Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - asyl

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.4.06.


Er det synd for de afviste asylsøgere?

Debatten om visse afviste asylsøgeres kummerlige tilværelse på danske asylcentre kan tages som et skoleeksempel på en ubehagelig komplementær modsætning mellem menneskelig barmhjertighed og overordnet samfundsmæssig nødvendighed - dvs mellem indivualsynspunktet og samfundssynspunktet. Jf artiklen Individ og samfund som komplimentære fænomener.

Intet menneske med normalt følelsesegister der har set og hørt de hårdest ramte asylsøgeres beretninger om et yderst problemfyldt familieliv i et enkelt lille asylcenterværelse med to voksne og et par børn, hvoraf en eller flere oven i købet er psykisk syge eller truet af sygdom, kan undgå at blive følelsesmæssigt berørt af medieindslagene. Tragedierne udspiller sig over flere år, i de værste tilfælde helt op til syv år. Det er ubehageligt og bekymrende, ja for nogle direkte rystende at se at den slags forekommer i et land som vores med relativt høj social og moralsk standard. Og det må nødvendigvis rejse spørgsmålet om det er rigtigt eller forkert, værdigt eller uværdigt.

At rejse dette spørgsmål har naturligvis også været den åbenlyse hensigt da Røde Kors' asylchef Jørgen Chemnitz før påske inviterede folketingets integrationsudvalg på besøg i asyllejrene. For godt nok er der i de senere år skabt forbedringer i lejrene, ligesom antallet af afviste asylsøgere der venter på hjemrejse er faldet. Og godt nok er det et lille antal af de tilbageblevne der er ramt af psykisk sygdom. Men de er der altså - og det vidste nogle af de besøgede udvalgsmedlemmer åbenbart ikke. Og derfor kunne de ikke lægge skjul på at de var blevet rystede.

Det gjaldt bl.a. venstremanden Eyvind Vesselbo og den tidligere konservative socialminister Henriette Kjær - og de fik derfor rig lejlighed til efterfølgende at demonstrere hvordan man forvandler den emotionelle rystelse til nøgterne krav om relativt små forbedringer for de ramte familier og deres børn. Det kan der grines ad, for det er jo altid en mediemæssig fornøjelig sport at se politikere prøve at genfinde den maske de mistede i et ubevogtet øjeblik.

De blev bogstaveligt talt kaldt til orden og nøgternhed da statsministeren og integrationsministeren slog fast, at alle love og konventioner overholdes, at asylsøgerne kun afvises efter grundig og retfærdig sagsbehandling, og at der gøres en stor indsats for at hjælpe de afviste med at rejse hjem og etablere sig i hjemlandet. De der nægter at rejse hjem bærer selv ansvaret for følgerne af deres beslutning. Hvis aylsøgeres afvisning af hjemrejse kan føre til ophævelse af myndighedernes afvisning af asyl, vil hele lovgivningen på området blive undergravet. Og det ønsker regeringen og dens parlamentariske flertal ikke.



Regeringen tilkendegiver altså klart, at den ønsker at fastholde den stramme asylpolitik og dermed principielt at sætte det overordnede politiske og samfundsmæssige hensyn over en individuel, social eller humanitær hensyntagen. Det burde der ikke være noget overraskende i. For det er forskellen mellem den siddende regerings politiske linje og den socialdemokratisk-radikale oppositions. Og den første er der flertal for i befolkningen.

Ingen bestrider at det isoleret set er synd for de ramte familier at deres eget valg mellem de to muligheder som en asylafvisning indebærer fører til en langvarig og nedbrydende henslæben af et liv uden håb og mening i en asyllejr. Men ingen burde heller kunne bestride at det overordnet, samfundsmæssigt set er og bliver deres eget valg, og at familieoverhovederne som voksne mennesker burde fravælge den håbløshedens vej der først og fremmest rammer deres egne børn.

At der må kunne findes en løsning der råder en lille smule bod på børnenes ulykkelige situation må i princippet ikke rokke ved det forhold, at ansvaret for familiernes skæbne ligger og skal ligge hos familieoverhovederne.



I princippet gælder nøjagtigt samme overordnede samfundshensyn over for de øvrige udsatte grupper i det ulige danske samfund, dvs de socialt og uddannelsesmæssigt dårligst stillede individer og familier. Socialpolitikken skal være indrettet så den så vidt muligt forebygger at nogle falder ud af 'systemet', og hvis de alligevel gør det, da bliver 'samlet op' og får det minimum af underhold vi synes alle bør være sikret i et velfærdssamfund. Men socialpolitik må ikke være indrettet så den tager ansvaret fra folk. Det er tværtimod al fornuftig socialpolitiks fornemste opgave at få alle udsatte og svage til at påtage sig et ansvar for deres egne skæbne.

Dette er der selvsagt uenighed om mellem de forskellige partier og vælgergrupper. Specielt er det indlysende at der er et hav af socialbehandlere og psykologer der er mere end villige til at træde til med både råd og velbetalt dåd for de svage. Men det er faktisk også dette der skiller hovedgrupperne i landets vælgerskare. Og ganske særligt har gjort det efter 1970 - Jf. artiklen om Den herskende klasse efter 1970.

Sagen er at individualsynspunktet der primært ser på det enkelte menneskes situation og derfor fortrinsvis næres af trangen til hjælp og barmhjertighed står i skærende modsætningsforhold til samfundssynspunktet der primært ser på den overordnede helhed og derfor understreger individernes personlige ansvarlighed.

Modsætningerne er typisk komplementære. De kan ikke forenes i en logisk syntese der så at sige ophæver modsætningsforholdet. De må tværtimod accepteres i deres principielle uforenelighed og derudfra ses som hver især berettigede og gavnlige. Men i de praktiske situationer tvinges man til et valg. Dette valg kan i visse tilfælde være højst ubehageligt, fordi det medfører visse uønskede konsekvenser - her problemer for de afviste asylsøgeres børn - men overordnet set kan det være nødvendigt for helhedens og den langsigtede asylpolitiks skyld.



Følelserne kommer i sådanne tilfælde i klemme, fordi den umiddelbare emotionelle reaktion er at man skal vælge hjælpsomhedens og barmhjertighedens vej, mens den langsigtede politiks vej kræver bevarelse af nøgternhed og sund fornuft. I almindelighed siger man at den første vej er at følge hjertet, mens den anden er at følge forstanden. Bedre er at sige, at den første vej direkte udspringer af de psykiske primærprocesser med deres kortslutning mellem intense følelser (her det store ubehag ved konfrontation med lidelse) og konklusioner om hvad der skal gøres (her fjerne årsagen til ubehaget, dvs lidelsen). Men den anden vej implicerer det gustne overlæg som kræver sekundærprocesser med hele deres logik og nuancerede betragtninger, herunder ikke mindst det langsigtede perspektiv. - Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser.

Det går altså ikke at betragte barmhjertigheden som eneste moralsk forsvarlige reaktion, sådan som man fx vil kunne sige i tilfælde af at man kommer ud for et ulykkestilfælde der kræver øjeblikkelig hjælp. Ubehaget ved konfrontation med lidelse bør naturligvis ikke føre til at man lukker øjnene for lidelsen. Det ville være afstumpethed eller kynisme. Ubehaget må derimod føre til at man nøgternt overvejer hvad der kan og skal gøres. Og her undgår man ikke også at inddrage spørgsmålet om personlig ansvarlighed. At hjælpe umiddelbart og ubetinget i alle situationer hvor man konfronteres med lidelse kan ikke uden videre betragtes som det moralsk rigtige, for en sådan reaktion kunne skyldes manglende evne til at udholde konfrontationen med lidelsen. Det kunne være ren og skær angst der dukker op - og den er i hvert fald ikke til megen nytte i en krisesituation. Tværtimod.

Ikke mindst i alle komplicerede sager må det af fornuftens vej forlanges at det langsigtede perspektiv holdes op mod det kortsigtede. Og det vil i sagerne om de afviste asylsøgere sige, at man ikke må se bort fra familieoverhovedernes personlige ansvar for deres familiers skæbne. Det er simpelthen uansvarligt af familieoverhovederne at foretrække en fortsat henslæben af familiernes liv i asyllejre uden håb og mening - frem for en tilbagevenden til deres hjemland med de udfordringer en sådan tilværelse måtte have.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Individ og samfund som komplimentære fænomener
Den herskende klasse efter 1970
Komplementaritetssynspunktet
De psykiske grundprocesser
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal