Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - drogderoede

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.10.10.


Jacob Rosenkrands' forfejlede jagt på 'de røde lejesvende' i DR

Begrebet og problematikken 'De røde lejesvende'
Sidste udsendelse først - om bl.a. Ole Sippel og Lisbeth Knudsen
Den første udsendelse - om bl.a. Per Schulz, Ruth Sperling og Jens Nauntofte
Den anden udsendelse - om bl.a. Kjeld Koplev og Bjørn Erichsen
Rosenkrands' eget forsvar
Min egen vurdering
Henvisning



Begrebet og problematikken 'De røde lejesvende'     
Til toppen  Næste

Ingen dansker der som voksen har oplevet ungdomsoprøret i 1968 og de efterfølgende årtiers hårdt optrukne ideologiske kamp vil nogensinde glemme den tidligere socialdemokratiske borgmester i Gladsaxe Erhard Jakobsens systematiske, energiske og meget højrøstede kamp mod 'de røde lejesvende' i Danmarks Radio. Han var med til at vælte Anker Jørgensens regering i 1973 og dermed udløse det folketingsvalg der fuldstændigt vendte op og ned på partikonstellationen, idet alle de gamle etablerede partier led store tab (ialt 60 mandater), mens hans eget nystiftede parti Centrum-Demokraterne kom ind med 14 mandater, Mogens Glistrups Fremskridtsparti med 28, Kristeligt Folkeparti med 6, Danmarks kommunistiske Parti med 6 og Retsforbundet med 5. Et aldrig før set jordskredsvalg her i landet. Erhard Jakobsen gik efterfølgende af som borgmester, men blev indvalgt i Radiorådet og formand for Aktive Lyttere Og Seere, og begge steder angreb han konsekvent DR for at være ensidigt venstreorienteret.

Det store vendepunkt i den ideologiske kamp skete først med (Berlin-) Murens Fald i 1989 og Sovjetkommunismens sammenbrud i 1991. Den kolde krig var definitivt forbi - og man skulle vel egentlig tro at det ville medføre en vis selvransagelse blandt de mange mennesker og især blandt de intellektuelle på venstrefløjen som ikke blot havde forsvaret de kommunistiske regimer eller været tavse om disses overgreb og undertrykkelse, men som i grænseløs afsky for kapitalismen og dens væsen i årevis også havde flirtet med eller aktivt støttet oprørske, voldelige og decideret terroristiske bevægelser som var rettet mod kapitalen i almindelighed og USA i særdeleshed. Men selvransagelsen var vitterligt ringe. De fleste synes at have beholdt deres meninger og netværk uændret, men gik stille med det. Måske skiftede de parti eller gav deres partier nye navne og forbund. Et egentlig opgør med deres egen naivitet eller egne fejltagelser var sjældent. Specielt opklaringen af Blekingegadesagen og visse stærkt venstreorienterede menneskers indiskutable kriminalitet til fordel for den palæstinensiske befrielseskamp afslørede forblindelsen. Men stort set uden et grundigt selvopgør.

Derfor måtte det hilses velkomment at den unge DR-journalist Jakob Rosenkrands satte sig for at lave tre udsendelser a 40 minutters varighed som under titlen 'Jagten på de røde lejesvende' skulle "afprøve de vigtigste anklager i de sidste 40 års debat om DR's programmer", lade kritikerne komme til orde, men først og fremmest lade DR's egne omstridte medarbejdere "konfronteres med deres egne ord og gerninger i og uden for DR", som hans egen beskrivelse lyder. Men desværre kan det nu efter udsendelsen af det sidste program søndag den 3.10. konstateres, at opgaven ikke er lykkedes. Rosenkrands har simpelthen grebet opgaven forkert an, idet han har været så unfair over for de anklagede medarbejdere at de har kunne gøre gældende at de er blevet lokket med i udsendelserne på falske præmisser. De vidste at de ville blive udspurgt om gamle synspunkter og programmer, men har ikke på forhånd fået at vide at de ville blive udsat for nærmest stasiagtige forhør. Dette betyder at de bogstaveligt talt har lukket af for yderligere udspørgen i stedet for at åbne sig.



Der er desuden på ingen måde tale om neutral dokumentation, men om klart selektiv dokumentation. Der foreligger overhovedet ikke nogen videnskabelig efterforskning af problemets art og omfang som kunne danne grundlag for udsendelserne. Der tages ikke højde for at de medarbejdere i DR der kan bebrejdes ensidighed og blindhed er forsvindende få i forhold til det store antal medarbejdere der bestred deres job ansvarligt. Og der sker stort set ikke nogensomhelst åbning over for egentlig selverkendelse hos en eneste medvirkende, så man kunne komme ned til det virkeligt interessante spørgsmål hvad der fik så mange på venstrefløjen i almindelighed til at blive revet med af ideologierne.

Resultatet er derfor blot blevet at fronterne endnu engang er blevet trukket hårdt op mellem dem der var 'røde' eller venstreorienterede og dem der var borgerlige. Dette ses også af de mange indlæg en avis som Politiken har bragt de sidste par uger. De deler sig fuldstændigt forudsigeligt, men helt ufrugtbart mellem dem der som forfatteren Klaus Rifbjerg taler om 'heksejagt på de røde' og dem der som DF-politikeren Søren Krarup naturligvis fryder sig over denne jagt.



Skævheden i udsendelserne fremgår allerede af de markante udtalelser der danner optakt til dem alle tre og som med tre undtagelser er fra 1970'erne eller 80'erne. Erhard Jakobsen tordner løs: (1) DR's slagside, det er jo ikke noget vi har fundet på. (2) Man undergraver hele vores borgerlige nationale kultur. (3) DR's medarbejdere aner ikke noget om hvad der rører sig ude iblandt lyttere og seerne overhovedet. Jesper Langballe hævder at programmerne har en uhyggelig slagside. Bertel Haarder konstaterer at man har nogle kæpheste som man har kørt med siden 68, og (henvendt til en unavngiven chef fra DR:) Du sidder med de samme medarbejdere i dag. Poul Schlüter hævder at det er ekstremt venstreorienterede synspunkter der præger DR's udsendelser. Fra nyere tid gengives Morten Messerschmidt: DR er ikke ude på at informere, men at manipulere. Ralf Pittelkow: Nyhedsudsendelserne har meget kraftig slagside. Og statsminister Anders Fogh Rasmussen: Der er tale om faktuelt forkerte oplysninger [om Irakkrigen] der er videregivet af DR. - Altså ingen nuancerering, ingen ordentlig tidsangivelse eller stedsangivelse og ingen efterfølgende diskussion af disse påstande i sig selv - bortset fra den allersidste.

Som kritikere hører vi i udsendelserne folk som Bent Blüdnikow (Berlingske Tidende), Ruslandsforskeren Bent Jensen og nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen, om hvem man roligt kan sige at ingen af dem er neutrale. Man hører også DR-direktørerne Hans Jørgen Jensen og Christian Nissen og i sidste udsendelse Kenneth Plummer give deres besyv med, så billedet unægteligt efterhånden nuanceres, men intet opklares for alvor. Tværtimod rodes problemstillingerne sammen, så overblikket og sigtet forsvinder.

Den konservative Per Stig Møller der var fremtrædende medarbejder ved DR fra 1973-84 og sad i Radiorådet fra 1985-87 (de sidste to år som formand) forklarer bl.a. at han fik standset et alt for venstreorienteret program der forsvarede Rote Armé Fraktion i Tyskland. Men hans generelle vurdering af forholdene måtte man læse i Politiken den 2.10., hvor Per Stig udtrykkelige slår fast, at det ikke var de ræverøde der styrede DR. Selvom der naturligvis også var marxister blandt DR's medarbejdere, blev institutionen som helhed aldrig ræverød. Medarbejderne var afbalancerede og kritiske, skriver han.

Tilsvarende har også en respekteret DR-journalist som Poul Smidt i en diskussion på Deadline understreget at nyhedsformidlingen generelt var kompetent, varieret og afbalanceret. Informations redaktør David Rehling der selv - i sin tid som formand for Moderate Studenter i 1968 og frem - på sin krop har følt de venstreorienteredes massive udelukkelsesmetoder gav ham stort set medhold, men understregede til gengæld at opgøret med de venstreorienterede og deres metoder kommer 25 år for sent. Og dét kan man kun give ham ret i. Det er der blot en grund til, nemlig en psykologisk blokering - og det er lige præcis den heller ikke Jakob Rosenkrands formår at bryde.



Det er naturligvis her umuligt at referere Rosenkrands' tre udsendelser blot nogenlunde fyldestgørende. Men det kan slås fast at han allerede forkludrer en nødvendig debat ved at rode opgøret med 68-generationen og venstrefløjens indflydelse i DR sammen med den gennem 1990'erne mere dominerende højrefløjs indflydelse, som sidste udsendelse handler om. Det er som om han mener, at selvom 1970-erne og 1980'erne nok kan siges i en eller anden forstand at være domineret af de røde, så blev tiden efter 2000 domineret af de borgerlige - og så går alt vel lige op? Men det gør det jo netop ikke, for det er jo lige uheldigt at nogen fløj bliver for dominerende eller i det hele taget fremmer deres egne interesser på andres bekostning, eventuelt direkte undertrykker opponenter. For det går ikke blot ud over alsidigheden i den aktuelle situation, men kan gå hen at præge hele generationer for livet, enten gennem 'indoktrineringen' eller oprøret mod en sådan.

Nu er det heldigvis sådan at ikke alle lader sig indoktrinere. I et frit land kan man fravælge nyhedskilder der er for ensidige og for tendentiøse. Folk i almindelighed er ikke dumme, men kan godt gennemskue ensidighed og manipulation. De vælger derfor andre kilder - og lader propagandisterne bekræfte sig selv og deres forudgivne menigheder. Og heldigvis er der i frie lande også noget der hedder direkte oprør mod indoktrinering. Det er endda psykologisk sikkert at det kommer, fordi indoktrinering ikke bare består i vilkårlig forfalskning og indskrænkning af informationerne, men nok så slemt i en forvrængning og indsnævring af virkeligheden.

Derfor burde oprør mod indoktrinering altid ledsages af tilbundsgående undersøgelse af de psykologiske mekanismer der spiller ind. Men dette sker desværre kun sjældent. Og det er ikke sket i dette tilfælde. Grunden turde være folks meget udbredte ulyst til overhovedet at beskæftige sig med en fortid de føler de er kommet fri af. Og denne ulyst er ikke tilfældig, men hænger meget nøje sammen med at folk i almindelighed slet ikke er sig fuldt bevidste om hvad de psykologiske årsager kunne være til at de mener som de gør. Man kan endda - som undertegnede har gjort i Ole Sohns tilfælde tale om et APESE-syndrom: en dyb angst for psykisk og eksistentiel selverkendelse der ligger i at folk tror de kommer på glatis hvis de opgiver eller begynder at reflektere over de dogmatiske synspunkter de har. De tror alt risikerer at skride ved refleksion - og det giver naturligvis angst.



Den sidste udsendelse først - om bl.a. Ole Sippel og Lisbeth Knudsen    
Til toppen  Næste

Rosenkrands' tredje og sidste udsendelse i rækken var efter min mening særligt forfejlet, fordi den i realiteten intet havde med de røde lejesvende at gøre, men tværtimod drejede sig om kulturkampen under VK-regeringen med udgangspunkt i statsminister Anders Fogh Rasmussens bandbuller mod smagsdommeriet. Denne kulturkamp foregår stadig, omend noget forskudt. Den er overordentlig vigtig og fortjener derfor kritisk behandling både på tv, i forskningen og den almindelige debat. Men dens problematik er en helt anden end spørgsmålet om 'de røde', dvs de tidligere kommunisters indflydelse på Danmarks Radio.

I den tredje udsendelse belyste Jakob Rosenkrands bl.a. det Venstre-politikeren Jens Rohde har kaldt 'P1's røde sekt'. Og som eksempel blev Egon Clausens radio-udsendelse om Karen Jespersen trukket frem. Han havde i forvejen skrevet en bog om politikeren, men sendte nu damen til psykolog, idet han åbenbart har ment at et menneske der skifter standpunkt og bevæger sig fra VS til socialdemokratiet og derfra til Venstre må være et psykologisk tilfælde. I hvert fald hævdede han på Rosenkrands' direkte spørgsmål, at et menneske godt kan bedømmes psykologisk "på afstand", dvs bedømmes af en psykolog uden at denne kommer til at tale med vedkommende. Psykologens dom var da også derefter: Karen Jespersen må have behov for at være populær! Hvor primitivt, må man sige. Og Egon Clausen indrømmede da også at udsendelsen måske ikke var helt fair.

Dernæst fik Jørgen Kleener sin sag for. Han var øjenlæge af profession og var som Venstremand medlem af det gamle Radioråd fra 1974 til 1987 (de første fire år som formand) og blev i 2002 udpeget af den borgerlige regering som første formand for DR's ny bestyrelse. Men han gik allerede i 2004, umiddelbart efter at han havde fået fyret Christian Nissen som direktør. Han talte lige fra starten om en 'synsdefekt i DR': medarbejderne så kun det der lå til venstre i synsfeltet! Og han følte det i så høj grad som sin opgave at ændre DR ideologisk at han blev opfattet som indsat af regeringen på en decideret politisk mission. Hertil fik han massiv opbakning af kulturminister Brian Mikkelsen der jævnligt skrev breve til ham om hvordan regeringen opfattede DR's nyhedsformidling. Chr. Nissen taler om at DR i denne periode var underlagt et sandt bombardement fra regeringens side. Armslængdeprincippet krympede. Regeringen og dens politikere blandede sig i udsendelserne. Især holdt man øje med Sippel, Bjørn Erichsen, Ingolf Gabold, Jørgen Ramschou samt Lisbeth Knudsen og Nissen selv.

Sidst i udsendelsen bliver den nuværende generaldirektør Kenneth Plummer forelagt et gammelt klip hvor han som ungt menneske fremhævede at "Livet er en kamp hvor det vigtigste er at vinde". Han kan ikke lide at gense klippet, og han slår det hen med at man siger så meget vrøvl, når man er ung. Men han indrømmer dog at han er figther af natur. Hvad det politiske i forhold til DR angår, er det hans klare opfattelse at politikerne aldrig må blande sig direkte i DR's programmer.



Statsministerens spindoktor Michael Kristiansen indrømmer, at Ole Sippel i sin dækning af Irakkrigen klart blev opfattet som talerør for krigsmodstanderne, og desuden i Israel-konflikten valgte side til fordel for palæstinenserne. Og det kom bl.a. frem at han som vidne i en retssag afviste at betragte PFLP som en terrororganisation. Han mente selv at han i alle tre spørgsmål var en neutral og ikke-fordømmende korrespondent der ikke tog hensyn til folks følelser. - Personligt fravalgte undertegnede meget hurtigt Ole Sippel som pålidelig kilde. Men jeg ser ham ikke som antisemit, blot som alt for ensidig. Men jeg var og er også tilhænger af Irak-krigen!

Jens Rohde bliver af gode grunde trukket stærkt frem i denne tredje udsendelse, fordi han havde 'en varm linje' til nyhedschefen Lisbeth Knudsen der som tidligere redaktør på Aktuelt blev regnet som socialdemokrat. Hun modtog uafladeligt sms-beskeder fra Rohde som reaktion på konkrete nyhedsudsendelser han ikke brød sig om. Og hun beskylder ham endda for indirekte at have sendt trusler om at hendes redaktionelle linje kunne få konsekvenser for det medieforlig regeringen forhandlede om. Jens Rohde hævder i udsendelsen at Knudsen ikke kan fremlægge dokumentation for påstanden, og hun indrømmer på sin side at hun ikke har fået den pågældende sms-besked printet ud. Men når Rohde så drager den slutning at hun lyver, så trækker hun blot på skulderen. Det må stå for hans egen regning. - Under alle omstændigheder blev hun ved omstruktureringen af DR 'degraderet' og valgte at gå til Berlingske Tidende, hvor hun blev chefredaktør.

Hele kampen om DR i perioden under Foghs regering var hård og skånselsløs. Det er klart at der skulle gøres op med fortiden, men metoderne var alt andet end fine. Og når slutresultatet må siges at være tilfredsstillende, skyldes det nok ikke mindst at tiderne har ændret sig og faktisk gjort den mere eller mindre 'røde' fortid til historie. Den indblanding i DR-ledelsens og -medarbejdernes måde at lave udsendelser på som kom fra borgerlige politikere som Søren Espersen og Jens Rohde efter regeringsskiftet i 2001 er efter min mening direkte forkastelig.

Det hører ingensteder hjemme at en politiker sender hundredvis af sms'er eller mails til nyhedschef og journalister i DR. Men det er blot en helt anden problematik end jagten på de røde lejesvende. Rosenkrands blander tingene sammen, og det er til stor skade for muligheden for en ønskelig afklaring af venstrefløjens kulturkamp mellem ungdomsoprøret i 1968 og sovjetkommunismens fald i 1991. For her er grundspørgsmålet fortsat: hvori lå venstrefløjens udtalte og uudtalte fascination af den østlige styreform som officielt kaldtes socialistisk, men reelt var diktatorisk og for det store flertal af danskere var det åbenlyst. Desværre lykkes det heller ikke Jacob Rosenkrands at komme nærmere en besvarelse af dette spørgsmål i de to andre udsendelser.



Den første udsendelse - om bl.a. Per Schulz, Ruth Sperling og Jens Nauntofte    
Til toppen  Næste

Rosenkrands' første udsendelse om de røde lejesvende slog bl.a. ned på den daværende Børne- og Ungdomsafdelings forsøg på politisering af børneudsendelserne, fx med en kontroversiel udgave af det populære 'Cirkeline'-program. Chefen Mogens Vemmer måtte bremse en lidt for direkte politisering, og souschefen Per Schulz måtte lidt nølende indrømme, at man måske nok her var på grænsen af hvad der egnede sig for børn.

Per Schulz forsvarede iøvrigt i hele sin tykmavede selvtilfredshed sin holdning, når det gjaldt revolutionsromantikken over for terroristgrupper som den tyske RAF der stod for flere bortførelser af og drab på politikere og højtstående erhvervsfolk eller politifolk. Bl.a. blev forfatteren Finn Barlby brugt som 'agitator' for denne gruppe, for nu at bruge Bent Blüdnikows ord. Og Per Schulz slog det hele hen: "Du kan [som DR-medarbejder] stille din mikrofon til rådighed for hvemsomhelst og hvilkesomhelst synspunkter. Det vil da være dumt andet".

Rosenkrands havde fat i 'Den røde grevinde', Ruth von Sperling, der ikke lagde skjul på eller fortrød sine venstreorienterede synspunkter, men dog ikke var så begejstret for at hendes børnebørn skulle få indtrykket af at hun var ensidig. Men betegnelsen 'den røde grevinde' var hun skam stolt af.

Men hovedanklagede var journalisten Jens Nauntofte der dels blev konfronteret med sin ungdommelige begejstring for 'Saigons befrielse', dvs Nordvietnams overtagelse af den sydvietnamesiske hovedstad da amerikanerne trak sig ud af Vietnam-krigen. Nauntofte var blevet fotograferet åbenlyst triumferende på en nordvietnamesisk kampvogn. Men han hævdede at han slet ikke på det pågældende tidspunkt var korrespondent for DR. Det blev der efterfølgende strid om, idet den nuværende redaktionschef på DR2, Arne Notkin, hævdede at Nauntofte faktisk rapporterede så tit til DR at han kunne betragtes som ansat. Det fremgik af båndoptagelserne selv. Men det vil Nauntofte ikke godkende. Og han forlanger bevis for påstandene.

Men Rosenkrands beskylder også Nauntofte for at være blandt dem der i sin tid gav den Palæstinensiske Befrielsesfront PFLP ubetinget støtte i både radioudsendelser og i bøger, ligesom han også i 1968 skrev en kronik i Politiken om Student Power, hvor han hævdede at målet for en magtkamp må diktere midlerne og så at sige retfærdiggøre dem. Dette placerede ham i en artikel af Blüdnikow og Notkin blandt 'Terrorismens danske heppekor' ved siden af Per Schulz og Ruth Sperling. Nauntofte finder anklagen uretfærdig. Og det er så at sige pointen af det hele: Påstand kommer til at stå mod påstand, for parterne fortolker både mundtlige og skriftlige udsagn forskelligt, og de der anklages for at gå kommunisternes ærinde har svært ved at huske hvad de skrev og mente som ganske unge mennesker. Men Nauntofte hævder generelt at han aldrig har forsvaret alt fra den kant.



Den anden udsendelse - om bl.a. Kjeld Koplev og Bjørn Erichsen    
Til toppen  Næste

Rosenkrands' anden udsendelse om de røde lejesvende kommer bl.a. ind på det man kan kalde 'DR's nyttige idioter', men som andre mere entydigt kalder 'Lenins nyttige idioter', altså folk der er så dumme eller rettere inkonsekvente og inkonsistente at de i praksis accepterer en vold og terror, som de ideelt set er imod eller foregiver at være imod. Specielt var der en række udsendelser om forholdene i datidens Mao-Kina, som Rosenkrands i dag, hvor han har måtte gennemhøre dem, finder direkte pudsige. For der var tale om en åbenlys begejstring for udviklingen i Kina fra en journalist som fx Bodil Graa. Hun stod i 1983 også for en udsendelse der hed 'Slip freden løs', altså den fred Østblokken ønskede og som ikke mindst bestod i at forhindre opstillingen af raketter i Vesteuropa: den havde tendens.

Ligeledes var der tale om et udbredt forsvar for 'den reelt eksisterende socialisme', dvs den form for socialisme der fandtes i de kommunistiske lande og som visse medarbejdere skildrede i begejstrede vendinger fra festivaler i Østberlin og Cuba i 1970'erne. En udsendt journalist som Leif Davidsen (den nu så succesfulde krimiforfatter der var kritisk indstillet over for styret i Moskva) opdagede at det var svært at lade kritikken få plads. Han oplevede en intern censur i DR. En yderst sovjetkritisk forsker som Bent Jensen blev fx kun brugt en enkelt gang i tiden før Murens Fald. Og nuværende kulturminister, men daværende medlem af Radiorådet Per Stig Møller spurgte engang nyhedsredaktøren i DR om det ikke var en ide at bruge en god svensk tv-serie om Ungarns udvikling i anledning af 30-års-dagen for Sovjetuninonens overgreb på landet i 1956. Men afdelingen ville end ikke være ved at båndene overhovedet fandtes, før Per Stig Møller fremskaffede dem.

Men Rosenkrands' hovedanklagede var Koplev og Erichsen. Radio-journalisten Kjeld Koplev blev præsenteret for en 34 minutter lang udsendelse fra 1978 om 'DDR i dag', hvor han bl.a. bragte et gammelt interview med en i DDR bosat datter af selveste Broby Johansen - og hun havde kun godt til overs at sige om styret. Bent Jensen påpeger at udsendelsen var fuldstændigt ukritisk, og bl.a. ikke nævnte noget om at DDR var en politistat. Men Koplev mente generelt at han og hans kolleger dengang endda var for kritiske, og han slår på at Rosenkrands kun kommer med et enkelt klip fra en hel udsendelsesrække - og det er endda det samme der altid bliver trukket frem når han (Koplev) skal kritiseres for sin holdning. Og det finder han ikke fair.

Koplev konfronteres også med sin særlige 'fornemmelse for ytringsfrihed' der består i at han i 1973 i en artikel i Politisk Revy gør gældende at ikke alle uden undtagelse skal have lov til at komme til orde i den overgangsperiode hvor man bygger socialismen op. Men han beder Rosenkrands læse fortsættelsen, hvor der udtrykkeligt står at det er en knægtelse af ytringsfriheden at forhindre kritikere som filosoffen Robert Havemann og sangeren Wolf Bierman i at komme til orde. Den begrænsning Koplev kan acceptere gælder udelukkende de gamle, slumrende nazister der også fandtes i DDR. Alt skal, hævder han, ses i lys af den småfascisme der lurer i Tyskland. Rosenkrands fastholder sin anklage, og det får Koplev til at udbryde: Du kan mene hvad du vil. Der er andre der fortolker udtalelsen anderledes. Hvad er det du antyder, spørger Rosenkrands, og så spytter Koplev ligeud: "Du bliver ved med at gentage hvad du selv mener - og hører overhovedet ikke hvad jeg siger". Og dér bliver samtalen eller forhøret afbrudt!

Det andet centrale offer for Rosenkrands' jagt på de røde hedder Kammerat Bjørn Erichsen, den senere direktør for hele DR-butikken, men tidligere medlem af DKP, der i sin tid sammen med forfatteren Ebbe Reich skrev en bog om arbejderbevægelsen historie, hvis ensidighed ikke behagede socialdemokraten Ritt Bjerregaard. Ulrik Høj fra Weekendavisen betegner direkte Erichsen som Moskva-lakaj. I sine unge år var denne Erichsen lærer på en partiskole som det danske kommunistparti afholdt i DDR, hvad der får Bent Jensen til i udsendelsen af hævde at Erichsen har 'lig i lasten', for de danske kommunister var dybt involverede i DDR. Men Erichsen siger modsvarende, at han aldrig har haft tætte kontakter med nogen i DDR. Han underviste kun danskere på kurser dernede og var ikke betalt af det tyske kommunistparti. Dette mener til gengæld historikeren Michael Kjeldsen der selv har deltaget i kurserne, og han henviser til - hvad der ikke er nogen hemmelighed længere - at østtyskerne betalte lokaler, materialer og forplejning og også udbetalte lommepenge. Konfronteret med disse beskyldninger, må Erichsen indrømme at han ikke husker hvordan det forholdt sig, men han henholder sig til at han kun underviste DKP'ere.

I et efterfølgende avisindlæg har Bjørn Erichsen understreget at han ikke var lejesvend for nogen, og han brokker sig særligt over at der i Rosenkrands' udsendelse kun blev bragt seks minutter af de ialt to timer han lod sig interviewe. Udsendelsestitlen blev først opfundet bagefter. Redaktionslokalet var dunkelt med 'forbryder-fotos' af gamle DR-medarbejdere på væggen, og de interviewede fik en forhørsspot i ansigtet. Efter Erichsens mening alt i alt en lidt ubehjælpsom scenografi der ikke pyntede på interviewerens mangel på empati. Erichsen var blevet inviteret med i programmet, fordi han havde været tv-direktør i DR fra 1996 til 2002, Han var altså slet ikke ansat i DR da han underviste DKP'ere i 1970'erne. Desuden fremhæver han - fuldstændigt korrekt - at programmet er opbygget med interview og følgende kommentarer af såkaldt uvildige eksperter, men den interviewede bliver ikke konfronteret med disse udsagn. Eksperterne (Bent Jensen, Blüdnikow, Leif Davidsen) fremstår tværtimod som de endelige dommere over de interviewede.



Dette har Erichsen ikke uret i - og derfor er det forståeligt at flere af de interviewede, udover Erichsen selv også Koplev, Nauntofte og Egon Clausen, har fundet det nødvendigt at gøre indsigelse, mens Politiken dels lader Henrik Palle anmelde den første udsendelse under titlen "Og så kan de ikke engang se problemet", dels lader redaktør Bjørn Bredal skrive et helt essay om "Det evige opgør". Efter sidste akt søndag den 3.10. gør chefredaktør Tøger Seidenfaden dog stillingen op under overskriften "Et punktum og lidt eftertanke". Han konstaterer at der har været megen berettiget kritik af programmerne om 'de røde lejesvende'. Men de to første programmer får alligevel udstillet et manglende selvopgør der ikke er helt marginalt. Nej, for Seidenfaden slår nemlig fast, at "hver gang jeg støder på den tankegang der behersker unge islamistisk orienterede mennesker, slår det mig, hvor meget deres ræsonnementer minder om ventreorienteringen dengang. Produktivkræfterne og Marx er blevet erstattet med Allah og Koranen, men slægtskabet er alligevel til at tage og føle på. Også det kunne vi blive klogere af, hvis de gamle venstreorienterede i lidt større omfang ville fortælle deres historie og forholde sig til dens ømmeste punkter."

Og dette turde vel egentlig være sagen i en nøddeskal. Og ulykken er at de tre udsendelser ikke bidrager til nogensomhelst opklaring eller afklaring.



Rosenkrands' eget forsvar    
Til toppen  Næste

Jakob Rosenkrands har i Politikens kronik 2.10. fået lejlighed til at forsvare udsendelserne, og det sker under den sigende titel: "Undskyld, jeg spørger". Han hævder her at det har været hans bærende tanke for projektet at DR-profiler med forbindelse til de omstridte programmer skulle have mulighed for at forklare sig, og han kan som tilrettelægger derfor har set det som "sin opgave at stille spørgsmål og kræve svar [min fremhævelse] - ikke at dømme de medvirkende, kræve bodsgang eller drage konklusioner om DR'splacering i det politiske landskab".

Sagen er blot at Rosenkrands - i modsætning til fx Kjeld Koplev - ikke formår at stille spørgsmål på en sådan måde at de interviewede åbner sig mere og mere. De lukker sig tværtimod, fordi de føler sig lokket i fælder. Og Rosenkrands nøjes jo ikke med at stille spørgsmål, men kræver svar, ja, insisterer på svar på lige netop de spørgsmål han formulerer og som af de interviewede opleves som ledende. Han påstår at han ikke dømmer eller fordømmer, men han virker faktisk modsat. Og det hænger muligvis slet ikke sammen med hans intentioner, men hans væsen. Han sidder netop som en gammeldags, stasiagtig forhørsleder med borende blik og hævede øjenbryn, så delikventen uundgåeligt "merkt die Absicht und wird verstimmt". Husker man Rosenkrands fra Deadline-udsendelser for nogle år siden, har man samme billede af en interviewer der ikke som en Kurt Strand eller Nynne Bjerre kan smile venligt og imødekommende til gæsterne.



Rosenkrands har da fuldstændigt ret i, at vi aldrig får tilbundsgående svar på om DR's samlede dækning har været skæv - allerede af den grund at DR's arkiver er alt andet end komplette. Han har da i og for sig også nogen ret i at der er kommet mange gode og tankevækkende svar i udsendelserne, også om Børne- og Ungdsomafdelingens programmer og meget andet. Men på sporet af dybere refleksioner fra de venstreorienterede medarbejderes side kommer vi aldrig. Vi får stort set ikke at vide om disse mennesker overhovedet gør sig dybere refleksioner.

Rosenkrands pointerer i kronikken at han ikke har ønsket at de interviewede skulle undskylde fortidens synder. "Næh, jeg er såmænd bare en journalist årgang 1970 der holder på min ret til at spørge og bede om forklaringer." Men så enkelt er det ikke, for naturligvis skal Rosenkrands som praktiserende journalist have lov at spørge (han er nu ikke journalist af uddannelse, men kandidat i statskundskab; og ikke færdiguddannet i 1970, men født i 1970). Han skal på ingen måde undskylde at han spørger, men han bør spørge hensigtsmæssigt, og det vil i det valgte projekt sige, så folk åbner sig i og med at de føler sig forstået og ikke udsat for manipulation.



Rosenkrands konstaterer nu bagefter meget nøgternt at hans spørgsmål har "resulteret i pinlige situationer, benægtelser, selvmodsigelser og vredesudbrud for åben skærm", og han spørger derfor: "Hvorfor er det så svært at tale om? Og hvorfor er det så svært at sige at man er blevet klogere?" - Jamen det er jo sagens kerne, og hvis ikke han på forhånd har været klar over sådanne blokeringer, så skulle han ikke været gået i gang med projektet. For dette kan ikke gennemføres, medmindre man forstår hele den psykologi der ligger bag folks valg af dogmatiske systemer som basis for deres identitet og identitetsbærende drømme og visioner.

Hele denne nødvendige psykologi er dybdepsykologi - og den er der kolossal uvidenhed om ikke blot blandt almindelige mennesker og ideologiske indstillede mennesker, men også blandt journalister og universitetsuddannede eksperter. I denne psykologi må man have indsigt i den afgørende forskel mellem de medførte psykiske primærprocesser, der har frie associationer mellem alt der har med værdier og kvaliteter i livet at gøre, og de tillærte psykiske sekundærprocesser der møjsommeligt bygges op på erfaringer, begreber, sondringer og logik. Er man ikke fortrolig med denne dybe forskel, udelukker man sig selv fra at kunne forstå hvorfor vidende og begavede mennesker i værste fald kan gå fanatismens vej i fuld overbevisning om deres egen kløgt og høje moral. - Jf. artiklerne om De psykiske grundprocesser og De psykiske fundamentalkræfter.

Men denne forskel er Jakob Rosenkrands ikke fortrolig med, og derfor er hans udsendelsesrække 'Jagten på de røde lejesvende' reverenter talt ikke blev meget mere dokumentation end Joseph Goebbels's propagandafilm fra 1930'erne og 1940'erne: de manipulerer med kendsgerninger og udsagn ved at klippe dem sammen efter en vilkårlig plan de slet ikke er skabt til og som de medvirkende slet ikke har haft forhåndsviden om, endsige godkendt.



Min egen vurdering    
Til toppen  Næste

Hvad undertegnedes egen vurdering af DR gennem 1970'erne og 1980'erne angår, nå jeg indrømme, at jeg aldrig har kunnet andet end ryste på hovedet over Erhard Jakobsens skingre udfald mod Danmarks Radios redaktører og medarbejdere. Jeg anså flere af disse for meget venstreorienterede, men ikke DR for at være det som helhed. Og ingen var jo tvunget til at nøjes med orienteringen fra den kant. Der var og er også udenlandske nyhedstjenester, herunder ikke mindst svensk tv som navnlig i 1970'erne og 1980'erne generelt var langt bedre end DR's.

Faktisk kom jeg i midten af 1970'erne til direkte at afsky hovedpartens af DR's tv-medarbejdere for deres tåbelige journalistik der ikke i mine øjne rettede sig specifikt mod de borgerlige politikere, men generelt mod alle politikere uanset partifarve, og som helt igennem i alle partipolitiske debatter under valgkampene gik efter manden i stedet for efter bolden. Det bevirkede at man næsten aldrig fik ordentlig besked om partiernes og partiledernes begrundelser for deres politik og programmer, men skulle finde sig i ensidig og tidsspildende fokusering på ofte helt ligegyldige detaljer. Dem var journalisterne mestre i at kaste sig over på bekostning af helhed og dybde. Jeg kunne til sidste simpelthen ikke døje journalister som Ole Thisted, Mogens Rubinstein, Bent Stuckert og flere andre, og da TV2 dukkede op i 1988, gik jeg simpelthen over til denne kanals nyhedsudsendelser og fremragende journalister som Steffen Jensen og Ulla Therkildsen. Ligesom jeg - som allerede nævnt - i vid udstrækning brugte svensk tvs horisont-udsendelser af fremragende lødig karakter. Den dag i dag foretrækker jeg TV2-nyhederne frem for DR, men sætter dog pris på Deadline 22.30 på DR2. Radio hører jeg næsten aldrig, bort fra de 10 minutters radioavis kl 12.

Principielt mener jeg at Danmarks Radio for længst burde have været adskilt i en radiodel og en fjernsynsdel. Det er ikke hensigtsmæssigt med en sådan kæmpemæssig organisation.



Desuden er jeg imod politisk valgte bestyrelser (eller radioråd), netop fordi erfaringerne fra 1970'erne var at de medførte politikernes indblanding i redaktørernes frihed til at lave udsendelser - og denne frihed er betingelsen for kvalitet, kreativitet og fornyelse. Men unægteligt forudsætter den i en statsvirksomhed at ledelsen fuldt ud påtager sig ansvaret for bredde, saglighed, alsidighed og balance, fordi dette er og bliver forudsætningen for politikernes tillid til organisationen. Denne tillid blev tabt i 1970'erne - naturligvis ikke uden årsag i 1968'ernes politisering af skoler, universiteter og medier. Men heller ikke uden årsag i den jagt på de røde lejesvende som Erhard Jakobsen og hans Aktive Lyttere Og Seere foranstaltede, og som skød langt over målet. Uanset hvor røde mange af medarbejderne var, er det afsporende at betegne dem som lejesvende. Det svarer til at man fx også kaldte filosoffen Villy Sørensen for Moskva-lakaj. Det er komplet misvisende - og fordrejer al debat.

Når udviklingen de sidste ti år ikke har behaget undertegnede, så skyldes det hverken højreorientering eller venstreorientering, for jeg kan sagtens tåle at høre nogen jeg er uenig med. Det skyldes derimod den generelle forfladigelse der er sket i og med at underholdningen tæller meget mere end oplysning og formidling af kunst, forskning og politik samt eksistensproblemer. Man bøjer sig tilsyneladende for det argument at når flertallet foretrækker underholdning og amatørisme fremfor seriøse udsendelser der kan rokke ved fordomme, så skal man bringe mere af den slags. Og når folk helst vil have udsendelser med evigt kværnende deltagere, så skal de også have dét. Plads og tid til eftertanke bliver der mindre og mindre af. Og pauser aner man ikke hvad er. Om det så er udsendelser med klassisk musik (som er det eneste jeg af og til stiller ind på), så går kværnen på tilrettelæggerne også. Ja, DR kan endda nu også få støtte til sin forfladigelses-strategi i forfatteren Tor Nørretranders' muntre kronik i Politiken d.d. som under dække af at være en slags alternativ åbningstale til folketinget foreslår en "tivolisering" af hele vort samfund. I Tivoli findes al slags kultur, og der er frit valg. Sådan skal samfundet også være, mener denne generøse æstetiker, som ingen politiker kan tage alvorligt.

Konsekvensen af DR's strategi vil alt i alt blive at det ikke længere er muligt at opretholde forestillingen om Danmarks Radio som en virkelig god og konstruktiv folkeoplysende og folkedannende institution. Og det er i mine øjne meget værre end at der findes politisk farvede medarbejdere der ikke sætter nuancering og objektivitet tilstrækkeligt højt. Dem kan man da lukke for. Hvad der mangler og efter Rosenkrands's udsendelser fortsat mangler er venstrefløjens opgør med egne illusioner. Men dette opgør er de bange for, fordi de slet ikke er vant til at se deres egne meninger og holdninger i et dybdepsykologisk endsige helhedsrealistisk lys.

Jan Jernewicz



Henvisninger    
Til toppen  Næste

Links til:

DR online



Relevante artikler på Jernesalt:

Mediedækning af krig og konflikt - kontra oplysning  (2.2.09.)
Mediedækningn af regeringens skatte- og velfærdsudspil 21.8.07  (23.8.07.)

Sohn: Er Ole Sohn angst for selverkendelse?  (10.4.28.)
Sohn, Ole, SF-politiker   (Sohn-syndromet)
Jelved og Kjærsgaard i Deadline  (15.3.06.)
Jyllands-Posten mellem tvende have  (2.3.06.)
Politikens reaktionære holdning  (28.2.06.)
Pop og politik uforenelige?  (18.1.0.6.)
Utopi - eller varm luft?   - om DR2's temalørdag den 7.1.(10.1.06.)
Deadline under lavmålet - i interviews med Fogh og Lykketoft (25.1.05.)

Folketingsvalget i medierne (løbende serie fra 20.1.05.)
Hån mod Ole Grünbaum   om Jes Stein Pedersens døde Deadline2-udspørgen (26.10.04.)
Marxisme, modernitet og uforudsigelighed   om idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz' tanker (17.10.04.

Ny vært på Deadline's 2. sektion  (23.9.04.)
Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.) om bl.a. mediernes rolle i dannelsen
Medieskabt tortur-hysteri   (5.8.04.)
Er samfundet blevet selskabeligt? > Eller er dette bare en medieforskers postmodernistiske tese?

Politik og medier Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme?
Tal med DR2's selvbestaltede præsteskab  om Clement B. Kjersgaards serie "Tal med Gud"
Eksistens på søndags-Deadline  om den nye 2. sektion af Deadline fra 31.8.03.
Ny Deadline på DR2  om den nye udgave af deadline-udsendelserne fra 18.8.03.
Gammel kulturkamp eller ny værdikamp?  om Berlingske Tidendes afsporing af en nødvendig værdidebat

Fogh og Venstre i krise?  om mediernes billige sommer-agurker - kontra Foghs strategi
Forrykt hetz mod Bjørn Nørgaards gobeliner  om artikel i Weekendavisen 1.8.03. med angreb på Nørgaard
TV2's fremtid   om medieforliget og TV2's privatisering.
Medierne og topmødet   om mediernes dækning af EU-topmødet 12.-13. dec. 02 i København
Regeringens medieudspil  (3.6.02.)



Artikler om Danmark
Artikler om Medier
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal