Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - vaerdier 21

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.9.04.


Religionen og sekulariseringen

Værdimanifestets 10. afsnit

Indledning
Billede og myte
Begrebet tro
Mytologi
Syndefaldsmyten
Hangen til dogmer
Tilgivelsens idé
Tragedie og humor
Hjertekravet om en modergud
Specifikke kristne forestillinger
Gudsforestillingen
Sekularisering
Relativisering
Er en religionsfornyelse en mulighed?
Åbenhed over for nydannelser
Henvisninger



Indledning     
Til toppen    Næste

Religionen er som arbejdet og den videnskabelige udforskning en hovedkilde til kultur. Dette kan heller ingen være i tvivl om, der betragter kulturhistorien med uvildige øjne. Men sagen tager sig anderledes ud med ikke-historiske, om man vil postmodernistiske øjne, fordi det i vore dage er to specielle ting der springer i øjnene. Dels sekulariseringens nedtoning af alt religiøst i vore vestlige samfund. Dels konfrontationen mellem islam og islamismen på den ene side og ateismen og den svækkede og mere eller mindre foragtede kristne kirke på den anden side.

Ikke desto mindre har der også i de senere år kunnet konstateres en betydelig religiøs søgen. Flere og flere erkender, at mennesket ikke kan leve på videnskaben eller det teknologiske og materielle fremskridt alene, men at der er dimensioner i tilværelsen der går ud over den snævre rationalitets rammer. Modernitetens problem er blot, at sproget tilsyneladende ikke længere formår at indkredse problemet på en tilfredstillende måde. Det gamle religiøse, dvs overvejende kristne sprog er mere eller mindre ukendt og uforståeligt for de unge generationer. Og selv de humanistiske videnskaber er indtil for ganske nylig i vid udstrækning gået uden om problemet. Man kan ligefrem støde på religionsforskere der betragter religion som levn fra fortiden, ja foragter den som overtro.

Det sproglige problem er centralt, fordi det afspejler den kendsgerning, at kulturudviklingen i allerhøjeste grad har været bestemt af rationalitetens fremadskriden på bekostning af den dybereliggende irrationalitet. Udviklingen er gået fra 'mythos' til 'logos', som det er blevet sagt. Men det vil blot sige selvsamme udviklingsvej som gælder for ethvert menneskeligt individ og som skyldes udviklingen af de psykiske sekundærprocesser og en samtidig forkastelse, undervurdering eller direkte fortrængning af primærprocesserne.



Billede og myte     
Til toppen    Næste

Billedet, ikonet og metaforen har altid været og vil for altid forblive centralt som symbol i religiøs og kunstnerisk fremstilling, men filosofien har lige fra sin begyndelse i antikken været stærkt billedkritisk. For den har dyrket logik og abstraktion. Symboler og metaforer bruger vi stadig flittigt i sproget, men mest konventionelt som vedtagne 'overførte betydninger'. Kun kunstnere og religiøst indstillede mennesker forstår dem i dybere forstand som udtryk for skabende kræfter i sjælen.

Det symbolske drømmesprog er derfor i vid udstrækning at betragte som et glemt sprog, og de der genopfrisker det med henblik på anvendelse til drømmetydning begår ofte den fejl at give symbolerne faste og afgrænsede betydninger. Myterne læses tilsvarende også ofte overfladisk som eventyr med symbolsk indhold af fast tilsnit. Man ser bort fra såvel forbindelsen til de energetiske kilder som forbindelsen til det hellige, forstået som det der står over mennesket. Resultatet er at myterne betragtes som noget der kun vedrører fortiden og som ikke kan sættes i forbindelse med det moderne menneskes eksistentielle situation. Men det er en fejl og en fatal forarmelse af tilværelsen og kulturen.

I virkeligheden er en mytologi en organiseret helhed af metaforiske udtryk som er knyttet til sjælelige eller åndelige tilstande af transcendent art til forskel fra sådanne der er knyttet til ydre fysiske ting. Disse sjælelige eller åndelige tilstande lever ethvert barn i til daglig i kraft af primærprocesserne. De bliver først suspekte, når barnet efterhånden lærer at beherske sekundærprocesserne og i sin begejstring for disses store praktiske anvendelighed giver sig til at tingsliggøre sin verden. Den gamle dybe indsigt tabes, på nøjagtigt samme måde som det er tilfældet i den store kultur, når rationalismen og oplysningen bliver alfa og omega.

I begge tilfælde mister de 'oplyste' den dybe kontakt med de skabende ressourcer i deres egne sind. De mister den spontane sang og den spontane kreativitet. De bliver éndimensionale. Og kulturen vil lide under det, selvom den tilsyneladende klarer sig glimrende med det materielle og teknologiske fremskridt.

Men det religiøse rum eksisterer fortsat og anerkendes i dag trods fremskridtet af stadigt flere mennesker som uomgængeligt får fuld eksistentiel forståelse. Det må blot ikke falde sammen med det kirkelige eller kristne rum, endsige det islamiske rum. Specielt afskyes af gode grunde alle former for fundamentalisme.



Begrebet tro     
Til toppen    Næste

I praksis er det nok muligt at komme uden om begreber som tro, opstandelse og dommedag, fordi de set ud fra en naturvidenskabelig vinkel eller et praktisk nyttehensyn er intetsigende og overflødige.

Opfattes tro som tro på en gud af bestemt art, melder spørgsmålet sig automatisk om denne gud mon virkelig eksisterer. Og da naturvidenskaben må svare 'nej' eller 'ved ikke', bliver troen automatisk suspekt. At tro kunne være identisk med livsmod og altså gå på en grundlæggende virkelighedstroskab falder ikke mange ind. Og at 'opstandelse' og 'dommedag' kunne være grundliggende arketypiske forestillinger, der kan leve kreativt i sindet og i sproget - uden at postulere reference til overnaturlige fænomener, er heller ikke alment forstået.

Eksistentielt er det imidlertid vanskeligt at komme uden om begreber som livsmod, fundamental tryghed, håb, lidelse og død, og da disse lader sig belyse på eksistensfilosofisk eller eksistenspsykologisk måde, er vejen banet for en vis religiøs og religionshistorisk forståelse der giver mening også for moderne, nøgterne og realistiske mennesker.

Vi betragter stort set alle en fundamental tryghed som en selvfølge i enhver normal familie og enhvert normalt menneskeligt fællesskab. Vi prøver efter bedste evne at formidle denne tryghed til ethvert barn der vokser op. Vi betragter det også som et gode at kunne bevare livsmodet gennem alle tilskikkelser livet igennem. Vi må nøgternt acceptere at livet er forbundet med lidelse og død, men det afholder os normalt ikke fra at fastholde håbet og således undgå at falde hen i fortvivlelse. Selv koncentrationslejrfanger må bevare en rest af håb for at kunne overleve.

Men igen er det typisk for vor oplyste tid, at de fleste for alt i verden vil undgå at kæde disse almene begreber sammen med den store eksistentielle forståelsesramme som religionen og mytologien nu engang er.



Mytologi     
Til toppen    Næste

De fleste mennesker har et vist kendskab til nordisk, græsk, romersk og jødisk mytologi - om ikke fra andet så fra billedkunsten - men de færreste accepterer mytologierne som andet end fantasifulde eventyrfortællinger. I virkeligheden er de et sæt af eksistentielle grundfortællinger der påpeger helt centrale vilkår for menneskelivet.

Eksempelvis er den græske skelnen mellem kosmos og kaos ikke et forsøg på naturvidenskabelig beskrivelse af den astrofysiske udvikling, men helt jordnært en påpegning af det afgørende eksistentielle skel mellem den varme og lyse menneskelige verden og det kolde, mørke kaos udenfor.

I nordisk mytologi hedder de tilsvarende fænomener henholdsvis Midgård og Udgård - og der er altså ingen af stederne tale om astrofysiske eller geografiske steder og skel, men om psykologiske skel mellem områder som vi kender, og hvor vi føler os hjemme og kan udfolde os, og områder hvor dette ikke er tilfældet. Med andre ord en sondring alle mennesker bruger både dagligt og i det større historiske perspektiv. 'Det hellige land' er ethvert land, hvor et folk føler sig hjemme. 'Guds udvalgte folk' er ethvert folk, som har et tillidsfuldt forhold til sin gud.

Mytologiske skabelsesberetninger siger tilsvarende intet om universets astrofysiske oprindelse - al den stund myternes anonyme ophavsmænd ingen anelse havde om astrofysik eller blot muligheden for at skelne mellem den kendte subjektive, varme og lyse menneskeverden og det mennesketomme, abstrakte og objektivt konstaterbare univers. De beretter i stedet for om oprindelsen af den menneskeverden der opstod som et emergent fænomen i evolutionen for blot 30-50 tusinde år siden, og som indebar menneskelig bevidsthed og ånd samt menneskeligt sprog.

Når en faderlig gudeskikkelse i de flest mytologier gøres til denne menneskeverdens skaber, sker det i simpel analogi med skabelsen af barnets verden. Barnet fatter af gode grunde ikke hvor det selv eller dets omverden kommer fra. Det tror forældrene har været der altid og er forudsætningen for alt. Og det er trygt ved situationen og overlader normalt ophavet at sørge for alt.

Først i puberteten fristes mennesket til for alvor at spise af 'kundskabens træ' og bliver pludseligt bevidst om situationen og sin egen naivitet. Det gennemskuer forældrene, erfarer seksualitetens drift og det andet køns tiltrækning - og mister for stedse uskylden og ansvarsfriheden. Det uddrives af 'paradiset' og må på et tidspunkt lære at klare sig selv, skaffe sig føden og forsørge en familie. Dette tager lidt længere tid for de unge i moderne tid, fordi uddannelsen kræver mere end tidligere, men det medfører også ofte endnu større generationskonflikt eller ungdomsoprør end tidligere.

Risikoen ved dette afgørende 'syndefald' er, at den unge i sit oprør mod forældrene eller faderguden mister sit fodfæste og havner i fortvivlelse og selvdestruktivitet - eller i simpel afvisning af tro som overtro og naivitet. Herved kan det blive udelukket fra at få fornyet det nødvendige livsmod på højere niveau. For livsmodet og livshåbet gives der ingen rationel begrundelse for.

Opretholder den unge også blasertheden over for det musiske og over for kærligheden, kan det udelukke sig selv fuldstændigt fra disse grundliggende og livsbekræftende værdier. Der er dyb sandhed i biblens ord om at uden at blive som barn påny kommer man ikke ind i himmerige. For det betyder ikke, at man skal regredere til et barnligt stadium, men at man skal være i stand til midlertidigt at suspendere sin tillærte og opøvede kritiske og rationelle sans (alle sekundærprocesserne) for at kunne give sig hen i kærlighedens, kunstens og musikkens mysterier og frie universer.

Jf. artiklen  Myte, ord og billede.



Syndefaldsmyten     
Til toppen    Næste

Den bibelske syndefaldsmyte fortæller om de første mennesker der fristet af den indre psykiske kraft i form af en slange spiste det forbudte æble fra 'kundskabens træ'. Den er så mangetydig, men alligevel fængslende, at det ikke er underligt at den i europæisk kunsthistorie har givet anledning til og stadig giver anledning til den ene fortolkning efter den anden, lige fra decideret kirkelig kunst og bibelillustration til fri kunstnerisk fortolkning - med æblet som symbol på livskraft, fristelse, synd, død og umætteligt videbegær.

Ser man bort fra al kristen teologis forsøg på at koble den gamle jødiske myte på en langt senere tids postulat om en 'arvesynd', må myten først og fremmes forstås som grundfortællingen om kulturens oprindelse. Ved selve det at blive sig bevidst om tingene, om liv og død, om kønsdrift, børneavl og børneomsorg, arbejde og dyrkelse af jorden, forlader mennesket for stedse sorgløshedens og ansvarsfrihedens verden, hvor dets ophav tager sig af det og sørger for alle dets fornødenheder.

Dermed begynder kulturhistorien for menneskehedens vedkommende og den personlige udvikling for individets vedkommende. Dette er i begge tilfælde yderst positivt, medmindre man som fremmedgjorte pilgrimme betragter jorden som en jammerdal eller som pessimistiske filosoffer betragter det jordiske liv som et 'pensum der skal arbejdes af'.

At forlade sorgløshedens og ansvarsfrihedens verden er nøjagtigt, hvad der også sker i hvert enkelt menneske i puberteten, når det bliver sig bevidst at dets forældre ikke er almægtige, evigt unge eller fuldkomne guder, men mennesker af kød og blod med fejl og aldring, begær, følelser og lidenskaber - og ovenikøbet væsener der kan blive syge og dø og under alle omstændigheder skal dø engang.

I puberteten bliver den unge mand eller kvinde også bevidst om at han eller hun er et kønsvæsen der adskiller sig på vigtige punkter fra det andet køn, og på en og samme gang frastødes og tiltrækkes af det.

Endelig går det også på et eller andet tidspunkt op for pubertetsmennesket, at det ikke for tid og evighed kan forvente at blive forsørget, men på et eller andet tidspunkt må lære at klare sig selv og altså skaffe sig en passende uddannelse og et passende erhverv.

Samfundsudviklingen har gjort, at de unge i dag ikke får lov at være uskyldige børn længe nok, men lokkes eller tvinges ind i et 'syndefald' der i grunden er langt værre end det de 14-årige blev udsat for i gamle dage, da de blev sendt ud for at tjene hos fremmede. Syndefaldet er således ikke blot oprindelsen til kulturen, arbejdslivet, kønslivet, familielivet og samfundslivet, men i moderne tid også oprindelsen til en dyb eksistentiel krise og nød for de unge mennesker som de kun undtagelsesvist har modenhed til at klare.

'Syndefaldet' i vore dage er i sidste ende også et spørgsmål om at forlade den uskyld der består i uvidenhed om dybdepsykologien.



Hangen til dogmer     
Til toppen    Næste

Da rationaliteten spiller en så stor rolle i menneskets liv som tilfældet er, og da den ydermere i vid udstrækning er forbundet med oplevelsen af stor nytte- og udviklingsværdi, er det ikke mærkeligt, at den på det idémæssige og religiøse område fører til en tendens til dogmatisering af grundteser, opbygning af dogmatiske systemer og dannelse af religionssystemer, der endog tenderer til at betragte sig selv som absolut sande og alle andre som absolut falske.

Heraf kommer det at alle kendte religioner gennem tiderne har udvist såvel dogmatiske og fundamentalistiske træk som frit inspirerende og universalistiske træk. Man kan derfor aldrig slutte fra en religions udskejen i fundamentalisme, kætterforfølgelse, korstoge og hellige krige til dens absolutte skadelighed. Enhver religion har som enhver ideologi sine gode og sine dårlige sider - og det er altid mennesker af kød og blod der til hver given tid afgør om det er de gode eller dårlige sider der får overvægten.

Den ideelle side af religionen er den åndelige side, der er af en sådan art, at den principielt ikke kan misbruges. Derfor Moselovens bud om at du ikke må misbruge Guds navn. Det betyder, at man ikke må bruge Guds navn til egne interesser, til magtkamp og politik. Det er altid magtaspektet af en religion eller ideologi der fører til misbruget og alle de uheldige sider af fænomenet. Og da mennesket er i besiddelse af en grundliggende aggressivitetsdrift og derfor også er begærlig efter magt, er magtmisbrug af religiøse forestillinger altid nærliggende og kan kun undgås gennem vågen religions- og ideologikritik.

At tro på biblens eller koranens åbenbarede karakter er allerede et skridt i retning af misbrug af religionen, for her forestiller man sig ikke blot, at skrifterne under ganske særlige omstændigheder er blevet modtaget af særligt åbne og modtagelige mennesker som noget der ikke kommer fra deres eget jeg, men 'udefra', men navnlig at denne udenfor liggende instans er en absolut gud og den åbenbarede sandhed derfor en absolut sandhed. Man ser bort fra den psykologiske forståelse af, at den åbenbarende instans nok ligger uden for det enkelte menneskes kontrollable jeg og vilje, men ikke uden for dets øvrige sjæleliv, fra den del af sjælen der er større end det villende jeg. Resultatet er at man gør en absolut sandhed ud af en subjektiv - og ikke vil stå til ansvar for subjektiviteten.

Dette er i realiteten hvad der i kristendommen hedder 'synden mod helligånden' og som der ingen tilgivelse er for. Den er nemlig et principielt brud med det subjektive og personlige ansvar. Der ligger i selve betegnelsen en dyb intuitiv indsigt i, at den allervigtigste del af ånden er hellig og ukrænkelig. Den kan på ingen måde defineres eller negligeres endsige kontrolleres, men den er den stadige påmindelse om det subjektive ansvars dimension, perspektiv og alvor.



Tilgivelsens idé     
Til toppen    Næste

Kristendommen har også i selve evangeliet en særlig vigtig understregning af betydningen af at mennesket hæver sig over den rigoristiske lovreligion, der gør spørgsmålet om den enkeltes retfærdighed eller værdi til et spørgsmål om opfyldelse af meget bestemte normer. En sådan lovreligion fører til en bogholderiagtig opgørelse af fejl og fortjenester som dels kan være psykisk belastende for meget samvittighedsfulde mennesker, dels ser totalt bort fra tilfældighedens rolle i ethvert menneskes liv.

Sand kristendom er ikke karrig med tilgivelse og barmhjertighed. Den siger principielt til den enkelte at du er god nok som du er - uanset din succes eller fiasko i det borgerlige liv. Den giver den enkelte den nødvendige velsignelse til at leve livet fremadvendt uden at blive knuget af skyldfølelse.

Kristendommen fritager også den enkelte for enhver følelse af totalansvar over for den ganske verden. Det sker med de ejendommelige ord fra Jesus om, at han påtager sig alverdens synd og skam. Det kan ganske vist umiddelbart synes om det er en forudsætning for accept af tankegangen, at man accepterer Jesus som frelser i traditionel bogstavelig forstand. Men dette beror igen på en fatal mangel på fornemmelse for det mytologiske i udsagnet. For det centrale er ikke spørgsmålet om hvorvidt påstanden holder for en kritisk videnskabelig analyse, men at den overhovedet er blevet udtalt, for allerede derved får enhver der overhovedet kan høre med sine ører forståelse for, at det ikke kan være meningen at hver enkelt af os skulle påtage sig den store byrde som alverdens synd og skam ville være.



Tragedie og humor     
Til toppen    Næste

Med hele denne undsigelse af såvel det ubærlige totale ansvar som det borgerlige liv som det eneste sande og normgivende træder religioner som kristendommen og jødedommen ind i det tragediens område, hvor det at have ret og pukke på sin ret hører op. Dette område er også humorens område. Den snævre rationalisme og den snævre nyttebetragtning må vige for et større perspektiv og en dybere forståelse for tilværelsens mangfoldighed, tilfældighed og uberegnelighed. Humoren sprænger ikke alene al bornerthed, snæversyn og moralisme bort, men også alt had, al ubetinget æresfølelse, al uforsonlighed, al absolutisme og al fundamentalisme. Den gør fri.

Humoren er troens fosterbroder, er det blevet sagt, netop for at understrege at dens frigørende kraft ikke på nogen måde er i uoverensstemmelse med den virkelighedstroskab der er troens inderste væsen, men tværtimod i dyb overensstemmelse med den. Den er følgelig heller ikke uforenelig med sekulariseringen, men alene uforenelig med dogmatisk tro.

Humoren i forbindelsen med kristendommen er ikke et postulat, sådan som folk naturligvis må tro, hvis de kun kender fænomenet fra den pietistiske eller fundamentalistiske side, hvor der bestemt ikke er noget at grine af. Humoren findes i høj grad i evangeliet, netop fordi det er en principiel undsigelse af alt borgerligt snæversyn og al borgerlig retfærdighed og moralregnskab. Kristendommen i den forstand den fremtræder i evangelierne - til forskel fra den store mængde af senere teologiske udlægninger - er både tilgivende og barmhjertig på lige netop den måde der støder enhver med regnskabsmæssig retfærdighedssans. Regnskabet kan og skal netop ikke gå op. Der bliver tværtimod slået en streg over synderegisteret. Lignelserne i Det Nye Testamente er fulde af eksempler på denne synsvinkel.

Ja, evangeliet kan til syvende og sidst simplificeres til det helt enkle: Frygt ikke!

Derfor er der faktisk indbygget en indre modsigelse mellem det evangelium Jesus forkyndte og den lære kirken som hierarkisk opbygget magtinstans har dogmatiseret og forfægtet med sin store ordenssans, justits og straffemuligheder i form af ekskommunikation eller ligefrem evig fordømmelse. Det må dog medgives den katolske kirke, at dens nuværende pave til stadighed - og med vægt og virkning - gentager dette 'Frygt ikke!'

Jf. essayet om   Humor og tragedie.



Hjertekravet om en modergud     
Til toppen    Næste

Men humoren dækker også et af de bærende elementer i den katolske kirke, nemlig Madonna-dyrkelsen. Den er et produkt af den folkelige kreativitet, eller rettere et 'hjertekrav' fra folket, men den kan ikke legitimeres af den hellige skrift. Den blev følgelig forsøgt modarbejdet og manet i jorden af kirkens teologer, men forgæves. Den vandt og blomstrede i århundrede efter århundrede.

Den er en ejendommelig blanding af det folkelige behov for en kvindelig guddom og et folkeligt krav om total abstraktion fra seksualitetens påtrængenhed i forbindelse med spørgsmålet om gudesønnens herkomst. I sig selv er det vanskeligt for den menneskelige forstand at acceptere tanken om gud der blev menneske, men den blev gjort mere acceptabel ved idéen om gudemoderens ubesmittede undfangelse. Yderligere udbygget med en idé om at også gudemoderen selv var resultatet af en ubesmittet undfangelse.

Madonna-dyrkelsen har holdt sig til vore dage i langt de fleste katolske lande, men unægteligt med størst styrke i lande hvor kirken har haft held til at fastholde forestillingen om seksualitetens syndighed og derfor også den principielle modstand mod både prævention og fri abort. Det gælder ikke mindst et land som Polen. Madonna-dyrkelsen har ikke destomindre sin almene funktion og betydning ved også at fastholde den arketypiske forestilling om det rene og fromme menneske.

Jf. artiklen om  Det fromme menneske.



Specifikke kristne forestillinger     
Til toppen    Næste

Men humoren i kristendommen rækker endelig også frem til dødens kendsgerning, fordi den postulerer genopstandelsen som den frygtede døds definitive overvindelse. Gudesønnen led et forsmædeligt nederlag på korset, men genopstod med en kraft og følgevirkning som satte sig spor i århundreder og stadig sætter sig spor. Man kan indvende, at genopstandelsen i den grad strider mod naturlovene, at den ikke kan være en historisk kendsgerning. Men det viser jo igen kun, at folk ikke har begrebet pointen, at myterne ikke skal tages bogstaveligt. Deres eksistentielle sandhed ligger på et helt andet plan end det naturvidenskabelige, nemlig på det dybdepsykologiske og arketypiske plan, hvor genopstandelse ikke er et fysisk eller materielt fænomen, men et psykisk og energimæssigt.

Som nævnt er det vanskeligt for den rationelle forstand at acceptere forestilllingen om en menneskesøn der skulle være en gudesøn. Vanskeligheden er nok til at få ikke blot ateister, men også jøder og muslimer til at afvise kristendommen. Men forestillingen er i hele sin spontane eller intuitive art intet mindre end genial, for den formår som ingen anden forestilling at fastholde komplementariteten mellem det timelige og det evige som en provokerende, men alligevel jordnær eksistentiel sandhed. Der er ikke skygge af bevis for påstanden. Den hviler ene og alene på ét eneste menneskes eget udsagn. Men den blev stående som et originalt og emergent historisk fænomen af ubestridelig stor og langtrækkende virkning.

Komplementariteten er ikke til at komme udenom for den der sætter sig ind i dybdepsykologiens mysterier. Men den ville ikke være så anskuelig og virkningsfuld, hvis ikke den lykkeligt havde forstået at iklæde sig en sådan symbolsk dragt.

De mennesker der afviser forestillingen er i deres gode ret til det, ligesom de der afviser religionen og enhver gudsforestilling som uacceptabel, fordi der ikke findes en rationel vej til fænomenerne. Disse mennesker er dog faktisk inkonsistente, fordi de dybest set afviser fundamentale, oprindelige og stadigt virkende sider af sig selv.



Gudsforestillingen     
Til toppen    Næste

Gudsforestillingen er det en smal sag at afvise ud fra rent rationelle aksiomer, men problemet er, at afgudsdyrkelsen ser ud til at florere, jo mere den ægte arketypiske gudsforestilling fortrænges. Det ser med andre ord ud til, at forudsætningen for at undgå at ophøje dødelige personer, tidsbestemte ideer, principper, dogmer, ideologier, videnskabelige sandheder eller private åbenbaringer til absolutte sandheder og dermed afguder, er at acceptere en instans i psyken som er større end jeget og ligger uden for viljens kontrol.

Det ser også ud til at forudsætningen for at undgå at havne i psykisk inflation og dermed gøre sit jeg, sin ratio, sin indsigt og sin vilje til gud, er denne selvsamme accept af noget i psyken der ligger uden for og er større end jeget. Det ser simpelthen ud til, at afgudsdyrkelse ikke kan undgås, hvis det ikke accepteres at der findes en udefinerlig, transcendent eller transcenderende instans i psyken som jeget står til ansvar for og aldrig kan få krammet på.

Gudsforestillingerne hører med til dagligsprogets grundforestillinger og har gjort det fra de ældste historiske tider. De er ikke bevidste konstruktioner (påhit eller teorier) af den menneskelige rationalitet, men tværtimod ufrivillige dannelser i den menneskelige bevidsthed. De er arketypiske forestillinger og som sådanne en del af den kollektive bevidsthed og dermed fælles tankegods for alle - uanset køn, alder, intelligens, uddannelse, race, kultur og religion.

Principiel benægtelse af alle gudsforestillinger er derfor til syvende og sidst altid en principiel afvisning af dagligsprogets forrang for specialsprogene gennem den nævnte store stabilitet og store vaghed.

Konkret kan afvisning af bestemte gudsforestillinger derimod være særdeles fornuftig, hvis de pågældende gudsforestillinger tages for andet end det de er, nemlig arketypiske forestillinger. Og netop i al bogstavelig eller fundamentalistisk bibel- eller koran-opfattelse er dette tilfældet. Derfor opstod også striden i 1800-tallet mellem en dogmatisk kirkelig kristendom og den darwinistiske udviklingslære.

Ved at fortolke bibelens skabelsesberetning bogstaveligt stillede kirken sig ikke alene i fundamental og uholdbar modstrid med naturvidenskaben, men svigtede også en eksistentielt givtig og fornuftig mytologisk opfattelse af skabelsesberetningerne.

Og ved fejlagtigt at tage selve gudsopfattelsen som udtryk for bogstavelige naturvidenskabelige udsagn tabte kirken enhver mulighed for at forstå og acceptere den moderne opfattelse af Guds død (Nietzsche), skønt denne i virkeligheden kun betød, at den gamle bogstaveligt opfattede gud var død og umulig at opretholde for forstandige mennesker.



Sekulariseringen     
Til toppen    Næste

Snævert betragtet betyder sekularisering en verdsliggørelse der fjerner mennesket fra al kirkelig autoritet og afhængighed, men i videre forstand betyder den konsekvent brud på alle former for absolutistisk dogmedannelse og dogmerytteri.

Sekulariseringen opfattes imidlertid i almindelighed overvejende som en verdsliggørelse der er totalt renset for religiøse værdier eller religiøst ansvar. Og den indebærer således netop den indsnævring af virkeligheden som det moderne menneske i stigende grad finder utilfredsstillende. Den udelukker dagligsprogets helhedsrealisme og den virkelighedstroskab der betyder troskab mod den hele og uforkortede virkelighed.

Men den finder kompensation for den tabte kult gennem musikkens og sportens store arrangementer, hvor scenen belyses og dramaet udspilles for et stort og forventningsfuldt publikum, der åndeløst følger lydbølgernes, lysbølgernes og lydindtrykkenes voldsomme angreb på sanserne og formidling til det mytiske.

Det bør derfor understreges at sekulariseringen nok er nøje knyttet til afdogmatiseringen, men ikke dermed til den afmytologisering der udelukker forståelsen for at kun myterne og det mytiske sprog er i stand til på dækkende vis at fortælle historierne om vore evige grundvilkår. Kun disse historier kan fastholde det ægte religiøse perspektiv, evighedens synsvinkel til forskel fra timelighedens eller borgerlighedens synsvinkel.



Relativisering     
Til toppen    Næste

Til denne sekularisering i moderne udgave hører også forståelsen af nødvendigheden af en på psykologien baseret kritisk opfattelse af religionen.

Denne kritik indebærer ikke, at psykologien gøres til gud, for psykologien er lige så lidt en absolut videnskab eller indsigtskilde som nogen anden rationel disciplin. I kritikken ligger derimod den fulde forståelse for og accept af selve det forhold, at mennesket i kraft af sin kritiske sans og evne ikke kan undlade at gøre selv det helligste og eksistentielt mest basale til genstand for granskning.

Der sker herved en afgørende relativisering der står i skarpeste kontrast til absolutisme og fundamentalisme, men som omvendt ikke behøver at ende i en undergravende kulturrelativisme, der gør alle værdier lige gode og dermed ligegyldige. Relativiseringen er tværtimod at forstå som den 'selvets realisation', der betyder at det kontrollable jegs ensidige og snævre domme og vurderinger relativeres i forhold til den instans i sjælene som er større end jegerne, nemlig 'selvet'.

Mennesket vedbliver under denne relativisering at befinde sig i det religiøse rum og perspektiv med hvad alt dette medfører af forpligtelse og ansvar over for noget der er større end det selv. Det hellige forbliver som den afgørende værdi i menneskelivet der holder samfundslivet, kunsten, etikken, politikken og historien på sin rette plads.



Er en religionsfornyelse en mulighed?     
Til toppen    Næste

Emergensfænomenet gør sig også gældende inden for religionernes område, hvad der allerede ses af, at der er dukket nye religioner op i historien, og at der er sket betydelige ændringer i mange af disse religioner.

Emergensmuligheden indebærer imidlertid også, at der fortsat kan dukke nye religioner op, og her tænkes ikke blot på mere eller mindre modeagtige eller sekteriske variationer af de eksisterende religioner, men også på nye stærke og levedygtige former der vil være i stand til helt eller delvist at 'udkonkurrere' de bestående og svage former.

Den etablerede kristne kirke synes mange steder, men ikke mindst i Danmark at være svækket så meget, at det ikke på forhånd kan udelukkes, at den fortsat mister betydning og måske til sidst bliver et isoleret, sekterisk eller esoterisk fænomen. Det er i hvert fald for den danske folkekirkes vedkommende ikke holdbart, at stadigt flere af dens formelle medlemmer føler sig fremmede i den og kun kommer for et syns skyld ved barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse i nærmeste familie.

Da den religiøse søgen og det religiøse grundbehov imidlertid ikke forsvinder, kan resultatet af udviklingen blive enten en vækkelse, der vil forny folkekirken indefra, eller en nydannelse der vil give et alternativ, men bibeholde de mest værdifulde træk ved kristendommen. Åbenhed over for denne mulighed vil være en værdi i sig selv - også set i relation til den pågående islamiske mission. Hovedsagen er, at det moderne menneske ikke i længden kan leve foruden en religiøs, men selvkritisk orden og organisation, der kan fastholde det religiøse perspektiv på en måde der er forenelig med sekulariseringen.

Religion er at fastholde evighedens dimension i jordelivet. Den er for så vidt det simpleste af alt, noget ethvert barn oprindeligt har kunnet, og som enhver voksen kan bevare evnen til ved blot at vedkende sig barnesindet i sig selv. Den kan i denne betydning forblive en umiddelbar kendsgerning i menneskelivet. Men den er samtidig et problem, når den officielle religion, kirken, er kommet længere og længere ud i sin afmytologisering. Krisen er ikke noget dårligt tegn i sig selv, for den betyder trods alt, at der sker nytænkning. Men dristigheden mangler til at bryde op og gå nye veje. Et skridt i den rigtige retning kunne være at slå kirkeministeriet og kulturministeriet sammen til et kultusministerium.



Åbenhed over for nydannelser     
Til toppen    Henvisninger

Skal et folk som det danske og en kultur som den europæiske imidlertid genvinde troen på sig selv og sin fremtid, nytter det ikke fortsat at se bort fra evighedsdimensionen og det store historiske eller religiøse perspektiv. De to ting hænger sammen på allerdybeste måde. Et folk og en kultur uden evighedsdimension lever på lånt tid og har ingen garanti for sin overlevelse. Omvendt er det på ingen måde tilstrækkeligt at lulle sig i søvn på den tro, at kirken i kraft af sin dogmatik, filosofien i kraft af sin rationalitet, kunsten i kraft af sin kreativitet eller politikken i kraft af sin velfærdssikring skulle være i stand til at føre dansk og europæisk kultur gennem sin nuværende kritiske fase.

Tiden kræver tværtimod mod til åbenhed over for emergens på religionens helhedssrealistiske felt. Der er brug for en genopdagelse og genoptagelse af myterne, det symbolske sprog, de arketypiske forestillinger og de bærende evangeliske udsagn samt kunsten, festen, sangen, musikken, dramaet og humoren på et plan, hvor alle kan være med og flertallet vil være med, og som er tidssvarende i psykologisk henseende.



Henvisninger:     
Til toppen

Foregående afsnit af værdimanifestet:

Forord
Indledning  (9.7.04.)
Naturen som fundamental værdi  (15.7.04.)
Samfundet som fundamental værdi  (2.8.04.)
Individet  (8.8.04.)
Erkendelsen  (13.8.04.)
Etikken  (20.8.04.)
Politikken  (27.8.04.)
Historien  (3.9.04.)
Kunsten og musikken  (10.9.04.)

Efterfølgende afsnit:

Psykologiens dybdeindsigt  (22.9.04.)
Afslutning og efterskrift  (22.9.04.)



Øvrige henvisninger:

De psykiske grundprocesser
Myte, ord og billede
Humor og tragedie
Det fromme menneske
Har Gud designet verden?

Men se også henvisningerne under rubrikkerne:

Religion
Sekularisering
Helhedsrealismen



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal