Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - vaerdier 18

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.8.04.


Politikken

Værdimanifestets 7. afsnit

Indledning
Politik som magtkamp
Miljøpolitikkens fronter
Trafikpolitikkens dilemma
Det uregerlige sygehusvæsen
Liberalisme kontra socialisme
Det pressede erhvervsliv
Socialliberalisme som kompromis?
Komplementaritetssynspunktet
Prioriteringens nødvendighed
Den offentlige sektors problematik
Velfærdssamfundets uangribelighed
Folkeskolens fundament
Ungdomskulturens overmod
Retssikkerhed
Det åbne samfund
Internationaliseringen
Globaliseringens modsætninger
Terrorismens svøbe
Kløften mellem rige og fattige
Lederskabets nødvendighed
Komplementariteten nok engang
Henvisninger



Indledning     
Til toppen    Næste

Menneskerettighederne giver det enkelte menneske nogle fundamentale frihedsrettigheder som tros-, ytrings-, tale- og forsamlingsfrihed samt ret til at besidde ejendom m.m. De er udtryk for den grundlæggende opfattelse som har slået igennem i alle civiliserede lande, at det enkelte menneske besidder en værdi og værdighed i sig selv, som samfundet må værne om. Det sker bl.a. ved at sikre almindelig lov og orden i den enkelte stat.

Menneskerettighederne er af universel karakter, dvs de gælder som idealer for alle mennesker over hele kloden. FN's menneskerettighedserklæring fra 1948 er da også ment som en anbefaling for de enkelte nationer og ikke som en juridisk forpligtelse. Det er derfor betænkeligt, at der siden er oprettet en menneskerettighedsdomstol, der ovenikøbet har mulighed for at retsforfølge overtrædere af menneskerettighederne uden for deres eget land. Derved tilraner domstolen sig en kompetence der er i strid med selve universaliteten i rettighederne - i stedet for at sikre de enkelte nationer retten til retsforfølgning i disse sager, således at nationen selv får lejlighed til den relevante selvransagelse.

Modsat rettighederne er der i ethvert samfund givet borgerne klare forbud mod mange handlinger af mange forskellig slags for at forhindre og forebygge overgreb mod borgernes ejendom og integritet eller forbrydelser mod samfundets institutioner og foranstaltninger. Forbudene er i hvert enkelt land samlet i Straffeloven der angiver hvilke handlinger der anses for ulovlige og strafbare, og hvad straffen for overtrædelser er.

I alle civiliserede samfund regnes det for en forbrydelse af dræbe et andet menneske eller at stjæle dets ejendele. Men i de moderne yderst komplicerede samfund er der et væld af mere eller mindre rigoristiske bestemmelser der forsøger at regulere den menneskelige adfærd på en sådan måde at samfundslivet kan udfolde sig så gnidningsløst som muligt - hvad enten det drejer sig om handel, færdsel, presse, foreningsliv eller om privatlivet.

Af væsentlig betydning for samlivet mellem mennesker i alle lag af samfundet er den gensidige tillid og troværdighed. I politik er troværdigheden en værdi af allerstørste betydning. Den politiker der bryder afgivne løfter regnes af gode grunde for upålidelig og vil normalt få det at føle ved kommende valg. Det kan være fristende for en politiker der ønsker valg at love mere end han eller hun kan holde. Men det hævner sig i de fleste tilfælde, når løfterne viser sig ikke at kunne indfries.



Politik som magtkamp     
Til toppen   Næste

Politik drejer sig om magt og indflydelse. Den udfolder sig i demokratiske systemer i den parlamentariske debat og lovgivning og forudsætter ytringsfrihed, fri presse og frie valg.

God politisk kultur der kan forhindre skadelig polarisering forudsætter parternes gensidige respekt. Det er demokratiets væsen at man deler sig efter anskuelser, men også at man respekterer andres anskuelser, så man kan forblive i dialog og undgå voldelig bekrigelse af hinanden.

Konfliktløsning er forsøget på at finde veje ud af konflikter gennem dialog og forhandling fremfor magtkamp og krig og kræver følgelig god politisk kultur. Men den er ikke en benægtelse af konflikterne eller modsætningerne i samfundet. Konflikter og modsætninger er naturlige i et dynamisk samfund. De kan give energi til udviklingen, men skal energien ledes ind i konstruktive baner, forudsætter det viljen til at vælge politiske løsninger fremfor militære og samtidigt viljen til at gå på kompromis og dermed acceptere at ingen af parterne kan få deres vilje fuldtud.

Politik er dybest set at betragte som magtkamp med andre midler end krigens og våbnenes, dvs med midlerne debat og frie valg. Men det er en betingelse for demokratiet, at valgte politikere vedbliver at være ansvarlige over for vælgerne. Regelmæssige valg skal gøre det muligt at komme af med en regering der ikke har levet op til sine løfter og principper.



Miljøpolitikkens fronter      
Til toppen   Næste

Hvad miljøproblemerne angår, er det oplagt at det er i de fleste almindelige menneskers interesse, at naturlandskabet ikke ødelægges gennem det effektive landbrugs stadig mere rationelt tilrettelagte og intensiverede drift, men skånes så rekreative områder bevares i tilstrækkeligt omfang. Svineproducenter, kyllingefabrikanter og andre landbrugere ser naturligt nok på deres virksomheder ud fra et driftsøkonomisk synspunkt, og omvendt er almindelige mennesker og især miljøaktivisterne tilbøjelige til at abstrahere fuldstændigt herfra og i stedet se alt ud fra et rekreativt, ofte mere eller mindre romantisk natursyn.

Begge parter har gode grunde til deres holdninger, og de burde afholde sig fra at tillægge hinanden ondsindede motiver. Bønder i almindelighed er ikke miljøbekæmpere, og miljøaktivister ikke altid bondebekæmpere, selvom det ofte kan se sådan ud. Komplementaritetssynspunktet vil indebære en gensidig respekt, der gør det muligt at sikre at begge parter får varetaget deres berettigede interesser - uden at der på noget tidspunkt stiles efter en umulig ultimativ løsning på problemerne. Ofte vil man være nødt til at prøve sig frem. Og ofte må parterne på demokratisk vis affinde sig med at det politiske flertal og dermed miljøpolitikken fra tid til anden skifter.



Trafikpolitikkens dilemma      
Til toppen   Næste

Om udbygningen af trafiknettet overvejende skal tilgodese den kollektive trafik eller den individuelle trafik er igen et spørgsmål som ikke kan løses ad logisk vej gennem et valg mellem mulighederne én gang for alle. Det vil vedblive at være et varmt politisk emne, fordi urbaniseringen og den teknologiske udvikling vil fortsætte, ligesom den individuelle tilfredsstillelse ved at sætte sig ind i sin egen vogn. Men meget kunne efterhånden tale for, at den bedste løsning af de aktuelle problemer vil forudsætte, at hele vejnettet placeres i statens regi.

Komplementariteten indebærer at man tilgodeser begge former for trafik, men på en sådan måde, at man fx gennem bompenge friholder dele af de sårbare bykerner for unødvendig belastning og gør det attraktivt at benytte den kollektive trafik til og fra bykernerne, men bekosteligt at benytte egen bil. Samtidig skulle man udbygge både vejnet og togforbindelser mellem landsdelene, så tidsbesparelser og sikkerhed vindes.

Lettere sagt end gjort, fordi der stadig ikke er tale om at komplementariteten giver konkrete ultimative løsninger på problemerne, men alene en forståelse for begge parters og begge synspunkters delvise berettigelse. Konflikter af denne art vil altid være til stede i det moderne samfund.



Det uregerlige sygehusvæsen     
Til toppen   Næste

Det dominerende problem i dansk politik i de næste år vil uden tvivl være udgifterne til sygehusvæsenet, og det vil derfor også være her at modsætningsforholdet mellem individualsynspunktet og samfundssynpunktet vil kulminere. Det vil nemlig aldrig kunne komme til at gå op i en højere enhed som kan tilfredsstille alle parter.

Ressourcebegrænsningen vil gøre det umuligt at indfri alle de ønsker og forventninger som den lægevidenskabelige og teknologiske forskning vil inspirere borgerne til. Politikerne vil komme under stadig hårdere pres for at prioritere og vel at mærke gøre det både hårdhændet og officielt - og stå inde for deres prioriteringer over for vælgerne. Formentlig vil det allerede af denne grund være klogt, om ikke ligefrem nødvendigt, at overføre sygehusvæsenet fra (amts-)kommunalt regi til statsligt eller storregionalt regi.

I forvejen er der så stor strid mellem stat og amter om indtægtskilder og skattestop, at det synes uholdbart for den overordnede økonomiske politik at opretholde amterne som selvstændige forvaltningsenheder i det lange løb. Den forestående kommunalreform ser ud til at skære igennem dette problem og afskaffe amterne til fordel for store regioner.

Komplementaritetssynspunktet vil på sygehusområdet indebære den fulde forståelse for, at de enkelte borgere ønsker optimal behandling i forhold til lægevidenskabens muligheder, men at det offentlige på sin side er nødt til streng prioritering på grund af ressourcernes begrænsning. Kun stigende brugerbetaling og udbygning af de private hospitaler vil kunne aflaste de offentlige kasser for et pres der vil stige og stige og til sidst ende med at gøre det umuligt at lade demokratisk valgte instanser som sygehusudvalgene eller storregionerne have ansvaret for prioriteringerne.

Umiddelbart ser det ud til at en sådan omstrukturering vil indebære, at behandling i stigende grad forbeholdes velaflagte borgere. Men det samme kunne man i sin tid have frygtet for parcelhusbyggeriet og erhvervelsen af biler. Det har ikke forhindret almindelige mennesker i at købe hus og bil - ved hjælp af opsparing og afbetalingshandel. Faktisk var det engang visse amerikanske firmaers genistreg med indførelse af afbetaling af bilkøb, der gav dem mulighed for at få gang i salget og konkurrere med Ford. Hertil kommer muligheden for at tegne forsikringer mod risikoen for selv at måtte betale for goderne.

Men endelig kommer de enkelte mennesker formentlig slet ikke uden om at måtte indse, at man ikke kan helbredes for alt, endsige undgå sygdom og død. At rige mennesker også på behandlingsfeltet er bedre stillet end fattige, og vil forblive det, er dog hverken noget komplementaritetssynpunktet eller politik kan lave om på.



Liberalisme kontra socialisme     
Til toppen   Næste

En vigtig modsætning i nyere politik er modsætningen mellem liberalisme og socialisme. Liberalismen hylder først og fremmest friheden for det enkelte menneske til at udfolde sig idémæssigt, organisatorisk og økonomisk, selvom dette ikke kan undgå at føre til ulighed i samfundet, mens den demokratiske socialisme hylder ligheden og trygheden, ofte i og med udbygningen af en offentlig sektor der tager sig af omsorgsarbejdet, sygebehandlingen og uddannelsen.

Hverken liberalismen eller socialismen gør sig i dag bemærket ved rene former som hhv. total frihed med minimal stat og planøkonomi med optimal stat. Den nødvendige frihed tilstræbes tværtimod afbalanceret med en rimelig grad af lighed og tryghed for alle. Men regnestykket går aldrig op. Der vedbliver at være uenighed og usikkerhed om politikken, således at der vedblivende også findes et stærkt dynamisk element i samfundet. Forholdet mellem de to nævnte ismer er typisk komplementært.

Det ligger i sagens natur, at liberalismen i betydningen markedsøkonomi er uforenelig med socialismen i betydningen planøkonomi. Men da ingen af ismerne - med enkelte helt isolerede og økonomisk set helt betydningsløse tilfælde - længere findes i rendyrket form, er det vigtigere at se på deres idealiseringer, således som den stadig spiller ind i politiske og ideologiske debatter.

Liberalismen står ideelt set for størst mulig frihed til det enkelte menneske, men da socialismen ideelt set - og her må ordet ideelt fremhæves særligt, fordi de historiske kendsgerninger ofte har sagt noget modstridende om praksis - står for det samme, er det klart, at den store uoverensstemmelse må ligge et andet sted, nemlig i opfattelsen af, hvordan samfundet, og det vil konkret sige statsmagten, sikrer denne frihed. Igen er der ikke i den vestlige verden den store principielle uenighed om, at staten må sikre de enkelte mennesker de elementære frihedsrettigheder gennem forfatning og retsvæsen. Problemerne opstår først for alvor, når det drejer sig om udfoldelse af den frie erhvervs- og ejendomsret.

Groft sagt ønsker liberalismen færrest mulige indskrænkninger og socialisterne flest mulige - og de sidstnævnte har gennem flere årtier fået utrolig magt til at gennemføre disse indskrænkninger og skabe et indviklet net af bureaukratiske love og regler, der kontrollerer erhvervslivet og ejendomsbesidderne i alle ender og kanter. Det sker gennem lovgivning om arbejdsformidling, arbejdsmiljø, arbejdstilsyn, anden miljøbeskyttelse og -kontrol, forbrugerbeskyttelse, momsregistrering, regnskabsføring og beskatning samt lovpligtige statistiske indberetninger m.v.

Alt i alt lovgivning der sikrer såvel de enkelte borgere som samfundets overordnede interesser ordentlige forhold, men som samtidig giver erhvervslivet betydelige indskrænkninger i den fri dispositionsret såvel som betydelige bureaukratiske byrder, der igen rammer de mindste virksomheder hårdest. Da hele samfundsudviklingen tenderer mod stadig større kompleksitet, bliver også lovgivningen og bureaukratiet mere og mere kompliceret, så der til stadighed lyder klager og stilles krav om forenklinger. Det er nu engang ikke befordrende for intiativ- og iværksætterlyst at skulle slås med bureaukrater.



Det pressede erhvervsliv      
Til toppen   Næste

Presset på det private erhvervsliv har imidlertid været stigende, fordi forbrugernes, arbejdernes og miljøforkæmpernes interesseorganisationer er blevet stærkere og stærkere samtidig med at den offentlige sektor er vokset. Stadigt flere mennesker mister følingen med det basale vareproducerende produktionsliv og dermed også forståelse for dets vilkår, som følgeligt har kunnet strammes og strammes. Resultatet er ikke alene blevet et betydeligt omfang af fænomener som sort arbejde og økonomisk kriminalitet, men også generelt en rationalisering af det private erhvervsliv, der systematisk har ført til størst mulige reduktioner i medarbejderstaben, øget tempo og øget stress for de tilbageblevne - og til tider øget ledighed.

Successen bider altså sig selv i halen. Det de nævnte interesserorganisationer vinder på det synlige og officielle plan, alt det der giver organisationerne prestige, tabes i vid udstrækning på det usynlige og uofficielle plan, det der alene mærkes af menigmand. En af følgerne er naturligvis, at mange almindelige mennesker svigter de traditionelle arbejderpartier og fagforeninger.

Politisk set tenderer socialdemokratiske regeringer mod øget kontrol med og større pres på erhvervslivet, mens borgerlige regeringer prøver at trække den anden vej. Enighed er der ikke om principperne - men når den ene side har regeret længe nok, føler befolkningen at det er tid til et regeringsskifte. Men at rette op på tingene er sværere end som så, fordi lovgivningen i dag er så indviklet og har så mange bindinger (også til udlandet og EU), at det kan tage år at gennemføre ændringer, hvis følgevirkninger igen atter kan være svære at forudsige præcist. Og når hertil kommer, at konjunkturudviklingen, som de enkelte regeringer sjældent har større muligheder for at regulere, sætter yderligere begrænsninger, er det ikke underligt at vælgerne ofte føler sig skuffede.

En virkelig omlægning af den økonomiske politik fra socialdemokratisk til moderat liberalistisk tendens kræver et langt og sejt træk. Givet er dog, at man aldrig når en sådan form for afbalancering af de to modstridende principper, at man nogensinde vil betragte dem som ophævede.



Socialliberalisme som kompromis?     
Til toppen   Næste

Umiddelbart kunne det derfor se ud til, at den nemmeste måde at overvinde modsætningen mellem den ideelle liberalisme og den ideelle socialisme ville være det socialliberale kompromis.

Som udgangspunkt bygger socialliberalismen på de liberalistiske markedsøkonomiske principper, men den anser det samtidig for en hovedopgave for det offentlige at skabe social tryghed for det enkelte menneske gennem et mere eller mindre fintmasket socialt sikkerhedsnet. Den er således det typiske eksempel på den praktiske skelnen mellem de humanistisk-liberale elementer og de økonomisk-liberalistiske elementer.

Socialliberalismen accepterer visse former for indgreb over for erhvervslivet, bl.a. indgreb der retter fejl i selve markedsstyringen, men også fastlæggelsen af generelle rammer for den økonomiske udvikling. Tankegangen har i nyere tids danske debat ført til lanceringen af den utopiske idé om 'ligevægtssamfund'.

Men i modsætning til socialliberalismen så afbalancerer eller ophæver komplementaritetssynspunktet på ingen måde modsætningen mellem den ideelle liberalisme og den ideelle socialisme, forstået som henholdsvis den frihedsstræbende og den tryghedsstræbende tendens i politik og kulturliv. Tværtimod fastholdes modsætningen som gavnligt dynamisk.



Komplementaritetssynspunktet     
Til toppen   Næste

Komplementaritetssynspunktet fastholder altså tendensernes logiske modsætning og uforenelighed, men betragter dem til gengæld begge som nyttige og berettigede til hver deres formål. Man kan ikke anlægge analyser af samfundsforholdene eller samfundsudviklingen der på én gang er både socialistiske og liberalistiske, men må vælge. Til gengæld må man også lade den fuldstændige analyse af udviklingen omfatte begge delanalyser og betragtningsmåder.

Fordelen ved dette komplementaritetssynspunkt er, at man i stedet for at spilde tid på at søge efter en rationel vej til modsætningernes endelige afbalancering lader dem forblive i et åbent og dynamisk modspil, hvor man i de konkrete tilfælde af politiske afgørelser må prøve sig frem og ofte vælge side - uden nogen form for sikkerhed for, at den løsning man vælger er den rigtige.

Demokratiet sørger gennem frie valg for, at befolkningen kan udskifte en regering der kører for langt til den ene side. Dermed oprettes en slags balance, der imidlertid stadig er åben og dynamisk.

Humlen af det hele er, at tryghedstendensen aldrig må kvæle frihedstendensen, iværksætterånden, initiativlysten, arbejdslysten og den ulighed der altid vil være forbundet hermed, og omvendt at frihedstendensen aldrig må true borgernes elementære behov for tryghed og sikkerhed, endsige lighed for loven.

Det moderne ufuldkomne velfærdssamfund er den pragmatiske og konsensuale løsning på problemet og bør følgelig ikke betragtes som et ensidigt socialdemokratisk projekt.



Prioriteringens nødvendighed     
Til toppen   Næste

I et moderne velfærdssamfund med en stor offentlig sektor og tilsvarende store offentlige udgifter, og samtidigt uanede teknologiske muligheder for forbedringer af alle serviceydelser, men særdeles begrænsede ressourcer er det nødvendigt med politisk prioritering. Denne kræver imidlertid politisk mod og er blevet et mindre synligt og fremtrædende træk ved det moderne samfund, fordi problemerne er blevet så komplekse, at det ofte er fristende at udskyde ubehagelige afgørelser. Det nødvendige mod forudsætter faktisk et højt oplysningsniveau ikke blot hos politikerne, men også hos vælgerne, men distancen mellem parterne skaber usikkerhed om niveauet.

Et af velfærdssamfundets store aktuelle problemer er den fortsatte stigning i overførselsindkomsterne som følge af såvel socialpolitikken som den demografiske forskydning i befolkningen der i de kommende årtier - alt andet lige - vil betyde flere ældre, men færre erhvervsaktive. Der er uenighed både blandt politikerne og de økonomiske eksperter om hvor stort problemet egentlig vil være om 10, 20 og 30 år, men bred forståelse for, at problemet af hensyn til de kommende generationer må søges løst gennem en ændret form for finansering af overførselsindkomsterne.

Særlig fokus har der været på efterlønsordningen, der oprindeligt var ment som en afhjælpning af ledigheden, men hurtigt blev populær som aftrædelsesordning for folk der ikke var udslidte, men ønskede at forlade arbejdsmarkedet for at kunne få flere år til deres frie disposition som aktive ældre. Ordningens popularitet er et klart vidnesbyrd om, at selv folk der ikke i egentligste forstand er blevet nedslidte på arbejdsmarkedet i vid udstrækning har følt, at de sidste 5-7 år af det normale arbejdsliv ville være så belastende, at det ville true en god alderdom. Eller med andre ord, at det normale arbejdsliv uanset dets gode sider med hensyn til økonomiske og sociale fordele også har sine mindre gode sider i form af både fysisk og psykisk belastning. Selvom det måske ikke direkte slider folk ned til alvorlig sygdom og død, så tapper det på grund af sin stress og sin ensidighed mange for den overskydende energi der skal til for at gøre den tredje alder meningsfuld og attraktiv.

Efterlønsordningen er derfor en god ting, der blot fra starten har været finansieret forkert og derfor nu er blevet alt for belastende for det offentlige system. Den bør helt og holdent overføres til privat finansiering på forsikringsbasis, men naturligvis med en passende overgangsperiode der ikke bringer flere årgange af ældre i skuffelse og unødig klemme. Den af regeringen i august 2003 nedsatte velfærdskommission er sat til at kulegrave problemet, skabe debat om emnet og komme med forslag til dets løsning - efter næste valg.



Den offentlige sektors problematik      
Til toppen   Næste

Nedsættelsen af en velfærdskommission er en helt naturlig udnyttelse af den ekspertise der findes i landet, og som slet ikke kan undværes i et moderne komplekst samfund. Ingen af de politisk ansvarlige kan sætte sig ind i endsige beherske alle stofområder. Men de er ansvarlige for alle politiske beslutninger og er derfor nødt til at støtte sig til fagfolk der har dybtgående kendskab til de relevante områder og som er tilstrækkeligt neutrale, økonomisk og på anden vis uafhængige til at kunne fremlægge alternative løsningsmuligheder og konsekvensberegninger på saglig måde.

Denne praksis betyder ikke, at politik automatisk bliver ekspertstyre. Tendensen vil naturligvis være der, og den vil blive forstærket jo svagere de politisk ansvarlige i de besluttende organer er. Derfor er det ekstra vigtigt for demokratiet, at politikerne uanset faglig uddannelse har såvel bred politisk og kulturel indsigt som en veludviklet kritisk sans der baserer sig på tilstrækkeligt filosofisk og psykologisk viden.

En speciel fare for det moderne demokrati er overvægten af akademikere blandt de valgte parlamentsmedlemmer. Den forrykker repræsentativiteten betydeligt og modvirkes kun af forskydningerne i partiernes vælgertilslutning på selve valgdagen. Resultatet er ofte, at politikerne fejlvurderer situationen og vedtager love, der nok har det fornødne flertal bag sig i parlamentet, men ikke i befolkningen. Flertallet straffes så undertiden med valgnederlag, hvorefter der dannes ny regering. Problemet er de seneste årtier blevet væsentligt større, fordi partierne har mistet flere og flere medlemmer, således at medlemsskaren i det enkelte parti heller ikke er repræsentativt for vælgerskaren. De politiske ledere kan ikke holde sig tilstrækkeligt orienterede om deres vælgeres meninger eller meningsskifte alene ved at holde møder i deres partiforeninger. En bredere fornemmelse er nødvendig, fornemmelsen for folket.

En særlig afart af problemet med akademikerovervægten er de intellektuelles indflydelse. Den er relativt stor, fordi de intellektuelle som hovedregel er karakteriseret ved stor lyst til at gøre deres meninger gældende ved at deltage i den offentlige debat. Det er i almindelighed til fordel for debatten og demokratiet, fordi kritik af magten aldrig må savnes, men den kan få slagside når en for stor del af de intellektuelle hører til på den ene fløj af det gamle politiske spektrum. Det vil automatisk medføre større træghed i hele det politiske system - og dermed kunne forsinke fornuftige bestræbelser for fornyelse. De intellektuelle kan på trods af deres tro på deres egen fortræffelighed og tro på retten til patentering af al kritisk sans i værste fald ende som en konserverende faktor - selvom de tilhører den såkaldte venstrefløj.

Men værre er dog, at de intellektuelle i kraft af deres evner for abstraktion har stor tilbøjelighed til at havne i en teoretisk og ideologisk systemtænkning, der ligger langt fra det praktiske livs og almindelige menneskers dagligdags erfaring og sprog. Mangen intellektuel lider af den fatale rationalistiske overbevisning, at det er muligt at tænke sig til det absolut rigtige samfundssystem. Men en sådan overbevisning er udtryk for åndløshed, og resultatet kan i værste fald blive at de helt glemmer oplysningens dialektiske dobbelthed og havner i det en historiker har kaldt ideernes hjerteløse tyranni. De glemmer at folk altid betyder mere end ideer.



Velfærdssamfundets uangribelighed      
Til toppen   Næste

Den tidligere nævnte Velfærdskommissions opgave er iøvrigt ikke at definere hvad velfærd eller velfærdssamfund er eller bør være. Det er fortsat en politisk og folkelig opgave, der efter sin natur aldrig kan afsluttes. Det vil tværtimod forblive et centralt tema for al politisk og kulturel debat. Det er nemlig en væsentlig side af hele værdidebatten.

Velfærdssamfundet er pr. definition et gode, og det er derfor politisk selvmord at gøre dets afskaffelse til formål. Men dets problem har lige fra starten været, at dets navn eller rettere dets tvillingebetegnelse 'velfærdsstaten' kunne tydes derhen at det så at sige skulle være statens opgave at gøre folk lykkelige ved at skabe velfærden. Denne tankegang strider ikke alene mod gængs liberal opfattelse, men lodret mod enhver opfattelse af mennesket som ansvarligt for sit eget liv og sin egen lykke. Lykken ligger nemlig ikke i at have mange penge og stort forbrug, men i at have ansvar for eget liv.

Den igangværende værdidebat er derfor vigtig i henseende til at understrege, at værdier for såvel det enkelte menneske som for samfundet kun skabes og opretholdes gennem aktiv, engageret og ansvarlig personlig indsats. Velfærdssamfundet må bygge på denne ansvarlighed og aldrig undergrave den. Ordentlig skolegang og videreuddannelse er den minimale forudsætning for at borgerne kan leve op til dette personlige ansvar.



Folkeskolens fundament      
Til toppen   Næste

Folkeskoleundervisningen i Danmark har i et par årtier vist nogle svagheder som kan henføres til en velmenende, men uhensigtsmæssig pædogogik der har søgt at tilgodese børnenes og de unges sociale behov og trivsel i højere grad en samfundets behov for at få kvalificeret og kompetent arbejdskraft til de jobs og uddannelser der faktisk eksisterer eller som udviklingen fremover vil kræve. De elementære kundskaber har i vid udstrækning vist sig at være for utilstrækkelige for videregående uddannelse. Den indre disciplin som er nødvendig for at gennemføre videregående og højere uddannelse har vist sig ofte at mangle eller være for dårligt udviklet.

Ganske som i debatten om efterlønsordningen kan der her konstateres modstridende ønsker og mål for den del af befolkningen som sagen drejer sig om, altså de unge. Fra samfundets side ønskes der på grund af de begrænsede ressourcer naturligt nok størst mulig effektivitet og rentabilitet. Jo hurtigere de unge kommer gennem uddannelsessystemet med den bedste viden, jo bedre. Men fra de unges side vil der lige så naturligt gøre sig det modsatte synspunkt gældende, at også ungdomsårene skal have sin tid uden ensidig målrettethed eller ensidige nyttehensyn.

Mange unge kan gå gennem skole og videregående uddannelsessystem yderst målrettet - og vil som regel erfare hurtig og sikker succes. Men andre kræver mere tid, må prøve sig frem, må skridt for skridt finde ud af hvad de egentlig kan og vil, og de vil derfor ofte være nødt til eller føle sig fristet til at skifte spor og springe fra beskæftigelse til uddannelse og tilbage igen.

Samfundet er i sin gode ret til at gøre hvad det kan for at få de unge hurtigst muligt igennem det kostbare uddannelsessystem, men bør omvendt ikke overse de unges behov for tid og dermed deres naturlige modstand mod for tidligt at blive presset ind i et fast uddannelsesforløb og en karriere der er for ensidig.

De unge nu om dage er langt tidligere bevidste om deres muligheder og rettigheder, og de har langt flere penge mellem hænderne end deres forældre og bedsteforældre. Men de er ikke derfor nødvendigvis tidligere modne eller 'kompetente'. Tværtimod bliver langt de fleste af dem først modne et stykke op i tyverne. Og det kan politikerne ikke lave om på, hvor meget de end ønsker det. For det ligger ikke i biologiske, psykologiske eller pædagogiske fejl fra nogens side, men i den stigende kompleksitet som karakteriserer det moderne samfund.



Ungdomskulturens overmod      
Til toppen   Næste

Et alvorligt problem blandt de unge af i dag er forbruget af alkohol, hash og hårde stoffer. Det er ikke ualmindeligt at unge helt ned til 12-13 års alderen stifter bekendtskab med alkohol på en måde og i et omfang der ligger uden for deres forældres viden og kontrol. Skolen gør sit for at dæmme op herfor med oplysning, men det batter ikke tilstrækkeligt - som oplysning alene aldrig gør - og forældrene er som de hovedansvarlige ikke godt rustede i kampen. De er i vid udstrækning også i tvivl om, hvad der overhovedet er den rette pædagogik. De fleste er enige om, at forbud og autoritære foranstaltninger ikke er vejen.

Det karakteristiske ved problemet turde være, at der støt og roligt er opstået en ungdomskultur der er i stand til at gå sine egne veje i kraft af stigende velstand i samfundet og markedskræfternes frie spil, mens de opdragende parter - forældre, skole og myndigheder - må se til og stort set begrænse sig til råd og formaninger samt indgreb i de alleralvorligste tilfælde.

Hele denne ungdomskultur er et eklatant udtryk for, at de unge allerede fra 10-års alderen går ind i den frigørelsesproces der i religiøst sprog hedder 'syndefaldet' og som består i en frigørelse fra forældreautoriteten. Det er i sig selv en god og nødvendig ting, men ulykken er, at de unge ikke automatisk får udviklet den for deres situation absolut nødvendige indre autoritet samtidigt med frigørelsen - og følgelig heller ikke fuldtud kan leve op til ansvaret.

Resultatet er i mange tilfælde, at de unge i stedet finder nye autoriteter uden for sig selv, og det vil først og fremmest sige i gruppefællesskabet samt i de trends der findes i det store samfund, og som igen i vid udstrækning er styret af penge og reklamer.

De unge mangler i hele denne skæbnesvangre fase af deres liv nogle ordentlige holdepunkter i form af ansvarlige personer der både kan give og vise den fornødne ubetingede kærlighed og sætte nogle nødvendige grænser, være fornuftige samtalepartnere og i sidste ende vise vej til den ansvarlige frigørelse. Forudsætningen herfor er imidlertid at forældre og lærere og andre der har med de unge at gøre selv er afklarede med hensyn til livets mening og formål, og at de selv er klar over hvordan etikken overhovedet er forbundet med psykologien. Forudsætningen er med andre ord en tilstrækkelig indsigt i hele konsistens-etikken.

Fra samfundets side kunne man fremme forældres og pædagogers muligheder for bedre at skabe disse forudsætninger uden på nogen måde at tage ansvaret fra forældre og pædagoger og dermed havne i formynderiets sump. Men igen kræver dette indsigt i konsistens-etikken, nemlig fra politikernes side. Og den mangler i dag, fordi politikerne endnu ikke - trods enkelte tilløb - har formået at hæve debatten op over de gamle politiske spørgsmål. Også politikerne er for usikre på fremtiden og kravene der stilles, ligesom de er alt for usikre på værdigrundlaget.

Tilsvarende betragtninger kunne fremføres med hensyn til det stigende fedmeproblem, der også for alvor begynder at ramme de unge, takket være stadigt mindre motion kombineret med stadigt større udbud af fedende fristelser. Det er ikke formynderi at det offentlige går ind og skaber forudsætningen for en løsning af problemet, men oplysning alene gør det ikke. Også her er man nødt til at gå dybt ind i psykologien.

Med hensyn til hashen er meningerne så delte, at det bliver vanskeligt at finde en løsning alle vil kunne tilslutte sig. Men det er et faktum, at hash i dag er så udbredt, at den ikke længere er mulig at udrydde gennem forbud, politiindsats, bøder og fængselsstraffe, selv ikke om man mangedoblede indsatsen og dermed ville være nødsaget til at bruge ressourcer der er bedre udnyttet på andre opgaver. Hash bør derfor nu overvejes afkriminaliseret, men naturligvis ikke uden samtidig effektivisering af indsatsen mod bagmændene og effektivisering af den pædagogiske indsats mod de unge forbrugere.



Retssikkerhed     
Til toppen   Næste

Befolkningen føler sig for øjeblikket ikke på retspolitikkens område så trygge ved tingenes gang som de kunne og burde være. Det er svært at afgøre, om forbrydelsernes antal egentligt er forøget gennem årene, eftersom dette tal afhænger af opklaringsprocenten. Det samme kan siges om forbrydelsernes grovhed. Men givet er, at store dele af befolkningen har på fornemmelsen, at politiet ikke har tilstrækkelige ressourcer til at udføre deres opklaringsmæssige og forebyggende opgaver optimalt, og at domfældelsen ofte er for lemfældig. Der er - som ofte påpeget - et misforhold mellem straffene for grove forbrydelser som drab, voldtægt og spritkørsel og straffene for berigelsesforbrydelser.

Straffene for de meget grove forbrydelser bør være meget strenge, de bør falde hurtigst muligt, de sigtede bør ubetinget varetægtsfængsles og de dømte bør afsone deres domme i lukkede fængsler uden udgangstilladelse den første tredjedel af afsoningen.

De fleste mennesker har i dag forståelse for, at det ofte kan være dårlige sociale kår, uheldig psykisk konstitution og tilfældigheder der fører enkelte mennesker ind på forbrydelsens vej, men dette betyder desværre også at der har bredt sig den opfattelse, at samfundet ikke kan tillade sig at afsondre disse mennesker effektivt for længere tid, endsige totalt afskrive dem. Problemet er blot, at de få individers interesser derved sættes over det store flertals og samfundets. Tiden burde være inde til, at man nu gør det omvendte og eneste holdbare, og derfor strammer såvel straffeloven som kriminalforsorgen betydeligt.

Dødsstraffen burde heller ikke længere være et totalt tabu i Danmark. Der begås vitterligt så grove forbrydelser, at det efterhånden må anses for inkonsekvent i forståelsen for forbryderens uheldige udviklingshistorie eller i påberåbelse af det enkelte menneskes absolutte værdi at fastholde det synspunkt at det individ der begår selv den groveste og mest bestialske forbrydelse fortsat hører til inden for det civiliserede samfunds ellers vide rammer. Ganske som med stikkerne under besættelsen må det tværtimod siges, at folk der begår mord og voldtægter af den allergroveste karakter bør kunne sættes definitivt uden for samfundet gennem en dødsdom. Samfundet er helligt og står over individet som dettes ubetingede forudsætning. Derfor må også bestialske forbrydelser mod samfundet betegnes som helligbrøde og kunne straffes derefter.

Problemet er ikke alene kontroversielt, det er også et af de alvorligste overhovedet i etikken, fordi individualsynspunktet gør menneskets værd absolut. Spørgsmålet er imidlertid om det samme også gælder for samfundssynspunktet i de tilfælde, hvor forbrydelsen bryder den fundamentale norm om beskyttelse af borgernes liv og værdighed.



Det åbne samfund     
Til toppen   Næste

Det åbne samfund viser sin styrke over for det lukkede, autoritære samfund netop ved at fastholde komplementariteten og give plads til dynamikken og mangfoldigheden. Det har sin svaghed i åbenheden over for kræfter der er åbenlyst antidemokratiske. Det er imidlertid en misforståelse af demokratiet og åbenheden som principper, at et samfund ikke skulle have ret til at værne sig imod undergravende kræfter med de midler der er nødvendige, herunder forbud, retsforfølgelse og udelukkelse.

Den politiske dynamik i kombination med det teknologiske fremskridt og den materielle vækst sikrer en udvikling, der ofte fører til skabelse af helt nye, aldrig før sete politiske, økonomiske, sociale og organisatoriske tilstande, såkaldt emergens. Herved undgås stagnation, men ikke risikoen for fejltrin eller fejludvikling.

Den politiske dynamik hænger nøje sammen med den åbne debat om mål, midler og værdier. Debatten om værdier er en stadig besindelse på grundlæggende værdier, men også en stadig aktualisering og fornyelse af disse værdier gennem en stigende bevidstgørelse. Derimod kan en værdidebat afspores ved at gøre den til en kamp mellem fløje i det politiske spektrum eller ligefrem til et moralsk opgør om fortidens fejl og forsyndelser.



Internationaliseringen     
Til toppen   Næste

I moderne tid betyder såvel den grænseoverskridende økonomi som den grænseoverskridende kommunikation en betydelig internationalisering af det politiske liv. Instanser oven over de nationale får overført mere og mere af den ellers nationale suverænitet. Det giver øget magt til organisationer som FN, WTO, EU, NATO og andre. En af de store svagheder ved disse organisationer er deres demokratiske usikkerhed. Flertalsafgørelser er ikke brugbare, når en organisation udvikler sig på en sådan måde, at et flertal af lande (fx udviklingslandene) får fælles interesser der står i dyb kontrast til mindretallets (fx industrilandene). Det er grunden til svækkelsen af både FN og WTO.

EU (Den Europæiske Union) anses - navnlig efter den vedtagne store udvidelse med østlandene - for at være en stor fordel for medlemslandene økonomisk såvel som på en lang række konkrete delområder af det politiske felt. Grundproblemet er, at fællesskabet der oprindelig var et samarbejde mellem suveræne nationalstater har udviklet sig i retning mod en mere overordnet union, hvor ydermere de største medlemslande (Frankrig, Tyskland og Storbritannien) har mest at skulle have sagt. Konsensuspolitikken vil efterhånden komme på hårde prøver - og det kan ikke på forhånd udelukkes, at det der fra starten har været en rimeligt stor, men dog betinget succes, efterhånden vil udvikle sig til et problemkompleks, så meget mere som de ledende EU-politikere synes at ignorere grundproblemet.

Ulempen ved udviklingen hen mod stadig større internationale organisationer er først og fremmest, at afstanden mellem almindelige mennesker og de politiske ledere bliver større og større. Lederne bliver ofte elitære mennesker der omgås andre elitære politikere og mister jordforbindelsen, forbindelsen til de enkelte nationers almindelige befolkninger.

Det er derfor nødvendigt at se forholdet mellem det nationale og det overnationale som et typisk komplementært forhold. Både de nationale og de internationale interesser er vigtige og skal plejes, men de går aldrig op i en højere enhed - og må derfor varetages sideordnet - i fuld respekt for begges berettigelse. Og et kritisk blik må hvile på begge sider.



Globaliseringens modsætninger      
Til toppen   Næste

Den såkaldte globalisering peger i samme retning. Den har sine store fordele i den grænseoverskridende kommunikation og økonomi - ikke mindst formidlet gennem informationsteknologien og internettet. Den fornemmes som positiv af alle der rejser meget og kommunikerer meget på nettet eller fører mange forhandlinger i udlandet. Men de fleste mennesker vedbliver at have størst tilknytning til regionale og nationale instanser og organisationer. Modsætningen mellem det nationale og det internationale eller globale bør derfor ikke betragtes som uforligeligt, men som typisk komplementært.

Verdenshandelen udgør en vigtig del af det mellemfolkelige og internationale samkvem og hele den kulturelle udveksling. Men den er ikke til gunst for de udviklingslande der har størst behov for udvikling. Det ligger for så vidt i sagens natur. Enhver udvikling giver basis for endnu mere udvikling. De vestlige lande har lige siden renæssancens begyndelse, opdagelsernes tid og naturvidenskabens og teknologiens efterfølgende enorme fremskridt haft alle fordelene på deres side. I liberalismens navn fastholder man i princippet fordelene, men naturligvis ikke uden den portion humanisme der bevirker, at man føler sig forpligtet til økonomisk og teknologisk bistand til udviklingslandene. Det har i nogen grad afhjulpet problemerne, men langtfra nok. Modsætningen mellem de rige lande og de fattige er øget - med enkelte opmuntrende undtagelser som det folkerige Kina, der nu er ind i en rivende udvikling.

De økonomiske forhold i mange udviklingslande betyder voldsom stigning i problemer som sult, slum og sygdom. På alle tre områder må konstateres en markant modsætning mellem de store befolkningers naturlige ønske om overlevelse og forplantning og samfundenes lige så naturlige ønsker om at kunne magte problemerne. Men modstriden mellem disse to interesser vokser, fordi staternes økonomiske evner ikke rækker, mens befolkningerne til gengæld eksploderer i antal, flugt til de store byer og en seksualnorm der fremmer både fødselstallet og aids-tilfældene katastrofalt.

Trods stor indsats fra de store private og officielle internationale organisationer og megen god vilje og endnu flere pæne ord fra de rige landes ledere synes problemet komplet uløseligt, fordi dets omfang allerede er for stort, dets tilgrundliggende udviklingsmæssige mekanismer for ubrydelige og dets iboende mangel på tilstrækkelig moralsk ansvarlighed hos navnlig den mandlige del af den almindelige befolkning er havnet i det absurde.

Set fra et nøgternt biologisk synspunkt løser problemet sig selv gennem den naturlige udvælgelse, hvilket i praksis vil sige gennem den befolkningsdecimering som sult og sygdom vil medføre. Set fra et ideelt humanistisk synspunkt forslår bistandshjælpen som en skrædder i helvede. Tragedien synes fuldstændigt uundgåelig. Politikerne kan og vil ikke forråde de humanistiske idealer, i hvert fald ikke officielt, men er dybest set magtesløse, for det første fordi ingen er herre over den historiske udvikling, og for det andet fordi de utilsigtede virkninger af afkoloniseringen, bistandshjælpen og sygdomsbekæmpelsen efter 2. verdenskrig har været uoverskuelige.

For enhver menig dansker med normale følelser gør det ondt at se tv-reportagerne fra de fattigste og mest sygdoms- og hungersnødsramte samt borgerkrigshærgede områder, men vi kan stort set ikke gøre andet end give vort beskedne bidrag til nødhjælpen, og eventuelt - hvis vi er på det hold - forbande koloniseringen, imperialismen og hele det privatkapitalistiske system. Det hjælper lige lidt. Og sove om natten gør de fleste jo alligevel.

For sandheden er, at vi i endnu højere grad end amerikanerne, englænderne og franskmændene er magtesløse, fordi vi er borgere i et lille land. Sandheden er også, at ingen af os - uanset sympatier og antipatier, politisk standpunkt eller religiøs tro - bærer alverdens synder på vore skuldre!



Terrorismens svøbe     
Til toppen   Næste

Et væsentlig politisk problem i det 21. århundrede er bekæmpelsen af den internationale terrorisme. Uanset grundene til denne er den en alvorlig trussel mod alle åbne, demokratiske samfund, men på grund af de kulturelle og religiøse undertoner er den specielt en trussel mod de vestlige samfund.

Kernen i den aktuelle terrorisme er hverken undertrykkelse eller fattigdom, men hadet til vestlige normer og værdier. Et sådant had bekæmpes ikke med forståelse eller økonomisk bistand, men alene med en fasthed der gør det klart for de hadende terrorister, at de ikke vil få held til at undergrave den vestlige kultur og dens værdier, men må vælge mellem fortsat destruktivitet, selvmord og vestlig bekæmpelse - eller gøre op med sig selv, bekæmpe eget had og søge konstruktive løsninger på problemerne. Hadere forandres aldrig ved indrømmelser udefra.

Det er i det 21. århundrede blevet en decideret historisk opgave for Vestens politikere at værne om egne værdier og bekæmpe ekstremistiske anslag imod dem. Terrorangrebet på World Trade Center i New York og på Pentagon i Washington den 11. september 2001 var en så rystende begivenhed, at den fangede de fleste menneskers opmærksomhed i dagevis. Angrebet var så omfattende i ødelæggelse af liv, bygninger og symboler og så velplanlagt, velgennemført og veludført, at det i sin ondskab virkede som den mest kyniske terror der hidtil er set i verdenshistorien.

Men kynisme fra terroristers side er ikke et nyt fænomen. Terrorister har alle dage sat målet over midlet, ja betragtet midlet som helliggjort gennem målet. Her var kynismen imidlertid drevet ud i sin yderste konsekvens både planlægningsmæssigt, teknisk og psykologisk, så vi må siges at stå over for en ny art af terror, der i og for sig hverken var uforudsigelig eller utænkelig, men som ikke desto mindre har overskredet en grænse, der gør det nødvendigt at søge de psykologiske mekanismer bag den.

Det karakteristiske er nemlig ikke kynismens grad, men dens fanatiske tro på at det der for den almindelige og normale tankegang i Vesten er ondskab af værste slags i terroristernes egne øjne er ædel, ja hellig gerning der sikrer dem en plads i den fiktion af en himmel de tror på.

Fanatismen og fundamentalismen er i visse tilfælde udslag af en meget bevidst styret 'helliggørelsesproces', der ikke alene sætter fanatikerne uden for enhver dialog og påvirkningsmulighed, men simpelthen bringer dem ind i en fase eller tilstand, hvor de på den ene side tvangsmæssigt føler sig nødsaget til at planlægge og udføre kyniske terrorhandlinger, og på den anden side får absolut vished for, at det de foretager sig er at betragte som et offer til deres gud for deres personlige frelses skyld. Altsammen forudsætter igen en opdeling af menneskeheden i gode og onde, og en absolut tro på, at man selv hører til de gode og dermed har Gud på sin side.

Terrorismens hærgen i det nye 21. århundrede kunne efter nogens mening være undgået, hvis ellers vestmagterne havde interesseret sig for dens årsager - og i tide havde sat massivt og effektivt ind på de tre afgørende felter: at løse det palæstinensiske problem, at tage fat på en konstruktiv dialog med diktatoriske regimer som Irak og Iran, og endelig at se hadets årsager i øjnene og erkende, at det ikke udelukkende er de andre, muslimerne, der skal ændre deres livsform i retning af frisind, men også os selv, nemlig i retning af mere etisk seriøsitet.

I dybeste forstand ligger tragedien i, at vesterlændingene ikke har forstået at sætte noget helligt i stedet for det der faldt med den gamle Gud for mere end hundrede år siden.



Kløften mellem rige og fattige     
Til toppen   Næste

Der er ingen tvivl om, at kløften mellem de rige vestlige lande og de fattige lande i Mellemøsten, Asien og Afrika øges dag for dag og medfører nød og elendighed, sygdom og død - og ikke at forglemme misundelse og flugt samt - et ubegrænset had til Vesten og især USA. Det er naturligvis det sidste der giver næring til alle drømme og ønsker om hævn over Vesten og vestlig kultur. Og det er samtidigt den del af modsætningsforholdet mellem rige og fattige som er sværest at tackle, fordi det stikker så dybt og stort set er upåvirkeligt af økonomisk og humanitær hjælp til de fattige lande.

Det er i hvert fald en kæmpeillusion som mange af Vestens politikere, men endnu flere humanister gør sig skyldige i, at tro at øget udviklingsbistand til de fattige lande forebygger misundelse, flugtdrømme eller had. For sagen er at den vestlige og især den amerikanske livsform for mange af disse mennesker føles som en direkte trussel mod deres egen følelse af identitet. De afskyr derfor denne livsform i så høj en grad, at vejen til hadet bliver yderst kort. Det behøver kun lige den afgørende tilkobling til en muslimsk fundamentalisme, som uden videre betragter den vestlige livsform som gudløs, umoralsk, syndig og fordærvelig.

Hadet til Vesten er hadet til dem, hvis velfærds- og bevidsthedsniveau tillader dem at se stort på gammeldags religion og stammeprægede normer og idealer.

Kløften mellem rige og fattige er derfor også en kulturkløft.

Kulturkløften er desuden i allerhøjeste grad en kløft mellem dem der har tilegnet sig de demokratiske idealer om flertalsafgørelser, respekt for mindretal, tanke- og ytringsfrihed samt religionsfrihed - og dem der ikke har.

Den vestlige verden har efterhånden møjsommeligt erhvervet sig en menneskeopfattelse der har rod i kristendommens forståelse for det enkelte menneskes værdi - og dermed i allerhøjeste grad går på tværs af de primitive kulturers æresbegreb. Og ændringen af dette gamle æresbegreb er reelt det forhold der spiller den største rolle i sammenstødet mellem muslimsk og vestlig dagligkultur. For der er næppe noget der støder vestligt menneskesyn så meget som det muslimske kvindesyn, der eksempelvis indebærer, at enhver pige der vedkender sig sin erotiske sans og seksuelle trang betragtes som en luder.

Den aktuelle konfrontation mellem muslimsk terrorisme og vestlig kultur er ikke og bør under ingen omstændigheder simplificeres til en kamp mellem islam og kristendom. Der er gode og mindre gode ting i begge religioner. Nej, den aktualiserede kulturkamp er i sin kerne en kamp mellem en demokratisk, frisindet og sekulariseret kultur på den ene side og en udemokratisk, snæversynet, intolerant og ikke-sekulariseret kultur på den anden. Muslimer lader sig demokratisere og sekularisere - og der findes mange frisindede muslimer i intellektuelle miljøer rundt omkring. Men terrorister lader sig ikke demokratisere.

I praksis forudsætter al integration muslimsk sekularisering.



Lederskabets nødvendighed     
Til toppen   Næste

På trods af vores store velfærd er der i dag behov for langt større politisk lederskab end der længe har været, det vil også sige for større politisk overblik, mod og beslutsomhed. Politikernes almindelige, grundlæggende og nødvendige 'vilje til magt' er næppe blevet mindre med årene, men opløsningen af de gamle klassemodsætninger og gamle partitilknytninger har gjort vælgergunsten endnu mere flygtig end tidligere og har derfor også fristet mange politikere til at gå populismens vej, at tage de standpunkter der menes at have størst vælgertilslutning og at slå til lyd for dem gennem størst mulig mediedækning. Politikerne henter hjælp hos mediefolk og spindoktorer.

Dette er delvis en følge af det faktum at medierne og navnlig tv-mediet har fået stadig stigende indflydelse på hvilke emner der sættes fokus på og hvilke personer der slår igennem. Politikere der i dag vil frem i forreste række skal have medietække frem for alt andet. De kan til gengæld falde hurtigt, hvis den viser sig ikke at dække over reelle politiske evner og politisk troværdighed. Men som navnlig den amerikanske udvikling viser, er det afgørende for gennembrud at kunne gøre sig på tv - og eventuelt være kendt i forvejen gennem tv eller film.

Men dette er også en følge af, at politik tilsyneladende har udviklet sig stadig længere væk fra ideernes og værdiernes kampplads. Lidenskab og engagement hos politikerne mangler ikke, men store ideer og visioner samt høje, langsigtede mål der bygger på troen på fundamentale værdier glimrer alt for ofte ved deres fravær.

Det skyldes som hovedregel, at politikerne sjældent er filosofisk eller psykologisk funderede eller interesserede. De har ofte meget ringe respekt for det irrationelle og religiøse og ofte meget ringe forståelse for mangfoldighed, alternativitet, kompleksitet, komplementaritet og helhed. Og de har yderst sjældent et fast og nødvendigt greb om symbolerne.

Men greb om symbolerne er nødvendigt, også i et moderne og sekulariseret demokrati. Det er fatalt at tro at det skulle være forbeholdt demagoger, der som bekendt aldrig viger tilbage for at udnytte symboler til deres udemokratiske og destruktive formål. Men for demokratiske og konstruktive politiske ledere der vil gøre sig håb om at føre vore demokratier videre til nye og endnu højere stadier er det absolut nødvendigt at kunne finde og anvende de forvandlingens symboler der kan gribe folket og føre det frem ad rette vej.



Komplementariteten nok engang     
Til toppen   Henvisninger

Det komplementaritetssynspunkt der gang på gang føres frem på disse sider er aldrig den ultimative løsning på noget modsætningsforhold mellem individ og samfund - og det er slet ikke nogen løsning på modsætningen mellem ekstreme eller fundamentalistiske holdninger. Anvendelsen af synspunktet begrænser sig tværtimod til oplyste, demokratiske civilsamfund, hvor lovgivningen sikrer de enkelte borgeres rettigheder, og hvor de enkelte borgere respekterer såvel hinandens rettigheder som lovgivningens, administrationens og domstolenes sunde fornuft og gode vilje.

Komplementaritetssynspunktet kan sagtens opfattes som en naturlig konsekvens af demokratiet, netop fordi det stiller de nævnte krav til oplysning og gensidig respekt. Hertil kommer, at det i allerhøjeste grad er forbundet med humor, nemlig den form for humor der udelukker absolutte, fundamentalistiske og ekstremistiske holdninger og i stedet omslutter relative, pragmatiske og midtersøgende holdninger.

Modsat det 'dialektiske' princip som hyldes i den marxistiske ideologi, så tilstræber det komplementaristiske princip ikke nogen endegyldig kamp mellem modsætninger i samfundet, hvor den ene part definitivt taber og den anden definitivt vinder, men tværtimod et vedvarende, dynamisk og givende modspil, hvor begge parter vinder - uden nogensinde at få den fulde ret på sin side.

En sådan fredelig og pragmatisk løsning forudsætter gensidig tolerance og respekt mellem parterne og intet er så velegnet til at fremme disse holdninger som en grundliggende humoristisk sans. En sådan betyder nemlig ikke, at alvoren tages ud af konflikterne, men at den endegyldige sejr og triumf over modparten på forhånd opgives.

Men ideer, visioner og store mål for fremtiden må aldrig mangle. Et folk må ikke gå i stå. Lykkelige nationer har ingen historie, som en stor amerikansk politiker engang sagde.



Henvisninger:

Foregående afsnit af værdimanifestet:

Forord
Indledning  (9.7.04.)
Naturen som fundamental værdi  (15.7.04.)
Samfundet som fundamental værdi  (2.8.04.)
Individet  (8.8.04.)
Erkendelsen  (13.8.04.)
Etikken  (20.8.04.)

Efterfølgende afsnit:

Historien  (3.9.04.)
Kunsten og musikken  (10.9.04.)
Religionen og sekulariserinen  (17.9.04.)
Psykologiens dybdeindsigt  (22.9.04.)
Afslutning og efterskrift  (22.9.04.)



Øvrige henvisninger: se under Samfundet



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal