Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Muslimsk humor

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.02.03.


Muslimsk humor - en selvmodsigelse?

Hvis man spørger Shazia Mirza om hvor Saddam Hussein mon gemmer alle de våben som FN‘s våbeninspektører ikke kan finde i Irak, så siger hun: Under sin kones kjole, for dér er der ingen der kigger!

Og dét er faktisk troligt nok. For selvfølgelig går våbeninspektørerne ikke rundt i Irak og overtræder de almindelige normer for sømmelighed. Men der ligger altså mere i Mirza's vittighed end som så. For sagen er, at muslimske kvinders påklædning generelt har som funktion at beskytte dem mod mænds nærgående blikke, hvad enten disse drejer sig om det privat legemlige og seksuelle eller om ting der skjules selvom de ikke er private.

Men hvem er denne Shazia Mirza der kan tillade sig at drive gæk med muslimske kvinders påklædning og muslimske mænds adfærd? Jo hun er faktisk selv muslim og lever som stand-up-komiker af at optræde som kabaretkunstner der fyrer vittigheder af om sine egne trosfæller. Det bryder de fleste af dem sig slet ikke om, men netop fordi hun er en af deres egne, kan de ikke tillade sig at affærdige hende med beskyldninger for racisme.

Konkret er hun 27 år og af pakistansk familie. Efter faderens ønske påbegyndte hun medicinstudiet ved Manchester University, men havde mere lyst til at optræde på scenen, selvom familien ikke brød sig om det. Og i dag er hun Storbritanniens første og indtil videre eneste kvindelige muslimske stand-up-komiker.

Shazia Mirza var fornylig i Danmark for at optræde i KafCafeen i København og et sted i Odense, og fredag den 21.2. blev hun interviewet ganske kort af Martin Krasnik til DR2's Deadline. Og hun må siges at være et særdeles spændende bekendtskab, fordi hun lige netop byder på det anmelderen i Berlingske Tidende kaldte ‘Banebrydende humor'. Vi kan efter hendes optræden ikke længere tillade os at rende rundt og postulere, at muslimerne mangler humor. Det gør de fleste ganske vist stadigvæk - beklageligvis. Men ikke alle. Muslimsk humor er følgelig ikke længere et begreb der er selvmodsigende.

Det racistiske kommer hun fint udenom, fordi hun ikke indlader sig på at gøre grin med hvide mænd eller de hvides kultur og religion, men alene med sin egen races, sin egen kulturs og sin egen religions besynderligheder. Hun laver grin med sig selv og fx muslimske kvinder med overskæg, men hun påstår ikke, at alle muslimer er som hun selv, eller at alle muslimske kvinder har overskæg. Det er der kun nogle der har. Men hovedsagen er, at hun ikke støder an ved at ramme en anden kultur eller religion end sin egen.

På spørgsmålet om der overhovedet findes en muslimsk humor, svarer hun, at den først er ved at udvikle sig. Den har endnu ikke foldet sig ud, for alle muslimer er meget alvorlige. Men flere og flere synes det er blevet for meget og venter kun på at komme til at grine. Og det gør Mirza hvad hun kan for at hjælpe i gang.

Ikke blot muslimer mangler humor, det gør efter Mirza's mening også fx tyskerne. De forstår ikke alt hvad hun siger, når hun optræder for dem; de vil fx helst se hende glide i en bananskræl. Det er deres form for humor, siger hun (noget unuanceret og generaliserende, må man have lov at tilføje). Sin egen humor karakteriserer hun som meget britisk.

Muslimsk humor har ikke rigtigt eksisteret før nu, og det hænger efter Mirza's mening sammen med, at islam er sådan en alvorlig religion. Muslimer mener ikke, at man kan le og være religiøs samtidigt, men det kan man godt, siger Mirza. For hvis ens tro er stærk nok, er man også i stand til at le ad den. Og en sådan stærk tro har hun selv.

Humoren er ikke en del af muslimernes kultur, eller har i lang tid ikke været det. Araberne tager alt alvorligt. Alt er sort/hvidt. De ser islam som et sæt af regler, og de følger disse regler. Man rokker ikke ved reglerne og træder ikke ved siden af dem. Men, siger Mirza, så streng er religionen nu heller ikke. Man behøver ikke leve efter alle reglerne. Man kan udmærket have sans for humor. Folk glemmer, at Muhammed - fred være med ham - havde sans for humor og kunne grine sammen med sine venner. Men det vil folk helst ikke tale om.

Sansen for humor gik tabt, da folk begyndte at tro, at man skulle følge sharia-loven, og at man skulle være fanatisk i sin tro. Hvis man ikke er fanatisk, så er man heller ikke muslim. Så ekstremt opfatter de fleste muslimer tingene. Og som eksempler på sådanne muslimske ekstremister nævner hun udtrykkeligt Osama bin Laden og Saddam Hussein.

Men man behøver ikke leve sådan, for Islam er i virkeligheden en meget fredelig religion. Den handler ikke om bomber og overskæg eller om flerkoneri. Og når mange unge muslimske mænd reagerer så vredt på Shazia Mirza's humor, så skyldes det at de er bange for hende. De bryder sig slet ikke om at kvinder fortæller vittigheder, for så tror de, at deres koner og søstre og døtre vil gøre det samme, og så vil mændene miste kontrollen over dem.

Og det er netop problemet. Muslimske mænd har haft kontrollen i mange år. Så de bryder sig ikke om at kvinder tager kontrollen. Kvinder opmuntres ikke til at være frimodige, ikke til at tale højt og ikke til at have nogen magt. Derved undertrykkes humoren.

Shazia Mirza er et levende bevis for, at muslimsk humor findes - og at den er under udvikling i klar opposition til mandsdominansen.

Men hun er også en fornem repræsentant for den centrale indsigt, at humor hænger meget nøje sammen kampen mod fanatismen, ja er fuldstændigt uforenelig med religiøs ekstremisme. Dette betyder blot ikke, at den er uforenelig med religiøs tro. Mirza er selv troende muslim - og ønsker at finde en muslimsk mand at gifte sig med, blot han har humor. Og dette strider ikke mod den religiøse tro, men alene mod fanatisk religiøs tro. Troen i sig selv - og dette gælder alle religioner - er ikke fanatisk tilslutning til snævre og urokkelige dogmer, men en langt dybere troskab mod den hele virkelighed.

Dette vil efter dybdepsykologisk betragtning sige, at der er væsensforskel mellem en religionsfortolkning der pukker på retfærdighed og rethaveriskhed og en religionsfortolkning der har flyttet fokus til overordnede hensyn som barmhjertighed, tilgivelse og kærlighed. Den første er jeg-centreret og selvhævdende og vil altid tendere mod fanatisme. Det samme gælder naturligvis hvis det er en verdslig ideologi det drejer sig om - al fanatisk religion bliver en ideologi. Den anden form for religionsforståelse er relativiseret og har flyttet centrum fra jeget til det jungianerne kalder 'selvet' (forstået som overindividuelt psykisk fænomen) og er dermed netop gået ind i humorens område eller det den jødiske filosof Martin Buber kaldte 'tragediens område, hvor det at have ret hører op'.

For religioner som hinduismen og kristendommen har denne relativisering altid været fundamental, hvad der dog ikke vil sige, at de historisk set har været uden fanatisme. Tværtimod. Det er som bekendt ikke småting kristendommen har på samvittigheden, når det gælder undertrykkelse af andre i religionens og Guds navn. Men noget sådant har altid været en indre modsigelse og har altid fået en stærk opposition til at rejse sig i egne rækker.

Her er der en markant forskel mellem kristendommen og islam. For nok er det ubestrideligt sandt, at islam uden vold på Koranen eller traditionen kan fortolkes som en fredelig religion der lægger vægt på barmhjertigheden. Men lige så ubestrideligt er det desværre, at islam historisk set oftest har været forbundet med fanatisme og retfærdighedshunger. Og ikke at forglemme med en kontrol- og magthunger der er dybt forbundet med mandsdominansen, ja, mandschauvinismen blandt muslimer.

Derfor er det et uhyre vigtigt tegn på udvikling af en sund og tolerant islamisk religion at humoren får lov at udfolde sig, således som det sker hos Shazia Mirza. Men man skal ikke tro, at det bliver let at udvikle disse sider af muslimsk menneskelighed, dertil er den muslimske opdragelse og tradition desværre altfor fastlåst. Men der er næppe tvivl om, at tiden vil råde bod herpå - især blandt muslimer der lever i den vestlige verden og i nær kontakt med sekulariserede vestlige mennesker.



Engelsk web-side med link til Shazia Mirza:

Chortle comedy guide



Læs også artiklerne:

Humor i Mellemøsten
Humor og tragedie

og rubrikkerne:

Skidt og kanel
Vrangsiden




Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal