nævnt i indledningen altid er en forpligtelse til at redegøre for sine handlinger og beslutninger over for udenforstående instanser, hele samfundet og endda endnu højere instanser. Dette er dog en problematik der fortjener mere indgående behandling end der kan gives i denne forbindelse.



Mænd og volden mod kvinder    
Til toppen  Næste

Vold mod og mord på kvinder der slår op med deres ægtefælle eller kæreste kan naturligvis aldrig helt forhindres, da der findes mænd der af den ene eller anden grund - i mange tilfælde sikkert genetisk betingede grunde - ikke kan affinde sig med det nederlag et brud fra kærestens side vil være. En kvinde har ubetinget ret til at bryde med sin kæreste, hvis han er voldelig eller på anden vis ikke lever op til hendes forventninger til et tæt forhold. Men forbrydelser kan ikke totalt forhindres, når der findes mænd der under alle omstændigheder vil have deres vilje og ikke forstår, endsige anerkender modpartens ønsker om respekt, værdighed og selvstændighed.

Kvinder der udsættes for vold eller trusler om vold kan søge beskyttelse, og mænd der begår vold eller truer med det kan dømmes for det og få politi-forbud mod at opsøge ekskæresten (det såkaldte tilhold). Men politiet kan ikke overvåge alt og alle uafbrudt - og derfor vil der altid trods alle forsigtighedsforanstaltninger være risiko for forbrydelse. Der kan også i det enkelte tilfælde forekomme fejlskøn fra såvel politiets og domstolenes som de udsatte kvinders egen side. Derfor er der også på dette område tale om en ansvarsbevidsthed der aldrig kan give nogen garanti mod fejlskøn eller tragiske ulykker. Vi lever heldigvis ikke i et fuldstændigt overvågnings- og kontrol-samfund. Og slet ikke i et ideal-samfund. Derfor er alle henvist til en ansvarsbevidsthed der beror på størst mulig skønsomhed.



Ungdom og vold    
Til toppen  Næste

Overborgmester Ritt Bjerregaard har flere gange måttet høre for at hun ikke ville påtage sig noget ansvar for Ungdomshuset på Jagtvej eller de unge mennesker der har beboet det lige siden det var i Københavns kommunes eje. Hun påberåber sig med fuld ret at kommunen har solgt ejendommen til den private organisation 'Faderhuset' - og derfor ikke længere har noget juridisk ansvar for huset. Det er der for så vidt heller ingen der hævder, men derfor kunne damen vel godt have et moralsk ansvar for sagens udvikling. For uanset hvordan politiet løser den af Fogedretten fastsatte opgave om rydning af huset inden for relativ kort tid, så er det både et socialt, kulturelt, politisk og menneskeligt problem at flere hundrede unge mennesker pludseligt vil komme til at stå uden et fast tilknytningspunkt af den alternative art de ønsker.

Sagen er fra starten blevet så forkludret som den overhovedet kunne tænkes at blive. Det er ulykkeligt at ejerskabet overhovedet overgik til en religiøs sekt af fundamentalistisk tilsnit, og beklageligt at de unge ikke forlængst har indstillet sig på at fraflytte huset frivilligt og finde et egnet hus til formålet et andet sted. Men problemet ligger jo ikke mindst i at sagen har kørt så længe, at de unge har slået rod på stedet og at de er så mange og i flertallets øjne så afvigende at de ikke uden videre kan slå sig ned nogen andre steder.



Det er indlysende at politiet sidder med den tungeste byrde, for det har pligt til på et eller andet tidspunkt i ikke alt for fjern fremtid at rydde huset, så de faktiske ejere kan få råderet over det. Men i det lidt længere løb er det Københavns Kommune der kommer til at sidde med sorteper, nemlig at finde et passende tilholdssted for de flere hundrede unge mennesker der - trods deres ikke helt lave gennemsnitsalder - er så umodne og føler sig så ansvarsfrie at de med djævelens vold og magt vil modsætte sig at blive fuldt integrerede i det etablerede samfund. Får de unge autonome ikke et nyt tilholdssted, forsvinder de jo ikke fra København som dug for solen, men vil tværtimod forblive 'under jorden' som en uberegnelig trussel mod den almindelige civile orden.

Derfor turde det være klart at Københavns overborgmester - hvad enten hun kan lide det eller ej - i sidste ende kommer til at hænge på problemet. Det bliver naturligvis med hjælp fra Københavns Politi når det gælder det deciderede ordensproblem, men uden nævneværdig hjælp fra andre end kommunens egne folk når det gælder det sociale og kulturelle problem. Derfor ligger hendes aktuelle ansvarlighed i muligheden for at forebygge en vold og uro som ingen ønsker. Muligheden er ganske vist meget svær at få øje på, for en vis del af de unge autonome er helt ude i det en politinspektør har været så fri at kalde fascistisk mentalitet: de griber til vold når andre ikke vil makke ret.



Krigsfanger og vold    
Til toppen  Næste

Det er der desværre også andre der gør, endda i stor målestok og på professionelt plan, nemlig terrorister og militsfolk der ikke vi finde sig i det civile samfunds krav om at man bøjer sig for fællesskabets regler - også selv om man er i mindretal.

De fleste mennesker er enige om at fordømme terror, men der er som bekendt uenighed om hvor grænsen går mellem retfærdig frihedskamp og destruktivt oprør. Derfor findes der mennesker der tager afstand fra terroren, men forsvarer terroristerne.

Professionel vold i stor målestok finder sted i enhver krig. Krig er måden at løse konflikter på, når diplomati, forhandling og dialog er frugtesløse. Det var tilfældet over for nazismens trusler i 1939. Og det var tilfældet over for Saddam Husseins regime i Irak i både 1990 og 2003, hvor USA greb ind. Og det er tilfældet mange andre steder i verden i dag, bl.a. i Sudan og Somalia, hvor det internationale samfund glimrer ved sin ulyst til at gribe ind. Men det gælder endelig også Afghanistan, hvor først USA og Storbritannien, men siden Nato kæmper mod Taleban.



Krig føres af civiliserede lande under overholdelse af visse internationale konventioner, der bl.a. tager sigte på beskyttelse af civilbefolkninger og krigsfanger. Men som bekendt sker der regelmæssigt overtrædelse af reglerne, og overtrædelserne er psykologisk set ikke særligt svære at forstå, fordi selve krigens håndværk går ud på at nedkæmpe fjenden og udøvelsen derfor så at sige prioriterer vold og ødelæggelse højere end hensynet til liv og ejendom.

Krige i gamle dage var grufuldt ubarmhjertige. Det var krigen mellem tyskerne og russerne under anden verdenskrig og mellem amerikanerne og vietnameserne under Vietnamkrigen også. Og det er de aktuelle krige i Afrika, Afghanistan og Mellemøsten. Ikke desto mindre er det de demokratiske og civiliserede landes ideal og forpligtelse at begrænse volden mest muligt - herunder at afholde sig fuldstændigt fra mishandling af fanger. Det lykkes imidlertid ikke blot tilnærmelsesvis godt nok, fordi en vis supermagts politiske og militære ledelse undlader den nødvendige kontrol af kampsoldaterne på fronten og sikkerhedsfolkene bag fronten. Derfor de amerikanske overgreb i bl.a. Abu-Ghraib-fængslet i Irak.

De amerikanske overgreb har været så massive og alvorlige, at de har svækket USA's omdømme ganske betydeligt, ja faktisk rejst spørgsmålet om det overhovedet er muligt at bekæmpe terroristiske bevægelser med krigens midler - uden at begå overgreb. Det er en diskussion vi næppe bliver færdige med de første årtier, for løsningen er ikke på pacifistisk vis at fordømme krig eller afholde sig fra krig, ligegyldigt hvad der sker, men at komme med et ordentligt bud på hvad der er at gøre med en fjende der er uden for diplomatisk, forhandlingsmæssig eller dialogisk rækkevidde.

Helt konkret bliver spørgsmålet for små demokratiske landes regeringer som den danske, om USA overhovedet kan regnes for en troværdig samarbejdspartner i bekæmpelsen af den internationale terrorisme. Men inden spørgsmålet besvares alt for ensidigt, gør politikerne nok klogest i at svare på hvad alternativet egentligt er. At vaske hænder og undgå at få snavs på dem kan være ansvarsforflygtigelse.



Aktuelt køres i øjeblikket sagen om de danske Afghanistan-styrkers overdragelse af tilfangetagne afghanere til amerikansk jurisdiktion tilbage til 2002, idet oppositionen energisk - næsten til det fanatiske, bl.a. med brug af en alt andet end en uvildig dokumentarfilm - beskylder den danske regering for at have misinformeret folketinget om behandlingen af fangerne. Der er næppe tvivl om at de tilfangetagne afghanere blev mishandlet af amerikanerne, men der foreligger ikke beviser for at den danske regering på forhånd skulle have kendt denne risiko. Derfor kører sagen - ligesom spørgsmålet om den danske regerings begrundelse for at gå ind i Irak-krigen - mere på oppositionens bagklogskab og lyst til systematisk chikane end på realiteter og vilje til fremtidig ansvarlighed.

Det allernyeste i sagen er at statsministeren nu har tilkendegivet at der må udarbejdes klarere regler for danske styrkers overdragelse af fanger til andre landes jurisdiktion. Det er positivt og - i hvert fald i første omgang - ansvarligt.



Flygtninge i klemme    
Til toppen  Næste

En af de mange uhyggelige virkninger af krige i verden er strømmen af flygtninge. Den er et kæmpeproblem i Afrika i disse år, men er også yderst alvorlig i Irak, fordi hverken landet selv eller nabolandene har ressourcer til at magte hjælpeopgaven.

De velstående vestlige lande kan bidrage med hjælp af forskellig art, men kan ikke påtage sig nogen forpligtelse til at huse et ubegrænset antal flygtninge uden derved at undergrave landenes egen orden, økonomi og kultur. Europa er i disse år ved at opbygge et værn mod ikke alene krigsflygtningene, men også de såkaldte bekvemmelighedsflygtninge, folk der ikke er forfulgte i deres hjemlande, men blot gerne vil have bedre levevilkår og chancer.

De europæiske lande har gennem årene modtaget mange regulære flygtninge, folk der er flygtet på grund af forfølgelse. Herunder mange irakere. Men krigen i Irak, der hverken er borgerkrig eller simpel krig mod fremmed magt, men er udartet til en yderst destabiliserende og skræmmende blanding af alle mulige arter af krig, vold, terror og kriminalitet der ikke findes navn for i sproget, har sat flygtninge fra Saddam Hussein-tidens undertrykkelse i en meget ubehagelig klemme. For de er ikke længere forfulgte i den forstand der giver dem ret til asyl efter dansk lov, men kan heller ikke rejse hjem til Irak uden risiko for deres liv.



Behjertede mennesker - som for eksempel en række Hillerød-præster - har appelleret til den danske regering om at give disse flygtninge asyl, bl.a. under henvisning til en henstilling fra FN's Flygtningehøjkommissariat, men regeringen har afslået at ændre loven. De knap sekshundrede irakiske flygtningen i danske lejre skal have ordentlige forhold at leve under så længe de opholder sig her i landet, men ikke have asyl. De skal tværtimod rejse hjem så snart som muligt.

Problematikken er et glimrende eksempel på modsætningen mellem hensynet til enkelte menneskeskæbner og hensynet til et lands overordnede politik, økonomi og kultur. Det er let at se flygtninges ulykkelige situation. Det er yderst taknemmeligt for medierne og oppositionen at køre frem med flygtninges ulykke i pres på en uønsket regering. Det er langt sværere at holde fast i regeringens overordnede og fornuftige målsætning, som er at begrænse tilgangen af flygtninge og indvandrere mest muligt, fordi den tidligere lemfældige tilgang har medført store og stigende integrationsproblemer, som slet ikke vil kunne løses bare nogenlunde tilfredsstillende, hvis der åbnes for yderligere massiv tilgang.



Hensyn står mod hensyn - og en højere, 'retfærdig' syntese er ikke mulig. Til gengæld kan det siges med sikkerhed, at det ikke er uansvarligt at fastholde regeringens synspunkt, idet ansvaret her netop går på det langsigtede perspektiv: ønsket om integration af flest mulige indvandrere der har fået permanent opholdstilladelse - og derfor også nødvendigheden af en begrænsning af antallet af nye flygtninge.

En sådan politik fjerner ikke de irakiske flygtninges problemer. De må fortsat affinde sig med ordnede, men langt fra gunstige, endsige ideelle levevilkår. Og de må fortsat være indstillet på at de før eller siden skal rejse tilbage til Irak. De mærker med andre ord krigens dilemmaer på deres eget skind. Krig er aldrig en ideel løsning. Men den kan være den eneste vej ud af en magtkamp der er gået i hårdknude. Derfor vil den uundgåeligt have tabere inden for eget territorium, men også flygtninge der midlertidigt overlever i andre lande - i håbet om at kunne vende tilbage. Og dét skal der tåmodighed til at bære.



Klodens og menneskehedens opvarmning    
Til toppen  Næste

Efter den nyeste rapport fra EU's miljødirektorat og deres eksperter om følgerne af klodens mulige opvarmning kan det værst tænkelige scenario indebære at skaderne fra den højere vandstand og det vildere vejr i løbet af 60 år vil medføre ekstraudgifter på 42 milliarder euro eller 240 milliarder kroner samt 86.000 ekstra årlige dødsfald på grund af tørke og oversvømmelse.

Rapporter af den art er hverken uvildige eller videnskabeligt urokkelige, men gør indtryk på alle og befordrer derfor en helt nødvendig diskussion om såvel politikernes som menigmands ansvar for at den økonomiske og teknologiske udvikling bliver 'bæredygtig', dvs finder en sådan balance mellem naturen og kulturen at den første ikke smadres for den sidstes skyld, så muligheden for fortsat menneskelig kultur på kloden undergraves og i værste fald helt forsvinder.



Gradvist er der kommet mere miljøbevidsthed hos både politikere og almindelige mennesker, men desværre har debatten om det kontroversielle og ømtålelige emne i mange år været så skinger, at parterne i vid udstærkning har låst sig fast i deres modsatte synspunkter. Men der er bevægelse - selv i den amerikanske regering der repræsenterer det land der har været mest uvillig til at underordne sig internationale aftaler om bl.a. CO²-udslip.

Ingen kan imidlertid tvinge landene til enighed, så meget mindre som der er uenighed om hvor galt det står til og hvilken effekt forskellige modforanstaltninger egentlig vil have. Ingen vil heller kunne forhindre store udviklingslande som Kina og Indien i at prioritere økonomisk vækst over miljøhensyn - og dermed i lang tid bidrage yderligere til forureningen. Det betyder alt i alt at ingen kan vide hvor galt det kommer til at gå om bare ti eller tyve år, endsige om 60 år.



Regeringerne skal naturligvis i denne situation presses til størst mulig miljøbevidsthed, men når spørgsmålet gælder de enkelte menneskers ansvar for miljøet, så bliver dilemmaet virkelig speget, for den enkelte borger kan da skrue ned for sit elforbrug så meget han vil, og da mange bække små gør en stor å, vil dette sammenlagt hjælpe noget. Men det batter alligevel ikke, da det hverken er bække eller åer vi skal stemme op eller regulere, men helt uoverskuelige natur- og kulturkræfter vil skal prøve at få kontrollen over.

Den for mange idealister ubehagelige kendsgerning er faktisk, at det enkelte menneske ikke har nogensomhelst chance for at redde verden - og derfor heller ikke nogensomhelst forpligtelse dertil!

Det lyder meget godt, at vi alle har ansvaret for kloden, og derfor i det mindste bør gøre hvad vi kan for at forebygge miljøkatastrofer, men realiteten er, at ingen har kontrol over udviklingen, da den ikke fastsættes af enkeltmennesker eller enkeltinstanser der handler rationelt og har fuldstændigt overblik over situationen, men tværtimod i langt højere grad bestemmes af irrationelle faktorer end af rationelle. At pålægge det enkelte menneske personligt ansvar for udviklingen er følgelig både urealistisk og uhensigtsmæssigt, ja nytteløst. Det tjener alene til at give folk dårlig samvittighed over noget de ikke kan forhindre.



Dermed er der i realiteten tale om at idealisterne er med til at forurene det psykiske miljø for klodens befolkning, idet dårlig samvittighed er og bliver et elendigt motiv for etisk ansvarlighed. Den bygger på autoritære strukturer der kun kan modvirke en fri og ægte ansvarlighed. Det vi normalt kalder 'samvittigheden' er det indoktrinerede overjeg, men dette er den dummeste del af et menneskes personlighed.

Alternativet til idealisternes moralisme er en større forståelse for at det krav om indre konsistens som gælder for alle mennesker indebærer omsorgen for miljøet og en bæredygtig udvikling, fordi kravet ligger i selve omsorgen for at det gode, varme og kærlige i livet har overvægt over det onde, kolde og hadefulde.

Såvel krigens som forureningens problemer kan ikke i det lange løb løses uden det der i dybdepsykologien kaldes 'selvets almengørelse', dvs at det bliver en selvfølgelighed i almenheden at ansvaret for helheden, naturen og folkesundheden - fysisk og sjæleligt - prioriteres over ansvaret for de enkelte 'egoer' og deres udfoldelse.



Virkeligheden fuld af dilemmaer    
Til toppen  Næste

Det turde på denne baggrund fremgå, at virkeligheden er fuld af etiske problemer, fordi modsætninger mellem menneskene og de menneskelige interesser er for stor - og overblikket over udviklingen for ringe.

Vi står alle sammen i dilemmaer, fordi der er modsætninger mellem valgmulighederne, og vi langt fra altid kan overskue hvilke valg der er bedst i det lange løb.

Ansvarlighed er derfor i første omgang at se dilemmaerne i øjnene og forstå selve tilværelsens uberegnelighed og rationalitetens store begrænsning. I anden omgang på trods heraf at påtage sig omsorgen for at det gode får overvægt i det lange løb.

Jan Jernewicz



Henvisninger    
Til toppen

Kan moral begrundes?  (Eksistensetik)
Etik og eksistens
Hvem er min næste?  (15.1.06.)
Ungdomshuset, Faderhuset og Tragediens Hus  (30.11.06.)

Absolut behandlingsgaranti gives ikke  (28.11.06.)
Foghs åbning og lukning  (6.10.06.)
Aktivismen og demokratiet  (4.10.06.)
Nedskæringer og prioriteringer i det offentlige  (27.9.06.)

Er det synd for de afviste asylsøgere?  (23.04.06.)

Miljøkonferencerne i København  (31.5.04.)
Realpolitik, luftkasteller, ansvarlighed, bæredygtighed eller hvad?
Lomborg, realisterne og miljøforkæmperne

Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)
Det aggressive menneske
Hvor kommer det onde fra?  (23.3.05.)

Selvet - sjælen - ånden
Jeget og selvet



Artikler om Danmark Artikler om USA
Artikler om Miljø
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens

Artikel om komplementaritetssynspunktet:  Klik
Introduktion til den komplimentære helhedsrealisme: Klik

Artikler af Peer Sendemand:  
Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal