Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Latterkoncilet

LEHRSTÜCK FRA JERNESALT


Latterkoncilet

Brudstykker af et anonymt drama, et såkaldt 'Lehrstück',
reddet ved Rigsarkivets flytning fra Slotsholmen til Odense Forbrændingsanstalt.

Personerne:
Jokeren og dr. Stockmann fra Reformpartiet.
Akslen, Professoren, Redaktøren, Jeanne og Beate fra Folkepartiet.
Gro og Jørgen fra Sandhedskommisionen
En kvindelig bedemand.



Vi er i 4. akt.

2. scene

På platformen til venstre ses Jokeren i mørk habit, hvid skjorte og slips - foran en mikrofon på stander.

Jokeren: Jeg har afvist at danne regering med dette splittelsesparti, for man skal være klar over, at på Folkepartiet kan man ikke bygge en fast politik. Og de fantasier dets formand har om, hvad han kan komme til at betyde i dansk politik, kan han roligt stikke skråt op.... øh, jeg mener: se bort fra .... Så længe jeg sidder ved roret i Reformpartiet, bliver der ikke noget af et samarbejde med disse Østvenner og splittelsesagenter.

3. scene

Akslen på kanten af en kane, hvor han har ligget og drømt..
Jørgen og Gro har sat sig på de nærmeste stole.

Jørgen: Det var et standpunkt!
Gro: Hvor er det næste?
Akslen: Ja, det må I nok spørge om. Det var unægteligt en spand vand i hovedet fra Jokeren. Men han var uimodtagelig for sund fornuft.
Gro: Altså en ny ørkenvandring for dig og dit parti. Var du ved at give op?
Akslen: Så let opgiver en mand af min støbning ikke. Jeg var hærdet gennem fyrretyve års kampe.
Gro: Men havde også næret store drømme og forhåbninger med Folkepartiets overraskende komet-start. Og så røg du lige pludseligt helt ned i kælderen.
Akslen: Vi holdt os meget stabile på en halv snes mandater - og det er nu ikke kælderniveau.
Jørgen: Men I kunne ikke bruge mandaterne til øget pres på reformisterne. Så den store omvæltning fortonede sig endnu engang i det fjerne.
Akslen: Du husker galt. For pludselig kom chancen, da Reformpartiet dummede sig gevaldigt med et boligforlig der ramte alle almindelige mennesker i landet ..... Det blotlagde den kendsgerning, at Reformpartiet var uden kontakt med, hvad der rørte sig i befolkningen ...... men så kan det ellers nok være, at de vågnede op!

(Spotlys på platformen til venstre med Jokeren ved mikrofonen. )
Jokeren (i lidt skarpere tonefald end før, men stadig fuldstændigt kontrolleret): Jeg vil gerne understrege én ting helt utvetydigt: Indtil jeg skifter standpunkt, vil jeg lægge hovedet på blokken på, at splittelsespartiet og dets formand aldrig får nogen indflydelse på min politik.
(Spotlys slukkes.)

Jørgen: Og måske netop på grund af denne afstandtagen høstede I gevinsten ved det følgende valg. I vandt en jordskredssejr der ikke alene fordoblede jeres mandattal, men for første gang i landets historie skabte et rødt flertal.
Akslen: Ja, vi førte en særdeles veloplagt og velorganiseret valgkamp på løftet om en virkelig skattereform. Vi ville under ingen omstændigheder tolerere, at skatten blev lagt over på forbruget. Vi ville have det asociale boligforlig væk. Vi understregede, at vi ikke ønskede at komme i regering, men anså vores indflydelse for større udenfor.... og på dette klare budskab blev vi bogstaveligt løftet til tops af flere hundrede tusinde stemmer ....... Ti procent af befolkningen! Eller omtrent lige så mange som det revolutionære parti opnåede lige efter befrielsen. Det var en triumf og en gevaldig opmuntring.
Gro: Men lige som dengang varede rusen ikke så længe.
Akslen: Problemer hører et dynamisk samfund til og kan altid løses med de rigtige folk ved tømmerne..... Allerede ved bruddet med mit gamle parti måtte jeg sande, at vi mennesker føres af kræfter vi ikke er hundred procent herre over. og dette vil sige, at vi undertiden - ad uransagelige veje - ledes til indsigter vi ikke havde før og til beslutninger vi end ikke med vores bedste vilje var i stand til at træffe tidligere.

Jokeren kommer hen til Akslen og hvisker ham noget i øret.
De går ud på platformen til højre,
hvor de stående nyder en kop kaffe ved et højt bardisk.

4. scene

Jokeren (stadig med kold maske): Tillykke med gevinsten, hr. partileder.
Akslen (også reserveret): Tak for det, hr. regeringschef. Jeg kan jo desværre ikke sige "I lige måde". Jokeren: Tænk ikke på det! I realpolitik er det ikke mit partis mandater alene der tæller.
Akslen: Men Reformpartiets og Folkepartiets tilsammen, ikke sandt? Og ifølge Rønnows regnebog har vi lige akkurat flertal. Valgets væsentligste resultat turde altså være, at vi nu for første gang i landets historie har et progressivt flertal.
Jokeren: Det forudsætter vist ikke den store regnekunst at nå frem til denne konklusion, men det forskyder unægteligt perspektivet betydeligt for mit eget vedkommende.
Akslen: Omtrent som når man flytter kikkerten fra det blinde øje til det seende?!
Jokeren (smilende): Sådan kan det godt siges.....
Omstændighederne tvinger os i hvert fald til at se tingene fra den humoristiske side og tage det sure med det søde. Vi vide, hvorfor vi bære vore gyldne kæder, som de gamle sagde.... Så hvis det kunne passe i din kalender, så lad os ses på mit kontor i morgen kl. 10 ..... Der skal smedes, mens alle jeres nye mandater er varme!
Akslen (opmuntret): Intet kunne passe mig bedre end at lade Fremtidens Danmark komme i vor varme støbeske.
(De giver hinanden hånden. Bedemanden snupper et billede af dem. Lyset slukkes.
I det fjerne høres et arbejderkor synge "Danmark for Folket".

I midten ses nu et stiligt ministerielt kontorinteriør med røde tapeter og rødt gulvtæppe. Gennem vinduerne udsigt til Gammel Strand og Frederiksholms Kanal. På en lille forhøjning ved bageste væg er placeret en stor 'tronstol' med rødt betræk. Stolen er bred nok til, at der er rigelig plads til to personer. Til venstre højryggede armstole og et mahogni-bord med kaffekande og -kopper samt cognacflaske og -glas. Portræt af 'landsfaderen' Stauning på væggen bag 'tronstolen'.

5. scene På gulvet står dr. Stockmann, med højt, kraftigt og tilbagestrøget hår, i samtale med Professoren. Begge ryger på store cigarer. Professoren har en lup i kæde om halsen. Han har for vane at rokke lidt med hovedet, når han taler. Jokeren viser Akslen ind.

Jokeren: Reformpartiet lægger afgørende vægt på at bevare regeringsmagten ..... Vi kan nu sige med fuld ret, at vi har været ved fadet så længe, at det danner parlamentarisk præcedens.
Akslen: .... også vi i Folkepartiet lægger vægt på, at Reformpartiet fortsat bærer det tunge regeringsansvar! Stockmann: Men tro ikke, at vi kommer nogen vegne med forhandlingerne, hvis I kryber uden om at påtage jer et reelt medansvar.
Professoren: Vi er aldrig løbet fra noget ansvar, vi selv har påtaget os, men vi påtager os til gengæld heller aldrig ansvar for noget som vi ikke har sat vores tydelige mærke på.
Jokeren: I kan uden besvær få del i vores politik ved at stemme for den. Spørgsmålet er, om I også vil have del i taburetterne. Jeg kan røbe, at man sidder godt på en reform-designet taburet.
Akslen: Det må afhænge af, hvad vore to partiers eksperter i udvidelsen af den offentlige sektor finder ud af inde ved siden af. Men det er vel ikke nogen hemmelighed for nogen, at vort parti anser det for mest fordelagtigt at sidde med i regeringen.
Professoren: Vore mest erfarne folk er velkvalificerede og modne til gerningen - og trænger faktisk til at prøve evnerne af.
Stockmann: Modne til realpolitik, håber jeg, for den bitreste pille bliver at sluge den nye merværdiomsætningsafgift. Den har ikke været i fokus før, men de seneste analyser har ført os til at anse den for selve forudsætningen for den offentlige sektors centrale placering i det politiske billede i den kommende tid.
Akslen: Jeg har slugt mange bitre piller i mit liv, sa jeg tror såmænd ikke denne bliver den værste - endsige den sidste!
Jokeren: Politik er blot et spørgsmål om at have baglandet i orden. I vore rækker forstår man fuldtud, at det vi ledere foretager os altid er til folkets bedste.
Professoren: Det er der måske nok af og til tvivl om i vore rækker ..... (Jokeren og Stockmann ser spørgende på ham) .... Ja, jeg mener blot, at der af og til i vore rækker har været tvivl om, hvorvidt jeres politik altid har været til landets bedste. Men vi har begrundet håb om, at tvivlen er vejret bort med det friske pust valget har ladet feje over efterårets farver.

Lys på platformen til højre, hvor Redaktøren - med fuldskæg, stor mave, og røde seler - står ved siden af en mængde røde telefonapparater.

Redaktøren (i en af telefonerne):
Alt tyder på, at Akslen og Fessoren siger ja til at blive ministre.
De er syge efter taburetterne. Sørg for telegrafisk protest omgående fra jeres kreds! Spar ikke på ukrudtet! Dette her er forræderi så det klodser. (Spotlys slukkes.)

(Bedemanden - i rød postjakke - kommer ind i det ministerielle kontor med en stor postsække med breve og telegrammer, som hun hælder ud på gulvet.)

Bedemanden: Værs'artig! Det skal være protester fra Folkepartiets afdelinger over hele landet.
Akslen og Professoren kigger på nogle af dem.
Akslen: Den sædvanlige uforstand i vort nye parti. Tropperne stoler ikke blindt på deres anfører, sådan som de gjorde i gamle dage.
Professoren: Men det er der råd for. Det er kun et spørgsmål om fornuftig vejledning og organisation.... (til Akslen) .... Tal et kammeratligt ord med Redaktøren!
(Akslen forlader lokalet. De andre sætter sig. )

Jokeren: Der er vel ikke ugler i kartoffelmosen?
Professoren: Åh, det kan man ikke kalde det, men svamp og råddenskab dukker op i alle gode huse, hvis ikke herren i huset er om sig.
Stockmann: Jeg håber ikke, du tror, man han drive realpolitik her i landet med mytterister som bagland?
Professoren: Jeg kan forsikre dig, at jeg tror lige det modsatte, og at vi har styr på køkkentøjet i løbet af en times tid.
(Lys på platformen til højre. Akslen og Redaktøren ved samme bord som før. )

6. scene

Akslen (højt): Hvad fanden er meningen? Her sidder vi og ordner paragrafferne med Jokeren og Stokkefar og så kommer det væltende ind med protester midt under offerhandlingen. Det skal stoppes øjeblikkeligt, siger jeg, ellers er du ikke redaktør én dag længere i denne butik! .....
Tror du vi fritog dig for videre studier på universitetet for, at du skal se gennem fingre med den underminering der sker bag ryggen af os? Tror du det er en sandkasse, dette her?
Redaktøren: Aldeles ikke, men vore medlemmer er foruroligede over den pludselige vending i vores politik. De føler det faktisk som rent og skært forræderi.
Akslen: Jeg vil blæse på vore medlemmer. De er nogle brushoveder og teoretikere uden føling med realiteterne. Vore vælgere derimod, de har de sunde instinkter i behold, og de har givet os uforbe- holdent mandat til forhandlinger.
Redaktøren: Jeg tror du undervurderer protesterne. De kommer ogsa fra vælgerne, mange endda fra vore nye vælgere ...... Vi må ikke bringe os i den situation, at vi skuffer vore vælgere endsige går direkte på tværs af deres interesser.
Akslen: Intet er mig fjernere. Men hvis nogen her i landet véd, hvad der tjener vore vælgere bedst, så er det mig. For jeg er Danmarks mest gennemsnitlige menneske!
Redaktøren: Danmarks mest gennemsnitlige ...... ? Men er det ikke noget med livsløgn,? ..... Du tror da vel ikke .....?
Akslen (hårdt): Jeg tror hvad jeg tror, og véd hvad jeg véd. Det er kun et spørgsmål om selvtillid, skal jeg sige dig. Og min selvtillid har aldrig været større end i denne stund .... (ser intenst på Redaktøren) ... Men din selvtillid, kammerat? .... Jeg tror .... nej jeg véd, at du for din selvtillids skyld er mand for at få dette infame mytteri stoppet øjeblikkeligt, for ellers garanterer jeg for, at en vis person er færdig i dansk politik. (Spotlys slukkes.) (Tilbage til kabinettet')

7. scene

Jokeren, Stockmann og Professoren sidder med hver sit eksemplar af et dokument, som de studerer. Akslen vender tilbage, idet han gnider sig i hænderne.
Akslen: Det var det! Man kan vel stadig sætte sig i respekt!
Jokeren: Det anede mig - og i mellemtiden har vi fået forelagt vore eksperters udkast til en samarbejdsaftale (giver Akslen et eksemplar). Professoren har gransket det nøje med luppen - og har kun fundet kommafejl. Og de vil naturligvis blive rettet.
Professoren: Ja, man kan ikke være for pertentlig. Jeg kan sige god for aftalen. Det er solidt arbejde vore betroede folk har præsteret. Boligforliget løber uændret videre. Personbeskatningen bliver ikke rørt. Forbrugsbeskatningen vil få et lift der totalt vil forandre vort samfund i løbet af ti år.
Stockmann: Aftalen er reformpolitik af reneste karat - med en gradvis udvidelse af den offentlige sektor som hovedmål. Og den vil ingen såmænd opdage, før det er for sent at lave den om.
Jokeren: Dét er vores lille kunststykke, og dét vi kan få vort bagland til at acceptere. Men hvad Fremtidens Danmark iøvrigt bliver, kan vi ikke vide - og skal vi ikke bekymre os om.
Akslen (færdig med at læse): Jeg kunne måske ønske enkelte formuleringer lidt blødere af hensyn til visse vælgere, men det er biting ..... Det er jo ikke et tale-manus, dette her. Og desuden er vi under tidens pres.
Stockmann: .... Og under ansvarets åg, mine herrer! Det sidste håber jeg hele jeres folketingsgruppe har begrebet.
Professoren: Det er vel så meget sagt, eftersom vi ikke har haft lejlighed til at mødes med den endnu, men det indhenter vi i eftermiddag.
Stockmann: Og I kender jeres nye folk så godt, at I er sikre på at få aftalen igennem?
Akslen: Vi kender overhovedet ikke vore nyvalgte folk, men vi er sikre på, at vi der har erfaringerne også kan katalysere dem. Hurtigt og effektivt. Jo hurtigere, jo bedre.
Stockmann: Ellers må I paralysere dem ..... med stokkemetoder ..... Så de kan lære, at politik ikke er for pattebørn men for voksne kamphaner med kammen lige i vejret.

(Bedemanden - med lille klædelig hue med rød kam - kommer ind med et par store kranse, som hun - med skrabud med benene - lægger pa gulvet, oven på protestbrevene. Hun retter på de rødlhvide bånd og læser op. )

Bedemanden: Her står 'Farvel til revolutionen fra de sørgende efterladte i hovedstaden'. Og her står: 'Farvel til visionerne fra de forrådte i provinsen'. (Går ud).

Jokeren: Det er det jeg siger: Humor er en god ting! Den kan tage brodden af selv det værste stik, ikke sandt? ....
Men lad os nu skåle på et godt samarbejde ... (de tager glassene og skåler) ... Og lad os så gå til arbejdet .....
(Til Akslen) ... Vi to sætter os her i højsædet, Akslen .... (De sætter sig, mens de to andre bliver siddende på armstolene til venstre - tillige med Redaktøren, der er kommet til) ..... og så lader vi audiensen begynde!

(Bedemanden sætter et par meget lave skamler ind i højre side - og slår derefter på en gongong. Jeanne og Beate træder ind. Beate i lårkort kjole.)

Jokeren: Velkommen, piger, og tag plads på lærepladserne, hvor vi alle har måttet begynde! Og sig mig så, hvad I har på hjerte!
Jeanne: For det første vil vi frabede os at blive tiltalt piger, for det andet vil vi gøre opmærksom på, at vi ikke kan stemme for den bebudede devaluering. (De fem herrer skraldgriner.)
Jokeren: I kan ikke stemme for devalueringen, siger I? Men så bliver I skyld i regeringens fald - og det tror I da vel ikke, I vil overleve politisk?
Beate: Vi er kommet dertil, at vi ikke længere kan gå imod vores egen samvittighed.
(Herrerne griner igen.)
Stockmann: Men nok få det over jeres kolde hjerter at fælde en arbejderregering på et rent pengepolitisk spørgsmål, som bare skal give en lille nationaløkonomisk gevinst et år eller to - og ingen principiel betydning har?...
Beate: Men så meget desto større symbolsk betydning! Det er hele det langsigtede mål der devalueres til et kortsigtet! (Der grines igen.)
Stockmann: Under alle omstændigheder kalder jeg det hverken ædelmodighed eller idealisme fra jeres side, men dumhed eller dumdristighed. (Han sender cigarrøg efter damerne og ser på Jokeren, der nikker bifaldende - ligesom Akslen og Professoren. )
Jeanne: Isoleret set er devalueringen ikke det afgørende, men den dråbe malurt der fik bægeret til at flyde over. Faktisk har vi lige siden samarbejdets begyndelse været mere og mere betænkelig ved at støtte den førte politik, for vi finder den fuldstændigt perspektivløs og i strid med det program vi blev valgt på. (Grin igen. )
Jokeren: Ser man det! Men hvis man skulle holde sig strikt til det man bliver valgt på, ville man ingen vegne komme! (Høje grin. )
Professoren: Er det desuden ikke lidt sent at springe af toget, når det forlængst er kommet op på høje hastigheder?
(Bifaldsytringer fra fællerne)
Beate: Vi har nu heller ikke tænkt os at springe af toget under farten, men at få det bremset, inden det kører helt af sporet!
Redaktøren: Det har I blot ikke mælet et ord om i den debat vi har haft løbende i partiet.
Beate: Måske ikke direkte og tydeligt. For vi er pæne og flinke mennesker.
Redaktøren: Ja tak, det kan jeg sgu både se og føle! (Høj latter.)
Stockmann: Det kan være meget godt, altsammen. For det at fremsætte trusler er ingen sag. Men at føre dem ud i livet, det kræver mod og mandshjerte!
Akslen, Professoren og Redaktøren, alle grinende, i munden på hinanden: Netop! Mod og mandshjerte!
Jeanne: Mandshjerte kan vi af gode grunde ikke bryste os af, det må jeres eget køn gerne have eneret på. Men modet hos os fejler ikke noget. Det sidder nemlig i hele kroppen! (Der grines. Stockmann former med hænderne en kvindefigur i luften.)
Akslen (alvorligt): Men mod der fælder det første progressive flertal i vort lands historie er dog ikke noget at prale af, men snarere noget at skamme sig over, turde jeg mene. For det er dog forræderi mod selve vort parti og dets idé!
Professoren: Jeg er fuldstændig enig, og vil tilføje, at det er skandaløst at komme her et år efter regeringssamarbejdets etablering og hælde grus i vores folkemarxisme. Det er obstruktion, er det! Redaktøren: Og desperation!
Akslen: Og dolkestød bagfra!
Jeanne: I kan kalde det, hvad I vil. Sproget mangler ikke skældsord eller faldgruber, og vi indrømmer, at vi burde havde sagt fra noget før, men vi må konstatere, at vi hele tiden har været udsat for en regulær pølse-metode.
Stockmann: Pølse-metode?! I dansk politik?! ... Ha! Ha! Nu har vi hørt det med, gutter! .... Ha! Ha! Hun beskylder os for at gå slagteriarbejderne i bedene! Ha! Ha!
Jeanne: Jeg tror nu snarere det er sort arbejde i en eller anden skummel biks I efterligner ..... En lille tynd skive er blevet skåret af vores principper én for én. Den enkelte skive ser ikke ud af så meget, men pludselig opdager man, at en fjerdedel af pølsen er væk, siden halvdelen og nu trefjerdedelen .... siger vi ikke stop nu, bliver der intet tilbage af vort politiske grundlag - og følgelig intet tilbage at føle et højere ansvar for!
Redaktøren: Man sætte ølse for, man sætte ølse bag, jeres pølse beholder dog sin smag af - ingenting og røg!
(De øvrige herrer griner længe og højrøstet. )
Jokeren: .... En køn gang røg, ja... (ironisk) ... Jamen, et højere ansvar skal man sandelig føle, når man vil gøre sig gældende i dansk realpolitik i konkurrence med os!
Stockmann: Og så er der det ved det, små piger, at ansvaret i realpolitik slet ikke er en fin prinsesse-fornemmelse, men et tung jernåg for mandfolk.... Et åg så tungt, at man undertiden er ved at segne under det. Med ved at holde ud og holde ud, så udvikler man sin muskelstyrke - især i lårene. Og lårmuskler, det er lige præcis, hvad der skal til i politik. Professoren: Som talt ud af mit hjerte! Men dertil hører naturligvis udholdenhed og tålmodighed. (Fællerne nikker). Hvordan i al verden skulle man i månedsvis kunne botanisere sig igennem finanslovens og skattelovenes myldrende flora af varianter og mutationer uden at miste overblikket, hvis ikke man havde udholdenhed og tålmodighed? (Tager et ordentlig sug af cigaren og sender røgen mod damerne.)
Beate: Og den tålmodighed sidder vel I dit tilfælde i bagen, går jeg ud fra!
Akslen: Hvorom alting er, så er det fuldstændigt uværdigt for Folkepartiet at bringe regeringens liv i fare, når vi selv har peget på den, og selv har været med til at udarbejde dens grundlag ..... Stemmer I imod regeringens forslag, er i færdige i mit parti. Det kan jeg garantere for. (Herrerne bifalder).
Beate: Og dér har vi hele miseren i én sætning. I udsætter ustandseligt vort mindretal for et mere og mere utåleligt pres! Herrerne i kor: Pres! Ha! Ha! Ha!
Jokeren (fortsat grinende): Nu sidder Frederik Folkekær vist ikke på sin pind længere! .... Pres! Ha! Ha! Som om folketstyre er den rene barnemad!
Beate: Ja, pres! Og nu har vi fået nok!
Professoren (grinende): Som om vi ikke har fået nok!
Stockmann (grinende så han må holde sig på maven): Og som om dansk realpolitik ikke just er pres og pres og atter pres! .... Kan man ikke holde til en smule pres, er man absolut uegnet til faget. Ansvarets pres er den sande politikers styrke.
Jeanne (rejser sig): Det lader ikke til, at vi kommer nogen vegne med jer. Men terningerne er kastet. I vil se resultatet i morgen i salen! (Jeanne og Beate går ud, fulgt af skoggerlatter fra herrerne.)
Stockmann: Terningerne er kastet! Hvor herligt og helteagtigt. Og så skal de bare over Frederiksholms Kanal til strikkeklubben og strikke mere vrang. De skulle hellere gå til Mødrehjælpen og vaske bleer, skulle de! (De griner fortsat støjende. )
Professoren: Eller til 'Landsforeningen af lesbiske' og lege lidt med selvbestøvningens kunst! (Høj latter).
Redaktøren: Har I set de anonyme pornoplakater af dem overalt i byen? Splitternøgen reklame for politisk umodenhed! (Mere latter. )
Stockmann: Ja, føj for satan for en umoral!
Jokeren: Søde piger, er de nu!
Stockmann: Ja, dem har du jo altid haft et godt øje til. Men lad dig ikke friste denne gang!
Jokeren: Men mon ikke vi kunne trænge til en dram og en bid mad ovenpå disse henrivende politiske tilkendegivelser?
Alle samstemmer og rejser sig. På platformen til venstre ses Bedemanden foran en mikrofon.

9. scene

Bedemanden: Her er radioavisen med de sidste nyheder. Regeringen er trådt tilbage efter afstemningen om devalueringen. Fire medlemmer af Folkepartiet stemte imod.

10. scene

Spotlys på platformen til højre.
Jeanne og Beate sidder i en topersoners sofa og er ved at omkomme af grin. Den ene slår sig gentagne gang på lårene.

Jeanne: Åh, hvor herligt at se de gamle idioters fjæs, da af stemningen var en kendsgerning!
Beate: Mangelorten var ved at skide i botaniserkassen af 'forbøvselse'!
Jeanne: Og troldefar så hele sin opblæsthed punkteret!
Beate: Og hans lærling fik tryksværten i den gale vals!
Jeanne: Og ridefogden blev stokkeløs på to sekunder!
Jeanne og Beate i kor: Og Jokeren lagde masken på blokken!
Jeanne: De troede ikke deres egne øjne! Men hvis skal man ellers tro? (Knækker sammen af grin).
Beate: Nej, vel. Hvis skal man ellers tro? Men sikken befrielse dette her har været.
Jeanne: Sådan må troldepus sgu have følt, da han blev udstødt af sit gamle parti og hængt!
Beate: Ja, det var et hængeparti for guder! Jeg føler mig også hængt som en druknet kat - under ansvarets tunge åg!
Jeanne: Gud, hvor er det vidunderligt at være fri for de gamle forstokkede idioters savlen og begloen og befamlen!
Begge i kor: Ja, føj for satan!

11. scene

Akslen, Professoren og Redaktøren samlet til rådslagning i et kontor som før - blot uden den brede 'tronstol', uden kranse og brevdynger på gulvet - og med blegnet tapet. Akslen ser meget træt ud.

Professoren (lugtende til en gul rose): Det er det vi i botanikken kalder aflusning! En systematisk aflusningsproces efter de bedste politisk-videnskabelige marxistiske metoder! Og den skal vi være glade og tilfredse med.... Utøj er noget forbandet stads at få ind i geledderne. Vi skulle blot have været lidt strengere med sorteringen fra starten ..... Kvinder vil ikke underordne sig længere. Det skulle vi have indset i tide .....
Akslen: Jeg begræder ikke tabet af disse fanatiske rødstrømpesøstre, men jeg begræder regeringens fald og dermed dette århundredes første og måske sidste chance for at afprøve vore ideers bærekraft.
Redaktøren: Jeg tror ikke et øjeblik, det bliver den sidste chance, selvom den næste måske ligger en enkelt valgperiode eller to ude i fremtiden. For vi har kræfter til at komme igen.
Akslen: Mine kræfter er nu ikke, hvad de har været. Dette her har tappet dem ganske grundigt, må jeg tilstå.
Professoren: Det er forståeligt, Akslen, og jeg vil råde dig til at tage den lidt med ro .....
(blidt indtrængende) Måske skulle du ligefrem overveje at trække dig som formand og lade friske kræfter komme til?
Akslen (stødt): Trække mig som formand? .... Jamen, jeg er kun lige nået støvets år?
(Mander sig op) Og jeg har mange kampår tilbage. Og så trække mig på et tidspunkt, hvor vi er sluppet af med denne utaknemmelige flok degne og hjemmehjælpere .... De vovede ikke at stille en modkandidat til mig, da vi sidst havde formandsvalg. Ingen kunne eller kan gøre mig rangen stridig. Jeg er fortsat nummer ét.
Professoren: Jeg er ked af at måtte sige det til dig, kær ven, men betingelsen for dit genvalg i morgen er, at det bliver tidsbegrænset.... Der er nævnt et halvt år. Jeg foreslår to måneder. Alle er bedst tjent med et hurtigt og smertefrit formandsskifte. Valget står slet ikke mellem dig og en umulig ekstremist fra luse-fløjen, men mellem dig og en lidt yngre mand fra vores egen fløj som vil følge slavisk i dit spor. Det er såmænd et såre enkelt spørgsmål om alder og sminke. Intet andet.
Redaktøren: Og faktisk har vi ladet forslaget sive til pressen. (Lyset slukkes. )

Tæppefald til Beatles-musik:

Yesterday all my troubles seemed so far away.
Now it looks as through they're here to stay.
Oh I belive in Yesterday.

Suddenly, I'm not half the man I used to be.
There's a shadow hanging over me.
Oh Yesterday came suddenly.





utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 3.4.2011