Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - vaerdikamp01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.3.11.


Hvad skal vi med værdikamp?

Ligesom vi tilsyneladende aldrig slipper for krig om magt og territorier - jf. artiklen Hvad skal vi med krig? - ser det heller ikke ud til at vi slipper for værdikamp eller kulturkamp. Ikke alene har vi voldsomme og spektakulære jordskælv og atomkatastrofer på den anden side af kloden og ny krig i Libyen lige syd for Middelhavet samt fortsat, på lidt mere usynligt eller abstrakt plan, økonomisk krise i hele verdensøkonomien. Vi slås også om decideret åndelige værdier og giver ofte denne kamp den noget misvisende betegnelse 'kulturkamp', hvis tvetydighed bl.a. ligger i at den leder tanken hen på preusseren Otto Bismarcks brutale kamp for tyskheden i sidste del af 1800-tallet.

Den politiske, kulturelle og religiøse kamp har nu fundet sted i Mellemøsten i årtier og siden den kolde krigs ophør og ikke mindst siden terrorangrebet på World Trade Centeret i New York 11.9.01. tiltrukket sig stadigt stigende opmærksomhed. Og den er langt fra blot en kamp om magt og territorier i snæver politisk eller økonomisk forstand, herunder en kamp om olien. Den er tværtimod først og fremmest en kamp om sjælene, dvs om holdninger og livssyn samt om frihed og demokrati. Den er derfor en værdikamp og vil vedblive at være det.

På den hjemlige bane giver den mere eller mindre globale kamp mellem kulturerne og religionerne - ofte kaldet kultursammenstødet - sig udslag i kampen for integration af indvandrere og kampen imod terrorisme og ekstremisme såvel som i de vedvarende konfrontationer mellem borgerlige og ikke-borgerlige eller mellem højreorienterede og venstreorienterede. Men den drejer sig om værdier i en eller anden overført betydning.

Derfor kan historikeren Michael Böss i en nyligt udsendt værdipolitisk debatbog gør gældende at danskerne er nødt til at forstå sig selv som et folk med fælles værdier og projekter, herunder at tage vare på vores demokratiske tradition som er under pres i disse år.

Og derfor kan den nyudnævnte integrationsminister, venstremanden Søren Pind højt og anmassende erklære at han vil have kulturkamp - og i samme moment endog bedyre at han vil gå forrest i kampen for danskheden og for liberale ideer. Han undsiger den amerikankse politolog Francis Fukuyamas gamle påstand om at historien var slut med Murens fald (eftersom liberalismen og markedsøkonomien nu definitivt havde sejret). Nej, siger Pind, for kulturkampen slutter aldrig. Det kan godt være at de borgerlige under VK-regeringen har vundet dele af kulturkampen, men sålænge vi har tvangsægteskaber og æresdrab og må konstatere at velintegrerede muslimer ikke tager afstand fra indførelse af sharialovgivningen, så er diskussionen fortsat nødvendig og kampen en realitet.

Pind undsiger dermed også den konservative kulturminister Per Stig Møller der har gjort gældende at de borgerlige har vundet kampen over de kulturradikale og venstreorienterede. For efter Pinds mening er det kulturløsheden der har vundet frem - og som er blevet en langt større fjende end kulturradikalismen. Oppositionen har ingen plan og ingen ideer. Der kommer intet intellektuelt modspil fra den kant. Så selvom de borgerlige skulle gå hen og tabe regeringsmagten, betyder det ikke så meget i denne sammenhæng. For der skal stadig ifølge Pind føres kulturkamp.



At der savnes et klart, gennemarbejdet kulturpolitisk udspil fra den nuværende opposition forekommer rigtigt - og afkræftes ikke overbevisende af den socialdemokratiske kulturordfører Mogens Jensens modpåstande dags dato. Kulturradikalismen er et begreb der må siges at have overlevet sig selv - og kun hyldes på nærmest nostalgisk vis i kredsen omkring Politiken og Gyldendals forlag - jf. eksempelvis artiklen Politiken mod Politiken - 125 års slag for oplysning og modernitet eller hvad?  (14.10.09.). Ismen skranter simpelthen, hvad der bl.a. ses af at den i den politiske debat udarter til rene smædeindlæg mod modstanderne, som det bl.a. fremgår af retorikeren Chr. Kocks analyser, se Indvandrerdebatten .

Pind sætter sine gamle liberale teser op i stedet for den konstaterede tomhed, og det kan da til en afveksling være ganske sjovt og provokerende, men tyder heller ikke på hverken gennemtænkning eller nytænkning fra hans hold. Han hænger fast i gamle, ikke-komplementære forestillinger, men det er ydermere sigende for situationen at VK-regeringen har en liberal integrationsminister der ser helt anderledes på kulturkampen end den konservative kulturminister Per Stig Møller og dennes forgænger Brian Mikkelsen.

Hvad der savnes på alle politiske fløje og i alle kulturlag er en dybegående forståelse for hvad værdier, kultur og værdikamp overhovedet vil sige.



I den komplementære helhedsrealisme opfattes værdier grundliggende som noget ethvert menneske erfarer fra tidligste spædbarnsalder, idet omverdenen slet ikke kan opfattes uden at den tillægges et værdiaspekt på helt ubevidst plan. Kærlighed, arbejde, kunst, kult og religion sørger livet igennem for den stadige oplevelsesmæssige opretholdelse af de subjektive værdi-universer - og her kan de naturligvis blive bevidste, men behøver ikke at blive det.

Dybdepsykologisk ligger dette i at alle erfaringer af værdier skyldes de psykiske primærprocesser, som er før sprog og analyse og karakteriseret af helhedsmæssig billedopfattelse. Men man skal netop være klar over, at de billeder eller 'metaforer' der indgår i processerne ikke er erstatnings-forestillinger for real-forestillingerne, men fuldt ligeberettigede med disse som komplementære modstykker.

Det ligger derfor i sagens natur at troen på værdier som noget objektivt sandt, måleligt, lokaliserbart og bevaringsmuligt er en illusion, og at den gængse konservative opfattelse af værdier som noget fast og givet der kan værnes om og udstilles som var det museumsgenstande er fuldstændigt uholdbar og må betragtes som bagstræberisk.

Rune Lykkeberg, der tidligere har udgivet en tankevækkende bog om Kampen om sandhederne, har i et lille interview meget rigtigt påpeget det uholdbare i tre konservative myter som dominerer diskussionen, nemlig opfattelsen af at værdier skulle være en slags fast dna-agtig størrelse, at vore værdier skulle være ideologisk harmoniske (og vort land homogent) og at vore værdier og vort fællesskab skulle være i forfald på grund af individernes egoisme. Og han anholder ikke mindst hele den udbredte tendens til at opfatte overgang som undergang.

Det er netop sagen i en nøddeskal. Kultur er "vedvarende eksistentiel tilblivelse" og dermed 'overgang', og overgang fra et stadium til et andet behøver derfor absolut ikke at være undergang, men kan tværtimod være udvikling. Det betyder at de værdier vi har og naturligt nok forsvarer som hovedregel ikke kan reduceres til urokkeligt faste, indiskutable værdier, men tværtimod oftest får karakteren af noget der er under bestandig forandring og udvikling. Begynder folk først at værne om deres værdier som faste størrelser der ikke må hverken ændres eller betvivles, er det et alderdomssymptom, der bekræfter den almindelige erfaring, at jo ældre folk bliver, jo sværere har de ved at følge med og at omstille sig. De klamrer sig til vaner, traditioner og meninger som var de urokkelige sandheder eller dogmer. Og sidder de ydermere på magten, kan de forhindre en ny generation i at komme til og således bremse udviklingen - som det fx demonstreres tydeligt i Nordafrika og Mellemøsten, hvor diktatorerne har siddet ved magten i mange år og ungdommen derfor må ty til omvæltende oprør for selv at komme til og få lov til at bryde tiltrængt nye veje.



Kampen om værdierne hænger naturligvis sammen med den nævnte uheldige opfattelse af værdier som noget der kan kæmpes om på samme måde som man kæmper om genstande, ejendom, penge eller rettigheder - selvom den for kulturlivets vedkommende i højere grad drejer sig holdninger og traditioner end om faste værdier. Men den afspejler også et grundliggende kampinstinkt eller en biologisk aggressivitet - som mange ikke rigtigt vil være ved.

Ethvert dyr værner instinktivt om sine erobringer og vover gerne pelsen for at forsvare dem, og ethvert menneske søger samtidigt efter pubertetens indtræden og kønshormonernes igangsætning mere eller mindre energisk og målrettet ud over sine grænser og kommer derved uundgåeligt i konkurrence med sine artsfæller. Det kan føre til kamp og vold, ja, krig, men behøver jo ikke at gøre det, fordi mennesket også er udstyret med evne til medfølelse og samarbejde samt evner til at tackle konflikter på en fornuftig måde der gør voldsanvendelse unødvendig og uhensigtsmæssig. Men trangen til konkurrence og grænseoverskridelse består, og den skaber uafladeligt nye konfliktsituationer. Dette ses allerede i leg hos børn, der derfor får deres udfoldelse reguleret af regler. Og det ses først og fremmest hos voksne i såvel arbejdslivet som i det politiske liv og kulturlivet, der på tilsvarende vis, men mange gange mere komplekst får deres udfoldelse på arbejdsplads og i samfundslivet reguleret.

Skønt aggressiviteten egentlig er en trang eller drift der er almen og som langt de fleste mennesker viser i større eller mindre omfang, er der mange der ikke bryder sig om den, men helst ser at alt ånder evig fred og harmoni. De går ofte hen og bliver pacifister eller utopister der drømmer om fuldkomne samfund uden konkurrence, hvilket i vore dage vil sige uden våben (militarisme), uden penge (kapitalisme) og uden stormagtsdrømme (imperialisme). Disse utopister får aldrig deres drømme opfyldt, for de bygger alle på illusionen om at mennesket aldrig har spist af kundskabens træ og altså aldrig er blevet bevidste om på givet tidspunkt at måtte forlade barndommens paradisiske tilstand og gå ud i voksenverdenens risikofyldte verden af muligheder, frie valg, modsætninger og konflikter.



De rige muligheder og de frie valg eksisterer imidlertid nu engang og er så at sige dem der gør menneskelivet til et stadigt transcenderende kulturliv til forskel fra en evigt selvbekræftende dyretilværelse i immanensens tegn. Værdikampen er med andre ord givet med selve den biologiske udvikling der gjorde mennesket til menneske, skabte kulturen og gjorde menneskets væren til noget helt anden end dyrets væren - jf. artikelserien om ontologi. Men den antager naturligvis forskellige former efter tid og sted, - og efter folk, kultur og religion. Og da der gennem hele kulturhistorien generelt har været tale om en vis udvikling, teknologisk og økonomisk, betyder dette også at værdikampen nu om dage er vidt forskellig fra de tidligste kulturperioder, og at den i demokratiske lande er vidt forskellig fra ikke-demokratiske landes.

Det er derfor uundgåeligt at værdikampen i dag hvor verden er blevet mindre i kraft af erhvervslivets og kommunikationslivets globalisering tenderer mod et sammenstød mellem kulturer og religioner hvor disse tidligere enten levede forholdsvis uafhængigt af hinanden i mere eller mindre isolerede områder eller stødte sammen i rene magtmæssige og militære konflikter og krige.

Set fra den vestlige verdens side er kultursammenstødet i dag (efter Murens fald og de store ideologiers sammenbrud) primært en modsætning mellem demokratiske lande og ikke-demokratiske lande, og da de første i stigende grad er blevet sekulariserede derigennem at den religiøse og den politiske magt er blevet adskilt (hvilket ikke er det samme som at religion er blevet fjernet fra det offentlige rum!), så er kultursammenstødet i dag i høj grad også en modsætning mellem sekularisering og 'præsteskabsstyring'.

Dette bestemmer konflikterne mellem den vestlige kultur og den islamiske i Nordafrika og Mellemøsten og helt konkret i de aktuelle krige i Afghanistan og Libyen eller konflikterne i lande som Irak, Iran, Syrien og Palæstina. Men det bestemmer også konflikterne mellem muslimske indvandrere og de indfødte i alle de vestlige lande, herunder ikke mindst de vest- og sydeuropæiske lande der har modtaget mange indvandrere.



Modsætningen mellem det nationale og det internationale bliver i værdikampen ofte gjort til en modsætning mellem det provinsielle og det moderne, idet der hos indfødte mennesker der i generationer har levet forholdsvis uanfægtet af fremmede folk og kulturer vil være en ganske naturlig tilbøjelighed til at anse egne værdier og holdninger som de bedste i verden eller ligefrem som de eneste rigtige, mens mere moderne indstillede mennesker der har lært fremmedsprog og har udvekslinger med fremmede erhvervsfolk eller forskere får et rummeligere syn på værdier og i visse tilfælde endog begynder at se ned på de indfødte.

Hvis de nationale værdier ligefrem trues af massiv fremmed påvirkning som en militær magts invasion og besættelse, vil der som reaktion opstå en naturlig modstand, men selv i fredelige tider vil indfødte helt naturligt reagere mod en massiv indvandring af folk som ikke ønsker integration, men slår sig ned i det nye land med ofte store familier og nyder godt af landets sociale goder uden at yde ret meget til gengæld. Ender en relativt stor indvandring med dannelse af deciderede ghettoer - som det er sket gennem den massive indvandring af flygtninge og fremmed arbejdskraft i hele Vesteuropa siden 1960'erne - opstår uundgåeligt sociale og politiske problemer. Integrationen lykkes dårligt og modarbejdes i mange tilfælde også bevidst af folk der af fx religiøse grunde har aversion mod vestlige normer, herunder normer for opdragelse, kønnenes ligestilling, påklædning og debat. Manglende integrationspolitik gør naturligvis ikke problemerne mindre.



Følgen vil ofte blive forskellige former for forsvar for egne værdier kombineret med mere eller mindre udtalt fremmedangst eller -had. Dette gør naturligvis ikke integrationen lettere for de indvandrere der faktisk indstiller sig på den. Tværtimod vil kløften mellem indfødte og fremmede blive større - og resultatet vil logisk blive en stramning af udlændingepolitikken med voksende krav til indvandrerne om aktiv indsats for integration gennem job og sprogkundskaber.

Specielt vil det være stødende for mange indfødte danskere at de ældste generationer af indvandrere (især kvinder der ikke kommer på arbejdsmarkedet) aldrig får lært sproget ordentligt, og at også mange anden- og tredjegenerationsindvandrer (men alt overvejende drenge) har så åbenlyst dårlige danskkundskaber at de ikke er i stand til at gennemføre en elementær ungdomsuddannelse, endsige videregående udannelser.

Nationalsproget vil altid være centralt for en national kultur. Og selvom man i debatten ofte anfører at nationalstaten som sådan er et relativt nyt fænomen i historien, så er det et faktum at den har fået afgørende betydning for de relevante befolkningers identitet, selvforståelse og selvrespekt, og at dette ikke mindst giver sig udtryk i sproget. Mange indvandrerne her i landet er tosprogede og får af denne grund ikke lært dansk tilstrækkeligt godt (bl.a. får de ofte alt for sent lejlighed til at lære nuanceret dansk). Men desuden gælder at dansk for de indfødte selv er et særdeles nuanceret og identetsskabende sprog som er en væsentlig del af selve danskheden.



En nylig undersøgelse har bekræftet, at dansk - ligesom norsk og svensk - er et særdeles stærkt og levedygtigt sprog sammenlignet med verdens øvrige 4-6.000 sprog, på trods af at det kun tales af nogle få millioner mennesker og iøvrigt taber terræn til engelsk når det gælder kommunikationen i det stadigt mere internationaliserede erhvervsliv og universitetsliv. Styrken skyldes ganske enkelt at dansk er et talrigt, samfundsgennemtrængende og velhavende nationalsprog, der som skriftsprog er helt dominerende i informationsformidlingen alle andre steder end på universiteterne og i de største virksomheder. (Jf. artikel i Politiken 18.3.11.)

Hertil kommer at selve vores samfund er velstruktureret, at flertallet af befolkningen er veluddannede og at sproget har høj status blandt dem der taler det, og dette sidste gælder vel at mærke det store flertal foruden hele uddannelsessystemet op til universitetsniveauet samt pressen og folketinget. Uanset et vist domænetab til engelsk er dansk ikke et truet sprog, for det er ikke en barriere for at få et job eller en uddannelse. Der er tværtimod store sociale fordele ved at bruge dansk - og kunne bruge det på nuanceret vis - så længe man bor i Danmark.



Det er bl.a. derfor ikke helt holdbart når Rune Lykkeberg antyder at vore land ikke skulle være et homogent land, for det er det allerede i kraft af det danske sprogs umådelige styrke.

Homogenitet udelukker jo ikke nuancer i henseende til jargon, slang eller dialekter, blot der er en fælles basis for nuancernes udfoldelse og rigdom. Homogenitet udelukker i det hele taget ikke pluralisme i form af det man kalder 'subkulturer'. Dem kan der være - og er der vitterligt - mange af i Danmark, men igen gælder at forudsætningen for deres sameksistens og indbyrdes modspil er en fælles grundkultur. Bl.a. derfor er diskussionen om integration kontra assimilation temmelig vildledende. Skal homogeniteten bevares nogenlunde intakt kræver det alle indvandreres aktive integration, men ikke deres assimilation, for de skal skam skaffe sig bedst mulig føling med det sprog danskerne udtrykker sig nuanceret på, men de skal ikke begynde i det ydre at gøre sig lig med de indfødte, for dette vil kun føre til overfladiskhed og dermed i virkeligheden narreværk.

Homogenitet er derimod uforenelig med multikultur og dermed den multikulturalisme som relativisterne postulerer i deres universalistiske eller globalistiske ligestilling af alle kulturer. De er ofte højtråbende i deres foragt for det snævert nationalistiske, men vil nødigt være ved at det nationale i bedste forstand hverken udelukker det internationale eller lukker sig om snævre og faste værdier.

Den sunde nationale homogenitet - med sproget som omdrejningspunkt - er tværtimod det allerbedste udtryk for at fællesskabet eksisterer i Danmark. Det er slet ikke truet, for det er ikke et overfladisk fænomen der skyldes svingende og vilkårlige bestræbelser for at opretholde nationalstaten imod globalismens kræfter, men et dybt folkelig fænomen der skyldes et så uvilkårligt og stabilt fænomen som det kollektivt ubevidste. Dette fænomen anerkender multikulturalisterne og relativisterne imidlertid slet ikke - og derfor ser man at værdikampen i allerhøjeste grad står mellem de meget rationelt indstillede relativister på den ene side og de i dansk kultur dybt forankrede mennesker der har umiddelbar føling med det kollektivt ubevidste på den anden. Ulykken er egentlig kun at der ikke mindst blandt politikerne er stor uvidenhed om hele denne sammenhæng.



Eksempelvis er det almindeligt at mange indfødte danskere - især på venstrefløjen og især blandt akademikere - fokuserer på de såkaldte universelle værdier som menneskerettighederne og følgelig nedvurderer eller direkte undsiger alle specifikke værdier der har med kulturtradition og religion at gøre. Som tidligere anført i en artikel 24.1.10. er det ikke ualmindeligt i disse kredse i tolerancens og ligeberettigelsens hellige navne at gøre alle nationalt eller religiøst betingede traditionsværdier lige gyldige, hvilket i praksis kommer til at betyde 'ligegyldige', dvs ugyldige som identitetsskabende værdier. De gøres 'relative'.

Det ligger i sagens natur at danskere der holder på monokulturen i kulturrelativisternes øjne vil blive betragtet som romantiske traditionalister og bagstræbere, mens omvendt kulturrelativisterne i de andres øjne vil blive betragtet som elitære kosmopolitter der glemmer hvor de kommer fra. I begge tilfælde er der tale om subjektive opfattelser der aldrig kan gøres gældende som videnskabelige sandheder. Men det bør understreges at de danskere der føler sig forankret i dansk kultur på ingen måde behøver være bagstræberiske og at kulturrelativisterne ikke automatisk skal ses som de progressive. For et fremskridt uden forankring i tradition er et rent æstetisk fænomen: Den er overflade.

Centralt er og bliver det at eksistens grundliggende betragtes som en vedvarende eksistentiel tilblivelse og værdier derfor aldrig som faste, absolutte størrelser der kan dyrkes dogmatisk som afguder. Værdier må altid gen-erobres eller gen-tilegnes i fremadrettede processer der er principielt uforudsigelige, hvad der betyder at de ofte fremkalder nye og overraskende resultater. Værdierne undergår herunder i et eller andet omfang en forandring, der imidlertid i det samlede billede betyder tilpasning til nye tider.

Mennesket er et transcenderende væsen der er på vej - indtil aldring, sygdom eller død forhindrer det. Dette betyder imidlertid ikke at det ikke ind i mellem kan nyde sine 'erobringer' og 'erhvervelser' - hvad enten vi taler om materielle eller immaterielle størrelser. Tværtimod vil der med mellemrum være behov for hvile og opladning. Derfor har det brug for søvn, ferie, fritid, rekreation og ikke mindst 'sabbat', en regelmæssig og bevidst totalafkobling fra arbejdets og nyttehensynets tvang og forbandelse.

Transcendensen og immanensen står således ikke i et absolut modsætningsforhold til hinanden, men er komplementære fænomener, begge livsvigtige, men blot uforenelige i et og samme moment. Transcendensen giver en lineær udvikling i kraft af aggressivitetsdriften, nysgerrigheden og ambitionerne og deres systematiske udnyttelse af sekundærproceserne, mens immanensen sikrer den stadige grundliggende værdibekræftelse der aldrig foregår lineær, men snarere cirkulært eller spiralformet via primærprocesserne.



Den igangværende værdikamp eller kulturkamp her i landet og ude i alle andre lande hvor der er sammenstød mellem vestlig og muslimsk kultur går i virkeligheden ikke særligt dybt, men afspiller sig på overfladen, fordi såvel debattørerne som forskerne undlader tilbundsgående afklaring og derfor forfalder til skænderier og gensidige beskyldninger - eller for visse forskeres vedkommende til formelle undersøgelser af retorisk udenomssnak (jf. serien om retorikken).

Gang på gang er det her på siderne blevet understreget, at debatniveauet er for lavt og at oplysningsniveauet slet ikke er tidssvarende. Specielt synes ingen af parterne overhovedet at have noget som helst kendskab til dybdepsykologi eller erkendelsesteori. Påstande kommer derfor ofte til at stå over for påstande - og gamle fordomme gentages. Ikke mindst kan nævnes at de politiske fløje kan blive ved med at skændes om liberalisme kontra socialisme eller frihed kontra lighed og tryghed, hvor det eneste tidssvarende ville være at se størrelserne som komplementære og ligeberettigede.

Men fløjkrigen i dansk politik er nu stort set ført tilbage til klassekampsopdeling og -retorik, med det resultat at det er blevet mindre og mindre afgørende om den ene eller den anden fløj kommer til magten ved det forestående valg. For den politiske debat lider under parternes manglende bevidsthed om værdikampens grundliggende størrelser og processer.

Desillusioneringen får lov at brede sig i befolkningen da de politiske skænderier mere og mere drejer sig om sager og personer samt medier, og mindre og mindre om substans, ideer, etik og langsigtede mål. Værdikampen er imidlertid dybest set altid en kamp om overordnede ideer, etik og mål, og derfor bliver det fatalt at den filosofiske side af sagen forsømmes.

Værdikampen er en kamp om normer og sprog, men naturligvis også om kunst, videnskab, kult, religion og humor - samt oplysning og folkeoplysning. Derfor fortsætter denne lille serie med artikler om 'rationalitet og videnskab', 'kult og religion' samt 'humor og tragedie'.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Andre artikler i serien:

Hvad skal vi med rationalitet og videnskab  (5.4.11.)
Hvad skal vi med krig?  (28.3.11.)
Hvad skal vi med kunst?  (26.3.11.)

Øvrige relevante artikler på Jernesalt:

Værdisynspunktet (aksiom)
Hvad skal vi med krig?  (28.3.11.)
Hvad skal vi med kunst?  (26.3.11.)
Böss' vægtige forsvar for nationen  (7.9.06.)
Fogh og liberalisterne  (herunder Søren Pind)
Kampen om sandhederne  (Rune Lykkeberg)
Opret et kultusministerium!
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)

Jernesalts 2009-filosofi
Ontologi
Retorik og politik



Kulturkampen aflyst eller afsporet?  (24.1.10.)
Politiken mod Politiken
- 125 års slag for oplysning og modernitet eller hvad?
  (14.10.09.)
Kulturens hovedkilder: Arbejde, forskning og religion  (28.12.04.)
Kultur, kamp og kanoner  (28.9.05.)
Kultureliten og folket  (5.8.09.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket   (21.11.08.)

Kulturkampen aflyst eller afsporet?  (24.1.10.)
kulturkamp, gammel, eller ny værdikamp?
kulturkamp: Ulla Dahlerups
Kultur-kanon
Kulturminister Brian Mikkelsens drabelige kamp mod vejrmøller
Blivende værdier?  om Kasper Støvrings bog om konservatismen og kulturkampen  (14.4.04.).

kulturopgør, Blakes
kulturopgør, Grønbechs
kulturopgør, Lorenz'
kulturopgør, Nietzsches
Kulturradikalismen kontra liberalismen  (16.2.08.)



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)
Hvad vi lever på  (2.6.02.) om Erling Jacobsens synspunkter.
Følelse og videnskab  (2.6.02.) om Erling Jacobsens synspunkter.
Følelser og værdier, tro og demokrati  (28.1.04.)



Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.)
Familien er død! Familien leve!  (14.6.05.)
Grundvigianismen i det 20. århundrede  (13.12.05.)



Værdimanifest i komplet udgave
med nærmere specifikation af indhold under de enkelte afsnit.
Forord og oversigt   (9.7.04.)

1.    Indledning  (9.7.04.)
2.    Naturen som fundamental værdi     (15.7.04.)
3.    Samfundet som fundamental værdi  (2.8.04.)
4.    Individet  ( 8.8.04.)
5.    Erkendelsen  ( 13.8.04.)
6.    Etikken  ( 20.8.04.)
7.    Politikken  ( 27.8.04.)
8.    Historien  ( 3.9.04.)
9.    Kunsten og musikken   (10.9.04.)
10.  Religionen og sekulariseringen  (17.9.04.)
11.  Psykologiens dybdeindsigt  (22.9.04.)
12.  Afslutning og efterskrift  (22.9.04.)



Værdimanifest i forkortet udgave
sagregister til den forkortede version



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Værdier
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal