Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - islamytring

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.10.05.


Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden

Jyllands-Posten har vakt muslimernes vrede og forargelse ved at bringe forskellige tegneres bud på hvordan de forestiller sig at profeten Muhammed har set ud. Sådanne tegninger er nemlig forbudte ifølge islamisk tradition, altså ikke direkte efter koranen, men efter angivelige udtalelser af profeten andetsteds. Begrundelsen skulle være risikoen for afgudsdyrkelse. Alle moskeer er derfor - iøvrig ligesom jødiske synagoger - uden billedudsmykning.

Det siger sig selv, at forbudet ikke har mening blandt ikke-muslimer og ikke kan opretholdes i ikke-muslimske lande med grundlovssikret ytringsfrihed.

Men det siger åbenbart ikke sig selv, at muslimer respekterer ytringsfriheden i demokratiske lande. Derfor samledes ikke mindre end omkring 3.500 muslimer til demonstration mod Jyllands-Posten på Rådhuspladsen i København fredag den 14.10. Derfor forlangte de en undskyldning fra Jyllands-Postens side, og derfor har en række herboende muslimske diplomater nu sendt statsministeren en protest.

Jyllands-Posten har også været udsat for regulære trusler, ligesom både bladet og Danmark har været hængt ud i islamiske medier rundt omkring i verden. Ingen af reaktionerne tåler heldigvis sammenligning med fatwaen i 1989 mod Salman Rushdie for 'De sataniske vers' der tvang ham til at gå under jorden i mange år. Jyllands-Posten er jo heller ikke en bestseller på verdensplan, men sagen er alligevel meget symptomatisk for muslimernes overdrevne religiøse følsomhed - og kræver derfor stillingtagen.



Et er at Jyllands-Postens provokation var overlagt, og at redaktionen direkte sigtede mod at fremkalde reaktion. Det har gjort de øvrige bladredaktioner i landet lidt forbeholdne i deres praktiske, men ikke deres principielle støtte. Principiel støtte får Jyllands-Posten givetvis også fra statsministeriet. Ytringsfriheden er ikke på nogen måde misbrugt i denne sag.

Men noget andet er denne ulyksalige muslimske følsomhed. Den viser nemlig desværre kun alt for godt, at muslimer har svært ved at vænne sig til fuld demokratisk ytringsfrihed og respekt for den. Men allerværst afslører den også ganske almindelige og fredelige muslimers uhyggelige fundamentalisme. Muslimerne er for flertallets vedkommende - deres imamer, teologer, lærde og ulærde religiøse ledere indbefattet - så svinebundet (undskyld udtrykket) til koranen og hadith og sunna (tradition og sædvane) at de ikke tør se disses tidsbundethed i øjnene og indlade sig på en tilpasning af dem til moderne forhold og bevidsthed.

Vi kender samme totalbinding i såvel jødedom som kristendom fra tidligere tider, men takket være oplysning og sekularisering i den vestlige verden (herunder den israelske stat) er de religiøse normer, forskrifter og forbud blevet blødt betydeligt op (liberaliseret), ligesom man generelt har accepteret ytringsfriheden og de andre demokratiske friheder. Endvidere har man accepteret det forhold at mange mennesker i vore dage er ateister eller fritænkere og derfor aldeles uforpligtede af de religiøse dogmer og normer. Vi er alle blevet temmelig tolerante.



Ytringsfriheden gør det ikke alene muligt at sige hvad man positivt har på hjerte, men også at kritisere, ja latterliggøre andre - herunder ikke mindst magthaverne og alle repræsentanter for instanser af religiøs, kulturel, økonomisk, social og videnskabelig art der selvhøjtideligt prøver at stille sig bedrevidende eller altvidende op. De fleste af os værdsætter satiren i medierne og på scenen. Der findes ikke et dagblad her i landet der ikke bringer satire flittigt og systematisk. Demokratier kan ikke fungere uden denne kritik af magthaverne, hanbavianerne eller folk der bare puster sig op som kalkunhaner.

Desværre har vi fra gammel tid bevaret en blasfemiparagraf eller to i straffeloven (§§ 140 + 266b) der gør det strafbart at forhåne tro og gudsdyrkelse offentligt. Paragrafferne bruges sjældent, men har den funktion - som også forbudet mod racisme har - at sætte visse (svært definerlige) grænser for bevidst og offentlig nedgøring af andre mennesker.



Det burde sige sig selv at offentliggørelse af tegninger af profeten Muhammed (Fred være med ham!) ikke har noget med generel nedgøring af muslimer at gøre. Når disse alligevel føler sig stødte på manchetterne afslører det en overfølsomhed der ikke kan forlanges beskyttelse for i et demokrati. Ingen af landets ministre har siden grundlovens vedtagelse kunnet beskytte sig mod hån og satire. Ingen biskop eller præst har kunnet værne sig - og naturligvis heller ingen forfatter, tegner, kunstner eller journalist. Ikke engang landets højesteretsdommere lever i et elfenbenstårn.

Forlængst har almindelige vesterlændinge også vænnet sig til latterliggørelse af kristendommen og kirken. Begge har utallige gange i historien optrådt som magthavere, ja undertrykkere. Og følgelig har de selv lagt op til kritik. Kristendommen har intet billedforbud. Kirkerne er fulde af billeder og figurer. Og disse betragtes ikke som udtryk for afgudsdyrkelse, før vi kommer langt over i den katolske helgen- og madonnadyrkelse. Men heller ikke den er til at udrydde. Og uden for kirkens rammer er der stort set frit slag m.h.t. satire over kristendommen. Den støder skam også mange kristne. De kan undertiden finde på at protestere. Men det hjælper dem intet. De gør sig kun til grin ved at protestere.



Generelt gælder nemlig at demokratiet ikke alene forudsætter ytringsfrihed og billedfrihed, men faktisk også humor.

Humoren har i kulturerne den helt centrale funktion at afsløre falskhed, opblæsthed og forstillelse og samtidigt at pege på alternativer til alt det vedtagne, gængse, konforme, vanemæssige og fordomsfulde.

Humoren relativiserer vores forestillinger ved at pege på deres tidsbestemthed og subjektivisme. Og vel at mærke sker dette som hovedregel uden at undergrave folks grundliggende tro, livsmod eller etik. Tværtimod styrker humoren livsmodet og etikken, ja humoren er - som Martin Buber udtrykte det - ligefrem troens fosterbroder.



I den aktuelle sag skal Jyllands-Posten derfor ikke undskylde og statsministeren ikke beklage noget som helst. Muslimernes forargelse er tværtimod muslimernes eget problem, og det løses ikke ved at de klapper i og blot trækker på skuldrene af de uforbederlige vantro jyder og vesterlændinge. Problemet er virkelig alvorligt, og det burde føre frem til en grundig selvbesindelse omkring selve troens grundlag, ja, om muligt burde det føre frem til en forståelse af humorens funktion og gavnlighed, også, ja netop når det gælder religion og eksistens.

Selvbesindelsen er et spørgsmål om at flytte troen fra ydre autoritet (koranen, hadith og religiøse ledere) til indre overbevisning - eller fra absolutte dogmer til relativiseret forståelse af troen som subjektiv bestemmelse, som enhver må finde sig i at få konfronteret med andres subjektive opfattelse.

En sådan selvbesindelse er lettere sagt end gjort. Den kræver en åbenhed og psykologisk forståelse som ikke er givet på forhånd i de muslimske miljøer, men som mange muslimer tværtom automatisk viger tilbage fra, fordi de er opdragede til det. De indoktrineres i vid udstrækning til blind bogstavtro på koran og hadith. De fastholdes i vid udstrækning i denne tro gennem koranskoler og fredagsbøn samt den udbredte brug af satellit-tv fra deres oprindelige hjemlande. Og det gør ikke sagen bedre, at de oven i dette også ønsker at hævde deres kulturmønster som parallelt til det danske.

Dybest set må en bearbejdelse af hele denne overdrevne følsomhed derfor i dag betragtes som en nødvendig del af integrationen.



Henvisninger:

Efterfølgende artikler:   Muslimer og kvindefrigørelse  (24.10.05.)
Går integration kun den ene vej?  (22.10.05.)

Dialogmøde med muslimer på Marienborg  (25.9.05.)

Tamt budskab fra missionerende ahmadiyya-kalif   (14.9.05.)

Alt det besvær med islam  (7.9.05.)

Frihedspris til Ayaan Hirsi Ali  (21.11.04.)

Mordet på Theo van Gogh  (14.11.04.)
Gik han for vidt i kritikken af islam?

Religionen og sekulariseringen  (Afsnit af Værdimanifestet - 17.9.04.)

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt

Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)

Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte  (Verdsliggørelse - 18.6.03.)

Sharia, Sherin og sekularisering  (Danmark/Religion - 29.9.02)
Artikel om Sherin-Khankan-sagen og Det Radikale Venstre

Islam - en trussel?
Artikel om den vigtige forskel mellem islam og islamismen
og om truslen fra den politiske islam.  

Humor i Mellemøsten

Muslimsk humor - en selvmodsigelse?

Hovedartikler om humor:

Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')

Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')

Humormennesket Storm P.  (31.5.05.)
Ny vurdering af den store kulturpersonlighed



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 28.9.2015