Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - vaerdier15

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.8.04.


Individet

Værdimanifestets 4. afsnit

Indledning
Menneskerettighederne
Individualisme = egoisme?
Ægte individualisme
Individualiseringens dobbelthed
Opgør og oprør
Drømmen om frihedens rige
Individualsynspunkt kontra samfundssynpunkt
Samfundet en helhed for sig
Individet afhængigt af noget større
Modsætningerne skærpes i politik
Den offentlige sektors problem
Komplementariteten
Kvindefrigørelsen
Den biologiske forskels uomtvistelighed
Det fundamentale menneskesyn
Henvisninger



Indledning     
Til toppen   Næste

Forholdet mellem individ og samfund er en af de vigtigste komplementære modsætninger inden for det sociale og politiske begrebsområde, men også et af de mest drilagtige, fordi det næsten uafladeligt kaster alvorlige dilemmaer af sig.

Det individuelle synspunkt er en både naturlig og nødvendig betragtningsmåde i den forstand at den er forudsætningen for det enkelte menneskes udvikling og overlevelse. Synspunktet er selvfølgeligt for barnet, der af gode grunde er meget langt fra at kunne hævde det som bevidst princip, men som heller ikke har nogen viden om at der overhovedet er et alternativ.

Barnet tænker naivt på sine egne interesser, hvilket først og fremmest vil sige den umiddelbare tilfredsstillelse af lyster og behov. Barnet er underkastet de primære psykiske grundprocesser, og dets adfærd vil derfor først kunne modificeres ved opøvning i brugen af de sekundære grundprocesser (jf artiklen om De psykiske grundprocesser).

Det ville derfor være en misforståelse at benytte en decideret moralsk term som 'egoistisk' på barnet, for dette har hverken bevidsthed eller erfaring om andre handlemuligheder. Ved alligevel at bruge termen i denne forbindelse, ville man blot komme til at savne et ord der betegner den moralsk set betænkelige eller ligefrem forkastelige form for egeninteresse, der kommer til udtryk, når det voksne individ kun tænker på sig selv - selv i situationer hvor der er gode grunde til at tage hensyn til andres interesser, eller ligefrem til at varetage andres interesser frem for egne.

Individet vil fortsat livet igennem have brug for at tilgodese egne interesser, hvis det overhovedet vil udvikle sig til et selvstændigt og ansvarligt menneske. Det er principielt ønskværdigt at individet inden for rimelighedens grænser tilfredsstiller sin nysgerrighed og lærelyst, og sin trang til at udvide sine kompetencer, skaffe sig uddannelse og beskæftigelse - og i videre forstand opbygge og værne om identitet, hjem og familie.

Børn og unge stimuleres derfor i vort samfund systematisk til individuel udvikling og udfoldelse på alle felter - vel at mærke som et naturligt led i 'socialiseringen', udvikling af evnen til at samarbejde med andre og opbygge et godt socialt netværk, men dog stadigt overvejende med pointeringen af barnets og den unges individuelle rettigheder - i fundamental modsætning til forholdene hos mange etniske mindretal, hvor familien står i centrum - ligesom klanen eller stammen gør i visse samfund, som vi af samme grund betragter som 'primitive'.


Menneskerettighederne     
Til toppen   Næste

De grundlæggende demokratiske, men i virkeligheden også individualistiske menneskerettigheder blev formuleret klart allerede i den første udformning af Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 4. juli 1776. Det hedder her: "Vi anser følgende sandheder for at være indlysende i sig selv, at alle mennesker er skabt lige, at de af deres skaber er begavede med visse ufortabelige rettigheder, og at der til disse hører liv, frihed og stræben efter lykken - at for at sikre disse rettigheder er statsstyrelser indsat blandt mennesker, hvilke udleder deres retfærdige magt fra de styredes samtykke, og at, når som helst en styrelsesform bliver ødelæggende for disse formål, er det folkets ret at forandre eller afskaffe den og at indsætte en ny statsstyrelse, som de grundlægger på de grundsætninger, og hvis magt de ordner på den måde, som synes dem mest sandsynlig at ville bevirke deres sikkerhed og lykke...."

Under den franske revolution vedtog Den Franske Nationalforsamling den 26. august 1789 en erklæring der fastslog, at enhver borger skal have lov til at sige, skrive og trykke hvad han vil - dog under ansvar for denne friheds misbrug, og at ingen bør forulempes for sine meninger heller ikke i religionsanliggender, forudsat at den måde, hvorpå han lægger dem for dagen ikke forstyrrer den lovbestemte orden. I den forbindelse fastsloges også, at ingen kan anklages eller anholdes uden de i loven bestemte tilfælde og i de ved loven foreskrevne former, og at ingen kan straffes uden i kraft af en lov, givet og bekendtgjort før gerningen.

Som bekendt forhindrede disse erklæringer og principper - og deres indskrivninger i adskillige nationale forfatninger - ikke senere overtrædelser af dem fra magthavernes side, endsige deres systematiske tilsidesættelser af diktatoriske regimer som det nazistiske og det kommunistiske. Så afslutningen på 2. verdenskrig og oprettelsen af FN i 1945 førte naturligt til, at FN's generalforsamling den 10.12. 1948 vedtog Verdenserklæringen om Menneskerrettighederne, en slags programerklæring der kunne danne og faktisk kom til at danne forbillede for nationale love, men som ikke var bindende for medlemslandene.

Her fastsloges kravet om frihed, hvilket vil sige frihed for det enkelte menneske til at udvikle sin personlighed og erkendelse på en sådan måde at det selv gennem sin udvikling kan føres til at indse og dermed arbejde for, hvad der bedst tjener dets eget og samfundets tarv i det lange løb. Men kravet om frihed kobles sammen med kravet om lighed, ud fra den betragtning at individets frie og harmoniske udvikling kun kan finde sted i et samfund, hvor udbytning, udnyttelse, umyndiggørelse og undertrykkelse af individerne ikke finder sted.

Mere specifikt fastlår erklæringen, at ethvert menneske overalt i verden har ret til at blive anerkendt som et retssubjekt; at enhver har ret til at eje ejendom; at ingen kan tvinges til at være medlem af en forening; og at enhver har ret til arbejde, lige løn for lige arbejde, og til frit valg af beskæftigelse og beskyttelse mod arbejdsløshed.

I 1993 vedtog FN's Verdenskonference om Menneskerettigheder et politisk dokument, der omfattede både en principerklæring og et handlingsprogram for det videre arbejde på området. Det blev understreget at menneskerettighederne er universelle - uden at man tog højde for, at dokumentet derved i grunden bliver inkonsistent. Et dokument kan nemlig ikke på én og samme gang være både politisk og universelt.

Inkonsistensen afspejler sig i den aktuelle diskussion om menneskerrettighedernes forhold til de nationale love, men afslører først og fremmest en manglende dybere forståelse for at politikere, magthavere og retsinstanser skal afholde sig fra at påberåbe sig universaliteten af principper der kan diskuteres og følgelig være genstand for politisk uenighed. Den virkelige universalitet viser sig altid ene og alene som en inspirationskraft der sprænger alle nationale, etniske og religiøse og individualistiske grænser og meningsforskelle.



Individualisme = egoisme?     
Til toppen   Næste

Bagsiden af individualismen er naturligvis udviklingen af en egoisme der er ensbetydende med manglende hensyntagen til andre og i værste fald direkte hensynsløshed over for andre. Det ses fx i den udbredte tendens til at skrabe til sig med alle midler, eller i konkurrencesituationer, hvor det gælder om at slå andre ud, ja, for nogle ligefrem kan være en tilfredsstillelse at se konkurrenter gå bag af dansen.

Da der omvendt findes mennesker der ikke bidrager nævneværdigt til 'almenvellet', men lever som snyltegæster eller nasseprinser på andre og på samfundet, bliver det fra borgerlig og småborgerlig side meget naturligt understreget, at enhver må give sit bidrag til fællesskabet efter evne. Sat ideologisk på spidsen bliver dette princip til en betoning af, at enhver er sin egen lykkes smed. Det er underforstået - hvad der direkte nævnes i den amerikanske uafhængighedserklæring - at lykken er alles mål og i hovedsagen består i at besidde penge og ejendom. Men pointen er, at den enkelte selv må arbejde på at nå sit mål - fremfor at lade samfundet betale.

I det omfang de småborgerlige ideologier anser velfærdsstatens sociale ydelser som alt for generøse, fører synspunktet til stigende kritik af det offentlige. Man understreger derfor at pengene ligger bedst i borgernes lommer, men ser her stort på at penge aldrig ligger godt i nogens lommer, men bør gå ud i omsætningen!



Ægte individualisme     
Til toppen   Næste

Individualsynspunktet gøres til princip i den såkaldte 'individualisme', den samfundsopfattelse der hævder individets ret over for samfundet og som derfor står i modsætning til såvel kollektivismen som socialismen.

Denne individualisme kan føres tilbage til den opfattelse, at individets rettigheder har fortrinsstilling for samfundets rettigheder, at mennesket og ikke samfundet er det centrale. Undertiden hævdes det ligefrem, at individets og dets rettigheder eksisterer forud for samfundet, og at rettigheder sikres ved indgåelse af en såkaldt samfundskontrakt.

Men selvom der er megen fornuft i tanken om en samfundskontrakt, fordi de blandt andet slår på den vanskeligt bestridelige kendsgerning, at det er samfundet og kun samfundet - nærmere betegnet retssamfundet - der kan sikre individets rettigheder, så lider synspunktet grundliggende af den fejlopfattelse, at samfundet (samfundsdannelsen) beror på retlige, sociale eller politiske vedtægter, og at individet kan tænkes uden relation til samfundet. Og ingen af delene holder stik.

Ethvert enkelt menneske fødes ind i et familie- og samfundsfællesskab - og ville bukke under, hvis det ikke var tilfældet. Og samfundet på sin side kan ikke reduceres til en sum af individer (det atomistiske synspunkt) uden at selve egenarten opløses. Samfundet er evolutionsmæssigt at betragte som et emergent fænomen, et helt nyt fænomen i udviklingen, hvis forudsætninger til dels kan opregnes, men hvis årsager ikke udtømmende kan defineres.

Netop fornægtelsen af samfundet som en forudsætning for individet kan føre til at individualismen som samfundsopfattelse udarter til en så ekstrem betoning af den menneskelige frihed, at resultatet bliver anarkistisk. Selviskhedens og egoismen gøres til en værdi der i værste fald kan føre til opstillingen af et 'selvtægtens evangelium'.

Men individualismen kan også udarte til et moderne fænomen som 'post-modernismen', der er en ekstrem tolkning af individets ret til at gå sine egne veje. Det sker overvejende inden for lovens rammer, men uden for ethvert hensyn til overordnede instanser som samfundet eller Gud. Denne post-modernisme er med andre ord at betragte som en ekstrem form for æstetisk livsopfattelse, der principielt afviser etiske, sociale og religiøse hensyn som underordnede eller irrelevante, ja hæmmende og skadelige for kreativiteten.

I en vis forstand kan også hele den moderne dyrkelse af kroppen, fitness, sport, sex, narko, mode og livsstil ses som former for pointering af det individuelle, fordi de i vidt omfang tjener det bevidste formål at skille den enkelte ud fra andre. Men samme funktion har kunsten af alle slags altid haft, og det værdsættes i almindelighed, fordi det er med til at fremme den mangfoldighed og diversitet vi sætter pris på. Og den kan kun i ekstreme tilfælde siges at være et decideret asocialt fænomen.



Individualiseringens dobbelthed     
Til toppen   Næste

Sociologisk set kan individualisering generelt betragtes som selve den samfundsmæssige proces der på den ene side indebærer en nedbrydning af individets traditionelle bånd til familie, klasse og andre fællesskaber, men på den anden side indebærer dannelsen af individet som social enhed med bestemte rettigheder og ansvar. Individualismen er i denne sammenhæng ligefrem blevet set som en trussel mod den sociale integration af individet og samfundet.

Nyere teori peger dog i højere grad på invididualiseringens dobbelthed. Den har sine omkostninger i form af tabet af en stabil social (oftest familiemæssig) identitet og oplevelsen af rodløshed, usikkerhed og selvoptagethed. Men den har samtidig sine muligheder derved at den befrier det enkelte menneske fra begrænsende sociale, familie- eller miljømæssige bånd og forskrifter til fordel for individets frihed til løbende at skabe og vælge sin identitet og livsbane.

Allerede i denne dobbelthed ses det logiske modsætningsforhold, som i praksis kan gøre det svært at vælge hvad der skal lægges størst vægt på. Det ses fx tydeligt i forbindelse med sekulariseringen, hvor vidtgående hensyn til familien og dens kulturelle og religiøse traditioner kan føles så hæmmende at det medfører oprør fra de unge. Men den vundne frihed vil i de allerfleste tilfælde modsvares af større eller mindre usikkerhed - og vil derfor kunne virke afskrækkende på mange, især hvor tilhørsforholdet til familie og tradition i miljøet betragtes som så afgørende, at brud fører til udstødning.



Opgør og oprør     
Til toppen   Næste

Oprør mod givne traditioner og givne mønstre i samfundet har imidlertid gennem tiderne været både et nødvendigt led i oprørernes vej til selvstændig opfattelse af værdierne og et naturligt led i den fortsatte fornyelse af samfundet. I moderne tid betragtes samfundet ikke længere som en statisk, men tværtimod som en dynamisk og foranderlig størrelse. Oprør har da også gentagne gange i historien ført til store nybrud, omvæltninger eller ligefrem revolutioner.

Udviklingen af demokratiet har således været et langt og sejt opgør med kongemagt, adel, kirke, aristokrati og oligarki eller med andre ord et opgør med den forholdsvis lille overklasse der på det pågældende tidspunkt har hersket over det store flertal af upriviligerede, folket. Reformationen og oplysningstiden rettede kritikken mod forskellige former for absolut magt af verdslig eller kirkelig art.

Men tidligt forstod visse filosoffer, at det var nødvendigt for mennesket at give afkald på den absolutte frihed, som individet ellers var henfalden til fordi det efter deres mening ikke var et socialt væsen. Det var tværtimod selvopholdelsesdriften der var den fundamentale drift i mennesket. I 'naturtilstanden' (reelt en rent abstrakt, teoretisk størrelse) var enhver sig selv nærmest. Kun frygt for at miste livet tvinger mennesker til samarbejde. Påstanden var at dette førte til indgåelse af en samfundskontrakt eller samfundspagt, der sikrer den enkelte visse rettigheder over for staten. Pagten var et gensidigt løfte mellem undersåtterne om at adlyde herskeren - og var dermed i realiteten et forsvar for enevælden, eftersom herskeren stod uden for pagten. Det bliver med andre ord i den sidste ende den af Gud indsatte enevældige hersker der under en sådan samfundspagt garanterer individets relative frihed.

I modsætning hertil betragtede andre filosoffer mennesket som et socialt væsen. De skabninger der måtte have levet i den påståede asociale naturtilstand var efter disse filosoffers mening slet ikke mennesker. Mennesket er fra naturens side godt, men konkurrencen har medført ulighed og dermed misundelse, had, havesyge og frygt. Hvis ikke individerne på et eller andet tidspunkt havde oprettet en samfundspagt, der kunne regulere forholdet og modvirke de nævnte onder, ville resultatet blive en alles kamp mod alle som i junglen.

Der er intet historisk belæg for hele denne teori om en samfundspagt, men det bærende i tankegangen er nok også ideen om, at det er retssamfundet der kan regulere individernes gøren og laden på en sådan måde, at uligheden og konkurrencen ikke ender med alles udslettelse i en meningsløs kamp.

Et specielt, men rendyrket liberalistisk syn på, hvordan samfundet hænger sammen, er det utilitaristiske synspunkt, som siger, at enhver handling og enhver institution skal bedømmes efter, hvor stor nytte den gør, dvs hvor stor lykke den fremkalder, målt i pengeværdi. Ejendomsretten har efter denne teori stor nytteværdi. Hovedtesen er, at den største lykke for det størst mulige antal mennesker er grundlaget for moral og lovgivning.



Drømmen om frihedens rige     
Til toppen   Næste

Fra socialistisk side kritiseredes hele denne nyttefilosofi for at være den ideologiske afspejling af borgerskabets udbytning af proletariatet, men denne udbytning burde brydes, og det krævede klassekamp. Det gjaldt ikke om at forøge kapitalen eller maksimere nytteværdierne, men om at ændre fordelingen og magtforholdet. Kravet om radikal samfundsændring kom på tapetet. Udgangspunktet for de marxistiske teorier var i grunden den opfattelse at det kapitalistiske samfunds produktionsformer eller -relationer medfører en fremmedgørelse af mennesket, som ikke fandtes i de samfund der ikke producerede varer til markedet, og som heller ikke forekommer under socialismen, hvor arbejdskraften er ophørt med at være en vare. Socialismen var 'frihedens rige' eller 'en sammenslutning af frie mennesker' i den forstand, at dette samfunds medlemmer har gjort sig frie af de lænker og fremmedgørelsesmekanismer som karakteriserer det kapitalistiske samfund.

Socialismen er altså i drømmens teori et ideelt samfund, hvor mennesket er frit, fordi det er frigjort for nogle lænker, men ikke frit i betydningen usolidarisk med andre eller ansvarsfrit. Det enkelte menneskes frihedsrettigheder skulle fortsat spille en afgørende rolle ved siden af solidariteten. Man kunne altså i den senere demokratiske og reformistiske socialisme fastholde kampsloganet fra den franske revolution: Frihed - lighed - broderskab. Men som bekendt udviklede der sig også en revolutionær, anti-demokratisk form for socialisme, der særligt i Rusland endte i et frygteligt diktatur.

For alle former for totalitarisme gælder den fatale kynisme, at det enkelte menneske bliver en brik i magthavernes spil og ambitioner om at skabe et 'ideelt samfund' uden konflikter. Totalitarisme kan som i Stalins regime indebære tvangskollektivisering, hvor man brutalt ophæver ejendomsretten til landbrugsjord og gør alle landbrug til kollektiver (som hovedregel med katastrofal nedgang i produktionen til følge). Eller den kan som i Mussolinis fascistiske Italien omfatte forsøg på at realisere 'korporatismen', dvs den idé at alle arbejdere og erhvervsledere indgår som 'lemmer' i deres respektive faglige organisationer, hvor de nok nyder visse rettigheder, men også må afgive væsentlige friheder for helhedens, det statslige 'legemes' skyld.

Selvom målet for sådanne styreformer angiveligt er den menneskelige frihed, så bliver resultatet det modsatte, fordi man netop ikke værner om de frihedsrettigheder som oplysningstanken formulerede og som den demokratiske stat alene kan sikre. I stedet for bliver det enkelte menneske en brik i det storpolitiske spil, og ethvert middel helliges af det langsigtede, men snævre og én-dimensionale mål som magthaveren fastsætter. Mennesket bliver et massemenneske, således som det ses i reportager fra militærparader eller iscenesatte folkemøder i diktaturer af enhver slags den dag i dag.

En forholdsvis uskyldig afart af den kollektivistiske filosofi er oprettelsen af såkaldte 'kollektiver' af den art der blev almindelig i de vestlige lande efter ungdomsoprøret i 1968. De var en protest mod såvel isolationen i kernefamilierne som uligheden i hele det kapitalistiske og autoritære samfundssystem. Målet var oplagt et friere og mere meningsfyldt liv, men der lå megen naivitet i protesten, fordi udgangspunktet primært syntes at være en protest eller afstandtagen fra enhver form for ulighed og stratifikation i samfundslivet. Alle skulle være lige. Privatliv blev betragtet som et latterligt borgerligt fænomen. Ganske almindelige parcelhusejere blev stemplet som 'ligusterfascister'. Men netop på grund af denne naivitet varede mange kollektiver kun en begrænset tid.



Individualsynspunkt kontra samfundssynspunkt  
Til toppen  Næste

Det ligger i begrebernes indbyggede dualitet at der består et dybt logisk modsætningsforhold mellem individualsynspunktet og samfundssynspunktet. Ordene betinger hinanden, men står også over for hinanden som uforenelige modsætninger. Modsætningsforholdet kan være neutralt i den forstand, at individet kan varetage sine egne naturlige og rimelige interesser uden at det på nogen måde går ud over samfundets; det kan fx sørge for passende uddannelse, arbejde og bolig. Og omvendt kan samfundet varetage naturlige og fornuftige interesser uden på nogen måde at genere individerne, fx ved at sørge for et ordentligt vejnet og en ordentlig færdselslov.

Men konflikten kan allerede melde sig, når man her skal afgøre hvad der er rimeligt, fornuftigt og ordentligt. Fx kan der være stor uenighed om størrelsen af uddannelsesstøtten til de studerende, beskatningen af boligen og fartgrænserne på vejene. Og modsætningsforholdet bliver markant, når det gælder alle former for ekstreme fortolkninger af individualismen og samfundsinteresserne.

Ekstrem individualisme foreligger, når nasseri og egoisme gror vildt og i værste fald ender som princip der igen vil true den sociale integration og i yderste konsekvens ville medføre det individualistiske anarki. Psykologisk må den betegnes som ekstrem ulyst til normal socialisering. Individet vil have sin vilje og sin ret - uanset hvad andre måtte mene, også selvom det koster alt socialt netværk. Det er ikke underligt, at vejen til terrorisme eller statshospitalernes lukkede afdelinger her kan blive kort.

Ekstrem samfundsbetragtning findes i alle former for totalitarisme, der gør individet til en brik i overordnede mål for dannelsen af 'idealsamfundet', hvor der hersker fred, enighed og ensretning på bekostning af individuel mangfoldighed. Man ser i bedømmelsen ofte bort fra, at der bag sådanne utopier - som i Hitlers tilfælde - kan ligge udpræget æstetiske forestillinger, så underligt det end umiddelbart kan lyde. Men psykologisk kan der være tale om forsøg på at omforme samfundet i et enkelt menneskes (eller nogle ganske få menneskers) fantasibilleder om fuldkommen skønhed og harmoni. Det betyder igen, at totalitarismen i sådanne tilfælde netop er udtryk for ekstrem individualisme kombineret med besiddelsen af ekstrem magt, der igen som hovedregel er opnået gennem ekstrem terror i fundamental strid med forestillingerne om harmoni.

Der kommer naturligvis aldrig holdbare og for det store flertal acceptable leve- eller samfundsmodeller ud af disse ekstremt inkonsistente holdninger. Modsætningsforholdet ligger uden for komplementaritetens og demokratiets muligheder.



Samfundet en helhed for sig     
Til toppen   Næste

Men også inden for normallivets grænser er der rigelige muligheder for konflikt, simpelthen fordi det ikke er nogen naturlov, at individernes særinteresser går op i samfundets almeninteresser. 'Almenviljen' er ikke summen af 'særviljerne'. Der skal noget mere til at danne et samfund. Samfundet som sådan er slet ikke en sum af individer, men en helhed for sig, hvis oprindelse vi ikke kender. Det er os der bevidsthedsmæssigt og sprogligt er i stand til og har vænnet os til at se forskelligt på tingene, alt efter om vi fokuserer på individet eller på fællesskabet.

Den samlede produktion der kommer ud af de mange enkelte menneskers og virksomheders indsats udgør heller ikke en fælles 'kage' til deling, selvom metaforen er nærliggende. Den samlede produktion eller det såkaldte bruttonationalprodukt er en statistisk størrelse der kan anvendes til specifikke formål, men ikke en størrelse der er til deling. Lønninger og overførselsindkomster fastsættes ikke som procent af denne statistiske størrelse. Ikke engang den enkelte virksomheds overskud er til deling mellem medarbejderne, eftersom deres lønninger fastsættes overenskomstmæssigt ud fra gennemsnitsberegninger og parternes styrkeforhold i forhandlingerne. Den enkelte virksomhed kan følgelige ikke forhindre, at de løntariffer organisationerne forhandler sig til rette om eventuelt overstiger hvad virksomheden faktisk har råd og rentabilitet til.

Det er derfor også en illusion, at konflikterne i et samfund med hensyn til indkomster mindskes, fordi den samlede produktion øges og 'kagen' således bliver større. For det gør kravene også, endda ofte helt ude af trit med produktionsforøgelsen, så virksomhederne presses til endnu større effektivisering og rationalisering end det ellers ville være tilfældet. Det var således tilfældet i 1960erne og 70erne (hvor fagbevægelsen som det blev sagt "sejrede ad helvede til"), og resultatet blev øget arbejdstempo, øget arbejdsløshed - og endnu større generel utilfredshed.



Individet afhængigt af noget større     
Til toppen   Næste

Socialt og kulturelt står individet altid over for en overordnet størrelse som familien (klanen, stammen), kønsmønsteret og traditionen. Og det kan blive en udfordring at tilpasse sig eller gøre oprør. Den tiltagende sekularisering medfører som sagt øget trang til oprør. Flere og flere ser, at traditionen, familie- og kønsrollemønsteret med alle deres uønskede begrænsninger er kultur- og tidsbestemte og derfor ikke urokkelige fænomener.

Det er således op til en ung jødisk eller muslimsk mand eller kvinde at tage stilling til om han eller hun skal tilpasse sig fuldstændigt til det gældende mønster eller gå egne veje. Det sidste kan medføre så store brud med familien, at det kan få alvorlige følger og derfor kræver både grundige overvejelser og betydeligt mod. En jødisk pige der tør bryde med den ortodokse jødedoms uhyre restriktive regler for isolation og renselse omkring menstruationen, får lige så store psykiske og sociale problemer som den muslimske pige der vil undgå tvangsægteskabet.

Et klart og målbevidst ungdomsoprør blandt muslimske indvandrerbørn der er vokset op i eller fremover vokser op i snævre, primitive familiemønstre direkte overført fra tilbagestående landsbymiljøer i Mellemøsten eller Afrika er tvingende nødvendigt for de unge mennesker der ønsker både personlig frihed og integration i det danske samfund. Oprøret behøver ikke at være et oprør mod islam, men må nødvendigvis være et oprør mod en snæver, fundamentalistisk, anti-demokratisk og anti-vestlig fortolkning af islam til fordel for en sekulariseret fortolkning.

Den moderne emanciperede vestlige kvinde der prioriterer uafhængighed og karriere over børn og familie, vil ofte komme til at betale for prioriteringen med savn af børn og fast, fortrolig partner. Men allerede de almindelige vestlige kvinders nedprioritering af børn for frihedens og økonomiens skyld, får konsekvenser for samfundets demografiske udvikling. De føder færre børn end indvandrerkvinderne. Og resultatet bliver i løbet af nogle årtier mangel på kvalificeret arbejdskraft til at opretholde den produktion der er forudsætningen for velfærdsniveauet. Her ser vi et typisk eksempel på en egeninteresse der ikke falder sammen med almeninteressen - men ovenikøbet kan give demografiske forskydninger der vil influere på kulturmønsteret.



Modsætningerne skærpes i politik     
Til toppen   Næste

I det egentlige politiske felt, bliver modsætningsforholdet mellem individual- og samfundssynspunktet endnu mere påfaldende og virkningsfuldt, specielt fordi samfundets ressourcer er begrænsede, mens de teknologiske muligheder og individernes behov er grænseløse.

Navnlig inden for sundheds- og sygehusvæsenet er konflikten - som nævnt i afsnittet om 'Samfundet' - blevet mere og mere iøjnefaldende, fordi den lægevidenskabelige forskning år for år øger behandlingsmulighederne enormt. Resultatet er blevet en stigning i de offentlige udgifter til sektoren som ikke kan finansieres uden nedskæringer på andre områder - eller ved kraftige skattestigninger.

Gang på gang serverer medierne derfor historier om en patient hvis liv, helbred eller livskvalitet er bragt i fare, fordi der i den øjeblikkelige situation ikke er råd til at give ham eller hende den optimale behandling. Historierne blæses ofte bevidst op på en så aggressiv måde, at de politisk ansvarlige for sygehusvæsenet føler sig presset til at finde en løsning på problemet, selvom det i grunden strider mod den prioritering man har valgt. Det sker naturligvis for at undgå fortsat medieomtale og risiko for ikke at blive genvalgt, men også for at undgå en diskutabel officiel prioritering som ligeledes vil bringe mandaterne i fare.

Medierne - især formiddagsbladene BT og Ekstrabladet samt reklamefinansierede TV-stationer - kan sælge disse historier, og gør det uden tanke på almenvellets problemer, men naturligvis under dække af at tjene befolkningens interesser. Hele trafikken betyder imidlertid, at sygehussektoren i de kommende år vil vedblive at være den mest pressede offentlige sektor i de vestlige lande - uden at man når frem til alment accepterede prioriteringer.

Medierne, inklusive de sensationslystne, har naturligvis en opgave i at kritisere offentlige instanser for smøl og forsømmelser, når disse finder sted. Der skal ofte en 'sag' af denne art til for at få 'systemet' til at vågne op. Men det er blevet et stigende problem, at medierne fokuserer så ensidigt på enkeltindivider der kommer i klemme ved omstruktureringer og omprioriteringer i systemerne, at sådanne nødvendige politiske opgaver vanskeliggøres, undertiden helt opgives eller forsøges gennemført i det skjulte. En fremhævelse af samfundets overordnethed er ret sjælden, og dette gør selvfølgelig ikke folks lyst til at klage over eller protestere mod de politiske planer eller afgørelser mindre.



Den offentlige sektors problem     
Til toppen   Næste

Ideologisk set fører prioriteringsproblemer i den offentlige sektor i forbindelse med de teknologiske fremskridt og ressourcernes begrænsning til strid om sektorens størrelse og skattetrykket og til krav om skattesænkninger. Problemet er gammelt. En førende politiker for 30-40 år siden hævdede det synspunkt, at et skattetryk på over 25 % var en uting. Det er i dag over 50 % - uden at samfundet er brudt sammen. Det kunne tyde på, at skattetrykket som sådant ikke er velegnet som hovedkriterium.

Det bedste kriterium er snarere den offentlige sektors størrelse målt på ansatte, fordi der er problemer forbundet med udviklingen hen mod et samfund, hvor de offentligt ansatte udgør en vælgermæssig majoritet. De kan bestemme de offentlige udgifters størrelse og dermed også skattetrykket - med de negative følger for samfundets fleksibilitet som dette indebærer. Allerede derfor er udliciteringer af offentlige opgaver til private virksomheder ikke til at komme udenom. De vækker naturlig modstand blandt de offentligt ansatte og deres organsationer, men de er nødvendige og eksemplificerer i sig selv kun vanskeligheden ved at få almeninteressen i et givet samfund til at gå restløst op i særinteresserne.



Komplementariteten     
Til toppen   Næste

Komplementaritetssynspunktet vil egne sig glimrende til at tackle alle disse modsætninger mellem individernes særinteresser og fællesskabets almeninteresse, fordi hovedsynspunktet er, at modsætningerne aldrig ophæves, men får lov at gøre sig gældende som dynamiske faktorer i et aldrig afsluttet modspil. Pointen er, at man dels ikke skal benægte eller se bort fra modsætningerne, dels ikke skal forsøge at komme dem til livs ved at lade samfundsinteressen vinde over individerne eller omvendt.

For individets forhold til nærmiljøet - familien, klanen og stammen eller arbejdsmiljøet - indebærer komplementaritetssynspunktet, at begge sider af sagen principielt tilgodeses og en magtkamp derfor undgås. De fleste normale vestlige og sekulariserede familier betragter det som en selvfølge, at børnene og de unge efterhånden skal blive selvstændige ved at frigøre sig fra forældrenes formynderi. Dette kan betyde at børnene vælger uddannelse, erhverv, omgangskreds, interesser og vaner helt på tværs af forældrenes ønsker, og selvom dette kan give en hel del problemer i hverdagen, så kan en gensidig respekt netop bane vej for en ægte komplementaritet.

Anderledes stiller det sig, hvor traditionen kræver at børnene indordner sig under det mandlige familieoverhoved som det er reglen i muslimske familier, hvor ydermere den ældste søn som stedfortræder for faderen har rettigheder og pligter hans søskende ikke har. Her tillades det principielt ikke at børnene går deres egne veje, og hvis det alligevel sker, mister de enhver støtte hjemmefra og dermed ofte også deres følelse af identitet og tryghed. Det kan føre til samme rodløshed som i tilfælde, hvor børnene, og navnlig sønnerne, fx på grund af dødsfald helt må savne deres fader og traditionelle autoritet. Opdragelsen er nemlig autoritær i hele sit væsen - og tabet afautoritet derfor ensbetydende med at der slet ikke opbygges en indre moralsk instans i barnet. Nogen mulighed for komplementaritet er det svært at få øje på her. Til gengæld synes tiden at arbejde for fremskridtet.



Kvindefrigørelsen     
Til toppen   Næste

Men hvad med de mange frigjorte danske kvinder der fravælger børn for pengenes og karrierens skyld og som dermed i realiteten er medvirkende til at undergrave den balance mellem det danske flertal og de etniske mindretal som er betingelsen for såvel integration som opretholdelsen af nødvendig arbejdskraft med tilstrækkelig høj uddannelse?

Her må det fastholdes, at disse kvinder har ret til at gøre som de vil, både juridisk og moralsk. Det er blevet en uundgåelig følge af sekulariseringen, oplysningen og ligestillingen mellem kønnene, at såvel mænd som kvinder er i deres gode ret til at varetage deres individuelle interesser (økonomi, karriere, familie, livsstil) uden andet hensyn til samfundet end at loven skal overholdes. Hvis politikerne som samfundsinteressernes varetagere vil sikre en demografisk udvikling der indebærer større fertilitet blandt danske kvinder end den der har været gældende i flere år og er lavere end indvandrerkvindernes, så kommer de ikke uden om at stimulere kvindernes lyst til og økonomiske fordele ved at få flere børn.

Forholdet mellem kvindernes og samfundets interesse på dette punkt er komplementært, fordi det ene ikke er mere rimeligt end det andet, men begge må tilgodeses - uden at det iøvrigt kan ske ud fra nogen sikker matematisk kalkule. Selv i det traditionelle parforhold er det en god idé at se komplementært på parternes interesse i både at varetage egne særinteresser og fællesskabets - i respekt for hinandens egenart og udvikling. De to køn er ikke ens, men komplementerer netop hinanden i al deres forskellighed.

Det diskuteres undertiden på grundlag af mere eller mindre opsigtsvækkende biologiske eller psykologiske teorier, om det ene køn er mere intelligent end det andet. Men diskussionen er inderligt overflødigt allerede af den grund, at det ikke er muligt nøjagtigt at fastslå hvad intelligens overhovedet er i videnskabelig forstand. Delaspekter af intelligensen kan defineres så godt, at de kan måles til brug for bedømmelse af erhvervs- eller studieevner. Men de såkaldte generelle faktorer er ikke mere generelle, end at de også er resultatet af en udvælgelse, nemlig fravalget af de specielle delaspekter. Men desuden gælder, at undersøgelser af fænomenet intelligens er af statistisk art, og derfor intet siger om det enkelte individs muligheder. Mange kvinder er dummere end gennemsnittet af mænd, men mange mænd er også dummere end gennemsnittet af kvinder. Mange kvinder er klogere end gennemsnittet af mænd, men også mange mænd er klogere end gennemsnittet af kvinder.

Det for det enkelte menneske afgørende er, at den intelligens og de evner vedkommende i øvrigt har, får mulighed for så god en udvikling som vel muligt, herunder at uheldig social arv kan brydes, men også at de bedst begavede af begge køn får optimale muligheder for udvikling.



Den biologiske forskels uomtvistelighed     
Til toppen   Næste

Biologisk set er der ingen tvivl om en grundlæggende forskel der i almindelighed vil øve stor indflydelse på de to køns udviklingsforløb, menneskeligt, socialt og uddannelsesmæssigt. Hormonalt er der nemlig stor forskel på mænd og kvinder. Manden har fra naturens side en større driftsaggressivitet og vil - alt andet lige - allerede fra barneårene have større trang til fysisk udfoldelse og grænseoverskridelse end kvinden. Omvendt vil kvinden have større beskyttelsestrang end manden.

Hertil kommer naturligvis den store fysiske forskel der ligger i at det er kvinden der føder og ammer børn, mens manden kun donerer sæden. Kvinden er bundet til sit afkom på en helt anden måde end manden og vil normalt ikke have de store psykiske problemer med dette faktum. Det er kun karrierekvinderne der kan få problemer, hvis de har vanskeligt ved at kombinere karrieren med moderskabet. I vore dage er langt de fleste fædre heldigvis langt mere aktive i familien og i omsorgen for børnene - til gavn for alle parter - men hvis man ellers tager biologien alvorligt, er det trods alt ikke særligt underligt, at mænd ikke i så høj grad som kvinder udnytter de forbedrede muligheder for barselsorlov.

Et ofte overset, men ikke destomindre ganske afgørende moment i kønsrollemønsteret er, at den fysiske forskel mellem mænd og kvinder også medfører en specifik, men aldeles uomgængelig forskel mellem de to køns sammenknytning af kanaliseringen af den medfødte driftsaggressivitet med deres respektive kønsorganers symbolværdi.

Kvindens skede og livmoder støtter psykisk hendes trang til erobring af manden og omsorg for børnene, mens mandens erigerede penis - hans fallos - psykisk støtter hans udadvendte, grænseoverskridende trang, hans transcendens. Manden er bevidst og ubevidst phallosdyrker og får bekræftet sin maskulinitet eller sin maskuline magt ved såvel fysisk arbejde som seksuel erobring. Og de fleste kvinder reagerer bevidst eller ubevidst positivt på denne maskulinitet. Kvinden er bevidst og ubevidst dyrker af skeden og livmoderen (det har desværre intet navn i sproget) og får bekræftet sin feminitet eller feminine magt ved såvel seksuel erobring som omsorgsarbejde af den ene og anden art - og tiltrækker hermed mænd.

Begge køn er i besiddelse af driftsaggressivitet og magtbegær, men de kanaliserer dem - alt andet lige - i forskellige retninger. Dette understreger yderligere, at der ikke i biologisk-psykologisk forstand ligger den store gåde i forskellen på mænds og kvinders adfærd, men at der til gengæld kræves mere af kvinder der vil frem i deres karriere. Det er ikke gjort med formel ligestilling eller eventuel positiv særbehandling og kønskvotering, endsige med ensidig feministisk mandehad eller utopiske drømme om overflødiggørelse af manden gennem kloningsteknologi.

De symbolske værdiers medspil må ikke benægtes eller forhindres, men tværtimod forstås og udnyttes. Men de sætter uundgåeligt nogle begrænsninger.



Det fundamentale menneskesyn      
Til toppen   Henvisninger

Uanset køn er mennesket grundlæggende et biologisk, socialt, musisk og åndeligt væsen - vendt mod en usikker, ikke-forudberegnelig fremtid.

Aggressivitetsdriften er fundamental, både for menneskets overlevelsesmuligheder og for dets eksistentielle muligheder. Men driften er tvetydig, dvs ikke i sig selv hverken god eller ond. At forstå selve denne tvetydighed er en betingelse for menneskets erkendelse af sin fulde skyldighed som menneske, og dermed betingelsen for al etik.

Kærligheden giver aggressiviteten et positivt fortegn. Had, rethaveriskhed, absolutisme og trang til at få sin vilje uden hensyn til andre giver derimod aggressiviteten et negativt fortegn.

Individet har i det moderne, demokratiske samfund mange rettigheder, og det hævdes undertiden fra såvel socialistisk som liberalistisk side, at mennesket er eller burde være centrum for al politik og alt samfundsliv. Men det er en misforståelse, der ser bort fra det faktum, at samfundet som sådant er grundfaktoren i menneskelivet. Det er mere end den ydre organisation i stat, myndigheder, partier, organisationer, erhvervsliv mv. Det er dybest set et kollektivt ubevidst fænomen.

Individet er intet uden samfundet. Og individet kan ikke gøre oprør mod samfundet som sådant, men alene mod bestemte, konkrete udformninger af dele af samfundet.

Noget andet er, at mennesket set i forhold til universet er centrum, simpelthen fordi det er mennesket her på jordkloden der iagttager resten af verden og som på sit sprog og ud fra sin eksistentielle og videnskabelige erkendelse bedømmer resten.

Menneskets placering i universet er derfor ikke afhængig af, om mennesket er det eneste levende væsen i verden, for selvom der eventuelt en dag vil blive fundet liv andre steder i universet, så er mennesket stadig det subjektive centrum i sin egen verden. Det kan ikke være andet, når det har bygget hele sin forståelse på det menneskelige sprog og samfund.

Fra fødslen har mennesket en transcendent dimension, en evigheds- eller åndsdimension, i sig, der hænger nøje sammen med underbevidstheden og det instinktive, dvs. det dybe før-sproglige lag i sjælen. Åndsdimensionen i mennesket er ikke det samme som bevidsthedsdimensionen, men kommer ind i menneskets tilværelse i og med bevidstheden, dvs. som et biologisk emergent fænomen. Bevidstheden om denne dimension sikrer mennesket helheden i tilværelsen; forrædderiet mod denne dimension gør derimod tilværelsen endimensional, fragmentarisk og splittet.

Evighedsdimensionen kommer til udtryk i skabende kunst, erotik og arbejde. Men først og fremmest i religion eller religiøsitet, dvs. i forholdet til den udefinerlige instans i det enkelte mennesker der er større end det snævre, sprogligt funderede jeg. Herunder hører alle de arketypiske forestillinger, inklusive gudsforestillingerne.



Henvisninger

Foregående afsnit af værdimanifestet:

Forord
Indledning  (9.7.04.)
Naturen som fundamental værdi  (15.7.04.)
Samfundet som fundamental værdi  (2.8.04.)

Efterfølgende afsnit:

Erkendelsen  ( 13.8.04.)
Etikken   (20.8.04.)
Politikken  (27.8.04.)
Historien  (3.9.04.)
Kunsten og musikken   (10.9.04.)
Religionen og sekulariserinen  (17.9.04.)
Psykologiens dybdeindsigt  (22.9.04.)
Afslutning og efterskrift  (22.9.04.)

Øvrige henvisninger:

Hovedartikel om komplementaritetssynspunktet:
Komplementariteten - generelt   (Komplementaritet - 12.6.02.)

Artikler om komplementariteten mellem:

Individ og samfund
Liberalismen og socialismen



Andre relevante artikler:

De psykiske grundprocesser
Det aggressive menneske
Redaktørens personlige filosofi



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal