Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende06naeste

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.1.06.


Hvem er min næste?

Lignelsen om den barmhjertige samaritan (Lukas 10,30ff) handler om en mand der blev overfaldet af røvere på en landevej og efterladt såret og hjælpeløs. Først kom en præst forbi, så ham, men lod ham ligge. Så kom en levit (en mand af særlig stand) forbi, så ham, men gik også videre. Men som den tredje kom en samaritaner (en mand fra Samaria), og han ynkedes over den hjælpeløse mand, forbandt ham og hjalp ham til et herberge.

Lignelsen blev fortalt af Jesus som svar på spørgsmålet: Hvem er min næste? Og svaret er altså: den som øver barmhjertighed mod én - uanset hvem han er. I lignelsen er den barmhjertige mand en fremmed, en som anstændige jøder ikke ville omgås, men ligefrem regnede for vantro. Men han er ikke destomindre den nødstedtes næste.

Lignelsen har lige siden den blev fortalt stået som eksemplet over alle på sand næstekærlighed, dvs kærlighed der ikke ser på hudfarve, tro, stand eller værd i nogen henseende. Og den går begge veje: dækker såvel hjælperen som offeret. Ja, udtrykket samaritaner er gået videre i det moderne ord 'samarit', person der er uddannet til at give førstehjælp.



Det følelsesmæssigt nogenlunde normale menneske hjælper et menneske i nød uden at spørge om race, religion, økonomisk stand, seksuel orientering eller politisk tilhørsforhold. Vores næste er det menneske vi møder på vor vej som trænger til hjælp eller som hjælper os, hvis vi selv trænger til hjælp - og som gør det uden tøven og uden bagtanker.

Omsat til moderne tider vil ethvert normalt menneske hjælpe en tilskadekommet person - eller, hvis han ikke er i stand til at give den fornødne hjælp, i det mindste sørge for at der bliver tilkaldt hjælp - uden først at undersøge om vedkommende har gjort sig fortjent til hjælpen, er et anstændigt menneske, har tegnebogen i orden, betaler kirkeskat og fagforeningskontingent eller har den rette partibog. Ja, det er i dag en lovbestemt pligt at hjælpe. Og selve det menneske der hjælper er den nødstedte persons 'næste' uanset om han er kristen eller muslim, direktør eller professor, rengøringsassistent, arbejdsløs eller rocker, familiefader eller bøsse.



Det kan umiddelbart lyde mærkeligt at det overhovedet skulle være nødvendigt at påpege denne norm. Men som det fremgår af lignelsen, var den ubetingede, spontane hjælp ikke en selvfølge på Jesu tid. Selv en præst og en levit kunne gå forbi ofret - uden at føle trang eller pligt til at hjælpe. Men der ligger naturligvis en særlig pointe i at det netop er en vantro mand der påtager sig at hjælpe - og derved bliver offerets 'næste'.

I dag ville det nok være et særsyn at svigte i oplagte tilfælde af nød - lige bortset fra at der er mange mennesker der er bange for at hjælpe fx voldsofre for ikke at blive indblandet i en sag med politiet, hvor blot det at vidne kan blive risikabelt. Og det forekommer også at fx bilister der uagtsomt pådrager tilfældige mennesker alvorlige skader flygter fra stedet og bliver 'flugtbilister'. Det er dog næppe af ondskab, men snarere i panik. Og det er strafbart i sig selv.



Når vi i almindelighed betragter hjælp i sådanne nødsituationer som en selvfølge, ligger det imidlertid i at vi taler om forholdsvis enkle situationer - med enkelte individer som både ofre, vidner og hjælpere.

Går vi til den større samfundsmæssige målestok er der tre-fire relativt store grupper vi tvinges til at forholde os til - ikke i vores egenskab af individer, men som samfundsborgere. Det er de syge, fattige og udstødte i vort eget samfund, flygtninge der kommer til landet, og de syge, fattige og udstødte i udviklingslandene. Og som den fjerde gruppe kunne medtages mennesker der rammes af store engangs-katastrofer som tsunamier eller jordskælv.

Her gælder at mange humanister og kristne vil regne alle grupperinger som tilhørende begrebet vor næste. Men andre vil hævde at begrebet næstekærlighed her er irrelevant og bør erstattes af mere objektive begreber og politiske ræsonnementer og dermed henvisning til social-politik, flygtningpolitik, ulandsbistand m.v.

Divergensen er kommet tydeligt frem i forbindelse med den sidste tids angreb mod regeringens social- og flygtningpolitik fra visse præsters, lægers og forfatteres side. Velmenende mennesker der har deres på det tørre er til hver en tid i deres gode ret til at bebrejde andre deres holdninger og gerninger eller mangel på handling. Det kaldes normalt moralisme. Men det er naivt at tro, at de nævnte grupper af nødlidende personer uden videre kan behandles som om de i individuel forstand er vores næste. Det forbyder antallet ganske enkelt. Og benægtes dette, er idealismen blevet til ideologi.



Bortset fra de enkeltstående tilfælde af folk der kommer i klemme i systemet på grund af paragraffer i lovgivningen der ikke har taget højde for lige netop deres specielle situation (og det er der som regel mulighed for at løse gennem dispensation), så gælder at selv et relativt rigt land som Danmark hverken økonomisk, organisatorisk, logistisk eller personalemæssigt evner at løse alverdens sociale problemer alene.

Danmark har ingen muligheder for at tage sig af alle syge, fattige, udstødte og nødlidende verden over, men kan alene hjælpe gennem ulandsbistand, aftaler om flygtningkvoter og bidrag til nationale og internationale hjælpeorganisationer.

For herboende menneskers vedkommende er der også grænser for hjælpen, fordi ressourcerne nu engang er begrænsede, men også fordi socialbyrden har vokset sig for stor gennem alt for lang tids forfejlet politik, der har sat for mange nødlidende på langvarig, ofte livsvarig bistand. Den sociale ideologi i 1960'erne gjorde med Jørgens S. Dichs udtryk særforsorgen til et kulturfænomen, og det har vi lidt under lige siden. Det retter man ikke op på uden at nogen kommer i klemme og i nogen udstrækning bliver henvist til private organisationers hjælp. En af hovedårsagerne er netop at folk i højere og højere grad har skudt den selvfølgelige næstekærlighed (med vilje til at hjælpe de nærmeste) fra sig og simpelthen betragtet hjælp som en selvfølgelig samfundsopgave. Nøden er 'samfundets skyld', og følger bliver hjælpen også samfundets ansvar, lyder ræsonnementet.



Man kan mene at der i de senere år er kommet flere fattige der er i fare for udstødelse af samfundet. I hvert fald er der nok tale om at vi i dag ser andre typer af udstødelse og derfor må konstatere, at de gamle foranstaltninger er utilstrækkelige. Og det bør man naturligvis opveje for ikke yderligere at overbelaste det sociale system og dermed undergrave 'sammenhængskraften' i samfundet. Men her er det nøgtern politik - og ikke næstekærlighed der skal til. Politik i et moderne demokratisk samfund skal i høj grad bygge på en etisk forpligtelse til at tage sig af de svage, men næstekærlighed er noget andet og snævrere.

Humlen er og bliver at der er forskel på næstekærlighed og offentlig socialpolitik. Den første falder ind under individualsynspunktet, men den sidste under samfundssynspunktet. Og disse to modstridende synspunkter falder aldrig i hak, men må gøres gældende hver for sig. De er komplementære modsætninger - med hvad dertil hører af sondringer.

Mange humanister og idealister vil betragte synspunktet som kynisk, men det har intet med kynisme at gøre at se kendsgerninger og forskelle i øjnene. Tværtimod er det forudsætningn for en praktisk løsning af problemerne at fastholde forskellen.

Kristne humanister har lov til at regne lignelsen om den barmhjertige samaritan som grundfortællingen om næstekærligheden, men hævder de at den uden videre og uden forbehold eller begrænsninger kan overføres fra det individuelle aspekt, der lå i den fra starten, til videregående samfundsmæssige aspekter der kan gøres gældende i vores helt anderledes moderne tidsalder, så driver de politik og ideologi. Og i så fald bør de tage et personligt ansvar for synspunktet uden specifikt at påberåbe sig kristendommen som autoritet.

I al enfoldighed

Peer Sendemand



Henvisninger:

Artikel om Jørgen S. Dichs synpunkter:  Klik
Artikel om komplementaritetssynspunktet:  Klik
Artikler om etik:  Klik

Artikler af Peer Sendemand:  Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal