Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - vaerdier14

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.8.04.


Samfundet

Værdimanifestets 3. afsnit

Indledning
Folkeligheden
Privatejendomsretten
Friheden og ligheden
Det civile og demokratiske
Skattepligten
Skolen
Sundhedsvæsenet
Orden og sikkerhed
Værnepligten
Klassemodsætninger
Erhvervslivet
Arbejdet
Ledighed
Folkekirken
Monarkiet
Velfærdssamfundet
Det åbne samfund
Henvisninger



Indledning      
Til toppen   Næste

Samfundet er som naturen en fundamental forudsætning for alt menneskeliv og derfor subjektivt at betragte som en fundamental værdi og forpligtende gave.

Samfundet er ikke en sum af individer eller en strukturel orden af enkeltelementer, men som levende 'organisk' fænomen en elementær irreducibel kendsgerning, der derfor lige så lidt som sjælelivet og åndslivet lader sig entydigt bestemme med naturvidenskabelige metoder.

Samfundet er et fællesskab omkring familie, produktion, fest og historie - og i nyere tid også omkring politik, statsdannelse og national bevidsthed. Men samfundet er grundlæggende at opfatte som selve forudsætningen for specifikke, historisk bestemte samfundssystemer og statsformer. Der må altså skelnes skarpt mellem samfundet som sådant (forudsætningen) og specifikke statsformer.

Det er muligt at gøre oprør mod og ændre historisk bestemte statsformer (fx feudalstaten), men ikke at gøre oprør mod samfundet som sådant. Heri ligger helligheden ved samfundet som fænomen.



Folkeligheden     
Til toppen   Næste

Folkeligheden er det subjektive udtryk for at der med romantikkens friheds- og nationalfølelse dukker et begreb om 'folket' op som modsætning til klasser og elitære magtinstanser. Tilsvarende tales om 'folkeviljen' eller 'almenviljen' til forskel fra enkeltmenneskers eller enkelte klassers vilje.

Romantikken opererer også med begrebet 'folkekarakter' eller 'nationalkarakter' til forskel fra individets karakter. Begrebet er ikke anvendeligt i naturvidenskaben eller i de samfundsvidenskaber der kun anerkender naturvidenskabelig arbejdsmetode og som derfor reducerer objektet for deres forskning til tingsagtige størrelser eller mekanismer. Begrebet folkekarakter svarer derimod til hvad de fleste mennesker subjektivt-intuitivt opfatter som et folks sjæl. Begrebet er en selvfølge i dagligsproget, der dækker den hele virkelighed, men udstødes af fagvidenskabernes specialsprog, der kun dækker udvalgte områder.

Inden for fællesskabet er der social tryghed og sikkerhed mod såvel indre som ydre farer og fjender såsom forbrydere og gale mennesker eller fjendtlige, ekspanderende stater og fanatiske ideologiske/religiøse bevægelser. Men der er også muligheder for dynamik, udvikling, transcendens og emergens, omend disse muligheder i lange perioder kan være begrænset af de ældre generationers vilje til overmagt og dominans, eller deres kamp for at bevare det bestående i den form det allerede har.



Privatejendomsretten     
Til toppen   Næste

Produktionsforholdene er i vid udstrækning bestemt af privatejendommen: at den enkelte familie, stamme eller klan sikrer sig overlevelsesmuligheder ved at sikre sig jord, bygninger, redskaber, våben, inventar og andre værdier. Især med urbaniseringen sker der en betydelig arbejdsdeling, så der opstår klasser af godsejere, almindelige bønder, håndværkere (igen delt op i laug), og senere borgerstand eller tredje stand - foruden præsteskabet. Allerlavest har indtil nyere tid befundet sig tyendestanden og slavestanden.

Med pengeøkonomien indføres kapitalismen der fra starten er identisk med privatkapitalismen. Jordbesiddelse og besiddelse af bygninger og produktionsanlæg gøres op i pengeværdi og danner basis for magt, ekspansion, investeringer og lånemuligheder samt transaktioner på pengemarkedet.

Privatejendomsretten er så gammel som lovgivningen selv. Den er allerede kanoniseret i Moseloven, nærmere betegnet i forbudene mod at stjæle og begære andres hus eller ejendom. Sådanne bud går igen i alle samfunds love og har i tidligere tider været håndhævet med største strenghed og ofte også grusomhed - og bliver det visse steder stadig. Reglerne genfindes naturligvis i den danske straffelov, men også grundlovens § 73 fastslår ejendomsrettens ukrænkelighed, ligesom FN's erklæring fra 1948 om menneskerettighederne fastslår, at enhver har ret til at besidde ejendom.

Der er naturligvis stadig mennesker der principielt betragter al privat ejendom som tyveri og roden til alt ondt, og som følgelig drømmer om et samfund, hvor ejendomsretten er ophævet. Men de fleste betragter den som et gode, der også er selve den psykologiske forudsætning for at mennesker omgås materielle værdier med respekt og vilje til værn. Det er derfor ikke uden grund, at ejerboligen i dag er så eftertragtet og almindelig som den er. Den er væsentligt dyrere i anskaffelse og drift end den almene bolig, men den tjener dels som opsparing dels som det bedste værn om privatlivets fred og muligheder for selvstændig indretning. Ungdomsoprørets modvilje mod 'ligusterfascismen' er i dag stort set afløst af udbredt forståelse og respekt for ejerboligen og dens særlige værdier.

Privatejendomsretten og privatkapitalismen fører dog uuundgåeligt til ulighed i befolkningen, eftersom flid, dygtighed og klogskab øger et menneskes indtjenings-, opsparings- og investeringsmuligheder - og investeringerne igen i anden omgang giver øget kreditværdighed. Men dygtigheden og klogskaben i sig selv er ulige fordelt - både arvemæssigt og miljømæssigt. Dette kan der delvis kompenseres for gennem sociallovgivningen, men det er en illusion at tro at man kan have frihed uden nogen form for social stratifikation eller lagdeling.



Friheden og ligheden      
Til toppen   Næste

Mellem friheden og ligheden består der et klart komplementært forhold.

Total frihed vil føre til anarkiets og junglelovens tilsidesættelse af enhver beskyttelse af den enkeltes ret, tryghed og sikkerhed. De stærkeste vil altid gennemtvinge deres vilje. Magt vil blive ret. Derfor har liberalismens teoretikere og advokater tidligt erkendt, at mennesket måtte give afkald på den absolutte frihed, fordi denne ville undergrave samfundets stabilitet. Der skal en statsmagt til at fastsætte grænser for frihedens udfoldelse og dermed beskytte individet. Som begrundelse herfor blev endog brugt det argument, at mennesket slet ikke var et socialt væsen.

Total lighed vil omvendt føre til tilsidesættelse af enhver individuel mulighed for udfoldelse, initiaitiv, kreativitet og iværksættelse. Ingen ville kunne udmærke sig fremfor andre. Ingen ville kunne sætte sig højere mål end andre, og ingen ville kunne nå længere end andre med hensyn til dygtiggørelse, opbygning af besiddelser og virksomheder. Også lighedstankens teoretikere har tidligt forstået at den absolutte lighed ville føre på afveje, nemlig hen mod et samfund blottet for dynamik og fremdrift. Hvor den alligevel har været forsøgt udført i praksis, som fx i Sovjetunionen, har ideen ført til voldsomt undertrykkende totalitære regimer der har undergravet sig selv, fordi et samfund ikke i længden kan tåle den knægtelse af den menneskelige værdighed og selvstændighed som er beroende på selve friheden.

Det på engang stabile og dynamiske samfund bygger på den antagelse, at mennesket både er et individuelt og et socialt væsen, og at både dets frihedstrang og fællesskabstrang derfor må tilgodeses på rimelig vis. Dette vil i praksis aldrig kunne ske som en fuldkommen til alle tider gældende afbalancering, netop fordi friheden og ligheden er to principielt uforenelige tendenser der aldrig kan forenes i en slags syntese. De må udfolde sig i et altid aktivt og dynamisk modspil. Og dette finder allerbedst sted i det velordnede civile og demokratiske samfund, der bygger på anerkendelse af såvel individernes som fællesskabets rettigheder.

Man kan i denne forbindelse tale om en slags 'social og politisk kontrakt på frivillighedens grund'. Men udtrykket skal ikke tages for bogstaveligt, for den enkelte borger fødes jo normalt ind i en given samfundsorden med dets pligter og rettigheder - og skal ikke skrive under på at ville overholde nogen 'kontrakt'. De fleste accepterer med visse forbehold den givne samfundsorden, hvis samfundet virkeligt er velordnet og tillader nødvendige eller ønskelige justeringer, fordi de kan se deres fordele ved det, men det er jo viterligt muligt at nægte at anerkende det af fx revolutionært ideologiske eller anarkistiske grunde, eller simpelthen fordi man af den ene eller anden gund er blevet 'asocial' eller 'kriminel'.

Jv. iøvrigt essayet om
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener



Det civile og demokratiske samfund     
Til toppen   Næste

Det civile og demokratiske samfund giver sine borgere en række rettigheder, men samtidig en række forpligtelser, herunder ikke mindst generelt den forpligtelse af overholde landets love - fra færdselslov og straffelov over boliglove til skattelove.

Den demokratiske udvikling bevirkede siden oplysningstiden og frihedsrevolutionerne i slutningen af 1700-tallet, at staten undergik en omfattende ændring. Magten blev delt i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, der yderligere sikredes gennem ytrings- og trykkefrihed, en fri kritisk presse og regelmæssigt frie valg. Det moderne civile samfund opstod på det mere eller mindre militaristiske og ensrettede enevældes ruiner.

Det civile og demokratiske samfunds forudsætning er parlamentarismen, der sikrer befolkningens kontrol med regeringsdannelsen. Princippet er, at en regering ikke kan udnævnes eller forblive ved magten, hvis et flertal af parlamentets medlemmer er imod den. Desuden afholdes der regelmæssigt frie valg, hvor alle myndige statsborgere principielt har både stemmeret og valgbarhed. Fundamentet for frie valg er en fri debat og en fri presse, herunder også andre frie medier der kan sikre mangfoldigheden af meninger i debatten.

Det sidste er i nyere tid blevet så meget desto vigtigere som de politiske partiers organisationer spiller en stadig mindre rolle. Frugtbar debat kræver debatkultur, først og fremmest at parterne respekterer hinandens ret til at komme til orde, og at de samtidig er villige til at lytte til hinanden. Jo mere ekstreme synspunkter politiske organisationer hylder, jo større er fristelsen til at ødelægge den ægte dialog, og da de fleste medier i kraft af deres behov for at tjene penge er tilbøjelige til at gå efter størst mulige oplagstal eller seertal, ligger der også her en stor fristelse til at fokusere mere på det ekstreme, spektakulære og sensationelle end på den saglige dialog der kan føre til forlig.

Ødelæggende for demokrati er naturligvis enhver ekstremisme der ikke accepterer spillets regler, og enhver demagogisk forførelse eller ophidselse af befolkningen der ikke respekterer overordnede hensyn. Viljen til enighed, forlig, konsensus eller kompromis kan dog også blive for stor og problematisk, hvis den indebærer, at parterne for fredens skyld går uden om konflikter hvis løsning er påtrængende nødvendig for at komme videre.

En demokratisk valgt regerings forpligtelse er at sørge for såvel en fornuftig administration inden for alle offentlige instanser som de nødvendige lovgivningsmæssige initiativer. Den er modsat den parlamentariske opposition tvunget til høj grad af realpolitisk ansvarlighed. Den har begrænsede ressourcer til rådighed, er dybt afhængig af de parlamentariske muligheder for at skabe flertal for sine love og af de internationale konjunkturer samt af forpligtelser over for internationale aftaler og konventioner. Men regere skal den, så myndighederne til hver en tid har de nødvendige midler og beføjelser til at udføre deres opgaver. Ikke mindst er enhver regering forpligtet til gennem den årlige finanslov at sikre det økonomiske grundlag for statens løbende finansiering af de mange offentlige udgifter.



Skattepligten     
Til toppen   Næste

Den for borgerne mest ubehagelige forpligtelse er ganske givet pligten til betale skat til stat, amt og kommune. Den endnu i 30erne og 40erne gældende stolthed over at skulle betale skat - jo mere, jo stoltere! - blev hurtigt med den offentlige sektors store ekspansion fra midten af 1960'erne afløst af en modvilje, der gjorde det nødvendigt at indføre generelle forbrugsskatter (oms og moms) ved siden af den personlige indkomstskat og de særlige afgifter på udvalgte varer som vin, spiritus, tobak og biler.

Ændringen fra begyndelsen af 1970erne medførte en markant og pludselig udvidelse af den offentlige sektor, som på et tidspunkt var ved at løbe løbsk og lige siden har været genstand for principiel debat. Den totale beskatning for den enkelte borger er i dag uigennemskuelig, men udgør statistisk set omkring halvdelen af den samlede indtjening. Enighed om den rigtige beskatning kommer aldrig til veje. Men der er stigende enighed om, at beskatningen på arbejdsindkomsterne i dag er i overkanten af det ønskelige og hensigtsmæssige, hvis det ellers betragtes som en værdi at stimulere arbejdsindsatsen.

Til gengæld for de forpligtelser borgerne må opfylde og den skat de må betale, yder samfundet dog også sine medlemmer en betydelig tryghed og beskyttelse af både social og sikkerhedsmæssig karakter. Her er det største problem, at det offentliges ressourcer er stærkt begrænsede i forhold til de muligheder den moderne teknologi giver og de ønsker og krav befolkningen har. Dette gælder ikke mindst de store og dyre områder: Skole og uddannelse, sygehusvæsen og forsorg.



Skolen     
Til toppen   Næste

Altafgørende for et moderne samfund er at alle børn og unge får en grundig elementær skoleundervisning og en efterfølgende god uddannelse af praktisk, administrativ eller teoretisk art, så alle pladser i samfundet kan udfyldes med kvalificerede medarbejdere.

Som følge af den i vore dage langt tidligere indtræden af pubertetskrisen for de unges vedkommende, må tiden efterhånden være inde til at bryde med princippet om en grundskole på ni-ti år og erstatte den med en grundskole på seks år efterfulgt af en ungdomssskole på tre år med mulighed for forlængelse med et enkelt år. Skiftet skulle markeres med udskiftning af såvel fysiske rammer som lærerstab, således at de 13-årige for alvor kommer til at mærke, at de forlader barneskolen og bliver stillet over for udfordringer og krav om indlæring og studiedisciplin som matcher voksenlivets.

Da samfundet i disse år undergår en næsten revolutionerende udvikling som følge af informationsteknologien og globaliseringen, er det særligt vigtigt, at hele uddannelsessystemet lever op til de stigende krav og udfordringer. Dette indebærer også at ressourcerne må udnyttes bedre og at specielt ressourcespildet ved fejlvalg af studium begrænses. Mulighederne for valg af uddannelse har vist sig at være for frie, så der uddannes for mange inden for fag der ikke er brug for, og for få hvor der er behov for flere.

Frie valg er principielt et gode ligesom den gode motivation i kraft af eget valg ikke kan undervurderes. Men samfundets ressourcer er nu engang begrænsede, og derfor må de politisk ansvarlige se i øjnene, at modsætningen mellem samfundets og individernes behov her som på mange andre felter er principielt uforenelige. De må have mod til at skære igennem og sikre at ressourcerne bliver brugt bedst muligt til at sikre uddannelsen af den nødvendige arbejdskraft, selvom det i nogen grad vil gå ud over individernes - de unges - valgmuligheder.



Sundhedsvæsenet     
Til toppen   Næste

Sygehusvæsenet og alderdomsforsorgen støder ind i samme problematik, fordi ressourcerne er begrænsede, mens de teknologiske muligheder for behandling og de demografiske forskydninger i aldersfordelingen gør kravene større og større. Navnlig inden for sundheds- og sygehusvæsenet er konflikten blevet mere og mere iøjnefaldende, fordi den lægevidenskabelige forskning år for år øger behandlingsmulighederne med stor hast. Resultatet er blevet en så kraftig stigning i de offentlige udgifter til denne sektor at den ikke kan finansieres uden nedskæringer på andre områder - eller ved kraftige skattestigninger.

Da det ikke er en menneskeret at få børn eller at bevare et ungdommeligt udseende livet igennem, er det rimeligt at samfundet lader folk selv betale alle udgifter til fertilitetsbehandling og kosmetiske operationer.

Et særligt problem for sygehusvæsenet udgøres af det forhold at der er usikkerhed om det forvaltningsmæssige ansvar på grund af en forældet kommunal struktur. Kommunerne er i flere tilfælde for små til at opretholde de lokale sygehuse som befolkningen i et område ønsker. Sammenlægninger med økonomisk stordrift som mål er nødvendig. Sygehusvæsenet er blevet et så stort forvaltningsområde at tiden er inde til at skille det ud som selvstændigt område.

En ny kommunalstruktur er under udarbejdelse, men vil uundgåeligt støde på det problem, at befolkningen ønsker relativt små enheder i lokalområderne, mens de økonomiske, forvaltningsmæssige og lægemæssige forhold peger på det ønskelige i store enheder. Modsætningen vil bestå, fordi der ikke kan findes en ideel løsning på et problem af så typisk komplementær art. Politikerne må derfor igen udvise det mod at skære igennem på trods af de lokale og amtspolitiske ønsker, men de bør vel at mærke altid gøre det ved åbne prioriteringer.

Jv. iøvrigt artiklen:
Kommunalreformen på plads  (Danmark - 25.6.04.)



Orden og sikkerhed     
Til toppen   Næste

Hvad angår befolkningens tryghed og sikkerhed spiller landets ordensmagt en meget stor rolle. Politiet sørger for almindelig god ro og orden, og for indskriden mod og opklaring af kriminalitet. De af lovgivningsmagten og de administrative myndigheder principielt uafhængige domstole sikrer domfældelse af de folk der overtræder landets love, forudsat de afsløres, og gør det under iagttagelse af retsplejelovens regler om beskyttelse af de enkelte borgeres rettigheder. Begge parter gør her i landet en god og fortjenstfuld indsats og har i høj grad tilpasset sig udviklingen gennem de sidste årtier henimod større social og psykologisk forståelse. Bagsiden af denne forståelse er imidlertid en mangel på konsekvens og håndfasthed som virker stødende på det store flertals retsbevidsthed og næppe kan fortsætte i længden.

Sikkerheden mod ydre farer har traditionelt været varetaget af landets forsvar, og dette forsvar anses igen for så væsentligt, at det grundlovsmæssigt er fastsat, at enhver våbenfør mand med sin person er "forpligtet til at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser som loven foreskriver".

Imidlertid er den sikkerhedsmæssige situation for de vesteuropæiske lande lige siden Sovjetunionens opløsning og den kolde krigs ophævelse ændret så radikalt, at der i dag er stigende forståelse for, at værnepligten i sin gamle form har overlevet sig selv. Til de tilbageblevne militære opgaver - ikke mindst ved internationale operationer - er der i dag først og fremmest behov for en professionel hær af velegnede, veluddannede og interesserede folk af begge køn og ikke for en hær bestående af almindelige menige mænd med kortvarig rekrutuddannelse. Rent faktisk bliver der allerede indkaldt færre og færre til aftjening af den grundlovsfastsatte værnepligt, men en reel afskaffelse af pligten vil kræve en grundlovsændring, og en sådan er meget svær at få igennem de nødvendige afstemninger.

Den nye lov om værnepligt tager højde for den nye situation - idet den fastholder den grundlovsfæstede værnepligt som princip, men forkorter indkaldelsestiden væsentligt. Værdien af en sådan kort rekruttid kan diskuteres - og vil nok være under debat i flere år frem. Men formentlig vil man kunne bruge den efter hensigten - til udvælgelse af de personer der er egnede til professionel uddannelse.



Værnepligten      
Til toppen   Næste

Spørgsmålet er dog, om ikke tiden i virkeligheden var inde til ganske simpelt at omdefinere værnepligten, så den i praksis kommer til at gælde både mænd og kvinder, men med et andet primært sigte end oprindeligt tænkt, nemlig at bidrage til fædrelandets forsvar gennem personlig tilegnelse af og aktivt værn om de værdier det civile og demokratiske samfund i Danmark bygger på, herunder ikke blot dets suverænitet, men også dets sprog og historie, dets institutioner og velfærdsniveau samt dets åbenhed og integrationsevne og -vilje.

Denne værnepligt kunne tænkes specielt målrettet mod alle 17-18-årige af begge køn der efter endt grundskole ikke går videre til en arbejds-, lære- eller studieplads, og som da i stedet skulle forpligtes til at aftjene værnepligten på en ungdomshøjskole over 6, 9 eller 12 måneder. Tilsvarende for de 19-20-årige der efter endt gymnasium ikke skaffer sig erhvervsarbejde eller plads på videregående uddannelse.

På disse højskoler skulle der gives intensiv undervisning i dansk, engelsk, matematik, historie, kultur- og religionsforståelse, konsistens-etik, seksuallære, dybdepsykologi og informationsteknik samt gymnastik og sport. Undervisningen skulle stille høje krav til studiedisciplin, kunne kombineres med enkelte eksaminer der alene skulle bruges til afgørelse af opholdets videre forløb og udstrækning, men principielt ikke bør være kompetencegivende, men først og fremmest modnende. Der skulle desuden gives optimale muligheder for indføring i og gennemprøvning af kreative fag, herunder ikke mindst musik, dans og drama.

Skolerne skulle med hensyn til tobaksrygning, narko- og alkoholindtagelse være så kontrollerede, at egentligt misbrug systematisk og konsekvent modarbejdes.

Altså et relativt hårdt program, der for begrænset tid vil fjerne eleverne fra deres vante miljøer og vante skoleniveauer samt eventuelle misbrugsvaner, og tilstræbe at få dem højere op i gear og ansvarlighed. Men som også skal kombineres med den gamle højskoles gode og gavnlige muligheder for fællesskab, samtale, debat, fest, inspiration og horisontudvidelse.



Klassemodsætninger     
Til toppen   Næste

Den gennem friheden skabte ulighed førte især under industrialiseringen til store klassemodsætninger i samfundet, ja til decideret klassekamp der fra den undertrykte befolknings side førtes med det forståelige, men ikke destomindre utopiske formål helt at afskaffe al ulighed i samfundet.

Klassekampen medførte dannelsen af stærke fagbevægelser og socialistiske partier - og ad åre en fundamental ændring af hele det privatkapitalistiske system fra et overvejende liberalistisk system, hvor det gjaldt overlevelse med alle midler, til mere afbalancerede socialliberale systemer, hvor man anerkendte både menneskers ret til at arbejde hårdt og skrabe formuer sammen, hvis det var det de ville, og menneskers ret til at få rimelig hjælp, hvis de ikke kunne klare sig selv på markedets vilkår. Via sociale reformer undgik man en yderligere forarmelse af den store og stærkt stigende arbejderbefolkning.

Den egentlige klassekamp må i dag betragtes som passé i de vestlige velfærdssamfund. Fortsat er der naturligvis fattige og udsatte mennesker i disse samfund, men de udgør ikke nogen klasse, og er ikke som i sin tid bondestanden og arbejderklassen i stand til at tilkæmpe sig politisk indflydelse. Det er de simpelthen for dårligt rustede til - intellektuelt, organisatorisk og moralsk. Det er nemlig kendetegnende for de fleste af disse mennesker, at de ikke vedkender sig det fulde ansvar for deres egen eksistens, men i vid udstrækning overlader overlevelsen og initiativet til den offentlige socialforsorgs eller de private organisationers mange hjælpsomme mennesker. Og disse er på deres side ofte fristede til i alt for høj grad at klientgøre alle der søger hjælp.

Den store brede befolkning tilhører i dag middelstanden af veluddannede funktionærer med gode indkomster. Derfor har yderligtgående politiske partier ingen reel chance for at skaffe sig nævneværdig parlamentarisk magt; deres reelle mission i livet er at begå politisk selvmord og lide martyriet. Kampen om vælgerne står på midten. Politiske partier der ønsker magt og indflydelse må appellere til midtervælgerne - og følgelig gøre sig klart, at de nok kan kæmpe for reformer af samfundet, herunder en ændring af fordelingspolitikken, men ikke grundlæggende angribe velfærdssamfundet som ideel model.



Erhvervslivet     
Til toppen   Næste

Erhvervslivet er præget af enkeltvirksomheder fra håndværkerfirmaer over store industrivirksomheder eller fabrikker til økonomiske koncerner og fusionerede selskaber. I alle tilfælde er der tale om en speciel virksomhedskultur som kan være af afgørende værdi for et firmas overlevelses-, omstillings- og udviklingsevne ved siden af den nødvendige iværksætterånd. Men som al anden 'kultur' kan den også blive en hæmsko for udviklingen, hvis den lukker sig om sig selv og ender i en alt for aristokratisk finfølelse.

Enhver velfungerende virksomhed skal have evne til at få produkter fra hånden, evne til at lede og fordele arbejdet, have relevante planer, taktikker, strategier, budgetter og budgetkontrol, evne til at få ideer, afprøve og realisere dem samt evne til at få det hele til at hænge sammen som en levende, organisk helhed, dvs den skal have produktionsevne, administrationsevne, iværksætter- eller entreprenørevne og integrationsevne. Hertil kommer i dag også evne til at kommunikere fornuftigt med kunder, medier, politikere og samfundets institutioner - om bl.a. virksomhedens etik.

Ingen af disse værdifulde evner må mangle totalt i en virksomhed, hvis den skal kunne udvikle og tilpasse sig, men heller ingen virksomhed vil være i besiddelse af dem alle i optimal grad til hver en tid. Det kræver særdeles god begavelse og markedsfornemmelse at være en dygtig leder eller et dygtigt lederteam af større foretagender. Karakteristisk for den igangværende udvikling er stigende krav om bevidst aktiv medvirken fra bestyrelsernes side.

Enhver organisation har - som ethvert individ - en livscyklus fra fødsel og opvækst over kulminationsår til alderdom og død. Men organisationerne har den fordel frem for individerne, at de ved bevidst og målrettet indsats ikke blot kan udskyde aldringen, men helt undgå den gennem en konstant og tilstrækkelig dybtgående fornyelsesproces. Kun aristokratisk indstillede virksomheder der falder for fristelsen til på højdepunktet at holde mere på former og traditioner end på fornyelse og omstilling gennem iværksætterånd vil være dømt til senilitet, forfald og død.



Arbejdet     
Til toppen   Næste

Arbejdet er en af kulturens hovedkilder ved siden af forskningen og religionen. Det er gennem arbejdet at nyttige og effektive færdigheder udvikles og opdyrkes til sikre rutiner som skiller professionelle folk markant fra amatører eller lægfolk. Det muliggør arbejdsdeling og specialisering på højt niveau og danner dermed fundamentet for hele det rigt varierede og komplekse moderne erhvervs-, forsknings- og administrationsliv som vi kender i dag og alle direkte eller indirekte nyder godt af.

For det enkelte menneske har arbejdet stor personlighedsdannende værdi. Hvad enten vi taler om det oprindelige håndens hårde arbejde kombineret med relativt enkle redskaber, altså landbrug og håndværk, eller om moderne erhvervsvirksomhed, administration, forskning og politisk arbejde, så præger det professionelle arbejde i bund og grund sin udøver. Det stillesiddende, intellektuelle eller administrative arbejde - i dag altid forbundet med computerens muligheder og tvang - sætter dog et noget andet præg på et menneske end det gamle fysiske, håndværksmæssige arbejde. Det sidste giver bl.a. ofte gennem den sunde kropslige udfoldelse en ro og tålmodighed som er nægtet det administrerende menneske, der ydermere ofte må arbejde under stressgivende tidspres.

Det enkelte menneske får også gennem sit erhvervsarbejde et fællesskab og socialt netværk som den arbejdsløse må savne. Specielt hvad angår integration af flygtninge gælder, at erhvervsarbejde er den eneste sikre vej til social, økonomisk og sproglig integration. En væsentlig grund til den store desintegration har været årtiers manglende indvandrerpolitik og navnlig manglende effektivitet med hensyn til at få flygtninge og indvandrere i arbejde.



Ledighed     
Til toppen   Næste

Generelt er længerevarende arbejdsløshed noget af det mest ødelæggende for at menneskes sociale integration, sociale netværk og hele selvværd. De til hver en tid siddende regeringer er økonomisk set så afhængige af de internationale konjunkturer, at de ikke har store muligheder for at påvirke beskæftigelsen positivt, medmindre de vil pumpe penge ud i samfundet gennem budgetunderskud og stigende gæld, altså en politik der af de fleste i vore dage betragtes som uønsket og uansvarlig, hvis den udstrækkes til mere end et år eller to.

Men politikerne forsømmer i vid udstrækning at prøve at finde andre løsninger.

Da den allerværste og mest fatale arbejdsløshed rammer de helt unge der endnu ikke har fået fodfæste på arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, kunne den nævnte ændring af værnepligten være et af de mulige redskaber. Men skridtet burde efterhånden tages helt ud, nemlig at gøre det til officiel politik at sætte enhver ung eller ældre der ikke kan skaffe sig arbejde eller uddannelsesplads på normal vis og derfor havner på understøttelse eller kontanthjælp i arbejde eller uddannelse ved regulær beskæftigelse på områder, hvor nedskæringer i de offentlige udgifter medfører manglende udførelse af opgaver der egentlig burde løses. Udgifterne i form af understøttelse eller kontanthjælp skal betales alligevel. Men man kunne opnå at få løst visse opgaver samtidig med at man forhindrer de arbejdsløses forfald. For veluddannede akademikeres vedkommende burde fortsatte studier være obligatoriske, hvis de rammes af arbejdsløshed.

Tanken vil naturligvis møde hårdnakket modstand fra fagforeningernes side, fordi de vil betragte udførelsen af arbejde på disse betingelser som løntryk. Men det er jo kun udtryk for fagforeningernes fortsatte forstening, hvor det samfundet har brug for er øget flexibilitet. Politikerne burde her vise det nødvendige mod.

En anden side af arbejdets problematik er det øgede tidspres og den stigende tendens til at flere og flere får stresssymptomer. Her er det vigtigt at få understreget alle arbejderes og funktionærers pligt til for deres egen skyld at sørge for både at holde hvilepauser og -hviledage og at gå ind i ægte stilhed med passende mellemrum. Det ville desuden være på sin plads at genoplive det gamle forslag om et helt eller halvt sabbatår hvert syvende år, hvis det iøvrigt er foreneligt med den personlige karriere. Alt for få mennesker i dag véd hvad det vil sige at trække sig tilbage i længere tid fra det sædvanlige erhvervsarbejde. Men det er ofte en gavnlig erfaring. Udgifterne skal ikke pålægges det offentlige, men dækkes ind af særlige opsparingskontingenter til formålet.

En speciel, men sørgelig kendsgerning i forbindelse med de unges arbejdsliv- og indstilling, er tendensen til at betragte arbejdet som en forbandet nødvendighed, som der kun gives kompensation for på én eneste måde, den at benytte weekenden fra fredag aften til søndag aften til vilde orgier. Man hverken kan eller skal forbyde de unge at feste som de vil - orgier kan endog være en nødvendig livserfaring på vejen - men tendensen er ikke destomindre et klart angreb på de unges egen etiske konsistens. Og det mindste samfundet kan gøre er at vejlede de unge på en sådan måde, at de til fulde kommer til at forstå sammenhængen og risiciene.

Fest og social kontakt prioriteres højt af de unge i dag, men selvom samfundet i en vis forstand efterhånden kan kaldes selskabeligt, så er det en fatal illusion at tro at det er selskabeligheden der holder samfundet sammen. Det er fortsat arbejdet, forskningen, etikken og værdibevidstheden.



Folkekirken     
Til toppen   Næste

I Danmark har folkekirken lige som monarkiet en ganske speciel stilling.

Den danske folkekirke, der til forskel fra den katolske og den reformerte kirke er 'evangelisk-luthersk', er ikke i ordets egentlige forstand en statskirke, selvom den med grundlovens ord 'understøttes' af staten, og folketinget sørger for den nødvendige lovgivning om kirker, præster og bekendelsesgrundlaget (biblen, trosbekendelsen og Luthers lille katekismus), og delvis også de nødvendige finansielle midler til dens opretholdelse. Alle danske statsborgere er nemlig ifølge grundloven sikret trosfrihed, ligesom andre trossamfund er sikret retten til at samle og organisere deres medlemmer. Kun landets monark og tronfølger er forpligtet til at tilhøre folkekirken. Men alle der fødes i Danmark skal dog uanset tro lade sig offentligt registrere i folkekirkens regi.

Folkekirken er folkets kirke i den ganske særlige betydning, at de lokale menigheder omkring de enkelte sognekirker i lovgivningen er sikret bestemmelse over såvel sognets økonomi som præsteansættelserne, foruden biskoppernes valg. Et medlem af folkekirken kan 'løse sognebånd' og derved opnå at kunne lade sig betjene af en præst i et andet sogn. Og et vist antal medlemmer (fra 1972 mindst 50 personer) har ret til at slutte sig sammen i egen valgmenighed med deres egen præst.

Det er en ganske speciel ordning der går tilbage til vækkelsernes tid i midten af 1800-tallet, og oprindeligt betød stor frihed på det religiøse område, men siden er blevet stærkt undergravet af urbaniseringen. Af gode grunde kan der ikke i byernes meget store sogne være den tilknytning mellem kirke og befolkning der kan findes og stadig mange steder endnu også er til stede i landsogne.

Den almindelige sekularisering har desuden bevirket en stadig ringere interesse blandt almindelige mennesker for kirkens oprindelige opgave, evangeliets forkyndelse. Kun få procent af befolkningen går til gudstjeneste hver uge. Mange normaldanskere bruger kun kirken i forbindelse med dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. De er reelt kirkefremmede og forstår ikke ritualernes, bibelteksternes, salmernes eller præsternes sprog og ved end ikke, hvornår det er passende at rejse sig og sætte sig i kirken.

Ikke destomindre viser en meningsmåling fra 2003, at over 70 procent af samtlige adspurgte mener at der er behov for en folkekirke i landet. Et stort flertal på 58 procent går imod en fuldstændig adskillelse mellem stat og kirke som man har i Sverige og andre lande. Dog er der markant forskel mellem mænds og kvinders holdning. Kun 50 procent af mændene, men 65 procent af kvinderne siger nej til adskillelsen.

Teologer kan - ligesom ateistiske modstandere af folkekirken - nok så meget slå på, at undersøgelsen set i forhold til den faktiske brug af kirken tyder på en vis selvmodsigelse eller uklarhed, og enkelte efterlyser en offentlig debat om emnet der kan føre frem til en afgørelse. Men der kan lige så vel peges på noget langt dybere, at det afgørende for tilknytningen til eller forkærligheden for folkekirken ikke er teologien og bekendelsesgrundlaget, men vanen og traditionen og måske navnlig selve den grundfornemmelse, som synes at ligge kvinder nærmere end mænd, at det har sin betydning at høre religiøst til et sted hvor man kan ånde frit, ikke generes af påtrængende missioneren eller moraliseren, men dog gennem ritualer, salmesang, musik, rummets, stilhedens og højtidens virkning kan erfare et forhold til noget uden for det enkelte menneskes og den borgerlige dagligdags afgrænsede verdener, som vanskeligt kan erfares andre steder. Det er med andre ord selve det irrationnelle der fortsat knytter folk og kirke sammen.

Folkekirken kan næppe påstås at være tidssvarende. Dele af bekendelsesgrundlaget, og navnlig trosbekendelsen, er faktisk direkte forældet i sin manglende sproglige præcision. Og når selv dele af præsteskabet ikke kan finde ud af hvad de skal stille op med det grundliggende gudsbegreb, så må folkekirken siges at være kommet temmelig langt ud i uføret. Men den er stadig folkelig i den gamle betydning af ordet, forankret i folkets ubevidste og irrationelle lag, og vil derfor uden tvivl, trods ringe agt og interesse, have en betydelig værdi - indtil et seriøst religiøst alternativ eventuelt dukker op. Nærmere herom i kapitlet om 'religion'.

Folkekirken kan indtil videre siges at være et særdeles karakteristisk dansk fænomen, som fødte medlemmer har som ikke uvæsentlig del af deres identitet - uanset hvad de render rundt og tror på. Dette kan og bør ikke forhindre andre trossamfunds medlemmer i at blive danske, hvis de ellers vil være det, og man kunne roligt til ære for dem lade den offentlige fødselsregistrering flytte til neutral myndighed.

Men selve folkekirkeordningen vil det foreløbigt være politisk meget uklogt at røre ved. Kun folk med udtalt og dybt irrationel aversion mod alt irrationelt kan være talsmænd for en ændring på nuværende tidspunkt.

Jv artiklen Folkekirken under pres  (Skidt og kanel - 8.8.03.)



Monarkiet     
Til toppen   Næste

Også det danske monarki har en speciel stilling, fordi det ikke blev afskaffet med enevældens fald, men omformet til konstitutionelt monarki.

Monarken og folketinget udgør tilsammen formelt den lovgivende magt, og monarken formelt den udøvende magt, som for størstedelens vedkommende i praksis er overladt til henholdsvis folketinget og regeringen. Monarken personligt er desuden både ansvarsfri og 'fredhellig' (et ældgammelt begreb der betyder særligt sikret mod overlast og vold). Og hans eller hendes kongestatus er endelig en rang der nedarves - modsat regeringens, folketingets og de kommunale råds.

Der er efter mange republikaneres mening tale om en decideret anakronisme, om en ordning for statsoverhovedets position der ikke svarer til tidens demokratiske idealer og derfor burde afskaffes. Ikke destomindre kan det gang på gang konstateres, at der ikke er skyggen af chancer for at få monarkiet i Danmark afskaffet. Der er i befolkningen et stort flertal for dets bevarelse, og trods alle teoretiske indsigelser der kan rejses imod det, er det endda yderst populært. Grundlovsændringen i 1953 gik sandsynligvis kun igennem, fordi den indeholdt en af det brede flertal ønsket ændring af arvefølgen. Det danske monarki kan vel egentlig kun tænkes alvorligt rystet gennem skandaler af den art der i nyere tid har været set i fx det engelske kongehus. Kronprinsens bryllup og kronprinsparrets efterfølgende turnéer peger i hvert fald klart i modsat retning. Meget tyder endda på, at kronprinsen vil være i stand til at forny kongehuset - bl.a. ved at gå helt andre veje end dronningen når det gælder interessen for musik. Dette er ikke uvæsentligt.

På godt og ondt er monarkiet folkeligt forankret på samme måde som folkekirken og folkestyret. Politikere der vil have det afskaffet, vil end ikke kunne vinde stemmer på kravet. De folketingsmedlemmer der boykotter højtideligheder i folketinget hvor landets monark er til stede, opfører sig blot taktløst og uden respekt for grundlovens ordninger. Folk der ikke kan acceptere monarkiet i vort demokrati har ikke megen forståelse for det irrationelles funktion i samfundet - og kan i hvert fald ikke beskyldes for at være i stand til at tænke i komplementære baner.

Jv. artiklen:
Er monarkiet utidssvarende?   (Danmark/Medier - 18.5.04.)



Velfærdssamfundet     
Til toppen   Næste

Velfærdssamfundet betød fra sin start, at staten overtog stadig flere opgaver inden for omsorgsarbejde, sygehusvæsen og uddannelse - og betragtes i dag trods undertiden hidsig debat om den offentlige sektors størrelse stort set som en fundamental værdi, hvis nødvendige reformering og tilpasning det er værd at kæmpe for.

Den offentlige sektor voksede i bestræbelserne på at sikre velfærden i bred forstand, dvs optimere ligheden, men udviklingen havde den indbyggede fælde at omsorgsarbejdet i for høj grad blev styret af organisationer med stadig større vilje til at sikre sig politisk magt uden om det normale parlamentariske system. Solidaritetsbegrebet og lighedsbegrebet blev i denne forstand delvis misbrugt - som stort set alle begreber bliver, når de kan omdefineres til skjulte formål. Det gør dog ikke lighedstanken eller velfærdstanken i sig selv til uønskede størrelser der skulle være i fundamental uoverensstemmelse med liberalistiske principper. I Vesttyskland blev velfærdssamfundet faktisk skabt af en borgerlig regering.

Velfærdssamfundets videre udvikling er naturligvis helt og holdent et politisk spørgsmål - og tages derfor op igen senere. Men der er grund til at slå fast, at det pr. definition er et gode, og at det i dag må betragtes som en fundamental dansk værdi.



Det åbne samfund     
Til toppen   Henvisninger

Ethvert samfund der vil overleve omskiftelserne i omverdenen må være åbent for fornyelse. Det må være i overensstemmelse med den almene transcendente tilbøjelighed som ligger dybt i mennesket og således til hver en tid gør dette indstillet på at overskride sine hidtidige horisonter.

Samfund der lukker sig om sig selv og forhindrer en sådan udveksling vil før eller siden stagnere, degenerere og bukke under, således som vi i nyere tid ikke mindst har set det med det totalitære sovjetkommunistiske samfund. Her forhindrede lederne under dække af at ville tjene folket eller proletariatet al kreativitet, initiativtagen og fornyelse for i stedet at opbygge en stats- og partimagt med fuldstændig kontrol med samfundsudviklingen. Det enkelte menneske og dets frihed blev systematisk undertrykt. Lederne havde den naive opfattelse, at samfundet kunne ændres fuldstændigt efter forgodtbefindende i ønsket retning, og de havde ingen skrupler med hensyn til brug af midler til at nå deres utopiske mål. Og da de velmenende reformledere endelig efter 70 års mere og mere afsporet diktatur indså vildfarelsen og prøvede at skabe fornyelse gennem glasnost og perestrojka, var det for sent.

Det civile og demokratiske samfund er derimod helt igennem præget af åben udveksling med omverdenen på alle områder - handelsmæssigt, politisk, forskningsmæssigt, uddannelsesmæssigt, kulturelt, kommunikationsmæssigt, turistmæssigt, etnisk og religiøst.

Åbenheden er forbundet med demokratiets inderste væsen, den personlige frihed, frie valg, fri debat, fri presse og fri kritik af den til enhver tid siddende regering. Men dybest set er åbenheden også forbundet med en total afvisning af troen på, at samfundet er en på den menneskelige vilje og rationalitet baseret 'konstruktion' og derfor et system der kan ændres efter forgodtbefindede. Tværtimod burde alle erkende, at samfundet som sociologisk system betragtet er så kompliceret, at hverken dets begyndelsestilstand eller nogen senere tilstand kan bestemmes og beskrives eksakt, og følgelig heller ikke nogensomhelst fremtidig tilstand beregnes.

Samfundsudviklingen er ikke determineret, dens lovmæssigheder kendes ikke til mindste detalje. Den er i langt højere grad udslag af evnen til at gro som et frit organisk væsen. Mennesket kan gribe ind og justere udviklingen, men bliver aldrig herre over den. Netop dette gør samfundet til et uendeligt gode og en ufattelig gave, ja til noget helligt og ærefrygtindgydende.

Samfundet er en fundamental forudsætning for alt menneskeliv og må derfor betragtes som en fundamental værdi uanset selve systemet. Velfærdssamfundet er pr. definition et gode, som det gælder om at videreudvikle på en sådan måde, at såvel individets frihed som samfundets overhøjhed varetages på komplementær vis.



Henvisninger

Foregående afsnit af værdimanifestet:

Forord
Indledning  (9.7.04.)
Naturen som fundamental værdi  15.7.04.)

Efterfølgende afsnit:

Individet  (8.8.04.)
Erkendelsen   (13.8.04.)
Etikken  (20.8.04.)
Politikken  (27.8.04.)
Historien  (3.9.04.)
Kunsten og musikken   (10.9.04.)
Religionen og sekulariserinen  (17.9.04.)
Psykologiens dybdeindsigt  (22.9.04.)
Afslutning og efterskrift  (22.9.04.)

Øvrige henvisninger:

Hovedartikel om komplementaritetssynspunktet:
Komplementariteten - generelt   (Komplementaritet - 12.6.02.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal