Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - garanti

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.11.06.


Absolut behandlingsgaranti gives ikke

Visse ting er kommet til at stå klarere efter den sidste uges debat og dramatik om den såkaldte 'behandlingsgaranti' til kræft- og hjertepatienter som stammer fra august 2001, altså fra før VK-regeringen tog over efter socialdemokraterne.

Ifølge Sundhedsstyrelsens pjece om "Maksimale ventetider" for kræftbehandling m.m. er patientens hjemamt ansvarligt for at der - så vidt det overhovedet er muligt - gives behandling inden for den angivne fire ugers frist til kræftpatienterne. Er det ikke muligt for patientens eget sygehus at overholde fristen, fx på grund af kapacitetsproblemer, skal der henvises til et andet indenlansk eller udenlandsk sygehus der kan klare opgaven inden for fristen. Kan et sådant sygehus ikke findes, skal Sundhedsstyrelsen træde til for at forsøge at finde et tilbud.

'Garantien' til patienterne holder imidlertid ikke. Især er det i debatten og reportagerne påvist at det kniber for den strålebehandling med moderne strålekanoner der er livsvigtig for nogle af de værst ramte patienters overlevelses- og helbredelseschancer, og som både omfatter førstebehandling og efterbehandling, men med samme fire ugers frist for begge dele. Kun Aalborg Sygehus er i stand til at overholde fristen, mens alle andre ligger helt oppe på seks uger eller derover; Rigshospitalet således på syv uger, Herlev på otte og Odense på hele ti uger.



Ifølge direktør Arne Rolighed fra Kræftens Bekæmpelse, der var minister da loven i sin tid blev vedtaget, må de økonomiske midler der de seneste ti år er stillet til rådighed for kræftbehandlingen i Danmark stort set betegnes som tilfredsstillende. Bevillingerne har været støt stigende.

De eksisterende strålekanoner udnyttes imidlertid ikke optimalt, da der ikke er tilstrækkeligt veluddannet personale til at betjene dem. Betjeningen er så avanceret, at den kræver særlig efteruddannelse af sygeplejerskerne, men der er uddannet for få af disse, og de der er uddannet afviser at påtage sig arbejde ud over normal arbejdstid (aftener og weekends) til den løn amterne tilbyder for ad den vej at udnytte kapaciteten bedre og formindske ventetiden - ligesom de modsætter sig at andre personalegrupper påtager sig deres arbejde.

Hertil kommer at kommunikationen mellem systemets mange led - de enkelte sygehuse, hjemamterne og Sundhedsstyrelsen - synes at have været for dårlig. Direktør Rolighed mener der er for meget bøvl - dvs for megen bureaukrati - med henvisninger til og aftaler med andre sygehuse. En overlæge på Herlev Sygehus har gjort opmærksom på, at det har været meget vanskeligt at komme igennem til Sundhedsstyrelsen, der oven i købet også skal have afvist at give skriftlige svar på henvendelser. Sundhedsstyrelsens direktør Jens Kristian Gøtrik er kommet til i medierne at stå meget svagt i forsøget på at forsvare sin styrelse og dens håndtering af opgaverne. Og sagen endte derfor forleden med at Gøtrik blev direkte undsagt af sin øverste chef, sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, og derfor simpelthen valgte at forlade sin post - et par måneder før udløbet af sin kontrakt. Fyret blev han ikke, men Løkke Rasmussen var meget tilfreds med Gøtriks afgang.

Sundhedsministeren har foreløbigt selv klaret frisag i den ophidsede debat, der af Rolighed er blevet betegnet som en hetz mod Sundhedsstyrelsen. Men ministeren er af folketingets sundhedsudvalg blevet bedt om en nærmere redegørelse. Den kom i går mandag i form af en rapport fra Sundhedsstyrelsen. Ministeren har dog allerede påpeget et af de helt centrale problemer i hele denne behandlingsgaranti, nemlig at der slet ikke er tale om nogen garanti i normal juridisk forstand. Men særligt heldig kan man ikke kalde hans påpegning af dette forhold.



Dette kan man så - alt efter politisk tilhørsforhold - vælge at betragte som ministerens løben fra garantien sådan som den hidtil er blevet forstået af patienterne og deres pårørende. Men i virkeligheden har han ret. Der er ikke tale om en garanti i snæver juridisk forstand, for en sådan går populært ud på at love en bestemt ydelse og at betale en vis erstatning, hvis ydelsen ikke finder sted. Og dette er der ikke tale om i kræftbehandlingen.

Loven om garanti for behandling af visse sygdomme inden for bestemte frister har derimod til formål at give patienter med særligt alvorlige sygdomme den optimale behandling så hurtigt som muligt med henblik på at undgå ventetider der kan nedsætte chancerne for patienternes helbredelse og overlevelse. Men den taler udtrykkeligt om muligheder og bestræbelser, men undgår at definere garantien på firkantet vis som en absolut garanti. For selv det mest effektive sundhedssystem og sygevæsen er ude af stand til at give en absolut garanteri for en behandling af så krævende art der her er tale om og som beror på samspillet mellem mange forskellige faktorer som speciallæger, specialsygeplejersker, specialapparater, økonomiske midler, effektiv kommunikation mellem systemets mange led - foruden hensynet til fagforeningsmæssige og arbejdsmiljømæssige regler og aftaler.

Befolkningen kan med rimelighed forvente at der fra alle involverede parters side gøres alt hvad gøres kan for at løse opgaven og give patienterne behandling hurtigst muligt. Ingen kan heller i den aktuelle sag påvise, at parterne ikke skulle have bestræbt sig for at gøre hvad de kunne for at løse opgaven. Men alle kan naturligvis se, at der er sket konkrete fejl i kommunikation og planlægning, som burde kunne undgås og som derfor skal rettes op. Men ingen ledere i den offentlige sektor eller i erhvervslivet kan trylle. Ingen kan skabe procedurer eller arbejdsbetingelser der totalt udelukker fremtidige fejl. Og ingen kan forhindre at særligt uheldige forhold eller vanskeligheder lejlighedsvis dukker op på uventet vis og stiller helt ekstraordinære krav til de ansvarlige, som de uanset kompetence og vilje af forskellige grunde ikke altid vil kunne honorere optimalt.



'Systemet' skal naturligvis kritiseres, når der opstår for store problemer. De ansvarlige må tage følgerne, hvis det kan påvises at de ikke har levet op til deres ansvar eller de forventninger man med rimelighed har kunnet stille til dem. Men ressourcerne er nu engang begrænsede, så befolkningen aldrig vil kunne forvente fuldkomne løsninger på deres problemer og sygdomme. Hele den offentlige sektor må - ligesom den private - prioritere med hård hånd. Der kan derfor ikke stå uendelig kapacitet til rådighed døgnet rundt for alle mulige behandlinger. En vis ventetid er uundgåelig. Den bør formindskes mest muligt for særligt alvorlige sygdomme, det siger sig selv - og det er der ingen uenighed om. Men den kan umuligt ad administrativ vej reduceres til helt ideelle maksimallængder der vil kunne gøres fuldstændigt urokkelige og derfor kunne belægges med absolut bindende garantier.

Selve garantibegrebet må altså tages med et gran salt. Ikke fordi der ikke skal gives officielt udtryk for et klart ønske om at give alvorligt syge patienter så hurtig behandling som muligt, men fordi en fuldstændigt bindende garanti aldrig vil kunne gives i et system der beror på samarbejde mellem mange instanser som igen er forvaltede af mennesker der dels kan fejle, dels er udsat for et kolossalt pres for at skaffe optimale løsninger for færrest muligt penge.



En behandlingsgaranti der skal forstås helt bogstaveligt og firkantet juridisk er aldrig givet, og udtrykket 'behandlingsgaranti' burde måske allerede af den grund aldrig være brugt. Det er simpelthen illusionsskabende at bilde folk ind at behandlingsgarantien er absolut. Det er tåbeligt af politikerne at give næring til sådanne illusioner blandt folk, og det er uforstandigt af folk at forlange absolutte garantier af politikerne. Men desværre er det efterhånden blevet mere og mere almindeligt.

Det er naturligvis fuldt psykologisk forståeligt at alle alvorligt syge og deres pårørende i ofte desperate situationer forlanger ubegrænset, hurtig og effektiv hjælp af det offentlige, for mennesker i sådanne situationer er nu engang tilbøjelige til at se alt ud fra deres egen synsvinkel, men det er ikke desto mindre den uomgængelige objektive sandhed at et samfund ikke er og ikke kan baseres på individernes ønsker og krav frem for alle andre hensyn.

Individualsynspunktet strider fundamentalt imod samfundssynspunktet og omvendt. De to synspunkter vil aldrig kunne bringes på en og samme formel eller gå op i en højere enhed. Men begge er berettigede. De er derfor hvad man kalder komplementære modsætninger. De er ligeberettigede og skal begge tages i betragtning, men de kan aldrig afbalanceres på en eller anden for alle acceptabel eller ideel måde - den være sig formel eller reel.



Men når det forholder sig på denne måde, vil man i politik altid se uenighed og strid om hvorvidt det er individualsynspunktet eller samfundssynpunktet der skal prioriteres øverst. Og presset på politikerne vil altid være stort for at tilgodese individernes interesser i højere grad end samfundets - og presset vil desværre konkret kunne give sig meget kontante og uheldige udslag i stemmeafgivningen ved valgene, ikke mindst i situationer hvor stemninger let kan piskes i vejret. Men ansvarlige politikere er nødt til at prioritere samfundssynpunktet øverst. Ikke på kynisk vis som udtryk for at de er ligeglade med folks behov og synspunkter. Tværtimod. Men sådan at de under skyldig hensyntagen til folks interesser sørger for den bedst mulige udnyttelse af de begrænsede ressourcer - herunder så effektiv en administration og kommunikation som mulig - og ikke mindst en forsvarlig langsigtet samfundsøkonomi.

De fejl der er afsløret i systemets håndtering af den såkaldte behandlingsgaranti for kræft- og hjertepatienter bør naturligvis rettes. Forbedringer og effektivisering bør naturligvis indføres. Men hetz mod ministerier, styrelser, amter (regioner) og sygehuse tjener intet formål. Sundhedsstyrelsens nu afgåede direktør har måttet bøde for den aktuelle sags fejl, og det kan næppe siges at være udtryk for den allerhøjeste retfærdighed. For den dygtige og kompetente mand har uden tvivl været sig sit ansvar fuldt bevidst, men altså trods den gode vilje ikke kunnet leve op til det. Han måtte derfor - som spillets regler nu engang er - bøde for det, når sagen fik lov at eskalere. Dette taler naturligvis for at Sundhedsstyrelsen fremover må opprioritere sin forpligtelse til at skabe den bedst mulige kommunikation i systemet. Og dette er også hvad der allerede er sket efter at Gøtrik er fratrådt og en ny direktør er blevet konstitueret.



Sundhedsstyrelsen har i sin helt friske rapport der blev afleveret til ministeren i går klart erkendt fejl i systemet og i bestemte sagsbehandlinger. Og styrelsen har draget den rigtige og nødvendige konsekvens af erkendelsen, nemlig at oprette en enhed i styrelsen der skal tage sig af dette område og drage omsorg for at behandlingsgarantien fremover bliver så reel som mulig ved hurtig og effektiv styring af alle procedurer.

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen redegjorde i TV2 Nyhederne mandag aften klart og dækkende for de nye tiltag, men han blev også flere gange af studieværten Cecilie Beck afkrævet et klart svar på om han nu kunne garantere at alle patienter fremover ville blive behandlet inden for fire ugers fristen. Men naturligvis afgav han ikke en sådan absolut garanti, men gentog hvad de nye og meget strammere procedurer gik ud på.

Det var simpelthen tåbeligt ud over alle tilladelige grænser af Cecilie Beck at blive ved med at insistere på en absolut garanti, for en sådan kan ministeren umuligt afgive, da han ikke personligt er ansvarlig for at sagsbehandlingen i Sundhedsstyrelsen og amterne (regionerne) og på sygehusene ned til mindste detalje sker efter de fastsatte regler. Ministeren ville grave sin egen grav hvis han var så dum at afgive en sådan absolut garanti. Hans ansvar er at sikre at Sundhedsstyrelsen lever op til det ansvar den har ved at de rette procedurer og de rette personer kommer til.

At forlange mere af ministeren er lige præcis at medvirke til at stimulere den hetz-mentalitet der desværre har bredt sig (den har også kørt mod andre ministre som fx familieministeren), men som er ødelæggende for både folkeoplysningen og ansvarlighedsprincippet: Medierne og kommentatorerne skal ikke medvirke til at nære folks illusioner om at der gives absolutte garantier for noget som helst der bygger på menneskeværk.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til:

Sundhedsstyrelsens ventetidsinformation
Sundhedsstyrelsens patientinformation
Sygehusvalg (Amtsrådsforeningen)
Sundhedsvæsenet på nettet
Indenrigs- og sundhedsministeriet



Artikel om   Komplementaritetssynspunktet
Artikel om   Individ og samfund som komplementære fænomener

Artikler om   Danmark
Artikler om   Samfund



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal