Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - larsloekke11glemmer

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.09.10.


Lars Løkke glemmer den tredje vej

VK-regeringen er i vanskeligheder, fordi begge koalitionspartier taber terræn blandt vælgerne; de konservative især på grund af Lene Espersens manglende evner som udenrigsminister, og Venstre især på grund af de jyske kernevælgeres store utilfredshed med regeringens kommunal- og sygehusreformer, som statsministeren har et stort personligt ansvar for som tidligere indenrigs- og finansminister.

Når det endnu ikke er givet at regeringen taber næste folketingsvalg om et års tid, skyldes det ene og alene at oppositionens største parti, socialdemokraterne, på grund af Helle Thorning-Schmidts problemer fortsat ikke har haft held til at genvinde sine tabte vælgere. Overvejende peger meningsmålingerne på et flertal for 'rød blok', men det er relativt lille, og en enkelt måling har for nylig vist pænt flertal for 'blå blok'. Men alt siger også, at et blåt flertal i givet fald kun vil kunne komme i stand, hvis Dansk Folkeparti bevarer eller forbedrer sin position samtidigt med at det ellers hensunkne, men i sommerens løb genopvakte Liberal Alliance får den forventede markante fremgang. - Jf. artikel.

I disse dage er regeringen og navnlig Venstre løbet ind i ubehageligheder omkring den tiltænkte skolereform, idet undervisningsministeren er kommet på kant med Danmarks Lærerforening om oplægget til regeringens skolekonference på Marienborg og dermed i realiteten generet statsministeren og dennes ambitiøse målsætning på området.

Nøjagtigt samtidigt er statsministeriets departementschef Karsten Dybvad blevet udnævnt til direktør for Dansk Industri efter den magtfulde Hans Skov Christensen, og dette er faktisk en gave til Lars Løkke, som intet har haft at klage over med hensyn til Dybvads kompetencer eller loyalitet, men ikke har fået det politiske modspil han gerne vil have fra sin højeste embedsmand, og som Dybvad principielt ikke vil give. De to har ikke kemi sammen, som man siger. Det havde Anders Fogh Rasmussen og Dybvad - ironisk nok, for det var Fogh der hentede Dybvad til statsministeriet nogle år efter at han offentligt havde kritiseret manden for at være socialdemokrat!

Men Løkke har sit eget projekt; det er et andet end Anders Foghs, omend lige så ambitiøst, og det er bedst tjent med kompetente embedsmænd der selvfølgelig ikke skal svigte loyaliteten, men gerne turde give åbent politisk modspil internt.



Men hvad er i grunden Lars Løkke Rasmussens projekt?

Ja, det har vi nu fået belyst i en bog skrevet af journalisten Tanja Frederiksen og politologen Sigge Winther Nielsen. Efter omtalen at dømme fortæller bogen egentlig ikke noget nyt om Lars Løkke Rasmussen, men den fokuserer på politikerens magtudøvelse - i tråd med tendensen i politisk journalistik. Og det er ingen skade til.

De to forfattere skal effektivt have dokumenteret, at Lars Løkke Rasmussen fra en tidlig alder dygtigt og kompromisløst er gået efter magten, og at han som vi alle véd har fået den og brugt den til at gøre sine ideer om frit valg til virkelighed. Forfatterne dokumenterer ifølge Berlingske Tidendes Esbern Schjørring også, at kampen om magten ikke er køn; den er faktisk langt hen ad vejen grim, fordi "der skal tales med store bogstaver til kollegaer, alliancer ofres, konkurrenter til vigtige poster skal have en kæp i hjulet og medierne styres". - Hvad ellers? kunne man spørge. Det er da hvad enhver opadstræbende chef gør, både i politik, i erhvervslivet og i den offentlige administration. Ellers kan de slet ikke klare opgaven. Naturligvis er der forskel på om magthaveren er hård og kynisk eller blødere og diplomatisk, og dette afgør i allerhøjeste grad arbejdsmiljøet på stedet. Men ledes og regeres skal der. Børnehavernes rundbordspædagogik kan ikke bruges i magtens korridorer.

Det nye er som bekendt at ledere i vore dage og på vore kanter helst ikke må tage sig ud som hårde og kyniske. Og derfor kan bogen om Løkkes projekt fx fortælle, at den gode Lars Løkke udtrykkeligt brugte ordet "ydmyg", da han holdt sin tale efter at Anders Fogh på Venstres landsmøde 5. april 2009 havde overladt ham formandsposten - og dermed statsministerposten. Bagefter interviewedes Lars Løkke til "Se og hør" - uden slips - og han fortalte at han spiser den samme slags mad som almindelige danskere. Og de fleste kan sikkert også huske at han året efter tog på ferie til Tenerife med sin familie, mens landet standede i recessionens våde. Han løb ikke - som Lene Espersen - fra noget møde han burde have deltaget i, men, forklarede han: statsminister er man kun et stykke tid, far er man altid.

Sådan er magtens mænd og kvinder i dag, bemærker Schjørring: de prøver at fremstille sig selv som almindelige mennesker; de kalder sig "lille Lars fra Græsted" eller "bare kald mig Lene"; de prøver at være i øjenhøjde med vælgerne. Ja, de prøver at tildække, at det er dem der har magten. Men bogen om Løkkes projekt afslører statsministeren som benhård magtpolitiker, ja, som en forklædt fyrste!



Sjovt nok fortæller bogen - ifølge Jesper Thobo-Carlsens referat i Berlingeren så sent som 21.9. om aftenen - at Lars Løkke Rasmussens stil, i modsætning til forgængerens, har skabt gnidninger i Statsministeriet. "Han vender og drejer sagerne, ryger en cigaret, udskyder problemerne, glemmer dem halvt, går rundt om den varme grød og vil have flere øjne på. Mange embedsmænd synes, at det hæmmer husets beslutningskraft," skriver de to forfattere på baggrund af ikke mindre end 200 kilder.

Særligt interesssant er naturligvis at der har været deciderede sammenstød mellem Løkke og departementchef Dybvad. Forskellene mellem dem har været tydelige allerede fra starten, påpeger bogen. Dybvad er formel. Løkke uformel. Dybvad henter to retter mad ind og spiser med kniv og gaffel. Løkke er til håndmadder. Dybvad har blik for den internationale politik. Løkke har fokus på indenrigspolitikken. Ja, "Løkke synes i begyndelsen af sin statsministertid ifølge flere medarbejdere, at Karsten Dybvad er lidt af en regelrytter, der kan virke som en belærende overlærer."

Lars Løkke medbragte ved sin udnævnelse planer om at reformere statsministeriet. Han ville have en samarbejdende organisation med mindre hakkeorden, hvor også hans særlige rådgiver, Søs Marie Serup, skulle blande sig i den politiske diskussion. Reformtankerne beskrives som "en mindre bombe under systemet", og det fører til sammenstød mellem spindoktoren og departementchefen. Løkke måtte ifølge forfatterne vælge mellem, hvem der skulle være førsterådgiver. "Enten skal Søs eller Karsten forlade ministeriet," skriver de. Og det blev som bekendt Dybvad der trak det længste strå. Søs Marie Serup skiftede i marts i år til et job i Venstre. Og Løkke opgav sin støtte til en stor omstrukturering af statsministeriet.

Men nu hvor Dybvad går til Dansk Industri får Lars Løkke altså en ny chance. I forvejen er statsministeriets chef for det indenrigspolitiske område blevet departementschef i Undervisningsministeriet. Den tidligere topmbedsmand på det udenrigspolitiske område er blevet chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, og chefen for ministeriets klimasekretariat, den under klimatopmødet ikke alt for heldige Bo Lidegaard, forlader ministeriet sidst på året. Lars Løkke kan derfor nu skaffe sig det politiske modspil fra sine embedsmænd han gerne vil have - og samtidigt sikre en definitiv nedtoning af udenrigspolitikken og en klar fokusering på indenrigspolitikken og dermed det reformarbejde han sætter øverst på dagsordenen.



Men én ting udover arbejdsstilen adskiller Lars Løkke Rasmussen markant fra forgængeren Anders Fogh Rasmussen, og det er det overordnede ideologiske eller filosofiske perspektiv. Et sådant var tydeligt hos Fogh, men er totalt fraværende hos Lars Løkke.

Anders Fogh Rasmussen skiftede efter valgnederlaget til Nyrup Rasmussen i 1998 sin filosofi og strategi omkring minimalstatstanken fuldstændigt ud med en helt ny, nemlig den britiske Labour-leder Tony Blairs filosofi om 'Den tredje vej'. Han så at denne vej ikke blot var mulig for et arbejderparti der kommer fra socialismens ideologi, men også for et borgerligt parti der kommer fra liberalismens ideologi. Begge ideologier er nemlig forældede i vore dages samfund der har forladt klassekampen og i stedet for er blevet velfærdssamfund hvor en større og større middelklasse bliver mere og mere dominerende.

Anders Fogh Rasmussen gjorde bevidst og velovervejet Venstre til et midterparti og politik til et spørgsmål om midterpolitik. 'Den tredje vej' er vejen mellem ensidige hensyn til 'tryghedsprincippet' og 'frihedsprincippet'. Begge principper har værdifulde sider, blot de ikke gøres til absolutte sandheder. Men Fogh forstod - ligesom Blair - derimod ikke at de to principper fortsat skal betragtes som uforenelige på logisk eller teoretisk plan. De skal derfor på pragmatisk vis have lov til at gøre sig gældende i den praktiske politik i en politisk proces der aldrig falder til ro i en definitiv balance, men forbliver spændingsfyldt og dynamisk. Fogh og dermed Venstre fik - som ofte påpeget af Jernesalt - aldrig afklaret den tredje vejs filosofiske grundlag.

Lars Løkke Rasmussen kunne ikke drømme om at foretage denne nødvendige afklaring. Han gør som Ed Miliband netop har gjort i Storbritannien: han lægger Tony Blairs filosofi i glemmebogen én gang for alle. Lars Løkkes projekt hedder magtudøvelse gennem praktisk reformering af det velfærdssamfund han selv er vokset op i og aldrig har sat spørgsmålstegn ved. Han er slet ikke filosofisk indstillet. Han ville - som det er blevet sagt - aldrig som Fogh kunne påtage sig at holde foredrag i Vartov om sit forhold til Kierkegaard og Grundtvig, for han har ikke noget forhold. Han er ren pragmatiker, og han tænker udelukkende i økonomiske, administrative og strukturelle baner. Og dét er en stor svaghed.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Statsministeriet - med links til øvrige ministerier
Venstre



Relevante artikler på Jernesalt:

Liberal Alliance blokerer den tredje vej  (28.9.10.)
Labour forlader den tredje vej  (27.9.10.)

Er Lars Løkkes realisme en ideologi?  (30.4.10.)
Lars Løkkes og VK-regeringens dilemma  (11.4.10.)
Det nye regeringsgrundlag  (25.2.10.)
Lars Løkke Rasmussens store rokade  (23.2.10.)
Lars Løkkes problem  (10.2.10.)
Lars Løkke Rasmussens første nytårstale  (2.1.10.)
Lars Løkkes lille rokade  (27.11.09.)

Lars Løkkes Danmarksdrømme forekommer virkelighedsfjerne  (23.11.09.)
Lars Løkke Rasmussens åbningstale  (8.10.09.)
Lars Løkke bliver ved det gamle
- men Pia Kjærsgaard spøger stadig
  (9.8.09.)
Er Lars Løkke ikke trådt i karakter?  (4.8.09.)
Formandsskiftet i Venstre  (19.5.09.)

Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Komplementaritetssynspunktet



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal