Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel38offentlige

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.10.06.


Aktivismen og demokratiet

af Jens Vrængmose

Velfærdsdebatten i Danmark har i de sidste uger - naturligt nok - fået sin ganske særlige karakter, fordi kommunerne har fremlagt de budgetter der skal gælde for næste år og dermed for det første år under den nye kommunalreforms regi. Det giver for en del usikkerhed om fremtiden, også hos beslutningstagerne, og da mange kommuner lægges sammen med andre, bliver resultatet også en vis udligning af serviceniveauet således at kommuner med relativt høj service må gå lidt ned, mens kommuner med relativt lav service kan gå lidt op. Det skulle alle steder være til at leve med, eftersom niveauet generelt er højt her i landet. Vi taler reelt om forskydninger i fx udgiften pr. barn i den enkelte kommune på omkring tusind kroner fra fx 48 til 49 tusinder kr. Den store undtagelse er Århus kommune, der står i den helt specielle situation at måtte skære kraftigt ned på grund af helt uansvarlige budgetter uden om den daværende Venstre-borgmester for et par år siden. Her er uroen derfor blevet stor - og herfra har den bredt sig til enkelte andre kommuner, inklusive Københavns kommune, der ligesom Århus ledes af en socialdemokratisk borgmester.

Som nævnt i artiklen om nedskæringer og prioriteringer i det offentlige (28.9.06.) har regeringen sørget for at væksten i det offentlige forbrug nogenlunde har holdt trit med væksten i det private forbrug, men også omhyggeligt sørget for at væksten ikke er løbet løbsk eller får lov til at løbe løbsk næste år, hvor kommunalreformens ændringer skal falde på plads. Ansvarlig politik i en sådan situation er at holde igen på de offentlige udgifter, dvs økonomisere og prioritere meget stramt, og afvise enhver tanke om på gammel socialdemokratisk vis at bruge los af det overskud der vitterligt findes på de offentlige finanser. En sådan politik ville nemlig betyde en overophedning af økonomien sådan som det skete i halvfjerdserne med det uundgåelige resultat at manglen på arbejdskraft bliver endnu værre end den allerede er. Resultatet ville med andre ord gøre et større økonomisk indgreb med kraftige generelle nedskæringer nødvendigt om kort tid.

Regeringen skal have ros for sin ansvarlige politik, og oppositionen tilsvarende ris. At en del udvalgte mennesker ifølge tilfældige interviews i medierne har svært ved at forstå de ellers simple nationaløkonomiske sammenhænge, er beklageligt, men gør det isoleret set forståeligt at de deltager i forskellige demonstrationer og protester mod kommunernes og regeringens politik. De har uden tvivl i langt de fleste tilfælde ærlige hensigter, men i realiteten er de ofre for manipulation fra de aktivisters side som aldeles ikke har varetagelse af børns, skoleelevers, pædagogers, læreres, syges og ældres tarv for øje, men derimod primært ønsker at komme regeringen til livs.



Det skal disse aktivister naturligvis have lov til, fordi vi lever i et demokrati, hvor det er tilladt at tænke, ytre sig, protestere og demonstrere mod hvad som helst, og altså også arbejde systematisk for at undergrave den lovligt valgte regerings hidtil solide flertal i befolkningen og dens gode muligheder for genvalg ved næste folketingsvalg. Sådan er spillereglerne. Man skal bare ikke tro at det nødvendigvis har noget med demokrati at skaffe at gøre brug af sin ytrings-, forsamlings- og demonstrationsfrihed til regulær obstruktion. For demokrati indebærer nu engang også at man accepterer en lovligt valgt regerings ret til at gennemføre sin ansvarlige politik i det omfang den kan skaffe flertal for den i folketinget, selv om man eventuelt personligt er imod den. Man kan arbejde for at ens meningsfæller vinder næste valg, men det har intet med demokrati at gøre at obstruere gennemførelsen af lovligt valgte råds lovligt vedtagne og ansvarlige politik.

Og det har heller intet med demokrati at gøre at lukke øjnene for kendsgerningerne og gå imod en politik der er båret af sund fornuft og ansvarlighed. Tværtimod er det misbrug af de demokratiske friheder, ganske som de offentligt ansattes ulovlige arbejdsnedlæggelser var i 1979, hvor de var vendt mod en ellers populær socialdemokratisk statsminister som Anker Jørgensen, og hvor de var langt mere omfattende end aktionerne i dag, fordi klasseskellene endnu var stærke. Undertegnede oplevede dengang at være eneste mand på en stor kommunal forvaltning under Københavns kommune der nægtede at efterkomme de faglige klubbers opfordring til ulovlige arbejdsnedlæggelser, og tilsvarende måtte min ægtefælle dengang gå mod strømmen på en skole på Frederiksberg, fordi aktionen delte folk i dem der ville politisere en faglig protest mod en objektivt set nødvendig justering af landets økonomi og dem der ikke ville.



Kommunalreformen er en stor mundfuld for alle implicerede parter, og det kan være svært for ikke at sige umuligt for såvel beslutningstagere som menigmand at overskue konsekvenserne. Men at påstå at det er lærere, pædagoger og plejepersonale samt forældre og pårørende der bedst véd hvordan virkeligheden er, er simpelthen demagogi, for dels har næsten alle borgere på en eller anden direkte eller indirekte måde så stor berøring med institutionerne at de kan sætte sig ind i problemerne, dels og navnlig har virkeligheden nu engang to sider, nemlig den lokale og den generelle. Og de går ikke altid op i en indlysende logisk syntese.

Faktisk forholder det sig sådan, at lægger man al vægt på forholdene i det lokale miljø, altså på de enkelte institutioner, så vil man forlange flere og flere midler til rådighed til en forbedring af service'en. Men lægger man vægten på den generelle og overordnede økonomi og beskæftigelse, så vil man forlange størst mulig balance mellem indtægter og udgifter og ikke risikere at ødelægge økonomien gennem udpumpning af midler. Kun at se på de lokale interesser er snæversyn. Mens ansvarlighed er at sørge for balancen i den offentlige økonomi.

Det véd såmænd langt de fleste mennesker og alle politikere, analytikere og kommentatorer, men når det alligevel viser sig at mange borgere kan mobiliseres til ren politisk kamp mod kendsgerningerne og ansvarligheden, så skyldes det at mange falder for fristelsen til at blive politiske aktivister. Og spørger man hvorfor, vil svarene blive flere.



Dels er der faktisk en vis frustration blandt ganske almindelige mennesker over ikke at kunne overskue de konsekvenser som heller ikke beslutningstagerne fuldt ud kan overskue. Dels er der en påfaldende utålmodighed over for reformerne. Mange vil ikke vente og se, hvad de egentlig ender med når de er faldet helt på plads og det første vanskelige overgangsår er overstået og mulighederne for bedre økonomi i kraft af stordriftsfordele slår igennem. Dels er der utvivlsomt også en udbredt, men urimelig forventning om at velfærd er det samme som øgede offentlige udgifter, skønt velfærdsdebatten og -forliget netop har påpeget at landets fremtidige velfærd nødvendiggør stigende økonomisk ansvarlighed. Dels er der endeligt en tydelig vilje og et tydeligt håb om at vende den partipolitiske udvikling, så der skabes muligheder for at det hidtil urokkelige regeringsflertal afløses af en hidtil yderst splittet opposition. Det sidste punkt er uden tvivl afgørende for initiativet til og energien bag de aktuelle aktioner.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har ikke været i tvivl om forholdet og har utvetydigt meldt ud, at han anser det for givet at aktionerne er 'socialistisk inspirerede'. Det har han naturligvis måtte høre for fra deltagere i aktionerne som ikke regner sig for socialister. Men i realiteten har han ret, fordi der er markant forskel på om man som forældre til børn i børneinstitutionerne er utilfredse med påtænkte (men endnu ikke gennemførte) nedskæringer og ønsker at markere denne utilfredshed eller om man på den anden side er professionel aktivist og socialist og ønsker at benytte enhver given anledning til protest til at rejse en bevægelse mod regering og kommunalbestyrelser.

Der er klare konkrete eksempler på, hvordan aktionerne rundt omkring i landet er velforberedte og velorganiserede. De er styret af folk der véd hvordan man sætter protester, demonstrationer og boykotter i værk. Man véd hvem nogle af disse ledere er, og man véd specielt at en af de mest aktive fagforeninger bag aktionen er hvad man har lov til at kalde stærkt venstreorienteret - uden at behøve at frygte sagsanlæg for bagvaskelse, racisme eller diskrimination. Folk der har en smule personligt kendskab til nogle af disse fagforeninger, véd også at deres erfaringer med hensyn til aktionering går langt tilbage i tiden, nærmere betegnet til tiden da klassekampen var en realitet. Det er den de ønsker tilbage.



Regeringen har derfor i den konkrete situation intet andet valg end at stå fast på kommunalreformen, velfærdsforliget og den økonomiske ansvarlighed. Den kan gøre det så meget roligere som den véd at reformerne og forliget - tillige med de bebudede nye 'kvalitetsreformer' - vil slå igennem i løbet af de næste to år, og at valget tidligst kommer om to år. Så længe kan gejsten bag aktivisternes aktioner ikke holde. Vi vender aldrig tilbage til klassekampen. Den politiske kamp står fortsat på midten af dansk politik. Alt andet er utopi.

En del kommentatorer giver ikke desto mindre udtryk for at regeringen skulle være i krise. Og rigtigt er i hvert fald at den kunne have været bedre til at forklare kommunalreformen og velfærdsforliget for befolkningen. Men krise er den ikke i, heller ikke hvis man skeler til de meningsmålinger der på det sidste har været lidt til ugunst for regeringen. Den slags går op og ned. Men unægteligt kan socialdemokraterne glæde sig over lidt mere medvind end hidtil. Til gengæld har de ingen chancer for at kunne overbevise de radikale om at økonomisk uansvarlighed skulle bane vej for en kommende regering.

Sagen er i sidste ende at den nuværende konflikt er en glimrende dokumentation for at demokratiet er og bliver en fortløbende læreproces. Hvad der foregår er en konflikt mellem nøgternhed og ansvarlighed på den ene side og utopisk tænkning, snæversyn og uansvarlighed på den anden side. Kunsten er at bevare realitetssansen og ansvarligheden og alligevel sørge for udvikling og dynamik i landet.

Forholdet er derfor også at velfærdssamfundet er en læreproces og ikke et statisk fænomen. Det skal og kan videreudvikles, men dette kan af gode grunde kun ske tilfredsstillende, hvis ansvarligheden og den sunde fornuft holdes fangen. Velfærdssamfundet betyder ikke grænseløs udpumpning af offentlige midler på noget tidspunkt, men tværtimod en sådan økonomisk ansvarlighed at betingelserne for et højt velfærdsniveau fortsat er til stede om fem, ti, femten og femogtyve år.

Iøvrigt vender Jernesalt tilbage til statsministerens åbningstale i folketinget tirsdag.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Nedskæringer og prioriteringer i det offentlige  (28.9.06.)
Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)
Velfærdsudspillet  (6.4.06.)
Velfærdskommissionens udspil sparket af banen?  (9.12.05.)
Kommunalreformen på plads  (25.6.05.)

Finanserne og humoren   (31.8.06.)

S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt  (21.02.06.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)

Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering

Jernesalts værdimanifest

Jens Vrængmoses rubrik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal