Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende03ubevidste

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.12.05.


Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt

I sin fortræffelige bog om komponisten Carl Nielsen kommer forfatteren og teologen Jørgen I. Jensen også ind på de nationale kræfter der gjorde sig gældende på komponistens tid og var en forudsætning for hans kunst og danskhed. Disse nationale kræfter lå blandt andet i den grundtvigske bevægelse, og om denne skriver Jørgen I. Jensen en af de bedste karakteristikker overhovedet der i kort form kan gives af denne bevægelse: "Dybt nede i den grundtvigske kultur ligger en - måske naiv ville nogen sige i nutiden - tro på det ubevidste i et menneske som noget godt".

Skal en sådan karakteristik overhovedet have en mening forudsætter det i det mindste at man ikke er låst fuldstændigt fast i en snæver freudiansk opfattelse af det ubevidste som fortrængt stof.



Rationalisten Sigmund Freud kunne i sin systematiske undersøgelse af psykiske lidelser og drømme ikke se bort fra det ubevidste i mennesket, og han må krediteres for i vid udstrækning af have kortlagt væsentlige dele af dets funktion og indre logik - herunder ikke mindst de psykiske grundprocesser. Men da udgangspunktet for hans analyser overvejende var sygdom og dysfunktion blev hans tydning ret negativ. Det ubevidste gav sig efter hans mening oftest udtryk som afreaktion af undertrykt eller fortrængt, mere eller mindre traumatisk stof.

Anderledes positivt så hans elev Carl Gustav Jung på sagen. Ikke alene fjernede han Freuds ensidige fokus på det seksuelle. Han så også de store skabende muligheder i det ubevidste. Og gennem sine begreber og hypoteser om det kollektivt ubevidste og de arketypiske forestillinger formåede han at trække det afgørende frem: det uudtømmelige potentiale for symbolsk tydning af tilværelsen og dermed for den afgørende dialektik mellem det energetiske og det materielle. Jung genindsatte populært sagt sjælen og religionen som grundlæggende elementer i kulturen og dermed også i den rationelle behandling af kulturhistorien.

Herhjemme blev religionshistorikeren Vilh. Grønbech den første der løsrev religionshistorien fra teologiens dogmatiske omklamring og som gennem epokegørende studier over germansk kultur, primitiv kultur og mystisk kultur fik påvist at der fandtes en sammenhængende og realistisk måde at leve livet på der var væsensforskellig fra den moderne europæiske, men i realiteten havde meget dybere føling med den umiddelbare virkelighed end den moderne tingsfixerede realitetsopfattelse.



Grønbech opponerede skarpt mod Freuds forståelse af det ubevidste som overvejende fortrængt og skadeligt stof og pegede i stedet for på det underbevidstes uudtømmelige skabende potentiale. Grønbechs usystematiske 'psykologi' minder i mangt og meget om Jungs, men dels brugte Grønbech sine egne begreber, dels var han imod overhovedet at udarbejde en psykologi.

For Grønbech spillede det folkelige en stor rolle, ja det blev så stærkt betonet at det meget forståeligt fremkaldte ironiske kommentarer - bl.a. på original vis af litteraturprofessor Ejnar Thomsen. Det forholder sig nemlig unægteligt sådan at det folkelige er et begreb man bør omgås med varsomhed, for det lader sig hverken definere eller patentere. Og det er der som bekendt vitterligt demagoger der har troet de kunne - desværre også i politik. Det er ikke for ingenting at flere danske partier kalder sig folkepartier.

Grønbech gjorde intet forsøg i denne retning, for det lå fuldstændigt klart for ham at det folkelige hang sammen med det ubevidste eller underbevidste, og dermed var irrationelt og udefinerbart. Det han understregede var at det underbevidste var en realitet og derfor indgik som medbestemmende faktor i kulturlivet og -udviklingen.



I det 19. århundrede var der ingen der som N.F.S. Grundtvig var i stand til at give det kollektivt ubevidste mund og mæle i digtningen. Og ingen fik som han held til på dette grundlag at inspirere til et folkeligt liv i dansk kultur der kom til at stå i skarpeste kontrast til den i byerne, borgerskabet og eliten dominerende akademiske kultur.

Den folkelige kultur var i vid udstrækning knyttet til landbefolkningen og dens vækkelser og højskoler. Landbefolkning var nu engang talrigest på den tid, omend på retur. Folkeligheden kulminerede i årene mellem 1880 og 1920 og tog af i takt med urbaniseringen.

Rationalistiske historikere ser den folkelige kultur som udtryk for overtro, nostalgi, snæversyn og bagstræb. For de forstår ikke at det kollektivt ubevidste efter sin natur aldrig kan forsvinde fra et folks kultur, men blot må skifte form med kulturen efterhånden som teknologi, økonomisk vækst og urbanisering skrider frem.

Det moderne bymenneske har vitterligt langt større problemer med den umiddelbare føling med det kollektivt ubevidste end tidligere generationer. Derfor tidens overfladiskhed, æsteticisme, stress og tilfældige søgen hid og did efter modeagtige religionserstatninger. Men det kollektivt ubevidste gør sig fortsat gældende med ubegrænset styrke ad sine kanaler. Det kan kun betegnes som dybt naivt af rationalisterne at tro at det skulle være et ligegyldigt eller underordnet fænomen i kulturudviklingen.



Spørgsmålet er om det kollektivt ubevidste igen kan genvinde sin rette plads i folkets og nationens liv og kultur som uundværlig faktor i helheden og sammenhængen.

Én ting kan straks slås fast i denne sammenhæng. Det kollektivt ubevidste kan ikke slå igennem i gammel form, det må søge nye former og blive ny umiddelbar realitet i folkelivet. Det kan derfor hverken knyttes til personer som Grundtvig eller Grønbech, eller til bevægelser som grundtvigianismen eller andre, men må finde helt nye omdrejningspunkter, herunder også nye medier at sprede sig gennem.

Det vigtigste omdrejningspunkt bliver utvivlsomt etikken eller rettere kravet om indre konsistens, fordi denne af Erling Jacobsen klarest formulerede etik netop som udgangspunkt har troen på det ubevidste i mennesket som selve det der giver driften mod det gode. Kravet om indre konsistens siger, kort fortalt, at mennesket på grund af sin psykiske indretning er tvunget til at sørge for overvægt af det gode, det lyse, varme og kærlige i sit liv, fordi det ellers havner i frustration og selvdestruktion. Denne etik er altså hverken begrundet i ydre pligt eller hensyn til ydre formål, men er tvingende nødvendig indefra.



Aktuelt kan peges på at kravet om indre konsistens også indebærer en selvfølgelig omsorg for at velfærdssamfundet udvikler sig på en sådan måde, at de enkelte ansvarlige menneskers muligheder for at bevare overvægten af det gode i deres liv er optimale, og at sammenhængen i samfundet - fællesskabet eller solidariteten på tværs af forskellene - kan bevares.

Et væsentligt punkt i denne forbindelse er at integrationspolitikken bliver forbedret således at indvandrerne får samme muligheder for at leve op til kravet om indre konsistens. Da flertallet af dem er muslimer betyder dette også, at de ansvarlige af dem er nødsaget til - allerede for deres egen skyld - at finde de fortolkninger af deres religion der gør det muligt at få den nødvendige direkte og umiddelbare kontakt med det kollektivt ubevidste, hvad der igen indebærer nødvendigheden af frigørelse fra ydre autoriteter såsom imamer der er styret af fremmede kulturers normer og idealer.

Helhedsrealistisk set er det nødvendigt at modvirke samfundets atomisering eller æsteticering. Derfor må folkets brede og dybe kontakt til det kollektivt ubevidste genfindes - og derfor må troen på det ubevidste i mennesket som noget godt påny i højsædet.

I al enfoldighed

Peer Sendemand



Henvisninger:

Grundtvigianismen i det 20. århundrede

Vilhelm Grønbech - kort karakteristik

Grønbechs kulturopgør

Kan moral begrundes?  (om Erling Jacobsens moralfilosofi)

De psykiske grundprocesser



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal