Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - vaerdier17

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.8.04.


Etikken

Værdimanifestets 6. afsnit

Indledning
Sex og kærlighed
Moralisme
De gamle moralske bud
Moderniseret udgave af De Ti Bud
Hovedkilder til samvittigheden
Jeget og Selvet
Konsistenskravet
Hav mod til at holde af
Vær ikke grådig eller viljesyg
Hav barmhjertighed
Hadets forbandelse
Lyv ikke for dig selv
Spiritualitetens funktion
Henvisninger



Indledning     
Til toppen   Næste

Al moral og etik kommer af den menneskelige ansvarlighed, der igen er en elementær biologisk kendsgerning. Ansvarligheden består i at mennesket føler sig forpligtet til at stå til regnskab over for andre mennesker eller instanser for sine handlinger, for så vidt de berører disse mennesker eller kan få konsekvenser for samfundet, miljøet eller endog den historiske udvikling.

På den ene side har det enkelte menneske stor frihed til at handle som han eller hun vil, dvs vælge mellem forskellige handlemuligheder, og valget er ofte helt neutralt i forhold til andre instanser, fx når det drejer sig om banale daglige ting som valg af påklædning eller tidsfordriv. Men hvor valget får konsekvenser for andre, må friheden ganske naturligt begrænses af hensynet til disse andre. Har man påtaget sig et job, er det ikke ligegyldigt om man møder til tiden og udfører det aftalte arbejde eller ej. Er man gift og har forsørgerpligt over for børn, er det ikke ligegyldigt om man passer sit arbejde og skaffer sig en passende indkomst eller om man forsumper i alkohol, narko eller spil.

Friheden er altid en frihed under ansvar, og følger således det kategoriske imperativ: "Du skal handle således, at den maksime under hvilken du handler skal kunne være en almen lov." Eller med jævnere ord: "Du skal handle mod andre som du gerne vil, at de skal handle mod dig selv."

Hvor og når friheden udfolder sig uden ansvarsfølelse, må myndighederne og statsmagten gribe ind. I alle civiliserede samfund er det anerkendt, at det kan være nødvendigt at isolere lovovertrædere eller psykisk syge mennesker der er til fare for andre. Om straf egentlig hjælper til at ændre folks uønskede adfærd er et åbent spørgsmål, men det krænker under alle omstændigheder den almindelige retsfølelse, hvis der ikke skrides ind med alvorlige sanktioner over for lovovertrædere.

Der synes for tiden at være en stigning i grove forbrydelser der dels skyldes bander af forskellig, mere eller mindre professionel karakter, dels skyldes tilfælde af galskab eller skizofreni. Tolerancen over for disse typer bliver efterhånden mindre og mindre.

Det ligger i selve begreberne etik, ansvar og civilt samfund, at der er grænser for hvor meget outsiderne kan afvige fra det normale, før hele grundlaget for mangfoldigheden og friheden skrider. Modsætningen mellem pædagoger og omsorgsmedarbejdere der ønsker størst mulig hensyntagen til afvigere, og almindelige mennesker der ønsker størst mulig beskyttelse mod dem, synes i dag at have nået en grænse, hvor politikerne ikke længere kan lukke øjnene for problemernes omfang og art.

I civiliserede samfund er det ikke tilladt at tage sig selv til rette, at begå det man kalder 'selvtægt'. Borgerne skal lade myndigheder og domstole behandle og afgøre alle tvistigheder og uoverenstemmelser mellem folk, og mellem borgerne og myndighederne. Hvis selvtægt var tilladt, ville samfundet glide tilbage til det primitive samfunds junglelov, hvor den stærkeste altid får ret. Selvtægt er derfor strafbart i civiliserede samfund, men normen kræver til gengæld, at det offentlige påtager sig opgaven at skride hurtigt og effektivt ind over for folk der begår forbrydelser.

En forudsætning for at mindske tendensen til at tage sig selv til rette er dog også, at så mange som muligt af et lands borgere forstår selve de psykologiske mekanismer der ligger bag hævnfølelse, rethaveriskhed og selvtægt og får opbygget erfaring i, hvordan man undgår at lade sig styre af umiddelbare lyster og impulser. Dette forudsætter god føling med hvordan de psykiske grundprocesser virker i én selv, jf. indledningskapitlet.

I de senere år er ikke mindst selvtægt som følge af en overudviklet æresfølelse kommet i fokus. Især indvandrerfamilier der føler deres ære dybt krænket ved en søns eller datters frigjorte adfærd i forhold til det andet køn kan være fristet til selvtægt og såkaldt æresdrab, fordi deres ære er bygget op på yderst primitiv vis omkring absolutte normer. Det samme er i vid udstrækning tilfældet i rockermiljøet, der da også er karakteriseret ved interne opgør der tit fører til mord.



Sex og kærlighed     
Til toppen   Næste

Til forskel fra de alment accepterede hovedregler for god og tilladt adfærd findes der blandt folk en række snævrere regler for hvad de hver især anser for korrekt eller sømmelig adfærd, herunder ikke mindst regler for opførsel på offentlige steder eller for seksuel adfærd.

Snæversynetheden giver sig her ofte udslag i billig forargelse over eller direkte fordømmelse af andre. Specielt den totale ændring i nyere tid af seksualmoralen blandt unge i de vestlige lande har medført megen forargelse blandt såvel ældre og snævertsynede mennesker som blandt indvandrerfamilier med helt anden etnisk baggrund og andre kulturelle normer.

Sekulariseringen i de vestlige lande har medført seksualitetens næsten totale løsrivelse fra forplantningen. Sex dyrkes kun undtagelsesvis med det formål at få børn. Den dyrkes derimod flittigt for at tilfredsstille den seksuelle lyst.

Mangfoldigheden af lyst er umådeligt stor, variationer i seksualiteten såvel som i den seksuelle orientering ligeså. Megen seksuel udfoldelse tjener heller ikke kærlighedens, men kun lystens snævre formål, men principielt bør den ikke anses for umoralsk, medmindre den direkte ydmyger og krænker den ene af parterne, således som det fx sker ved al slags voldtægt og pædofili. Her er altid tale om tvangspræget seksuel lyst.

Voldtægt og pædofili synes i de senere år at have fået et ganske skræmmende omfang, vel allermest overraskende i den voldsomme stigning i tilfælde af pædofili. Dette tyder ikke alene på en manglende respekt over for børns og kvinders ukrænkelige integritet, men også på en kolossal mangel på indsigt i egen aggressivitet. Begge dele understreger behovet for langt bedre og langt mere dybtgående indsigt i psykologi hos folk i almindelighed.

Om seksualiteten gælder iøvrigt, at dens forhold til kærligheden er meget tvetydigt. Den indebærer ikke nødvendigvis ømhed eller kærlighed, men fører ofte til kærlige forbindelser. Den vil imidlertid aldrig komme totalt fri af sit aggressive element eller sit magtaspekt, og vil derfor altid kræve parternes opmærksomhed omkring magtspillet, jf. artiklen om Det aggressive menneske.

Den seksualitet der er forbundet med kærligheden er anderledes end den der kun er forbundet med aggressivitet og vold. Den er først og fremmest karakteriseret ved, at seksuallivet - alt andet lige - vil øge såvel den gensidige ømhed og kærlighed som den gensidige respekt. Den vil derfor normalt føre til ønsket fra begge parter om pardannelse, børn og trofasthed. Og den vil normalt føre til følelsen af gensidig forpligtelse over for hinanden på alle livets områder.

Den står her i kontrast ikke blot til den aggressive, mere eller mindre tvangsprægede seksualitet, der kun stiler efter lysten og udløsningen eller i værste fald voldtægten, men også til den spontane forelskelse. Denne søger og falder primært for det spejlbillede parterne gensidigt identificerer sig med eller forguder, men som sjældent eller aldrig afslører det sande billede af parterne. Følgen er i mange tilfælde at parterne siden, ofte efter bryllup og nogle års samliv, opdager, at de tog fejl af hinanden og vil ud af forholdet.

Fejlen ligger ofte i, at parterne i deres forelskelse opfattede sig som ét væsen og længst muligt prøvede at opretholde troen på den store forening, den store kærlighed eller den eneste ene - i stedet for at fastholde den nøgterne og holdbare indstilling, at de vedblivende er to forskellige mennesker med hver sine egenskaber og muligheder. De drømte med andre ord om på romantisk vis at gå op i en højere enhed, i stedet for at erkende sig som værende et 'jeg' over for et 'du' der vel at mærke er anderledes. Ægte kærlighed fremmer denne erkendelse.

De mange brudte par og skilsmisser i vore dage er ikke så meget udtryk for manglende evne eller vilje til at leve op til snævre moralske normer, der hører en anden tid til, som de er udtryk for manglende indsigt i elementære psykiske mekanismer og kravet om konsistens. Blandt andet mangler den helt elementære forståelse af forskellen mellem de psykiske primær- og sekundærprocesser og dermed forståelsen for, at nøgternheden der skal bære det varige parforhold, familiedannelse og omsorg for børn er omvendt proportional med den forelskelse som er intensiv og gør blind. Det er forelskelse og aldrig kærlighed der gør blind.



Moralisme     
Til toppen   Næste

Moralen bliver ofte perverteret til moralisme, og kan udfolde sig hæmningsløst selv i politik. Man vil undertiden end ikke være i stue med dem der er anderledes eller mener noget andet end én selv. Det kan give sig helt latterlige udslag selv på folketingsplan. Men det hævner sig jo tit, når moralismen før eller siden afslører sig som hul eller hyklet moral.

Al moralisme afspejler samvittigheder der er snævert opbygget omkring autoritære normer, dvs samvittigheder der er dannet allerede i fem-års-alderen ud fra forældrenes eller andre opdrageres faste normer. En samvittighed af denne art er den dummeste del af et menneskes personlighed - og kan kun blødes op og udvikles til noget klogere gennem selvbesindelse og øget forståelse og respekt for andre synspunkter, normer og værdier end dem man selv er vokset op med. Dette kaldes 'relativisering' - og indebærer betydelig psykologisk indsigt og selvransagelse. Men denne relativisering er en afgørende og nødvendig værdi for moderne mennesker.



De gamle moralske bud     
Til toppen   Næste

Som rettesnor for al moral har i århundreder stået De Ti Bud (Dekalogen) som er overtaget fra det gamle testamente og dermed jødedommen. De er generation efter generation indtil vore dage blevet doceret og indterpet i både kirke og skole som indiskutable, absolutte regler, skønt de for en historisk betragtning stammer fra et efter vore forhold primitivt nomadesamfund af decideret patriarkalsk opbygning.

Enkelte af disse bud må betragtes som alment accepterede grundregler for ethvert civiliseret samfund. Det gælder forbudet mod at dræbe og stjæle. Men andre har enten mistet deres relevans og betydning i den udformning de har haft, eller helt mistet deres mening i en moderne verden. Det gælder fx forbudet mod at hore eller kravet om at man skal ære sin far og sin mor.

Men det er slet ikke umuligt eller formålsløst at prøve at give dem en moderne udformning der passer bedre til vor tid uden at forråde deres oprindelige idé. De skal derfor foreslås udformet på nedennævnte måde med uddybende forklaring, idet den gamle rækkefølge stort set bibeholdes. Formålet er ikke at give nye absolutte målestokke for moralsk adfærd, men at opdatere nogle grundsynspunkter som vil kunne tjene til eftertanke i forbindelse med tilegnelsen af konsistens-etikken.



Moderniseret udgave af De Ti Bud:      
Til toppen   Næste

1 Du må ikke misbruge Guds navn.
Det betyder for det første, at du ikke må overtræde bud nr. 2 ved at gøre nogen eller noget til gud, for dette vil betyde at dyrke afguder. Men det vil for det andet betyde, at du ikke på nogensomhelst måde må bruge Guds navn til at fremme dine egne, din families, dit lands, din kulturs, din religions interesser ved at postulere at disse interesser er identiske med Guds interesser. Du må altså ikke gøre din Gud (Jahve, Kristus, Allah eller nogensomhelst anden) til en absolut sand Gud, eller din religion (jødedom, kristendom, islam eller anden) eller kultur (den vestlige, orientalske eller anden) til en absolut sand religion eller kultur, eller din nation (Danmark, Israel, Saudiarabien eller anden) til en absolut sand og retfærdig nation. Det er i orden, at du betragter din Gud som den for dig, din religion og din nation eneste sande, at du betragter dit folk eller din nation som Guds udvalgte folk, men altså ikke at du fortolker dette som absolutte sandheder.

2 Du må ikke gøre ideer, principper, systemer, personer eller nationer til guder.
Følger stort set af punkt 1, men understreger, at heller ikke ateistiske, politiske eller andre ideer, principper og systemer, som man normalt opfatter som ikke-religiøse, må gøres til afguder og betragtes som absolutte. Dette gælder også det rationelle og det irrationelle, det bestående, traditionen, vanerne og immanensen såvel som fremskridtet eller transcendensen. Og det gælder selvsagt materialismen og idealismen, såvel som socialismen og liberalismen.

3 Du må ikke forsømme at være stille og at holde hviledage.
Det betyder, at du regelmæssigt skal gå ind i stilheden, inaktiviteten og afbrydelsen af det for vor kultur sædvanlige bombardement af lyd og billeder, ligesom du regelmæssigt skal holde fridage og ferier, hvor du rekreerer dig og kommer til dig selv ved at foretage dig andet end du plejer og ved at gå ind i den nævnte stilhed. Formålet er ikke blot rekreation, men også at pleje den nødvendige kontakt med 'selvet' eller totalpsyken.

4 Du må ikke ringeagte dine forældre eller lærere i den nødvendige frigørelse fra dem.
Det betyder ikke at du skal affinde dig med deres fejl og forsømmelser, endsige i gammeldags forstand ære dem som ufejlbarlige autoriteter, men at du uanset deres fejl og fejltrin skal agte dem for deres indsats som opdragere og lærere i den antagelse at de som hovedregel har handlet i bedste mening.

5 Du må ikke begå drab, hverken for magtens, ærens, hævnens eller lystens skyld.
Det betyder at du under ingen omstændigheder må dræbe et andet menneske for din egen skyld, men overlade eventuelt opgør med andre mennesker til rette myndighed. Forbudet betyder derimod ikke, at du på forhånd er principielt og totalt afskåret fra at deltage i dit lands krige, selvom krigshandlingerne måtte medføre drab af andre mennesker. For dit lands interesser går over dine egne - og samfundet har ikke samme totale forbud mod at begå drab som individet. Samfundet er i sin ret til at forsvare sig mod såvel ydre som indre fjender. Det har derfor også principielt ret til at afsige og eksekvere dødsdomme.

6 Du må ikke krænke eller ydmyge andre seksuelt eller på anden måde.
Det betyder at du hverken fysisk eller psykisk må foretage handlinger over for et andet menneske som dette føler krænkende og ydmygende. I modsætning til det gamle forbud mod at bedrive hor, betyder dette nye bud ikke et generelt forbud mod at have sex med et andet menneske før eller uden for ægteskabet, hvis dette blot ikke krænker eller ydmyger andre, men at sex aldrig er en menneskelig udfoldelse der kan totalt løsrives fra moralske hensyn til andre, herunder kærlighedens forudsætning om gensidig respekt og respekt for børns og unges uskyld.

7 Du må ikke stjæle eller begære andres ejendom.
Det betyder at du skal respektere den almindelige ejendomsret som basis for samfundslivet såvel som for det enkelte menneskes krav om respekt for det han eller hun har bygget op og identificerer sig med.

8 Du må ikke hade dig selv eller andre.
Det betyder, at du altid skal opfatte et opdukkende had som dit eget psykiske problem, som skal løses ad terapeutisk eller religiøs vej, men aldrig ved at påføre andre mennesker noget ondt. Hadet kan have sine forståelige og naturlige årsager, og selve den opdukkende følelse af had er ikke i sig selv ond, men skal tages alvorligt. Den må ikke fortrænges, men skal bevidstgøres og afledes eller omformes. Hadet berettiger aldrig til hævn eller vold mod andre, for hadet vil vedblive at være en psykisk barriere for modtagelsen af kærlighed, indtil det bliver opløst.

9 Du må ikke lyve over for dig selv eller andre.
Det betyder, at du skal acceptere sandheden som det eneste rette grundlag for forståelse og kommunikation med såvel andre som med dig selv. Over for andre gives der undtagelser i form af såkaldt 'hvide løgne' der betyder at man i særlige situationer som alvorlig sygdom af hensyn til det andet menneske undlader at fremføre en sandhed som må skønnes at gøre vedkommende ondt fx ved at fratage det et håb, som måske objektivt ikke eksisterer, men subjektivt kan være af betydning for vedkommende. Over for dig selv er det derimod vigtigt altid at prøve at se sandheden i øjnene, ligegyldigt om det gælder alvorlig sygdom, tab og nederlag, fortrængning af svigt og fejl eller illusioner og selvbedrag. At lyve for sig selv vil altid umuliggøre etisk konsistens.

10 Du må ikke tage dig selv til rette.
Det betyder som tidligere nævnt, at du skal overlade det til rette myndighed at behandle og bedømme tvistigheder med andre, såvel som eventuelle uretfærdigheder eller forbrydelser der er begået imod dig.



Hovedkilder til samvittigheden      
Til toppen   Næste

Formålet med sådanne moralske bud kan som sagt tjene tilegnelse af konsistens-etikken, men denne forudsætter på sin side også tilstrækkelig indsigt i selve samvittighedens dannelse og funktion.

Dybdepsykologisk set er der reelt fire hovedkilder til den menneskelige samvittighed. De er væsensforskellige og langt fra lige gode.

Den første hovedkilde er forældrenes holdninger, der indbygges i børnene og bliver en del af disses psyke. Det sker på den måde, at billigelse eller misbilligelse fra forældrenes side medfører automatisk lyst eller ulyst hos barnet på ganske samme måde som smagen af søde sager giver automatisk lyst til at spise søde sager så snart de kommer inden for rækkevidde, mens fx det at brænde sig på en ting, kan give automatisk frygt for den pågældende ting. Barnet sætter derfor efterhånden signallyst på de ting det erfarer at forældrene billiger, og signalulyst på de ting disse misbilliger. Fra da af bliver tingene i sig selv henholdsvis tiltrækkende og frastødende.

Samvittighed af denne meget primitive art (det freudianske 'overjeg') er overvejende udslag af autoritær opdragelse og genfindes derfor som det mest almindelige i alle miljøer af patriarkalsk eller fundamentalistisk tilsnit som det fx ses i indremissionske eller muslimske miljøer. Samvittigheden bliver en refleksagtig mekanisme, der slet ikke muliggør modne skøn og nuancerede tilpasninger.



Den anden hovedkilde er barnets identificering en bloc med den ene af forældrene, nemlig den det føler at have tabt til i den voldsomme konfliktsituation i 3-7 års alderen, hvor kærlighed og had bringes i en utålelig forbindelse med hinanden på grund af jalousi. Frygten for gengæld får barnet til at tæmme sit voldsomme had mod rivalen - den af forældrene der har samme køn som det selv. Hadet fortrænges for en dels vedkommende indad mod barnet selv, det 'internaliseres'. Og alt dette føles som et nederlag for barnet og fører til, at det massivt gør sig ét med den af forældrene det har tabt til.

En sådan internalisering af hadet er ødelæggende for en moden opfattelse af moral.



Den tredje hovedkilde ligger i, at barnet vender sin barbariske aggressivitet mod sig selv. Jalousien og alle andre frustrationer barnet har været udsat for samler sig til en åndelig kraft af frygteligste art, det såkaldte Ødipuskompleks. Da ordet næsten er gået ind i sproget som en term alle rask væk strør om sig med, er der grund til at påpege, at komplekset ikke fattes i sin virkelige natur, hvis det bare opfattes som en teoretisk størrelse, men kun hvis det er blevet personligt erfaret som psykisk kraft i én selv. Og det skal tilføjes at barbarisk aggressivitet af den nævnte art ikke blot forekommer hos børn der har været udsat for traumatiske frustrationer, men er normal og nøje knyttet sammen med umuligheden af eller stor vanskelighed med at nære ambivalente følelser over for én og samme person.

Når barnet bliver et par år gammelt bliver det bevidst om, at det har to forældre. Men da det er uudholdeligt for det at elske og hade den samme person, skønt der i almindelighed er gode og naturlige grunde til det, eftersom ingen forældre er fuldkomne, så søger det at slippe ud af denne ambivalens ved det ubevidste trick at rette kærligheden mod den ene og hadet mod den anden. Det projicerer sine egne følelser og impulser ud på forældrene og bilder sig ind, at det ikke er det selv, men den ene af forældrene der har de utilladelige impulser. Drenge projicerer til deres far, piger til deres mor, og skaber således billeder af dem der er fjernt fra virkeligheden.

Det er vel at mærke ikke små tilforladelige følelser det hele drejer sig om, men virkeligt barske. Hos et dansk gennemsnitsbarn drejer det sig om grove og barbariske ting. Det er så voldsomme følelser, at et normalt voksent menneske i vor kultur ikke er i stand til at se dem i øjnene, for det drejer sig om en total grusom hensynsløshed, som man normalt kun tillægger onde mennesker. Barnet kan slet ikke udholde at leve med sådanne følelser.

Disse følelser er ikke destomindre så fundamentale og afgørende for ethvert menneskes udvikling, at det blandt psykoanalytikere anses for en alvorlig fejl i psykoterapien at bagatellisere dem. Ødipuskomplekset er nemlig det dybeste lag overhovedet som man støder på og må have udredet i psykoterapien.

En umiddelbar følge af de aggressive følelser er derfor dannelsen af det primitive retfærdighedsbegreb, gengældelsens lov eller 'lex talionis'. Og denne lov viser sig netop i samvittigheden som en klar opfattelse af, at man har fortjent just de ting skal ske imod én, som man selv har ønsket over for andre.

Resultatet blive med andre ord, at barnets barbariske aggressivitet bliver vendt mod det selv og kommer til at udgøre en væsentlig og skæbnesvanger del af dets samvittighed.



Selvom der her er tale om følelsesmasser der overvejende er ubevidste, er deres virkning bastant nok, og det drejer sig vel at mærke overvejende om nogle ganske skadelige processer, der fører til psykisk invalidering, hvis de tager overhånd. De har tilmed en tilbøjelighed til at forværre sig selv gennem en ond cirkel.

Barnet går glip af den livsnødvendige kærlighed til sig selv og øger dermed sit selvhad, for der opstår altid had, når barnet føler sig snydt for kærlighed. Og det allerværste er, at barnet for at holde hadet borte fra bevidstheden ubevidst også holder kærligheden borte, eftersom det var kærlighedsfølelsen der gav anledning til hadet. Der sker dermed en større eller mindre nedsættelse af evnen til at føle kærlighed, ja, en afstumpning af den almindelige livsfølelse og en generel uvirkelighedsfornemmelse, altså en fremmedgørelse.

For at lette sindet for noget af det had barnet på denne måde har fået indbygget i sin samvittighed, fører det hadet over på andre mennesker, og vi får den absolutte moralske fordømmelse og indignation, som præger mange voksne mennesker der slet ikke er klar over disse mekanismer, især mange af fundamentalistisk tilsnit. I værste fald fører den til terrorisme.



Den fjerde og sidste hovedkilde til samvittighedens dannelse adskiller sig fra de tre første ved ikke at være af skadelig art, men tværtimod helt fundamental for den etiske konsistens. Den består i egoets følelse af forpligtelse over for noget uden for det selv, vel at mærke ikke noget uden for dets ydre selv, men uden for dets indre selv. Ikke alle menneskets indre mentale processer kan altså uden videre betragtes som hørende til dets eget ego. Der er tværtimod en indre grænse mellem menneskets egen psyke og mentale eller psykiske kræfter uden for dets ego.

I første omgang er det altid moralsk gavnligt, hvis det vilje-kontrollerende ego (inkl. dets udspecialiserede del som kaldes superegoet eller overjeget) står for styret af et menneskes handlinger og gennemfører sine beslutninger, medens det er moralsk skadeligt, hvis en eller anden øjeblikkelig følelse eller indskydelse tager magten fra én og får én til at handle mod, hvad klogskab eller overbevisning tilsiger én. Det gælder også, selvom det er varme eller kærlige følelser der tager magten fra ens dømmekraft. Men vel at mærke kun, hvis jeget er forpligtet over for noget større end det selv.

Der er altså her tale om en sund dømmekraft der er hævet over affekter og lavere impulser. Og med denne instans bliver der følgelig en sund samvittighed at appellere til. Men pointen er, at jeget ikke er frit stillet med hensyn til, hvordan det vil reagere. Hvis det nemlig skal handle moralsk, er det ikke tilstrækkeligt, at det sørger for at få sin vilje; det må også optræde således, at det ikke i det lange løb svækker sig selv og til slut bliver så magtesløst, at det bukker under for følelsernes pres.

Jeget har således en ganske bestemt moralsk opgave: det skal stå for det praktiske styre, men som en loyal tjener for det følelsesliv der i det lange løb kan opretholde selvagtelsen, selvfølelsen eller selvkærligheden. Og dette følelsesliv er noget uden for egoets grænse. Blot ligger det ikke i en instans uden for det enkelte menneske, hos en jordisk eller overjordisk autoritet. Det ligger derimod i id'et eller det'et som det hedder på dansk, dvs i personlighedens driftsmæssige sider der ligger uden for viljens kontrol.

Synspunktet kan måske umiddelbart lyde som et forsøg på at gøre det dyriske i mennesket til den højeste moral. Men denne udlægning beror på en desværre meget udbredt, men ikke destomindre fejlagtig nedvurdering af det driftsmæssige som noget lavt som det altid må gælde om at få kontrol over via socialisering og kultivering. En dybere forståelse af driftsaggressiviteten viser da også noget helt andet, nemlig at det driftsmæssige spænder fra det mest dyriske og barbariske til det mest ophøjede og åndelige. Det mørke, voldsomme og barbariske kommer klart frem i Ødipuskomplekset. Det lyse, ophøjede og spirituelle kommer frem i 'Selvet' eller totalpsyken.

Reelt er hovedsynspunktet derfor det stikmodsatte, nemlig et seriøst forsøg på at godtgøre, at etikken dybest set ligger indbygget i vores natur, og ikke behøver en ydre autoritet, men tværtimod har en bindende forpligtelse over for den allerstærkeste kraft i det biologiske grundlag.



Jeget og Selvet     
Til toppen   Næste

Sondringen mellem jeget og selvet er vigtig for forståelsen af etikkens grundlag.

Jegfølelsen hænger sammen med kropsoplevelsen, med ens navn og miljø og med hele den identitet der er knyttet til ens opdragelse, uddannelse, erhvervsvalg og -karriere samt bolig og familiestiftelse m.v. Den hænger endvidere sammen med de meninger og anskuelser man har - moralsk, politisk, filosofisk og religiøst. Jeget er således centrum for ens daglige tanker, følelser og handlinger.

Jegets rumlige horisont ligger tæt omkring kroppen og sanserne. Tidshorisonten er den normale levealder, dvs. omkring 70-85 år. Jegets relationer er begrænset til familien, kollegerne og vennerne - i visse situationer udvidet til 'stammen' eller nationen. Jeget adskiller sig fra andre jeger og vil hævde sin forskellighed, sin suverænitet og sin ejendommelighed over for omgivelserne. Jeget er endvidere fokuspunktet for opmærksomheden. Det har en klar mental eller intellektuel funktion.

Selvet er det samme som totalpsyken. For selvet er jeget et relativt organ, en del af helheden. For selvet er jeget derfor ikke længere personlighedens centrum eller identitetens udtryk.

Selvets horisont er videre end jegets: Den er hele kloden og hele menneskeheden. Tidsperspektivet er ikke 70-85 år, men omkring 3000 år. Og selvets grundmotiver er udvikling af kærlighed og bevidsthed; bevidsthed her ikke forstået som mental eller intellektuel funktion, men snarere som noget højere eller mere omfattende i retning af overordnet indsigt eller visdom.

Selvet eller totalpsyken kommer man ikke i kontakt med via tænkning eller intellektuel analyse, men derimod gennem sådanne fænomener som drømme, bøn og meditation, herunder sådanne former for meditation som de fleste kender fra barneårene, nemlig dette 'at falde i staver' eller sidde i sine egne tanker uden at tænke på noget bestemt.

Skal man mere systematisk arbejde på at opnå kontakt med selvet - og dermed 'relativere jeget' eller forrykke sin indre identitet - så må det ske ved mere dybtgående og målrettet meditation.



En meget simpel forskel mellem jeget og selvet er, at mens jeget lever og gror af den kærlighed det får fra andre, så lever og gror selvet af den kærlighed det giver til andre. Kun jeget kan være egoistisk, egocentrisk eller selvisk. Selvet kan ikke være egoistisk eller selvisk. Men ordene driller, som det ses.

En anden væsentlig forskel er, at jeget hele tiden prøver at hævde sin identitet ved at pointere sin forskellighed til andre. Jeget tager afstand fra andre, polemiserer imod andre og hævder sin ret over for andre. Det gør selvet derimod ikke.

En tredie væsentlig forskel mellem jeget og selvet er, at det er jeget, der dør, og jeget, der kan erfare eller blive bevidst om sin død og derfor jeget, der kan nære angst for døden og sin egen opløsning. Selvet derimod har en sådan åben grænse udadtil - tidsmæssigt, rumligt og relationsmæssigt - at det hverken vil frygte eller erfare sin død.



Konsistens-kravet     
Til toppen   Næste

Etikkens dybeste fundament er det indre krav om psykisk konsistens i det enkelte menneske. Det betyder, at hver enkelt individ har som bunden opgave at sørge for overvægt af det gode i sit liv for at undgå sygdom, depression, fortvivlelse eller simpelthen forfald. Mennesket bliver ganske enkelt aldrig konsistent hvis det modarbejder sine egne behov for varme, kærlighed og intensitet i tilværelsen. Det bliver uden indre sammenhæng og derfor sårbart over for alle trusler.

Den sundeste etik er følgelig hverken forbudsetik, pligtetik, konsekvensetik eller måletik. Forbuds- og pligtetikken bygger tværtimod overvejende på den autoritære samvittighed og kræver hele tiden en autoritet til at stille de moralske krav og kontrollere deres opfyldelse. Konsekvens-etikken bygger på den selvfølgelige logik, at enhver handling har og bør have sine moralske konsekvenser på nøjagtigt samme måde som den har sine fysiske konsekvenser. Man kan ikke tage stoffer og springe ud fra Rundetårn i den tro at man kan flyve - uden at risikere at slå sig selv ihjel. Og man bør ikke kunne stjæle en bil uden at komme i spjældet. Simpelt og rimeligt nok, men stadig en etik der kræver ydre kontrol eller blot følger fysikkens love. Og måletikken der ser på det langsigtede og overordnede perspektiv har nok sine tiltalende sider i forhold til pligtetikken, fordi den er fremadvendt, men den er ikke bindende, eftersom det til enhver tid kan diskuteres, hvad målet bør være, fx om målet er alles lykke, alles materielle velfærd eller alles højeste livskvalitet.



Det afgørende ved konsistens-etikken er udgangspunktet, at ethvert menneske allerede ifølge sin biologi nærer det dybest tænkelige ønske om at verden forbliver et trygt sted med mulighed for tilfredsstillelse af varme og kærlige følelser.

Dette er kernen i al menneskelig moral, og derfor har den nogle klare grundregler.



Hav mod til at holde af     
Til toppen   Næste

Det er nødvendigt med mod til at tage livet som det er med dets tilfældigheder og vilkårligheder. Det er også nødvendigt at have mod til at holde af, selvom det medfører risiko for alvorlige tab ved skæbnens ugunst. Livet kan ikke forudberegnes. Selv det bedst planlagte liv vil kunne rammes af tilfældigheder, vilkårligheder og uretfærdigheder. Der er absolut ingen garanti for at gode gerninger fører til retfærdiggørelse, salighed eller blot succes. Og livet kan slet ikke leves uden kærlighed og hengivelse til dem man holder af. Men selv den største kærlighed og hengivelse kan rammes af uretfærdigheder og uforståelige tilskikkelser i form af tab af dem man har knyttet sin kærlighed til, fx børn eller ægtefæller.

Tabene kan være så alvorlige, at man rammes af depression eller fristes til opgivelse, forfald eller endog selvmord. Men skal et menneske bevare sin konsistens, er det nødt til at leve op til den indre forpligtelse til at leve trods alt - og fortsat vove at knytte kærlighed til andre. Den polske filminstruktør Kieslowski har givet en fascinerende skildring af denne problematik i filmen Blå.



Vær ikke grådig eller viljesyg     
Til toppen   Næste

Det er umoralsk at være 'grådig' eller 'rasende', det vil mere præcist sige at rette sin medfødte drifts- aggressivitet mod andre mennesker på en sådan måde at man vil tvinge dem til at give én ret eller elske én, fordi man vil have ret og kærlighed. En sådan grådighed ødelægger simpelthen den enkeltes muligheder for at modtage kærlighed og virker altså stik mod hensigten. Det er nemlig slet ikke muligt at tvinge nogen til at elske sig.

Midlet mod en sådan uhensigtsmæssig grådighed hedder 'psykisk askese' og består i at neddæmpe, omforme eller styre sit engagement, så det bliver foreneligt med udholdenhed og tålmodighed, men uforeneligt med al tendens til magt og al besættelse efter at få sin vilje. Denne omformning sker i og med en relativering af jeget. Man lærer, at man ikke kan tvinge nogen til at elske sig, men også at tabet af kærlighed er uundgåeligt i en verden, hvor ingen, når det kommer til stykket, er herre over tilværelsen. Man går med relativeringen ind i det der er blevet kaldt "tragediens område, hvor det at have ret hører op".



Hav barmhjertighed     
Til toppen   Næste

Væsentligt for menneskets muligheder for at sætte sig ud over den rigoristiske retfærdighedstrang og gengældelsens lov er forståelse for begrebet barmhjertighed indebærer. Begrebet står i et komplementært forhold til begrebet retfærdighed på den måde at de er logisk uforenelige.

Det er en ganske normal psykisk reaktion at forvente og forlange retfærdighed i livets forhold, men det er udtryk for en primitiv tankegang ikke at kunne sætte sig ud over forventningen og kravet, når kendsgerningen er, at der ikke eksisterer en højere retfærdighed der kan sikre at regnskabet for den enkelte nogensinde går op. Livet er fuldt af tilfældigheder. Sygdom, død, ulykker, nederlag, fejl, overgreb, misforståelser, forsømmelser og mange andre forhold rammer i flæng - og kan kun sjældent opvejes fuldtud gennem erstatninger, kompensationer, indrømmelser og undskyldninger. Og det forholder sig vel at mærke aldrig sådan, at det er de onde og slette mennesker der rammes af ulykkerne, mens de gode og moralsk pæne og korrekte går fri.

Den enkelte der rammes vil da blive stillet over for et moralsk valg mellem at slå en streg over uretfærdigheden for at komme videre eller hænge sig i den, slås for sin ret og forfølge sin modpart med alle midler længst muligt. Set fra konsistens-etikkens synspunkt er det kun den første udvej der er konstruktiv. Det bedste for de fremtidige muligheder for at kunne modtage og give kærlighed og for at kunne bevare den indre sammenhæng, vil altid være, at man lader nåde gå for ret - og således tager skridtet ind i 'tragediens område'.

Tilgivelsen hører naturligt hjemme her, idet den netop består i at slå en streg over den andens svigt eller fornærmelse for at den ikke skal undergrave konsistensen og blokere for modtagelse af kærlighed. Den er også den bedste forebyggelse af had.



Hadets forbandelse     
Til toppen   Næste

Intet andet er som had i stand til at spærre alle veje til kærlighed. Derfor er et systematisk opgør med eget had altid eneste vej ud af destruktiviteten. Både når det gælder privatliv og når det gælder politik.

I privatlivet kan der være mange i og for sig forståelige grunde til had, hvis man udsættes for uretfærdighed, ydmygelse eller blot mangel på forståelse og kærlighed. Men grundene berettiger ikke til opretholdelse af hadet, for sålænge hadet vedbliver, vedbliver også uimodtageligheden for kærligheden og dermed umuligheden af at vende en destruktiv udvikling.

Politisk had er den allerstørste forhindring for fred og fordragelighed i verden. Det næres også af uretfærdigheder, ydmygelser og mangel på forståelse, men fører altid væk fra en konstruktiv løsning af problemerne. Had retfærdiggøres aldrig af nogen form for undertrykkelse eller fattigdom. Had retfærdiggøres frem for alt aldrig af overordnede politiske, ideologiske eller religiøse formål. Intet er så skadeligt for menneskets muligheder for at opbygge en tryg og varm verden som det had der forbindes med absolutisme og falsk tro på martyrium.

Bæredygtig og stabil demokratisk kultur er fuldstændigt uforenelig med såvel fundamentalistisk kamp for den 'rene' stat, Gudsstaten eller teokratiet, som fanatisk had til andre mennesker, andre kulturer, andre religioner og andre nationer. Hverken i Irak, i Eksjugoslavien, i Palæstina, i Afghanistan, i Tjetjenien, i Nordirland eller i Baskerlandet kommer man videre, hvis ikke man ser de psykologiske kendsgerninger i øjnene, at had er destruktivt i sit væsen og udelukker konstruktiv opbygning af et land til sandt demokrati.



Lyv ikke for dig selv     
Til toppen   Næste

Det er også ifølge konsistens-etikken umoralsk at være fej og at lyve for sig selv.

Det betragtes som en selvfølge, at man ikke bør lyve over for andre mennesker, da det vil nedbryde al gensidig tillid (bortset fra såkaldt 'hvide løgne'). Det er mindre selvfølgeligt, men ikke mindre vigtigt at man også undgår at lyve over for sig selv, dvs undlader at se sandheden i øjnene ved at leve på livsløgne, selvbedrag og fortrængninger. Det er blot sværere end som så, fordi netop fortrængninger gør, at mange mennesker slet ikke opdager at de bedrager sig selv og altså modarbejder deres egne dybeste eksistentielle formål.

Det enkelte menneske kan kun lære at undgå at bedrage sig selv ved at lære at se dybdepsykologisk på sig selv. Det kræver først og fremmest elementær indsigt i de psykiske grundprocessers virkemåde, aggressivitetens og seksualitetens væsen samt selvets eksistens og funktion i forhold til jeget.



Spiritualitetens funktion     
Til toppen   Henvisninger

Men endnu ét er vigtigt, nemlig at forstå spiritualitetens funktion i forhold til aggressiviteten og etikken.

Den naturlige etik, konsistens-etikken, bygger på selvets eller totalpsykens relativering af jeget. En hvilkensomhelst indsigt som selvet får vil påvirke et menneskes adfærd i gunstig retning, men jeget vil stadig gøre sig gældende lige til det ideelle punkt, hvor det man i den mystiske tradition kalder den fulde 'oplysthed' indtræder, og det vil normalt være sjældent. Derfor må der for almindelige mennesker i hele selvudviklingsprocessen fastholdes en etik der er forbundet med spiritualiteten i form af en retning eller et 'finalt motiv'. Denne retning eller dette 'telos' (græsk ord for mål) stammer fra det spirituelle bevidsthedsniveau.

Målet for den spirituelle udvikling er at vågne hundrede procent, at blive fuldt nærværende i nuet, men etikken er i denne forbindelse det nødvendige bindeled mellem dybdepsykologien, hverdagen og evigheden.

Derfor er den kemiske eller kunstige vej til saligheden eller lykkefølelsen ikke anbefalesværdig, hvor svært det end kan være i givne situationer at fastholde meningen, håbet eller retningen, for en sådan kunstig vej fører altid væk fra ansvarligheden og fællesskabet med andre. Og derfor er det også langtfra nogen objektiv sandhed, at tilværelsen skulle være forkert indrettet fra naturens eller skaberens side. Det er tværtimod en opfattelse der er farvet af, at spiritualiteten fravælges - hvad enten det nu skyldes fortvivlelse eller rationalisme.

Om den verden vi lever i - trods al dens ufuldkommenhed - ligefrem er den bedst tænkelige af alle verdener, som en filosof har påstået, kan slet ikke afgøres, for som konkrete menneskelige skabninger på denne jord befinder vi os i en konkret situation og kan ikke se tilværelsen eller virkeligheden 'objektivt' udefra. Men den verden vi befinder os i er nu engang den der eksisterer for os og giver os selve eksistensgrundlaget, og den giver herunder til fulde muligheden for den spirituelle udvikling som kravet om indre konsistens lægger op til.

Eksistens er derfor til syvende og sidst altid at betragte som en vedvarende tilblivelse og realitetsprøvelse, hvorunder der sker en etisk gennemarbejdning af personligheden. Denne gennemarbejdning belyser både de dybdepsykologiske forudsætninger og vejen frem mod målet: den 'fuldkommenhed' vi kun kan forestille os og aldrig realisere, men alligevel heller ikke kan slippe som hele mennesker.



Henvisninger:

Foregående afsnit af værdimanifestet:

Forord
Indledning  (9.7.04.)
Naturen som fundamental værdi  (15.7.04.)
Samfundet som fundamental værdi  (2.8.04.)
Individet  (8.8.04.)
Erkendelsen  (13.8.04.)

Efterfølgende afsnit:

Politikken  (27.8.04.)
Historien  (3.9.04.)
Kunsten og musikken   (10.9.04.)
Religionen og sekulariserinen  (17.9.04.)
Psykologiens dybdeindsigt  (22.9.04.)
Afslutning og efterskrift  (22.9.04.)



Øvrige henvisninger:

Kan moral begrundes?
om psykiateren Erling Jacobsens synspunkter.

Etik og eksistens
essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens.

Kieslowski's 'Dekalog'
filmene som på helt utraditionel vis belyser De Ti Bud.

Gives der mon en almengyldig etik?
Samtale mellem Niels Jørgen Cappelørn og Connie Hedegaard.



De psykiske grundprocesser

Det aggressive menneske

Jeget og Selvet - ifølge den analytiske psykologi



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal