Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - vaerdier 19

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.9.04.


Historien

Værdimanifestets 8. afsnit

Indledning
Indlevelse
Sprogets kendsgerning og værdi
Det fælles dagligsprog
Nationalstatens fortsatte realitet
Historien som fortælling
De basale danske fortællinger
Indvandringens udfordring
Medlemsskabet af EU
Det tvetydige forhold til USA
Internationaliseringen
Globaliseringen
Kristendommen som historisk forudsætning
Sekulariseringen som nutidig udfordring
Oplysningens dobbelthed
Velfærdssamfundet og trygheden
Kultur som vedvarende tilblivelse
Kulturbevidsthed
Tilfældigheden
Emergensen
Henvisninger



Indledning     
Til toppen    Næste

Historien er en række erindringer og fortællinger om fortiden. Men den er samtidig identitetshistorie og udviklingshistorie - og altsammen desuden genstand for historieforskning og -formidling. Historien har da også sin egen græske muse, Kleio, ved siden af muserne for sang, dans, digtning, komedie og tragedie.

Historieforskningens objektivitet beror først og fremmest på kildekritikken. Kilderne er af mange slags, og det er nødvendigt at gå deres lødighed efter i sømmene så godt som det overhovedet er muligt. Spørgsmål som datering og oprindelse er væsentlige, og her er historikerne som hovedregel på ganske sikker grund, når det gælder nyere kilder.

Men subjektiviteten melder sig, lige så snart der er tale om fortolkning af kilderne. Den rene uvildige dokumentation og arkivering er forudsætningen for historikernes arbejde, men det 19. århundredes tro på, at årsagskæderne så at sige skulle være endegyldigt fastlagt med arkivmaterialernes fuldstændighed og kronologiske ordning har vist sig ikke alene håbløst umuligt at håndtere i praksis på grund af materialets kolossale omfang, men navnlig i sin fremskridtsoptimisme håbløst naiv, fordi den forudsatte at dokumenterne kunne læses og forstås uden fortolkning.


Indlevelse     
Til toppen    Næste

Fortolkning vil sige tankemæssig og følelsesmæssig indlevelse, og en sådan kan aldrig forekomme fuldstændigt uvildig, men vil ofte bero på en så dybtgående indtrængen i stoffet at resultatet i allerhøjeste grad afhænger af, hvem der foretager indlevelsen og hvad formålet med den er.

En materialistisk eller marxistisk indstillet forsker vil have vanskeligheder med en psykologisk indlevelse, fordi han betragter den som sekundær eller irrelevant. Og en idealistisk forsker vil omvendt kunne have vanskeligt ved at acceptere økonomiske forhold som afgørende for et menneskes eller en periodes udviklingsforløb. Og helt galt går det naturligvis, hvis historien bevidst skrives i propaganda-øjemed.

Men selv i bedste neutrale fald vil der være forskel på den forsker der virkeligt borer sig psykologisk i dybden, og den der mener det er sikrest at holde sig på overfladen for at undgå at blive personligt berørt af forskningen.

Hvis en historiker ligefrem har den anskuelse, at det er nødvendigt at leve sig så dybt ind i de personer kilderne drejer sig om, at det midlertidigt kan udviske afstanden mellem subjekt og objekt, vil det vække modstand hos mere forsigtige forskere, selvom han eller hun iøvrigt er i stand til at retablere skillelinjen efter sin fordybelse og derefter beskrive processen nøjagtigt.

Resultatet af en sådan indlevende forskning er imidlertid langt mere befordrende for andres mulighed for indlevelse end den tørre opregning af kendsgerninger og teorier. Og den har samtidig den store værdi, at den muliggør en nedbrydning af den tilbøjelighed der ellers er fremherskende, at se på fortiden eller fremmede kulturer og religioner med fordomsfulde eller i værste fald ligefrem moralistiske øjne, i stedet for at se dem som fuldt menneskelige i al deres inspirerende eller foruroligende anderledeshed.

Den væsentligste grund til at det overhovedet er muligt at leve sig ind i andre menneskers og kulturers egenart, tanker og følelser er naturligvis de skriftlige kilder og deres sproglige vidnesbyrd.



Sprogets kendsgerning og værdi     
Til toppen    Næste

Sproget er centralt i kulturen som fænomen. Det er ganske som samfundet en elementær kendsgerning, som forskningen ikke kan komme bag om og give nogen forklaring på. Det er ikke alene et praktisk kommunikationsmiddel eller et nødvendigt redskab for os i 'vort fælles spil mod forvirringens kræfter', men også et rigt varieret udtryksmiddel for følelser, sindstilstande og 'spil' mellem mennesker på både magtmæssigt, socialt, erotisk, kunstnerisk og religiøst plan. Og det er følgelig også et uforligneligt middel for litteratur og teaterkunst af alle slags.

Det danske sprog er under stærk påvirkning fra navnlig det engelske/amerikanske, fordi dette er blevet det internationale sprog som alle stifter bekendtskab med og har brug for i den moderne kommunikation. Men i grunden er der ikke andet nyt heri end at påvirkningen i dag er temmelig ensidig, hvor den tidligere var bredere. Dansk sprog har i århundreder optaget låneord fra mange sprog, herunder latin, græsk, tysk og fransk foruden naturligvis engelsk. Ikke destomindre er dansk sprog fortsat dansk - med specifik dansk grammatik og syntaks, specifik dansk udtale og specifikke historiske og litterære konnotationer.



Det fælles dagligsprog     
Til toppen    Næste

Det centrale felt af sproget er det fælles dagligsprog, det sprog vi anvender til dagligt uden for vore fag. Fagsprogene derimod er specialiseringer, der er hensigtsmæssige fordi de kan udvikles i takt med forskningens teknologiske og erkendelsesteoretiske muligheder ved en stadig forfinelse af begreber og definitioner i stigende entydighed. Men specialiseringen betyder, at fagsprogene bliver uanvendelige uden for deres felt og samtidigt stadigt mere uforståelige for menigmand. Det er derfor nødvendigt at bevare en eller anden korrespondens til dagligsproget. Dette gælder også for det matematiske sprog, som er fælles for naturvidenskaberne.

Dagligsprogets stabilitet - der ligger i selve begrebernes vaghed og flertydighed - indebærer, at det sprog den enkelte er opvokset med, populært kaldet 'modersmålet', har første prioritet i individets tankegang, drømmeverden og udtryksmuligheder.

Individet kan tilegne sig fremmede sprog, men sker det som voksen, vil det normalt aldrig blive på et sådant niveau, at det kan bruges til fuldstændigt fri tankeudveksling endsige fri digtning. Derfor kommer indvandrerbørn også sprogligt til kort, så længe de har talt deres eget modersmål hjemme uden samtidigt at lære dansk i fx en børneinstitution. Og de vil være nødsaget til at gøre en ekstra indsats for at lære sproget, hvis de vil kunne gøre sig gældende og opnå fuld integration.

De fleste mennesker der behersker andre sprog vil ty til deres modersmål, når de skal udtrykke deres inderste tanker og følelser på adækvat måde. Dette betyder ikke, at det vil være en dårlig idé at indføre det internationalt førende engelske sprog som undervisningssprog på vore dages danske læreanstalter ved siden af dansk, men at det vil være et meget stort tab for det danske sprog og den danske kultur, hvis dansk forsvinder som undervisningssprog på de højere læreanstalter.

Dagligsproget er kernen i ethvert nationalsprog. Det er dagligsproget, der til forskel fra fagsproget og det internationale matematiske fællessprog rummer den smidighed og tilpasningsdygtighed som giver det stabilitet over årene og gennem udviklingen, og som det har i kraft af den indbyggede mangel på entydighed eller præcision.

Intetsteds kommer denne smidighed så klart til udtryk som i humoren - og derfor er det naturligvis et sprogs underfundige toner man fanger sidst når man prøver at tilegne sig et fremmedsprog. Men derfor også dem man bør være opmærksomme på. Og det kan kun ske, hvis man opfatter et sprog som andet end et teknisk kommunikationsmiddel, nemlig som bærer af kultur, historie og ånd.



Nationalstatens fortsatte realitet     
Til toppen    Næste

Selvom mange kloge hoveder allerede har afskrevet den, så er Nationalstaten fortsat en realitet. Den udelukker ikke internationalt samarbejde, men den er vedblivende selve udgangspunktet for dette samarbejde. Nationalkarakteren og nationalsproget er ligeledes realiteter, som vi ikke alene skønner på ved højtidelige lejligheder gennem poesi og folkelige taler, men også bliver meget bevidste om, når vi møder fremmede eller indvandrere der enten ikke vil acceptere danskheden som overordnet eller som direkte vender den ryggen.

Danskheden er naturligvis ikke objektivt bedre end andre landes kultur og sprog, men for danskerne er den subjektivt bedre, fordi det er den de som danskfødte er vokset op med. Tyskheden eller svenskheden er tilsvarende subjektivt det bedste for tyskere og svenskere. Og den udbredte foragt for andre landes sprog og nationalkarakter er et bevis på, at folk ikke rigtigt forstår at subjektiviteten og kun subjektiviteten eksistentielt set er sandheden for et menneske og et folk.

Dette gælder også over for universaliteten, den fælles kilde til inspiration som ligger i alle de idéer der er fælles for alle mennesker. Inspirationen kan føre til realisation af nye former, men da altid tilpasset det enkelte lands særegenheder.

Danskheden er danskernes identitet - og den danske historie er følgelig en identitetshistorie ved siden af hvad den kan være som udviklingshistorie. Her er det igen hensigtsmæssigt at betragte de to fænomener som sideordnede komplementære. Al beskæftigelse med dansk historie, dansk sprog, dansk litteratur, kunst, musik og film og dansk politik vil bekræfte danskerne i deres identitet - og derfor også være en nødvendig interesse for de indvandrere der ønsker fuld integration.

Der er nemlig i Danmark kun én kultur, og det er den danske kultur. Det er en misforståelse eller i visse tilfælde en bevidst ideologisk vildledning at tro og postulere, at Danmark skulle være et multikulturelt land. Det er som alle andre nationalstater et monokulturelt land med et væld af subkulturer, ikke blot af sproglig art, men også af erhvervsmæssig, faglig, uddannelsesmæssig, social, politisk og religiøs art. Denne rigdom er en meget stor værdi for en nation, fordi den ikke blot giver en stor forskellighed inden for én og samme kultur, men også de allerbedste betingelser for udvikling af nye tanker og initiativer.



Historien som fortælling     
Til toppen    Næste

Historien er en række af erindringer og fortællinger. Erindringer i bogstavelig forstand for individet selv, familien og slægten, så langt den mundtlige overlevering rækker tilbage. Men i skriftlig eller litterær forstand, når erindringer skrives ned i breve, dagbøger, selvbiografier, krøniker, historiske fortællinger og egentlige historiske værker. Hertil kommer i midlertid også de mytologiske grundfortællinger, herunder de bibelske, der sætter historien ind i en større eksistentiel og metaforisk ramme.

Historieplanet kan være den enkelte nation, den nordiske historie, den europæiske historie og verdenshistorien. Men den egentlige identitetshistorie vil være den nationale, fordi kun den er så snævert geografisk og sprogligt bestemt, at den kan holdes psykologisk sammen. Det er meget vel muligt for en danskfølende dansker også at føle sig som nordbo, vesteuropæer, europæer og verdensborger. Men den egentlige identitetsfølelse vil aftage med horisontudvidelsen. Kosmopolit kan kun den blive eller være der af den ene eller anden grund har mistet enhver følelse af til syvende og sidst at høre til og have rod et bestemt sted på jorden, det kan fx komme til at gælde etniske eller religiøse grupper der fordrives fra deres hjemstavn og må leve permanent i 'diasporaen' (egentlig 'adspredelsen') som flygtninge.



De basale danske fortællinger     
Til toppen    Næste

For danskernes vedkommende omfatter de basale fortællinger hele den nordiske mytologi, de gamle sagn og heltefortællinger, men ellers beretningerne om Gorm den Gamle, Harald Blåtand, Svend Tveskæg, Knud den Store, Valdemarerne, Margrethe den 1., Christian den 2., Christian den 4., Frederik den 6., 7. og 9., Christian den 7., 9. og 10. samt Margrethe den 2. for nu at nævne de største.

Hertil kommer fortællingerne om Ansgar, Hans Tausen og reformationen; om Grønland, Færøerne, Island og Vestindien; om Tordenskjold, Griffenfeld og Struense; om Rewentlow, Estrup, Hørup, Stauning, Aksel Larsen, Glistrup og Erhard Jacobsen.

Videre fortællingerne om Københavns bombardement, Slaget på Rheden, krigene 1848 og 1864, grundloven 1849, systemskiftet 1901, 1. verdenskrig, depressionen i 1930erne, besættelsen 1940-45, befrielsen, grundlovsændringen 1953, ungdomsoprøret 1968, hash og narko, fri abort og porno, medlemsskab af EU, det politiske opbrud 1973 og igen 2001.

Men også fortællingerne om naturforskerne Tycho Brahe, Ole Rømer, H. C. Ørsted og Niels Bohr; om digterne Kingo, Brorson, Holberg, Blicher, H.C. Andersen, Ingemann, Grundtvig, Kierkegaard, I.P. Jacobsen, Pontoppidan, Johs. V. Jensen, Thøger Larsen, Andersen Nexø, Karen Blixen og Klaus Rifbjerg; om tegnerne Fritz Jürgensen, Storm P., Bo Bojesen og Klaus Albrectsen; filmskaberne Carl Th. Dreier, Nils Malmros og Lars von Trier; billedkunstnerne Eckersberg, Købke, Lundby, Hammershøi, Anna Ancher, Krøier, Peter Hansen, Syberg, Larsen Stevns, Jens Søndergaard, Høst, Lundstrøm, Jorn, Carl-Henning Pedersen og Bjørn Nørgaard.

Fortællingerne om teaterfolkene Bournonville og Harald Lander, Bodil Ipsen, Poul Reumert, Clara Pontoppidan, Bodil Udsen, Jørgen Reenberg og Ghita Nørby; komponisterne Niels W. Gade, Carl Nielsen, N.V. Bentzon, Per Nørgaard, Shu-bi-dua, Kim Larsen, Gasolin, Gnags og Sort Sol. Bare for at nævne hovedparten af dem der indiskutabelt rager op, men iøvrigt uden at postulere fuldstændighed.

Hertil kommer store historiefortællere som Saxo og Huitfeldt fra gammel tid og P. V. Glob, Palle Lauring, Erik Kjersgaard, Paul Hammerich og Ebbe Reich Kløvedal fra nyere tid, hvoraf flere har benyttet tv som medium.

Kedsommelig opremsning, ja vist, men på en måde også en slags kanon for dansk historieundervisning.



Indvandringens udfordring     
Til toppen    Næste

Udfordringerne af danskheden har altid og vil altid være til stede, men de gør sig for øjeblikket særligt stærkt gældende.

Den mest markante grund til at danskheden er kommet til debat er naturligvis den betydelige indvandring gennem de sidste årtier og den hermed sammenhængende stigende andel af andengenerationsindvandrere i skolerne, på uddannelsesstederne og på arbejdsmarkedet. Disse indvandrere giver ofte anledning til særlige problemer. Mange af dem kan tilsyneladende tale dansk udmærket, men alligevel ikke godt nok. De bliver af forældrene tvunget til at adskille sig fra deres danske kammerater på mange punkter - lige fra gymnastik og badning over seksualundervisning og religionsundervisning til disciplin, faste og bøn, en anden form for humor og ikke mindst et helt andet syn på kvindekønnet og kønsrollerne.

Da deres forældre i vid udstrækning ikke taler særligt godt dansk, ofte af princip ikke deltager i skoledemokratiet og ydermere ofte lever af kontanthjælp, så er modstanden mod dem stor blandt såkaldt almindelige danskere, hvilket vil sige danskere med forholdsvis lav uddannelse og indtægt, herunder de arbejdsløse. Når hertil kommer, at det politiske system indtil for ganske nylig var fuldstændigt uden vilje til at begrænse indstrømningen af indvandrere gennem familiesammenføringer og indstrømningen af flygtninge uden nøje skelnen mellem om de var politiske flygtninge eller bekvemmelighedsflygtninge, så var det intet under, at folketingsvalget i 2001 omtrent flyttede lige så mange stemmer som valget i 1973.

Indvandrerpolitikken har iøvrigt gennem alle de ca. 40 år der har været brug for fremmed arbejdskraft i landet været præget af tilfældighed, naivitet og laden stå til. Tilfældigheden bevirkede at man prøvede ad hoc at løse nogle af de konkrete problemer efterhånden som de dukkede op og nødvendiggjorde handling. Politikerne var - med hæderlige undtagelser - ikke forudseende.

Naiviteten har ligget i den fantastiske 'humanistiske' overbevisning om, at man ikke måtte stille krav til indvandrerne, men at disse tværtimod skulle nyde beskyttelse af deres særlige kultur og adfærd på linje med gammeldanskerne - uanset hvor umulig den integrationsmæssigt var, og at tolerancen således i humanismens navn kom til at betyde tolerance over for de kræfter blandt indvandrerne der ikke ville respektere danskerne og dansk kultur, men tværtimod åbenlyst foragtede og bekæmpede den.

Problemet med indvandrerne er altså langt fra løst, men bliver tværtimod værre de næste årtier, og vil selv i bedste fald kræve meget stor indsats i henhold til den nye integrationslov for ikke at udvikle sig katastrofalt for både gammeldanskerne og indvandrerne.



Medlemsskabet af EU     
Til toppen    Næste

Med Danmarks tilslutning til EU i 1972 - eller EF som det hed dengang - accepterede et flertal af danskerne at Danmark ikke er stort og stærkt nok til at klare sig selv uden for det økonomiske fællesskab som dominerende vesteuropæiske lande som Tyskland, Frankrig og Italien havde skabt, og som også Storbritannien tilsluttede sig. Siden kom Spanien, Grækenland, Sverige og Finland med - og pr. 1. maj 2004 yderligere otte østeuropæiske lande, foruden Malta og Cypern. EU er i dag en så selvfølgelig organisation, at modstanden mod medlemsskabet bliver stadig svagere og mere meningsløs. Selv gamle modstanderpartier har forladt den tomme protestlinje og bevæget sig ind i realiteternes verden, hvor det betyder mere at skaffe sig indflydelse end at holde fast ved en forældet dogmatisk nationalisme.

Udvidelsen er den helt naturlige konsekvens af Murens fald, selvom den har taget alt for lang tid. Men den bliver ikke uden problemer. EU-konventet har barslet med et forslag til en ny forfatningstraktat, som regeringscheferne fortsat har til forhandling, men stor uenighed er der om den kommende magtfordeling og -struktur. Det er uvist om hvert land fortsat skal have en kommissær, om kommissionsformanden skal have samme mandat som hidtil eller afgive magt til en præsident for EU.

Til syvende og sidst må det dog være afgørende, at danskheden ikke på nogen måde undermineres ved afgivelse af suverænitet på områder som det økonomiske, pengemæssige eller udenrigspolitiske. Alle forsøg på at redde danskheden ved at sætte sig imod afgivelse af suverænitet vil være både misforståede og håbløse. En stigende tilknytning til europæiske og andre internationale organisationer vil være uundgåelig - og vil på ingen måde forhindre danskheden i at trives. Den vil kun nødvendiggøre mere bevidsthed om hvad danskhed vil sige. Alle partier der vil regnes for realpolitiske bør følgelig i dag opgive modstanden mod EU.



Det tvetydige forhold til USA     
Til toppen    Næste

Som debatten om Irak-krigen til fulde har dokumenteret så trives amerikanerhadet i Danmark utroligt godt - naturligvis især på venstrefløjen, hvor USA ikke primært står som det frihedens land, der skaber kreative forsknings- og kulturmiljøer, men som et privatkapitalistisk land der eksporterer ikke blot sine varer, sin teknologi og know-how til omverdenen, men også sine underlødige 'værdier', sine film, sin fastfood og fedme, sine vaner og overfladiskhed og værst af alt sit slangfyldte sprog.

Modstanden mod Irak-krigen - og den danske regerings tilslutning til den - var stor før krigen gik i gang og er ikke blevet mindre siden. USA satte en standard for indblanding i fremmede staters suverænitet, som var ny og helt på tværs af FN's normer - og dette vakte bekymring og modvilje. På venstrefløjen har man ondt ved at acceptere, at USA rent faktisk er den eneste supermagt i verden og i sin soleklare ret til at forsvare sig mod trusler fra lande der åbenlyst huser og støtter terrorister. Venstrefløjen har også ondt af at USA konsekvent siden 1948 har været garant for staten Israels eksistens - og det vel at mærke uanset om den amerikanske præsident var demokrat eller republikaner.

Men uanset opfattelsen af det politiske landskab i USA og USA's indblanding i andre landes politiske og økonomiske anliggender med militære magtmidler, så går modviljen mod dette lands stille, men systematiske og effektive påvirkning af kulturen på tværs af de politiske skel. Både på højrefløjen og venstrefløjen er der modvilje mod amerikaniseringen, fordi den menes at undergrave vores egen egenart. De nationalt sindede frygter undergravningen af danskheden, de progressive frygter mest konformiteten. Problemet er, at den amerikanske kultur på godt og ondt er så konkurrencedygtig at den har uhyre let ved at vinde 'masserne' eller 'gruppemenneskene', fordi den på en og samme gang er så kreativt opfindsom og så 'billig', at der skal en udviklet kritisk sans til for at modstå den, eller - helt uantageligt i vestlige lande - fundamentalistisk censur og forbud som i de muslimske lande.

Frie og demokratiske lande kan med andre ord ikke forhindre den stilfærdige, men massive påvirkning fra den amerikanske kultur. At henvise til den amerikanske udenrigspolitiks imperialistiske væsen eller til den amerikanske økonomis grundligggende privatkapitalistiske karakter batter ikke noget. For frihed og demokrati indebærer at man giver det privatkapitalistiske initiativ lang snor og herunder accepterer magtmæssige konsekvenser af det. Frihed og demokrati hører ubrydeligt sammen med privat initiativ og ansvarlighed samt social stratifikation.

Rimelig og effektiv modstand mod den overhåndtagende amerikanisering af kulturlivet i hele den vestlige verden kan kun ydes af kritisk indstillede mennesker, og kun hvis disse nøgternt erkender at de ikke får noget ud af at kæmpe imod friheden og demokratiet, men i stedet for må koncentrere sig om at højne niveauet i såvel kulturdebatten som kreativiteten.



Internationaliseringen     
Til toppen    Næste

Informationsteknologien udbredes globalt - og lynhurtigt - og medfører en internationalisering af informationerne. Hele verden er i dag forbundet med netværk der kan transmittere billeder, lyd, tekst og data uden nævneværdig forsinkelse. I en vis forstand medfører dette hvad man kalder 'et grænseløst samfund': grænserne mellem nationerne, mellem virksomhederne indbyrdes og mellem virksomhederne og deres ansatte udviskes. Sprogligt betyder udviskningen, at engelsk er blevet totalt dominerende som internationalt sprog.

Igen en uundgåelig udvikling, som ingen har villet, bestemt eller forudset, men som simpelthen er dukket op i og med de teknologiske muligheder og derefter er forløbet efter sine egne love om hurtigst mulig udbredelse. Den omformer totalt samfundene og menneskenes vaner og kulturer. Den vil derfor naturligt nok blive følt som en trussel af mennesker der ikke bryder sig om større forandringer eller som er tilfredse med det bestående og betragter de nymodens ting som overflødige.

I sig selv er informationsteknologien ikke nogen trussel mod danskheden i dybeste forstand - så lidt som mod nogen anden national identitet. Men naturligvis må identiteterne tilpasse sig de nye betingelser. Alt hvad der kan forstås som specielle danske kulturværdier - historien, litteraturen, sproget, oplysningen, sekulariseringen, velfærdsideen, humoren og folkekarakteren består. Teknologien betyder kun, at deres former forandrer sig og navnlig at deres tilgængelighed bliver langt lettere.



Globaliseringen     
Til toppen    Næste

Tilsvarende betragtninger kan gøres gældende om globaliseringen, der jo betyder, at alt på kloden hænger meget tættere sammen end nogensinde tidligere i historien. Men dette betyder ikke - som man ofte hører påstået - at nationalstaternes tid er forbi. Takket være informationsteknologien og navnlig telekommunikationens udvikling er afstandene i verden blevet mindre og mindre. Nogle påstår at verden følgelig er blevet mindre, men det er det sædvanlige vrøvl fra folk der vil manipulere andre. Undertiden kaldes verdenssamfundet også nu en 'global landsby' - men det har heller ikke andet på sig end just det forhold at kommunikationen mellem folk har sprængt grænserne og går lige så nemt som i en lille landsby, hvor ingen kan foretage sig nogetsomhelst uden at alle ved det. Sammenligningen er derudover falsk, for mens det er sladder der formidler oplysningerne i det lukkede landsbysamfund og følgelig stimulerer fordømmelse og forfølgelsesvanvid, så bevarer det globale samfund sin fulde diversitet og frihed. Den enkelte kan søge oplysninger og kontakt hvor han vil, og det bliver stadig vanskeligere for magthaverne såvel som naboerne at kontrollere borgerne.

Globaliseringen har oplagte fordele, fordi den enkelte person, den enkelte virksomhed og den enkelte institution, herunder de videnskabelige institutioner, kan kommunikere med ligesindede overalt i verden. Men også fordi alle med adgang til internettet og satelit-kanalerne kan få hurtigt information om alle større begivenheder i verden omtrent mens de sker. Bagsiden er naturligvis overfloden af information der igen gør det nødvendigt for den enkelte at skelne bevidst mellem nødvendig og overflødig information - og lære sig hårdhændet at fravælge den overflødige.

Kulturelt kan globaliseringen ikke undgå at få den konsekvens at de gensidige påvirkninger mellem de forskelle nationer, kulturer, religioner og politiske systemer bliver langt større end i det lukkede samfund med 'kinesiske mure' mellem systemerne. Også dette har den oplagte fordel, at det bliver stadig vanskeligere for despotiske magthavere eller totalitære systemer at forhindre uønsket information i at blive taget ned af dissidenter og oppositionelle grupper. Åbenheden, friheden og demokratiet nyder stor gavn heraf. Bagsiden er at værdisættene i positiv forstand samtidig udfordres, således at deres værnere må se i øjnene, at de ikke i det lange løb kan forhindre en påvirkning udefra. De må tilpasse sig den nye situation.

Hvad danskheden angår er der ingen grund til at se med frygt og bæven på globaliseringen. For den er ingen trussel i sig selv. Nationalstaten vil utvivlsomt undergå store forandringer i løbet af de næste generationer, men danskheden vil bestå sålænge der er noget der hedder dansk sprog, dansk historie og dansk litteratur. Forankringen i det nationale i positiv forstand skyldes ikke bevidste tiltag, begrebsmæssige konstruktioner eller fundamentalistisk nationalisme, men ganske enkelt det forhold at flertallet af danskere fødes ind i den til hver en tid givne danske identitet. Og forankring af denne art er igen forudsætningen for at kunne være åben mod den øvrige verden og tilpasningsdygtig over for fremmed påvirkning.



Kristendommen som historisk forudsætning     
Til toppen    Næste

Den europæiske kultur har mange tråde bagud i tid i hele sin udformning og udvikling, det gælder således både kristne og ikke-kristne, herunder romerske, hellenistiske, persiske, islamiske og jødiske og ikke at forglemme nordiske tråde. I nyere tid er særligt den islamiske tråd forstærket som følge af indvandringen.

Men stærkest står naturligvis kristendommen, fordi den kristne religion blev statsreligion i Romerriget allerede i 380 og i århundrederne derefter i land efter land op til omkring år 1000, hvor praktisk taget alle områder af Europa var blevet kristnede. Det betød, at den katolske kirke, som blev ledet fra Rom, fik enorm indflydelse på den verdslige magt, men også, at den moralsk og åndeligt blev den dominerende folkelige og elitære tro.

Den katolske kirke blev splittet i en østlig og vestlig retning i henholdsvis den græske og russiske ortodokse kirke og den romersk katolske, en splittelse der blev endeligt stadfæstet i 787. Hertil kom i begyndelsen af 1500-tallet den lutherske reformationen, der gjorde de nordeuropæiske lande protestantiske. Det betød 'det almindelige præstedømmes' indførelse: Enhver er i princippet præst for sig selv i et direkte gudsforhold, uafhængigt af det biskoppelige hierarki. Men det kristne evangeliums grundlæggende tanker om det enkelte menneskes værdi og om barmhjertighedens store betydning for menneskelivet blev udslaggivende for al senere europæisk menneskeopfattelse og socialforståelse.

Først med naturvidenskabens, oplysningstidens og evolutionsteoriens fremkomst skete der en afgørende ændring i kirkens stilling i kulturlivet. Kirken tabte kulturkampen, fordi den holdt på dogmer der i hvert fald i sin udformning syntes i fundamental strid med naturvidenskaben, og fordi den totalt fejlede i at give evangeliet en tidssvarende symbolsk fortolkning. Danmark blev ingen undtagelse.

Ikke destomindre må det betegnes som et meget stort svaghedstegn ved udkastet til den nye EU-forfatningstraktat, at det end ikke i præamblen tør nævnes, at kristendommen - og ikke alle mulige andre religiøse og kulturelle tråde - har været fundamental for såvel den faktiske kulturudvikling som den særegne form for sekularisering der præger det moderne Europa og er fundamentet for videreudviklingen.



Sekulariseringen som nutidig udfordring     
Til toppen    Næste

Der er al mulig grund til at betragte den sekularisering der er sket i Danmark gennem de sidste 100 år som en væsentlig del af danskheden.

Det store flertal af danskere er fortsat medlemmer af Folkekirken og er bogstaveligt talt ikke til at drive ud af den. Men flere og flere bliver ikke desto mindre kirkefremmede og benytter kun kirkerne til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Reelt er der sket en så markant sekularisering, at der ikke blot er tale om, at religionen - trods den specielle folkekirkeordning - er adskilt fra staten, så der er fuld religionsfrihed i landet, men også om at folk tror på alt muligt andet end det præsterne prædiker ud fra de autoriserede tekster.

Ateister i egentligste forstand er der såmænd ikke så mange af, selvom religiøse fundamentalister opfatter alle andre og derfor flertallet som vantro. Men forholdet til religionen er hos almindelige danskere ganske afslappet, og netop derved adskiller disse danskere sig markant fra de fleste indvandrere af muslimsk oprindelse.

Afslappetheden har den bagside, at den religiøse dimension i tilværelsen bliver væsentligt formindsket - der bliver bogstaveligt talt lavt til loftet i universet uden den religiøse bevidsthed om eller dybdepsykologiske kontakt med en større mening med det hele end individets eller den lille gruppes private interesser. Det modsvares i betydelig grad gennem den vægt musikken har fået i moderne menneskers liv, men jo kun på et ubevidst plan. Men ellers er det ikke til at komme uden om at sekulariseringen som sådan har givet mennesket en formidabel frihed og ansvarlighed, som slet ikke kendes i samfund med snæver religiøsitet.

Denne del af danskheden er uhyre vigtig, fordi den også indebærer en åbenhed over for mulige nydannelser af emergent art på det religiøse område, dvs ikke blot afsmitning fra eller hensyntagen til islam og såkaldt nyreligiøsitet, men en reel religiøs bevidstgørelse på et tidssvarende højt oplysningsniveau. - Jf artiklerne under Sekularisering.



Oplysningens dobbelthed     
Til toppen    Næste

At oplysningstiden har haft gennemgribende betydning for alle europæiske lande er hævet over al tvivl. Den betød som nævnt det brud med den kirkelige autoritets overhøjhed som medførte den videnskabelige, kunstneriske og politiske frihed og dermed blev forudsætningen for det moderne samfund.

Ordet oplysning har imidlertid to betydninger. Det betyder for det første viden og videnskab og lægger dermed vægt på forskningen og forskningens frihed. Men ordet betyder for det andet også den indsigt der kommer af at der kastes lys på tingene og sammenhængene. De to betydninger overlapper til dels hinanden, eftersom videnskabelig forskning også fører til indsigt i sammenhænge, men de kan også pege i hver sin retning. Og det er dette der ligger bag Grundtvigs berømte spørgsmål: Er oplysning for de lærde blot?

Folkeoplysningen i Danmark kom ikke som et direkte resultat af oplysningstiden, der som nævnt fokuserede på bekæmpelse af kirkens indflydelse, men derimod som et resultat af de folkelige vækkelser i 1840'erne, og den fandt sin primære form i højskolebevægelsen, der i første omgang henvendte sig til bondestandens ungdom og iøvrigt som vækkelsen i sig selv blev delt i en grundtvigsk og en indremissionsk hovedlinje. I byerne udviklede den sig som aftenskole og folkelige foredrag - og fik med arbejderbevægelsens fremkomst stor betydning for den almene dannelse af arbejderne.

Karakteristisk for såvel folkeoplysningen som den almene dannelse er at den aldrig sigter snævert mod blot at give faglige eller andre snævre kompetencer, men netop oplysning i betydning 'indsigt i større sammenhænge'. Der var særligt brug for denne form for oplysning i en tid der i alt for høj grad var præget af hårdt arbejde, faglig kamp og nyttemoralsk snæversyn.

Med hele den moderne informationsteknologi (og den relativt lange fritid de fleste kan nyde) er der ikke længere det samme behov for denne almene indsigtsgivende og fagsprængende undervisning som højskolerne tidligere var ene om at tilbyde. Derfor er højskolebevægelsen i en vis forstand kommet i krise. Den savner tilgang af elever og overvejer derfor nu at indføre mere kompetencegivende undervisning, eller at tiltrække elever med tilbud om æstetiske oplevelser. Den synes ikke at have opdaget, at behovet for oplysning i ikke-kompetencegivende, men indsigtsgivende forstand reelt er større end det nogensinde har været i landets historie.



Velfærdssamfundet og trygheden     
Til toppen    Næste

Det specifikt danske ved velfærdssamfundet i Danmark turde ligge i den grad af tryghed det giver borgerne. Danskerne synes i vid udstrækning at være blevet et folk af tryghedsnarkomaner og derfor passer det flertallet godt, at det offentlige i sidste ende sikrer enhver borger de basale fornødenheder, uanset arbejdsduelighed og beskæftigelse. Igen kan det diskuteres, bl.a. i forbindelse med de offentlige ydelser til indvandrerne og deres sammenførte familier, hvor høj graden af tryghed bør være, men princippet er stort set alle enige om.

At friheden ikke er et totalt fraværende begreb i danskheden ses blandt andet i det politiske liv, hvor den mere socialt indstillede fløj og den mere liberalt indstillede fløj skiftes til at have regeringsmagten. Ligesom klassekampen i Danmark må betragtes som overstået og efterhånden kun kan hævdes af skrivebordsteoretikere, så er opdelingen af det politiske spektrum i en venstre- og en højrefløj også et misvisende billede på de faktiske forhold.

Kampen om den politiske magt i Danmark står som i de fleste vesteuropæiske lande i dag om vælgerne på midten, dvs det store flertal af befolkningen der har rimeligt arbejde, rimelig indtægt og rimelig bolig og som foretrækker små og sikre forandringer fremfor store og risikable eksperimenter - og som slet ikke kan acceptere ekstremistiske løsninger på nogetsomhelst. De føler sig som hovedregel heller ikke bundne til bestemte partier, men kan skifte side fra valg til valg.

Men velfærdsidéen som sådan har desværre en indbygget tendens til at prioritere trygheden så højt, at det i det lange løb går ud over friheden, dynamikken og fleksibiliteten i samfundet.



Kultur som vedvarende tilblivelse     
Til toppen    Næste

Kultur er ligesom eksistens netop aldrig et simpelt spørgsmål om at være eller have eller eje, men altid et spørgsmål om at blive til, at være i gang, at være åben og i denne forstand 'holde sig ung'.

I modsætning til det enkelte menneske, så bliver kulturen jo ikke nødvendigvis gammel med årene. Der sker faktisk løbende personelt et generationsskifte der kan holde den ung, men først og fremmest kan den bevidste vilje til at holde sig åben og fleksibel bevirke den afgørende forskel der skiller progressive og reaktionære samfund.

Danskheden er ikke et lukket system der værner om det bestående og holder al forandring fra livet, i så fald ville den være dødsdømt på forhånd. Men den er tværtimod et åbent system der tillader den frihed der kan sikrer initiativ, innovation og emergens.

Man kan gøre gældende, at der er kræfter i landet der truer danskheden for så vidt de er forkæmpere for tanken om det multikulturelle samfund og dermed for tanken om alle etniske, politiske og religiøse gruppers fuldstændige ligeberettigelse og ligeværdighed. Men disse forkæmpere for det multikulturelle er overvejende fritsvævende intellektuelle teoretikere, der hylder det universelle, men skyr det historiske - eller de er fanatikere der er fast forankrede i minoritetsgrupper der ønsker den specifikt danske kultur elimineret eller svækket for selv at kunne komme til.

I virkeligheden er Danmark ikke et multikulturelt samfund, men derimod et multietnisk samfund med én og kun én overordnet fælles kultur og derunder mange subkulturer. Men subkulturer der ikke har skjulte hensigter om at overtage magten og gøre sin subkultur enerådende er en berigelse for et samfund og derfor ingen trussel.

Reelt er der i Danmark kun én kultur sålænge det danske sprog eksisterer, og det er den danske, og at alle etniske, politiske eller religiøse minoritetsgrupper derfor kun har én vej til fuld integration, nemlig at anerkende, respektere og tilegne sig mest muligt af denne danske kultur, herunder først og fremmest sproget og en passende viden om og fornemmelse af historien.

Der vil i den danske kultur, i danskheden, som i enhver anden kultur, være et skel mellem de indfødte og de indvandrede, og dermed et skel mellem 'os' og 'de andre'. Men skellet udelukker hverken sameksistens, samarbejde, gensidig udveksling og forståelse eller assimilation og integration. Tværtimod er bevidstheden om skellet selve forudsætningen for gensidig respekt og forståelse - på nøjagtigt samme måde som bevidstheden om et 'jeg' og et 'du' i parforholdet eller venskabsforholdet er forudsætningen for en sand respekt mellem parterne.

Danskheden udfordres i allerhøjeste grad af indvandringen, europæiseringen, amerikaniseringen, informationsteknologien, sprogpåvirkningen udefra, globaliseringen, velfærdstanken og hele den postmodernistiske modestrømning som dybest set hylder en fragmentering af livet og en foragt for værdier. Men danskheden kan kun styrkes ved at udfordringen tages op.



Kulturbevidsthed     
Til toppen    Næste

Et folks kulturbevidsthed er forudsætningen for dets evne og vilje til at værne om netop de værdier de har og som sagtens kan ændres med tiden, men i så fald overvejende på ubevidst plan. Kulturbevidstheden står først og fremmest i modsætning til den kulturrelativisme der betragter alle kulturer som lige gode, men ser bort fra deres forankring i subjektiviteten. En kulturrelativisme der postulerer alle kulturers principielle ligeberettigelse falder i den grøft at de gør kulturerne ligegyldige, ikke værd at slås for.

Men en kultur der ikke vil værne om sine værdier og i givet fald kæmpe for dem, er på forhånd dømt til at lade sig undergrave eller rende over ende. Derfor peger al kulturbevidsthed i sidste ende altid hen på det historiske ansvar: ansvaret over for en overordnet magt der ikke findes i rummet eller i den rationelle tanke, men ikke desto mindre stiller den enkelte til regnskab for sine handlinger set i det store historiske perspektiv.

Nok har de fleste mennesker en fornemmelse af, at historien ofte gentager sig - og der er da også filosoffer der har hævdet gentagelsen eller 'den evige genkomst' som grundlov for historien - men ingen der beskæftiger sig nøjere med kulturhistorien og verdenshistorien vil kunne bestride en udviklingslinje når det gælder teknologisk og materiel vækst. Udviklingen synes her klart lineær, hvorimod man i højere grad kan stille spørgsmålstegn ved, om mennesket som art har fulgt med. I hvert fald synes mennesket ikke biologisk at have ændret sig i flere tusinde år.

Og psykologisk synes heller ikke grundelementerne - instinkterne, aggressivitetsdriften og seksualdriften - at have undergået større ændringer. Kun den intellektuelle udvikling, der jo også har været forudsætningen for den videnskabelige, teknologiske, økonomiske og materielle vækst, har gjort en afgørende forskel. Fuldstændigt linerært kan udviklingen følgelig ikke have været og kan den heller aldrig blive. Det er mere hensigtsmæssigt at betragte den som spiralformet. Den skrider fremad i en spiral der kan siges vedblivende at gå tilbage til samme tænkte vertikale punkt, men på et stadigt højere niveau.



Tilfældigheden     
Til toppen    Næste

Udviklingen er præget af tilfældighed. Gang på gang i historien er der sket afgørende ændringer som ikke kan forklares som simple udslag af kendte, givne forhold og bestræbelser. De moderne 'kaosteorier' har godtgjort, at udviklingen i komplekse systemer i vid udstrækning er uforudsigelige, fordi vi er ude af stand til at beskrive systemets tilstand eksakt på noget tidspunkt. Der vil altid i et systems tilstand - ikke mindst i dets begyndelsestilstand - være en 'følsomhed' over for små påvirkninger som gør de endelige virkninger uberegnelige. Ordet 'kaos' i denne forbindelse er dog malplaceret. Der er ikke tale om absolut uorden, men om meget stor kompleksitet.

Disse forhold betyder, at den deterministiske opfattelse, at alt til mindste detalje følger årsagsloven og derfor principielt vil kunne forudsiges, når blot man kender begyndelsestilstanden, ikke holder stik uden for videnskabelige laboratorier - og iøvrigt ikke engang dér. Også atomfysikken og kvantemekanikken har godtgjort, at tilfældigheden spiller ind, for så vidt årsagsloven ikke kan anvendes når det gælder følsomme elementarpartikler som påvirkes ved selve den laboratoriemæssige iagttagelse. Her må man nøjes med beregning af sandsynligheder, hvad man så til gengæld kan gøre med stor eksakthed. I historien betyder tilfældighedernes spil, at magthaverne er ude af stand til at foretage sig noget der ikke har utilsigtede virkninger ved siden af de tilsigtede. Det forholder sig endda sådan, er det blevet sagt, at beslutningstagerne i krisesituationer handler i tyk tåge! De råder aldrig over fuldstændig information, men må reagere på stumper af information.



Emergensen     
Til toppen    Henvisninger

Udviklingen indebærer gang på gang at der i kulturhistorien opstår emergente fænomener, fænomener der aldrig har været set før. Eksempler turde egentlig være overflødige, men nævnes skal dog på stribe samfundet, sproget, tallene, skriften, bogtrykkerkunsten, videnskaben, hjulet, dampmaskinen, elektriciteten, den elektroniske databehandling, internettet, musikinstrumenter, orkestre, rockband, stumfilm, talefilm, farvefilm, tv, video osv. Fænomener vi alle bruger og værdsætter i det moderne samfund og som er med til at give kulturen en rigdom på nuancer og forskellighed. Også filosofisk og erkendelsesteoretisk dukker der nye fænomener op der gør en forskel, bl.a. dybdepsykologien, kvantemekanikken og komplementaritetssynspunktet.

Udviklingssynspunktet betyder, at den grænseoverskridende vilje - transcendensen - må accepteres som en væsentlig og uomgængelig historisk drivkraft, og at nydannelsesfænomenet - emergensen - må accepteres som et væsentlig og uundgåeligt resultat i historien. Det er ikke muligt for et menneske, en familie, en klan, en stamme, eller en nation at blive stående på et én gang nået stadium. Der vil altid være en fremdrift eller et fremskridt, der bevæger sig mod noget nyt. Eksistensen er på denne måde at opfatte som en vedvarende tilblivelse lige indtil stagnation, forfald, sygdom, senilitet eller død forhindrer den. Det er altså ikke nok at være indstillet på at gribe nuet - selvom dette isoleret set er sundt og fornuftigt for at kunne få det optimale ud af hver situation. Men nuet kan kun fastholdes en tid. Individet og nationen må også være villige til at skabe fremtiden

Ingen kan vide, hvad historien ender med. Det historiske forløb har ingen indbygget mening, men alene den mening de levende mennesker kan lægge i det, først og fremmest ved at være sig bevidste om såvel den historiske fortid som det historiske ansvar.



Henvisninger:     
Til toppen

Foregående afsnit af værdimanifestet:

Forord
Indledning  (9.7.04.)
Naturen som fundamental værdi  (15.7.04.)
Samfundet som fundamental værdi  (2.8.04.)
Individet  (8.8.04.)
Erkendelsen  (13.8.04.)
Etikken  (20.8.04.)
Politikken  (27.8.04)

Efterfølgende afsnit:

Kunsten og musikken   (10.9.04.)
Religionen og sekulariseringen   (17.9.04.)
Psykologiens dybdeindsigt  (22.9.04.)
Afslutning og efterskrift  (22.9.04.)



Se iøvrigt artiklerne under Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  Tip en ven   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal