Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - valg11e

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.4.11.


Valget nærmer sig

VK-regeringen fremlagde sidste tirsdag (12.4.) sin 2020-plan der skal genoprette dansk økonomi, således at der igen bliver balance i de offentlige budgetter. Det vil konkret sige at budgetunderskuddet de kommende ni år skal holdes i ave og ende tæt på nul i 2020 i stedet for med uændrede udgifter og indtægter at stige drastisk ikke blot frem til 2020, men "så langt øjet rækker", som finansministeren udtrykte det. Målets opfyldelse kræver - under forudsætning af uændret skattetryk - reduktion af de offentlige udgifter, herunder ikke mindst de offentlige lønudgifter i stat, regioner og kommuner.

Genopretningspakken fra sidste år skønnes at ville give 24 mia af de ialt 47 mia der kræves over de ni år. Der mangler m.a.o. 23 mia og heraf skal foreslåede besparelser på fortidspension, SU og forsvarsudgifter give 5 mia, mens 18 mia skal hentes på den såkaldte tilbagetrækningsreform.

Denne sidste, helt centrale del af pakken vil berøre såvel folkepensionsalderen som efterlønsordningen, så tilbagetrækning ad åre kommer til ske to år senere for begge kategorier, men problemet her er som bekendt at ikke blot socialdemokraterne og SF (+ E) er imod, men også Dansk Folkeparti. Og så hjælper det ikke at både de radikale og Liberal Alliance samt et par løsgængere er for.

Det har været fremme at VK skulle være så forhippet på at få reformen vedtaget at man i realiteten ville give DF ret til at bestemme alle justeringer, når ingen andre vil være med, og dette ville i praksis sige at efterlønnen stort set ikke bliver rørt, endsige udfaset, men overraskende nok har statsministeren ved forelæggelsen meldt klart ud at gamle forligsaftaler efter god parlamentarisk skik vil bliver overholdt, og det betyder dels at den gældende efterlønsordning slet ikke kan røres med mindre S, DF og R accepterer det, dels at de ændringer man måtte enes om først træder i kraft efter et valg, så vælgerne kan få lejlighed til tage stilling til dem inden deres ikrafttræden.

Forhandlingerne med partierne blev indledt i fredags (15.4.), og resultatet af sonderingerne blev at S, R og DF hver for sig orienterede regeringen om deres egne bud på sagen og vil vende tilbage til en omgang egentlige forhandlinger efter påske, når embedsmændene har regnet på tallene. De radikale forbliver således i forhandlingerne med forventninger om indflydelse, men også socialdemokraterne møder op igen - dog uden forventninger af nogen art. De er på grund af S-SF-planerne bundet af hensynet til SF der er uden for det gamle forlig, og da DF er på samme efterlønshold, kan der kun drages den ene slutning at der ikke bliver rørt grundliggende ved efterlønnen.

Forhandlingerne kan med andre ord kun ende med valg.



Regeringen har for så vidt gjort det helt rigtige: at fremlægge en langsigtet plan der tager rimelig højde for de store udfordringer dansk økonomi står over for som følge af den almindelige økonomiske krise og skærpede konkurrencesituation. Især har den høstet ros for endeligt at vove sig i kast med en efterlønsreform som alle ansvarlige økonomer længe har efterlyst, og Lars Løkke Rasmussen personligt krediteres for langt om længe at være 'trådt i karakter'. Han har efter to år på posten endeligt vist det fornødne statsmandsmod. Det er jo bedre sent end aldrig. Planen er helt nødvendig, men alligevel ikke tilstrækkelig - og den ser altså heller ikke ud til at kunne komme igennem folketinget.

For regeringens støtteparti DF gælder som for oppositonspartierne S og SF at de endnu engang har afsløret at de ikke tør røre den selvudnævnte hellige ko der hedder efterløn, og som i sin tid (1979) blev skabt for at barbere toppen af en høj arbejdsløshed. Siden er den blevet populær som almen tilbagetrækningsmulighed for de mange 60-årige der har et glimrende helbred og kun undtagelsesvis kan regnes for nedslidte når de runder de 60 år. Ordningen er med andre ord helt utidssvarende i vore dage hvor levealderen bliver længere og længere og kun de færreste slides tidligt op ved hårdt fysisk arbejde. Og efterlønnen burde derfor erstattes med en særlig ordning for de nedslidte. Men ordningen har kørt så længe at den efterhånden er blevet opfattet som en almen rettighed ingen skal vove at røre. Husk hvor galt det gik Poul Nyrup der løb fra sin egen garanti.

Det vover S ikke én gang til, og det vover heller ikke det DF der appellerer til den samme type vælgere. Det skal SF nemlig nok sørge for. De har jo rene hænder i den sag, og rene hænder er vigtige for deres formand.



Villy Søvndal har rigtigt været ude med riven og de barske udtryk. Han har beskyldt DF for dobbeltspil, fordi de meget fornuftigt og pragmatisk har antydet at man kunne gå med til visse mindre justeringer af efterlønsordningen selv om man principielt er imod en afskaffelse eller udfasning. Men Villy Søvndal sviner Pia Kjærsgaard til i den gode gamle venstrefløjsstil. I et debatindlæg i Morgenavisen Jyllands-Posten hævder han at Pia Kjærsgaard "overskrider alle grænser for, hvor skruppelløst man kan opføre sig over for vælgerne." Hun opfører et "plat skuespil," hvor hun forsøger at fremstille sig selv som socialt ansvarlig. Og han slutter svadaen med en skinhellig erklæring: "Jeg ville ønske, at du var hæderlig nok til at spørge danskerne om de gider se på endnu et afsnit af den trættende sæbe-opera du opfører sammen med Løkke og Claus Hjort Frederiksen."

Den næsten pavelige SF-bulle er måske ikke så overraskende, for Søvndal har det sidste halve år mistet en del af den øgede vælgertilslutning meningsmålingerne ellers havde givet ham efter hans eget brud med den håbløse gammeldogmatik. Og nu øjner han åbenbart en chance for lidt revanche. Det skal være ham vel undt, men skuffer alligevel, fordi det afslører en fløjpolitisk forstokkethed der allermindst er brug for.



En sådan finder man til gengæld ikke hos det radikale Venstres formand Margrethe Vestager der har overrasket med en åbenlys selvstændighed i forhold til S og SF. Hun har meldt klart ud at hun ser meget positivt på VK-regeringens udspil og gerne vil indgå et forlig med den om den økonomiske politik - også selv om et sådant måtte komme på tværs af S-SF's planer. I modsætning til S og SF har de radikale hele tiden påpeget det nødvendige i at få afskaffet efterlønnen.

Dilemmaet er tydeligt. Vestager risikerer en sådan enegang at hun udelukker deltagelse i en sandsynlig S-ledet regering efter valget. S-SF har en økonomisk plan, men de fleste økonomer og kommentatorer mener ikke den hænger sammen (de berømte 12 minutters længere daglige arbejdstid er 'varm luft') - og den matcher slet ikke de radikales ønsker. Vestager er under pres fra sit bagland, der ikke er alt for begejstret over at S har lavet samarbejdsaftale med SF uden om R. Man skal dog ikke tro at Vestagers klare linje blot skyldes dette pres. Hun mener faktisk hvad hun siger om økonomien. Hun understreger kun Det radikale Venstres almindelige økonomiske ansvarlighed - og de radikale vinder på det, så vidt meningsmålingerne siger. Derimod hænger medierne fast i den gamle, forsimplede opdeling mellem rød blok og blå blok. Bl.a. skejede Politiken ud med en artikel om de radikales regeringsdeltagelse gennem tiderne, hvor alt går på at de radikale skifter mellem rødt og blåt. Og tegneren Roald Als viser ligeledes sin primitive tankegang ved at tegne Vestager i 'både-og-balancegang' mellem Lars Løkke og Pia Kjærsgaard, altså falsk politik set gennem tegnerens socialdemokratiske øjne.

Det er imidlertid ikke sikkert vælgerne er lige så dumme. I hver fald ser det ud til at det bliver Liberal Alliance med de mange afhoppere fra det radikale Venstre der må bøde for den nye afklaring. De er slet ikke med i forhandlingerne om regeringens udspil. De bruger store ord i de af Saxo Bank betalte store annoncer der gør Anders Samuelsen til dansk politiks store profet. Alliancen har ikke lagt skjul på deres rene liberalisme, der er totalt undergravende for borgerlig midterpolitik a la Fogh. Og for første gang i over et år er partiet dykket markant i meningsmålingerne.

Alt i alt tyder det således på et ganske spændende forårsvalg.



Tonen er som det fremgår allerede stemt i valg-modus. Den yderst liberale Søren Pind har vanen tro igen vist evner til at udtrykke sig på kanten af god parlamentarisk skik - ved fx. at kalde den svenske EU-integrationskommissær for en åbenlys idiot fordi han har tilladt sig at kritisere Danmark i spørgsmålet om flygtninge fra Nordafrika. Det kalder socialdemokraten Mogens Jensen for en stupid udtalelse af Pind. Og så er vi lige vidt.

Retorikken er - som Christian Kock har påpeget - præget af at politikerne i vid udstrækning taler uden om eller helt undlader at svare på spørgsmål. Det kan der i mange tilfælde være gode grunde til, al den stund der mange gange spørges udelukkende med det forsætlige formål at undergrave politikernes troværdighed. Substansen synes at blive glemt til fordel for taktik, personhetz og sensation.

Det værste er dog immervæk at retorikken får realiteterne til at forsvinde eller fortone sig så meget bag planer, løfter, garantier, personfnidder og valgflæsk, at kun et valg kan rense luften og skaffe den politiske realitetsprøvelse tilbage. Det er denne der mangler i de fleste partier og blandt de fleste politikere på Christiansborg - og det er en sådan mangel der er katastrofal.



Realitetsprøvelse i livet vil i almindelighed sige at individet efterhånden lærer at der er visse realiteter i såvel den fysiske som den sociale eller samfundsmæssige virkelighed som ikke kan formes frit efter menneskets forgodtbefindende, livsløgne og ønskedrømme. Individet kan hverken ophæve tyngdeloven eller 'lovene' for sociale og sproglige relationer. Det må udvikle de psykiske sekundærprocessers rationale på en sådan måde at de medfødte primærprocessers nødvendige værdi- og kvalitetsmæssige 'irrationaler' kanaliseres ind i overvejende konstruktive baner. Drømme, ønsker og utopier må vedblivende justeres i forhold til de til hver en tid reelt forekommende praktiske muligheder.

Politisk realitetsprøvelse vil tilsvarende sige, at de politiske drømme og utopier tilpasses reelt eksisterende fysiske, økonomiske og sociale samt kulturelle muligheder. Helt konkret vil det i dagens Danmark sige at velfærdspolitikken må tilpasses de stramme økonomiske muligheder som såvel den økonomiske krise som den demografiske udvikling og de konkurrencemæssige udfordringer allerede har medført og i de kommende år vil skærpe yderligere.

VK-regeringen kan med rette kritiseres for - ligesom i sin tid VKR-regeringen (1968-71) - at den for sent har opdaget udfordringen og set kravene i øjnene. Men det er dog sket på det sidste - uden at man på nogen måde kan tale om virkelig helhedsrealistisk afklaring af den tredje vej.

Oppositionen derimod bevarer troen på den gamle velfærdspolitik stort set uændret. Den erkender nogle udfordringer med hensyn til den uheldige demografiske udvikling der betyder at der bliver flere der skal forsørges og færre til at forsørge dem. Men oppositionen kalder konsekvent regeringens nødvendige stramninger af økonomien med tilhørende genopretningspakker og tilbagetrækningsreformer for nedskæringer i velfærden. Og den har held med at gøre det, for nok viser forskellige meningsmålinger at befolkningen har lidt større tillid til regeringens økonomiske ansvarlighed end til oppositionens, men omvendt også at den tror mere på oppositionens sociale hensyntagen, et forhold som vel at mærke af flertallet illusorisk prioriteres over ansvarligheden.

Og i betragtning af at dansk politik er havnet i en uholdbar og dybt foruroligende stilstand er der ingen vej uden om et valg, der vil betyde at oppositionen kommer til magten. Det kommende valgs udfald må betragtes som givet. Alle meningsmålinger fra de sidste mange måneder peger på stor sejr til oppositionen - og intet tyder på at regeringens 2020-plan vil ændre andet end nogle småforskydninger inden for den ulyksaligt fastlåste blok. Vælgerne kan nok så meget udtrykke større tillid til regeringens økonomiske politik end til oppositionens, men de er og bliver af mange gode og dårlige grunde så trætte af den siddende regering at den har tabt på forhånd, ligegyldigt hvad den end foretager sig.



Vi trænger derfor til et valg, jo før jo bedre.

Kun et valg kan rense luften. Kun et valg kan bryde dødvandet i dansk politik og VK-blokkens afmagt. Kun et valg kan give socialdemokraterne og SF chancen for at vise hvad de dur til i retning af at løse landets faktiske problemer. Og kun et valg kan give de radikale chancen for at vise hvad de vil gøre for at sikre den midteransvarlighed de tidligere har stået fast på, men på mange måder har svigtet i flere år på grund af en enøjet blok-tænkning som egentlig ligger dem fjernt og alene skyldes udlændingepolitikken.

Grunden til de radikales afklaring kan man kun gisne om. Selv vil de nok hævde at de blot fører den politik de altid har anset som rigtig. Men nøgternt set må man nok kigge på udviklingen i Liberal Alliance med de tidligere radikale folketingsmedlemmer Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøl i spidsen. Dette parti klarede sig dårligt ved sidste valg og blev efterfølgende ramt af interne stridigheder. Men de fik pludseligt vind i sejlene, da Lars Løkke Rasmusssen fik brug for deres støtte og de konservative samtidigt begynde at falde fra hinanden. Liberal Alliance skød pludseligt i vejret i alle meningsmålinger og stod til at blive langt større end de radikale. Men dette er vendt fra den ene dag til den anden - ikke blot på grund af voksende irration over Samuelsens voldsomme selvpromovering, men også på grund af de radikales nye og dygtige strategi. Liberal Alliance er uden afgørende betydning for den siddende regerings muligheder for at komme igennem med 2020-planen, og de vil være uden nogensomhelst indflydelse på den efterfølgende S-SF-regering.

Men de radikale har med den klare tilkendegivelse af principiel støtte til den siddende regerings planer givet de regeringsuerfarne ledere Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal et memento der utvetydigt siger at S-SF's planer for den fremtidige regerings politik ikke hænger sammen. Dette vil formentlig sikre de radikale en genvinding af det tabte terræn og navnlig sikre dem afgørende indflydelse på den kommende regerings politik. Det må nu anses for meget lidt sandsynligt at de radikale indgår i en S-ledet regering, men til gengæld vil de ved at stå udenfor kunne få maksimal indflydelse på dennes økonomiske politik i retning af øget ansvarlighed. Og det er trods alt det afgørende nye i situationen.

Socialdemokraterne og SF vil nu med sikkerhed blive tvunget til en politisk realitetsprøvelse der tager højde for udfordringerne fra den skæve demografiske udvikling og den skærpede konkurrencesituation, og som umuligt på langt sigt kan løses gennem skatteskruen og øgede offentlige udgifter eller luftige 12-minutters drømme. De vil komme til at indse at velfærdspolitikken ikke kan fortsætte uændret på det nuværende niveau uden at undergrave sig selv. Men tage mod denne hårde lære vil de først, når de kommer til magten og bliver tvunget til at se realiteterne i øjnene.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Folketinget - med links til medlemmer og partier
Statsministeriet - med links til øvrige ministerier
Finansministeriet
Regeringens Reformpakke 2020

Venstre
Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti
Socialistisk Folkeparti
Det konservative Folkeparti
Det radikale Venstre
Enhedslisten
Liberal Alliance



Relevante artikler på Jernesalt:

Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III  (10.3.11.)
Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II   (8.3.11.)
Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik)  (4.3.11.)
Efterløn og politisk afmagt  (4.1.11.)
Status over året 2010  (31.12.10..)
Er dansk politik havnet i drillerier og stilstand?  (13.11.10.)
Lystigt valg mellem Helle og Løkke  (7.10.10.)

2007-valgets selvbedragere og visdomsfornægtere   (19.11.07.)
2007-valgets personpræferencer  (15.11.07.)



Lars Løkke glemmer den tredje vej  (29.9.10.)
Er Lars Løkkes realisme en ideologi?  (30.4.10.)
Lars Løkkes og VK-regeringens dilemma  (11.4.10.)
Formandsskiftet i Venstre  (19.5.09.)
Helle Thorning går nu lysere tider imøde  (1.10.10.)
To partiformænd i vanskeligheder  (3.8.10.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)

Messerschmidt forkludrer partikamp og værdikamp  (15.11.10.)
Pia Kjærsgaard truet på livet af fremmedelementer  (19.2.10.)
Ole Sohn og fortiden  (19.10.10.)
Også redningspakke fra S og SF  (12.5.10.)
Er Ole Sohn angst for selverkendelse?  (28.4.10.)
Socialistisk Folkeparti på vej mod magten?  (25.4.10.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)
Konservativt lederskifte  (16.1.11.)
To partiformænd i vanskeligheder  (3.8.10.)
Liberal Alliance blokerer den tredje vej  (28.9.10.)
Filmen om det fejlslagne Alliance-projekt  (11.2.09.)



Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
At være vælger og politiker  (24.1.11.)
Status over året 2010  (31.12.10.)
Partipolitik og sprogforvirring  (9.9.10.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Ytringsfrihed og terrortrussel  (30.9.10.)
Folkeskolens krise afslører dybere samfundskrise  (16.12.10.)
Ghetto-problematikkens substans og dilemmaer  (22.10.10.)
Velfærdssamfundets fremtidige finansiering kræver ny realisme  (23.7.10.)
Skal Udkants-Danmark blot afskrives?  (4.8.10.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal