Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - islamytring4

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.1.06.


Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation

- afspejler den dybe forskel mellem de to slags psykiske grundprocesser.

Jernesalt følger normalt ikke de aktuelle politiske og kulturelle begivenheder op med kommentarer dag for dag, men sagen om Muhammed-tegningerne i Jyllands-posten har unægteligt udviklet sig så dramatisk inden for det sidste døgn, at et forsøg må gøres på at give en seriøs forklaring på de aktuelle forklaringsproblemer.

For forklaringsproblemer er der tale om, når hele den muslimske verden hidser sig voldsomt op på grundlag af nogle tegninger som i sig selv er endda meget uskyldige i forhold til gængs dansk karikaturkunst, og som ydermere har deres faktiske udspring i et dagblads helt igennem hæderlige og prisværdige bestræbelser for ikke at havne i en selvcensur der fundamentalt strider mod danske frihedsidealer.

Forklaringsproblemer er der tale om, når statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke hidtil har kunnet komme igennem med det ellers krystalklare budskab, at den danske regering ingen som helst beføjelser har til at gribe ind over for et dagblads offentliggørelse af artikler og tegninger.

Forklaringsproblemer er der tale om, når den muslimske verden - fra høj til lav, fra religiøse ledere til mediefolk, fra sheiker til godtfolk - simpelthen er ude af stand til at forstå at et ægte demokratisk system som det danske udelukker regeringsindgriben i ytringsfriheden.

Forklaringsproblemer er der tale om, når muslimer ikke fatter at deres religiøse dogmer, skrifter og personer aldrig i sekulariserede samfund kan være hævet over kritik så de slet ikke kan gøres til genstand for humor og dermed relativisering.

Og forklaringsproblemer er der endeligt også tale om, når visse danske forretningsfolk, redaktører og politikere ikke forstår at absolutistisk indstillede muslimer aldrig vil stille sig tilfreds med selv udførlige og omhyggelige forklaringer på sagens rette sammenhæng og derfor mener sig i deres fulde ret til at kunne gøre krav på uforbeholdne undskyldninger for noget der ikke kan undskyldes uden undergravelse af ytringsfriheden.



Den rent faktiske eskalering af udviklingen i de arabiske lande skal ikke gennemgås i detaljer her. Det må være nok at nævne, at boykotten af danske varer har bredt sig til store dele af den arabiske verden, at den vil give danske erhvervsvirksomheder store tab og koste arbejdspladser, og at også danskere i området har været truet eller direkte forulempet.

Det springende punkt er noget helt andet, nemlig at den massive eskalering kommer flere måneder efter at tegningerne blev bragt i Jyllands-Posten. Det er naturligvis ikke tilfældigt, men skyldes danske muslimers og her virkende muslimske diplomaters frustration over ikke at få regeringen til at gribe ind over for Jyllands-Posten. Det førte dem til præparering af religiøse og politiske ledere i deres hjemlande, herunder Den Islamiske Konference (OIC). Men den pludselige og overraskende ophidselse i de arabiske lande skyldes ikke primært tegningerne - for som bekendt læser araberne ikke danske aviser - men derimod koblingen til to bestemte og meget afgørende og i grunden modsatrettede faktorer: dels den religiøse eller moralske oprustning i landene, der igen hænger sammen med den store uvilje mod vestlige værdier og sekularisering, dels diktatorernes frygt for at islamiseringen bliver rettet mod dem selv. Kunne den blive rettet imod udlandet, ville der blive givet grønt lys for den. Og det greb også medierne straks.

Tilfældigvis faldt Danmark i de religiøse lederes turban som decideret syndebuk. Al vrede og frustration kunne på få dage kanaliseres ud mod et lille land som Danmark, der ellers står for at være den muslimske verden særdeles venligtsindet. Resultatet er altså blevet et gevaldigt kultursammenstød mellem muslimer i Mellemøsten, der hverken er eller vil være sekulariserede, og danskere i det høje Norden der forlængst er sekulariserede og i bund og grund tænker og føler anderledes end muslimerne. De herboende muslimer kommer i klemme, for de fleste kan så nogenlunde acceptere sekulariseringen, men et fanatisk mindretal vil under ingen omstændigheder være med i vognen og allierer sig derfor i islams navn med kræfter i Mellemøsten imod den danske regering.



Situationen kogte allerede i weekenden så højt op, at såvel Jyllands-Postens redaktion som statsminister Anders Fogh Rasmussen kom ud med omyggeligt formulerede klargøringer af deres standpunkter for om muligt at komme kritikken i møde. Jyllands-Posten understregede skriftligt og mundtligt at man fastholdt sin ret til at bringe tegningerne for ikke at havne i selvcensur, men som følge af de voldsomme reaktioner undskyldte selve det forhold at muslimerne føler sig krænkede over tegningerne. Man undskylder altså på ingen måde tegningerne - det pointerede redaktør Flemming Rose meget stærkt i Deadline kl. 22.30. Man 'beklagede' allerede i lørdags virkningen og gav udtryk for at man var 'kede af' den. Men da muslimerne har vist sig ikke at forstå disse udtryk, har man erstattet dem med udtrykket 'undskylde'. Der ligger altså heri ikke nogen indrømmelse, men alene en forstående imødekommenhed. Det håber man naturligvis vil gøre indtryk på muslimerne. Problemet er bare, at sådanne nuancer dels drukner i mængden af indslag i medierne, dels slet ikke forstås af muslimerne - ikke fordi de er dumme, men fordi de tænker i helt andre baner. Man vil kunne forklare sig til dommedag over for dem med sådanne nuancer - uden at det vil virke. De forstår kun - og kræver derfor - den uforbeholdne næsegruse eller feudale undskyldning, som bladet umuligt kan give uden helt at opgive al selvrespekt.

Statsministeren gjorde på sin side opmærksom på, at hans ministerium tillige med udenrigsministeriet og hele diplomatiet arbejdede på højtryk for at finde en løsning på sagen. Bl.a. er EU inddraget. Og han har bedt oppositionspolitikerne give regeringen arbejdsro nogle dage, da diplomatiet nu engang arbejder bedst uden påtrængende offentlighed. Men dernæst gentog han, hvad han gang på gang har slået fast, at det danske demokrati er indrettet på en sådan måde med ytringsfrihed, at regeringen ikke kan gribe ind over for et dagblads artikler eller tegninger. Men adspurgt af intervieweren erklærede statsministeren også at han havde "en sådan respekt for menneskers religiøse overbevisning at han personligt aldrig ville fremstille Muhammed, Jesus eller andre religiøse skikkelser på en måde som kan krænke andre mennesker". - Også en ganske klar udmelding for enhver der kan høre og læse. Ytringsfriheden fastholdes ubetinget, eventuelle klager henvises til domstolene, men personligt bryder Fogh Rasmussen sig altså ikke om de tegninger der har givet hele balladen. Problemet er igen bare, at nuancerne ikke opfattes af modparten, og at de rabiate muslimer, inkl. kommentatorerne i de arabiske medier, forlanger regeringens indgreb over for Jyllands-Posten, ja endda forlanger det umulige: lovindgreb i ytringsfriheden så gentagelsestilfælde kan forhindres.



Det er over for en så stor og ulykkelig afstand mellem parterne nødvendigt at påpege, hvorfor nuancerede forklaringer preller af på de krænkede muslimer som vand på en gås. Det skyldes to simple forhold. For det første forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser og for det andet den absolutistisk-autoritære tankegang.

Grundprocesserne i den menneskelige psyke er enten opbygget af ustabile eller stabile følelser og tanker. De ustabile er de primære, fordi de kommer først i det enkelte individs udvikling, ja, allerede fungerer før fødslen. De er ofte meget intense, og iøvrigt kendetegnet af at være koblet på tilfældige indre og ydre stimuli efter visse regler som fx pars-pro-toto-loven, der siger at en del tages for helheden (spædbarnet skelner fx ikke klart mellem moderen og mælken). Endvidere er der intet skel mellem fortid, nutid og fremtid eller mellem fantasi og virkelighed. Alle disse skel tillige med brugen af det artikulerede sprog og de logiske konstanter skal læres - og dette sker gennem de sekundære processer. Her gælder at de følelsemæssige og tankemæssige enheder der skaber relationer til bestemte genstande, lyde, synsindtryk, ord og billeder osv. er relativt vage, men til gengæld så stabile at der kan opbygges et stadigt mere realistisk og nuanceret billede af virkeligheden. Al sprogtilegnelse, al skolemæssig indlæring og uddannelse, al videnskab og alt praktisk liv samt al nøgternhed beror på disse sekundære psykiske processer.

Den grundlæggende omvendte proportionalitet mellem de to slags processer - jo mere vage, jo mere stabile; jo mere intense, jo mere ustabile - indebærer nu at man populært sagt ikke kan lære nogetsomhelst hvis man er ophidset. Ophidselse kan ofte være en god ting i sig selv, fx i elskovskunsten, musikdyrkelsen eller den religiøse ekstase. Men den suspenderer fornuften, og derfor bliver demagoger i stand til at udnytte den, så de kan styre masserne hvorhen de vil. Det så vi i Tyskland under nazismen, eller ser vi i Iran under ayatollaherne eller i disse dage i gaderne i de arabiske byer. Demagogerne har uhyre let spil, for de skal blot holde ophidselsen oppe ved hjælp af et konstant bombardement af forargelige påstande. Og det er fuldstændigt ligegyldigt om påstandene har noget på sig eller er lodrette løgne. Massernes fornuft er forduftet - og saglige og nuancerede argumenter siver aldrig ind.

Hertil kommer imidlertid de uskolede og ikke-sekulariserede menneskers tro på absolutte sandheder. Disse har de ikke fundet frem til gennem gustent overlæg, stilfærdig eftertanke endsige systematiske studier, de har derimod fået dem indprentet af autoriteterne gennem udenadslæren, uendelig gentagelse og ofte streng disciplin samt fordømmelse af enhver tvivl. Absolutismen henføres i religionerne til guddommelige åbenbaringer og store profeter. Ikke at acceptere åbenbaringerne og profeternes sandheder og ukrænkelighed stemples som vantro. Og det stemples som dekadence og moralsk opløsning at anfægte de absolutte sandheder.

Relativismen anses af absolutister pr. definition som vantro eller moralsk opløsning. I Europa kendes nihilismen som eksempel på en tro på de overleverede sandheder der blev betragtet som opløsende. At den eksistentielle sandhed først bliver bindende uden autoritetstro gennem den personlige tilegnelse fatter absolutisterne ikke. Derfor spiller den ingen rolle i islam, der til gengæld er hurtig til at fordømme relativisme som vantro og forfald. De islamiske bevægelser har for tiden meget stort held med at stemple de vestlige værdier som vantro.



Det siger sig selv, at ingen der ønsker at løse den nuværende tilspidsede konlikt og skabe ægte dialog med muslimerne, kan komme uden om disse psykologiske kendsgerninger. Diplomatiet skal under alle omstændigheder fortsætte sin stædige forklaringsproces ved at henvende sig til de fornuftige og nøgterne folk i de forskellige muslimske landes regeringskontorer. Men masserne dysses ikke ned ad den vej. De vil kun ske gennem de arabiske regeringers eventuelle forsøg på at få de religiøse ledere væk fra demagogien. Hvis de da overhovedet ser noget formål med det. Og det vil selv i bedste fald tage sin tid.

De hårdt ramte danske erhvervsfolk, de pensionerede diplomater, de skadefro oppositionspolitikere og de mange henrykte mediefolk der lever af spektakler burde sætte sig ind i hvilke kræfter der er på spil, så de i det mindste undlader at puste unødigt til ilden eller forlanger urimeligheder af regeringen. Og mon ikke en nar som Bill Clinton er den sidste af alle der har ret til at komme med moralske opstød der viser at han ikke har sat sig ind i sagens substans.



Sagen drejer sig til syvende og sidste om selve demokratiet og sekulariseringen.

Vi må her i landet gøre alt hvad vi kan for at fastholde den fortræffelige ordning vore forfædre fra og med den franske revolution i 1789 var mere et hundrede år om at kæmpe sig frem til og som definitivt fastslår at religiøse ledere ikke skal bestemme over vores tro eller tanke- og ytringsfrihed. Religionen skal ikke holdes uden for det offentlige rum og gøres til en ren privatsag, for det kan religion aldrig. Men religion må ikke forstås som absolutte sandheder, men derimod som relative, dvs historisk bestemte sandheder der altid kan sameksistere med andre relative sandheder, hvis ellers relativismen accepteres.

Alle burde også efterhånden forstå, at al moral ikke flyder, fordi religionen forlader absolutismen og forstås som relativ. Det er de absolutte ydre autoriteter (skrifter, dogmer, konfessioner, profeter osv.) der relativeres, ikke den almindelige menneskelige moral, som dels bygger på kravet om indre konsistens, dels på formålstjenligt socialt fællesskab.

Demokrati forudsætter ytringsfrihed, sekularisering og relativistisk religionsforståelse. Al integration i demokratiske samfund forudsætter accept af de selvsamme fænomener. Og det åbne samfund, som også tør være åbent og imødekommende for fornuftigt indstillede indvandrere, forudsætter demokratiet.

For alle fænomener og friheder gælder at humor er en god ting, ja, når alt kommer til alt er humor den anden side af relativismen: man tør - uden nogen form for frygt eller vrede - se alternative muligheder i øjnene som en gave. Størst er gaven, når også religionen kan betragtes med humor.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Efterfølgende artikler:

Loven om utilsigtede virkninger  (8.2.06.)
- Muhammed-sagen i historisk perspektiv (1)

Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)

Tidligere artikler:

Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen
  (29.1.06.)

Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed

Religionen og sekulariseringen
Afsnit af Værdimanifestet  (17.9.04.)

Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt

Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)

Øvrige artikler om Sekularisering
Artikler om Humor
Artikel om Etisk konsistens



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal